Om glæden ved æstetisk skønhed (3) - endnu mere om betydningen af "processing fluency" - her bevæger vi os fra skønhed til sandhed

(fortsat fra forrige indlæg, som det vil være en god ide at læse før dette)

Kunst er interessant, tiltrækkende, stimulerende og noget der er giver varig oplevelsesværdi fordi det er komplekst, provokerende, overraskende, originalt og sætter nye tanker i gang. Det har jeg - man, vi, alle - lært og tror på.
    Og det har vel været kunstæstetikkens grundlæggende præmis siden slutningen af 1800-tallet hvor modernismen og tænkningen bag den, blev født.
     Herhjemme var det Georg Brandes der formulerede kravet til ordentlig kunst, specielt med tanke på litteraturen: Den skulle "sætte problemer under debat".
   Dette sat i modsætning til forestillinger om den 'skønhed' der bygger på et nedslidt, udtjent og idealiserende skønhedsideal fra århundrederne før da, som som pop og kitsch, noget som helt grundlæggende er kedeligt fordi det er for enkelt, banalt, forudsigeligt og simpelt.
   I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden sådan her: Enten er man kitch eller avantgarde:

http://www.sharecom.ca/greenberg/kitsch.html

 Ilustrerende eksempler fra artiklen:

Kitch

Avantgarde

Kitch

Avantgarde

Så den siden da ret indiskutable og ofte erfarede sandhed som jeg indledte med, den står vel i modsætning til teorien om sammenhængen mellem 'processing fluency' og 'aesthetic pleasure', en teori som blev lanceret i afhandlingen med titlen: "Processing fluency and aesthetic pleasure: Is beauty in the perceiver's processing experience?" - skrevet af forskerne: Rever, Schwarz og Vinkielman.

   Og det syn på kunst og oplevelsen af den,  at den skal være provokerende og sætte tanker i gang, er forfatterne sådan set enig i. 

An important challenge for our fluency account is why people sometimes prefer complex over simple stimuli. After all, a simple stimulus (e.g., a single line or one musical note) should be easier to process than a complex stimulus (e.g., a pattern of lines or a chord), but the latter are commonly preferred. We propose that several processes may contribute to a relative preference for complexity.

Der er nemlig et ret grundlæggende problem ved deres teori: Den ser ikke ud til at stemme overens med den erfaring at kunst for at opleves som skøn, også skal hav en kant, være kompliceret - og altså i en metaforisk forstand være 'sand'.

O.K. Nu må man så holde tungen lige i munden, sådan mentalt set: Tanke- og formuleringsmæssigt galoperer vi ud over stepperne:

 
For faktisk at opleve "processing fluency" i forhold til en genstand, så må der også være en oplevelse af en forventet modstand i konteksten og situationen, en modstand som skal overvindes og som så også - til sidst - bliver overvundet.

   Hvis der er nul modstand ved perceptionen (=det man ser, er totalt forudsigeligt og velkendt) betyder faktisk  at oplevelsen af 'processing fluency' formindskes eller helt forsvinder. Og nemt slår over i sin modsætning: kedsomhed, forudsigelighed, vane:

As discussed in the preceding section, the ability of fluency to elicit an experience, and the perceiver’s willingness to use that experience in forming a judgment, depends on expectations and attributions. Simple stimuli allow the perceiver to form more accurate processing expectations, reducing the strength of the fluencybased experience. Further, simple stimuli provide the perceiver with an obvious attribution for the experience.

Hvis man som modtager reagerer ved mødet med 'skønheden' med denne tanke og følelse: "Jamen det er jo ikke andet end...", eller "Jamen, det er jo bare...", så forsvinder den æstetiske skønhedsoplevelse - som dug for solen.
 
Tænk på hvordan impressionisternes billeder blev oplevet da de de første gange udstillede i slutningen af 1800-tallet: stor modstand og ståhej - deres billeder blev af kunstkritikerne udskreget som uforståelige, grimme og barbariske, og de selv set som modstandere af den traditionelle kunsts universelle og indlysende skønhed.

Monet: Solopgang. 1972

Den modstand blev så over tid overvundet hos et nyt og mere åbent indstillet publikum, så flere og flere kritikere og udstillingsgæster oplevede "processing fluency" ved synet af dem, og dermed (ind)så deres æstetiske skønhed.

   Men nu er plakater med kopier af Monets, Renoirs og Degas´ billeder så 'indlysende smukke' at de for mange nok er dekorative, men også simpelt hen er kedelige - idet de egentlig ikke yder modstand nok, har æstetisk kant nok, til at man kan oplever skønheden i dem i dag.

Artiklen om 'processing fluency' fortsætter ved at henvise til æstetiske principper som "uniformity in variety" (='indre ensartethed bag ydre forskellighed'), eller "simplicity in complexity" (='det enkle i det komplicerede'):

Consistent with these ideas, a common view in aesthetics holds that highest beauty is attained by “uniformity in variety,” or “simplicity in complexity,” as when a complex theme is presented in an accessible way (see Dickie, 1997). This phenomenon can be understood by conceptualizing uniformity or simplicity as a source of fluency, and variety or complexity as a source of processing expectations. That is, when processing is expected to be difficult, yet turns out to be easy, it creates a particularly strong experience of aesthetic pleasure (see Gombrich, 1984, for a related discussion).

Fidusen ved den særlige stærke oplevelse af 'skønhed' som stammer fra 'det enkle i det komplicerede' eller 'det fælles i variationen', er at hvis man forventer det ikke går så flydende med afkodningen af det man ser, hører, føler, smager, læser - og man så pludseligt eller gradvist oplever at det alligevel opleves dejligt (man har 'knækket koden', som man siger), så giver det en særligt stærk oplevelse af skønhed, vellyd, velsmag.

 
Forskning viser så også at sammenhængen mellem komplekse stimuli og oplevelsen af behag, følger en omvendt U-kurve: Først stiger oplevelsen af behag med øget kompleksitet - indtil det bliver FOR besværligt og indviklet, så falder den igen.

A similar logic may explain why stimulus complexity is often related to preference by an inverted Ushaped function (e.g., Berlyne, 1971; Vitz, 1966). With low levels of complexity, the source of fluency is very salient. As complexity increases, the salience of the source of perceptual fluency decreases, enhancing the misattribution of fluency to beauty. However, further increases in complexity will eventually reduce processing fluency, leading to a decrease in perceived beauty. These mechanisms would combine to form a U-shaped relation between complexity and beauty, as predicted and found by Berlyne (1971).

Illustreret her:

Det er parallelt til beskrivelsen af 'flow'-oplevelsen som man finder den beskrevet inden for kreativitetsteorien i Mihaly Csikszentmihalyi-aftapningen: 'Flow' oplever man når der er en balance mellem det der er svært (= modstand), og det man i forvejen kan og som er nemt (= færdigheder) således at opgaven via den metaforiske flyve- eller flydetur bliver løst optimalt - til alles fuld tilfredsstillelse

  Er det for nemt, så kommer man ikke i 'flow'. Er det for svært, så heller ikke.

Artiklen diskuterer videre hvad forskellige forhold som kan gøre teorien i dens forenklede udgave problematisk:
   For eksempel dette at "processing fluency" også kan afhænge af om indholdet i kommunikationen er neme eller svær at kapere, kaldet 'cognitive ease' (i modsætning til 'perceptuel ease' som er det de har fokus på).
   Et smukt formet og proportioneret ansigt, er nemmere at opleve som meget smukt end den smukt formede abstrakte skulptur som man ikke kan finde ud af hvad forestiller.

   Eksempel: ansigtet på skuespilleren Angelina Jolie versus en Robert Jacobsen jernskulptur.

Anglina Jolie-portrætfoto

Robert Jacobsen-skulptur

Teorien om "processing fluency and aesthetic pleasure" kan blandt andre ting forklare hvorfor 'novicer' og 'eksperter' inden for et bestemt fagområde ofte kan værre ude for at de oplever 'skønhed' og 'graden af skønhed' meget forskelligt.

   Det som 'novicen' kan opleve som fantastisk smukt, kan af eksperten opleves som alt for indlysende behageligt og dermed banalt - og følgeligt ikke så smukt som objekter hvor skønheden er mere indirekte og skjult.
   Kritikere med ekspertstatus kunne i sådanne sammenhænge finde på at kaldet det for "forløjet kunst", associerer jeg.

Hen imod slutningen af artiklen tager de tre forfatter så nogle af Ramachandrans 10 principper for "universal laws of art" op: overdrivelse og abstraktion (forenkling).

   På en måde går de jo nemlig imod princippet om 'prototypicalitet' (dette at noget er typisk for sin slags) som noget der fremmer letheden i kommunikationen.

   De skriver:

In apparent contradiction to a common preference for prototypicality, two popular techniques in art are exaggeration and abstraction (Ramachandran & Hirstein, 1999). A perceptual fluency theory may again shed light on this paradox. On the one hand, prototypical stimuli are easier to process than nonprototypical ones, resulting in higher preference. On the other hand, under some conditions, exaggeration and abstraction may facilitate processing even more by emphasizing central features and discarding others.

Altså:: Forfatterne til artiklen mener her med deres teori at kunne forklare et paradoks: Hvorfor det er rigtigt at "overdrivelse fremmer forståelsen", "less is more" og "isbjergprincippet" (dette at det synlige og udtalt skjuler og henviser til en masse der er usynligt og uudtalt) - frem for forestillingen om at det man ser og hører, bare i et en-til-en-forhold ligner det det fremstiller - som i et fotografi.

   I begge tilfælde er der tale om at det øger "processing fluency" hvis man forenkler og overdriver det som er typisk, fælles, gennemsnitligt og gennemgående, via brug af den simple streg og linjeføring, eller ved den karikerede fremstilling.

   Jeg tager lige et par eksempler fra min yndlingskunst, de japanske træsnit:

Man forstår jo godt at de franske impressionister - og herhjemme Harald Henriksen m.fl. - blev stærkt inspirerede af skønheden i disse træsnit - via  neto deres forenkling og overdrivelse.

Fra skønhed til sandhed

Egentlig startede dette og det foregående indlæg med min nysgerrighed efter hvad det var i hjernen der sagde mig: "Hvor dejligt: Det her er godt nok fantastisk smukt!" Foranlediget af en udstilling på Rønnebæksholm som tematiserede "forestillinger om skønhed".

   Men en særlig vinkel som jeg var og er optaget af, er også hvordan der kunne og kan være en sammenhæng mellem 'skønhed' og 'sandhed':
   Det ene har med sansernes emotionelt positive oplevelse af objekter at gøre, det andet med substansen, med indholdet i udsagn at gøre.
  Og begge spørgsmål har optaget mig - som mangeårig underviser i journalistik, forsker og konsulent for folk der producerer fortællinger på tv. Og som en der har produceret bøger og artikler som faktisk rigtig mange mennesker har sagt der har haft glæde ved at læse og hvis indhold de har fået stort udbytte af. Og altså i en eller forstand har oplevet som indeholdende 'sandhed(er)'.

Svaret ifølge artiklens afsnit med overskriften "Beauty and Truth" er at  at de har en fælles kilde til vurderingen: "processing fluency":

In fact, there is growing empirical evidence that people use a common source for evaluations of both beauty and truth—processing fluency.

   For example, stimulus repetition increases judgments of liking. Similarly, figure–ground contrast increases judgments of liking.

   For example, R. Reber and Schwarz (1999) observed that the same statements were more likely to be judged true when presented with high rather than with low figure–ground contrast.

   Similarly, McGlone and Tofighbakhsh (2000) demonstrated that the same propositions are more likely to be perceived as true when presented in a rhyming rather than a nonrhyming form. Interestingly, a rhyming form also enhances the fluency with which statements are understood.

   In combination, these findings suggest that judgments of beauty and intuitive judgments of truth may share a common underlying mechanism.

   Although human reason conceptually separates beauty and truth, the very same experience of processing fluency may serve as a nonanalytic basis for both judgments.

Ups og haps! Vi er her inde på det område som jeg tidligere har skrevet om, når jeg har refereret centrale synspunkter og ideer fra bogen "Thinking, Fast and Slow" af Daniel Kahneman.
   Heri påviser han hvordan det at noget er nemt at tænke (system 1) fx fordi man har letkøbte fordomme om det, gør at man derfor nemmere tror på at det er sandt.

Artiklen slutter med at opsummere sine 'findings' ....

In sum, we propose that aesthetic pleasure is a function of the perceiver’s processing dynamics: The more fluently the perceiver can process an object, the more positive is his or her aesthetic response. This proposal entails four specific assumptions.

   First, objects differ in the fluency with which they can be processed. Features that facilitate fluent processing include all the core features identified in objectivist theories of beauty, like goodness of form, symmetry, and figure–ground contrast, as well as variables that have not received attention in traditional theories of aesthetic pleasure, like perceptual and conceptual priming procedures.

Altså: Forskellige objekter adskiller sig fra hinanden i forhold til hvor nemme eller svære de er at 'afkode'' med vores sanser (="can be processed"). Alle de egenskaber som teorien om at skønhed findes i ydre objektive objekter  uafhængigt af hvem som sanser dem, er egenskaber der letter denne afkødningsproces så impulserne fra dem bidrager til at oplevelsen af objektet bare flyder ind via underbevidstheden.

Second, processing fluency is itself hedonically marked and high fluency is subjectively experienced as positive, as indicated by psychophysiological findings.

For det andet: Selve det at noget er let at afkode, er fra barnsben forbundet med positive følelser,  det som her kaldes 'hedonically marked'. Og hvad er 'hedonisme' så? - Det kommer fra græsk (hedone="lyst") og er læren om at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse.

Third, the affective response elicited by processing fluency feeds into judgments of aesthetic appreciation, unless the informational value of the experience is called into question.

For det tredje: Positive følelser som skabes ved at afkodningen bare går af sig selv, flyder umiddelbart sammen med at noget vurderes som æstetisk værdifuldt, med mindre indholdet som formidles via den sansevurderede genstand, opleves som problematiskf fordi der er en konflikt mellem smuk form og grimt indhold.    Et godt eksempel på en sådan problematiserende og kritisk diskussionen finder man i forbindelse med tyske filmkunstner Leni Riefenstahls film Triumph des Willens der gennem en fantastisk dygtig optage- og redigeringsteknik forførende og effektivt heroiserer Nazismen og Hitlers Dikatatur:

Still-billede fra Riefenstahls film

Og endelig kan effekten af oplevelse af hvor flydende mødet med en et objekt går, blive ændret af særlige forhold: 

Finally, the impact of fluency is moderated by expectations and attribution. On the one hand, fluency has a particularly strong impact when its source is unknown and fluent processing comes as a surprise.

   On the other hand, the fluency-based affective experience is discounted as a source of relevant information when the perceiver attributes the experience to an irrelevant source. 

Hvad kan påvirke og modificere oplevelsen af afkodningen af en sanset genstand, altså hvor flydende eller trægt mødet går? er spørgsmålet her. 

   - Det kan stærke forhåndsforventninger og særlige former for kontekster - og påvirkningen kan gå i både  positiv og negativ retning. 

   Hvis oplevelsen af at "her går det nemt og flydende", hvis den kommer som en overraskelse, så forstærker det den positive oplevelse. Og omvendt hvis mødet føles som væsentligt mere trægt end forventet, så forstærker det den negative oplevelse.

   'Attribution' handler om hvordan vi forklarer eller begrunder oplevelsen af mødet med en genstand. Og hvis vi tilskriver oplevelsn noget negativt eller irrelevant hos afsenderpersonen eller i genstandens kontekst, så svækker det den positive oplevelse. 

   Et eksempel: Et maleri som traditionelt tilskrives Van Gogh, viser sig ved computerbaserede nærstudier af penselstrøgene at være en meget senere, men også meget dygtig forfalskning; billedet er malet mange år efter hans død - af en superprofessionel forfalsker:

In this photo released by the Museum and James Wang and Jia Li of Penn State shows a known forgery "The Sea at Saintes-Maries", left and the brushstrokes of the image at right. To detect fakes, the painting is divided into 2.5 inch by 2.5 inch sections. Each brushstroke is compared to a computer model devised from scans of 23 unquestionably authentic van Gogh works. The strokes are examined based on their length and steadiness.

Sammenfattende af dette komprimerede afsnit:

   Skønhed er ikke et objektivt træk ved genstande, lyde og andre sanseformer. Men det udspringer heller ikke frit af hjernens følelser af behag og ubehag.

   Det er noget som ligger i forholdet mellem hjernen og den umiddelbart oplevede smukke genstand: En relation der via interaktion over tid lærer hjernen og dermed bevidstheden at dette er smukt og dette ikke.

We have seen that beauty does not rest in the objective features of an object, but derives instead from the processing experiences of the perceiver. Is beauty therefore in the eye of the beholder? In a sense it is, if folk wisdom thinks of the eye as the perceptual processes of the beholder.

    However, beauty “in the eye of the beholder” has often been contrasted to “objective beauty.” The fluency hypothesis resolves this apparent contradiction: Beauty is in the processing experiences of the beholder, but these processing experiences are themselves, in part, a function of objective stimulus properties and the history of the perceiver’s encounters with the stimulus. Hence, beauty appears to be “in the interaction” between the stimulus and the beholder’s cognitive and affective processes

Men interaktionen mellem hjernen ot oplevelsen af skønhed i objekter i omverdenen udspringer så fra starten - barndommen - af objektive features ved genstande som hjernen er blevet forhåndsprogrammeret til at sætte pris på gennem darwinistisk udvælgelse: bundne sanseformer som har gavnet artens overlevelse, og over tid derfor har fæstnet sig genetisk i hjernevindinger og hormonale styresystemer.

Pyha. Det var en hård omgang at forstå det med betydningen af "processing fluency". Men når jeg har skrevet det - og skrevet det så langstrakt, så er det fordi jeg synes jeg virkelig blev klogere af at forstå det. 

Under researchen til dette og det foregåend blogindlæg er der også dukket et andet begreb op som kobler hjernens konstruktion og funktion med følelsen af lyst og dermed med lyst- eller glædefuld æstetiske oplevelser: "hedonistic hostspots" (om hvad 'hedonisme' er, se ovenfor):

Hedonic Hotspots are pleasure centers of the brain beneath the level of conscious thought. These set each other off during sensory pleasurable experiences.

https://vimeo.com/151688505

This animation shows how cognitive pleasures, such as a good conversation, a pleasurable idea or memory, a problem solved, etc, set off hedonic hot spots in the unconscious part of the brain. Ultimately the stimulation of these hot spots activates cognitive pleasure circuits, as well.

https://vimeo.com/152304377

Det med hedonistiske hotspots og deres funktion og betydning i oplevelsen af skønhed, vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed.

I næste indlæg planlægger jeg så at fortæller mere konkret om den udstilling som startede hele serien her: Maleriudstillingen på Rønnebæksholm med titlen: 'Forestillinger om skønhed', med billeder af den for længst afdøde svenske akvarelmaler Carl Johan Forsberg, og den nulevende danske kunstnerinde Eva Louise Buus, som er blevet inspireret til mange af sine billeder af mødet med billeder af Forsberg.

(fortsættes i næste indlæg)

Bagsiden af nyhedskriterierne - med afsæt i en ny bog om 'fikseringsfejl' i journalistikken - genudsendes en gammel kronik om et emne der stadig er aktuelt

I to tidligere blogindlæg har jeg fortalt om den nyudkomne bog "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister" - skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid.

Jeg roste blandt andet bogen for at tematisere og diskutere en række vigtige problemstillinger som jeg selv har været optaget af gennem mange år, nemlig konsekvenserne for journalistikken af at det er en professionel nødvendighed for såvel den journalistiske arbejdsproces som de journalistiske produkter at historierne er 'vinklet', som man siger. Og at man for at kunne vinkle det endelige produkt - artikel, tv-indslag, radioindslag - undervejs må arbejde med hypoteser - som i bogen kaldes 'arbejdvinkler'.
 
Bogen beskriver hvordan der - mere eller mindre ubevidst - kan snige sig bias-skabende "misvisninger" ind i arbejdsprocessen der nemt kan føre til at historien bliver skævvredet af af en enkelt for tidligt fikseret hypotese.

   Af bogen fremgår det blandt andet s. 50ff. at en af årsagerne til at journalister ofte fejler i deres journalistik gennem fiksering på en enkelt og tvivlsom eller ligefrem forkert vinkel, det er den professionelt indbyggede bias som enhver god journalist er udstyret med, nemlig nyhedskriterierne: aktualitet, konflikt, identifikation, sensation, væsentlighed.
   På engelske taler man om "news values", og er mindre entydig og dogmatisk i formuleringerne af dem end man er det i de danske lærebøger.
 
Det er jo faktisk ganske kontroversielt: At argumentere for - og dokumentere med eksempler - at nyhedsjournalistens mest grundlæggende professionelle redskab - listen af nyhedskriterier - kan forføre til fejlagtige påstande som de bærende vinkler i mange nyhedshistorier i dagpressen.
 
Det er ikke første gang disse kriterier kommer under kritisk projektørlys. I de senere år har vi set forskellige retninger og tendenser som ud fra forskellige ståsteder, anfægter at de klassiske nyhedskriterier - altid eller for det meste - skulle sikre god, solid, brugbar, relevant - og retvisende - journalistik.
   Hvad har vi haft af diskussioner de senere år - både internt i journalistundvisernes rækker  og i offentligheden - som har kastet et kritisk lys på nyhedskriteriernes funktion i journalistikken?

• konstruktiv journalistik
• service-journalistik
• borgerjournalistik
• fortællende journalistik

Mikkel Hvid har tidligere skrevet om fortællende journalistik og Malene Bjerre om konstruktiv journalistik.
   Sjovt nok - eller tragisk nok - har ingen af disse tendenser for alvor slået igennem bredt i pressen.

   Hvorfor ikke? - Svaret kan ligge i hjernen hos journalisterne.

Jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om nyhedskriteriernes betydning for journalistisk tænkning - inden for rammen af den selvopfundne forskningsdisciplin "neurojournalistik"  - et potentielt forskningsfelt som beskæftiger sig med at undersøge og forstå en række særlige mekanismer i hjernen der bidrager til at journalister lever og arbejder som de gør - delvist på trods af refleksion, velbegrundet kritik og sund fornuft. Disse mekanismer er en vigtig brik i forståelsen af hvorfor journalister ofte begår det som i Malenes og Mikkels bog beskrives som 'fikseringsfejl'.

   Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Mikkel Hvid har selv bidraget lidt til den disciplin i sin glimrende bog "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" fra 2008. Han fortæller heri at når man som skrivende journalist virkelig føler at "det kører", så er det udtryk for at man er kommet i den særlige mentale tilstand som kreativitetforskerne kalder "flow".

Du skriver altså bedre når du er i flow.

   Det er ikke indbildning når du oplever at de tekster det var let og sjovt for di at skrive, også var gode. Det var de. Flow skaber kvalitetstekster.

   Det skyldes at du er på stoffer. Biofeedback-mekanismen der sikrer at du får dopamin og andre positive stoffer når du kommer i flow, gør dig bogstavelig høj: Du sanser skarpere end normalt, din mentale processer kører hurtigere - du er mere kompetent end du ellers er.

Min hypotese er at flow-tilstanden hos journalister ikke kun er knyttet til skriveprocessen, men at det er en mentalt-neurologisk tilstand der gennemsyrer næsten alle faser af professionens arbejdsproces - i hvert fald når vi har med nyhedsjournalistikken at gøre. 

   Og denne flow-tilstand som man som hårdt og hurtigt-arbejdende journalist nemt kan blive afhængig af - som var man på stoffer - den kan så også  have en bagside som "Forelsket i vinklen" så tydeligt udstiller og udfolder. Konsekvenserne af at være 'forelsket' er nemlig at man glemmer at tænke sig om, glemmer at være selvkritisk, glemmer at holde professionel distance, glemmer at sige til sig selv: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Bogen definerer 'fikseringsfejl' sådan her:

Det kaldes en fikseringsfejl, når vi af en eller anden grund bliver låst fast i at se tingene på en ganske bestemt måde og kun kan få øje på det, der bekræfter vores forventninger, imens vi overser informationer, der vil ændre billedet eller true vores perspektiv.

En af de "grunde" som dette citat referer til, er sandsynligvis at journalistens hjerne er gået i flow fordi en enkelt hurtigt tænkt hypotese i den grad ser ud til at falde i hak med nyhedskriterierne: Hvis de og de informationer holder og kan bekræftes, så har jeg lynhurtigt en fandens god historie!
   Og med den tanke fikseres en enkelt ud af flere mulige hypoteser som den vinkel der bliver styrende for historien.

Læsning af bogen førte mig i erindringen tilbage til det første år jeg sad i jobbet som professor i journalistik på den nye journalistuddannelse i Odense. 

   En af årsagerne til at der var blevet oprettet hele to nye journalistuddannelser placeret på hvert sit universitet, var politikernes utilfredshed med den 'rutine-journalistik' de blev udsat for i medierne, en type journalistik som deres politik blev filtreret igennem til borgerne og som, mente mange politikere, skævvred borgernes billede af både politikerne og deres politiske arbejde. 

   Politikere som Marianne Jelved mente at de dominerende tendenser i den dominerende journalistiske tilgang til politik, faktisk over tid kunne være en direkte fare for demokratiet.

   De to nye uddannelser skulle få journalisterne og dem der uddannede dem, til at tænke ud af boksen - og bidrage til at journalistikken udviklede sig i en mere konstruktiv retning, underforstået: mindre (tvangs)underlagt de journalistiske nyhedskriterier.

   Jeg var som nyudnævnt professor i faget flere gange blevet bedt om i forskellige fora at sige noget "klogt" om hvad der var kerne i den konflikt, og var derfor begyndt at interessere mig for "nyhedskriteriernes" rolle i den.

   Det endte så med at jeg også skrev en kronik om "nyhedskriterierne" som jeg fik offentliggjort i Jyllandsposten den 03-02-1999.

   Jeg synes den indeholder en del betragtninger som jeg godt vil stå ved også i dag - 16 år senere. Så derfor har jeg genudgivet den nedenfor:

Dansen omkring nyhedskriterierne

"Det er sgu en god historie, den må vi have med i dag,« - sagt med begejstring af journalister på utallige redaktionsmøder. Udenforstående vil tit have svært ved at forlige sig med, at når journalister taler om "en god historie", så handler det ofte om en rigtig dårlig historie - om død og ulykke, svindel og humbug, vold og kriminalitet. Men det, journalisterne bare mener, er, at her er en begivenhed - et stykke virkelighed - som samlet tilfredsstiller de journalistiske nyhedskriterier. Nogle citater til at belyse disse kriterier: »Jo længere borte en nyhed sker, jo flere døde og sårede må der til, for at det bliver en nyhed« (Gudmund Hernes). »Et tog, der afspores, har altid større nyhedsværdi end et, der ankommer til tiden« (Gaston La Cour). Og det berømteste af alle: »Når en hund bider en mand, er det ikke en nyhed, men når en mand bider en hund, er det en nyhed« (John. B. Bogart). De journalistiske nyhedskriterier er i den seneste tid sat til debat, både i USA (O. J. Simpson-retssagen, Lewinsky-affæren) og herhjemme (dækningen af det politiske stof). Nyhedskriterierne kunne måske trænge til et serviceeftersyn.

   I forhold til virkeligheden fungerer de journalistiske nyhedskriterier som lyssætningen på en teaterscene. Hvis væsentlige dele af virkeligheden falder uden for nyhedskriteriernes spotlys, så er det i det lange løb et problem - både for virkeligheden, for journalisterne - og ikke mindst for journalistikkens aftagere: læserne, lytterne og seerne.

   Mogens Meilby opregner i sin lærebog "Journalistikkens Grundtrin" fire nyhedskriterier: 1) sensation: det usædvanlige, det uventede, det overraskende, 2) konflikt: strid mellem personer og interesser, 3) identifikation: mennesker, nærhed og relevans for læserne, 4) aktualitet: det netop skete, det, der lige nu er et samtaleemne blandt læserne. Enhver kan så regne ud, hvad der falder udenfor: alt det, der er almindeligt, alt det, der er uden åbenlyse konflikter, alt det, der er upersonligt og fjernt, alt det, der ikke foregår pludseligt, alt det, som bare er godt og fungerer. Det, som profileres i nyhedskriteriernes skarpe projektører, er til gengæld et billede på samfundslivet fyldt med dårligdomme: kogalskab, iltsvind, kriminelle indvandrere, stigende vold, moralsk anløbne politikere i evig kævl og konflikt.

   Men hvad med væsentlighedskriteriet? Ja, det er taget ud af rækken og får særbehandling i "Journalistikkens Grundtrin" under overskriften "Samfundsbetydning". Her fortæller Meilby bl.a., hvorfor DR i 70'erne måtte henlægge nogle vedtagne regler om væsentlighed i nyhedsformidlingen: »I virkelighedens verden duede de ikke, og i 1977 blev de opgivet.« Meilby tilføjer: »Men selv om markedsvilkårene ikke gør et væsentlighedskriterium anvendeligt i praksis, er vigtige samfundsnyheder uden direkte læserappel ikke skubbet langt ud i mørket. De skal blot under research og formidling behandles på en sådan måde, at de bliver interessante for læserne.« Med andre ord: Væsentlighedskriteriet kan kun bruges i journalistik, hvis et vigtigt emne kan vinkles, så historien kan indfanges af de fire andre kriteriers projektører - det kan aldrig bruges isoleret, er Meilbys klare konklusion!

   I 1989 skrev Karen Jespersen og Ralf Pittelkow en kronik i Politiken under titlen "Politikere uden TV-antenner". Heri revsede de to skarpe hjerner datidens danske politikere for ikke at leve op til de krav, som især TV-mediet stillede til politikerne, for at de kunne nå ud til befolkningen med deres budskab. 10 år før formulerede den norske medieforsker Gudmund Hernes i sin bog "Det Mediavridde Samfunn" en liste af teknikker, som politikere, der ville slå sig igennem i medierne, kunne gøre brug af - med udsigt til rimelig succes: tilspidsning, forenkling, polarisering, intensivering, konkretisering, personificering. I dag er det ikke mere kun nogle få kloge hoveder, der ved, hvordan journalister tænker, og hvad de tænder på. Nu kan enhver nogenlunde veloplyst dansker nyhedskriterierne på fingrene. Og skulle der være nogen, der ikke helt har fået tjek på, hvad kriterierne sigter mod, så kan de jo bare købe Meilbys udmærkede grundbog eller bestille et særkursus hos en af professionens topfolk.

   For den oplyste borger er det fornuftigt nok at kende til de principper, som styrer indsamlingen og udvælgelsen af de daglige nyhedshistorier i pressen - en nødvendig del af den moderne almendannelse. Men kloge folk i organisationer og virksomheder har lært sig dem af den ene grund, at så får de bedre muligheder for at styre pressens jagt på nyheder i netop den retning, de har interesse i. De ved, at hvis de fodrer journalisterne med "photoopportunities", "sound bites", "punsh lines", "gode historier", "kritiske rapporter", "overraskende videnskabelige resultater" - så har de særdeles fine muligheder for at komme ind på journalisternes lystavle, når de daglige nyheder skal produceres.

   Vi har en situation, hvor journalisterne oftere og oftere risikerer at blive marionetter i forhold til deres egne nyhedskriterier, fordi alle kilderne omkring dem bliver mere og mere professionelle til at tilrettelægge og iscenesætte de begivenheder, som er stof i journalisternes nyhedsdækning. Det er journalisterne, der sætter dagsordenen, men tit er det andre, der har trukket i trådene og skrevet replikkerne.

   Samtidig med at efterhånden alle i teorien ved, hvordan journalister reagerer, er der også sket det, at journalisterne er blevet stadig dygtigere og mere professionelle. Uddannelsen på Journalisthøjskolen er op gennem 80'erne og 90'erne faktisk blevet stadig bedre, og stort set alle færdiguddannede journalister har nu et solidt indarbejdet fælles norm-og værdisystem, der bl.a. indebærer tillid til og beherskelse af nyhedskriterierne som grundlag for et solidt journalistisk håndværk. Fidusen ved denne professionalisering er bl.a., at journalister en stor del af tiden kan arbejde hurtigere og mere effektivt end tidligere, når de skal producere kontante kvalitetsnyheder. De i rygmarven indarbejdede nyhedskriterier fungerer her som instrumenter i en flyvers cockpit - de gør det muligt at flyve på automatpilot, når det skal gå hurtigt. Og det skal det i større og større omfang.

   Bagsiden af denne professionalisering er - ensartede produkter! Der er nok de fleste dage forskel på forsideartiklerne i de store morgenaviser, men læst hen over en uge, så er det en meget stor procentdel af historier og vinkler, de er fælles om. I sin tid forestillede politikerne sig, at de med oprettelsen af TV 2 ville opnå et reelt alternativ til DR's nyhedsdækning, et alternativ, der ville give i det mindste to klart forskellig fremstillinger af bl.a. det politiske liv i Danmark. Når politikerne i den grad blev skuffede, så er forklaringen den simple, at to topprofessionelle nyhedsredaktioner i vore dage i meget høj grad er fælles om de journalistiske normer og standarder, som styrer det nyhedsbillede, seerne præsenteres for. Og så er det, man kan fristes til at citere Knud Poulsen: »En enig presse er ikke nogen fri presse, men tværtimod det modsatte.«

   På redaktionerne taler man somme tider om, at nu er medierne "gået i selvsving". Det fungerer sådan, at når først de store redaktioner - uafhængigt af hinanden - er blevet enige om, at her er muligheder for en historie, som tilfredsstiller alle en journalists hedeste drømme om sensation, konflikt, identifikation og aktualitet, så vil de i kraft af nyhedskredsløbet mellem de skrevne og elektroniske medier gensidigt forstærke hinandens historier. Med det resultat, at der skabes et nyt virkelighedsbillede, hvis samlede effekt hverken den enkelte journalist eller den enkelte redaktion kan eller vil påtage sig ansvaret for. Alle har jo arbejdet fuldt professionelt og helt efter de journalistiske normer og idealer. Vi så det for nylig i forbindelse med Robinson-serien på TV3, og også i forbindelse med finansloven og efterlønsballaden. I Sverige oplevede man et ganske uhyggeligt eksempel på selvsvingsmekanismerne, da Mona Sahlin på grund af pressens behandling af rene petitesser måtte give afkald på en ellers sikker statsministerpost. Vores egne mediers behandling af Plejebo-sagen er også afslørende i den henseende.

   Men kan det være anderledes? Historisk set sammenfatter nyhedskriterierne jo den viden og de erfaringer, journalister og redaktører igennem flere hundrede år har opsamlet om, hvordan informationer om virkeligheden skal indsamles, redigeres og formes til nyheder, så det kan friste almindelige mennesker til dagligt at købe og læse en avis. De fælles nyhedskriterier er en central del af journalisternes håndværksmæssige kunnen, fordi de indeholder en grundlæggende solid viden om læserpsykologi - på tværs af klasser, køn og alder.

   Ikke desto mindre har pressen altså det paradoksale problem, at jo stærkere journaliststanden er professionaliseret omkring fælles nyhedskriterier og fælles værdier og normer med hensyn til, hvordan historier skal skæres og vinkles, jo mere ensartet - og i det lange løb kedsommeligt - bliver det nyhedsbillede, som publikum dagligt modtager - og jo større afstand kan store dele af befolkningen opleve, at der er mellem deres dagligliv og så det "nyhedsliv", som journalisterne fremstiller. I det lange løb er risikoen, at folk mister interessen, bliver "nyhedstrætte" og måske til sidst synes de kan klare sig helt uden nyheder - fordi misvisningen er for stor til, at de kan bruge dem til noget vigtigt i deres liv. Tendensen er allerede synlig i USA.

   Er der behov for en ny journalistik? Kan nyhedskriterierne forvaltes på andre måder på redaktionerne? Kan man redaktionelt modarbejde, at journalistikken bliver til en marionetkomedie, hvor andre trækker i trådene? Kan selvsvingsmekanismerne bremses?

   Det er spørgsmål, som ikke kan besvares teoretisk og abstrakt - og heller ikke med klare ja-eller nej-svar. Der kræves forsøg og eksperimenter, praktisk forskning, udviklingsarbejde på redaktionerne, detailanalyser af problemerne. Det kræver også en åben debat i og på tværs af medierne, en debat, som bl.a. medieforskeren Jørgen Poulsen på det seneste har lagt op til med resultaterne fra sit projekt om "måske-læserne", og som Peter Bro har bidraget til med sin velskrevne bog om "public journalism": "Journalisten som Aktivist". Vi har også i de seneste par år set spændende omformateringer og relanceringer af Aktuelt og Kristeligt Dagblad med genoplivning af en holdningspræget journalistik for særligt motiverede læsergrupper. Vi har set et DR 2, hvor man energisk har kæmpet for at slå igennem med flere forskellige alternative TV-nyhedsformater. Og vi har set regional-TV bide sig fast trods alle spådomme fra mange sider om, at der ikke var behov i befolkningen for den slags "træsko-TV". Fælles for disse tanker og udviklingstendenser er ikke, at man vil afskaffe eller totalt ændre på nyhedskriterierne - for det kan man naturligvis ikke - men at de professionelle kriterier sættes i et aktivt og produktivt forhold til forskellige modtagergruppers særlige behov og interesser. Ud af det kan der komme en journalistik, som i højere grad åbner sig ud mod borgernes mangeartede virkeligheder - en journalistik, som kan give et mere varieret og retvisende nyhedsbillede - i sandhedens, oplysningens og borgernes tjeneste.

Da jeg skrev den kronik havde jeg hverken tænkt "neurojournalistik" eller "fikserede vinkler" og "fikseringsfejl". Men interessen er fælles: Hvordan undgår man som journalist eller hvordan modarbejder man at journalistikken kører af sporet og bliver misvisende og utroværdig i forhold til virkelighed, sandhed - og  til brugernes behov for retvisende orientering?
   Selv har jeg altid anbefalet mine studerende at man inden man lægger sig fast på vinklen, spørger: Hvad hvis det modsatte var tilfældet? Eller: Hvad ville en modstander sige til det?

Bogen har selv fire anbefalinger s. 100 ff:

1. Led efter tegn på, at du er fikseret
2. Find din analytisk-kritiske journalist frem
3. Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel 
4. Brug dit gode journalistisk håndværk

Nummer 3, svarer meget godt til hvad jeg selv har doceret. Nummer 2. stemmer overens med det jeg i et tidligere indlæg citerede om arbejdsprocessen i undersøgende journalistik - hvor man er bevidst om hvilken fase i processen man er i. Nummer 1 er det der er sværest i praksis, idet det kræver at man mentalt kigger indad, og det er de færreste mennesker særligt gode til.
   Fælles for de tre første råd er at de sikrer at de hurtige, nemme, automatiske og fordomsbekræftende valg af vinkel udsætttes for en mental opbremsning,  en afbrydelse der tvinger journalisten til i sin tænkning at skifte fra det Kahneman benævner "system 1" til det langsommere og mere krævende "system 2."

Derfor vil jeg lige til slut opregne hvad der kendetegner de to tænkemåder som Kahneman opstiller  i sin bog "Thiknking, Fast and Slow":

System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
System 2 allocates attemtion to the effortful mental activities that demand it, including complex computation. The operation of system 2 are often assoiated with the subjective experience og agency, choice, and concentration.

Her er de to mentale tanke-systemers måde at fungere på sat på skemaform:

Det kendetegner de journalister jeg her på bloggen har beskrevet som  "særligt kreative personligheder" at de grundlæggende er skeptiske over for resultater af system 1-tænkning. Og helt af sig selv vil høre en indre stemme hviske dem i det indre øre: "Det kunne være sjovt og meget mere interessant hvis det modsatte var tilfældet - af den her så oplagte, men røvkonventionelle vinkel."
   Men alle de andre solide rugbrøds-journalister som gennem deres lange praktik og efterfølgende hårdt pressede praksis på redaktionerne har lært at leve og overleve gennem professionaliseret system 1-tænkning, de har nu fået et godt hjælpemiddel til at undgå de værste konsekvenser gennem Malenes og Mikkels ny bog.
   Kravene til produktivitet er blevet gradvist højere de sidste 15-20 år, og ikke mindst web-journalistikken prioriterer hurtighed og mange hits og likes - med den oplagte risiko for fikserede vinkler og fikseringsfejl til følge. Så her kan bogens analyser og anbefalinger tjene som et velplaceret og velargumenteret mentalt beredskab.

De to tidligere indlæg med afsæt i "Forelsket i vinklen" kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/om-oplevelsen-af-fikserede-vinkler-og.html

Hvorfor virker offerjournalistikken altid - når den ellers gang på gang bliver kritiseret for at være for letkøbt?

Det synes at være en universel egenskab ved fiktionshistorier som fanger og fascinerer, at hovedpersonen i begyndelsen af historien skal være helt "nede", have mistet alt, sidde i problemer til halsen, være ene og forladt, etc. 

   I gamle dage da vi var nogle stykker der underviste på dramaturgikurser i Danmarks Radio, var vi enige om en pædagogisk metafor til at beskrive hvad det hele grundliggende drejede sig om for at skabe identifikation med hovedkarakteren: Han eller hun skulle fra starten så vidt muligt sættes i en 0,01-udgangsposition, og ved historiens slutning - i klimaks - skulle han eller hun udfolde sig i en 99,99-slutposition: død eller levende!

Grundlæggende vidste vi jo ikke hvad vi talte om. For mens det statistisk sikkert var og er rigtigt at de fleste historier - fra myter, eventyr og sagn, over romaner, dramaer til Hollywood-blockbusters - er  indrettet på den måde når det gælder hovepersonens udvikling, så vidste vi ikke hvorfor det virkede - og altså: hvorfor det var sandt. 

   Man kan sige at udviklingsformlen 0,01 -> 99,9 havde karakter af en dramaturgisk tommelfingerregel - dog med en del undtagelser, praktiseret af de store kunstnere.
   Men altså netop: 'tommelfingerregel'.

   Og man kunne hævde at når publikum følte sådan, så var det fordi det var de blevet opdraget til ved at læse, se eller høre historier som byggede på den konstruktion - (en konstruktion som indfanges af aktantmodellen hvor et subjekt stræber efter et objekt en stræben der bliver til en historie fordi den møder modstand - jo større, jo mere spændende historie).
   Det nemme svar!

Men Weekendavisens tillæg "Ideer" har en lille kort notits med rubrikken "Bekymrede babyer" som fortæller at dette at vi næsten altid holder med den "lille" og "svage" - og har empati og mobiliserer identifikation med 'the underdog', at det er noget medfødt.

   Undersøgelsen blev foretaget med 10 drenge og 10 piger i ti-månedersalderen:

Hver baby sad på skødet af en af deres forældre i et mørkt rum, hvor de blev præsenteret for geometriske figurer i en tegnefilm. På filmen observerede de en blå bold, der ad flere omgange stødte ind i en ful firkant. Efterfølgende rakte størstedelen af babyerne ud efter den gule firkant eller 'offeret'. Da forsøgene blev vendt om , og figurernes roller blev byttet rundt, nåede man samme resultat. Igen rakte babyerne ud efter offeret (nu den blå bold) og udviste dermed en præference for dette objekt.

I de engelsksprogede referater af eksperimentet kaldes den 'angribende' figur "aggressor", og undersøgelsens leder Yasuhiro Kanakogi fra Kyoto-universitete sammenfatter ifølge artiklen resultaterne således:

Their interpretation of the results of the experiment is that the infants evaluate the roles of victims and aggressors through the interaction, and that they are also capable of showing empathy and “rudimentary sympathy” towards the one in distress. “This simple preference may function as a foundation for full-fledged sympathetic behavior later on,” the study concluded.

Der er to ting at bemærke i forhold til læresætningerne i dramaturgi. 

   For det første behøver figurer åbenbart ikke at have nogen som helst lighed med mennesker eller dyr at gøre, for at vi mennesker meget tidligt "personificerer" dem når de bevæger sig i et rum relativt til hinanden - og altså ser dem som agenter med bevidsthed og intentioner: her "offer og angriber". 

   Det vil sige at den form for synæstesi som jeg tidligere har beskrevet - objekt-personifikation-synæstesi - i hvert fald hos små børn er særdeles udbredt.
    Og evnen til automatkobling mellem forskellige hjernemodulers aktiviteter som kencdetegner de forskellige former for synæstesi, bliver så for de fleste mennesker delvist begrænset og inddæmmet efterhånder som man udvikler sprog og bevidsthed.

For det andet forklarer det jo den dramaturgiske grundmekanisme som enhver forfatter/fortæller/instruktør går ud fra virker når de fortæller historier: Jo elendigere Askepot har det fra starten, jo ondere hendes stedmoder og -søstre er, jo mere engagerer vi os som publikum i historien om at Askepot alligevel, ved hjælp af femoderens magi og egen optimisme, får prinsen og kongeriget til sidst. 

   Og derfor ved enhver journalist også at det er god journalistisk retorik og dramaturgi at finde 'en case' fra virkelighedens verden der illustrerer systemets ondskab og manglende menneskelighed når der skal skrives historier med kritik af systemet.

Det kan man så også godt blive træt af: denne udbredte 'offerjournalistik'.
   Det er tit for billigt og letkøbt, kan man synes - netop fordi vi godt ved at empatien og identifikationen med offeret er en nærmest instinktiv automatreaktion hos publikum.

   En typisk 'thinking fast'-reaktion! - tænker jeg.
   Se tidligere indlæg om Daniel Kahnemans bog 'Thinking, Fast and Slow'.

Thinking, Fast and Slow (7) - bidrag til forståelsen af 'behavioral journalism' - med aktuelle eksempler fra Politiken og TV-Avisen

Økonomien er i krise, både i teori og praksis. Det politiske system og dets udøvere, politikerne, er i krise. Journalistikken, journalistprofessionen og mange af de medier den udfolder sig igennem, er i krise. 

   Hvorfor? Hvordan? Og hvad så?

   Nobelpristageren Daniel Kahneman har måske nogle af svarene.

Jeg har igennem en række blogindlæg i den seneste måneds tid refereret teoretiske begreber og konkrete pointer fra en efter min vurdering usædvanligt indsigtgivende bog 'Thinking, Fast and Slow', skrevet af denne højt anset forsker, professor i flere forskellige fag: Daniel Kahneman. 

   Begreberne og pointerne har jeg forsøgt at bruge til at kast nyt lys på aktuelle journalistiske problemer, og på selve journalistprofessionens arbejds- og eksistensvilkår.

   Kernen i Kahnemans teoretiseren er at han klart skelner mellem to menneskelige tænkeformer: 'System 1' der tænker hurtigt og intuitivt og mentalt er ude af starthullerne inden man kan nå at blinke, og 'System 2' der tænker langsomt logisk og analytisk - og for det meste er dovent - og derfor  alt for tit frafalder.

   

Inden  for den sidste uge er der i pressen og medierne forekommet en række bemærkelsesvædige journalistiske "bommerter", kritisable "fejl" som jeg synes med fordel kan belyses og oplyses ved Daniel Kahnemans grundforestilling: at mennesket tænker, vurderer, bedømmer, beslutter sig og handler i spændingsforholdet mellem de to "systemer", som han personificerer for forståelsens skyld, men som han altså benævner med de abstrakte termer: 'System 1' (= 'thinking fast¨) og System 2 (= 'THINKING SLOW').

Den første case er fra Politiken.

   En skarp offentlig kritik af folkeskolens dårlige undervisning og uambitøse pædagogisk praksis, blev viderebragt gennem et langt journalistisk interview med "forfatter og filosof" Lene Andersen. Hun anklagede angiveligt folkeskolen for at fremme middelmådigheden og overse de dygtigste elever, anklager hun byggede på egne personlige erfaringer og oplevelser, hvor hun som højt begavet - ifølge eget udsagn - var langt foran klassekammeraterne og slet ikke fik faglige udfordringer på sit niveau.

   Interviewet blev lanceret under den ret så opsigtsvækkende rubrik:

Eliten taber i middelmådighedsskolen

Underrubrikken/manchetten lyder:

Lene Andersen dødkeder sig 10 år i folkeskolen. Senere har hun fundet ud af, hvorfor. Med en tårnhøj IQ manglede hun udfordring og faglige fællesskaber. Lene Andersen mener, at det e dybt problematisk, at folkeskolen er indrettet efter den jævne begavelse. Og det har store konsekvenser for den enkelte og for hele samfundet.

En grusom salve, må man sige.

Artiklen giver anledning til en masse debat og opbakkende kritiske udtalelser til citat fra opnionsdannere, pædagogiske eksperter og politikere.

   Og redaktionen har været stolt: Endnu en gang kørte vi med klatten, satte dagsorden og var nyhedsførende.

   En tidligere klassekammerat henvender sig derefter til Politikens redaktion og gør opmærksom på at Lene Andersen aldrig har gået i folkeskolen, men i alle 10 år har gået på den private Tåstrup Realskole.

   Av! Av! En mavepuster.

Læsernes kloge og udmærkede redaktør, Bjarne Schilling,  er ude med den helt store undskyldning i sin ugentlige klumme. 

   Og folkeskolelærerenes organisation gør opmærksom på at det ikke er første gang, så det ligner lidt en tendens. Politiken jagter en stor gruppe af sine kernelæsere. Og god journalistik synes de - med god grund - ikke det er.

   Men læsernes redaktør skriver at man ikke kan bebrejde den journalist noget, der har skrevet artiklen og lavet interviewet: Man må da gå ud fra at en højt begavet kilde som Lene Andersen må vide hvad hun snakker om, og kan skelne mellem "folkeskole" og "privat skole", er hans argument.

Og så sent som i Søndagspolitiken i går gentager Schilling forsvaret for journalisten: Artiklen var ikke udtryk for "dårligt journalistisk arbejde":

Jeg forstår godt, at lærerne blev knotne over interviewet – selvfølgelig er det redaktionens ansvar når der er fejl i avisen. Men først hvis fejlen skyldes dårligt journalistisk arbejde, skal jeg tale med store bogstaver, og det finder jeg stadig ikke anledning til.

Jeg synes læserredaktøren med sindsro kunne have talt med mindst så store bostaver at det matchede rubrikkens til artiklen.

I mit gamle lærebogshæfte i journalistik for begyndere står at hvis en kilde udtaler sig kritisk og anklagende i generelle vendinger om en stor gruppe mennesker (fx indvandrere) eller en stor samfundsinstitution som sygehusvæsenet eller folkeskolen, så beder man vedkommende lige at fortælle hvilket konkret erfaringsgrundlag han eller hun taler ud fra: 

   Hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, med hvilken begrundelse, af hvilken årsag, med hvile konsekvenser??????? 

Hvis en interviewperson offentligt fortæller at folkeskolen og dens lærere leverer en dårlig og slap undervisning over en årrække, så spørger man som kildekritisk journalist naturligvis kilden om hvilken folkeskole i hvilken kommune han eller hun har gået på: den i Holeby, den i Tønder, den på Nørrebro, eller den i Rungsted - bare for at nævne nogle mulige eksempler. 

   Den konkrete skole kunne vel være en opfølgning værd!

Altså: En professionel journalist som kan sit hånværk, spørger, som en ren rygmarvsreaktion, om kildens konkrete erfaringsgrundlag for disse opsigtsvækkende og barske generelle anklager...

  Troede jeg - at jeg og læserredaktøren og redaktionen og alle journalister og journalistuddannelser kunne blive enige om.

Politikens egen højt kvalificerede uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang har i et utal af artikler dokumenteret at der er meget store udsving i kvalitet og resultater fra den ene folkeskole til den anden - i forskellige kommuner og forskellige områder af landet. 

   Og hvis en journalistpraktikant fortalte mig at Politiken var en elendig avis der leverede slap og dårlig journalistik, så vil mit skarpe kontrolspørgsmål da også som det første være. "På hvilken redaktion har du arbejdet?" Ikke alle redaktioner og redaktører er lige gode, heller ikke på Politiken, men jeg har holdt avisen i 50 år, og han skal ikke komme her og ... og hvad bilder han sig ind?

Den anden case har også fyldt godt i debatten blandt mine journalistiske venner på Facebook hen over weekenden. Det er fra TV-Avisen tirsdag den 4. januar.

   DR1 bragte et ret omfattende nyhedsindslag i den sene "tunge" TV-Avis kl. 21.30 - med reportageoptagelser fra en demonstration af lokale borgere rettet mod direktørerne for den krakkede EBH-bank i Nordjylland ved indledningen af en - sjældent set - retssag mod den ansvarlige ledelse.

  TVA-værten Lilian Kretz annoncerede i spib-en at EBH-direktørerne er anklaget for grov manipulation med bankens aktiekurser. Og LK  siger lidt senere i indslaget i en speaket voice over:

Og en lang række vrede borgere fra Fjerritslev var i dag mødt op ved retten. Mange mistede vigtige sparepenge, da EBH-bank krakkede. Og de ønskede især at konfrontere den tidligere EBH bankdirektør Finn Strier Poulsen. Efter retsmødet forsøgte de for en kort stund at blokere bankdirektørens bil.

Under denne autoritative vært-speak ser vi reportageklip fra - af sammehængen angiveligt - en lokal demonstration hvor nogle spredte deomonstranter går rundt med de klassiske anklagende skilte, hvor tekstenerne alle er skrevet med samme skrift på hvidt karton. De bærer ikke skiltene løftet og sømmet på træpæle, men hængende løst ned foran kroppen og fastholdt med hænderne i øverste kant af skiltene. Vi ser også et eller flere tv-kamerahold i aktion på stedet, boomstang i billedet, og et par mennesker gå tæt på en stor, dyr sort bil der hurtigt kører bort. Ligesom scenen i en spillefilm.

Jeg husker TVA-indslaget. Og jeg mindes også at jeg var en lille bitte smule usikker - følte et stik af ubehag da jeg så det, uden at jeg i skyndingen kunne nå at finde ud af hvad der gav den fornemmelse. 

   I anledning af dette indlæg har jeg genset TVA-indslaget. Og har nævnt nogle af de ting der ser lidt mærkelige ud.

 
BT kører også på kanten af sandheden og etikken i sin vinklingen af indslaget når de i rubrikken på BT.dk skriver: "Her er beviset: Demonstranter instrueret af DR". 

   DR instruerer ikke. Det gør tilrettelæggere. 

   En klart manipulerende sproglig stramning af rubrikken. Og en rubrik er en del af den skrevne journalistiks iscenesættelse på avissiden. Her har man zoomet ud fra nærbilledet "tilrettelægger" til totalen "DR".  Og jeg ser i dag Lisbeth Knudsen i en leder manipulere sprogligt ad samme spor.

   Sandheden var og er at det var et selvstændigt produktionsselskab som havde kontrakt med en anden DR-afdeling end nyhedsafdelingen, om at producere en serie oplysende faktaprogrammer med afsæt i EBH-sagen.

  Den præcise hybrid-genre kan jeg ikke se af diskussionen, men et konceptstyret og plot-drevet format ser det ud til at der er lavet kontrakt om mellem denne anden DR-afdeling og produktionsselskabet.
    No problemos! Business as usual!
   Bortset fra at et fortravlet nyhedshold under pres lige skal  have en aktuel historie hjem til aftenens 21.30-udsendelsen fra samme lokalitet - med udgangspunkt i samme retssag.

Men hvad var problemet? Egentlig?

   At demonstrationen som TV-A bragte levende reportageoptagelser fra, som dokumentariske dækbilleder til et delvist vært-speaket journalistisk nyhedsindslag, at de billeder viste en "demonstration" som var arrangeret og iscenesat af et privat tv-produktionsselskab som var igang med egne optagelser til en konceptstyret- og plot-båret tv-serie for en anden DR-afdeling; en "demonstration" med ægte lokale borgere der ægte var blevet snydt, og som var ægte vrede, forargede, kede af det - som medvirkende foran kameraet. 

DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup er hurtigt ude med beklagelse og undskyldning da fejlen bliver afsløret i BT: Det var en alvorlig journalistisk brøler. Den slags må ikke ske. TV-Avisen må og skal ikke dække fiktive og iscenesatte demonstrationer som var de spontane og autentiske. 

   Men at demonstrationen var iscenesat, det kunne TVA-reporteren og DR-holdet ikke vide, så derfor var de lovligt undskyldt, mente Haagerup.

DR-nyhedsdirektøren fremfører et forsvar der i høj grad minder om det ovenfor citerede fra Politikens læserredaktør: Det var en fejl at det blev publiceret/udsendt, men journalisten kunne ikke vide bedre - vedkommende kunne ikke andet end tage kilden/demonstrationen for gode vare, for pålydende!

Jeg blev i går ringet op af en journalist fra B.T der spurgte om hvordan det egentlig var med iscenesættelse og journalister og journalistik. Han henviste til at jeg havde skrevet en artikel for nogle år siden om brug af iscenesættelse af virkeligheden i fakta- og underholdningsprogrammer til tidskriftet Mediekultur.

Mit grundsynspunkt var og er at man simpelt hen ikke kan lavet tv - heller ikke tv-nyheder - uden at iscenesætte. Det er et påtvunget vilkår af selve produktionsformen med henblik på at fortælle historier i levende bileder..

   Men i hvilket omfang og på hvilke områder af det vi ser og hører på skærmen, man arrangerer, aftaler og iscenesætter, det er der langt hen ad vejen enighed om blandt professionelle tv-journalister IKKE at fortælle seerne.

   Det kunne svække troværdigheden og den uudtalte kontrakt om at det gør man da selvfølgelig ikke - man afspejler bare og afrapporterer fra virkeligheden der ellers udfolder sig helt af sig selv - lige når man er der medd et hold.

   Derfor opstår der med jævne mellemrum i hele perioden fra midten af 60-erne og de følgende 5 årtier, ballade- og skandale-sager af samme slags som nu den om TV-Avisens indslag med brug af optagelser fra en iscenesat demonstration - iscenesat for at professionelle tv-folk kan bruge optagelserne til "et eller andet" i et fakta-baseret tv-program.

  Præcis til hvad, står i konceptet og manuskriptet. Men det kender jeg ikke. 

Da jeg har hukommelse og erindringer om tv- og medier helt tilbage fra midten af 60-erne, og har produceret en velanskrevet fagbog om 'Faktion som udtryksmiddel' som udkom 1990, og en mono- og biografi om Danmarks største tv-dokumentarist Poul Martinsen som udkom 2007, så kunne jeg give journalisten en masse eksempler på højt roste, prisbelønnede fakta- og virkelighedsfunderede tv-udsendelser som var produceret af særdeles kompetente og velanskrevne tv-journalister igennem årene; programmer og programserier hvor seriøse og kreative journalister iscenesatte en virkelighed med almindelige mennesker der "spillede sig selv" - og dermed dokumenterede samfundsperspektiverende pointer og indsigter - gennem tv-optagelser af denne virkelighed.

   Her en liste over nogle af den slags journalistiske top-navne fra DR´glorværdige historie: 

   Peter Watkins, Poul Martinsen, Hans Engberg, Poul Trier Pedersen, Gyda Uldall, Poul Nesgaard, Steen Baadsgaard, Gorm og Gregers, Erik Steffensen, Jørgen Flindt Pedersen, Bo Damgaard, John Carlsen, Jørgen Poulsen, Stig Andersen. Og mange flere.

Hver gang jeg nævnte nogle eksempler på mere eller mindre iscenesatte dokumentariske udsendelser i DR-regi fra fortiden, sagde BT-journalisten: Nå ja, nu huskede han det godt. 

   Han var ikke en nyuddanet journalistisk årsunge, kunne jeg høre. Og luften gik lidt af ballonen i den anden ende af røret. 

   Al den baggrundsviden, al den historiske kontekstinformation vi i fællesskab fik listet op af erindringens kartoteksystem, gjorde - så vidt jeg kunne regne ud - at vinklen han og redaktionen havde haft i hovedet da han ringede, blev mindre og mindre skarp.

Hvad sagde den ansvarlige kanalchef Lotte Lindegaard ifølge Journalisten.dk´s artikel om sagen? 
   At det produktionsselskabet var igang med, altså ikke var en dokumentarfilm, men...

»Det er en happening, en event, en konfrontation, i det her tilfælde en række vrede aktionærer, der konfronterer nogle aktører i finanskrisen, som ikke har villet gå i dialog med dem. Det er en konfrontation, som programmerne - og dermed vi - har taget initiativ til. Det, der går galt, er, at det ikke går op for alle journalister der, er til stede, og som derfor kommer til at viderebringe det indtryk, at det er aktionærerne, der selv har taget initiativ.«

   »Man må gerne arbejde med iscenesættelser, og det er egentlig hele grundpræmissen for den serie, der kommer senere, men jo kun, hvis man gør meget meget tydeligt opmærksom på det, både over for seerne og over for dem, der i øvrigt kunne være involveret i produktionsprocessen. Man kan sige: Jo mere iscenesættelse, jo tydeligere varedeklaration. Det er rigtig vigtigt, at der er en varedeklaration, hvor der står, at det her iscenesætter vi - og det gør vi af de her grunde.«

   »Det er simpelthen gået galt her. Og det må jo bare ikke ske,« siger kanalchef Lotte Lindegaard

Det er i min lille guide for tv-journalister og -tilrettelæggere der iscenesætter, lige efter bogen. Reflekteret, velovervejet, og med bevidsthed om 'genrekontrakter' - i forhold til den version af  virkeligheden der fremstilles på skærmen.

   Og Lotte Lindgaard kender også sin tv-historie, ved jeg. 

   Sådan er spillereglerne for seriøst moderne koncept- og plot-tv. En ordenlig varedeklaration. Nix weiter

   Der er ikke noget at komme efter. 

En bare nogenlunde opmærksom TVA-nyhedsreporter burde nok have lugtet lunten på stedet. Der var mange signaler. Og en redaktionssekretær som har haft indslaget til gennemsyn, burde nok have været en smule skeptisk når han så de skilte og de mennesker der bar rundt på dem. Deres ansigter, deres gestik.

   Som taget ud af en krimi-film med amatørskuespillere. 

Men både TVA-reporteren, DR-holdet og TVA-redaktionssekretæren arbejder alle under stress og pres. 

  De har tillid til deres eget professionelle og optimistiske, men intuitive journalistisk jugement, en indre instans der tænker og siger til sig selv: 

   Wau! Fedt og heldigt at der lige er en folkelig protestdemonstration netop som vi skal til at lave (dæk)billeder og vox-pop-interviews til et af aftenens hovedindslag: Reporter og hold på stedet når det sker: Drama, konflikt, fascination, identifikation. Den er hjemme. Redaktionschefen bliver glad. Kollegerne aftvinges respekt!

Produktions- og beslutnngsforløbet er et "smukt" illustrerende skoleeksempel på Daniel Kahnemans System 1-tænkning og -vurdering i praksis: 'What You See Is All There Is! Og princippet om  at hensynet til 'cognitive ease' er det der afgøre beslutningerne.

   Mens Lotte Lindegaards beskrivelse af projektet er et lige så smukt eksempel på System 2-tænkning, baseret på viden og analyse af mange års tv-udsendelser og "sager". Hun har, ved jeg, læst min faktionsbog for mange år siden. Og er en dybt seriøs og ansvarlig chef.

Havde Ulrik Haagerup haft tid til at tænke sig om - og nået at få sit System 2´s Thinking Slow-maskine op i omdrejninger, så ville han med garanti ikke have reageret som han gjorde.  
   Med sin opfindelse af 'kontruktive nyheder'-begrebet, har han demonstreret at han kan tænke i System 2-baner, og se journalistikken og dens udøvere som netop et "system" der kan udgøre en fare for samfundet fordi det har så stor en magt.

   Og havde Politikens læserredaktør ikke skullet legitimere sig over for det redaktionelle bagland, så ville han med garanti heller ikke have skrevet at artiklen og interviewet med "filosoffen" Lena Andersen var journalistisk i orden.

   Det håber jeg ikke, i hvert fald.

De forskningsresultater Daniel Kahneman har fået nobelprisen for, ligger inden for et af de nye moderne tværfaglige forskningsområder, kaldet 'behavioral economics' - som på dansk har fået betegnelsen 'adfærdsøkonomi'.

   Wikipedia definerer og forklarer det sådan: 

Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of social, cognitive, and emotional factors on the economic decisions of individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. The fields are primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents.       Behavioral models typically integrate insights from psychology with neo-classical economic theory. In so doing they cover a range of concepts, methods, and fields.[1] Behavioral analysts are not only concerned with the effects of market decisions but also with public choice, which describes another source of economic decisions with related biases towards promoting self-interest.
   There are three prevalent themes in behavioral finances:[2)
- Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.
- Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.
- Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.

Adfærdsøkonomien studerer altså de svagheder og 'biases' som er indlejret i alle de gængse, statistisk orienterede økonomiske teorier og politikmodeller der forudsætter at alle aktører på markedet - økonomer, forbrugere, virksomheder, investorer - handler og tænker logisk, rationelt og - ja, økonomisk. 

   Det gør de ikke! - ifølge - blandt andre - Kahnemans evidensbaserede pointer og forskningsresultater. 

   Og det kan fører til katastrofale fejlvurderinger. Som fx dem der er årsagen til vores nuværende europæiske og amerikanske økonomiske krise. Og fx de typiske kæmpe budgetoverskridelser i alle store offentlige anlægsprojekter: DR-byen, Metroen, Storebæltsbroen, IC-4-togene, Sundhedsvæsenets fælles digitale journalsystem, etc. etc.

   Fordi aktørerne inden for feltet, både eksperter, forskere, virksomhedsleder, multimilliardærer og helt almindelig mennesker, de handler og beslutter sig meget ofte ud fra den lynhurtige, optimistiske, emotionelt funderede intuitive System 1-tænkning, en tænkning der følger en række principper jeg har omtalt i de foregående indlæg i blog-føljetonen "Thinking Fast and Slow."

   Tre af de vigtigste principper i System 1-tænkning er:

• - What You See, Is All There Is! Så du kan bare følge dine intuitive fornemmelser og tilfældige erfaringer mht. hvad der er  klogt eller dumt, rigtigt og forkert,
• - Svære spørgsmål der kræver dybtgående undersøgelser og langsom logisk tænkning at besvare, erstattes af lette spørgsmål som lynhurtigt kan besvares ud fra fornemmelser, følelser, anekdoter, praktiske erfaringer og personlige tommelfingerregler.
• - Princippet om 'cognitiv ease' - der siger at har man en præfabrikeret frame eller priming i forhold til forståelsen af en begivenhed, så er det det kognitive spor man følger til den (bitre) ende - fordi det er det letteste og hurtigste.

Spektakulære udtalelser fra n højt begavet og uddannet yngre kvinde som Lene Andersen der står frem og kritiserer folkeskolen for sløvhed og manglende ambitioner, når man som journalist er igang med et tema om elitens livsvilkår, dem behøver man da ikke at tjekke virkelighedsforankringen for, når det er en kritik som i øvrigt stemmer overens med hvad alle andre også siger og har sagt det seneste år. 

   Det er jo pærenemt at få opbakning og citater til det hun siger. 'Cognitive ease'.

   Den kritik sidder lige i skabet. Vi udgiver den!

En demonstration af forbitrede og fortvivlede borgere vendt mod nogle kyniske bankdirektører der har misbrugt deres priviligerede stilling til at formøble almindelig menneskers surt opsparede pensioner, en sådan demonstration er naturligvis bare det bedste der kunne hænde når man som reporter er under pres for at lave en nyhedsreportage til TV-Avisens topudsendelse om retssagen mod disse direktører. 

   Det er simpelt hen en god historie der har det hele. Den er nem at lave. Og nem at forstå. Framen har vi fra en masse fiktionsfilm, og grundprincippet er: What You See Is All There Is. 

   Forstyrrende signaler i situationen der kunne tyde på en anden tolkning af hvad der foregår i situationen, dem forhindrer den velkendte frame og historieskemaet at man bliver distraheret af.

Vi har brug for en ny forskningsdisciplin der kan hjælpe journalisterne til at højne kvaliteten og sensitiviteten - og til at blive opmærksomme og reflekterede i forhold til de ubevidste, automatiserede mekanismer som i praksis styrer og fejlstyrer den journalistiske "logik" og den tilsyneladende rationelle journalstiske fornuft.

   Lad os kalde studiet af det: "behavioral journalism". 

Jeg lader mig her og nu inspirere af Wikipedias definition på "behavioral economics" citeret ovenfor:

"Behavioral journalism" is the study of the effects of social, cognitive, and emotional factors on the journalistic and editorial decisions of individuals and institutions and the consequences for media market, prices, returns, and the resource allocation in the mediainstitutions on all platforms.

The fields are primarily concerned with the bounds of rationality of journalistic agents.

   Behavioral models typically integrate insights from psychology with classical normative journalistic theory and professionel insights. In so doing they cover a range of concepts, methods, and fields.

   Behavioral analysts are not only concerned with the effects of journalistic and editorial decisions but also with public choice and preferences, which describes another source of journalistic decisions with related biases towards promoting self-interest.

   There are three prevalent themes in behavioral journalism:

- Heuristics: Journalists and editors often make decisions based on approximate rules of thumb, professional intuition and not strict logic og analysis of widespread historical experiences.

- Framing: The collection of journalistic anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individual journalists and editors rely on to understand and respond to events and happenings in society.

- Market inefficiencies: These include mis-pricings for journalistic projects and non-rational decision making among editors and their boards.

Giver det mening? Det synes jeg. Tror jeg nogen i Dagbladenes pengetanke vil financiere det? Jeg tvivler? Tror jeg det bliver mødt med forskerinteresse? Næ!

   Men håbet er lysegrønt - nu når man er ved at gå på pension!

I det her YouTube-indslag kan du få et konkret og inspirerende indtryk af Daniel Kahneman uden at behøve at gå ombord i hans engelsksprogede bog:

Og her et andet lige så interressant videoindslag;

Kære bloglæser. Think slow. Blive klogere. Det er jeg blevet. 

   Og der er flere YouTube-indslag endnu med kloge Kahneman i sværen kraft.