Helt ude i autofiktionen - balladen om Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen" - en slagkraftig bog uden varedeklaration

Fra omslaget til Karina Pedersens bog
 "Helt ude i hampen - mails fra underklassen"

Da jeg læste de første anmeldelser af Karina Pedersen bog "Helt ude i hampen", og derefter fulgte den lynhurtigt eksploderende debat i medierne - både de sociale og de ikke-sociale - så tænkte jeg: FAKTION!

For rigtige mange år siden - 1990 - udkom jeg med en bog med titlen "Faktion som udtryksmiddel". Og jeg skrev en definition i starten bogen som jeg siden har fået mange akademiske skældud for:

'Faktion' er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

I kort form er 'faktion' altså i følge mig: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der er eller bliver ballade over blandingen! Og heri ligger implicit at alle medieprodukter kan siges at være en blanding af fakta og fiktion, men at det kun er når der bliver ballade (=offentlig debat og diskussion) om det, at jeg vil kalde det 'faktion'.

    Og derfor er der naturligvis ikke tvivl om at "Helt ude i hampen" er 'faktion' i min forstand. For sikken en ballade!

Den definition  har jeg fastholdt siden!

   Og det er netop på baggrund af den definition at alarmklokkerne straks ringede for mit indre øre  og mine umiddelbare følelser straks råber vagt i gevær ved reaktionerne på Karinas bog: faktion er faktion er faktion.

   Jeg har ikke læst bogen, og jeg kender ikke Karina som blogger og 'højredrejet debattør'. Har altså ingen fordomme eller forhåndsforventninger - og ingen bås at placere hendes skriverier i.

   Og jeg forholder mig heller ikke moraliserende til teksten, jeg er i  'observation mode'.

 

Det bliver så afsløret at en del af det Karina skriver, simpelt hen ikke passer med den virkelighed hun skriver om. Og at andre dele er så subjektivt farvet at hvis det havde være journalistik, så skulle en masse mennesker som omtales, beskrives og citeres i bogen, have været spurgt af Karina eller tjekket af hendes redaktør.

   Og i anden omgang skulle disse mennesker naturligvis også være spurgt af de journalister som har taget bogen faktuelt for gode vare.

   Og spørgsmålet som skulle være stillet: Hvad siger du til den beskrivelse af dig og hvad du har sagt og gjort? Er du enig, og hvis ikke - Hvad så?

Jeg har i ret mange år været verbal og økonomisk back-up for Zetland, et kreativt og genrefornyende journalist-kollektiv hvor hovedkræfterne og igangsætterne er mine (og de øvrige underviseres) gamle studerende fra journalistuddannelsen på SDU. Og Zetland-folkene er alle ekstremt begavede og kreative.

   Alligevel gik de ud med brask og bram i deres netavis Zetland og tog bogen for en slags journalistisk 1. person kilde-fakta ("native informant") Uden at tjekke synspunkter fra de personer som blev omtalt og beskrevet ekstremt negativt i bogen. Af "Karina Pedersen". I rollen som 'mail-skriver'. Og uden at tjekke fakta, simpelt hen.

   Når jeg skriver forfatternavnet med distancerende gåseøjne, så er det fordi man kan være i tvivl om hun faktisk selv har skrevet bogen. Eller om hun bare har leveret stof og navn til en litterært velskrivende 'ghost-writer', som så er anonym og ikke optræder på titelbaldet.

Ifølge referaterne lever bogens indhold til en beskrivelse af et bestemt lag i den danske befolkning i den grad op til bestemte fordomme hos mennesker med et bestemt politisk syn. Og det burder have fået alarmklokkerne til at ringe.

   Når en historie næsten er for god til at være sand, så er det som regel fordi den er for god til at være sand.

   Altså usand!

Nogle af mine kilder på Facebook foreslår at den egentlige skribent og pennefører er Dennis Nørmark, som er erklæret medlem af og repræsentant for Liberal Alliance i forskellige sammenhænge. 

   I Berlingske Tidende blev bogen meget positivt anmeldt af et andet medlem af Liberal Alliance og tidligere folketingskandidat: Anne Sophia Hermansen.

   Hans Hauge, litteraturlektor på Aarhus Universitet, argumenterer ganske overbevisende for at det er en slags 'autofiktion', dvs. fiktion baseret på erindrede oplevelser, men forklædt som fakta - med en jeg-fortæller og fortalt i en form som halvt eller helt mimer fakta. 

   Hans Hauge er angiveligt medlem af den stærkt højredrejde tænketank CEPOS. Og hans analyse er jo ironisk rettet mod alle dem der så at sige er "hoppet på bogen" som en slags faktaforpligtet journalistik.

   

Formen for Karinas bog er angiveligt en moderne brev-roman - altså en serie tekster udformet som e-mails. Undertitlen er netop "Mails fra underklassen". 

   Ingen har mig bekendt endnu efterspurgt og -forsket hvem adressaten - "en veninde" - er til disse mails, og efterspurgt hvad vendinden svarede på disse mails.

   Altså er formen en slags snyd - hvis det var en film ville man kalde den en 'mocumentary'.

   

Grundlæggende er problemet som ved alle former for medie-faktion der giver den slags ballade i offentligheden, at der er uklarhed omkring 'kontrakten' eller 'overenskomsten' med læserne. Der mangler simpelt hen en angivelse af genren eller genreblandingen på forsiden af bogen der kunne bidrage til at besvare disse spørgsmål for læseren. 

   - Er det en 'roman', forklædt som den ene side af en mailkorrespondance? 

   - I hvilket omfang er der faktisk tale om erindringer, og i hvilket omfang er personer og episoder opfundet af en livlig fantasi?

   - Er det en faktafunderet debatbog som står inde for sandhenden i en række påstande og generaliseringer i nogle faktiske mails til en faktisk veninde? 

   - Er forfatteren faktisk Karina Pedersen, eller har hun leveret stof til en dygtig og litterært kyndig anonym ghostwriter?

   

En eksplicit og fyldig overenskomst-tekst i starten eller slutningen af bogen, altså en slags varedeklaration der besvarede disse og andre tilsvarende spørgsmål, ville have kunnet tone debatten ned - eller givet den en helt anden retning.

   

Men det er naturligvis meget muligt at forlag og forfatter netop har ønsket medieballaden - og derfor bevidst har valgt IKKE at varedeklarere den.   

   Forlagsdirektøren, Gyldendals Johannes Riis, erklærer i DRs Deadline at det er en "erindringsbog" - og så bør der være ret frit slag:

Det er en slags erindringsbog, og der udkommer mange bøger i disse år, der er blandingsform. Karina Pedersen har valgt den form her, fordi hun mener, at det er den rigtige til at fortælle sin historie. Det må være enhver forfatters ret at præsentere sit stof i den form, som passer bedst, siger Johannes Riis.

Gyldendal har så selv markedsført bogen "Helt ude i hampen - mails fra underklassen" under etiketten "samfund" - og altså ikke under etiketten "erindringer". 

   Det ser Johannes Riis heller ingen problemer i.

   Og formen kan det også være hip-som-hap med:

Om der er kommet nogle afsnit fra dagbogen ind i bogen, kan jeg ikke se er et problem. Det er ikke vigtigt, om det er e-mails eller breve, eller hvad det er. Hovedsagen må være, at man tager stilling til det, der står i den bog, siger Johannes Riis.

Her må man sige at hvis der ikke er nogen eksplicit genrebetegnelse eller evt. mere udfoldet verbal varedeklaration i bogen, så vil det netop være formen som i sig selv fungerer som en uudtalt 'overenskomst' for læserne.

   Og de har - altså anmelderne - alle opfattet bogen som en slags fakta, netop i kraft af formen - en samling mails til en veninde.

Som ofte i den slags faktionsballader i medierne er der også en juridisk vinkel, nemlig om forfatter- og forlags-ansvar i forhold til lovparagrafferne om privatlivets fred og injurier. 

   Karinas mor og søskende siger hun er fuld af løgn. Så DR hiver fat i en professor i pressejura fra SDU, og skriver under rubrikken "Professor: Forfatter må stå på mål for anklager om usandheder":

Hvis de har ret i deres afvisning, og der ikke er hold i Karina Pedersens beskyldninger, så kan det ifølge Sten Schaumburg-Müller være strafbart.

   - Man må sådan set skrive en hel masse om andre. Der, hvor det kan blive problematisk, det er, hvis man skriver ting om andre, der er meget private, fordi man som udgangspunkt ikke må afsløre andres private forhold, eller hvis man beskylder andre for noget kriminelt, siger han.

   Det er Karina Pedersens mor og brødre selv, der kan vælge at gå til domstolene, hvis de mener, at de er blevet udsat for æreskrænkelse.

   Sager om ærekrænkelse skal dog ifølge Sten Schaumburg-Müller ses i lyset af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der handler om ytringsfrihed.

   - Man har lov til at fortælle om sit eget liv, og der vil selvfølgelig være andre mennesker involveret i fortællingen. Men man skal overveje, om man skal beskylde andre for alvorlige ting, da man kan komme til at stå til regnskab efterfølgende, siger han.

Ifølge professoren har også forlaget Gyldendal et ansvar som kan retsforfølges af familien.

Jeg synes meget godt om slutningen i Informations bagsideleder fra igår den 6. september:

Bogen er egentlig en personlig beretning eller erindringsbog fortalt som e-mails til en gammel veninde.

   Den er mindst lige så meget en moderne brevroman i Goethes tradition, som den er en debatbog, fortalt med bidende og fængende satire og hudflettende en social klasses egne stereotyper. Alle må holde for, inklusive forfatteren selv.

   Men bogens vidnesbyrd og vigtige nuancer bliver helt umulige at forsvare, når forfatteren samtidig som debattør entydigt gør sig til del af et liberalistisk ideologisk korstog og ikke mindst baserer flere af sine påstande på lemfældige oplysninger.

   Så holder offentligheden op med at se bogen som særskilt fra resten af det, Karina Pedersen har sagt, og bogen bliver det entydige partsindlæg i en socialpolitisk debat om velfærdsstaten, som den sikkert ikke vil være.

   Hvad kan vi andre lære af denne uskønne, rodede forestilling?

   Som forventet endte det med, at Gyldendal forsvarede bogen på bogens egne præmisser, ganske enkelt fordi de kan gøre det og til trods for den genreforvirring, der fortsat vil herske om bogen.

   Men samtidig lærer vi måske med denne sag, at vi definitivt ikke kan stole på alt, hvad folk siger, de har oplevet. Især ikke i bøger. Og det lærer os, at selv de vigtige samtidsvidner, de såkaldte native informants, skal udsættes for kritisk undersøgelse, og at ingen mennesker, uanset om de kommer fra underklassen, middelklassen eller overklassen, er rene sandhedsvidner.

   Netop fordi der overalt investeres så meget ideologisk i sandhedsvidner, er det vigtigt med den opmærksomhed. Det autentiske er jo ikke nødvendigvis lig med ’sandheden’.

Her links til en lang række væsentlige indlæg i balladen om "Helt ude i hampen". Jeg regner bestemt med der kommer flere de følgende dage. 

https://www.zetland.dk/historie/sOKnYPbZ-mO0kGnlW-ce59b

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://www.b.dk/kronikker/loegneren-kan-man-faktatjekke-fiktion

http://pov.international/hvem-har-skrevet-karina-ps-bog/

http://pov.international/den-gennemforte-menneskelige-smalighed/

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://politiken.dk/kultur/ECE3372253/gyldendal-helt-ude-i-hampen-er-et-staerkt-vidnesbyrd/

http://politiken.dk/debat/ledere/premium/ECE3372605/hele-karina-sagen-maa-tjene-til-skraek-og-advarsel/

https://www.information.dk/kultur/2016/09/klatgaeld-uenighed-underdanmarks-moensterbrydere

https://www.information.dk/indland/2016/09/liberal-alliances-karina-effekt

https://www.information.dk/debat/leder/2016/09/stemmen-underklassen

New York, New York (1) - en rejse, et gensyn, erindringer - kilder til kreativitet

Klip fra filmen 'New York, Newy York fra 1977 instrueret af Martin Scorsese. Sangen af samme navn bliver normalt forbundet med Frank Zinatra, men i filmen blev den sunget af Liza Minelli.  

Jeg har i ti dage fra den 15. til den 25 september besøgt og været turist i byen New York - nærmere bestemt den begrænsede bydel som bærer navnet Manhatten.

   Jeg har været i New York før. Første gang i et helt år 1961-62 som såkaldt udvekslingsstudent, anden gang i 14 dage omkring 8 år senere på en 14 dages tur sammen med min første kone.

   Og sangen har både før, under og efter rejsen denne gang "kørt" i mit hoved, selv om det må være længe siden jeg rent faktisk har hørt den i radioen eller oplevet den fremført i tv. Og selv om den faktisk først blev skrevet og kendt flere år efter mit andet besøg i 1971.

   Og jeg har nok set Scorceses film en gang for mange år siden, men kan overhovedet ikke genkalde mig handlingen.

Men hvorfor har den sang så i den grad inficeret min hjerne i forbindelse med det her - for så vidt banale turistbesøg?

   Melodien og sangen "New York, New York"  er utvivlsomt en regulær 'ørehænger' - 'earworm' eller 'brainworm' kalder neurologen Oliver Sachs den slags i sin spændende bog "Musichophelia".

   Melodien/sangen har  nogle formelle musikalske kvaliteter som jeg ikke kan beskrive, men som får dette mix af melodi og sungne ord til at klistre sig fast i hjernen på en måde så når selve ordet og byen New York nævnes, så aktiveres melodien og sangen automatisk og går igang som en indre syngen, i hvert fald i min hjerne.

 

I kapitlet "Music on the Brain: Imagery and Imagination", fremsættes flere teorier af forskellige faglige kilder: at det modvirker kedsomhed og hjælper til at gøre fx gang "lettere at klare" hvis man går i takt til melodien. Og det kan i øvrigt mere generelt være med til at reducere træthed og stress - og dermed fungere som en form for selvberoligelse.

   Ud fra et psykoanalytisk synspunkt så kan sådan en tibagevendende indre ørehænger-melodi/sang pege på ubevidste og fortrængte oplevelser og følelser som sangen/melodien associerer til.

Jeg er ikke i tvivl om at "New York, New York" peger på mine  mere eller mindre glemte oplevelser i New York for mere end 50 år siden. Og samtidig har nummeret som jeg altså  ikke har kunnet få ud af hovedet i nogle måneder, fungeret som afstressende og selvberoligende underlægning til forberedelserne og gennemførelsen af den nu veloverståede tur.

Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere er jeg blevet klar over at mit et år lange ophold som "AFS-udvekslingstudent" og dermed som "søn" hos en ikke-religiøs 'middle class' jødisk familie i (en forstad til byen) New York, har været et afgørende vendepunkt i mit liv. Jeg var lige fyldt 17 år da jeg drog af sted, og fyldte 18 lige efter jeg kom hjem.

   Det var et ophold som skolemæssigt gav mig en amerikansk High School-studentereksamen, og som altså foregik som et intermezzo  imellem 2. og 3 g. i mit danske gymnsieskoleliv.

   Og det var et ophold som i et år familiemæssigt gav mig en amerikansk "far", "mor" og tre "brødre" som jeg forbavsende hurtigt fik et nært og varmt forhold til. Stemningen og livet i familien var meget anderledes end det jeg kendte fra min familie i Danmark, og jeg sugede til mig som en svamp.

   Vi holdt nogenlunde kontakt de første 10 år, men så ebbede det ud - uden at der var tale om en regulær beslutning. Så det var ikke udtryk for et "brud".

 

Jeg fik i det 'kulturmøde' - livet i familien og livet på skolen - oplevelser og erfaringer som gjorde så stærkt et indtryk at det gav varige impulser for mit videre liv. Det er jeg nu slet ikke det mindste i tvivl om.

   En af de aller vigtigste erfaringer var at jeg fik et andet og nyt personligt sprog - engelsk. 

   Jeg var ikke god til at lære fremmedsprog på den hårde måde - i skolen, heller ikke engelsk. 

   Men til min egen overraskelse blev engelsk efter nogle få måneder så "naturligt" at jeg begyndte at skrive digte på dette 'fremmesprog'. Og jeg kom til at beherske engelsk så godt og nemt at jeg aldrig siden kan huske om en bog jeg har læst har været på engelsk eller dansk. 

   Jeg lærte også efter 3-4 måneder at tale engelsk-amerikansk så godt at amerikanere som ikke kendte min baggrund, i første omgang tog mig for "indfødt". 

   Men hvor stor betydning hele det års oplevelser og erfaringer har haft for mit videre liv, det er altså først noget jeg for alvor har erkendt her i de senere år hvor jeg stadig oftere har brugt tid på mentalt at kigge/tænke tilbage på mit barndoms- og ungdomsliv.

 

Den mellemste bror Dickie (nu Fred) var 14. Han spillede cello, øvede dagligt når han kom hjem fra skole, og gik på Julliard Music School. Faren kørte ham ind til undervisning på skolen hver lørdag. Den lå på Manhattan, der hvor den også ligger i dag.

   Jeg var tit med, og i ventetiden blev jeg taget med rundt og besøgte små gallerier i Greenwich Village og Lower East Side, steder hvor den nyeste amerikanske kunst blev udstillet. Det var værker som repræsenterede 'retninger' som knap nok havde fået navne endnu: "pop art" og "abstract expressionisem".

 
Moren i familien var hjemmegående, ligesom min danske mor.
   Faren arbejdede som regionschef for en supermarkedkæde. Men i sin fritid var ham kunstsamler og -handler.
   Han købte og solgte "navne" som jeg først en del år senere da jeg læste kunsthistorie på KU, fandt ud af var blevet meget, meget kendte og internationalt berømte.

   Nogle af dem genså jeg på MOMA - Museum of Mordern Art - ved vores besøg denne gang: Jackson Pollock, de Kooning, Andy Warhol, Claes Oldenburg m.fl.

   Det jeg husker allerbedst fra den gang, var et popkunstværk som gjorde et nærmest uudsletteligt indtryk. Vi besøgte "The Store" af Claes Oldenburg:

In the winter of 1961, Claes Oldenburg opened a store on the Lower East Side of Manhattan (107E. 2nd St) selling his work, circumventing the usual practice of selling art through a gallery.

   He had created an eclectic array of objects- from lady’s lingerie to rib eye steak- from roughly painted plaster in the back of the store, selling them in the front. Most of the items are strangely proportioned or of a large scale, playing around with the idea of commodity and art. They were ‘objects after the spirit and in the form of popular objects of merchandise’.

   The idea was to create a store, or at least the functional equivalent of one. In the photograph one can see that the works were piled high, hanging off the walls and ceiling, layed out on counters, as though they were part of an ‘Everything must go’ sale.

  ‘You could buy a relief of a rumpled girdle for $249.95, a Big Sandwich (1961) for $149.98; the 9.99 (1961) hanging in the front window went for $399.95. The slapdash painted sculptures mostly replicated coffee-shop food and bargain basement clothing, but mannequins, bits of signs, a wilting red-ribboned Success Plant (1961) and even the cash till were up for grabs.’

   Now the objects are in major art collections across the world, taking them from their original context, perhaps ‘gentrifying’ them into isolated art works that sit on a plinth.

I hjemmet stod der et sortlakeret blankt flygel der fyldte det meste af en af stuerne. Jeg kunne ikke spille klaver, men nød at "improvisere" på det næsten dagligt. Familien var overbærende.

   Jeg mener at kunne huske at den ældste bror Jimmy (James) der var 16 år, faktisk var god til at spille klaver, men gjorde det meget sjældent.

   Mit værelse var et meget stort loftsværelse med skrå vægge. Der var plads til et bordtennisbord og jeg spillede meget bordtennis med den ældste Jimmy. Han var ekstremt velbegavet og velformuleret og vandt mesterskaber i "debating" - for elver i de ældste klasser i staten New York.

   Der var store hvide skrå vægflader i mit værelse som jeg i  løbet af året udsmykkede med mine mange pastelkridttegninger af eksotiske ansigter, tegninger som jeg lavede henne i skolen

   Den yngste bror Danny (Daniel) som den gang må have været omkring 12 år gammel, var meget blid og vel nok noget af en mors dreng. Ham havde jeg mindst kontakt med.

   Her et foto hvor mine tre amerikanske brødre og jeg er stillet op - iklædt islandske sweatre som min mor - den danske - havde strikket og sendt over. Fra venstre: Peter, Jimmy, Dickie, Danny:

I min lokal skole - Hendrick Hudson High School - kunne man vælge faget "art" som indebar flere timers regulær tegne- og maleundervisning om ugen. Sådan et fag havde vi ikke i mit danske gymnasium. Og læreren var glimrende - men havde vist nok alkoholproblem, husker jeg.
   Jeg gik også til sang, både klassisk korsang og så var jeg også med i en flerstemmig "babershop-gruppe". Jeg husker det som rigtig sjovt at synge disse tætte firstemmmige rytmiske sange sammen med syv jævnaldrende drenge (mere om det i et senere indlæg).  

   Min engelsklærer var tidligere officer i den amerikanske hær, og modtog mig med den bemærkning, at jeg selvfølgelig var velkommen, men at han i øvrigt ikke brød sig om at få udlændinge - "foreigners" - ind i klassen fordi han havde mere end nok besvær med at lære de amerikanske elever at tale og skrive et nogenlunde ordentligt engelsk.

   Jeg synes gennemgående at han var ubehagelig som lærer, men jeg bed tænderne sammen, og endte med at få "A" i den afsluttende store skriftlige hjemmeopgave hvor man skulle skrive et essay om en væsentlig amerikansk bog og dens forfatter. Jeg skrev om Herman Melville og hans roman "Moby Dick".

   Det var moren Shirly som skrev opgaven rent på maskine, hvad der jo bidrog til den gode karakter fordi stavningen var korrekt. Den positive skriftlige ledsagekommentar til opgaven fra engelsklæreren, sluttede med sætningen: "The typing is also sherry good!" Sherry var familiens efternavn.

Utvivlsomt har oplevelserne og det emotionelle resonansspor fra den gang været en vigtig forudsætning for at den her 10 dages turisttur til New York har være så umanerligt og overraskende tilfredsstillende.

    Det indslag på turen med størst "impact", viste det sig, var mødet og gensynet med mine tre amerikansk brødre under opholdet. Oplevelsen i situationen var for mig, men vist nok også for dem, ret bevægende - efter at jo vi ikke havde haft kontakt i godt 40-45 år.

   De var ligesom mig blevet nogle ældre herrer. Men ansigtstrækkene og mimikken var genkendelige, og ikke mindst måden de snakkede på. Hurtigt, kvikt, venligt ironisk.

   

Det var naturligvis dybt fascinerende at høre dem fortælle om hvordan deres respektive liv var forløbet i mellemtiden. Alle tre har de haft job og karriere i kreative professioner, viste det sig:

   - James - som forfatter og forlægger for forholdsvis eksklusiv snæver postmodernistisk litteratur - kombineret med en karriere med godt betalte jobs  inden for it-branchen, med arbejdsopgaver for IBM og for Wall Street-firmaer.

   - Fred - som højt respekteret og internationalt anerkendt klassisk (kammermusik)cellist og underviser i cellospil på Julliard - der hvor han selv var blevet uddannet som ung. Han har turneret over hele USA og over hele verden, og han har fået og udgivet en masse plader og CD´er. Vi havde fælles interesser i madlavning, rødvin, whisky og stensamling, viste det sig.
   Den musik han turnerede med var typisk ny kompositionsmusik fra det tyvende århundrede, særligt rettet mod kammermusik-ensembler: duoer, trioer, kvartetter og kvintetter. Absolut ikke min musik, tør jeg roligt sige. 

   Hvis jeg kom tilbage til New York lovede han mig en rundvisning på den fantastiske geologiske udstilling på American Museum of Natural History (læs mere om mit besøg på dette utrolige museum i et senere New York, New York-indlæg).

   - Daniel endte med at blive en vist ikke særlig succesfuld kunstmaler, og det meste af sit liv ernærede han sig som restaurerings-snedker på museer i Californien. 

   Han var nu en slags eneboer, havde ingen computer, malede stadig, og boede i et selvbygget hus i Vermont. Han var kommet tilbage til østkysten for at tage sig af moren da hun blev dement. 

   James havde sagt: "Don´t do it. Get at nurse!"
   Men Daniel holdt fast og boede hos og plejede Shirly i seks år til hun døde i en høj alder - vist omkring midtfirserne. Faren var død omkring 10 år før.

Ideen til New York-turen var ikke min, og da mine to kvindelige medrejsende, fruen og hendes søster, første gang foreslog det for tre kvart år siden, var jeg egentlig ikke særlig tændt på den.

   Men da beslutningen var taget og flybilletterne købt, kontaktede jeg Fred hvis mail-adresse jeg havde fundet for tre år siden, og skrev at nu kom jeg/vi - og kunne vi ses?

   Han inviterede til middag i sit hjem - en fin og stor lejlighed i Upper Eastside-kvarteret, ikke så langt fra Lincoln Centeret som Julliard-skolen nu er en del af. I forbindelse med invitationen skrev han beroligende: "I am a good cook."

   Overraskelsen var så at da vi mødte op, var ikke kun Fred og hans kone der, men også de to andre brødre James og Daniel, og James´ kone.

James (Jimmy)

Fred (Dickie)

Daniel (Danny)

Det var en overordentlig hyggelig og emotionelt varm og munter aften. Der blev talt meget og udvekslet erindringer og livsfortællinger. 

   Jeg opdagede at mit mundtlige engelsk som jeg ellers i mange år har syntes var blevet mere og mere ubehjælpsomt og stammende, pludselig blev relativt levende og produktivt igen.

   Fruens søster fortale bagefter at hun oplevede aftenen "som at være med i en Woody Allen-film". Jeg kunne godt se hvad hun mente.

 

Nogle dage efter spiste jeg frokost med den ældste bror James som boede på et såkaldt "loft" kun 10 minutters gang fra den lejlighed vi havde lejet i East Village. Der havde han boet siden 1976, fortalte han, Det var hans ven (og mentor?), beatdigteren William Burroughs som havde foreslået ham at flytte ind der efter et år langt udlandsophold i Marokko.

    Ved besøget hos ham i de omgivelser fik jeg også en fornemmelse af næsten at være med i en amerikansk film eller tv-serie med location New York. 

   Nu genser jeg serien "Venner" med en ekstra dimension.

    

James forærede mig sin nyeste bog fra 2013 der havde titlen "Oops! Enviromental Poetics" - en blanding af essays og prosadigte.  Omdrejningspunktet og det der binder teksterne sammen, er  en ambitiøst og mentalt krævende  kobling mellem "poetik" og "miljøbevidsthed". Mine engelsk-kundskaber er kommet på en alvorlig prøve under læsningen.

    Her uddrag fra en anmeldelse af  bogen af den amerikanske internationalt kendte digter Ron Silliman:

Oops! Environmental Poetics proposes that the cause of global warming is desire. We already have the technology to arrest climate change. We have the political systems to implement social transformation. But we lack the will to adopt a more sustainable future.    In a linked series of essays and poems, Oops! shows how changing our perspective on the biosphere links human thought to the actions we need to survive. Oops! engages an activist poetics that is both in our interest and within our grasp.

   For all of the talk of globalism by the chattering classes, it is worth keeping in mind that there are just two global systems: capital and the biosphere. Every response to either is inescapably particularized by its location. The stresses of such imbalance are what move the world, that locomotive sans engineer heading straight for the chasm.

   Ten years before September 11, James Sherry’s Our Nuclear Heritage foresaw – with stunning clarity – the interactions between world politics & human culture in the 21st Century. Now Oops! extends that vision perhaps even to the end of the human experiment. Far more than a Cassandra for the new millennium, Sherry’s vision has deepened over the decades, offering analysis & strategies we would be wise to heed. Poetry is risk – or else! How ironic that the closest thing we have now to a Benjamin or Adorno should be someone who has worked at the intersection of computing & finance just across the street from the late, lamented CBGBs.

James forærede mig en anden bog som han havde været redaktør og udgiver af: Evelyn Reilly: "Styrofoam", en digtsamling hvis karakter og stil man kan få indtryk af her:

http://www.evelynreilly.com/home/work/styrofoam

James´ anden kone hed Debora. Hun var redaktør af et lille journalistik- og mediekritisk månedsmagasin "Extra! - The magazine of FAIR - The Media Watch Group". Få et indtryk af magasinet på hjemmesiden her.

http://fair.org/extra-the-magazine-of-fair-the-media-watch-group/

Målet for magasinets artikler er beskrivelse, analyse og kritik af uetisk og unfair adfærd i medierne og blandt journalister og mediefolk. Og målgruppen er, fik jeg at vide, journalister og andre professionelle i mediebranchen som er optaget af højnelse og forbedring  af etik og moral i journalistik og medier.

   Noget lignende har vi ikke herhjemme. Det kunne ellers godt være ønskeligt sådan som udviklingen har været de senere år.

James  "readings" af egne tekster over en lang årrække siden slutningen af 70´erne, kan findes som lydfiler på denne hjemmeside:

http://writing.upenn.edu/pennsound/x/Sherry.html

Han kamuflerer sin person som digter og forlægger bag en "foundation" - Segue Foundation - som der er link til her:

http://www.seguefoundation.com/segue_info.htm

James har en slags hjemmeside her hvor der også er links til nogle avisinterviews med ham i anledning af forskellige udgivelser:

http://epc.buffalo.edu/authors/sherry/

Fred, hans musikkarriere og musikudgivelser, kan du læse mere om på hans hjemmeside her:

http://fredsherry.com/

Det er som man kan høre og læse sig til, hovedsagelig ny atonal kompositionsmusik han har på repertoiret, og absolut ikke min kop te, rent musikalsk. I den klassiske musiks historie står han på hvor jeg står af: omkring begyndelsen af 1900-tallet.
   Enkelte videoer med ham kan findes på YouTube, blandt andet denne med violinisten Ariana Kim. Hvad nummeret hedder og hvem komponisten er, fremgår ikke:

Det var et godt og kreativitetstimulerende gensyn med min amerikansk brødre.

(fortsættelse følger)

'The Hunger Games' - og "racisistiske" simulationer

En ny amerikansk sience-fiction-action film er blevet en kæmpe succes. Ifølge pålidelige kilder har den været den tredje mest indtjenende film på den første visningsweekend - nogensinde.

   Titlen er 'The Hunger Games' - og af referatet at dømme er plottet et der ligner plot i bøger jeg har læst for efterhånden mange år siden - i den periode af mit liv hvor SF var min altopslugende læse-genre.

Plottet i 'The Hunger Games' har karakter af en slags reality-show hvor udvalgte unge mennesker bliver tvunget ind i et kampspil hvor de skal fighte mod hinanden for at overleve. Og dette spil dækkes så af autoriserede video-optagehold der gør det muligt for et tv-publikum at følge det for de fleste deltagere dødelige udskilsningsløb.

   Wikipedia fortæller om historien:

The story takes place in a post-apocalyptic future in the nation of Panem, which consists of a wealthy capitol surrounded by 12 impoverished districts. As punishment for a past rebellion against the government, the Capitol initiated the Hunger Games—a televised annual event in which one boy and one girl from each of the 12 districts are selected in a lottery as "tributes" and are required to fight to the death in an arena until there is one remaining victor. When the protagonist Katniss Everdeen (Lawrence) hears her younger sister's name called as the female tribute for their district, she volunteers to take her place in order to save her from having to participate. Joined by her district's male tribute Peeta Mellark (Hutcherson), Katniss travels to the Capitol to train for the Hunger Games under the guidance of former victor Haymitch Abernathy (Harrelson), expressing resentment for both the Capitol and its populace for forcing her and her fellow tributes to fight to the death for their own amusement.

Københavns elite der tv-kigger på unge fra Udkantsdanmark. Det ligger ikke så langt fra 'De unge mødre'. Eller 'Gintberg på Kanten'. Eller den stærkt overvurderede serie: 'Blod sved og t-shirts/ris'.

Umiddelbart får jeg også film-associationer til "Gladiator", instrueret af Ridley Scott, eller tv-reality-dokumentarserien "Krigerne" - af Poul Martinsen. Eller for den sags skyld: "Avatar".

   Og ikke mindst associerer jeg plottet til den græske myte om Theseus og tyren Minotauros på Kreta, uhyret som hvert niende år år skulle have udleveret syv unge mænd og syv unge kvinder fra Athen - til fri forlystelse og fortæring.

Filmen 'The Hunger Games' er en adaption af en SF-roman-trilogi med samme titel af forfatterinden Suzanne Collins. Den udkom 2008-2010. Roman-serien blev en bestseller, 1,5 millioner eksemplarer af de første to bind i serien blev der solgt på bare 14 måneder.

  Så mange af filmgængerne har altså utvivlsomt læste bøgerne før de gik ind og så filmen. Ligesom det fx var tilfældet med Harry Potter.

  Og det har givet ballade i den globale offentlighed på nettet. For nogle af de mere fremtrædende karakterer i filmen er spillet af 'sorte' skuespillere - det der på amerikansk benævnes 'african-american', afrikansk-amerikanere.

I romanerne er disse personer af forfatteren Suzanne Collins beskrevet som havende "dark brown skin." Og af et interview hun har givet, fremgår det at det hun har tænkt og ment, netop er 'african-american'.

   På nettet en en lang række (og må man antage: lyshudede) unge amerikanske biografgængere kommet med stærkt racistiske udtryk i deres beklagelser over at filmen viser karakterer hvis farve og race ikke er i overensstemmelse med de forestillinger de mentalt havde simuleret i forbindelse med læsningenn af romanerne. Det gælder karaktererne  "Rue", "Cinna" og "Thresh":

Filmens Rue spillet af Amanda Stenberg

Filmens Cinna spillet af Lenny Kravitz

Filmens Thresh spillet af Dayo Okeniyi

'Simulation' er et begreb som jeg mange gange har omtalt og beskrevet som en af de vigtigste neurologiske mekanismer der udspiller sig i hjernen på folk når de fx læser en roman eller hører en historie fortalt.

    Og slagordet er: "Understanding is simulation". Man forstår og kan identificerer sig med figurer i fiktionen ved mentalt at "gennemspille" det man læser eller hører, på den "indre scene" - som en slags mental "dummy" eller "rehearsel"

Når man simulerer situationer, mennesker og handlinger som et led i at opleve og forstå det læste, så leverer hjernen altså stof til en visuel simulation: Man ser personerne for sig i aktion i forestillede situationer, og disse indre billeder sætter sig i hjernens hukommelsesmoduler som erindringer - præcis som hvis man rent faktisk havde set dem med sine øjne i virkeligheden.

   Og nogle af biografgængerne har altså ikke eller kun dårligt kunnet simulere figurerne i romanserien som "sorte" når de "kun" omtales som "dark brown". Denne diskrepans mellem romansiumulering i erindringen og den de skal gennemføre for at komme i filmens flow, ødelægger delvis oplevelsen af filmen for dem. Og så  bliver de vrede.

Spejlneuronernes aktivering er et vigtigt led i den slags indre mentale simulationer - situationer, mennesker og handlinger der "kører på den indre skærm" under læsningen. Og spejlneuronerne har direkte forbindelse til de centre i hjernen der udløser følelser.

   Og det nogle af de unge biografgængere er vrede over, og som får dem til at udtale sig i racistiske vendinger på nettet, er at de simulerede erindringer de har indlejret i deres episodiske/selvbiografiske hukommelse, ikke stemmer overens med de billeder de nu ser på den ydre skærm - filmlærredet.

Problemet er for dem utvivlsomt reelt nok. Det er simpelt hen vanskeligere at simulere (=identificere sig med) det man ser på filmlærredet når man har visuelt konkrete erindringer godt og grundigt lagret i hjernen som modsiger eller dementerer det.

Det er jo ikke noget usædvanligt eller ukendt fænomen.

   Mange filmtilskuere kan fortælle om tilsvarende skuffelser når de har set en film som er en adaption af en roman de har levet sig ind i og levet med i via simulationsmekanismerne. Fordi den indre film som sidder stærkt forankret i den episodiske hukommelse, dårligt eller slet ikke korresponderer med den ydre som de ser i biografens mørke.

Et berømt og markant eksempel er fra tv-serien Matador. Den stærkt ubehagelige figur lærer Andersen bliver af sin kone Misse låst ude på balkonen til lejligheden. Næste dag findes han død - af kulde. Mange seere klagede ved genudsendelsen over at den scene er klippet ud hvor vi "ser" lærer Andersen igennem altandørend rude stå og gestikulere vredt og skælde ud.

   Scenen har aldrig eksisteret, men Misse genfortæller episoden så levende at tv-seerne har simuleret den visuelt og erindrer simulationen ganske tydeligt.

Negative erindringer - kan behandles med medicin - og gennem kunstneriske flow

Erindringer er det der gør det muligt for os at sætte vores aktuelle situation i perspektiv og ramme af vores tidligere liv. Erindringer kan genkaldes og det er default mode netværket der varetager den funktion at genkalde sig erindringer ud af den selvbiografiske hukommelse. 

   Stort set alle filminstruktører og forfattere og andre kunstnere gør brug af deres genkaldte erindringer som inspiration og stof i deres værker.

   Hukommelsespsykologer og -neurologer er enige om at jo mere og jo oftere en erindring genkaldes, jo stærkere lagret bliver den også i hukommelsen. Men at det også ændrer den ved at den bliver genkaldt den i en eller anden sammenhæng. 

   Det er som om der sker en form for re-writing - en overskrivning - af erindringen for hver gang den fremkaldes. 

  

Vi ved også at erindringer ikke bare er neutrale scener og billeder, men at de ofte er tilknyttet følelser, så man under genkaldelsen også genkalder sig en del af de følelser der var aktive da man oplevede det som siden blev lagret i hukommelsen.

   Jeg kan fx stadig huske min første store forelskelse i gymnasiet, en række scener hvor jeg oplevede hende særligt attraktiv. Når jeg genkalder mig de erindringer så mærker jeg også lidt den mavefornemmelse - kildrende spænding - som synet af hende den gang var forbundet med.

At genkaldes sig positivt ladede erindringer, er ikke noget problem. De forstærkes og forankres i positive følelser. Dvs. der forstærkes en neurokemisk reaktion - coctailen af "lykkkestoffer" - ved at genfremkalde dem for sit indre øje og på den indre skærm.

Men hvad med de negativt ladede erindringer? - Politikens tillæg 'Viden' har idag søndag en artikel med rubrikken

Ud med de syge tanker

Den handler om behandlingen af posttraumatisk stress, som forskere nu mener at være på vej til at kunne behandle/helbrede med medicin.

Når en erindring genkaldes, sker det via en kemisk reaktion. En negativ erindring vil ændre sig lidt, hver gang den genkaldes og lagres igen. På den måde kan den omformes og blive så fasttømret, at angstanfaldene bliver værre og forekommer oftere. Men ved at ændre på en erindring ved hjælp af medicin, mens den står på, kan den negative del påvirkes og undertrykkes. Og så lagres de negative indtryk og følelser i mindre grad bagefter (...) 

    Det er samspillet mellem følelser, fornuft og hukommelse, der fører til angstanfald. Dæmpes følelserne, mens erindringen er aktiv, kan traumet mindskes.

Men hvad er det lige posttraumatisk stress er for noget? Det er en af de mest ekstreme former for angst, fortæller artiklen der er skrevet af Morten Garly Andersen.

Den kan optræde, hvis man har set forfærdelige ting i forvbindelse med en krig. Stået over for en bankrøvers pistolmunding. Set sit barn blive kørt ned af en lastbil. Eller hvis familien går i opløsning, man mister sit job og må sælge sit hus.

    Patienter med denne lidelse plages af erindringer om frygtelige detaljer fra den slags begivenheder. De dukker op og forstærkes i situationer, der kan relatere til oplevelsen - udløst af at se en krigsfilm, gå ind i en bank eller ved lyden af en lastbil.

Jeg associerer til teorien om den særligt kreative personligheds særlige barndom og ungdom. Mange forfattere og kunstnere som har oplevet forældresavn og -tab, social fremmedgørelse ved radikale miljøskift - og mobning i skolen, bruger jo genkaldte erindringer om disse negative oplevelser som stof i deres kunst. 

    Og denne kunstneriske bearbejdning af negativt farvede erindringer kan jo tilsyneladende fungerer som en slags medicin. Ikke så erindringerne forsvinder, men så den kunstnerisk anlagte person mentalt og kognitivt får et mere positivt - eller i det mindste mindre belastet forhold til dem ved skrive elle male med afsæt i dem og dermed bearbejde dem - ja, emotionelt.

 
Kan det forklares neurobiologisk? Ja, det synes jeg. 

    Vi ved at det at skrive eller male eller andre kreative aktiviteter indebærer at personen kommer i en flowtilstand - en tilstand som man kan blive helt afhængig af (som mange journalister fx) fordi den netop foregår under påvirkning af dopamin, serotonin, endofiner mv.

    Så en erindring der er forbundet med angst - og dermed når den genkaldes genudløser de kemiske stoffer som angst udløser, kan blive angstdæmpet af de stoffer som udløses ved den kunstneriske flow-tilstand.

    Det ligner den opdagelse at fx depression også kan dæmpes eller læges ved fx lange og krævende løbeturer - løbeturer som også udløser flow-coctailen. 

Du er en drømmer, Peter! - når default-netværket fungerer i praksis og bruges til - hvad?

Da jeg var barn, fik jeg tit at vide at jeg var "en drømmer". Og det forældre og andre voksne mente, var at jeg tit ikke var særlig opmærksom på mine omgivelser, men "gik i mine egne tanker", "var langt væk", "var fjern i blikket", "professor-distræt" - og hvilke metaforer man ellers brugte.

   Da jeg gik i første klasse i Holeby skole, havde vi en lærerinde der hed frøken Rømme. Hun havde også bemærket at jeg tit ikke var særlig næværende, og foretog en gang det eksperiment forsigtigt at balancerer en lineal på toppen af mit hoved uden at jeg lagde mærke til det. Sådan går historien i hvert fald i min familie.

En metafor for default-netværkets funktion, som jeg lige finder på, er at det er aktivt når hjernen ikke er på arbejde, men holder fri og holder ferie. På nettet har jeg set at det også kaldes "off-line cognition" - altså "off-line tankevirksomhed" - hvor computeren er metafor for hjernen.

  En engelsk metafor for det at dagdrømme er "mind wandering" - altså "at sindet vandrer" - svarende til at man siger: "Jeg gik i mine egne tanker" - altså metaforen går ud på at tanker er som et landskab man kan gå rundt i.

Ud over disse metaforer som jeg nævner oven for - og som jo på en måde også dokumenterer at dette default-netværk findes og antyder hvordan det fungerer - så peger det her på noget jeg tidligere har været lidt inde på: parallellen mellem "det indre syn" og "det ydre syn".

   "Det ydre syn" er jo det der er forudsætningen for og vejen til at spejlneuronerne kan udfører deres job, nemlig gøre os i stand til automatisk og ubevidst at "aflæse" andre menneskers indre "tilstand", gennem perceptionen af deres ydre handlinger, gestus, mimik: Vores hjerne "simulerer" vores egne neurale forbindelser mellem handling og intention - og handling og følelser - når de ser en anden agere.
   Det ligner lidt det at læse noderne til en melodi uden at spille stykket på et instrument.

Men man også kan "vende blikket indad" og i bevidstheden genkalde sig oplevelser/erindringer/minder som man tidligere har perciperet, dvs. oplevelser som spejlneuronerne har simuleret på det tidspunkt man havde oplevelsen.

   Her sker der jo så det at man "aflæser" sine egne minder - som jo ikke er selve oplevelsen og ikke præsenterer sig for det "indre øje"/på den "indre skærm" med sammen "livagtighed" som de sansede indtryk man havde da man blev udsat for oplevelsen den gang.

   Den genfremkaldet oplevelse - mindet - er et aftryk i hjernen der i et eller andet omfang matcher den oprindelige oplevelses indtryk - en mental simulation af det hjernen modtog og optog oprindelig, altså.

   Og min teori vil være at i og med man fremkalder dette minde, så aktiveres de til den ydre oplevelse korresponderende spejlneuroner også, men kun i en neddæmpet udgave.

Jeg har lavet mig en metafor på det: Forholdet mellem en melodi skrevet ud som noder på et stykke papir og så selve melodien spillet på et instrument, svarer til forholdet mellem spejlneuronerne og handlingerne som de "tænder" på. Der er absolut ingen fysisk lighed mellem noderne på papir og melodien spillet på  instrument: noderne "ses", mens melodien "handles" og "høres". Men man kan sige at noderne afspejler den spillede melodi. Og tilsvarende er der ingen fysisk lighed mellem spejlneuronernes tændingsmønster, og så de fysiske handlinger som de repræsenterer eller de synsindtryk som de står for.

Litteraturen på nette om default-neværket forbinder dets funktion tæt med kreative processer, og én anfører at for at hjernen rigtig kan få gang i den indre mentale vandretur, så skal man gå sig en rigtig tur (underforstået: uden formål, altså ikke en svampejagt-skovtur)

Da jeg så netværket beskrevet, herunder at det tog over og var aktivt når man dagdrømte, var det nærliggende at søge på en sammenhæng mellem det og så det at drømme "rigtigt" mens man sover. Og jeg finder:

Erin Wamsley and Robert Stickgold, two of the best scientists doing dream research these days, have presented a new model of the dreaming brain in Wamsley, E. J., and R. Stickgold. 2010. Dreaming and offline memory processing. Current Biology 20 (23):R1010-3. In that article they suggest that some aspects of dreaming cognition, most especially those aspects that promote memory processing, could be mediated by what has become known in neuroscience circles as ‘the default network' of the brain. This is the set of neural structures that are normally activated when we are just resting, doing nothing in particular but daydreaming. I know also that another premier dream researcher Bill Domhoff has suggested something similar in an in-press article Consciousness and Cognition.

http://www.psychologytoday.com/blog/dream-catcher/201105/dreaming-and-the-default-network

Og hvad skrives der ellers om dagdrømme? I høj grad at det har noget at gøre med kreative processer:

Daydreams are an inner world where we can rehearse the future and imagine new adventures without risk. Allowing the mind to roam freely can aid creativity—but only if we pay attention to the content of our daydreams. Neuroscientists have identified the “default network”—a web of brain regions that become active when we mentally drift away from the task at hand into our own reveries. When daydreaming turns addictive and compulsive, it can overwhelm normal functioning, impeding relationships and work. (...)

Most people pend about 30 percent of their waking hours spacing out, drifting off, lost in thought, woolgathering -or as one scientist put it, "watching your own mental videos"

http://www.tkpi.org/content/day-dreaming-brains-default-network-and-inattention-0

Det er værd at notere at dagdrømme og rigtige drømme mens man sover, opleves med forskellig virkelighedsgrad eller realismeintensitet: Drømme opleves som virkelige når man drømmer (og derfor må man i drømme knibe sig i armen for at sikrer at det er drømme), det gør dagdrømme ikke.

   Default-netværket er også aktivt under hypnose, trance og når man mediterer. Meditation dæmper netværkets aktivitet, uden at hjernen - som ellers - begynder at fokuserer på yde indtryk.

   Det ser ud til at skizofreni kan forklares ved et default-netværk som er løbet løbsk, og som ikke lukker ned som det skal når bevidstheden forsøger at løse opgaver:

When properly connected, the default network has an automatic shut-down mechanism that kicks in when it is necessary for us to direct our attention outward. For instance, when people with a "properly wired" default network are concentrating on a task, blood flow leaves the default network and areas of the prefrontal cortex that are needed to focus become more active. After all, it is mighty difficult to concentrate on things going on outside when there is so much going on inside.

   So what does the schizophrenic brain look like? As it turns out, people with schizophrenia have an overactive default network without the important connections that allow them to shut off the network. This overactivity in the default network is present when people with schizophrenia are just chilling as well as when they are trying to focus on an external task.

http://www.psychologytoday.com/blog/beautiful-minds/200903/are-people-schizophrenia-living-dream

Det passer jo meget godt sammen med andre teorier om at der er en sammenhæng mellem det kunstneriske sind og skizofreni.

Sprogprofessorens erindringer - og mine egne - og det med det kreative

Jeg blev aldrig professor i dansk sprog. Men det var lige ved, kommer jeg i tanker om. 

   Jeg læser Politikens tillæg og ser en anmeldelse af professor Jørn Lunds bog: Erindringer 1960-1990. Rubrikken lyder: "Minder fra en melankolsk konservativ".

  Vi var jævnaldrende studiekammerater på danskstudiet på Københavns Universitet og delte en faglig interesse for studiet af sprog. Hans interesse gik i mod de traditionelle sprogdiscipliner: fonetik, dialektologi, og sikkert også: dansk sproghistorie. Jeg var optaget af moderne syntaks og semantik med glidende overgang til samtaleanalyse, sprogbrugsanalyse, sociolingvistik. Han var mest interesseret i sprog som system, jeg mest i sproget som kommunikation.

  Vi konkurrerede om en amanuensisstilling i dansk sprog. I 1970, tror jeg det var. Jeg fik den, han blev nummer to (vi var vist kun os to). Han fik så den næste stilling der blev slået op et halvt år senere.

  Små ti år senere konkurrerede vi om professoratet i dansk sprog på Lærerhøjskolen. Han fik det, jeg blev nummer 2. Og besluttede at skifte faglig og professionel bane kort tid efter (i frustration? kreativ vrede?).

Men det der fangede mig i den anmeldelse - ud over at Jørn Lund og jeg altså har en fælles fortid og faglig berøringsflade - var følgende passus i anmeldelsen:

Forholdet til faderen har vist været anstrengt. Bogen indledes med, at unge Jørn får faderen til at le. Han var ellers altid gnaven når der skulle pakkes. Faderen bryder sig ikke om når Jørn havde gæster med hjem. Pludselig er faderen borte og har fået en ung kone.

En masse forbliver usagt. Han gik til timer hos litteraten Age Henriksen. Han kaldes "skråsikker". Og han fik mange elever, hvad Jørn Lund ikke forstår. Så var der et "tågehorn", som sagde noget. Henriksen fandt det meget spændende. Vi tænker: hvem er tågehornet.

Hov! Endnu en der har "ondt i farforholdet" - et af de biografiske signaler på den særligt kreative personlighed. Og Jørn har jo også vist gennem sine karriereskift at han hører til den gruppe.

   Jeg må se at få læst hans erindringsbøger, både den her, som jeg har delvist sammenfaldende erindringer med, og nr. 1 som jo må fortælle mere detaljeret om farforholdet i barndommen.

Anmeldelsens rubrik bruger ordet "melankoli". Det "tænder" mig også. Jeg har lige fået en nyhedsmail fra IKI-netværket der omtaler et arrangement med en forfatter der i overskriften til sit indlæg kobler melankoli sammen med kreativitet. Og jeg har i flere sammenhæng været inde på at koble vrede og frustration sammen med kreativitet. Her er et endnu et spor at følge...

Referencen til Åge Henriksen er også interessant for mig. Jeg gik også til Henriksens timer - og følte mig også "udelukket" fordi han var omgivet af en skare af ældre studerende der "dyrkede" ham. Og jeg kan genkende oplevelsen af at nogle af dem var "tågehorn".

  Men jeg havde og har det helt anderledes med Aage Henriksen. Han var faktisk den eneste af litteraturprofessorerne jeg gad gå til den gang. Jeg var meget optaget af de analyser Aage Henriksen foretog af den litteratur der som biografisk grundlag havde "sublimeringshistorier" - symbolsk forstået gennem frimurernes ritualaer og fordækte tænkning: Baggesen, Goethe, Grundtvig, Kirkegaard, Sophus Claussen, H. C. Andersen, Jakob Knudsen, Henrik Ibsen, Karen Blixen. 

   Jeg har siden læst alle Aage Henriksens bøger, og betragter ham som et enestående kreativt menneske og en meget original litteraturforsker.

  Aage Henriksen-temaet har jo virkelig noget med spørgsmålet om kreativitet at gøre: En lang række forfatter oplever at det at de dyrker den platoniske kærlighed, åbner for stærke kreative sluser, der omsættes i fængende, fascinerende, "dybe" og æstetisk interessante mesterværker.

Jeg har tidligere nævnt at jeg mener der er en sammenhæng mellem sprog-konflikter i barndom og ungdom, og så udviklingen af den kreative personlighed. Jeg har jo en del venner og kolleger som ligesom mig har forsket i sprog. Vi var en hel klynge den gang i 70-erne der var nogenlunde jævnaldrende: Niels Erik Wille, Ole Togeby, Klaus Kjøller, Anne Marie Søderberg, Harly Sonne, Per Aage Brandt, Frans Gregersen, Uwe Geist, Ib Poulsen. Fælles for dem var bl.a. deres interesse for "tværfaglige" sprogstudier.

  Spørgsmålet er: Er der noget fælles i deres biografier der gør at de som unge begynder at interesserer sig for at udforske og reflekterer over sproget. Nogle af dem ved jeg allerede nu har kendetegnet: "split personality": Niels Erik Wille, Klaus Kjøller, Per Aage Brandt, Uwe Geist.

Hvad med de andre?