Thinking Fast and Slow (6) - om usynlige systemårsager og dem der bare kan ses med det blotte øje

Under min søgning på nettet efter indlæg der har med Daniel Kahnemans bog 'Thinking Fast and Slow'   at gøre, stødte jeg på en henvisning til George Lakoff - en anden af den blogs 'helte':

http://www.huffingtonpost.com/george-lakoff/sandy-climate-change_b_2042871.html

Heri skriver Lakoff om den oplevede forskel mellem det han kalder 'direct causation' og  'systemic causation'. Det sidste udtryk er et han har opfundet til lejligheden, fremgår det:

Systemic causation is familiar. Smoking is a systemic cause of lung cancer. HIV is a systemic cause of AIDS. Working in coal mines is a systemic cause of black lung disease. Driving while drunk is a systemic cause of auto accidents. Sex without contraception is a systemic cause of unwanted pregnancies.

   There is a difference between systemic and direct causation. Punching someone in the nose is direct causation. Throwing a rock through a window is direct causation. Picking up a glass of water and taking a drink is direct causation. Slicing bread is direct causation. Stealing your wallet is direct causation. Any application of force to something or someone that always produces an immediate change to that thing or person is direct causation. When causation is direct, the word cause is unproblematic.

   Systemic causation, because it is less obvious, is more important to understand. A systemic cause may be one of a number of multiple causes. It may require some special conditions. It may be indirect, working through a network of more direct causes. It may be probabilistic, occurring with a significantly high probability. It may require a feedback mechanism. In general, causation in ecosystems, biological systems, economic systems, and social systems tends not to be direct, but is no less causal. And because it is not direct causation, it requires all the greater attention if it is to be understood and its negative effects controlled.

   Above all, it requires a name: systemic causation.

Det er klart det er en skelnen som må interessere enhver journalist. Og det burde indgå som en del af det faste pensum på journalistuddannelserne. Ligesom fænomenerne 'framing' og 'priming.'
   Skyldes oversvømmelserne efter skybrud i sommers et særligt kraftigt lavtryk - eller skyldes det klimaforandringerne? Skyldes Dansk Banks katastrofale situation for et par år siden, en inkompetent og grådig bankledelse - eller skyldes det den økonomiske krise?

 

Systemkritik er meget sværere at researche sig frem til gennem journalistisk gravearbejde (undersøgende journalstik) end kritik der fokuserer og vinkler på hvad en person eller en institution har gjort som er klart umoralsk eller direkte kriminelt (exempler: Brixtofte, Strube)

   Ved direkte årsagsforklaringer for dårligdomme og elendighed er der tale om et i princippet individuelt ansvar knytte til konkrete handlinger eller undladelse af handlinger, mens problemet ved systemkritiske årsagsforklaringer er at ansvaret er kollektivt, uigennsmsigtigt og statistisk begrundet - og ingen konkret og overskuelige handlinger kan synliggøres og udstilles ('visual proof'). Til gængæld scorer den slags årsagforklaringer højt på væsentlighed og langsigtet perspektiv.

I Kahnemans optik er 'direct causation' noget som System 1 hurtigt, umiddelbart og intuitivt kan forstå og forholde sig vurderende og (be) dømmende til. Hvorimod 'indirect causation' er noget der kun kan begribes gennem den langsomme, bevidste og besværlige System 2-tænkning og kræver indsamling af data, teorier og analyser.

'Direct causation' er let at fordøje og journalistisk formidle - og forbindes med det jeg med Kahneman i et foregående indlæg karakteriserede som 'kognitiv lethed' - 'cognitive ease'.

   'Systemic causation' er meget sværere at kapere for menigmand og er også svært at formidle journalistisk.

Kahneman udtrykker det sådan i forbindelse med beskrivelsen af commonsens-tolkninger af sandsynligheder:

The associative mashinery seeks causes. The difficulty we have with statistical  regularities is that they call for a different approach. Instead of focusing on how the event at hand came to be, the statistical view relates it to what could have happend instead. Nothing in particular caused it to be what it is - chance selected i from among its alternatives.

Kahneman taler om vores 'causal intuition' som indebærer at vi - altså System 1 - helt automatisk og ureflekteret tilskriver og forventer direkte årsager i en masse situationer hvor de ikke findes:

The prominence of causal intuition is a recurrent theme in this book because people are prone to applay causal thinking iappropirately, to situations that require statistical reasoning. Statistical thinking derives conclusions about individual cases from properties of categories and ensambles. Unfortunately System 1 does not have the cabability for this mode of reasoning; System 2 can learn to think statistically, but few people receive the necassary  training.

Til de grupper der i vidt omfang mangler den nødvendige træning i at tænke og ræssonere på statistisk sundt grundlag, hører - desværre -  også journalister. Jeg har i tidilgere indlæg i serien om 'Thinking Fast and Slow' analyseret nogle få eksempler til illustration.

Når jeg læser George Lakoffs fremhævelse af forskellen mellem de to former for årsagsforklaringer, så minder det mig i øvrigt om at for en journalist er det næsten umuligt at se sig selv og sit eget journalistiske virke som en del af et "system" der faktisk kan gøre skade, selv om den enkelt journalist bare passer sit arbejde og lever op til de professionelle normer og idealer - i sandhedens og demokratiets tjeneste.

På den måde adskiller journalisters selvforståelse sig ikke fra landmænds, der heller ikke kan se deres individuelle bedrift som en del af et system og en professionskultur som samlet er med til at ødelægge miljøet. 

Jeg skrev for ti år siden en kronik der blandt andet diskuterede forholdet mellem personafslørende og systemafslørende undersøgende journalistik. Den kan have en vis historisk interesse i denne sammenhæng.

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE28712/journalist-vs-journalist/

'Thinking Fast and Slow' (5) - og Clement Kjersgaards 10 principper for en bedre journalistik

Hvis du er ny læser af indlæg på denne blog, så kommer her en slags programerklæring - trofaste læsere kan springe den over:

Den her blog har som gennemgående tema: kreativitet. Og med undertemaer som: den særligt kreative personlighed, den kreative hjerne, kreativitetens psykologi, kreativ tænkning, kreativ intuition,  kreative kunstnere og deres værker, kreativt sprog, kreativt tv og film, kreativ journalistik, kreativ arkitektur - og alt hvad disse undertemaer i øvrigt kan trække med sig af ny og overraskende indsigt.

   Jeg forfølger specielt fænomener og personer hvor det giver mening at tale om "blending" - dette at noget nyt opstår ved at ellers adskilte og afgrænsede konceptuelle rum fusionerer, og dette "output" gør brug af - integrerer og komprimerer - ideer, indholds- og formelementer fra begge de to (eller flere)  "input-rum". 

Jeg er igang med - kapitel for kapitel - at læse bogen 'Thinking Fast and Slow' af nobelprismodtageren Daniel Kahneman. Og det er sådan, at når man læser en god bog der giver ny indsigt, så dukker der hele tiden eksempler op fra den aktuelle virkelighed som får ny og dybere mening gennem den optik som bogen leverer.

   Som nu fx Clement Kjersgaard der igår i Politiken udkom med en kronik under rubrikken:

Ti principper for en bedre journalistik

Clement Kjersgaard hører i udtalt grad til den type personligheder som jeg her på bloggen - og med Mihaly Csikszentmihalyi som (inspirations)kilde - har beskrevet som 'den særligt kreative personlighed'. Han er et multitalent - flere personligheder i en - en urolig sjæl med lyst til alt muligt - bare det har "projektform".

   Han fortæller om sin barndom og skoletid til en portrætartikel i B.T den 23. april i år:

Projekter kendetegnede mit barndomshjem
   Det kendetegnede min far. Det kendetegner min mor, der har arbejdet som lærer og illustrator. Det var i den grad ikke et ni-til-fire liv. Min far var fuld tid i Den Gamle By om dagen. Og så gik han i gang igen med projekter fra kl. 20 indtil to om natten.
   Dér blev det også en helt central del af mine værdier, at man selv skal lave tingene. Man kan ikke låne. Det er nok endnu mere udpræget hos mig, og derfor har jeg altid haft ekstremt meget fokus på selvstændighed.
   Jeg har altid lavet projekter. Jeg begyndte at lave Århus Børneradio, da jeg var 10-11 år. Årene før forberedte jeg mig så at sige på det. Jeg ville rigtig gerne være forretningsdrivende. Det er RÆSON (ambitiøst magasin om dansk og international politik, som Clement er udgiver af, red.) et forsøg på.
   I selve skolen oplevede jeg ikke, at jeg stak ud. Mit billede af skolen var, at vi hele vejen fra 1. til 9. klasse var to drengegrupper: Dem der spillede fodbold, og dem - fire-fem stykker - der tegnede. Jeg hørte til den sidste. Der var én, der var den bedste til at tegne, og det var ikke mig.
Men det, der har kendetegnet mig lige siden 5. klasse, var, at jeg lavede mine egne ting. Radio og før det skoleblad.
   Når jeg lavede radio, så deponerede jeg så stor en del af min personlighed og mit fokus dér, at jeg tror det satte mig i stand til at tage skolen mere afslappet.
   Jeg duer ikke til institutioner og hierarkier og fandt ud af at dyrke friheden ved siden af. Der blev to søjler i mit liv.

Som tv-studievært er Clement Kjersgaard berømt og berygtet for at være både hurtigt tænkende og hurtigt snakkende, og ikke mindst som en der kan stille kritiske og provokerende - og tit uforudsigelige - spørgsmål. 

   Typisk altså en personlighed som kan provokere både medvirkende og seere til at skifte fra System 1- til System 2-tænkning. Eller til at stå af - i irritation over hans ind imellem stærkt selviscenesættende fremtræden. Og afbrydelser!

    Hvis seerne ønsker 'cognitive ease' som defineret og beskrevet af Daniel Kahneman i bogen 'Thinking Fast and Slow', så får de det ikke i de udsendelser han står for.

Jeg er særligt optaget af hans kronik fordi jeg for godt 14 år siden, kort tid efter jeg bar blevet professor i journalistik ved den nyetablerede journalistuddannelse i Odens, selv fik offentliggjort en kronik i Politiken under rubrikken: "Journalistikkens Uvæsen".

   I den kronik opsummerede jeg i 12 'påstande' de kritiske anklager mod 'journalistikken' jeg over en periode på godt halvt år havde registreret i medierne. Det var en slags indirekte programerklæring for hvad jeg synes den nye journalistuddannelse skulle forholde sig konstruktivt til - gennem det bidrag de nye universitets-journalist-studerende skulle levere til virkeligheden når du blev færdige.

Clement Kjersgaard har en mere positiv tilgang. Hans principper er udformet - ikke som kritiske påstande - men som anbefalinger. Og for hver anbefaling følger så en længere eller korte begrundelse.

   Jeg citerer her Clements 10 anbefalinger:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

På mange måder er anbefalingerne udtryk for System 2-tænkning når den er bedst. De er nemlig rigtig besværlige ved at være rettet i to retninger i et og samme hug. Dels en ambition om at genoplive gamle traditionelle journalistiske dyder, og dels en understregning af at krisen i de traditionelle (mest skrevne) kvalitetsmedier indebærer et krav om form- og udtryksmæssig fornyelse hvis de skal overleve. 

Flere af anbefalingerne siger sig selv. Men et par stykker har jeg lyst til at belyse nærmere gennem ideerne i 'Thinking Fast and Slow'.

   Under uddybningen af "10. BRUG HISTORIEN" skriver Clement at dybdeborende og researchtung journalistik kommer til fremstå "gammeldags og utidssvarende ..."

... ene og alene fordi den nye medieverden med Ekstrabladets halvgamle slogan har deadline hvert femte minut og derfor hele tiden sliber forudsætningerne ned til det der er sket de sidste halve døgn.

Oversat til Daniel Kahneman: Princippet for den lynhurtige og automatiske System 1-tænknig 'What You See Is All There Is' bliver et stadig mere tvingende vilkår både for de journalister der arbejde på - og for "brugerne" af - de nye medier. 

   Det nødvendiggør "cognitiv ease" i mere og mere af den journalistik der produceres, og giver optimale oprationsvilkår for de to mentale intuitive hjernefunktioner: 'associationsmaskinen' og 'jump to conclusions-maskinen'. 

   Også kommentarfunktionerne i de sociale medier og på journalistiske hjemmesider inviterer til spontane System 1-automatreaktioner fra publikum - ikke til debat og refleksion i System 2-tænkningens mentale og kognitive regi. 

   Hvis man sammenligner med det gammeldags læserbrev eller debatindlæg, så er det nu sådan at der for hele befolkningen ikke er nogen afstand mellem de tanker og ord - styret af følelser - som et medieinput umiddelbart afføder og til den handling det er at skrive dem ind i kommentarboksen på Fcebook eller mediets hjemmeside. 

Under anbefaling 9: "KEND RUTINEN, så du kan undgå den." skriver Clement Kjersgaard:

En 'rutine er magtfuld, ikke alene fordi den er en vane, men fordi den fungerer: artikler (tv-indslag, radioindslag, you name it) er så ens, fordi de skabeloner, de anvender, er omkostningsbesparende og effektive. At kunne gøre sig fri af rutinen kræver forberedelse. At forblive fri af rutinen kræver en vedholdende disciplin.

Man kan - ikke overraskende - konstatere at Clement er en System 2-tænkningens talsmand. Som stort set alle særligt kreative mennesker er det. 

Kahneman fremhæver netop som et af de helt afgørende kendetegn ved System 1-tænkning at den er effektiv og omkostningsbesparende, og at System 2-tænkning kræver tid (= forberedelse), men at problemet er at System 2 er "dovent" og ikke meget for "vedholdende disciplin".

   Paradokset for mig er så, at det altafgørende mål for journlistuddannelserne i Danmark, med en praktiktid på et til halvandet år oven i, i den grad er at skole de studerende til System 1-tænkning og System 1-handling i "døgnets rejsestald". Og at mange journalist-studerende faktisk klager over at al den universitære teori-undervisning de får, ikke er relevant for eller hænger særlig godt sammen med praksis. 

Systen 2-tænkning forudsætter viden, og kræver at viden erstatter den professionelle journalistiske intuitions frames og erfaringsbaserede tommelfingerregler. Clement Kjersgaard skriver i forbindelse med punkt 2 "DET VIGTIGSTE er viden":

Når den er ringest, betragter journalistikken instinktivt viden som sin fjende nr. 1 og ser kendsgerninger som i bedste fald irritationsfremkaldende (...). Men den eneste journalistik, der har en fremtid, bygger på research. Jo mere research, jo bedre journalistik. For når teknologien er i brugernes hænder, er researchen det eneste journalisterne har tilbage. Viden er ikke en del af produktet, viden er produktet.

Jeg kan ikke være mere enig. 

   

Selv har jeg i mange år advokeret for at 'undersøgende journalistik' ikke kun skulle være noget de journaliststuderende lærte gennem træning i praksis med opgaver i såkaldt reseachtung produktion, men ved at de samtidig fik en mere teoretisk og perspektiverende viden om dette specielle journalistiske paradigme. Så de altså fik System 2-viden til at reflektere over deres egen praksis (og korrigere den) - en slags journalistisk viden(skab)steori. 

   Et forsøg på at skitsere  en sådan findes i min "Introduktion til undersøgende journalistik", som vist endnu kan fås i RUC´s boghandel.

De nye universitærer journalistuddannelser har i princippet en målsætning om at gå på to ben: De studerende skal dels lære, dvs. mentalt og praktisk internalisere, den journalistiske arbejdsproces så de kan levere "nyhedsvaren" i et opskruet produktionstempo ude på de digitale arbejdspladser. Dels skal de som alle andre universitetstuderende have indpodet noget teoretisk funderet forskningsbaseret viden om samfundet, kulturen, institutionerne, historien.

   Problemet som mig bekendt ingen journalistuddannelser herhjemme har løst, er at få teoretisk funderet viden som grundlag for System 2-tænkning, til at arbejde sammen - blende - med den erfaringsbaserede praktiske System 1-tænkning. Og næsten fra udannelsernes start har studerende klaget over at de to dele (og underviserne) ikke arbejdede sammen.

   Hvis de skal komme til det, er det første skridt at man på uddannelserne har viden om og indsigt i forskelle, konflikter og samarbejdsmuligheder mellem de to former for mentale operationer. Og den indsigt kan Kahnemans bog, begrebsdannelser og den bagvedliggende forskning i høj grad bidrage til. 

For en ordens skyld skal jeg lige citere de 12 punkter fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" hvor jeg i rubrikform sammenfattede de  kritikpunkter som på det tidspunkt (1998)  var fremme i offentligheden, og som faktisk var baggrunden for at politikerne oprettede de to nye universitetsfunderede journalistuddannelser på hhv. SDU og RUC:  

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.

5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.

6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.

7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.

8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.

9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.

10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.

12. Journalistikken truer demokratiet.

For at understrege at disse påstande ikke var udtryk for min personlige opfattelse - og baseret på videnskabelig undersøgelser - men en registrering af kritik fremført i medierne af både eksperter, politikere og menigmand, fortsætter jeg efter uddybning af hvert af de 12 punkter, således:

En grusom salve, javel! Samlet lægger de 12 påstande en skarp kritisk vinkel på funktionen, kvaliteten og troværdigheden af journalisternes arbejde i dagens Danmark. De tegner et billede af en profession i krise, af professionelle normer i opløsning, og af en samfundsmæssig rolle i skred. Alle påstandene kan diskuteres - især hvor alvorlige og udbredte problemerne er. Og ingen af påstandene er nye hver for sig. Det nye er, at kritikken er så vedholdende, og at den også kommer fra professionens egne rækker både menige og chefer.

De 12 kritikpunkter er fra før digitaliseringen for alvor var blevet et eksistentielt vilkår for journalistikken, men ser man på Clements 10 punkter, så må man vel konstaterer at nissen er flyttet med - også i den grad.

Orker man at læse mere, så kan jeg anbefale lidt af en kreativ øjeåbner, skrevet af en ikke-journalist, Hans Jørgen Wiberg, under rubrikken "Papiraviserne truer demokratiet":

http://elektronista.dk/lyt/papiraviserne-truer-demokratiet/

'Thinking Fast and Slow' (3) - lemmingeeffekt og selvsving - om betydningen af 'kognitiv lethed' for journalistikken

Journalistik lever af at fortælle nyt der også er sandt. Og et af de vigtigste positive nyhedskriterier er at kunne bringe væsentlige solohistorier.  

   Idealet for en journalist og en redaktion er at skille sig ud fra mængden, gøre en forskel, og være original og selvstændig i sin dækning af virkeligheden, og formidle sine historier på en måde der overrasker og er anderledes.    

   Journalistikken og professionen er underlagt en fælles, men ofte underforstået og uudtalt kreativitetsforventning

Ikke desto mindre har vi m gang på gang især i de senere år oplevet hvordan journalisterne løber i flok efter samme nyhedshistorier, som de i den grad overfodrer offentligheden med, historier som de så også vinkler på samme måde, og hvor der når det kommer til stykket ikke er noget rimeligt forhold mellem omfanget af dækningen og historiens væsentlighed. 

   Det sidste eksempel vi har oplevet, er sagen om kulturminister Uffe Elbæks påståede nepotisme og kammerateri som endte med at han "smed håndklædet i ringen" og gik af som minister i går.

Det interessante er at der er tale om nogle tilbagevendende selvforstærkende kognitive og sociale mekanismer som metaforisk omtales som "mediestorme". 

    Og lige så sikkert og forudsigeligt er det, at når "stormen" har lagt sig, kommer der ganske mange selvkritiske undertiden også lidt flove kommentarer og analyser i de selvsamme medier som har bidraget aktivt til 'stormen'.  

   Retorisk spørger man igen og igen: Hvordan kunne det dog gå så galt? Hvad gik der af os?

   I den forbindelse bringes andre metaforer i spil: Journalisterne har været ofre for 'lemminge-effekten' eller 'lemming-defekten', pressen er gået i 'selvsving'.

Hvordan kan man forklare at de redaktionelle miljøer og deres mange journalister i den grad svigter deres kreativitets-ideal? 

   I lyset af de tanker og teorier som fremsættes i bogen "Thinking Fast and Slow' af Daniel Kahneman, så forekommer det klart at "stormene" er et resultat af den 'tænkning' der i bogen omtales som 'System 1's måde at opererer på, mens de selvkritiske mentale tømmermænd som luftes i professionens egne rækker når stormen har lagt sig, er et System 2-fænomen. 

   Og for lige at repeterer om de to systemers måder at tænke og operere på:

• System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious
• System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Forklaringen ligger efter min mening i det fænomen som Kahneman karakteiserer som 'cognitiv ease', og som tilegnes et helt selvstændigt kapitel i bogen. 

   'Cognitive ease' kendetegner System 1-tænkning, idet det system så vidt muligt følger den mindste modstands vej - og dermed også den hurtigste - når noget skal besluttes, bedømmes, kategoriseres. 

   Det modsatte - 'cognitive strain' - indebærer at bolden spilles videre til System 2 til nærmere bevidst inspektion og mere anstrengende og tidkrævende "processing".

Kahneman introducerer begreberne ' cognitive ease' og 'strain' sådan her:

Whenever you are conscious, and perhaps even when you are not, multipl computations are going on in your brain, which maintain and update current answers to some key questions: Is anything new going on? Is there a threat? Are things going well? Should my attention be redirected? Is more effort needed for this task? You can think of a cockpit, with a set of dials that indicate the current values of each of these essential variables. The assessments are carried out automatically by System 1, and one of their functions is to determine whether extra effort is required from System 2.

   One of the dials measures cognitive ease, and its range is between “Easy” and “Strained": Easy is a sign that things are going well - no threats, no major news, no need to redirect attention or mobilize effort. Strained indicates that a problem exists, which will require increased mobilisation of System 2. Conversely, you experience cognitive strain. Cognitive strain is affected by both the current level of effort and the presence of unmet demands. The surprise is that a single dial of cognitive ease is connected to a large network of diverse inputs and outputs. 

Kahneman sammenfatter i det følgende skema en række forhold der som input fremmer 'cognitive ease': dette at noget opleves igen og igen, dette at noget udtrykkes klart og tydeligt, dette at noget er forvarslet, og simpelt hen dette at ens stemning er positiv.
   Og 'cognitive ease' udløser så på sin side så forskellige positive 'fornemmelser': 'velkenthed', 'sandhed', 'velvære', 'ubesværethed':

Wikipedia har en anden betegnelse for det samme: 'processing fluency', og henviser med noter til mange af de samme forskningsresultater som Kahneman i sit kapitel om 'cognitive ease' bygger på:

Processing fluency is the ease with which information is processed in the mind. The ease with which perceptual stimuli are processed is perceptual fluency; the ease with which information can be retrieved from memory is retrieval fluency.[1]

   Research in psychology has shown that processing fluency influences different kinds of judgments. For instance, perceptual fluency contributes to the experience of familiarity.    A stimulus that has been repeatedly presented before will be processed more fluently. Therefore, people sometimes take fluency as an indication that a stimulus is familiar in cases where fluency does not stem from familiarity.[2] Later research observed that high perceptual fluency increases the experience of positive affect.[3] Research with psychophysiological methods corroborated this positive effect on affective experience: easy-to-perceive stimuli were not only judged more positively but increased activation in the zygomaticus major muscle, the so-called "smiling muscle".[4] The notion that processing fluency is inherently positive led to the processing fluency theory of aesthetic pleasure[5], and it has been used to explain people's negative reactions towards migrants, who appear to be more difficult to process than nonmigrants.[6] (processing fluency explanation of prejudice against migrants)

   Other studies have shown that when presenting people with a factual statement, manipulations that make the statement easier to mentally process—even totally nonsubstantive changes like writing it in a cleaner font or making it rhyme or simply repeating it—can alter judgment of the truth of the statement, along with evaluation of the intelligence of the statement's author.[7] In one study, people were more likely to judge easy-to-read statements as true.[8] This means that perceived beauty and judged truth have a common underlying experience, namely processing fluency. Indeed, experiments showed that beauty is used as an indication for the correctness of mathematical solutions. This supports the idea that beauty is intuitively seen as truth.[9] Processing fluency may be one of the foundations of intuition.[10]

Ligesom citatet her taler om 'the processing fluencey thory of æesthetic pleasure', kan man i analogi hermed formulere 'the processing fluency theory of journalistic pleasure'. Den teori kan formuleres sådan her:

Journalistiske historier som i særlig grad lever op til de skabeloner og frames som er fælles for journalister når de vælger og prioriterer historier, er nemme at lave (='cognitive ease'), gør journalisterne i godt humør, overbeviser dem om sandheden i historierne, og får alle medlemmer af professionen til at nyde deres job og føle sig som rigtige journalister. 

Et af kendetegnene på kreativitet er at man modarbejder eller undgår såkaldt "nemme løsninger". En kreativ person er typisk en såkaldt "Rasmus modsat" - en der hver gang noget ser for nemt og indlysende ud, siger til sig selv - eller til omverdenen: Hvad nu hvis det modsatte var tilfælde? Hvad nu hvis man så det fra den modsatte synsvinkel? Hvad nu hvis man stillede spørgsmålet på hovedet?

   Blandt kreativitetsteknikker nævner man også ofte det der kaldes negativ brainstorm, hvorved man brainstormer på den negative udgave af det spørgsmål som man egentlig vil have svar på. Fx på et seminar for journalister vender man spørgsmålet: Hvordan får vi flere abonnenter og fastholder dem vi har?  - til spørgsmålet: Hvad kan vi gøre for at skræmme vores abonnenter væk?

Jeg har også i tidligere blogindlæg været inde på at kreativitet forudsætter en eller anden form for modstand eller udfordring. Der skal foreligge et problem eller en opgave som ikke lader sig løse med de midler, teknikker eller procedurer som man plejer at bruge.

    Såkaldt 'kreative restriktioner' er eksempler på begrænsninger der yder modstand mod konventionelle fremgangsmåder. 

   I alle tilfælde er kreativitet i journalistikken forbundet med det modsatte af 'cognitiv ease', nemlig 'cognitive strain' der nødvendiggør System 2-bearbejdning.

'Thinking Fast and Slow' (2) - om publikums-reaktioner på Mahso-dokumentaren og TV-A-indslag om unge abort-mødre

Jeg har for nylig været i biografen og set hele to fantastisk gode film: 'De Urørlige' og 'Operation Argo'. 

    Når jeg forlod biografsalen under musikudtoningen og rulleteksterne, var jeg efter 'De Urørlige' opstemt, glad, mine smilemuskler var ømme, jeg så kærligt på mine medpublikummer og havde fysisk en varm følelse i maven. 

   Efter 'Operation Argo' - stod sveden mig på panden, mit hjerte bankede, jeg havde det som om jeg havde kørt med rutsjebane - hvad jeg ikke kan lide, og dog godt kan nyde - bagefter. Og først da rulleteksterne gled over lærredet åndede jeg lettet op og slappede af.

I begge tilfælde vidst jeg på forhånd at historien "endte godt", og at de medvirkende alle var skuespillere. Men trods denne min forhåndsviden, så lykkedes det begge film - i kraft af en perfekt gennemført dramaturgiske konstruktion - lige efter bogen, kan man sige - at engagere mig og forføre mig, så jeg glemte tid og sted og mit bevidste jeg, mens min krop og hjerne fysiologisk levede med i filmens scener og forløb som havde det været virkeligt.

   Bagefter kunne jeg, sammen med fruen, genkalde mig forskellige scener og analysere hvad i dem og deres sammenhæng og i redigeringen af scener og klip der havde ført til det selforglemmenede flow som vi havde oplevet. 

I den forløbne uge er der mindst to tv-formidlede fakta-historier som har givet anledning til kraftig debat, både blandt menigmand, eksperter og politikere. Følelsesladet debat.

   Det var historien om den adopterede pige fra Ethiopien, Masho og hendes ulykkelige skæbne i Danmark efter adoptionen, en skæbne der indtil videre endte med en anbringelse på en institution. Fortalt gennem en dokumentar på TV2: 'Mercy mercy - Adoptionens pris', instruktør Katrine W. Kjær.

   Og det var historien som TV-A bragte om unge mødre der af socialrådgivere angiveligt blev truet til at abortere - truslen var at hvis ikke de gjorde det ville kommunen alligevel tvangsfjerne barnet.

Reaktionerne i offentligheden og på de sociale medier, har i begge tilfælde været stærke, med trusler på livet til adoptionsforældrene, og meget hadske udfald mod landets socialrådgivere.

I begge tilfælde er reaktionerne også - ligesom ved de to spillefilm - et resultat af effektive dramaturgiske konstruktioner. I kraft af at instruktører og tv-journalister dygtigt og professionelt gennem fortælling og redigering spiller på vores spejlneuroner og deres direkte adgang til den del af hjernen som producerer sorg, vrede, angst, afsky, så bliver seeren forført til en stærkt følelsesladet oplevelse, en oplevelse som har karakter af en slags automatreaktion. Og de reagerer med hadske og fjendtlige udtalelser. 

   Som i øvrigt nu i kraft af de sociale medier stort set ucensureret kan komme ud i offentligheden.

Min egen reaktion var blandet. Jeg reagerer umiddelbart som alle andre, men fordi jeg har undervist i og analyseret dramaturgisk konstruktionspricipper i film og på tv igenne mange år, så er jeg også delvist vaccineret mod at tage nogen som helst direkte konsekvens af de følelser som jeg umiddelbar overvældes af. Men de aktiverede følelser kan jeg ikke sådan løbe fra eller ryste af mig.

Jeg synes at teorien om de to mentale systemer, System 1 og System 2, som beskrives og udfoldes i Daniel Kahnemans bog 'Thiking Fast and Slow' her kan bidrag med indsigt i og perspektivering af hvad det er der foregår. 

Systemerne kan i kort begreb sammenfattes sådan:

System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious

System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

De to systemer arbejder somme tider sammen, men for det meste er det system 1 der kører med klatten, mens system 2 dovner den. System 1 er funderet i nogle evolutionært udviklede biologiske overlevelsesmekanismer, som gør at vi et snapsekundt - og hele tiden - ubevidst drager slutninger, bedømmer, kategoriserer, tager stilling, træffer afgørelser ud fra umiddelbare og spontane indtryk. 

   Og det er ofte 'judgements' af den helt elementære art: X er godt, positivt, rart - eller: X er ubehageligt, irriterende, afskyvækkende.

Denne grafiske model af de to systemer og deres samspil i vores tænkning, kan ses i stor størrelse på en blog som delvis interesserer sig for samme temaer som denne. Her et link:

http://sparkingthinkibility.blogspot.dk/2012/10/reasoning-versus-intuition.html

System 1 reagerer ud fra den grundantagelse at "What You See Is All There Is" præcis fordi det skal gå nemt og hurtigt at komme til en konklusion. 

     Og det er lige præcis den viden dramaturgien og dens dirigenter udnytter. Både i de rigtig gode og berigende spillefilm, og i produktionen og redigeringen af et casebaseret tv-indslag, eller en human interest-dokumentar. 

   I forbindelse med spillefilmene er det jo rigtigt, at viden om hvad der er udeladt, klippet bort og hvordan den i øvrigt er produceret, kun vil virke forstyrrende på oplevelsen. Det er ofte det der kendetegner den dårlige film, at der er "løse ender", "darlings" som ikke er blevet "killed", synlige brud i handlingslogikken.

I forbindelsen med tv-indslag som det om de aborterende mødre under pres, eller om den ulykkelige Masho der er ulykkelig og længes, er det imidlertid ikke nødvendigvis en god ting at vi holdes i uvidenhed om kontekst, fraklip, og bagvedliggende sammenhænge . Tværtimod. Det kan være farligt.

   Specielt er det farligt hvis vi ikke straks efter den umiddelbar oplevelse af vrede og forargelse, aktiverer system 2 og får dette mentale operativsystem til at overveje hvad kan der være af "fornuftige og rimelige forklaringer og uudtalte motiver" til at de forskellige medvirkende - både dem vi ser og dem vi ikke ser - handler som vi oplever det på  skærmen eller lærredet. Og så derefter slå de afkølende reflekterende bremser i.

Der er videre det problem at selv hvis vi på den måde aktiverer System 2, så kan vi stadig godt sidde fanget i de oprindelige følelser som System 1 har aktiveret. Og de følelser lagres i hukommelsen sammen med med den umiddelbare oplevelse. 

   Daniel Kahneman illustrerer den pointe med følgende kendte eksempel på optiske illusioner:

Uanset om vi aktiverer system 2 der kan måle sig frem til at de 2 eller 3 figurer i hvert billede er lige store, så fjerner det ikke System 1's umiddelbare bedømmelse der siger at den forreste skikkelse er mindre end den(de) bagved. 

Kahneman har en anden vigtig pointe her, som han udfolder i et kapitel med titlen 'Answering an Easier Question'. 

   Han beskriver her hvordan vi typisk danner os intuitive meninger om komplicerede spørgsmål. 

   Det gør vi ved mentalt - og ubevidst - at erstatte - substituere - de besværlige og tidkrævende spørgsmål som kræver System 2's aktive tidkrævende medvirken,  med nogle som det er nemt og hurtigt at at besvare - og som System 1 kan klare her og nu.

Han kalder de oprindelige spørgsmål for "target questions" (TQ) og de substituerede spørgsmål for "heuristic questions" (HQ). Og det typiske heuristiske spørgsmål som det er nemt at besvar, er: Hvordan føler jeg - hvad er mit umiddelbare indtryk? 

  Kahneman giver følgende eksempler:

TQ: How much would yo contribute to save an endangerd species?  >>>  HQ: How much emotion do I feel when I think of dying dolphins?

TQ: How hapy are you with your life these days?  >>>  HQ: What is my mood right now? 

TQ: How popular will the president be six months from now?  >>>  HQ: How popular is the president reight now?

TQ: How should financial advisers who pry on the eldely be punished?  >>>  HQ: How much anger do I feel when I think of financial predators?

TQ: This woman is running for the primary. How far will she go in politics?  >>>  HQ: Does this woman look like a political winner?

Og Kahneman forklarer videre idet han bruger metaforen 'det mentale haglgevær' om System 1:

The mental shutgun makes it easy to generate quick answers t difficult questions without imposing much hard work on your lazy System 2. The right-hand counterpart of each of the left-handed questions is very likely to be evoked and very easily answered. Your feelings about dophins and financial crrooks, your current mood, your impressions of the political skill of teh primary candidate, or the current standing of the president will readily come to mind. The heuristic questions provide an off-the-shell answer to each of the difficult target questions. 

Det næste skridt er så at matche svaret på det heuristisk spørgsmål med det oprindeligt 'target'-spørgsmål, og det sker ved en anden System 1-operation: 'intensity matching' - hvor man overfører værdierne fra en skala i det heuristiske spørgsmål til værdierne i 'target-spørgsmålet. 

Recall that both feelings and contribution dollars ar intensity scales. I can feel more or less strongly about dolphins and there is a contribution that matches the intensity of my feelings. The dollar amount that will come to my mind is the matching amount. Similar intensity matches are possible for alle the questions.

Lad os herfra vende tilbage til casebårne tv-indslag og dokumentarer der gør det meget nemt for pbulikums System 1 at tage stilling emotionelt.

   Det er klart at den seriøse - ikke sensationsjagende - journalist eller dokumentarinstruktør har som mål at publikum og offentligheden skal debattere og reflekterer over de komplicerede 'target'-spørgsmål som deres historie rejser. 

   Men her kan den effektive affektskabende dramaturgi komme i vejen, så publikum i kraft af den substituterer disse 'target'-spørgsmål med tilsvarende heuristiske spørgsmål. 

   Hvorefter System 2 aldrig kommer længere end at matche svarene på de lette emotionelle spørgsmål - og stopper der. 

At debatten derefter i medierne de følgende dage delvis kører på system 2´s præmisser, bremser ikke det store flertals umiddelbare reaktioner som kommer til udtryk på facebook og andre kommentarfora på nettet: De ond adoptivforældre burde skydes! De onde socialrådigvere burde hænges! 

Selv om instruktøren til filmen om Masho allerede er indstillet til en pris for sin dokumentar, og selv om TV-A-redaktionen har været stolte af historien om de unge mødre som følte sig presset til abort, så er det for mig klart at de usendelsesansvarlige redaktioner og institutioner har et ansvar som man godt kan kritiserer dem for ikke at leve op til.

'Thinking Fast and Slow' (1) - journalistik om indvandrerdrenge i Daniel Kahnemans optik

I det foregående indlæg om framing og Politikens artikler om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og kriminelle tilbøjeligheder, introducerede jeg Daniel Kahneman og hans bog 'Thinking Fast and Slow'.

   Her er linket til indlægget, hvis du ikke har læst det:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-indvandredrenges-lsefrdighed-og.html

Men hvem er Daniel Kahneman, og hvad har har fået nobelprisen for?
   Engelsk Wikipedia:

Daniel Kahneman (Hebrew: דניאל כהנמן‎) (born March 5, 1934) is an Israeli American psychologist and winner of the 2002 Nobel Memorial Prize in Economic Sciences. He is notable for his work on the psychology of judgment and decision-making, behavioral economics and hedonic psychology.

I sin bog om 'at tænke hurtigt og langsomt' skelner Kahneman mellem to mentale 'operatativsystemer' som på hver deres specifikke og meget forskellige måde vurderer indtryk, foretager afgørelser og drager slutninger ud fra sproglige såvel som ikke sproglige perceptionelle input:    

- System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
- System 2 allocates attention to the effortful mental activities that demand it, including complex computations. The operation of System 2 are oftne associated with the subjectiv experienc of agency, choice and concentration.

System 1 er det som 'tænker hurtigt', en proces der hovedsagelig foregår ubevidst og intuitivt, og hvor tænkningen kører på automatpilot gennem udtrådte associationer, og  ofte er styret af følelser; og når System 1 når til en afgørelse eller drager en slutning, så går det lynhurtigt, og vi er ikke i tvivl om sandheden eller rigtigheden af afgørelsen eller slutningen. 

   System 2 tænker langsomt, tænkningen er bevidst, kræver mentale anstrengelser og tager tid, og dette system aktiveres relativt sjældent, og først når vi er usikre, kommer i tvivl og møder modstand. Og så har det den kedelige egenskab at det er "dovent".

Wikipedia har et udmærket resume af det to systemer i stikord:

In the book's first section, Kahneman describes the two different ways the brain forms thoughts:

• System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious
• System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Kahneman covers a number of experiments which purport to highlight the differences between these two thought processes, and how they arrive at different results even given the same inputs. Terms and concepts include coherence, attention, laziness, association, jumping to conclusions and how one forms judgements.

Det er 'System 1' der er "hovedpersonen" i Kahnemans bog, men han bruger også mange sider og eksempler på hvordan de to systemers tænkning influerer på hinanden - bl. a. via begreberne 'bias' og  såkaldt 'heuristiske tommelfingerregler'.

I den første del af bogen udfolder han forskellen på de to 'systemer'. 

   Han viser hvordan 'den associative hukommelse' som er kernen i System 1´s måde at operere på, hele tiden konstruerer sammenhængende fortolkninger af hvad der sker i vores omverden i ethvert givet øjeblik. 

    Kahnemans mål  med det afsnit i bogen er, skriver han...

... to give a sense of the complexity and richness of the automatic and often unconcious processes the underlies intuitive thinking, and of how these automatic processes explain the heuristics of judgment. A goal is to introduce a language for thinking and talking about the mind.

Og for mig har det været i den grad en øjenåbner, fordi det kompletterer de mange indlæg jeg har skrevet om det positive ved intuitiv tænkning - som udtryk for "tavs viden" i forbindelse med kreativitet, og om betydningen af den højre hjernehalvdel i sammenhæng med en lang række kreative kognitive processer der er centrale for ideudvikling - fx. på redaktioner og i den enkelte journalists hjerne. 

Endelig synes grundtankegangen hos Kahneman at stemme smukt overens med Tim Gallweys teori om sindets to slags 'selv': Self 1 og Self 2 - der interagerer i 'the inner game' når folk skal lære nyt inden for en række færdighedsområder som golf, tennis, skiløb, ledelse, skrivning m.v. 

   Men de teoretiske fremstillnger stemmer overens på den lidt paradoksale måde at 'System 1' svarer til 'Self 2' - og 'System 2' svarer til 'Self 1'. 

  Og mens Tim Gallwey har været optaget af at hvordan man gennem coaching kan svække indflydelsen af det reflekterende og bekymrede 'Self 2´s forstyrrende indflydelse på Self 1'´s gnidningsfri funktion og udvikling, så har Daniel Kahneman fokus på hvornår System 1 tager fejl, og hvordan disse fejl influerer forstyrrende og misvisende på på System 2´s tænkning.

Et af de principper som System 1 følger, er det Kahneman kalder princippet om ...

What You See Is All There Is 

What You See Is All there Is-princippet siger at vi hele tiden automatisk drager mentale og emotionelle konklusioner fra de input vi får her og nu - uanset mængde/antal og kvalitet. Og vi kan ikke lade være.
   Og får vi kun få input, så konstruerer system 1 på et split sekund konklusioner på det der er til rådighed - for system 1 er udviklet gennem vores biologiske evolution til at  levere overlevelsesegnede vurderinger og -bedømmelser i enhver situation hvor det skal gå hurtigt.
   Kahneman forklarer om samspillet mellem System 1 og System 2:

The combination of a coherence-seeking System 1 with a lazy System 2 implies that System 2 will endorse many intuitive beliefs, which closely reflect the impressions generated by System 1. Of course, system 2 also is capable of a more systematic and carefull approach to evidence, and of following a list of boxes that must be checked before making af decision - think of bying a home, when you deliberately seek information that yo don´t have. However, System 1 is expected to influence even the more careful decisions. Its input never ceases. (...)
   System 1 is radically insensitive to both the quality and the quantity of the information that gives rise to impressions and intuition. 

What You See Is All There Is-princippet styres af to mentale "maskiner" som er vigtige dele af for System 1: 'associationsmaskinen' og 'jumping-to-conclusions-maskinen'.

'Associationsmaskinen' fungerer sådan at når to (eller flere) fænomener - ideer, ord, billeder, sanseindtryk - optræder sammen/efter hinanden, så stræber vores hjerne efter at forstå dem i sammenhæng så de giver mening.
   Og for at give mening til at de fænomener der optræder sammen, så trækker vi på vores associative hukommelse, den hukommelse der fungerer efter princippet "neurons that wire together, fire together".
   Og derefter konstruerer vi lynhurtigt gennem 'jumping to conclusions-maskinen' en historie med konklusioner og dertil hørende følelser ud fra de informationer der foreligger - idet vi følger de associationsbaner som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand (='cognitive ease').

Princippet som sammenfatter den måde denne anden mentale 'maskine' fungerer på, og som på mange måder sammenfatter første del af bogens mange pointer, fortjener en forkortelse på grund af dets gennemgående betydning, synes Kahneman:

Jumping to conclusions on the basis of limited evidence is so important to understanding of intuitive thinking, and comes up so often in this boook, that I will use a cumbersome abbreviation for it: WYSIATI, which stands for what you see is all there is. 

Tilbage til artiklerne om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, formidlet til offentligheden gennem topprioriterede nyhedsartikler i Politiken i sidste uge.

Man kan sige at de er et smukt illustrerende eksempel på det Daniel Kahneman beskriver som System 1´s 'thinking fast': Udbredte og veletablerede mentale frames bekræftes tilsyneladende problemløst og gnidningsfrit af objektive og indiskutable tal fra institutionelle autoriteter og ekspert-undersøgelser.      
   Og det er ikke en enkelt isoleret journalist der vinkler og skriver artikler ud fra System 1´s 'hurtige tænkning', det er det samlede redaktionelle journalistiske system: redaktionen og redaktionscheferne der er følger den vej: "Vi har solohistorier, vi har forsidehistorier. Wau!"

"Jumping to conclusion on the basis of limited evidense", er præcis hvad Politikens indvandrerdrenge-artikler og deres ophavsmænd gør. Og de gør det ud fra de informationer der foreligger - idet de følger de associationsbaner, her altså frames, som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand. 
    Og tilsvarende for læserne: De drager konklusioner og generaliserer automatisk ud fra WYSIATI-princippet via de associationsbaner som yder mindst kognitiv modstand. Og det er i høj grad rubrikkerne og underrubrikkerne der primer forståelsen af resten af artiklerne.

Det er først med den interne efterkritik og derefter læsernes redaktørs klumme at System 2´s bevidste kontrollerende tænkning - 'thinking slow'- er blevet vækket og er gået i aktion - lidt modvilligt og med et pænt tidsmæssigt efterslæb der gør at skaden i offentligheden fra 'den hurtige tænkning' for længst er sket.

   Samme historie som vi i øvrigt på DR 1 fik demonstreret i fem udsendelser med titlen "Hængt ud på forsiden". Eller mandag aften i denne uge med sidste del af dokumentarserien 'Sikke en fest'.
   Mit eget blogindlæg der uddyber kritikken af journalistikken i artiklerne for deres framing, er så endnu et eksempel på 'System 2'´s langsomme tænkning.

Jeg synes det ville være rimeligt her at  citere Daniel Kahnemans egne sammenfatninger af det kapitel han har givet titlen "A Machine for Jumping to Conlusions". WYSIATI-princippet kan forklare en lang varieret liste af 'biases of judgement and choise' der inkluderer følgende blandt mange: 1) 'overdrevet selvsikkerhed' ...

Overconfidence: As the WYSIATI rule implies, neither the quantity nor the quality of the evidence counts for much in subjective confidence.
   The confidence that individuals have in their beliefs depends mostly on the quality of the story they can tell aubout what they see, even if they see little.
   We often fail to allow for the posibility that evidence that should be critical to our judgement is missing - what we see is all there is.Furthermore, our associative system tends to settle on af coherent pattern of activation and suppresses doubt and ambiguity.

Princippet WYSIATI kan også forklare: 2) effekterne af ubevidste mentale framing-operationer:

Framing effects: Different ways of presenting the same information often evoke different emotions.  
   The statement that "the odds of suvivial on month after sugery are 90%" is more reasuring the the equivalen statement that "mortality within one month of surgery is 10%".   Similarly, cold cuts described as "90% fat-free" are more attractive than when they are described as "10% fat."
   The equivalence of the alternativ formulations i transparent, but an individual normally sees only one formulation, and what she sees is all there is.

Begge disse eksempler på hvad princippet om "what you see is all there is", betyder, er i bogen underbygget med en mængde empiriske eksperimenter og undersøgelser.
   Og man skulle næsten tro at artiklerne i Politiken i sidste uge om indvandrerdrenges procentivse manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, at den var bestilt af Kahneman til at illusterere hans bogs pointers relevans inden for det journalistiske domæne.

Men forskerne går ikke selv ram forbi. En af de helt afgørende grunderkendelser i den dokumentation fra videnskabelig undersøgelser over mange år og med mange kilder som Kahneman fortæller om, er at System 1´s 'hurtige tænkning' specielt brugt på statistik og tal, gang på gang rammer ved siden af - både for forskere og for menigmand (fx journalister og deres chefer). 

   Og det går jo mere galt, jo mindre de indsamlede tal er!

Sammen med sin kollega Amos Tversky skrev han en videnskabelig artikel allerede i 1971 med titlen "Belief in the Law of Small Numbers" der dokumenterede problemet.

   Daniel Kahneman fortæller nu i sin bog om den afgørende indsigt i den gamle artikel:

We explained, tongue-in-cheek, that "intuitions about random sampling appear to satisfy the law of smalle numbers, which asserts that the law of large numbers appears to small numbers as well." We also includede a strongly recommendation that researchers regard their "statistical intuitions with proper suspicions and replace impression formation by computation whenever possible."

Kahnemans advarsel til forskerkolleger der laver undersøgelser hvor statistisk intuition eller common  sense styrer resultaterne, burde få enhver journalist til at være endnu mere tilbageholdende med at trække på sin egen uprofessionelle statistiske intuition.

Jeg vil i en række senere indlæg gennemgå nogle andre af de konsekvenser som de to 'systemers' måde at tænke på, og deres indbyrdes samspil, har - både for journalisters tænkning og læsernes tænkning.

(fortsættelse følger)