Helt ude i autofiktionen - balladen om Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen" - en slagkraftig bog uden varedeklaration

Fra omslaget til Karina Pedersens bog
 "Helt ude i hampen - mails fra underklassen"

Da jeg læste de første anmeldelser af Karina Pedersen bog "Helt ude i hampen", og derefter fulgte den lynhurtigt eksploderende debat i medierne - både de sociale og de ikke-sociale - så tænkte jeg: FAKTION!

For rigtige mange år siden - 1990 - udkom jeg med en bog med titlen "Faktion som udtryksmiddel". Og jeg skrev en definition i starten bogen som jeg siden har fået mange akademiske skældud for:

'Faktion' er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

I kort form er 'faktion' altså i følge mig: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der er eller bliver ballade over blandingen! Og heri ligger implicit at alle medieprodukter kan siges at være en blanding af fakta og fiktion, men at det kun er når der bliver ballade (=offentlig debat og diskussion) om det, at jeg vil kalde det 'faktion'.

    Og derfor er der naturligvis ikke tvivl om at "Helt ude i hampen" er 'faktion' i min forstand. For sikken en ballade!

Den definition  har jeg fastholdt siden!

   Og det er netop på baggrund af den definition at alarmklokkerne straks ringede for mit indre øre  og mine umiddelbare følelser straks råber vagt i gevær ved reaktionerne på Karinas bog: faktion er faktion er faktion.

   Jeg har ikke læst bogen, og jeg kender ikke Karina som blogger og 'højredrejet debattør'. Har altså ingen fordomme eller forhåndsforventninger - og ingen bås at placere hendes skriverier i.

   Og jeg forholder mig heller ikke moraliserende til teksten, jeg er i  'observation mode'.

 

Det bliver så afsløret at en del af det Karina skriver, simpelt hen ikke passer med den virkelighed hun skriver om. Og at andre dele er så subjektivt farvet at hvis det havde være journalistik, så skulle en masse mennesker som omtales, beskrives og citeres i bogen, have været spurgt af Karina eller tjekket af hendes redaktør.

   Og i anden omgang skulle disse mennesker naturligvis også være spurgt af de journalister som har taget bogen faktuelt for gode vare.

   Og spørgsmålet som skulle være stillet: Hvad siger du til den beskrivelse af dig og hvad du har sagt og gjort? Er du enig, og hvis ikke - Hvad så?

Jeg har i ret mange år været verbal og økonomisk back-up for Zetland, et kreativt og genrefornyende journalist-kollektiv hvor hovedkræfterne og igangsætterne er mine (og de øvrige underviseres) gamle studerende fra journalistuddannelsen på SDU. Og Zetland-folkene er alle ekstremt begavede og kreative.

   Alligevel gik de ud med brask og bram i deres netavis Zetland og tog bogen for en slags journalistisk 1. person kilde-fakta ("native informant") Uden at tjekke synspunkter fra de personer som blev omtalt og beskrevet ekstremt negativt i bogen. Af "Karina Pedersen". I rollen som 'mail-skriver'. Og uden at tjekke fakta, simpelt hen.

   Når jeg skriver forfatternavnet med distancerende gåseøjne, så er det fordi man kan være i tvivl om hun faktisk selv har skrevet bogen. Eller om hun bare har leveret stof og navn til en litterært velskrivende 'ghost-writer', som så er anonym og ikke optræder på titelbaldet.

Ifølge referaterne lever bogens indhold til en beskrivelse af et bestemt lag i den danske befolkning i den grad op til bestemte fordomme hos mennesker med et bestemt politisk syn. Og det burder have fået alarmklokkerne til at ringe.

   Når en historie næsten er for god til at være sand, så er det som regel fordi den er for god til at være sand.

   Altså usand!

Nogle af mine kilder på Facebook foreslår at den egentlige skribent og pennefører er Dennis Nørmark, som er erklæret medlem af og repræsentant for Liberal Alliance i forskellige sammenhænge. 

   I Berlingske Tidende blev bogen meget positivt anmeldt af et andet medlem af Liberal Alliance og tidligere folketingskandidat: Anne Sophia Hermansen.

   Hans Hauge, litteraturlektor på Aarhus Universitet, argumenterer ganske overbevisende for at det er en slags 'autofiktion', dvs. fiktion baseret på erindrede oplevelser, men forklædt som fakta - med en jeg-fortæller og fortalt i en form som halvt eller helt mimer fakta. 

   Hans Hauge er angiveligt medlem af den stærkt højredrejde tænketank CEPOS. Og hans analyse er jo ironisk rettet mod alle dem der så at sige er "hoppet på bogen" som en slags faktaforpligtet journalistik.

   

Formen for Karinas bog er angiveligt en moderne brev-roman - altså en serie tekster udformet som e-mails. Undertitlen er netop "Mails fra underklassen". 

   Ingen har mig bekendt endnu efterspurgt og -forsket hvem adressaten - "en veninde" - er til disse mails, og efterspurgt hvad vendinden svarede på disse mails.

   Altså er formen en slags snyd - hvis det var en film ville man kalde den en 'mocumentary'.

   

Grundlæggende er problemet som ved alle former for medie-faktion der giver den slags ballade i offentligheden, at der er uklarhed omkring 'kontrakten' eller 'overenskomsten' med læserne. Der mangler simpelt hen en angivelse af genren eller genreblandingen på forsiden af bogen der kunne bidrage til at besvare disse spørgsmål for læseren. 

   - Er det en 'roman', forklædt som den ene side af en mailkorrespondance? 

   - I hvilket omfang er der faktisk tale om erindringer, og i hvilket omfang er personer og episoder opfundet af en livlig fantasi?

   - Er det en faktafunderet debatbog som står inde for sandhenden i en række påstande og generaliseringer i nogle faktiske mails til en faktisk veninde? 

   - Er forfatteren faktisk Karina Pedersen, eller har hun leveret stof til en dygtig og litterært kyndig anonym ghostwriter?

   

En eksplicit og fyldig overenskomst-tekst i starten eller slutningen af bogen, altså en slags varedeklaration der besvarede disse og andre tilsvarende spørgsmål, ville have kunnet tone debatten ned - eller givet den en helt anden retning.

   

Men det er naturligvis meget muligt at forlag og forfatter netop har ønsket medieballaden - og derfor bevidst har valgt IKKE at varedeklarere den.   

   Forlagsdirektøren, Gyldendals Johannes Riis, erklærer i DRs Deadline at det er en "erindringsbog" - og så bør der være ret frit slag:

Det er en slags erindringsbog, og der udkommer mange bøger i disse år, der er blandingsform. Karina Pedersen har valgt den form her, fordi hun mener, at det er den rigtige til at fortælle sin historie. Det må være enhver forfatters ret at præsentere sit stof i den form, som passer bedst, siger Johannes Riis.

Gyldendal har så selv markedsført bogen "Helt ude i hampen - mails fra underklassen" under etiketten "samfund" - og altså ikke under etiketten "erindringer". 

   Det ser Johannes Riis heller ingen problemer i.

   Og formen kan det også være hip-som-hap med:

Om der er kommet nogle afsnit fra dagbogen ind i bogen, kan jeg ikke se er et problem. Det er ikke vigtigt, om det er e-mails eller breve, eller hvad det er. Hovedsagen må være, at man tager stilling til det, der står i den bog, siger Johannes Riis.

Her må man sige at hvis der ikke er nogen eksplicit genrebetegnelse eller evt. mere udfoldet verbal varedeklaration i bogen, så vil det netop være formen som i sig selv fungerer som en uudtalt 'overenskomst' for læserne.

   Og de har - altså anmelderne - alle opfattet bogen som en slags fakta, netop i kraft af formen - en samling mails til en veninde.

Som ofte i den slags faktionsballader i medierne er der også en juridisk vinkel, nemlig om forfatter- og forlags-ansvar i forhold til lovparagrafferne om privatlivets fred og injurier. 

   Karinas mor og søskende siger hun er fuld af løgn. Så DR hiver fat i en professor i pressejura fra SDU, og skriver under rubrikken "Professor: Forfatter må stå på mål for anklager om usandheder":

Hvis de har ret i deres afvisning, og der ikke er hold i Karina Pedersens beskyldninger, så kan det ifølge Sten Schaumburg-Müller være strafbart.

   - Man må sådan set skrive en hel masse om andre. Der, hvor det kan blive problematisk, det er, hvis man skriver ting om andre, der er meget private, fordi man som udgangspunkt ikke må afsløre andres private forhold, eller hvis man beskylder andre for noget kriminelt, siger han.

   Det er Karina Pedersens mor og brødre selv, der kan vælge at gå til domstolene, hvis de mener, at de er blevet udsat for æreskrænkelse.

   Sager om ærekrænkelse skal dog ifølge Sten Schaumburg-Müller ses i lyset af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der handler om ytringsfrihed.

   - Man har lov til at fortælle om sit eget liv, og der vil selvfølgelig være andre mennesker involveret i fortællingen. Men man skal overveje, om man skal beskylde andre for alvorlige ting, da man kan komme til at stå til regnskab efterfølgende, siger han.

Ifølge professoren har også forlaget Gyldendal et ansvar som kan retsforfølges af familien.

Jeg synes meget godt om slutningen i Informations bagsideleder fra igår den 6. september:

Bogen er egentlig en personlig beretning eller erindringsbog fortalt som e-mails til en gammel veninde.

   Den er mindst lige så meget en moderne brevroman i Goethes tradition, som den er en debatbog, fortalt med bidende og fængende satire og hudflettende en social klasses egne stereotyper. Alle må holde for, inklusive forfatteren selv.

   Men bogens vidnesbyrd og vigtige nuancer bliver helt umulige at forsvare, når forfatteren samtidig som debattør entydigt gør sig til del af et liberalistisk ideologisk korstog og ikke mindst baserer flere af sine påstande på lemfældige oplysninger.

   Så holder offentligheden op med at se bogen som særskilt fra resten af det, Karina Pedersen har sagt, og bogen bliver det entydige partsindlæg i en socialpolitisk debat om velfærdsstaten, som den sikkert ikke vil være.

   Hvad kan vi andre lære af denne uskønne, rodede forestilling?

   Som forventet endte det med, at Gyldendal forsvarede bogen på bogens egne præmisser, ganske enkelt fordi de kan gøre det og til trods for den genreforvirring, der fortsat vil herske om bogen.

   Men samtidig lærer vi måske med denne sag, at vi definitivt ikke kan stole på alt, hvad folk siger, de har oplevet. Især ikke i bøger. Og det lærer os, at selv de vigtige samtidsvidner, de såkaldte native informants, skal udsættes for kritisk undersøgelse, og at ingen mennesker, uanset om de kommer fra underklassen, middelklassen eller overklassen, er rene sandhedsvidner.

   Netop fordi der overalt investeres så meget ideologisk i sandhedsvidner, er det vigtigt med den opmærksomhed. Det autentiske er jo ikke nødvendigvis lig med ’sandheden’.

Her links til en lang række væsentlige indlæg i balladen om "Helt ude i hampen". Jeg regner bestemt med der kommer flere de følgende dage. 

https://www.zetland.dk/historie/sOKnYPbZ-mO0kGnlW-ce59b

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://www.b.dk/kronikker/loegneren-kan-man-faktatjekke-fiktion

http://pov.international/hvem-har-skrevet-karina-ps-bog/

http://pov.international/den-gennemforte-menneskelige-smalighed/

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://politiken.dk/kultur/ECE3372253/gyldendal-helt-ude-i-hampen-er-et-staerkt-vidnesbyrd/

http://politiken.dk/debat/ledere/premium/ECE3372605/hele-karina-sagen-maa-tjene-til-skraek-og-advarsel/

https://www.information.dk/kultur/2016/09/klatgaeld-uenighed-underdanmarks-moensterbrydere

https://www.information.dk/indland/2016/09/liberal-alliances-karina-effekt

https://www.information.dk/debat/leder/2016/09/stemmen-underklassen

Den tændte HC Andersen - noget om digterens eventyrblanding i anledning af fundet af 'Tællelyset'

Ingen kan vist være i tvivl om at H. C. Andersen tilhører kategorien 'den særligt kreativ personlighed'.

    Jeg har skrevet om mange af slagsen på denne blog de sidste par år. Et af de tilbagevendende kendetegn er familiemæssige tab og afsavn i barndommen, mobning eller det der ligner i skoletiden, oplevelsen af at være fremmedgjort og afviger i sit miljø, et rigt fantasiliv som indre mental kompensation for ydre modstand, og støtte af mentorer undervejs.

   Og det kreative output - hvad enten det er maleri, litteratur, journalistik eller forskning vi taler om - er et produkt af grænseoverskridende mental aktivitet der integrerer og komprimerer elementer fra to eller flere ellers skarpt adskilte konceptuelle rum. Det der videnskabeligt kaldes "konceptuel blending".

   H.C. Andersen var som 'særligt kreativ personlighed' nærmest en prototype - så sær og mærkelig og speciel og genial, at hans eventyr er blevet globalt grænseoverskridende kendt - og oversat til over 100 sprog.

   Simpelthen langtidsholdbar verdenslitteratur i klassikernes superliga.

 

Derfor var det en stor sensation igår da Politiken på forsiden bragte historien om et meget tidligt H.C. Andersen eventyr, hidtil helt ukendt, som var blevet fundet i bunden af en af Fyns landsarkivs arkivkasser - af en lokalhistoriker.

   Nyheden gik også verden rundt i løbet af et døgn.

   Her kan du læse eventyret:

http://politiken.dk/kultur/kultur620px/ECE1840771/hc-andersens-foerste-eventyr-taellelyset/

Eventyret er efter alle eksperters udsagn at dømme skrevet på et tidspunkt hvor H.C. Andersen gik i en hadet skole i Slagelse og blev mobbet både af kammerater og af sin skoleleder Meisling. Og han havde fået forbud mod at "digte". Han var ked af det, deprimeret og drømte sig - må man forestille sig - tilbage til barndommens by og besøgene hos genboen, den unge præsteenke Madam Bunkeflod.

   Han har været omkring 18-19 år gammel da han digtede eventyret, der altså er skrevet mindst 10 år før hans første "rigtige" eventyr udkom i 1935, den genre der gjorde ham verdensberømt. Og 4-5 år efter han forlod Odense og - som 14 årig - rejste til København på egen hånd.

Lige en repetition af et par skæbne-grundlæggende biografisk oplysninger om digterens barndom: Faderen døde 1816 da Hans Christian var 11 år. Moderen var analfabet, og giftede sig igen 2 år efter. Og Hans Cristian fik sig dermed en af det klassiske folkeeventyrs sted-forældre: Ikke en stedmor, men en stedfar.

Det nyfundne eventyr har titlen "Tællelyset".  

   Det er en kort og skabelonagtig fortælling. Men skabelonen kan man så i bakspejlet se har været i den grad slidstærk og kunnet anvendes igen og igen af eventyrdigteren: en moralsk-filosofisk opbyggelig historier, fortalt gennem personifikation af ting og sager - eller af dyr som i "Den grimme ælling": "Toppen og bolden", "Hyrdinden og tinsoldaten". "Thepotten", "Grantræet", m.fl.

    Handlingen er enkel: Hovedpersonen er et tællelys der bliver "født" ud af fåretalgen i en ophedet gryde, bliver håndteret og behandlet ilde i lang tid uden at blive brugt til sit egentlige formål, indtil fyrtøjet kommer ind i billedet og tænder det, så det derved endelig får mulighed for at udfolde sit (op)lysende potentiale og realisere sig selv.

Hvordan er blandingen så? Hvad er opskriften?

   Vi skal forstå historien om de to ting - et tællelys og et fyrtøj - i overført betydning, ligesom en metafor: mennesker ses gennem tingenes optik.

   Men selve grundhandlingen på historien "overflade" forstår vi også i dag - og til alle tider: et lys bliver tændt med en tændstik.

   Det er fidusen sådan rent formidlingsmæssigt: Der er sprogligt set tale om såkaldt 'basic-level-kategorier' som kan aktivere vores spejlneuroner - og dermed med direkte adgang til vores følelser: Vi kan se det for os med det samme, vi kan tegne historiens centrale vendepunkt-scene. Og ved vi det mindste om hvordan lys produceres på gammeldags vis, så kan vi også tegne den situation og se den for os: "fødslen" i historiens start.

Det var altså to lag i mixet - som i alle moralske fabler og opdragende lignelser. X (= tingene, dyrene) skal ses som Y (= menneskene og deres indbyrdes relationer). Fidusen er forenklingen fra det abstrakte og uanskuelige, til det konkrete og genkendelige.

Men så kan vi også zoome ind på det tredje lag i blandingen, et lag som også findes i en lang række af H.C. Andersens andre eventyr, nemlig det privat-personlige lag.

   De almindelige folkeeventyr og dyrefabler  indeholder typisk højst to lag der blendes: historiens overflade-plot og udvalgte karakterer,("Der var en gang..."). (...). "De levede lykkeligt")  og så et underliggende mentalt psykodynamisk regnskab der gennemspilles, så de gode belønnes og de onde straffes, som i Askepot eller Tornerose.

   Heroverfor står Andersens "kunsteventyr" der meget ofte har mindst et tredje lag i blandingen. Han  bruger eventyret til (selv)refleksion - over egen skæbne og rolle i forhold til de sociale omgivelser og ligefrem til nemt dechifrerbare budskaber til personer som har hjulpet ham - eller såret ham i hans liv og forfatterkarrierer.

 

I det her tilfælde er eventyret adresseret som en gave til en genbo i Odense, en tidlig mentor og velgører, madam Bunkeflod, som var præsteenke og havde en stor bogsamling som teenagerdrengen Andersen havde fri adgang til. Hun havde en søn på alder med Hans Christian, som druknede som 11 årig. Hans Christian læste op for enken da hun fik stær.

   Det er ikke svært at forestille sig at han kom til at kompensere hendes savn af sønnen, og at hun blev noget i retning af en eventyrets 'femor' for ham.

   Så eventyret "Tællelyset" kan altså også forstås efter formlen "tællelys = Hans Christian" og "fyrtøj = Madam Bunkeflod".

   Lidt research viser at Hans Christian allerede i en tidlig alder hvor han kom i hendes hjem, har begavet hende med et selvlavet kreativt produkt: en nålepude:

Nålepude syet af H.C. Andersen til genboen den unge præsteenke Madam Bunkeflod ca. 1816. Madam Bunkeflod boede med sine børn overfor H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense. Nålepuden var en fødselsdagsgave fra Hans Christian.

Men der er endnu et lag i dette kreative 'blend' som Torben Brostrøm skarpsindigt og kreativt udlægger i sin artikel i Information i dag under rubrikken "Det unge lys Andersen" - et lag der udtrykker det som ellers er tabubelagt: sexualiteten - og et lag som Hans Christian sandsynligvis er helt ubevidst om:

Men fortællingen frigør sig allegorisk til en almengyldig lære om betydningen af at møde forståelse og klarsyn trods modstand fra uforstand, uvilje og ligegyldighed hos omverdenen. Den lader sig let læse som et møde med kærligheden, understreget af tekstens kønslige metaforik, indledt af en fødselsskildring.

   Vuggen er en flammevarm gryde, hvorfra lyset glider ud, skinnende hvidt og slankt. Et hvidt får var lysets mor og en smeltegryde dets far. Den noget anstrengte animisme føres videre til ’verden’, som kun er optaget af sig selv og tager forkert på lyset med sorte fingre og sætter pletter på den rene uskyldsfarve.

   Lyset har svært ved at skelne rent fra urent, men bevarer et ufordærvet indre. Forladt af både de onde og de ængstelige gode havner lyset i meningsløsheden i et liv til ingen nytte. Og som det værste: måske havde lyset sværtet de velmenende i sin omgang med dem. Det er en fin beskrivelse at et menneskes krise i en oplevelse af det absurde gennem en noget omstændeligt repeterende analyse af en depression.

   Der er ikke sparet på tilliden til lysets nytændte evner og oplysning af omgivelserne. Lyset har fundet sin mission, sin vej til sandheden. Morsom er understregningen af, at de to parter ikke blot udtrykker en legemlig formæling, men også deres åndelige udbytte. Denne forsikring må med til slut, både af ideal overbevisning og sagtens ud fra den skrivendes fornemmelse af at have vovet sig langt frem med en detaljeret henrykkelse over fysiske omstændigheder og lysets legemspragt.

   En psykoanalyse kunne få nok at gøre. Men skam få den, som tænker ilde om den sproglige uskyld, der lyser gennem teksten og dens pligtmæssige moralisme. Inciterende er netop blandingen af forudviden og drøm, traditionsbunden kunnen og normbrydende selvfølelse, et tidligt kendskab til livets risiko, dets mange faldgruber. Ængstelse og eventyrligt mod, en stærk selvtillid, der indeholder sin modsætning af fortvivlelse er i al enkelhed det moderne ved digterspiren Andersen, som gør folkeeventyrets og fablens skabeloner så lysende personlige.

I min dansk-studietid på KU var Torben Brostrøm, der anmeldte litteratur i Infomation, en af min helt store helte og forbilleder som litteraturanalytiker og -formidler. Og han kan godt nok stadigvæk analysere så alle andre får baghjul.

   Politiken bringer i dag kommentarer af tre 'Kloge-Åger' som alle er ret negative og nedladende. Rubrikkerne lyder: "Umodent, sentimentalt, bagatelagtigt", "Kunne være skrevet af ethvert begavet barn", Pædagogisk, så det er til at brække sig over".

   Jeg kan til gengæld godt få lidt kvalme - i overført betydning - ved disse 'Kloge Åger'´s moraliserende æstetiske framing - evnetyret vurderet i et mentalt bakspejl.

Brostrøm udnytter i sin artikel den kreative mulighed for at frame prospektivt - istedet for retrospektivt.

   Den unge Andersen er ved at lære - hans indre  mentale stavblender er under kraftig udvikling. Men konstruktionsprincipperne for blandingsproduktet som viste sig i den grad langtidsholdbare, er allerede på plads på det her tidlige tidspunkt.

   Og i de senere samlinger af eventyr er der både nogle "store og dybe" - og nogle der er mere "bagatelagtige". Havde Andersen puttet "Tælllelyset" ind i en af eventyrsamlingerne, så var der ingen der havde løfte et øjenbryn - endsige en æstetisk moraliserende finger.

De klager alle over det primitive sprog og den manglende humor. Jeg er helt uenig.  

   Grundhumoren ligger jo i personifikationen af tingene, og den deler dette eventyr med alle de senere eventyr, skåret over samme allegoriske læst og bærende ide.

Erik Skyum-Nielsen lufter i sin kommentar en mistanke som også er forklaringen på at der går et par måneder fra opdagelsen af manuskriptet - som angiveligt er en afskrift - til offentliggørelsen af nyheden, nemlig spørgsmålet om der kan være tale om et falskneri. "Den mistanke er jeg stadig ikke helt fri for", skriver han.

   Samme tanke strejfede mig også igår da jeg læste teksten i sin helhed. Vi har ført haft spektakulære sager om skrevne falsknerier. 

   Tænk bare på skandalen omkring "Hitlers dagbøger" fra 1983 hvor det vesttyske journalistiske magasin 'Stern' offentliggjorde uddrag af - angiveligt - Hitlers private dagbøger, som man havde betalt 9 millioner for. 

    Og så sent som i år var der en lignende skandale i Norge. Kristeligt Dagblad bragte i foråret en artikel der i manchetten fortalte: "Norsk tv-instruktør er anklaget for at forfalske skrifter fra Knut Hamsun og Henrik Ibsen. Selv erklærer han sig uskyldig. Sagen har skærpet kravene til verificering."

   I disse tilfælde er der penge involveret - mange penge. Og det synes ikke at være tilfældet med H.C. Andersens ungdomsværk her.

Men muligheden foreligger stadig for at eventyrteksten er det man i film- og tv-sammenhæng ville kalde en "mocumentary" - som laves som en blanding af sjov og alvor - for at vise hvor let vi - både menigmand og eksperter - lader os narre ud fra ligheder i indhold, form og udtryk og fantasier om hvor spændende det kunne være hvis historien var sand.

   I princippet er det samme ide som ligger bag konstruktionen af gode aprilsnarre som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Time will show!

Sacha Baron Cohen - elefant i et hyttefad - og andre faktionshistorier

Kultursiderne strømmer over med filmanmeldelser og interviews med filmfolk fra dækningen af filmfestivalen i Cannes. Den får fx ikke så lidt i forbindelse med at Thomas Vinterbergs film 'Jagten' er udvalgt til at deltage i hovedkonkurrencen.

   Når vi snakker kreativitet er det selvfølgelig ikke uinteressant at denne film har et "omvendt" problem  og tema i forhold til Vinterbergs internationale prisbelønnede gennembrudsfilm 'Festen'. Hvor 'Festen' handlede om en søns afsløring af et incest-overgreb af en far over for sine børn, så handler 'Jagten' angiveligt om en helt almindelig mand, som i et lukket landsbymiljø bliver stemplet som der har begået pædofil-overgreb selv om han er helt uskyldig.

   En af tanke-formlerne for kreativ ideudvikling er jo netop: "Hvad hvis det modsatte/omvendte var tilfældet?"

Men det var ikke det jeg ville skrive om. 

   En af Cannes-filmene har titlen 'Diktaoren', er instrueret af Larry Charles, og har Sacha Baron Cohen som den der spiller hovedrollen i filmen, en film som tilsyneladende har en række associationer til Chaplins film fra slutningen af 30´erne af samme navn. Den er morsom og udleverer på satirisk vis en række diktatorer og deres regimer i vores globale samtid.

   

Men hvem er Sacha Baron Cohen?

    Han er en af de særligt kreative personligheder - jødisk - hvis forældre er af mildest talt blandet oprindelse: faderen er fra Wales, moderen har iransk-israelsk familiebaggrund.

   Saxha Baron Cohen er berømt og berygtet for en række film  og tv-serier hvor han påtager sig en fiktiv anstødelig rolle som han derefter sender ud i den "virkelige" verden og prøver af foran tv-kameraer i forskellige situationer.
   Plottet: Elefant i et hyttefad!
   Først iscenesat i rollen som rapperen og hiphopperen "Ali G." - "en snydedum, fordomsfuld ung mand med rødder i moderne britisk storbykultur," som Henrik Palle beskriver ham i Politikens filmtillæg fra i går.

   Derefter optræder han som en omrejsende kasakstanske journalist. Sacha Baron Cohen ser vi her...

I rollen som den rejsende kasakhiske reporter Borat, der på sin rundtur i USA viser sig at have stort set ingen forståelse for vestlige omgangsformer, men formår at afdække en lang række af amerikanernes mindre behagelige sider, herunder slet skjult racisme og homofobi.

Her et sammenklip af fantastiske scener fra tv-serien som siden blev opfulgt af en biograffilm med titlen: "Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan"

Filmens plot resumeres sådan her:

Kazakh TV talking head Borat is dispatched to the United States to report on the greatest country in the world. With a documentary crew in tow, Borat becomes more interested in locating and marrying Pamela Anderson.

Hybrid- eller blandingsgenren har jeg jævnligt været inde på i denne blog: mocumentary - i den særlige variant hvor en fiktiv person med en særpræget karakter udfordrer en social omverden i forskellige situationer med henblik på at afsløre og udlevere denne omverdens skjulte, moralsk angribelige normer og værdier. 

    Som seer er man gennemgående i tvivl om hvad der er fakta og fiktion, og om hvor meget de medvirkende er indforstået med hvad det er for en historie de medvirker i.

I Henrik Palles artikel med rubrikken "Komiker eller Klods-Hans i Krig?" beskriver han det som Sacha Baron Cohn gør i sine film og tv-serier, som "sociologisk guerillakrig" der fortæller om "et antroplogisk angreb, hvor barbaren Borat i en nødtørftig forklædning går undercover".

   Jeg synes "sociologiks guerillakrig" er en fin metafor på Baron Cohns filmiske praksis. Og på de tilsvarende film- og tv-projekter som andre hel- og halvfiktive karakterer har gang i når de iscenesætter deres dekonstruktive plot.

Ude i højre kolonne til artiklen Politikens filmsektion nævnes "5 andre iscenesættere": Mads Brügger, Hunter S. Thomson, Dame Edna, Günther Wallraff og The Yes Men".

   Og specielt Mads Brügger er med sine tv- og filmprojekter åndsbeslægtet med Sascha Baron Cohn. Brüggers tv-serier "Danes for Bush", "Det røde kapel" og filmen "Ambasadøren" som jeg så for nylig, er smukke og originale eksempler på denne særlige ironisk udstillende faktionsgenre.

Jeg synes det er synd at Henrik Palle ikke udnytter anledningen til at give læserne lidt mere historisk kød på den danske tradition for at producere tv-programmer som "sociologisk guerillakrig", en historie som ikke mindst Danmarks Radio kan være stolt af. Mads Brügger står på skulderne af en perlerække af tidligere DR-medarbejdere og -programmer

   Fremhæves skal navne som Erik Thygesen på radio-siden i begyndelsen af 70´erne, Per Schultz, Sten Baadsgaard og Poul Nesgaard fra Ungdomsredaktionnen i slutnngen af 70-erne og første halvdel af 80´erne. Og Peter Larsen fra slut-80-erne og  90-erne. Og redaktionen bag "P4 på P1".

Et berømt og berygtet radioeksempel på en sådan samfundskritisk mocumentary var Erik Thygesens fakede arbejdspladsreportage fra et skibsværft på Fyn fra 1973 der vakte så megen vrede i politiske kredse, at Radioråde på ikke mindst Erhard Jacobsens initiativ forhindrede en fastansættelse. Den direkte anledning var en fiktiv dokumentarudsendelse, der formede sig som en direkte reportage fra en arbejdsulykke fra Lindøværftet med dødelig udgang. Udsendelsen var klart inspireret af Orson Wells´ radiodramatisering af SF-romanen "Klodernes Kamp".

Jeg nævner også nogle tv-eksmplereksempler fra listen:

• "Ungdomsredaktionen" med Poul (Nesgaard) og Nulle som værter. Et fremragende eksempel er en udsendelse med et interview med daværende overborgmester Weidekamp, hvor det lykkes at få ham til at svar på spørgsmål og diskutere med unge bz-ere i en iscensat ramme i en kældercafe på Christianshavn - selv om borgmesteren offentligt havde erklæret at den gruppe unge ville han under ingen omstændigheder snakke med.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Poul+Nesgaard&type=all&limit=120 (sidste 10 minutter)

• "Vinduesrækken" - et program hvor en 9 klasse får besøg af en fiktiv embedsmand, der med en deadpan mine og stemmme fortæller klassen at på grund af besparelser på skolebudgetterne, skal vinduesrækken forlade skolen straks - uden eksamen - eller også skal klassen finde ud af andre kriterier for udskillelse af en tredjedel af klassen før afgangseksamen.

• "Ungdomsbrigaden" - et program hvor unge arbejdsløse iklædt hvide overalls indrulleres i en arbejdbrigade der skal tage rundt i byen og udføre en række absurde og meningsløse arbejdsopgaver, som en slags beskæftigelsesterapi.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Ungdomsbrigaden&type=all&limit=120

• "Isby" - et program der leverer en fiktiv men helt realistisk reportage fra et frysehus hvor man  (sådan ser det ud og sådan rapporteres det) har nedfrosset unge arbejdsløse og hængt dem op i plasthylstre på kroge - til bedre tider hvor man så kan tø dem op igen.

• "I sandhedens tjeneste" - tre programserier med samme fælles titel hvor Pul Nesgaard, Christoffer Barnekow og Nulle  som værter og hinandens kontrastfigurer  alle de konventionelle journalistisk fakta-fortælleformer og -udtryk. Den sidste serie i rækken, blev afsæt for at Poul Nesgaard søgte - og næsen fik - jobbet som tv-direktør. Og det inspirerede ham til i anden omgang at søge jobbet som rektor på Filmskolen, som han fik.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=I+Sandhedens+tjeneste&type=all&limit=120

• "Mens vi venter på retfærdigheden". En tv-udgave af Café Teatrets forestilling. Mange mennesker har efter halvandet års afhøringer i Undersøgelsesretten opgivet at forstå, hvad det egentlig er, Tamil-sagen drejer sig om. Men efter Peter Larsens 'pædagogiske foredrag' kan seerne drage deres egne konklusioner endnu inden retten gør det.  Manuskript: Nils Ufer. Instruktion: Pernille Grumme. Scenografi: Lars Helweg. Musik: Fini Høstrup. Producer: Leon Munkholm. 
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Mens+vi+venter+p%C3%A5+retf%C3%A6rdigheden&type=all&limit=120

Orhan Pamuks "Uskyldighedens museum" - til minde om en romanvirkeligheds fantasier

Personligt har jeg det sådan at jeg altid skal have en eller anden lille kuriøs genstand i ministørrelse med hjem fra udlandsrejser. Så rundt omkring i vindueskarme, i reolhylder, oven på skabe - står der alle mulige små dyrefigurer skåret ud af sten eller træ, eller minimodeller af primitive huse, køretøjer, redskaber  konstrueret af blik eller ståltråd eller andet metalaffald. 

   Noget i retning af det gør vist det fleste der rejser til forskellige Langbortistan´er i Verden. Artifakter  som souvenirs til minde om rejsen - noget der kan aktivere synssansen og - og dermed lette genkaldelse og fremkaldelse af erindringer fra den selvbiografiske hukommelse hvor de er lagret. 

   I princippet er det jo det samme som et hvilket som helst klassisk museum gør - museet gør det bare i stor skala og med større perspektiv og horisont end jeg: samler artifakter som kan minde os om vores egen, vores forfædres og vores kulturelle, geologiske og biologisk omverdens historie. 

Jeg skrev for nogle blogindlæg siden om hvor grænseoverskridende den slags kan være - fx i forhold til demente der fik "nyt liv" - fik aktiveret sprog, krop og en ellers nedlukket bevidsthed - gennem Den gamle by i Århus´ forsøg med aktiv "erindringsformidling".

   Og jeg er faktisk helt personligt en hund efter museer - ikke kun de moderne, arkitektsmarte og designede - men også de lidt gammeldags og støvede hvor genstandene er udstillet i mahogni-glasskabe og -montre. Og hvor fornemmelsen af "samling" gennemsyrer det hele.

Derfor blev jeg også straks fanget og fascineret af illustrationerne til en forsideartikel i Politiken idag med den lidt kryptiske rubrik: "Uskyldens museum". Skrevet af Jes Stein Pedersen.

   Her nogle billeder som er meget lig dem Politkens artikel var illustreret med.

Men museet er ikke et ægte museum - det er en form for faktion - et resultat af kreativ konceptuel blending af elementer fra to konceptuelle input-rum: dels et rum der indeholder en roman udsprunget af en tyrkisk forfatters kreative fantasi - og dels et rum der indeholder dagliglivet for den almindelige tyrker i byen Istanbul inden for de sidst 50 år - en dagligdag som forfatteren oplever som værdifuld og bevaringsværdig, og ønsker at sætte et personligt minde over.

   Her forsiden på romanen som er gået i symbiose med "museet":

'Går vi på dette "museum", som blev indviet 28. april i år, får vi nok i en eller anden forstand udstillet en reel fortidig virkelighed, men vi får samtidig en samling af artifakter der er udvalgt så de henviser til en opdigtet, fantaseret, fiktiv virkelighed - nemlig "virkeligheden" i en roman med titlen "Uskyldens museum", skrevet af den nobelprisvindende tyrkiske forfatter Orhan Pamuk.

  På en måde minder konceptet jo om japanske nyheder formidlet som tegneserier, eller journalistik formidlet som en teaterforestilling, begge formidlingsformer som jeg tidligere har skrevet om. 

Men det er det ikke. Det er snarere at sammenligne med den særlige dokumentargenre som kaldes mocumentary, hvor fremstillingen mimer en reel og autentisk dokumentarfilm i form og udtryk, men indholdet er opdigtet - om end så realistisk opdigtet at det uadvarede publikum "hopper på" historie - som var det en aprilsnar. 

   Og "museet" har også et vist slægtskab med det man kalder "adaptioner" - når en roman fx omsættes til film.

   Men Orhan Pamuk vil ikke acceptere at det er så simpelt at museet er en illustration til bogen. Faktisk købte han det forfaldne hus og påbegyndte at få museet bygget og indrettet inden han begyndte at skrive romanen.

   I et interview i det tyske magasin "Der Spiegel" forklarer Pamuk om den komplekse relation mellem roman og "museum"  - og mellem romanens ulykkeligt forelskede hovedperson og Pamuk selv der som virkelig person har fundet og købt og indsamlet alt det som "museet" udstiller:

"The Museum of Innocence" chronicles the love story of Kemal, an upper-class person, a person who is occasionally described as high-society. He is 30 years old in 1975 and chronicles his infatuation with a distant relative, a twice removed cousin, Fusun, an 18 year-old shop girl, but very beautiful. As sort of a compensation for his failure to get her hand, he collects everything he can get that Fusun touches, and in the end he makes a museum of the objects that their story is associated with.

   My "Museum of Innocence" is a real museum too, which tries to pin down all these objects. I've been collecting things for this museum almost for six years. I bought a house which is actually where this part of the story has been taking place since about ten years ago. I converted it into a museum so the "Museum of Innocence" is both a museum and a novel.

   The enjoyment of the novel and the enjoyment of the would-be museum are two entirely different things. The museum is not an illustration of the novel and the novel is not an explanation of the museum. They are two representations of one single story perhaps. 

http://elseplace.blogspot.com/2008/09/museum-of-innocence.html

Går man til blending-teorien som jeg har skrevet meget om især i det første års blogindlæg, så er der  med Pamuks forklaring tydeligvis tale om det der i teorien kaldes "double scope blending" - den form for kreativ konceptuelt mix som kendetegner mange former for "dyb" kreativ kunst.

    I bogen "The Way We Think - Conceptuel Blending and the Mind´s Hidden Complexities" skriver forfatterne Fauconnier og Turner:

The double-scope network has inputs with different (and often clashing) organizing frames as well as an organizing frame for the blend that includes parts of each of these frames. In such networks both organizing frames make central contributions to the blend, and thier sharp differences offer the posibility of rich clashes. Far from blocking the construction of the network, such clashes offer challenges to the imagination; indeed the resulting blend can be highly creativ. 

Med "museet" og romanen af samme navn, "Uskyldens museum", er der netop tale om skarpe sammenstød af to konceptuelle rammer og rum som begge bidrager ligeværdigt til det færdige høj-kreative "blend" - noget som i den grad  udfordrer vores fantasi. 

Ifølge Jes Stein Pedersen er dette "Uskyldens Museum", som ligger i Istanbul, det første i verden af sin slags. Udefra ser det sådan ud - en fysisk rekonstruktion af et eksisterende hus der var ved at falde sammen:

Pamuk har i overensstemmelse med romanen valgt en ordinær bygning i en sidegade i det gamle Istanbul fordi:  “Our daily lives are honorable, and their objects should be preserved. It’s not all about the glories of the past. It’s the people and their objects that count.”
   Ideen til "museet" fik han for mere end 10 år siden, samtidig med at han fik ideen til romanen. Den blev en bestseller og var hans første roman efter han i 2006 fik Nobelprisen i litteratur.
   Romanens hovedperson, den ulykkeligt forelskede Kemal, er en slags fetichist i extra large udgave, og i romanens historie ender det med at han bygger museet til sin stadig voksende samling af "souvenirs" som skal minde ham om den lykke han følte så stærkt ved en kærlighedsaffære, men som han så mistede igen da forholdet gik i stykker.

The real life museum contains odds and ends that Pamuk collected from Cukurcuma junk shops, family and other donors. There are china dog figurines, old shaving kits and a wind-up film projector.  
   A toothbrush collection, which features in the novel, was contributed by its real-life owner.
   Pride of place goes to Kemal’s lover’s 4,213 cigarette butts, lovingly dated, archived and gently pinned to a canvas that occupies a full wall. Pamuk described the painstaking process of vacuuming out the tobacco to prevent worms. (...)
   While the project is distinctly personal, Pamuk insisted it is not autobiographical.  
   http://english.alarabiya.net/articles/2012/04/29/210931.html

According to Pamuk, his museum stands as a documentary chronicle of middle-class life in İstanbul starting from the 1970s to the present day. “Old movie tickets, bus tickets, official documents that İstanbulites were required to hold, bank account books -- all sorts of documents and papers we used in our daily lives, as well as paintings, photographs and all sorts of objects, from salt shakers to clothes and kitchenware, are housed in this museum,” Pamuk said.
   The objects and ephemera showcased in the museum are organized into 83 showcases, each corresponding to one of the 83 parts of the novel.
   The museum will take approximately 40 minutes to visit and have room for 70 visitors at a time, Pamuk explained.
   Readers who already have the book will be able to use the ticket printed on the book’s cover for entrance.
http://www.sundayszaman.com/sunday/newsDetail_getNewsById.action?newsId=277641

Museet var planlagt til at åbne samtidig med at romanen udkom. Men det tog Pamuk - som arbejdede tæt sammen med et broget hold af arkitekter, kunstner og designere - fire år mere at gøre projektet færdigt.
   Han fortæller at hans Nobleprispenge - 1 million euro - alle er blevet brugt på museumsprojektet. Og at roylties for romanen vil gå til vedligeholdelse og drift.

What a story!
   Måske skulle man tage sig tid til en blandet romanformidlende erindringsrejse til Istanbuls nyeste fiktionsmuseum.
   Men først skal romanen inhaleres som sommerferielæsning!

Mocumentary i radioen - hvor frækt og sjovt

Dem der følger denne blog ved at blandingsgenrer i medierne altid har optaget mig, så meget endda at jeg en gang har skrevet en hel bog om "Faktion som udtryksmiddel".

   En af tv-blandingsgenrerne har navnet "mocumentary", som i selve begrebet fortæller at det er en genre hvor man gør brug af den dokumentariske form, mens indholdet er fiktivt - fantasi - men næsten realistisk. I hvert fald så realistisk at det kan "drille" ("mock") publikum.

   Og blandingen har ofte en selvreflekterend kritisk metafunktion i forhold til medierne selv eller blandingen er ironisk vendt mod samfundets stive institutioner og roller når de udtrykker sig officielt.

  Det var fx meget karakteristisk for Poul Nesgaard, Per Schultz og andre kreative og skæve hoveder i TV-Ungdomsredaktionen i slutningen af 70´erne og begyndelsen af 80´ernne.

Igår eftemiddags  da jeg kørt hjem i bil på Sydmotorve blev jeg fuppet i radioen - af et radio-mocumentary. I programmet "Skønlitteratur på P1".

   Jeg hørte et ret interessant interview med en fagbogsforfatter, som havde udgivet en afslørende debatbog om at der var fusket med Nobels testamente, sådan at den litteratur han i virkeligheden ønskede at belønne med sin pris SF, Fantacy, Krimi, Gotiske romaner o. lign. Altås på den tid: Jules Verne og H.G. Wells fx. Eller Scherlock Holmes-serien. Eller Edgar Allan Poes gysernoveller.

   Efter vel 10 minutters tid, blev det så afsløret at interviewet var fup. Forfatteren var rigtig, Karsten Wind Meyhoff, han havde ganske vist også skrevet en bog der i autentiske detaljer og med fake-dokumentation beskrev hvordan Nobels testamente af det litterære establishment var blevet rettet til og omredigeret, så det kun var fin-litteratur der kunne belønnes for høj kunstneriske kvalitet. Men altså imod Nobels oprindelig erklærede ønsker og smag som bogen hævdede var mere folkelig og fantasi-orienteret.

   Det fakede interview i radioen som jeg altså troede på indtil det blev afsløret af interviewer og forfatter i fælleskab, præsenteres som nedenfor på netsiden der forannoncer programmet "Skønlitteratur i P1.

   Denne tekst fortæller også som om bogen refererer til en autentisk virkelighed som er holdt skjult og hemmelig af konspiratoriske finlitterære kræfter, et establishment der på den måde meler egen kage - mens de populære forfatter som de ovennævnte, holdes ude for altid.

Skulle J. K. Rowling have Nobelprisen?

Forfatteren Karsten Wind Meyhoff har netop udgivet en litterær reportage, der bringer os på sporet af snyd og svindel i Nobelkomiteen, der uddeler verdens største litteraturpris. Han afslører, at populære forfattere som J.K. Rowling, Agatha Christie og Mark Twain rent faktisk skulle have haft prisen, hvis gamle Alfred Nobel havde fået sin vilje - han ønskede nemlig, at prisen skulle gå til underholdningsromaner, science fiction og fantastisk litteratur.

   Eller hvad? Hør Karsten Wind Meyhoffs historie, der både handler om en saunaklub for vinterbadere, litterære konspirationer - og konstruerede reportager i genren mockumentary.

Det at man hopper på den, indebærer jo mentalt set konceptuel blending. Man synes nok det er lidt for fantastisk til at være sandt, men programrammen og personernes troværdige replikskifter under interviewet gør at man undtrykker sin skepsis. Og når det så afsløres, så får man en aha-oplevelse; "Min undertrykt anelse var rigtig, men tænk at jeg er så let at fuppe."

    Det er det der i dramaturgien kaldes et set up - pay off-forhold

George Orwells berømte radio-feature "Klodernes kamp", baseret på H.G.Wells roman, var og er jo en klassiker inden for radio-mocumentary-genren. Og medførte, efter sigende, adskillige dødsfald da den blev sendt, fordi nogen lyttere fik hjerteslag af skræk og andre blev så forskrækkede at de fór ud på gaden fra deres hus og slog sig ihjel.

  Og gad vide om den ikke både har inspireret Karsten Weyhoff i første omgang til at skrive sin mocumentary-bog, og  inspireret litteraturredaktionen til i anden omgang at opfinde et fake-radio-interview med forfatteren.

Jeg kan huske og referere til radio-mocumentary´s fra "gamle dage" i DR:

Thomas Haugaard hvis fyldige gode stemme stadig høres, lavede som interviewperson et radiointerview som i min båndsamling heder "Den ammende mand". Han blev interviewet af en anden mocumentary-personlighed, Jan  Krag Jacobsen, i ramme af det daværende P1-eftermiddagprogram Familiespejlet.

   Thomas meddelte i starten af interviewet med en stemme der meget autentisk udtrykte tøven og generthed, men også en vis stolthed, at han havde fået indopereret mælkekirtler i sine bryster for at kunne være på lige fod med sin kone i forhold til deres næsten nyfødte baby. Og faktisk sad han og ammede barnet (sådan lød det for lytterne) mens DR´s reporter interviewede ham om sine overvejelser og omgivelsernes reaktioner på dette ret store kirurgiske indgreb for kønssligestillingens skyld.

   Det typiske baby sutter bryst hos mor-lyde, fungerede som lyd-bevis for historiens autenticitet.

   En redaktør fra Radioavisen hørt Familiespejlets nyhedsværdige interview og ringede op til dem og bad om mandens telefonnummer, så de kunne få ham i radioavisen. Der var perspektiv i den historie.

   Det her blev lavet i en periode hvor hele samfundet af præget af feministisk debat og synspunkter og de bløde mænd blev både hyldet og set ned på.

    Sikken en radio-metafor der her blev lavet  i forhold til den debat. Blending så det batter.

Et tredje eksempel jeg husker det var radioens Ungdomsredaktion der i en Påskeferie lavede radiointerviews og reportager fra en række fiktive men realistisk lydende fængselsceller i Vestre med unge mennesker som myndighederne havde interneret der fordi disse celler var tomme og ledige (de rigtige fanger var på udgang og med fisketur i øjnene).

   Nyheden som denne fiktive men helt realistiske reportage tog afsæt i, var at flere og flere forældre var trætte af at være sammen med deres børn i ferierne, og ønskede at holde Påskeferie uden børn, og derfor havde ønske om at få dem afsat og passet. Og så havde fængselsvæsnet tilbudt deres for tiden tomme celler.

   Rigtig mange lyttere reagerede med forargelse, husker jeg.

Endelig må jeg nævne at jeg selv sammen det skæve og kreative hoved Morten Hartkorn der den gang var journalist på TV-Avisen, på en række faktionskurser lavede rollespil hvor vi snød med hvem der var hvem (journalist/akademiker) som af og til gjorde deltagerne stik-tossede fordi deres mentale virkelighedsforankring var røget sig en tur efter vores indledende rolle-mocumentary.

NB! Jeg har tidligere skrevet om aprilsnarrens dramaturgi på

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

Og der er kun ca. en måned til 1. april

Og hvor fra ved du i øvrigt at dette indlæg er autentisk og skrevet af mig? Jeg sidder jo og slapper af i Sydafrika, det er sikkert og vist.

Aprilsnar i medierne - nyhedsjournalistikens mocumentary

Et eksempel jeg husker på en fantastisk flot "billeddokumenteret" aprilsnar, er den her fra Ekstra Bladet for mange år siden:

Det må jo være virkeligt og historien sand, for vi kan jo selv se det!

Jeg har tidligere skrevet om den særlige faktionsgenre som kaldes mocumentary - film eller tv-udsendelser som i form og udtryk ikke er til at skelne fra ægte og seriøse dokumentarer, men som indholdsmæssigt er fup og svindel. Blending af faktuelt udtryk og opfundet indhold.

   Formålet kan enten være en ren medie-joke eller en ironisk dobbelbundet kritik af vores forhold til sandhed og virkelighed i medieformidlede fortællinger - en kritik som virker i det omfang vi som publikum hopper på den et stykke ad vejen eller til fortællingens slutning. Og som leverer en aha-oplevelse i det øjeblik det går op for os at vi er blevet fuppet.

For nogle dage siden var der næsten ingen nyhedsmedier med respekt for sig selv, som ikke havde en nyheds-aprilsnar. Og man kan i hvert fald notere at kreativiteten har spiret og blomstret på redaktionerne når faktakontrakten blev suspenderet og fantasien en enkelt dag fik frit løb.

   Og ligesom man har kaldt mocumentary-genren for "fup-dokumentar", så kan man vel også kalde den her særlige nyhedsgenre for "fup-nyheder".

Fup-nyheder er nemmere at lave på skrift end på tv. Og Aviserne var også fyldt med dem. Og ikke mindst nettet er et taknemmeligt medie at lave dem til, for hvad bliver der efterhånden ikke publiceret af utrolige, men sande web-nyhedshistorierP

   Her er kan man finde en oversigt over mange af de danske mediers mocking news på nettet: 

http://www.b.dk/nationalt/selv-ib-michael-er-en-joke-i-dag. 

Og her er et udvalg fra den liste:

Weekendavisen fejrer dagen med en anmeldelse af Ib Michaels nye roman, "Regnbue og pil". Litteraturanmelder Lars Bukdahl giver den gas med en anmeldelse, der i sig selv er en anmeldelse værdig.

   DR Sjælland skriver, at borgerne selv skal lappe deres vejhuller. Kommunen kommer med asfalt og værktøj, og så kan borgerne ellers bare gå i gang.

   Århus Stiftstidende skriver, at AGF skifter trøjer på grund af et samarbejde med den afrikanske ø, Zanzibar. Fremover vil der være en gepard på maven af trøjerne, og shortsene vil også være med gepardmønster.

   Computerworld.dk skriver, at en håndfuld kirker nu vil indføre 'Guddommelig Download'. For at tiltrække de unge, vil der indføres 100 Mbit gratis internet i kirkerne og specielle bænke med plads til den bærbare.

   Altinget.dk skriver, at der skal opføres en buste af Anders Fogh Rasmussen i Folketingettil næste år. Den bliver 3,5 meter høj og prydes med ti forskellige NATO-stjerner.

   Videnskab.dk skriver, at der på Grønland er fundet et rumvæsens fingerknogle. Desuden er der blevet fundet et søm af hidtil ukendt materiale.

   DR Trekanten skriver, at EU gør det umuligt at lave honningkager i fremtiden. Der skal nemlig nu oplyses på varedeklarationen i lige præcis hvilken kommune, bien har hentet sin nektar. Da bierne desværre ikke er udstyret med GPS, er det ikke muligt at overholde - endnu.

   Vejle Amts Folkeblad skriver, at den ny lillebæltsbro lukkes i dag mellem 8.30 og 13.30. Et amerikansk tv-selskab skal bruge broen til tv-optagelser af den verdensberømte linedanser, Kees van Dunkeren, der skal gå på en wire mellem de to bropyloner.

   P4 Fyn skriver, at søkøer nu skal bekæmpe algeforurening rundt om Fyn.Miljøministeriet vil iværksætte dette biologiske eksperiment, hvor søkøerne, der bliver sat i vandet, vil stå for oprydningen.

   JV.dk skriver, at der nu kommer et nyt gebyr på email for at forhindre spam. Det kommer til at koste syv øre at sende en mail fra d. 1. juni.

En endnu længere list - 78 - kan man finde på:

http://www.godpaaske.dk/aprilsnar_2011.php

Det er i den grad fornøjelig læsning, og rigtig mange af eksemplerne har et fint satirisk sigte, dels rettet mod medierne selv og deres skabelon-historier, og dels rettet mod forskellige samfundsmæssige trends.  

   Dramaturgisk set er det en betingelse for at en sådan aprilsnar virker at der er en krog i form af sandsynlig information som referer til en aktuel problematisk virkelighed eller samfundsmæssig tendens, og som derfor kan forføre og forlede folk til at bide på krogen og sluge maddingen: fup-nyheden.

   Eksempler på en sådan aprilsnar-krog kan være: de omsiggribende gebyrer, de mere og mere absurde sponsoraftaler som sportsklubber indgår, at kommunerne lægger mere og mere over på at borgerne selv skal løse opgaver som kommunerne ellers har stået for, detaljerede EU-direktiver som er mere og mere indgribende i vores hverdag.

Og så til min personlige vinkel fredag morgen den 1. april:

   Jeg læste hen over - og tog for pålydende (med et lille stik af usikkerhed) - Politikens historie om at Danmark var blevet nogle centimeter mindre efter kæmpjordskælvet i Japan. Der blev i historien henvist til teorien om de tektoniske plader der flytter sig og støder sammen, som forklaring.

   Det er faktisk en teori jeg ved en del om, herunder at der ikke er plader der støder sammen i det sydlige Danmark. Alligevel hoppede jeg på den i første omgang.

   Først da jeg nogle sider senere så en "annonce-artikel" med Nybolig som afsender, fik jeg mistanken om at den tidligere artikel var en fup-nyhed.

Nybolig-"artiklen" havde rubrikken "Ny snegleart dræber dræbersnegle", og historien gik ud på at forskere havde udviklet en ny snegleart som var en "genetisk krydsning" af vores almindelige skovsnegl og "en sjælden sydamerikansk rovsnegl", en krydsning som kunne bruges til at bekæmpe - æde - vores hjemlige invasive dræbersnegle.

   Her var min skepsis blevet vakt allerede inden læsningen af selve artiklen, nemlig af det billede der illustrerede det skrevne, hvor man så en bunke rødlilla og blåviolette snegle uden sneglehus klumpet sanneb på en græsplæne. Og jeg ved så meget om biologi at i hvert fald en blåviolet snegl var helt usandsynlig, og hvorfor i alverden skulle forskerne satse på at fremavle en hybridsnegl med dræberegenskaber i netop den opsigtsvækkende og unaturlige farve.

Jeg havde så den fornøjelse at fruen kort efter bed på på fup-nyheden i gratisavisen MetroXpress. Den fortalte i rubrikken at "Atomaffald skal deponeres under nedrevet Ungdomshus" - med underrubrikken: " 233 kilo radioaktive brændselsstave skal fra 2018 deponeres 30 meter under Jagtvej 69. Københavns Kommune har købt grunden tilbage, men bliver kompenseret af regeringen med 70 nye daginstitutioner."

   Da vi aftenen inden netop havde set et tv-nyhedsindslag om de overvejelser man gjorde sig på Risø om deponeringen af af det brugte radioaktivt brændsel fra det for længst lukkede miniatomkraftværk, så var der en fin krog at sætte aprilsnar-maddingen på.

I bunken af aviser jeg bladrede i den morgen, var også en anden gratisavis: 24timer. Deri fandt jeg en artikel med en fotoillustration. Rubrikken var "Koncert med blå frøer", og illustrationen viste et foto af  et vandhul med 4 frøer som var umiskendeligt klart blå. Ifølge artiklen kunne hannerne hos de spidssnudede frøer i disse dage, i parringkampens hede, ifører sig en opsigtsvækkende blå hudfarve for at gøre indtryk på hunnerne. Men det var dog ikke alle hanner fra den art der gjorde det.

   Vi ejer en sø med spidssnudede frøer. De er brune, og vi har aldrig set dem i blåt festtøj.

   Aha! Ingen tvivl i mit sind: En aprilsnar.

Så læste jeg her til morgen i Naturfredningsforeningens månedsblad som just var kommet ind ad brevsprækken. Og de havde en historie med præcist samme indhold, som så vidt jeg kunne regne ud måtte være kilden til artiklen i 24timer. Og Naturfredningsforeningen troede jeg ikke ville lave den slags fup, ud over at det var et månedsblad som ikke havde nogen dato for udgivelsen.

   Jeg fandt artiklen fra 24timer frem igen. Aha! Der var forklaringen. Avisen var fra dagen før, den 31. marts.

Som en krølle på historien er så de udsagn som også kun kommer den 1. april, nemlig om at en nyhed ikke er en aprilsnar, selv om man skulle tro det. I Tv-avisen var der en formand for en cykelklub i Herning/Holstebro-området, som stod frem og fortalte at cykelløbet Giro Italia til næste år skal køre tre etaper i Danmark. Formanden indledte med at sige at det han nu ville meddele, ikke var en aprilsnar, selv om man godt kunne tro det.

Kreativitetens sproglige røremaskine: "Conceptual Blending"

"Conceptual blending" har jeg opdaget der er noget der hedder. Mixning af forestillinger - blanding af begreber eller ideer, må det betyder på dansk. Jeg har det fra en tyk amerikansk bog med titlen: The Way We Think. Conceptual Blending and the Mind´s Hidden Complexities. Forfatterne: Gilles Fauconnier og Mark Turner

Jeg blev 'fanget' af titlen i en litteraturoversigt på Amazon hvor jeg søgte på begrebet "creativity". Når det fangede min opmærksomhed, var det bl. a. fordi jeg for halvandet år siden i mit manuskript til en forelæsning om Poul Martinsen - ud af ingenting - havde skrevet "kreativitetens røremaskine" for at indfange hvad jeg synes var specielt ved den måde han fik ideer på. De to begreber - som begge er metaforer - lignede!

  Ved at læse indholdsoversigten, nogle sider ind i teksten og bagsideteksten, som man kan på Amazon, blev jeg klar over at det faktisk var meget interessant for mig, fordi begrebet associativt også forbandt sig med titlen på en bog jeg skrev for mange år siden: Faktion som udtryksmiddel.

Begrebet "faktion" er et semantisk blandingsprodukt - et "blend" i bogens forstand. Der er tale om et sammensat ord der refererer til noget som ikke tidligere er sammenfattet med et ord, og som trækker på to forskellige allerede eksisterende begreber: "fakta" og "fiktion". I den forbindelse optræder også en lang række andre terminologiske blandingsprodukter: dokudrama, dramadok, infotainment, edutainment, mocumentary, spontanspil, realityshow, docusoap, teatersport.

Bogen The Way We Think beskriver en meget generel teori - og en meget spekulativ teori - om hvordan ubevidste semantiske processer og mentale operationer gør det muligt at tænke og tale kreativt ved at kombinere forestillinger fra væsensforskellige verdener i den "sammenrørte" forestilling. En sådan "blanding" er f.eks. en metafor hvor to verdener der ikke logisk eller reelt har noget med hinanden at gøre, kobles sammen, som f. eks. i ordet "bolighaj". Metaforerne vender jeg tilbage til i senere blog-indlæg.

En anden kreativ "blanding" der er central i bogen og teorien, er det man kalder kontrafaktiske udsagn - som disse:

• Hvis jeg var i dit sted, ville jeg sige nej. (vi forestiller os en verden hvor jeg var i dit sted og skulle svare som om jeg var dig - altså at vi som personer var "blended"; denne forestillede verden trækker på egenskaber ved to andre adskilte "reelle verdener": "dit sted" og "mit sted" hvor vi som adskilte væsener befinder os normalt)
• I Frankrig ville Watergate aldrig have skadet Nixon (vi forestiller os et Frankrig hvor Nixon var blevet præsident og hvor de handlinger der førte til Watergate-skandalen i USA, udspillede sig; denne forestillede verden, får mening gennem en mental sammenblanding af to andre faktiske verdener: 1) "Frankrig" med de faktiske vilkår som præsidenter lever med der, og 2) "USA" med den faktiske historie om Nixon der måtte træde tilbage på grund af det bevidste Water Gate-cover up.
• Hvis Jorden var lige så tæt på Solen som Venus, ville der aldrig være opstået liv som vi kender det. (vi forestiller os en verden hvor jordens liv skulle udvikle sig mens jorden var lige så tæt på solen som Venus; denne forestillede verden får mening ved at trækker på kendte egenskaber ved to reelle verdener: 1) "Venus" med sin giftige atmosfære der er over 400 grader varm, og i en bane som er meget nærmere solens end jordens, og 2) "Jorden" med den faktiske bane som er i en så tilpas afstand fra solen at livet som findes, er muligt)
• Hvis vi kunne gå på nettet her i ørkenen, kunne vi finde løsningen på et øjeblik. (vi forestiller os en ørken uden netadgang i miles omkreds, blandet med forestillingen om en civiliseret verden hvor man har netadgang overalt)
• Jeg købte ikke bilen alligevel. Den ville fylde for meget i vores garage. (vi forestiller os en verden hvor den bil som vi ikke købte, forsøgsvis blev kørt ind i vores garage)
• Hun forhindrede ham i at blive slået ihjel. (vi forestiller os en verden hvori han var blevet slået ihjel; der er altså tale om en "blanding" af en verden hvor han ville have været død med en verden hvori denne død ikke indtræffer.)
• Der mangler en stol i stuen. (vi forestiller os en verden hvor endnu en stol befandt sig i stuen, som altså så er blandet med en aktuel verden hvor stolen ikke befinder sig.)
• Lars Løkke har accepteret åbenlys uenighed blandt regeringspartnerne. Det ville Anders Fogh aldrig have tilladt. (vi forestiller os en verden hvor Anders Fog stadig var statsminister; den tekst giver kun mening i kraft af "blandingen" af en faktisk verden hvor Lars Løkke er statsminister, og en forestillet verden hvor han ikke var blevet det, men Anders Fog var fortsat.)

I alle tilfælde indebære udsagnene altså, som man ser, forestillingen om en situation som ikke findes, et rum som er tænkt eller opfundet og altså en slags fiktiv verden. Den fiktion giver kun mening i kraft at forestillingen om to verdener som "blandes" i en tankeoperation, og hvor der i "blandingsproduktet" indgår træk eller elementer fra disse to verdener. De af "blandingen" afledte udsagn anvendes som et forsøg på underbygge et argument om forhold i den virkelige verden.

Kontrafaktiske genrer

Det er det der er på spil i den (halv?)videnskabelige disciplin der kaldes kontrafaktisk historieskrivning, som er en særlig måde at anskueligøre og forklare forskellige historiske udviklinger og deres årsagsammenhænge på.

  Der findes også en hel fiktionsgenre, som arbejde ad de samme kontrafaktiske blandingsspor: science-fiction, en genre som i modsætning til genren fantacy, arbejder med at "forlænge" konsekvenserne af sandsynlige videnskabelig og teknologiske udviklinger ind i en fremtidig tænkt verden: altså en fremtidig forestillet verden, indpodet - blendet - med elementer fra den aktuelle verden som man forestiller sig udvikler sig efter de sociale og fysiske lovmæssigheder som gælder i denne faktiske verden. En karakteristisk moderne genre, som kun er mulig i kraft af serier af begrebs- og tankemæssige blending-operationer.

En af de genrer man taler om i forbindelse med faktion, er tydeligvis også beslægtet med de kontrafaktiske "blandinger", nemlig: rekonstruktionen. En rekonstruktion i journalistik og dokumentarisme er en forestillet og fremstillet verden, som man ikke kan bevise eksistensen af fordi den er forsvundet i fortiden; men som man så giver udtryk gennem en fiktion - en fortælle- og udtryksmæssig konstruktion - der er særligt forpligtet på eksisterende kendsgerninger, typiske situationer og efterladte artifakter.

"Nul" - et tal og ingenting

Et for mig særligt slående eksempel på hvor epokegørende fremskridt i den menneskelige tænkning en begrebs- eller forestillingsblanding kan afføde, er "nullet": som i denne teori er en "blanding" af "ingenting" og "et tal i talrækken".

   Inden "nullet" blev tænkt (af araberne!), var der en masse regenoperationer som ikke kunne lade sig gøre, eller som var utroligt besværlige at gennemføre. Men ved at sige at her har vi på den ene side - i et rum - en talrække hvor vi tæller nedad: ... 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1; og på den anden side har vi et andet rum hvor der er "ingenting"; så opstår der pludselig en mulighed for en blandingsoperation som følger: Hvis vi nu kalder ingenting for "nul", udtrykker det som et "0", og placere det i rækken af tal som det der kommer før 1, har vi tænkt og udtrykt en "begrebsblanding" af et tal og ingenting; et begreb om tallet "nul". Og dette blandede begreb kan vi bruge til at måle, beregne og forstå verden på en masse nye måder. Sandsynligvis afgørende for næsten al videnskabs udvikling.

  Conceptual blending så det batter!