Sider

Viser opslag med etiketten identifikation. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten identifikation. Vis alle opslag

lørdag den 28. januar 2017

Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?

http://journalisten.dk/journalisten-i-111-aar-tag-med-paa-tidsrejse

Jeg kan sige det som det er: Jeg håber inderligt at jeg i fremtidige blok-indlæg, kan blive fri for at omtale den nyvalgte USA-præsident, Donald Trump.
   Men her vil jeg starte med ham, foranlediget af en 'Signatur'-klumme. skrevet af Amalie Kestler ("lederkollegiet" i Søndagspolitikens debatsektion for en lille uge siden).
   Overskriften var en 'teaser' ...:
Fem veje til bedre journalistik
... Et 'set up' til at læseren ønsker svaret på et opfølgende spørgsmål "hvilke fem veje taler du om?"
   Underrubrikken er sådan lidt kryptisk i formuleringerne:
Ikke alle veje fører til en bedre presse. Men her er fem bud på veje, der gør.
Da jeg har læst den, er jeg hundrede procent sikker på at Donald Trump optræder i anslag og præsentation af historien, inden de 'fem bud' bliver opregnet og udfoldet.

Jeg er ikke specielt glad for udtrykket "bud" - det associerer til noget uforpligtende, noget man ikke skal tage alvorligt. Og den indforståede joke med formuleringen  "fem veje til" og "ikke alle veje fører til" hvor man så har udskiftet det klassiske bon mots "Rom" med "Journalistik", er måske heller ikke den mest spændstige invitation til at læse videre.
   Men ellers OK. 

Nedenfor følger et længere citat fra indledningen af klummen, som i genrens natur skal være mere eller mindre positiv og gerne analytisk moraliserende over verdens gang og elendighed.
   Men minsandten: 'Donald Trump' er ikke nævnt med ét ord.
Og dog - han er klart den skjulte og forudsatte reference i indledningen - eller rettere: Det er journalisternes dækning af ham og hans valgkamp som er blevet anklaget for at være en vigtig del af årsagerne til at han vandt - først republikanernes primærvalg - og i anden omgang altså selve præsidentvalget:
'Skyd efter pressen’, er blevet en global folkesport i den vestlige verden.
   At vrænge ad ’dårlige journalister’, der stiller de forkerte spørgsmål, interviewer hinanden eller undlader at sætte sig ind i sagerne, er blevet så hverdagsagtigt som at klage over it-problemer.
   For nylig fortalte en veninde mig om en journalist, der var så optaget af sin egen vinkel, at vedkommende virkede uinteresseret i, hvad min veninde – som var kilde – egentlig sagde.
  De fleste fag har faglige beskyttelsesdragter. Og jeg kommer tit til at iføre mig sådan en, når jeg hører den slags historier. »Det lyder som en dårlig oplevelse. Men husk på, at der hver dag laves god og grundig journalistisk af hundredvis af seriøse journalister i danske medier«, kan jeg finde på at sige. For det gør der.
   Men at tilliden til vores fag efterhånden er så lille, bør vække til eftertanke. Særligt i en tid, hvor det er presset af både Facebook og fake news.
   Det er ikke mere synd for journalister end for andre, når de mister deres job eller oplever nedskæringer. Men det er synd for andre end pressen, hvis den mister sin funktion som respekteret modspiller i samfundet.
  En fri og kritisk presse er den mørtel, der binder et demokrati sammen. Tilliden til, at uretfærdighed og magtmisbrug bliver afdækket, og at folk kan komme til orde i den offentlige debat, er afgørende.
   Hvordan bliver medierne så bedre? Danske medier udvikler sig heldigvis hele tiden. Men her er fem veje, som efter min mening vil styrke journalistikken:
De "fem veje "og flere til, vender jeg tilbage til sidst i dette og det følgende blogindlæg.
 
Både den danske, den internationale og den amerikanske traditionelle presse - også kaldt 'main-stream-nyhedsmedierne', er ganske rigtigt blevet kritiseret og har selv efterfølgende sanket glødende aske på deres journalistiske reporteres og redaktøres hoveder - over at det der skulle være en kritisk, men saglig og oplysende dækning af valgkampen, blev et langt kampagne-indslag for Trumps kandidatur.
   Og det er ikke første gang det sker internationalt: en lignende kollektiv journalistisk bodsgang oplevede vi også efter den engelske Brexit-afstemning og den valgkamp som førte til at de vælgere der ville ud af EU, vandt. Stik imod eksperters og mainstream-journalisters forventning.
   En næsten ordret lignende selvkritik kunne vi også læse i pressen herhjemme, da EU-folkeafstemningen om en nydefinering af retsforbeholdet i Danmarks traktat med EU, førte til et klart nej, en nydefinering der ville gøre det muligt for Danamark ar blive inden for EU-politi-samarbejdet, samtidig med at alt andet i forbeholdet var ved det gamle.

Et fællestræk for den politiske side der i alle tre tilfælde vandt afstemningen, var følgende:

1) Nej-siden (og Trump-siden) var simpelt hen fuld af løgn. Det er tydeligt blevet dokumenteret - lidt under, men først især efter valgene. Og disse løgne - usandheder - påstande uden dækning - er under valgkampen citeret vidt og bredt og virkelig blevet slået stort op i pressen - både i den traditionelle presse, men også og ikke mindst vi (deling på) de sociale medier: Twitter, Facebook m.fl. Samtidig med - naturligvis - at disse udsagn, især i den traditionelle presse, er blevet kritiseret for manglende "virkelighedsforankring" af den saglige politiske modpart og en lang række eksperter.
   Men uanset hvor kritisk live-reporterne gik til Trump og til de meste fremtrædende nejsigere, og uanset hvor afslørende journalisterne var i forhold til de oplagte usandheder, halve sandheder og fordomsfulde og forenklende bemærkninger Trump og de andre nej-sigere kom med, så gav det overskrifter og omtale. Og næsten dagligt var det dermed ham og de politikere der tænkte og udtalte sig som ham, der kom til at sætte pressens dagsorden. Han var altid og hvergang god for det enhver journalist kan genkende når han møder det i udtalelser: En god historie.
   Den i al journalistik indbyggede regel som Nej-siden og Trump så effektiv har udnyttet/brugt/misbrugt, hedder:
  • For at kunne kritisere, må man først citere! 
Og det er det hele det retoriske game går ud på: At blive citeret og citeret og citeret igen. Og igen. Og igen....
   Så jo mere vilde udtalelser, jo flere citater i pressen og på nettet, og jo mere opmærksomheds-sugende omtale af citaterne og gencitering af citaterne. Ubetalelige kampagnebidrag. Længere er den historie ikke. Men lang nok, synes mange.

2) Nej-siden (og Trump-siden, som man vel også godt kan kalde Nej-til-Hillary-siden), kommunikerede i meget højere grad end tidligere helt uden om de traditionelle journalistske medier og deres redaktionellee gatekeepere. Og alle de stærkt støjende, spidsformulerede og provokerende udsagn - trekvarte og halve sandheder - og regulære usandheder - de blev konsekvent fremført i et stærkt følelsesladet, holdningsforstærkende og billedrigt sprog - i høj grad den slags dagligsprog som jeg tidligere (pyha: faktisk for godt 35 år) siden gav betegnelsen 'erfaringssprog' (som jeg så satte i modsætning til de veluddannede administratorers 'videnssprog').
   Både journalisterne og vælgerne elsker at poltiske udtalelser formuleres i erfaringssprog. Det er nemlig deres eget dagligsprog og også de fleste journalisters oprindelige arbejds- og brugssprog når de skulle skrive artikler til eller optræde som studieværter eller 'journalist-eksperter' i medierne. Der opstå simpelt hen det fænomen som er det helt afgørende for at kommunikation skal fungerer: identifikation,  som er det vigtigste af alle nyhedskriterierne, og den ene af de tre parametre som enhver dramaturgisk velfungerende fortælling skal levere.
   Både journalister og vælgere kunne og kan genkende sig selv  og leve sig ind  i det følelsesladede og billedrige sprog som Trump, Brexit-modstanderne Politiforbeholds-modstanderne brugte når de skældte ud og sagde fra i forhold til hvad ekspertene fremhævede af fordele ved at blive i EU, ved at vælge Hillary og ved at stemme for et revideret dansk retsforbehold.
   Enhver der har beskæftiget sig nogenlunde seriøst med hvordan og hvorfor en halvgod eller halvdårlig roman bliver en bestseller trods kritiske eller lunkne anmeldelser, ved at hvis bare læserne kan identificere sig i forhold til fortællingen, fortællerstemmen og fortællersynsvinklen, så er spørgsmålet om sandhed og virklighed i historien uden betydning.

Fore en ordens skyld repetere jeg lige forskellen mellem de to slag sprogbrug:

Videnssprog
Erfaringssprog
·        logisk
·        upersonligt
·        abstrakt
·        billedfattigt
·        følelsesrenset
·        monologisk
·        systemorienteret
·        rødder i skriftsprog
·        bruges mest offentligt
·        sanseligt
·        personligt 
·        konkret
·        billedrigt
·        følelsesladet
·        dialogisk
·        handlingsorienteret
·        rødder i talesprog
·        bruges mest privat

Se mere her hvor jeg i et meget tidligt indlæg på min blok introducerer de to begreber og de kendetegn som karakteriser de to slags sprogbrug:
Hvis man søger modsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' på nettet, vil man se hvor mange seriøse kilder der beskriver og omtaler den - og de gør de uden kildeangivelse, hvilket jo viser at begrebsparret nu er blevet en del af en bred faglig forståelse langt ud over en snæver akademisk offentlighed. Hvad jeg er lidt stolt af.

Og hvorfor mon jeg kommer til at tænke på "Harry Potter" og "Fifty Shades of Gray"?
   Og hvorfor mon jeg herefter som 73 årig gammel mand straks associerer 'down memory lane''  - og på den indre biograf ser og hører navne som: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Kristen Poulsgaard,  Preben Møller Hansen, Knud Jespersen, Kirsten Jacobsen, Pia Kjærsgaard.
   Svaret er at de alle er superbrugere af erfaringssprog til at formulere slagkraftige, følelsesladede, billedrige, konkrete og forenklende politiske budskaber, som derefter er lette at citere i overskrifter og som den dagsaktuelle journalistik straks kan se en god historie i - uanset om udtalelserne holder vand eller ikke.
 
Jeg husker at da jeg for første gang introducerede begrebsmodsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' for et hold studerende en gang i starten af 80'erne, så påstod jeg frækt:

"En dansk politiker som energisk turde bruge - og som fremturede med at bruge - erfaringssprog når han/hun mundtligt fremførte politiske budskaber i de elektroniske medier, var sikret mindst fire mandater ved førstkommende folketingsvalg."

Nu opremser jeg i punktform de "fem veje til en bedre journalistik" som Amalie Kestler relativt kortfattet uddyber i sin klumme sidste søndag:
  • Handlinger frem for holdninger
  • Indhold frem for anklager
  • Nyheder er ikke hvad de har været
  • Konsekvens frem for begivenhed
  • Behold autoriteten
Ikke alverden ophidsende elle kampopråbende rubrikker, er min spontane mavefornemmelse. Men for de flestes vedkommende kan jeg umiddelbart gætte i hvilken retning uddybningen går.
   Man kan her læse her Amalie Kestler umiddelbart lægger i disse overskrifter:
http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/
Har du læst det? Hvad tænker du? 
   Jeg var og er i hvert fald ikke tilfreds.
   
Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 
   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.
   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".

Det spor forfølger jeg videre i det følgende blogindlæg!

(dette altså et set up til at læse videre i det efterfølgende blogindlæg som jeg i skrivende stund er begyndt på, men som nok først er færdig et par dage ind i februar)


søndag den 6. oktober 2013

'Den store skraldesymfoni' - og andre moderne tv-formater med reality-elementer hvor kreative restriktioner er en afgørende del af plottet

I går aftes så jeg på DR2 et engelsk tv-program som i sin helhed scorede højt på min indre tv-oplevelses-skala, vel at mærke højt på alle tre parametre: information, identifikation, fascinaton. 
   Udsendelsen var en slags dokumentar, og det som det timelange program dokumenterede, var et fænomen som denne blog har interesseret sig en del for: betydningen af 'kreative restriktioner' - 'creativ constraints' - for forståelsen af hvad et professionelt og kreativt håndværk egentlig er og går ud på.
  
Grundplottet i filmen beskriver DR.dk sådan her:
Kan professionelle musikere få noget som minder om lyd, for ikke at tale om vellyd, ud af instrumenter lavet af skrald? For første gang vil et helt orkester, her BBC's Koncertorkester, forsøge at spille med 44 instrumenter udelukkende bygget af genbrugsmaterialer, men forsøget handler om mere end musik. Anført af dirigenten Charles Hazlewood dykker vi ned i musikvidenskaben og hvert enkelt instruments historie. Hvorfor er hvert enkelt instrument bygget netop på den måde? Hvorfor har nogle udformninger kunne overleve uændret i flere hundrede år? Og hvorfor er det sådan, at når alle instrumenterne spiller sammen, er lyden ulig noget andet på jorden?
Ideen og plottet er beslægtet med et format som igennem en række år har været meget populært i engelsk TV: 'Faking It' - hvis ide var at lade mennesker uden særlige faglige forudsætninger - inden for en tidsramme på en måned - uddanne til at deltage og klare sig uden at falde igennem i en professionel konkurrence for unge fagfolk inden for en kreativ profession. 
   Et Channel 4-format som i øvrigt stadig kører:
Entertaining transformational battles against the odds. Intrepid volunteers are plucked from their natural habitat and given just four weeks to master a skill well enough to fool a panel of expert judges.
Et af de eksempler jeg elsker og har nydt at se flere gange - og i øvrigt brugt som fast eksempel i Power-TV-kurset på 'stærkt plottet fakta light', er dette fra 2002: 

En "primitiv" og uskolet punksanger Chris Sweeney "leaves behind his life as lead singer of a punk band as he tries to fake it as an orchestral conductor in just four weeks." 
   Uden nogen form for klassisk musikalsk skoling - herunder uden kendskab til noder og nodelæsning - skal Chris med mentor- og coach-hjælp fra et par højt kvalificerede orkester-dirigenter lære at dirigere et symfoniorkester så godt at han kan klare sig i konkurrence med nyuddannede professionelt skolede orkesterdirigenter. 
   Og det lykkedes - mod alle odds. Og ikke et øje er tørt, hverken hos mentorerne, hos Chris´ familie, eller hos seerpublikummet.

Den ide blev siden transformeret til sit eget kultur-reality-format i DR i serien 'Maestro' hvor professionelle kendisser uden særlig musik- og dirigent-forudsætninger skulle konkurrere om hvem der var bedst til at dirigere DR´s symfoniorkester - efter kort tids træning  af en professionel coach (jfr. også 'Vild med dans'-formatet).

På engelsk har udsendelsen fra i går titlen 'Scrapheap Orchestre', og den engelske præsentationstekst på BBC´s hjemmeside udfolder ideen sådan her:
Is it possible for professional musicians from the BBC Concert Orchestra to make beautiful sounds out of garbage? This documentary aims to find out. For the first time ever an entire orchestra of 44 instruments will be built from just scrap. The quest to build an orchestra of instruments out of rubbish is more than just a musical spectacle - in the construction of these instruments we delve into the history of instrument making and the science of music, why different instruments are made the way they are, why some designs have not changed for hundreds of years and why, when played together, the sound of an orchestra is unlike anything else on earth.
   Inspirational conductor Charles Hazlewood leads the challenge and charges a group of the UK's top instrument makers with the mission of transforming junk, broken furniture and the contents of roadside skips into an orchestra of instruments.
   The BBC Concert Orchestra - a team of virtuoso performers - will put their reputations on the line by using these instruments to stage what they hope will be a flawless performance of Tchaikovsky's 1812 Overture at the 2011 Proms. But will the scrapheap orchestra pass muster at the mother of all classical musical festivals?
I programmet fulgte vi en lang række højt specialiserede instrumentmageres arbejde med - inden for en tidsfrist på 11 uger - at forsøge ud af affaldsmaterialer at producere spilbare udgaver af alle de forskellige musikinstrumenter som indgår i besætningen til et klassisk symfoniorkester, et professionelt orkester der til en offentlig koncert med 6000 tilhørere som klimaks på film og eksperiment skulle spille Tchaikovskys '1812-Overture' - vel at mærke på et så højt musikalsk lydmæssigt niveau at det ville kunne fornøje publikum og blive accepteret af de professionelle musikere som skulle musicere med disse 'skraldinstrumenter'. 
   Forsøget lykkedes - og processen var spændende, følelsesmæssigt engagerende og lærerig for alle deltagere: instrumentmagere, orkestermusikere, dirigenten - og ikke mindst seerpublikummet. 
   Alle var positivt berørt og bevæget af erfaringen ved at deltage i forsøget.
  Det var simpelt hen både dødspændende og stærkt oplysende at se udsendelsen.

Bogen 'Creativity by Constraints - Psycholgy of Breakthrough' af Patricia D. Stokes giver et teoretisk grundlag for at forstå hvad der er - bag sådan et lettere absurd eksperiment - foregår psykologisk og mentalt:
   Det grundlæggende ved 'crative constraints' er at man lukker og udelukker en velkendt, normal og traditionel vej til et ønsket mål, og så fastholder målet samtidig med at man udpeger og gennemtvinger en ellers utænkelig omvej. Med kreativitetsvækkende frustrationer og udfodringer til følge.
   For det højt professionelle instrumentmager udelukker man at de kan bruge de normale gennem århundere udviklede materialer til at producere strygeinstrumenter, blæseinstrumenter, slagtøj etc. Og dermed udelukker man også direkte brug af en række af de professionelle håndværksmæssige rutiner og teknikker som udgør deres håndværksmæssige ekspertise. 
   Instrumentmagerne pålægges at brug materielaer de i princippet kan finde på genbrugspladser, loppemarkeder, i  genbrugsbutikker, og hos skrothandlere. Og skal opfinde måder at bearbejde dem på og kombinerer dem på, så der kan komme instrumenter ud af det.
   Og de instrumenter der skal komme ud af "byggeriet" skal være så gode lyd- og betjeningsmæssigt at professionelle orkestermusikere vil sige god for dem, og sætte deres professionelle "ansigt" på spil ved at spille på dem til en offentlig koncert. 
   Det som eksperimentet med den kreative restriktion på vejen og midlerne til målet, fremprovokerer er en ekstrem kreativ opfindsomhed hos disse højt specialiserede håndværkere, hvor al deres håndværksmæssige kunne kommer i spil og udfordres - i forhold til delopgaver de aldrig før har skullet forholde sig til.
   Ifølge udsendelsen er deres konklusion enstemmigt denne: at de har lært og erkendt en masse om skjulte og ukendte sider af deres eget håndværk, som de ikke har haft mulighed for at reflektere over før erfaringen med dette eksperiment hvor der konceptuel blendes mellem professionel viden og kunnen og uprofessionelle materialer. 

Programmet kan ses med danske undertekster via dette link indtil 4. november:
http://www.dr.dk/tv/se/den-store-skraldesymfoni/den-store-skraldesymfoni
Delt i 6 kan dokumentaren ses på YouTube. Her den første og den sidste del af programmet:


tirsdag den 17. september 2013

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (14) - om forførelse, overtalelse og ægte interaktionsmuligheder i web-tv-sammenhæng - og de menneskelige behov

Dramaturgien implicerer et ”opslugt” og dermed passivt modtagende publikum
Når v taler om film- og tv-dramaturgi, så beskrives det blandet andet som konstruktionsprincipper for at fortælle en god historie i lyd og levende billeder - på en måde så det fanger, fænger og fastholder publikum fra start til slut.
   Der er tale om at man - ved at anvende dramaturgien i konstruktion og fremstilling af en historie - kombinerer og organiserer information, fascination og identifikation hen gennem fortællingen af, så publikum forføres til at involvere og engagerer sig i historien og dens personer som om de audiovisuelle figurer på lærred, scene eller skærm ikke var repræsentationer, men var autentisk virkelighed. 
 
Dramaturgien er i sin natur universel idet den i fremstillingen har udvisket og kamufleret henvisninger til en specifik afsender og en specifik modtager. Publikum skal ikke bare glemme sig selv, men også abstrahere fra instruktøren og mentalt se bort fra at de medvirkende er audiovisuelle konstruktioner der er iscenesat og spiller roller, og i stedet skal publikum identificere sig med de medvirkende som om de var virkelige personer.
   Man kan sige at når dramaturgien fungerer som den skal, så har fortællingen både imaginationseffekt (=stimulerer fantasien) og realitetseffekt (stimulerer oplevelsen af virkelighed), så det for et publikum får emotionel og afgørende betydning hvordan historien forløber og ender, og hvad man kan ”lære" af den gennem den bærende ides mentale impact .

Retorikken implicerer pseudointeraktivitet mellem taler og tilhører
Med retorikken er det sådan at den fungerer i forhold til at engager og overbevise et publikum gennem overtalelsesmidlerne logos, etos og patos. 
   Retorikken vil som regel kombinere de tre appelformer, men i modsætning til dramaturgien, så kan den i den enkelte tekst eller tale lægge hovedvægten på en af dem. 
   Er fremstillingen domineret af logos betyder at man appellerer til publikums fornuft, og i talen satser på saglige argumenter og argumenttyper og en klar og nøgtern og saglige sprogbrug. 
   Er teksten domineret af patos, så appellerer den til publikums følelsesmæssige engagement og gør brug af argumentformer og en sprogbrug der er stærkt værdi- og følelsesladet, f.eks. gennem brug af forførende analogier, forskønnende omskrivninger og metaforik. 
   Og er overtalelsen domineret af etos, så drejer det sig om en appelform hvor afsenderens troværdighed og modtagerens tillid i afgørende i spil gennem en argumentation som peger på afsenderens autoritetsudtryk, sociale rolle og personlige historie som garanti for sandhed og virkelighedsforankring.
   Retorikken er i modsætning til dramaturgien situationsspecifik og er afsender- og modtagerud­pegende i sin fremstilling, idet den har direkte reference til taleren, der kan sig ”jeg” om sig selv, sige ”du” eller ”I” med reference til modtagerne, og sige ”vi” om et socialt fællesskab som afsender og modtager forudsættes at dele i forhold til den fælles virkelighed der tales om. 
   Og i kraft af retoriske spørgsmål, retoriske antagelser og retoriske indvendinger i fremstillingen er den retoriske tekst eller tale i sin natur pseudoin­ter­aktiv, idet den altså medtænker publikums konkrete tilslutnings- eller afvisningsreak­tioner undervejs. Og medtænker direkte handling bagefter når talen er blevet til tanke og forståelse hos modtageren.
   Når retorikken fungerer som den skal, så kan man sige at den både har realitets- og  sandhedseffekt.

Netkommunikationen tilbyder ægte og reel interaktion
Når der i den interaktive fortælle- og formidlingsform (som jo er den ”naturlige” for nettet) - gennem netsidens eller videospillets interaktionstilbud - er skabt et reelt handlerum for brugeren, så har vedkommende fået mulighed for at deltage aktivt og få en rolle i det der fortælles; eller brugeren kan endog tænkes at ”sætte sig på historien" og anvende dens indhold og information aktivt bagefter gennem deling og videreformidling.
   Man kan sige at en god interaktiv web-fortælling, fakta eller fiktion/spil, er en hvor det gør en forskel hvad brugeren gør i historien, ved historien eller omkring historien. 

Interaktion og behov
Det betyder at de interaktionsmuligheder der tilbydes, skal indebærer noget nyt, noget ikke forud­sigeligt, noget overraskende, noget der rent faktisk opfylder nogle behov som hverken den dra­matiske fremstilling eller den retoriske fremstilling hver for sig eller i samspil kan gøre. 
   Vi kan tale om interaktive merværdi i forbindelse med en video på en webside når det interaktive handlerum og de interaktive handlemuligheder tilgodeser yderligere behov hos modtageren 
   Denne interaktive merværdi kan være større eller mindre. Det drejer sig både om hvor mange 'strenge' brugeren via klik og links kan bevæge sig ud af, og hvad for noget udbytte det giver brugeren at forfølge disse strenge.
   Den interaktive merværdi kan naturligvis også helt mangle, og så er det både første og sidste gang netbrugeren besøger den netside.
   
Nogle af disse behov er sociale – fx kan du sende historien til andre og få dem til at dele din oplevelse med dig, eller du kan opleve at du selv som individ har betydning (magt, indflydelse) ved at du kan bidrage med kommentarer, anmeldelser eller supplerende egenfortællinger/egne videoindslag.
  Andre behov har at gøre med at udvide din bevidsthed om at du med nettet indgår i - og er bevidst om at du indgår i – et kommunikativt fællesskab, når du fx vælger historier efter om de er de mest sete, eller de højst vurderede, eller hvem andre der netop nu ser denne historie (lidt som at sidde i en fyldt biografsal hvor bevidstheden om hvor mange eller få andre der er i salen, påvirker din oplevelse af filmen).

Lyst til leg, trang til handling, behov for fællesskab 
Man kan sige at de traditionelle dramatisk-episke og retorisk-didaktiske fortælle- og formidlingsformer i varierende grad tilfredsstiller nogle fundamentale behov eller lyster publikum: 
  • skuelyst (voy­eurisme, billedfascination), 
  • kundskabstørst (videbegær), 
  • eventyrlyst (narrativt begær). 
Fremstillingens mulighed for at indfri disse -universelle menneskelige behov, er afgørende for styrken af forforførelses- og overtalelses-effekterne som er nævnt ovenfor: imaginationseffekt, realitetseffekt, sandhedseffekt.
    Når vi har med nettets interaktionsindlejrede videofortællinger at gøre, så er de behov der i lige så høj grad - og måske i højere grad kan blive tilfredsstillet, disse tre:
  • lyst til leg (jfr. 'legesyg')
  • trang til handling
  • behov for fællesskab
 – vel at mærke i samspil med de tre ovenfor nævnte. 
   Derfor kan moderne web-video-kampagner være hundrede gange mere effektive og slagkraftige end traditionelle kampagneformer gennem annoncer, tv-reklamer og propagandafilm.

tirsdag den 25. juni 2013

'Ammehormon', 'krammehormon', 'kærlighedshormon', 'lykkehormon', 'kælekemikalie' - sig navnet: oxytocin

I det foregående indlæg refererede jeg til at hjernens produktionen af et bestemt hormon, oxytocin, tilsyneladende blev stimuleret af at lytte til en bestemt slags 'ambient' musik - musik som også ofte forbindes med meditation og med new age-filosofien.

Og et citat fra Wikipedia gjorde mig nysgerrig efter at vide mere.

Det viser sig at en svensk forsker, professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg, har påvist at det hormon man oprindelig opdagede blev udløst når kvinder ammede, at det er meget bredspektret i sin effekt og udløses af mange forskellige slags sanseinput, men først og fremmest gennem mellemmenneskelig berøring: hånd mod hud, sex!
   Men altså også af bestemte former for musik, som kan tolkes som en slags venlig "berøring" gennem ørernes sanseapparat.

Kerstin Mobergs egen hjemmeside sammenfatter resultaterne af hendes forskning sådan:
Med tiden visade det sig att oxytocinets effekter inte är begränsade till moderskapet, utan är av mer allmängiltig betydelse, eftersom det förekommer hos gamla och unga och hos män och kvinnor. Beröring, närhet och varma och lugna mentala upplevelser kan också påverka oxytocinfrisättningen. På senare år har oxytocinets möjlighet som botemedel vid ångest, oro, stress depression och sociala svårigheter allt mer kommit i förgrunden.
   På senare tid har Kerstin Uvnäs Moberg överfört oxytocinkonceptet från relationer människor emellan till att också innefatta relationer mellan människor och djur. Härmed får den så länge omvittnade positiva effekten på humör och hälsa av att vistas tillsammans med djur eller att ha ett sällskapsdjur en vetenskaplig förklaring.
Jeg læste for nogle år siden om nogle undersøgelser der netop påviste at det at sidde med en rolig, spindende kat i skødet, havde delvis samme effekt på frekvensen af de elektromagnetiske bølger som hjernen udsender, som meditation: forstærkede alfa- og theta-bølger. 
   Og her synes vi i hvert fald at få en delvis forklaring, nemlig at det at have "kæledyr" og fysisk omgås dem, forhøjer oxytocin-hormonet i blodet. Og som Fister her er et tydeligt bevis på - effekten går begge veje:


Jeg får også en association til den adfærdsændring hos læger jeg har oplevet er foregået gennem årene siden jeg var barn: De trykker og føler mindre og mindre på deres patienter.
   Jeg har i årenes løb gået til læge 'on and of' for forskellige fysiske skavanker og symptomer. Og mens jeg husker at blive trykket på og blive befølt med hænderne af de læger jeg konsulterede i min ungdom, så gør de det stort set ikke mere selv om mine besøg er blevet hyppigere i takt med alderens skavanker bliver flere. Lægerne ser på måle-resultater af blodprøver og på røntgenbilleder - men der er undeskud på berøringskontoen når det drejer sig om dette at trykke på hud og knogler og mærke efter når man fortæller om et symptom.
   Hvis min personlige iagttagelse er rigtig og gælder generelt, så betyder det at de positive fysiologiske og mentale effekter af den oxycytocin som udløses ved lægens berøring af patientens hud, er blevet kraftig reduceret.
   Og hvis du læser videre, kan du se at der faktisk er videnskabeligt belæg for at den udvikling kan være stærkt kontraproduktivt både set fra  læges og patientens sygdom.

En dansk hjemmeside sammenfatter Mobergs forskningsresultater på den her måde:
Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.
   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.
   Ved berøring og nærvær dannes oxytocin i hjernen i hypothalamus (det center der også regulerer stress og antistress). Hormonet frigøres herefter til blodbanerne. Her påvirker oxytocin vores centrale nervesystem, så vi spænder af og får ro. Det vil sige, vi stresser af. Mængden af kortisol i blodet halveres, puls og blodtryk daler og du føler ro velvære og varme. Selv om mængden af oxytocin i blodet halveres efter blot nogle få minutter, så får vi glæde af det i lang tid, da den resterende mængde bliver længe i kroppen.
Hvad sker der derefter rundt omkring i kroppens forskellige dele og funktioner rent fysiologisk?
  • Blodtrykket daler 
  • Pulsen daler 
  • Smertetærsklen øges 
  • Blodets indhold af stresshormonet kortisol halveres
  • Optagelsen af næringsstoffer fra kosten forbedres 
  • Fordøjelsen fremmes 
  • Sårhelingstiden halveres 
  • Immunforsvaret styrkes 
  • Kolesteroltallet bliver sundere 
Og de følelsesmæssige effekter er forklaringen på at nogle også taler om oxcytosin som "lykkehormonet":
  • Angst og bekymring dæmpes 
  • Aggressivitet og vrede dæmpes 
  • Man blive roligere og mere afslappet 
  • Man føler øget velvære og glæde 
  • Kreativiteten stimuleres 
  • Man oplever sig elsket og ønsket
  • Man oplever øget ømhed og hengivenhed for andre
I forlængelse af min konstatering af at læger fysisk berører deres patienters krop og hud mindre og mindre under konsultationer, så tror jeg at det her hormon også kan forklare hvorfor fysisk alternativ behandling i form af af forskellige slags massage, healing gennem håndspålæggelse, zoneterapi, craniosacral terapi m.fl. er er blevet mere og mere udbredt og populært gennem årene. I de senere år er udvikllingen også blevet sammenfattet under navnet 'wellness'.
   Og så kommer jeg også til at tænke på min kreative frisør. Sammen med min foddame er han et af de få mennesker der jævnligt får lov til at røre ved mig. Og jeg nyder det.
   Og går jeg gennem Algade i min provinsby så vrimler det med frisører og fodterapeuter. De oplever tilsyneladende ikke nogen krise, og lever alle af at de fleste af os måske er i underskud af oxytocin.
 
Jeg har i mange tidligere indlæg beskrevet hvordan endorfin- og dopaminproduktion er en vigtig del af hjernens såkaldte belønningssystem, og en vigtig del at forklaringen på at den særlige kreative lykketilstand som kaldes 'flow', og som fx kan opleves når man skriver - eller løber - eller opfører sig uselvisk: 'writers high', 'runners high', 'helpers high'.

Spørgsmålet er om der er en sammenhæng mellem dette belønningssystems dopaminproduktion (en såkaldt neurotransmitter der virker som et naturligt narkotisk stof) og så hormonet oxytocin. 
   Og det er der, her forklaret af en forsker, doktor Jerry Long:
We know that dopamine is involved in reward and reinforcement, and we know that the dopamine system is activated during social interactions or mating. We also know that the dopamine system is interacting with the oxytocin system to promote the pair bond formation. So for example if you block dopamine, a female will not bond with a male or a male will not bond with a female. Simply by blocking that dopamine input, even oxytocin can’t stimulate the bond; blocking oxytocin receptors will also block the bond formation. Even dopamine can’t stimulate the bond. But if you have both acting at the same time to sort of activate the social aspects and the reward aspects, then it comes together to form a bond which is a preference to interact with another individual.
En af mine helte og forbilleder udi formidlingen af interessant, ny forskning, Lone Frank, har også skrevet om oxytocin. I en rubrik til en artikel i Weekendavisen helt tilbage i 2008, den 6. juni, kalder hun det:
Kælekemikaliet
LoneFrank indleder artiklen sådan her:
Der er formentlig ingen enkel formel for kærlighed, tillid og generøsitet, men hvis der var, ville den lyde noget i retning af C43H66N12O12S2. Det lille hormon, oxytocin, flyder tilsyneladende overalt, hvor mennesker føler sig forbundne med hinanden. Det får mænd og kvinder til at danne par, det gør forældre tilbøjelige til at tage sig af deres børn, og det hjælper os til at stole på fremmede mennesker.
   ”Det er samfundets lim, så simpelt og dog så fundamentalt”, sagde den amerikanske neuroforsker Paul Zak i sidste uges New Scientist. Lidt mere poppede formidlere har igennem tiden kaldt oxytocin for ”kærlighedseleksir” og ”kælekemikalier”. Senest, i anledning af at stoffet nu bliver afprøvet til behandling af angstlidelser og fobier har en særligt entusiastisk forsker udnævnt det til ”social viagra”.
   I det hele taget har oxytocin indtaget en position blandt hjerneforskningens varmeste emner.. Forskerne taler om, at dets overordnede rolle i hjernen, er at koble social kontakt med velvære, og dette ry har efterhånden bredt sig til gadeplan. Som den amerikanske forfatter Susan Kuchinska i sidste uge konstaterede på sin særlige oxytocinblog: ”folk vil bare rigtig rigtig gerne have fingrene i det her stof”.
En af de mange forskningsresultater som Lone Frank refererer i artiklen, er at oxytocin ikke bare udløses ved positive fysiske sansninger som kys, kæl og kram, sex og massage, men også når vi erindrer og genkalder os den slags positive oplevelser.
   Mekanismen fungerer altså på samme måde som spejlneuroner der aktiveres både når vi selv udfører en handling, når vi ser en anden udføre den samme handling - og også når vi tænker på eller forestiller os handlingen udført. 
   Man har brugt disse spejlneuroners måde at fungerer på som en af de neurologisk mekanismer bag menneskelig empati og indlevelse. Og herunder til at forklare hvordan identifikation og indlevelse hos et filmpublikum med karaktererne på lærredet neurologisk set kommer i stand.
   Det er derfor naturligt at spørge om det at se en rørende/bevægende film også udløser hormondet oxytocin. 
   Selvsamme Poul Zak som omtales i citatet ovenfor, har også lavet forsøg der viser det - eller rettere en af hans studerende:
To see if movies cause our brains to release oxytocin, my graduate student Jorge Barraza designed an experiment where participants watched a video from St. Jude Children's Hospital in Memphis, Tennessee. One group saw a part in which a father discusses his four year-old son Ben's terminal brain cancer. The other half watched as Ben and his father spend a day at the zoo. You can see the video here (kan ikke ses mere)
    Yes, it is really emotional. OK, take a short break to recover.
    In research that will soon appear in the Annals of the New York Academy of Sciences, those who saw the highly emotional part of the video had a 47% increase in oxytocin as measured in blood. Controlling for distress (which was associated with elevated stress hormones), empathy was highly correlated with the spike in oxytocin. This is the first evidence for the speculation, often from my mouth, that oxytocin is a physiologic signature for empathy.
Jeg søger videre på nettet: Om der er en sammenhæng mellem de to biologiske forklaringer på empati: spejlneuronerne og oxyctocin. Og finder en videnskabelig artikel fra 2010 med den let tilgængelige titel:
Intranasal oxytocin modulates EEG mu/alpha and beta rhythms during perception of biological motion. 
Artiklens 'abstract' slutter med følgende citat der faktisk kobler alfabølger, spejlneuroner og krammehormonet oxycotin (her forkortet OT) sammen i et eksperimentelt design:
These results are a first step linking OT to the modulation of EEG rhythms in humans, suggesting that OT may have a role in allocating cortical resources to social tasks partly mediated by mirror neuron activity.
Her er et link til en artikel fra magasinet "The Atlantic" om en anden forsker, psykologen Barbara Fredrickson, som i sin nye bog Love 2.0: How Our Supreme Emotion Affects Everything We Feel, Think, Do, and Become, fortæller om eksperimenter som viser samspillet mellem spejlneuroner og oxytocin-hormonet i forbindelse med mellemmenneskelig 'kærlighed', et forhold som hun karakteriser er som "micro-moment of positivity resonance":
Like all emotions, love has a biochemical and physiological component. But unlike some of the other positive emotions, like joy or happiness, love cannot be kindled individually—it only exists in the physical connection between two people. Specifically, there are three players in the biological love system—mirror neurons, oxytocin, and vagal tone. Each involves connection and each contributes to those micro-moment of positivity resonance that Fredrickson calls love.
Da jeg begyndte det her indlæg ville jeg bare have lidt mere kød på Wikipedias artikel om oxytocin-hormonet som udløses ved helende og helbredende meditationsmusik.  
   Men det førte vidt omkring, jeg kom i en tilstand af 'researchflow' - 'researchers high' - og sluttede altså med indblik i  berøringernes kærlighedens underliggende neurofysiologisk maskineri.
   Lidt sjovt!

lørdag den 15. juni 2013

Hvorfor virker offerjournalistikken altid - når den ellers gang på gang bliver kritiseret for at være for letkøbt?

Det synes at være en universel egenskab ved fiktionshistorier som fanger og fascinerer, at hovedpersonen i begyndelsen af historien skal være helt "nede", have mistet alt, sidde i problemer til halsen, være ene og forladt, etc. 
   I gamle dage da vi var nogle stykker der underviste på dramaturgikurser i Danmarks Radio, var vi enige om en pædagogisk metafor til at beskrive hvad det hele grundliggende drejede sig om for at skabe identifikation med hovedkarakteren: Han eller hun skulle fra starten så vidt muligt sættes i en 0,01-udgangsposition, og ved historiens slutning - i klimaks - skulle han eller hun udfolde sig i en 99,99-slutposition: død eller levende!

Grundlæggende vidste vi jo ikke hvad vi talte om. For mens det statistisk sikkert var og er rigtigt at de fleste historier - fra myter, eventyr og sagn, over romaner, dramaer til Hollywood-blockbusters - er  indrettet på den måde når det gælder hovepersonens udvikling, så vidste vi ikke hvorfor det virkede - og altså: hvorfor det var sandt. 
   Man kan sige at udviklingsformlen 0,01 -> 99,9 havde karakter af en dramaturgisk tommelfingerregel - dog med en del undtagelser, praktiseret af de store kunstnere.
   Men altså netop: 'tommelfingerregel'.
   Og man kunne hævde at når publikum følte sådan, så var det fordi det var de blevet opdraget til ved at læse, se eller høre historier som byggede på den konstruktion - (en konstruktion som indfanges af aktantmodellen hvor et subjekt stræber efter et objekt en stræben der bliver til en historie fordi den møder modstand - jo større, jo mere spændende historie).
   Det nemme svar!

Men Weekendavisens tillæg "Ideer" har en lille kort notits med rubrikken "Bekymrede babyer" som fortæller at dette at vi næsten altid holder med den "lille" og "svage" - og har empati og mobiliserer identifikation med 'the underdog', at det er noget medfødt.
   Undersøgelsen blev foretaget med 10 drenge og 10 piger i ti-månedersalderen:
Hver baby sad på skødet af en af deres forældre i et mørkt rum, hvor de blev præsenteret for geometriske figurer i en tegnefilm. På filmen observerede de en blå bold, der ad flere omgange stødte ind i en ful firkant. Efterfølgende rakte størstedelen af babyerne ud efter den gule firkant eller 'offeret'. Da forsøgene blev vendt om , og figurernes roller blev byttet rundt, nåede man samme resultat. Igen rakte babyerne ud efter offeret (nu den blå bold) og udviste dermed en præference for dette objekt.
I de engelsksprogede referater af eksperimentet kaldes den 'angribende' figur "aggressor", og undersøgelsens leder Yasuhiro Kanakogi fra Kyoto-universitete sammenfatter ifølge artiklen resultaterne således:
Their interpretation of the results of the experiment is that the infants evaluate the roles of victims and aggressors through the interaction, and that they are also capable of showing empathy and “rudimentary sympathy” towards the one in distress. “This simple preference may function as a foundation for full-fledged sympathetic behavior later on,” the study concluded.
Der er to ting at bemærke i forhold til læresætningerne i dramaturgi. 
   For det første behøver figurer åbenbart ikke at have nogen som helst lighed med mennesker eller dyr at gøre, for at vi mennesker meget tidligt "personificerer" dem når de bevæger sig i et rum relativt til hinanden - og altså ser dem som agenter med bevidsthed og intentioner: her "offer og angriber". 
   Det vil sige at den form for synæstesi som jeg tidligere har beskrevet - objekt-personifikation-synæstesi - i hvert fald hos små børn er særdeles udbredt.
    Og evnen til automatkobling mellem forskellige hjernemodulers aktiviteter som kencdetegner de forskellige former for synæstesi, bliver så for de fleste mennesker delvist begrænset og inddæmmet efterhånder som man udvikler sprog og bevidsthed.

For det andet forklarer det jo den dramaturgiske grundmekanisme som enhver forfatter/fortæller/instruktør går ud fra virker når de fortæller historier: Jo elendigere Askepot har det fra starten, jo ondere hendes stedmoder og -søstre er, jo mere engagerer vi os som publikum i historien om at Askepot alligevel, ved hjælp af femoderens magi og egen optimisme, får prinsen og kongeriget til sidst. 
   Og derfor ved enhver journalist også at det er god journalistisk retorik og dramaturgi at finde 'en case' fra virkelighedens verden der illustrerer systemets ondskab og manglende menneskelighed når der skal skrives historier med kritik af systemet.

Det kan man så også godt blive træt af: denne udbredte 'offerjournalistik'.
   Det er tit for billigt og letkøbt, kan man synes - netop fordi vi godt ved at empatien og identifikationen med offeret er en nærmest instinktiv automatreaktion hos publikum.
   En typisk 'thinking fast'-reaktion! - tænker jeg.
   Se tidligere indlæg om Daniel Kahnemans bog 'Thinking, Fast and Slow'.

lørdag den 21. april 2012

Noget om den dramaturgiske treenighed - information, identifikation, fascination

Forleden hørte jeg en mediemand - journalist - bruge remsen ...
INFORMATION, IDENTIFIKATION, FASCINATION
... til at beskrive hvad han mente det var journalistiskkens mål at levere til læserne. Jeg spidsede ører. Jeg kendte ham ikke og har ikke haft ham på kursus, så vidt jeg husker.
   Men remsen kendte jeg. For den har jeg selv opfundet. Sådan cirka omkring 1990. Kort tid efter min bog om medieblandingsgenrerne - særligt film og tv - udkom: "Faktion som udtryksmiddel". 

I de bøger og artikler jeg har skrevet om dramaturgi siden da, og på alle de dramaturgikurser jeg har undervist, har remsen indgået som en central del af definitionen på dramaturgi. Her er den sidste version fra det Power TV-kursus jeg og en kær kollega holdt i Norge her i foråret:
Dramaturgi er læren om og principperne for hvordan man skaber indlevelse og spænding, oplevelse og fremdrift gennem historier fortalt i lyd og levende biller.
   De dramaturgiske principper er en slags ”grammatik” for hvordan man mest effektivt kombinerer…
- INFORMATION,
- IDENTIFIKATION og
- FASCINATION
… så den samlede fortælling fænger, fanger og fastholder publikum i en opslugende oplevelse fra start til slut.
   Det drejer sig om med brug af alle indholds-, form- og udtryksmidler at få publikum i en mental og neurologisk tilstand af FLOW.
Fra kurser, bøger og skriverier har den treledede remse, sivet ind i mediemiljøerne og -uddannelserne, og er blevet en næsen lige så automatisk del af automat-tænkningen som "Hey, You, See, So" eller "Show, don´t tell". 

Historien beg ovenstående definition med brug af de de tre begreber, er at det er en pædagogisk forenkling af noget jeg også har produceret, nemlig af en del af den grafiske model jeg opstillede i bogen "Faktion som udtryksmiddel", hvor jeg skrev at modtageprocessen hos publikum analytisk kunne deles i:  på den ene side 3 slags "identifikation": 
  • drømmeidentifikaton (primær)
  • jeg-identifikation (sekundær)
  • autoritetsidentifikation (tertiær) 
Og på den anden side tre typer "effekter":
  • imaginationseffekter
  • realitetseffekter
  • sandhedseffekter
Jeg er faktisk med mellemrum af fagligt respekterede og kvalificerede folk blevet rost for disse distinktioner på modtagersiden i modellen. De var den gang inspireret af et mix af mange forskellige kilder fra forskellige teoretiske retninger med meget forskellig terminologi (hvad man kan læse sig til i faktionsbogen s.160 ff), og jeg gjorde mig stor umage med at forklare hvad der lå i dem af analytiske indsigter og faglige forudsæntinger.

Identifikationsformerne så jeg som mentale processer hvor sindet blev "trukket ind" og "opslugt" i fortællingen ad tre forskellige veje, mens de tre typer af effekter så jeg som mentale virkninger på sinde når det så at sige trak sig ud af fortællingen til sidst - som de "spor" i sindet som oplevelsen af at være "opslugt", satte sig undervejs og bagefter.
   Problemet var imidlertid at når jeg skulle holde kurser for journalister og tv-producerende mennesker, så var det for indviklet at forklare - og for besværligt at omsætte i  tænkingen om og planlægningen af fx. et manuskript og en produktion.
   Så jeg forenklede de hele til en formular der lød: Når folk ser film, tv, læser aviser og bøger, går på udstillinger, etc. - ja, så efterspørger de et mix af. information, identifikation og fascination. 
   Mixet kan (og bør) variere med målgruppe og segmenter, men i vore dage forventer publikum at få det hele i en dramaturgisk (og retorisk) konstrueret blanding der gør at de hurtigt og nemt kommer i en tilstand af "flow" undervejs. 
    Kommer de ikke det, så er det fordi der er svagheder i konstruktionen som kan henføres til for meget eller for lidt eller forkert information, for svage eller for dårlige muligheder for identifikation, og for svage eller for  dårlige tilbud om fascination. 

Det centrale for mig har altid været "identifikation": indlevelse gennem genkendelse - og en masse indlæg på denne blog har være fokuseret på netop det begreb i mange sammenhænge. Ikke mindst i alle indlæggene om spejlneuroner og default mode netværket. Men også indlæg om erfaringssprog.
   Men her følger den definition af de tre begreber som jeg har brugt i min bog "De levende billeder dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm." 
   Den gode velfungerende dramaturgiske konstruktion i et medieprodukt tilbyder et mix af:
  • information - når det indeholder og udsiger oplysninger, påstande, synspunkter, hypoteser, argumenter og billeder som i sammenhængen kan tilfredsstille publikums videbegær, og som det  derved kan føle sig oplyst af,
  • identifikation - når det , via den fremstillede virkelighed af miljøer, begivenheder, mennesker og sprogbrug, giver publikum mulighed for indlevelse og medleven gennem genkendelse af det de oplever på lærredet eller skærmen (eller i talen eller skriftet)
  • fascination - når det gennem sin historie og måden den er formet og udtrykt på, kan pirre publikums fantasi og lyst og appellere til dets ubevidste drømmeverden - så det stimulerer følelser som angst, spænding og humor.
I et senere indlæg vil jeg prøve at udfolde de to indtil nu  i blogsammenhæng lidt oversete komponenter: information og fascination.

torsdag den 5. april 2012

Når journalister synger i kor - om krisen i journalistikken - og eneren Lars Olsen

Hvorfor løber journalister efter de samme historier og forfølger de samme vinkler, samtidig med at deres professionelle selvforståelse og rolleidealer kræver kreativitet, kritisk sans, rasmus-modsat tænkning, individualisne og stadig nye vinkler? 
   Det spørgsmål stillede mange sig da Fogh-regeringen kom til magten og stort set blev fredet i en årrække. Det spørgsmål stillede man sig da hele pressen løb efter historier om Lone Espersens manglende kvalifikationer som udenrigsminister og partileder. Og ikke mindst det sidste års tid har jeg stillet mig det spørgsmål: en periode hvor den nye S-SF-R-regering stort set ikke har  fundet nåede for det enstemmige kor af politiske journalister i alle medier?

For godt en uge siden læste jeg en kronik i Weekendavisen under rubrikken "Mens vi troede på det liberale tusindårsrige" af Tobias Abell Nielsen og Kasper Vieland Nielsen. En passage gav mig en aha-oplevelse: Jamen det ligner jo "journalisternes verden!"
   Kronikken handler om den økonomiske kris og prøver at forholde sig til spørgsmålet: Hvorfor var der ingen økonomer der "så den komme"? 
   Spørgsmålet blev stillet af Dronning Elisabeth til en stor forsamling af økonomer. De kunne ikke umiddelbart svare, men senere leverede London School of Economics et skriftligt svar: Der var to sammenhængende forklaringer på hvorfor det gik så galt, skrev de: en systemfejl i det økonomiske system og en psykologisk fejl hos aktørerne.
   Systemfejlen:
"Alle gjorde deres job ordentligt. Ja, i relation til standardmålene for succes gjorde de det rigtig godt. Fejlen var at ingen så, hvordan deres enkelthandlinger tilsammen skabte en række af forbundne ubalancer." (...)
   (...) reelt er det et opgør med forestillingen om markedets ufejlbarlighed, med det økonomisk dogme, hvis blot hver enkelt følger sin egen (egoistiske) interesse, så sørger "den skjulte hånd" for at det bliver til alles bedste.
"Enkelthandlinger der tilsammen skaber en række forbundne ubalancer". Læs det lige igen. Det er vigtigt.
   Kronikken her handler specielt om økonomer, bankfolk og økonomisk ansvarlige politikere. Men da jeg læste det, tænkte jeg at det kunne jo lige så godt være journalister det handlede om. Med små omskrivninger: 
Mens vi troede på det journalistiske tusindårsrige
I relation til standardmålene gør alle journalister det rigtig godt - men de kan ikke se at deres enkelthandlinger skaber en række af forbundne ubalancer. De tror blindt på dogmet om  at blot hver enkelt journalist følger sine egne journalistiske interesser i konkurrence med andre, så sørger "systemet" - "de frie presse" underlagt "markedslogikken" -  for at det bliver til samfundets bedste.
Der er rigtig mange helt almindelig mennesker der ikke tror på det dogme, og som godt kan se at der er en systemfejl. Derfor har pressen og journalister så dårligt et omdømme som de har.
   Den journalistiske konkurrence fører ikke automatisk til diversitet og kreativitet, men tilsyneladende det modsatte: ensartethed og ensporethed: Lemming-effekten eller -defekten er en systemfejl som professionen selv er relativt blind for.
    
Den anden del af forklaringen på at økonomerne og alle deres følgesvende blandt politikere og journalister var blinde for at krisen var under opsejling, var psykologisk:
På overfladen så det godt ud med økonomien, men lige under overfladen stod det dårligt til. Og nå ingen så det, så var det fordi der herskede "en udbredt feel good-følelse understøttet af finanstroldmænd, som lykkedes med at overbevise sig selv og verdens politikere om, at de havde styr på ricisi".
Kan vi også her lave en analogi til journalistikken og pressens verden ved en mild omskrivning? 
    Lad mig prøve:
På overfladen ser det godt ud med journalistikken, men lige under overfladen står det dårligt til. Og når ingen journalister kan se det, så er det fordi der hersker en udbredt feel god-føelse, understøttet af en kreds af magtfulde politiske kommentatorer og orakler som lykkedes med at overbevise sig selv, politikerne og offentligheden om, at de havde styr på udviklingen.
Det gik som smurt! 

Nu har jeg de sidse par dage igen har kastet mig over faglitteraturen inden for den del af den moderne hjerneforskning der prøver at forklare hvordan hjernen fungerer når mennesker identificerer sig med andre. Fænomenet sensomotorisk simulation er nøglen:
   Folk (herunder journalister) identificerer sig med og føler empati for dem hvis adfærd de kan simulere og spejle egne handlinger og følelser i. I min terminologi hedder det "indlevelse gennem genkendelse". Og den forme for empatisk identifikation sker ofte helt automatisk og ubevidst og er lige så automatisk og ubevidst forbundet med en form for feel good-følelser. 
    Og til gengæld: Jo mere man oplever at andre er forskellige fra en selv, jo dårligere går det med simulation og spejling, jo sværere har man ved at føle empati. Og dermed svækkes eller ryger mulighederne for identifikationen med disse andre. 
   I stedet indtræder distanceskabende og fremmedgørende mentale og emotionelle operationer: syndebuk-tænkning.
   
Ligesom de politikere de kommenterer og analyserer, har vor tids journalister økonomisk, socialt, mentalt og kognitivt fjernet sig rigtig langt fra de almindelige mennesker som de i princippet skulle betjene og skrive for og til.
   Det betyder at deres journalistiske praksis ikke er styret af identifikatorisk empati med borgerne - læserne, lytterne, seerne - hvis interesser i sandheden de skulle tjene. Men derimod med andre journalister som de jo umiddelbart og forstår og kan identificerer sig med - hvilket så gør dem blinde for at se systemfejlen. 
    Eller rettere: gør dem blinde for her og nu at se systemfejlen mens den mentale nyhedsmaskine kører og leverer det daglig dopamin-adrenalin-endorfin-nyhedsfix. 
    Mange kan godt se i bakspejlet at det ligner "mobning" eller "offentligt karaktermord" når det store fleretal gennem valg af vinkler og historier - igennem en periode har sunget i enstemmigt kor og selvbevidste spejlet sig i hinandens kritiske tilgang til nogle få "target"-politikere. 

Metaforer som "den rådne banan" eller "udkantsdanmark" er sproglige symptomer på at journalisterne som profession har svært ved at identificere sig med andre mennesker som de ikke kan simulere fordi de ikke kan genkende sig selv i dem og deres virkelighed.

Lars Olsen, tidligere journalist på Politiken, er en af de få meget kreative journalister som på det her område er skarpt seende - og afvigende - og som igennem sin journalistik og sine bøger hele tiden afslører systemets blinde pletter, både det politiske og de journalistiske.
   Han har skrevet den fremragende og velresearchede debabog "Eliternes triumf". Læs den! Få åbnet øjnene! Forstå!

tirsdag den 3. april 2012

Teorier om hhv. ubevidst og bevidst simulation i hjernen - sammen forklarer de "identifikation" når vi ser film som vi oplever og forstår som virkelighed

Som jeg gjorde opmærksom på i mit jubilæumsindlæg, fra den 1. april, så dække det vi kalder identifikation når folk ser film eller læser bøger og artikler, over mindst to processer. En som foregår ubevidst og hvor det er spejlneuronerne og andre automatiske aflæsningsystemer der aktiveres med direkte adgang til de centrer hvorfra vores følelser udspringer i det limbiske system. En andens som er bevidst og som aktiverer og trækker på defaultnetværket.
   Og min banale pointe er så at de naturligvis må arbejde sammen for at give os både en spontan intuitiv automatisk empati-fornemmelse og en mere reflekteret oplevelse af genkendelse og indlevelse når vi fx identificerer os - mere eller mindre - med de mennesker vi ser på filmlærrede eller en tv-skærm.

En undersøgelse som blev lavet af Marco Iacoboni m.fl. (Det er ham som også har skrevet om opdagelsen af spejlnuronerne og deres betydning i bogen 'Mirroring People') er relevant her.
   Mens hjernen blev skannet fik forsøgspersonerne vist små filmstumper med to mennesker i en eller anden form for interaktion:
Taken together, our data may be interpreted as suggesting that the human facility in understanding observed social relationshipsis provided by the combined activity of an action recognition system in the inferior frontal and superior temporal cortices, an anterior STS system that interprets the social significance of actions, and a dorsomedial prefrontal cortex and medial parietalcortex system that analyzes social relationships and considers their implications.
    The dorsomedial prefrontal cortex and medialparietal cortex system for thinking about social relationships is apparently part of the brain’s default state circuitry; it may continuously, often without effort or intention, assess and analyze past, present, or possible future social relationships whenever non-social tasks do not demand full attention. Given the complexity and pervasive importance of social relationships, this ongoing social processing may be crucial to sustaining adaptive social relations.
Ræsonnementet ud fra undersøgelsen er at når man ser andre mennesker i social interaktion - på film eller i virkeligheden, så vil defaultnetværket automatisk og ikke særligt bevidst gå igang med at simulerer hvordan de mennesker på filmen har det med hinanden. Samtidig (så vidt jeg kan læse ud af undersøgelsen) vil spejlneuronsystemet give løbende input til at vi automatisk simulerer deres bevægelser og handlinger - især intentionen med den.
   Og hvorfor skulle det ikke præcis være det dere sker når vi identificerer os med et menneske vi ser handle og forfølge mål i en historie fortalt i levende billeder.

Problemet er at der er to tilsyneladende konkurrerende teorier på banen til at foreklare identifikation med andre mennesker gennem simulation: Den der tager afsæt i spejlneuronerne i præmotorcortex og beslægtede områder af hjernen, og den der tager afsæt i Theory og Mind og den del af hjernen - "the midline structures" - som defaultnetværket omfatter
   
Vor ven V. Ramachandran, ham med 'The Tell-Tale Brain' og neuro-æstetik, har filosoferet over hvordan hjernen har udviklet de mere bevidste former for indadrettet reflekterende simulation som indgår i Thery of Mind-komplekset i defaultnetværket - ud fra spejlneuronernes primære funktion i forskellige andre dele af hjernen som er rettet mod perception af mennesker i omverdenen.
I also speculated that these neurons can not only help simulate other people's behavior but can be turned "inward"—as it were—to create second-order representations or meta-representations of your own earlier brain processes. This could be the neural basis of introspection, and of the reciprocity of self awareness and other awareness. There is obviously a chicken-or-egg question here as to which evolved first, but... The main point is that the two co-evolved, mutually enriching each other to create the mature representation of self that characterizes modern humans."
Det er noget af det samme de to forfatterer, Christian Keysers og Valeria Gazzola, er inde på i deres korte artikel: 'Integrating simulation and Theory of Mind: from self to social cognition':
Investigations of brain substrates for social cognition have polarized in two camps. The simulation camp focuses on so-called shared circuits (SCs) that are involved in one’s own actions, sensations and emotions and in perceiving those of others [1,2]. The theory of mind (ToM) camp emphasizes the role of midline structures in mentalizing about the states of others [3]. 
Efter at have refereret en række centrale artikler og undersøgelser baseret på hjernskanninger konkluderer de at det er muligt at samtænke de to teorier, som de kalder "an embroynic and speculative working hypothesis":
An embryonic and speculative working hypothesis [2] for the link between classical SCs and midline structures, which is inspired by these findings but differs from that in Uddin et al. [5],is shown in Figure 1. While dealing with states of the self, areas of the SCs represent pre-reflective bodily states. If asked to introspect and report these states, subjects additionally activate (v)mPFC structures. When dealing with states of other individuals, activity in SCs might represent the empathic transformation of the bodily states of others into pre-reflective neural representations of similar states of the self. These simulated pre-reflective representations correlate with empathy [6–8] and might provide an intuitive understanding of what goes on in others [2]. If asked to reflect on the states of others, the pathways that are normally used to reflect on the bodily representations of the self are now used on simulated bodily states of others, leading to simulated reflective representations.
   Thus, SCs and midline structures form an integrated system that applies to cases where we perceive the other as similar enough for simulation to be useful [12]. In this view, both SCs and vmPFC reflect simulation, albeit at different levels (pre-reflective versus reflective), rather than radically different processes (SC versus ToM). This route is complemented by a more dorsal, less embodied and more cognitive route that becomes essential when simulations lead to wrong conclusions (e.g. others considered to be dissimilar in this aspect
Her er den grafiske model som de refererer til med "Figure 1.":


Selv om jeg ikke er sikker på at jeg helt forstår modellen, er ideen klar nok, og den korresponderer smukt med V. Ramachandrans overvejelser: Der er to niveauer hvor det ene har udviklet sig oven på det andet - som en form for intern reflekterende simulation med afsæt i det som spejlneuronerne skaber af interne ubevidste emotionelle identifikationsprocesser.

søndag den 1. april 2012

'The Hunger Games' - og "racisistiske" simulationer

En ny amerikansk sience-fiction-action film er blevet en kæmpe succes. Ifølge pålidelige kilder har den været den tredje mest indtjenende film på den første visningsweekend - nogensinde.
   Titlen er 'The Hunger Games' - og af referatet at dømme er plottet et der ligner plot i bøger jeg har læst for efterhånden mange år siden - i den periode af mit liv hvor SF var min altopslugende læse-genre.

the hunger games movie poster 26 tour

Plottet i 'The Hunger Games' har karakter af en slags reality-show hvor udvalgte unge mennesker bliver tvunget ind i et kampspil hvor de skal fighte mod hinanden for at overleve. Og dette spil dækkes så af autoriserede video-optagehold der gør det muligt for et tv-publikum at følge det for de fleste deltagere dødelige udskilsningsløb.
   Wikipedia fortæller om historien:
The story takes place in a post-apocalyptic future in the nation of Panem, which consists of a wealthy capitol surrounded by 12 impoverished districts. As punishment for a past rebellion against the government, the Capitol initiated the Hunger Games—a televised annual event in which one boy and one girl from each of the 12 districts are selected in a lottery as "tributes" and are required to fight to the death in an arena until there is one remaining victor. When the protagonist Katniss Everdeen (Lawrence) hears her younger sister's name called as the female tribute for their district, she volunteers to take her place in order to save her from having to participate. Joined by her district's male tribute Peeta Mellark (Hutcherson), Katniss travels to the Capitol to train for the Hunger Games under the guidance of former victor Haymitch Abernathy (Harrelson), expressing resentment for both the Capitol and its populace for forcing her and her fellow tributes to fight to the death for their own amusement.
Københavns elite der tv-kigger på unge fra Udkantsdanmark. Det ligger ikke så langt fra 'De unge mødre'. Eller 'Gintberg på Kanten'. Eller den stærkt overvurderede serie: 'Blod sved og t-shirts/ris'.

Umiddelbart får jeg også film-associationer til "Gladiator", instrueret af Ridley Scott, eller tv-reality-dokumentarserien "Krigerne" - af Poul Martinsen. Eller for den sags skyld: "Avatar".
   Og ikke mindst associerer jeg plottet til den græske myte om Theseus og tyren Minotauros på Kreta, uhyret som hvert niende år år skulle have udleveret syv unge mænd og syv unge kvinder fra Athen - til fri forlystelse og fortæring.

Filmen 'The Hunger Games' er en adaption af en SF-roman-trilogi med samme titel af forfatterinden Suzanne Collins. Den udkom 2008-2010. Roman-serien blev en bestseller, 1,5 millioner eksemplarer af de første to bind i serien blev der solgt på bare 14 måneder.
  Så mange af filmgængerne har altså utvivlsomt læste bøgerne før de gik ind og så filmen. Ligesom det fx var tilfældet med Harry Potter.
  Og det har givet ballade i den globale offentlighed på nettet. For nogle af de mere fremtrædende karakterer i filmen er spillet af 'sorte' skuespillere - det der på amerikansk benævnes 'african-american', afrikansk-amerikanere.

I romanerne er disse personer af forfatteren Suzanne Collins beskrevet som havende "dark brown skin." Og af et interview hun har givet, fremgår det at det hun har tænkt og ment, netop er 'african-american'.
   På nettet en en lang række (og må man antage: lyshudede) unge amerikanske biografgængere kommet med stærkt racistiske udtryk i deres beklagelser over at filmen viser karakterer hvis farve og race ikke er i overensstemmelse med de forestillinger de mentalt havde simuleret i forbindelse med læsningenn af romanerne. Det gælder karaktererne  "Rue", "Cinna" og "Thresh":

Filmens Rue spillet af Amanda Stenberg
Filmens Cinna spillet af Lenny Kravitz
Filmens Thresh spillet af Dayo Okeniyi

'Simulation' er et begreb som jeg mange gange har omtalt og beskrevet som en af de vigtigste neurologiske mekanismer der udspiller sig i hjernen på folk når de fx læser en roman eller hører en historie fortalt.
    Og slagordet er: "Understanding is simulation". Man forstår og kan identificerer sig med figurer i fiktionen ved mentalt at "gennemspille" det man læser eller hører, på den "indre scene" - som en slags mental "dummy" eller "rehearsel"

Når man simulerer situationer, mennesker og handlinger som et led i at opleve og forstå det læste, så leverer hjernen altså stof til en visuel simulation: Man ser personerne for sig i aktion i forestillede situationer, og disse indre billeder sætter sig i hjernens hukommelsesmoduler som erindringer - præcis som hvis man rent faktisk havde set dem med sine øjne i virkeligheden.
   Og nogle af biografgængerne har altså ikke eller kun dårligt kunnet simulere figurerne i romanserien som "sorte" når de "kun" omtales som "dark brown". Denne diskrepans mellem romansiumulering i erindringen og den de skal gennemføre for at komme i filmens flow, ødelægger delvis oplevelsen af filmen for dem. Og så  bliver de vrede.

Spejlneuronernes aktivering er et vigtigt led i den slags indre mentale simulationer - situationer, mennesker og handlinger der "kører på den indre skærm" under læsningen. Og spejlneuronerne har direkte forbindelse til de centre i hjernen der udløser følelser.
   Og det nogle af de unge biografgængere er vrede over, og som får dem til at udtale sig i racistiske vendinger på nettet, er at de simulerede erindringer de har indlejret i deres episodiske/selvbiografiske hukommelse, ikke stemmer overens med de billeder de nu ser på den ydre skærm - filmlærredet.

Problemet er for dem utvivlsomt reelt nok. Det er simpelt hen vanskeligere at simulere (=identificere sig med) det man ser på filmlærredet når man har visuelt konkrete erindringer godt og grundigt lagret i hjernen som modsiger eller dementerer det.

Det er jo ikke noget usædvanligt eller ukendt fænomen.
   Mange filmtilskuere kan fortælle om tilsvarende skuffelser når de har set en film som er en adaption af en roman de har levet sig ind i og levet med i via simulationsmekanismerne. Fordi den indre film som sidder stærkt forankret i den episodiske hukommelse, dårligt eller slet ikke korresponderer med den ydre som de ser i biografens mørke.

Et berømt og markant eksempel er fra tv-serien Matador. Den stærkt ubehagelige figur lærer Andersen bliver af sin kone Misse låst ude på balkonen til lejligheden. Næste dag findes han død - af kulde. Mange seere klagede ved genudsendelsen over at den scene er klippet ud hvor vi "ser" lærer Andersen igennem altandørend rude stå og gestikulere vredt og skælde ud.
   Scenen har aldrig eksisteret, men Misse genfortæller episoden så levende at tv-seerne har simuleret den visuelt og erindrer simulationen ganske tydeligt.