Nyt radiodokumentar-format i Radio24syv - og kreative restriktioner

Kreative restriktioner er jo (urimelige) grænser for den kreative udfoldelse, som - paradoksalt nok - forstærker kreativiteten. 

   Den nye licensfinancierede radiokanal Radio24syv som den borgerlige regering lige fik vedtaget inden den måtte forlade taburetterne, må opfinde nyt for at indfri de krav som stilles til den - inden for de økonomiske rammer og vilkår som indgår i den 8-årige kontrakt med staten. 

Det er to særligt kreative hoveder som jeg tidligere har skrevet om, Mads Brügger og Michael Bertelsen der er de nye kanalchefer. De er begge hver for sig og sammen kendt for konceptuelle nyskabelser i radio og tv. 

  Fremhæves skal deres fælles tv-serie "Læsegruppen Sundholm", "Betelsen på Caminoen", Brüggers sidste faktions-dokumentar "Ambasadøren", deres fælles talk-show "Den 11. time". 

   Ingen af dem producerer noget som ikke har et eller andet fornyende i sig. Sådan er det med den type særligt kreative personligheder. De får det dårligt hvis de skal lave noget der er velkendt og gennemproduceret af andre.

   Mit gæt er at de er ansat netop fordi de er sådan nogen som får ideer af mere eller mindre umulige begrænsninger - kombineret med krav om fornyelse og udikling.

Ifølge Politiken igår har de to herrer udviklet et nyt koncept for produktion af radiodokumentarer. Rubrikken lyder: "Radioveteraner: Det bliver kedeligt". Underubrikken: "Mads Brügger og Mikael Bertelsen vil sende uredigerede råbånd sent på natten på Radio24syv. Det vil give flere gab end guldkorn, forudser radiodokumentarister." Journalist: medieredaktør Jakob Elkjær.

  Selv artiklen er en klassiker. Interviews med de to nye chefer og deres chef Jørgen Ramskov om tankerne bag et nyt radiodokumentar-koncept. Og en række eksperter på området der kritiserer og advarer og spår ilde om det endnu ikke virkeliggjort koncept.

Det interessante for mig er selv konceptet. Hvori ligger det nye? Ikke i indhold men i produktionen. Ideen er at "radiodokumentaristen", som er uøvet og utrænet "radioaktivist", får et fast beløb - 11.000 kr. - for en portion "råbånd": 7 x 55 minutter. Disse bånd skal så sendes - stort set uredigeret - i nattetimerne. Og fylder dermed godt i kanalens sendetidsforpligtelse. 

   Og så skal en fastansat redaktør, Kim G. Hansen, redigere de 7 timer ned til en enkelt radiodokumentar på 55 minutter som skal sendes om søndagen. 

Bertelsen og Brügger lægger ikke skjul på at konceptet er udsprunget af en økonomisk nødvendighed. Man har ikke penge til traditionelle radio-dokumentarer/-montager - typisk produceret af erfarne professionelle journalister og lyd-dokumentarister. 

   Det nye er for det første at man giver en enkelt redaktør hånds- og halsret over redigeringen af råbåndene. Traditionelt er en radiodokumentar/-montage jo produceret af tilrettelæggere med kunstneriske ambitioner, og de vil naturligvis aldrig - som en slags underleverandør - levere "råmateriale" til en ide, som en anden så kan skalte og valte med. 

   For det andet er det nyt at man sender uredigerede råbånd - og så i den længde. Men der er naturligvis fortilfælde. Norsk TV sendte uredigeret tv i 134 timer. Ideen blev annonceret sådan her:

NRK har åbnet deres næststørste kanal NRK 2 for den 134 timers nonstop live udsendelse. Udsendelsen starter torsdag aften den 16. juni i Bergen, hvor Hurtigruten vender ved Norges vestkyst. Kameraerne bliver ikke slukket, før skibet MS Nordnorge lægger til i Kirkenes tæt ved den russiske grænse om morgenen den 22. juni. Den 134 timer lange udsendelse giver dig en enestående mulighed for at opleve Norges fantastiske kystlinje, der prises over hele verden for sin naturlige skønhed og uberørte natur. Rejseruten omfatter de vestlige fjorde med Unesco-fjorden Geiranger, Helgelands smukke kyst, Lofoten, Arktis hovedstad Tromsø og Nordkap. Ruten går selvfølgelig også forbi andre enestående seværdigheder og steder, og du er velkommen til at følge os på vores tur mod midnatssolen. Hele tv-udsendelsen sendes online på NRK, hvor alle kan følge med.

Også popkunstneren Andy Warhole har været inde på den bane, bl.a. med filmen "Empire". 

   Wipdia:

Empire (1964) is a silent, black-and-white film made by Andy Warhol. It consists of eight hours and five minutes of continuousslow motion footage of the Empire State Building in New York City. Abridged showings of the film were never allowed, and supposedly the very unwatchability of the film was an important part of the reason the film was created. However, a legitimate Italian VHS produced in association with the Andy Warhol Museum in 2000 contains only an extract of 60 minutes. Its use of the long take in extremis is an extension of Warhol's earlier work the previous year with Sleep.

Da jeg var direktør for TV2 ØST og også skulle producere nyt for et meget begrænset budget havde jeg faktisk samme ide: At vi i den sendetid de regionale tv-stationer den gang havde til fri rådighed om formiddagen, men ikke fik penge for at udfylde, dér kunne vi sende de uredigerede tv-interviews som nyhedsjournalisterne producerede som råmateriale til deres tv-nyhedsindslag. Ofte kunne sådan et råbånd vare 20 minutter eller mere, og der blev kun brugt klip af en samlet varighed på 1-2 minutter. 

   Ideen blev aldrig realiseret på grund af modstand fra journalisterne. 

Man kan sige at det nye radiodokumentarkoncept i regi af Radio24syv har karakter af en slags dogmeregler - eller benspænd, om man vil - i forhold til hvad man traditionelt har betragtet som professionelle krav til radio-dokumentarproduktion.

   Målet er ifølge de to chefer at få nye tallenter ind. Altså talentudvikling oven i et nytænkte radiodokumentarformat - og en økonomi til at leve med - for den nye kanal.  

   Det er risikabelt, det er provokerende, det er fornyende, det er grænseoverskridende. 

   Der er tale om konceptuel blending fremtvunget af kreative restriktioner.

Man kan se konceptet her: http://www.larm-archive.org/wp-content/uploads/2011/10/R%C3%A5b%C3%A5nd_24syvDoku.pdf

Hvis man vil se alle de kritiske kommentaer, så er der her et link til Politiken.dk: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1426280/brgger-og-bertelsen-vil-sende-uredigerede-udsendelser-i-radioen/

"Kickstart" og "ketchupeffekt - og andre metaforer på økonomisk tænkning i journalistik

I bogen "I is an Other - The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World" - af James Geary har han et kapitel "Metaphor and Mony" hvori han fremhæver og analyserer en række af de metaforer som journalister og økonomer bruger når de skal skrive om fx. aktiemarkedet.

   I dag har Politiken sit Økonomi-tillæg, så jeg tænker jeg lige ville tjekke. 

   Metaforer er jo typisk noget vi bruger for at forstå det abstrakte og uhåndgribelidg gennem sprog fra det konkrete og håndgribelige i vores hverdag. Og økonomi og økonomisk tænkning er jo abstraktioner på abstraktioner. Så behovet er der.

Forsideartiklen handler om CO2-kvoter som firmaerne har fået gratis, og som staten altså har betalt. Den er næsten metaforfri, men der er så en enkelt der ligesom er undertekst hele vejen igennem: "regningen".  

  "En regning" er jo et stykke papir som vi fx kan få med posten, med angivelse af et beløb vi skylder for en vare som vi har modtaget, og som vi skal gå på netbank for at betale.

   Artiklen fortæller:

Beregninger foretaget af Politiken viser, at de danske elselskaber siden 2009 har tjent omkring 12,5 milliarder kroner på at opkræve betaling fra forbrugerne for kvoter de har fået gratis af staten.

  Kvoteordningen blev ellers indført som en slags afgift, hvor store CO2-forurenere skulle betale for udledningen og blive ansporet til at indføre grøn teknologi.

  Regningen (min fremhævelse) kunne de lade gå videre til forbrugerne, men på sigt ville de grønneste energiselskaber blive billigere og vinde markedsandele.

Det er helt klart. Jeg forstår ikke en brik. 

   "Regningen" er det eneste nogenlunde konkrete ord i hele teksten, men det hjælper ikke til nogen forståelse af sammenhængen.  Men jeg kan dog nogenlunde regne ud at det netop kun er i overført betydning at "regningen" ender hos forbrugerne, fordi det altså er staten og EU der har fordelt de gratis kvoter til virksomhederne.

   For en sikkerheds skyld tjekker jeg lige mine egne el-regninger fra NVE. Nej, der står ikke nogen rubrik der angiver et tal for hvad de gratis kvoter for virksomhederne koster mig i kroner og øre!

   Langt henne i artiklen forsøges sammenhængen der skal give mening til metaforen, så forklaret:

Når CO2-kvoter uddelt gratis af staten kan ende som en støre elregning, er det fordi kvoterne teknisk set er at betragte som et værdipapir, som selskaberne enten kan sælge eller bruge til at udlede CO2.

   Selv om kvoterne er gratis, er de derfor set fra elselskabernes side en del af deres omkostninger og noget kunderne helt naturligt skal betale for. 

Nu er meningen med denne blog jo ikke at kritisere, men at forstå. Og det jeg kan forstå, er at artiklens to journalister, Kåre Pedersen & Michel Rotheborg, er så indforstået med det økonomiske sprog og det abstrakte univers det referer til, at de ikke kan se at det de skriver, er totalt volapyk for 99,9% af avisens læsere, en gruppe jeg, trods høj uddannelse og god erfaring med at læse svære tekster, altså også tilhører.

Jeg snupper lige en anden artikel. Rubrikken lyder "En kickstart af dansk økonomi kræver mere end små pakker". 

   Manchetten: "Det er populært at tale om at sparke økonomien i gang, men det er ikke så nemt, som det lyder". Artiklens forfatter er ikke journalist, men økonomiprofessor Torben M. Andersen, tidligere overvismand.

  

Ja, her er der mere gang i metaforikken: "Kickstarte" der er vist noget man normalt gør ved motorer der ikke rigtig vil starte, men præcis hvad det vil sige, ved jeg ikke.

   Ordbogen fortæller at en kickstarter er en "pedal som starter motoren på en knallert eller motorcykel når man træder den hurtigt og kraftigt ned".

   Bag ved udtrykket ligger altså den konceptuelle metafor at det abstrakte: "økonomien" - skal ses og forstås gennem det konkrete: "en motor".

I rubrikken optræder så også en anden metafor: "pakker". Den bruges jo som en kliche om en samling love som vedtages for at de i fællesskab skal bidrage til at løse et akut samfundsproblem: "genopretningspakke", "bankpakke", "boligpakke".

   Det er en metafor som er valgt af politikere og medskyldige journalister fordi den gør det komplicerede til noget velkendt og overskueligt: en pakke som dem vi får med posten, eller måske endda i jule- eller fødselsdagsgave, og som indeholder noget godt som nogen har pakket ind til os.

   Problemet er imidlertid at de to metaforer ikke arbejder sammen: Hvordan kan man starte en motor med en pakke?

I manchetten er der en variant af kickstarte-metaforen: "sparke økonomien igang". Og dog: Hvad sparker man igang når det udtrykket skal forstås bogstaveligt? En fodboldkamp.

   Så fra at være en "motor" er økonomien nu blevet "en fodboldkamp" som skal igang.

Da professoren skal forklare hvad metaforen "kickstarte økonomien" egentlig betyder, så griber han til en anden som ligger i talemåden: "at hive sig selv op ved hårene".

Tanken er, at man med en et relativt beskedent, men målrettet indgreb kan sætte gang i økonomien. Hvis det lykkes, vil man med andre ord nærmest trække økonomien op ved hårene. Det er politisk attraktivt, for ved at sætte gang i økonomien forbedrer man samtidig de offentlige finanser som følge af den øgede aktivitet.

Den konceptuelle metafor bag ved den formulering er at økonomien er "et menneske der er ved at drukne". Vi får godt nok associationer, men inden for få linjer i indledningen gør han brug af tre forskellige konceptuelle metaforer som ikke visuelt og konkret arbejder sammen.

Senere i artiklen møder læseren metaforerne "ketchupeffekten" og "mat økonomi" og "medvindseffekt":

Der kommer også nemt en ketchupeffekt når den økonomiske udvikling vender. I en mat økonomi tøver man med at udskifte og anskaffe varig forbrugsgoder. Desto længere tid der går, desto større er behovet.

   En vending i konjunkturerne efter en lang mat periode kan således udløse en medvindseffekt fra en stigende efterspørgsmål efter varig forbrugsgoder.

"Mat" er noget et menneske er efter alvorlig sygdom, så den svinger meget godt sammen med at trække økonomien op ved hårene: økonomien er "et menneske som har været døden nær". 

   De to andre placerer økonomien som ketchup i en ketchupflaske og som et skib eller en cykel der får øget fremdrift af at få medvind. 

Man mærker professorens ambition om at formidle sit stof. Man kan diskutere hvor vellykket det er. Men han er altså bedre en journalisterne. 

   Måske er det en afsmittende overføring fra hans undervisning på universitetet hvor unge mennesker starter på økonomistudiet uden at have nogen som helst forestilling om hvad det er de skal lære at beskrive og forstå.