Bagsiden af nyhedskriterierne - med afsæt i en ny bog om 'fikseringsfejl' i journalistikken - genudsendes en gammel kronik om et emne der stadig er aktuelt

I to tidligere blogindlæg har jeg fortalt om den nyudkomne bog "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister" - skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid.

Jeg roste blandt andet bogen for at tematisere og diskutere en række vigtige problemstillinger som jeg selv har været optaget af gennem mange år, nemlig konsekvenserne for journalistikken af at det er en professionel nødvendighed for såvel den journalistiske arbejdsproces som de journalistiske produkter at historierne er 'vinklet', som man siger. Og at man for at kunne vinkle det endelige produkt - artikel, tv-indslag, radioindslag - undervejs må arbejde med hypoteser - som i bogen kaldes 'arbejdvinkler'.
 
Bogen beskriver hvordan der - mere eller mindre ubevidst - kan snige sig bias-skabende "misvisninger" ind i arbejdsprocessen der nemt kan føre til at historien bliver skævvredet af af en enkelt for tidligt fikseret hypotese.

   Af bogen fremgår det blandt andet s. 50ff. at en af årsagerne til at journalister ofte fejler i deres journalistik gennem fiksering på en enkelt og tvivlsom eller ligefrem forkert vinkel, det er den professionelt indbyggede bias som enhver god journalist er udstyret med, nemlig nyhedskriterierne: aktualitet, konflikt, identifikation, sensation, væsentlighed.
   På engelske taler man om "news values", og er mindre entydig og dogmatisk i formuleringerne af dem end man er det i de danske lærebøger.
 
Det er jo faktisk ganske kontroversielt: At argumentere for - og dokumentere med eksempler - at nyhedsjournalistens mest grundlæggende professionelle redskab - listen af nyhedskriterier - kan forføre til fejlagtige påstande som de bærende vinkler i mange nyhedshistorier i dagpressen.
 
Det er ikke første gang disse kriterier kommer under kritisk projektørlys. I de senere år har vi set forskellige retninger og tendenser som ud fra forskellige ståsteder, anfægter at de klassiske nyhedskriterier - altid eller for det meste - skulle sikre god, solid, brugbar, relevant - og retvisende - journalistik.
   Hvad har vi haft af diskussioner de senere år - både internt i journalistundvisernes rækker  og i offentligheden - som har kastet et kritisk lys på nyhedskriteriernes funktion i journalistikken?

• konstruktiv journalistik
• service-journalistik
• borgerjournalistik
• fortællende journalistik

Mikkel Hvid har tidligere skrevet om fortællende journalistik og Malene Bjerre om konstruktiv journalistik.
   Sjovt nok - eller tragisk nok - har ingen af disse tendenser for alvor slået igennem bredt i pressen.

   Hvorfor ikke? - Svaret kan ligge i hjernen hos journalisterne.

Jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om nyhedskriteriernes betydning for journalistisk tænkning - inden for rammen af den selvopfundne forskningsdisciplin "neurojournalistik"  - et potentielt forskningsfelt som beskæftiger sig med at undersøge og forstå en række særlige mekanismer i hjernen der bidrager til at journalister lever og arbejder som de gør - delvist på trods af refleksion, velbegrundet kritik og sund fornuft. Disse mekanismer er en vigtig brik i forståelsen af hvorfor journalister ofte begår det som i Malenes og Mikkels bog beskrives som 'fikseringsfejl'.

   Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Mikkel Hvid har selv bidraget lidt til den disciplin i sin glimrende bog "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" fra 2008. Han fortæller heri at når man som skrivende journalist virkelig føler at "det kører", så er det udtryk for at man er kommet i den særlige mentale tilstand som kreativitetforskerne kalder "flow".

Du skriver altså bedre når du er i flow.

   Det er ikke indbildning når du oplever at de tekster det var let og sjovt for di at skrive, også var gode. Det var de. Flow skaber kvalitetstekster.

   Det skyldes at du er på stoffer. Biofeedback-mekanismen der sikrer at du får dopamin og andre positive stoffer når du kommer i flow, gør dig bogstavelig høj: Du sanser skarpere end normalt, din mentale processer kører hurtigere - du er mere kompetent end du ellers er.

Min hypotese er at flow-tilstanden hos journalister ikke kun er knyttet til skriveprocessen, men at det er en mentalt-neurologisk tilstand der gennemsyrer næsten alle faser af professionens arbejdsproces - i hvert fald når vi har med nyhedsjournalistikken at gøre. 

   Og denne flow-tilstand som man som hårdt og hurtigt-arbejdende journalist nemt kan blive afhængig af - som var man på stoffer - den kan så også  have en bagside som "Forelsket i vinklen" så tydeligt udstiller og udfolder. Konsekvenserne af at være 'forelsket' er nemlig at man glemmer at tænke sig om, glemmer at være selvkritisk, glemmer at holde professionel distance, glemmer at sige til sig selv: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Bogen definerer 'fikseringsfejl' sådan her:

Det kaldes en fikseringsfejl, når vi af en eller anden grund bliver låst fast i at se tingene på en ganske bestemt måde og kun kan få øje på det, der bekræfter vores forventninger, imens vi overser informationer, der vil ændre billedet eller true vores perspektiv.

En af de "grunde" som dette citat referer til, er sandsynligvis at journalistens hjerne er gået i flow fordi en enkelt hurtigt tænkt hypotese i den grad ser ud til at falde i hak med nyhedskriterierne: Hvis de og de informationer holder og kan bekræftes, så har jeg lynhurtigt en fandens god historie!
   Og med den tanke fikseres en enkelt ud af flere mulige hypoteser som den vinkel der bliver styrende for historien.

Læsning af bogen førte mig i erindringen tilbage til det første år jeg sad i jobbet som professor i journalistik på den nye journalistuddannelse i Odense. 

   En af årsagerne til at der var blevet oprettet hele to nye journalistuddannelser placeret på hvert sit universitet, var politikernes utilfredshed med den 'rutine-journalistik' de blev udsat for i medierne, en type journalistik som deres politik blev filtreret igennem til borgerne og som, mente mange politikere, skævvred borgernes billede af både politikerne og deres politiske arbejde. 

   Politikere som Marianne Jelved mente at de dominerende tendenser i den dominerende journalistiske tilgang til politik, faktisk over tid kunne være en direkte fare for demokratiet.

   De to nye uddannelser skulle få journalisterne og dem der uddannede dem, til at tænke ud af boksen - og bidrage til at journalistikken udviklede sig i en mere konstruktiv retning, underforstået: mindre (tvangs)underlagt de journalistiske nyhedskriterier.

   Jeg var som nyudnævnt professor i faget flere gange blevet bedt om i forskellige fora at sige noget "klogt" om hvad der var kerne i den konflikt, og var derfor begyndt at interessere mig for "nyhedskriteriernes" rolle i den.

   Det endte så med at jeg også skrev en kronik om "nyhedskriterierne" som jeg fik offentliggjort i Jyllandsposten den 03-02-1999.

   Jeg synes den indeholder en del betragtninger som jeg godt vil stå ved også i dag - 16 år senere. Så derfor har jeg genudgivet den nedenfor:

Dansen omkring nyhedskriterierne

"Det er sgu en god historie, den må vi have med i dag,« - sagt med begejstring af journalister på utallige redaktionsmøder. Udenforstående vil tit have svært ved at forlige sig med, at når journalister taler om "en god historie", så handler det ofte om en rigtig dårlig historie - om død og ulykke, svindel og humbug, vold og kriminalitet. Men det, journalisterne bare mener, er, at her er en begivenhed - et stykke virkelighed - som samlet tilfredsstiller de journalistiske nyhedskriterier. Nogle citater til at belyse disse kriterier: »Jo længere borte en nyhed sker, jo flere døde og sårede må der til, for at det bliver en nyhed« (Gudmund Hernes). »Et tog, der afspores, har altid større nyhedsværdi end et, der ankommer til tiden« (Gaston La Cour). Og det berømteste af alle: »Når en hund bider en mand, er det ikke en nyhed, men når en mand bider en hund, er det en nyhed« (John. B. Bogart). De journalistiske nyhedskriterier er i den seneste tid sat til debat, både i USA (O. J. Simpson-retssagen, Lewinsky-affæren) og herhjemme (dækningen af det politiske stof). Nyhedskriterierne kunne måske trænge til et serviceeftersyn.

   I forhold til virkeligheden fungerer de journalistiske nyhedskriterier som lyssætningen på en teaterscene. Hvis væsentlige dele af virkeligheden falder uden for nyhedskriteriernes spotlys, så er det i det lange løb et problem - både for virkeligheden, for journalisterne - og ikke mindst for journalistikkens aftagere: læserne, lytterne og seerne.

   Mogens Meilby opregner i sin lærebog "Journalistikkens Grundtrin" fire nyhedskriterier: 1) sensation: det usædvanlige, det uventede, det overraskende, 2) konflikt: strid mellem personer og interesser, 3) identifikation: mennesker, nærhed og relevans for læserne, 4) aktualitet: det netop skete, det, der lige nu er et samtaleemne blandt læserne. Enhver kan så regne ud, hvad der falder udenfor: alt det, der er almindeligt, alt det, der er uden åbenlyse konflikter, alt det, der er upersonligt og fjernt, alt det, der ikke foregår pludseligt, alt det, som bare er godt og fungerer. Det, som profileres i nyhedskriteriernes skarpe projektører, er til gengæld et billede på samfundslivet fyldt med dårligdomme: kogalskab, iltsvind, kriminelle indvandrere, stigende vold, moralsk anløbne politikere i evig kævl og konflikt.

   Men hvad med væsentlighedskriteriet? Ja, det er taget ud af rækken og får særbehandling i "Journalistikkens Grundtrin" under overskriften "Samfundsbetydning". Her fortæller Meilby bl.a., hvorfor DR i 70'erne måtte henlægge nogle vedtagne regler om væsentlighed i nyhedsformidlingen: »I virkelighedens verden duede de ikke, og i 1977 blev de opgivet.« Meilby tilføjer: »Men selv om markedsvilkårene ikke gør et væsentlighedskriterium anvendeligt i praksis, er vigtige samfundsnyheder uden direkte læserappel ikke skubbet langt ud i mørket. De skal blot under research og formidling behandles på en sådan måde, at de bliver interessante for læserne.« Med andre ord: Væsentlighedskriteriet kan kun bruges i journalistik, hvis et vigtigt emne kan vinkles, så historien kan indfanges af de fire andre kriteriers projektører - det kan aldrig bruges isoleret, er Meilbys klare konklusion!

   I 1989 skrev Karen Jespersen og Ralf Pittelkow en kronik i Politiken under titlen "Politikere uden TV-antenner". Heri revsede de to skarpe hjerner datidens danske politikere for ikke at leve op til de krav, som især TV-mediet stillede til politikerne, for at de kunne nå ud til befolkningen med deres budskab. 10 år før formulerede den norske medieforsker Gudmund Hernes i sin bog "Det Mediavridde Samfunn" en liste af teknikker, som politikere, der ville slå sig igennem i medierne, kunne gøre brug af - med udsigt til rimelig succes: tilspidsning, forenkling, polarisering, intensivering, konkretisering, personificering. I dag er det ikke mere kun nogle få kloge hoveder, der ved, hvordan journalister tænker, og hvad de tænder på. Nu kan enhver nogenlunde veloplyst dansker nyhedskriterierne på fingrene. Og skulle der være nogen, der ikke helt har fået tjek på, hvad kriterierne sigter mod, så kan de jo bare købe Meilbys udmærkede grundbog eller bestille et særkursus hos en af professionens topfolk.

   For den oplyste borger er det fornuftigt nok at kende til de principper, som styrer indsamlingen og udvælgelsen af de daglige nyhedshistorier i pressen - en nødvendig del af den moderne almendannelse. Men kloge folk i organisationer og virksomheder har lært sig dem af den ene grund, at så får de bedre muligheder for at styre pressens jagt på nyheder i netop den retning, de har interesse i. De ved, at hvis de fodrer journalisterne med "photoopportunities", "sound bites", "punsh lines", "gode historier", "kritiske rapporter", "overraskende videnskabelige resultater" - så har de særdeles fine muligheder for at komme ind på journalisternes lystavle, når de daglige nyheder skal produceres.

   Vi har en situation, hvor journalisterne oftere og oftere risikerer at blive marionetter i forhold til deres egne nyhedskriterier, fordi alle kilderne omkring dem bliver mere og mere professionelle til at tilrettelægge og iscenesætte de begivenheder, som er stof i journalisternes nyhedsdækning. Det er journalisterne, der sætter dagsordenen, men tit er det andre, der har trukket i trådene og skrevet replikkerne.

   Samtidig med at efterhånden alle i teorien ved, hvordan journalister reagerer, er der også sket det, at journalisterne er blevet stadig dygtigere og mere professionelle. Uddannelsen på Journalisthøjskolen er op gennem 80'erne og 90'erne faktisk blevet stadig bedre, og stort set alle færdiguddannede journalister har nu et solidt indarbejdet fælles norm-og værdisystem, der bl.a. indebærer tillid til og beherskelse af nyhedskriterierne som grundlag for et solidt journalistisk håndværk. Fidusen ved denne professionalisering er bl.a., at journalister en stor del af tiden kan arbejde hurtigere og mere effektivt end tidligere, når de skal producere kontante kvalitetsnyheder. De i rygmarven indarbejdede nyhedskriterier fungerer her som instrumenter i en flyvers cockpit - de gør det muligt at flyve på automatpilot, når det skal gå hurtigt. Og det skal det i større og større omfang.

   Bagsiden af denne professionalisering er - ensartede produkter! Der er nok de fleste dage forskel på forsideartiklerne i de store morgenaviser, men læst hen over en uge, så er det en meget stor procentdel af historier og vinkler, de er fælles om. I sin tid forestillede politikerne sig, at de med oprettelsen af TV 2 ville opnå et reelt alternativ til DR's nyhedsdækning, et alternativ, der ville give i det mindste to klart forskellig fremstillinger af bl.a. det politiske liv i Danmark. Når politikerne i den grad blev skuffede, så er forklaringen den simple, at to topprofessionelle nyhedsredaktioner i vore dage i meget høj grad er fælles om de journalistiske normer og standarder, som styrer det nyhedsbillede, seerne præsenteres for. Og så er det, man kan fristes til at citere Knud Poulsen: »En enig presse er ikke nogen fri presse, men tværtimod det modsatte.«

   På redaktionerne taler man somme tider om, at nu er medierne "gået i selvsving". Det fungerer sådan, at når først de store redaktioner - uafhængigt af hinanden - er blevet enige om, at her er muligheder for en historie, som tilfredsstiller alle en journalists hedeste drømme om sensation, konflikt, identifikation og aktualitet, så vil de i kraft af nyhedskredsløbet mellem de skrevne og elektroniske medier gensidigt forstærke hinandens historier. Med det resultat, at der skabes et nyt virkelighedsbillede, hvis samlede effekt hverken den enkelte journalist eller den enkelte redaktion kan eller vil påtage sig ansvaret for. Alle har jo arbejdet fuldt professionelt og helt efter de journalistiske normer og idealer. Vi så det for nylig i forbindelse med Robinson-serien på TV3, og også i forbindelse med finansloven og efterlønsballaden. I Sverige oplevede man et ganske uhyggeligt eksempel på selvsvingsmekanismerne, da Mona Sahlin på grund af pressens behandling af rene petitesser måtte give afkald på en ellers sikker statsministerpost. Vores egne mediers behandling af Plejebo-sagen er også afslørende i den henseende.

   Men kan det være anderledes? Historisk set sammenfatter nyhedskriterierne jo den viden og de erfaringer, journalister og redaktører igennem flere hundrede år har opsamlet om, hvordan informationer om virkeligheden skal indsamles, redigeres og formes til nyheder, så det kan friste almindelige mennesker til dagligt at købe og læse en avis. De fælles nyhedskriterier er en central del af journalisternes håndværksmæssige kunnen, fordi de indeholder en grundlæggende solid viden om læserpsykologi - på tværs af klasser, køn og alder.

   Ikke desto mindre har pressen altså det paradoksale problem, at jo stærkere journaliststanden er professionaliseret omkring fælles nyhedskriterier og fælles værdier og normer med hensyn til, hvordan historier skal skæres og vinkles, jo mere ensartet - og i det lange løb kedsommeligt - bliver det nyhedsbillede, som publikum dagligt modtager - og jo større afstand kan store dele af befolkningen opleve, at der er mellem deres dagligliv og så det "nyhedsliv", som journalisterne fremstiller. I det lange løb er risikoen, at folk mister interessen, bliver "nyhedstrætte" og måske til sidst synes de kan klare sig helt uden nyheder - fordi misvisningen er for stor til, at de kan bruge dem til noget vigtigt i deres liv. Tendensen er allerede synlig i USA.

   Er der behov for en ny journalistik? Kan nyhedskriterierne forvaltes på andre måder på redaktionerne? Kan man redaktionelt modarbejde, at journalistikken bliver til en marionetkomedie, hvor andre trækker i trådene? Kan selvsvingsmekanismerne bremses?

   Det er spørgsmål, som ikke kan besvares teoretisk og abstrakt - og heller ikke med klare ja-eller nej-svar. Der kræves forsøg og eksperimenter, praktisk forskning, udviklingsarbejde på redaktionerne, detailanalyser af problemerne. Det kræver også en åben debat i og på tværs af medierne, en debat, som bl.a. medieforskeren Jørgen Poulsen på det seneste har lagt op til med resultaterne fra sit projekt om "måske-læserne", og som Peter Bro har bidraget til med sin velskrevne bog om "public journalism": "Journalisten som Aktivist". Vi har også i de seneste par år set spændende omformateringer og relanceringer af Aktuelt og Kristeligt Dagblad med genoplivning af en holdningspræget journalistik for særligt motiverede læsergrupper. Vi har set et DR 2, hvor man energisk har kæmpet for at slå igennem med flere forskellige alternative TV-nyhedsformater. Og vi har set regional-TV bide sig fast trods alle spådomme fra mange sider om, at der ikke var behov i befolkningen for den slags "træsko-TV". Fælles for disse tanker og udviklingstendenser er ikke, at man vil afskaffe eller totalt ændre på nyhedskriterierne - for det kan man naturligvis ikke - men at de professionelle kriterier sættes i et aktivt og produktivt forhold til forskellige modtagergruppers særlige behov og interesser. Ud af det kan der komme en journalistik, som i højere grad åbner sig ud mod borgernes mangeartede virkeligheder - en journalistik, som kan give et mere varieret og retvisende nyhedsbillede - i sandhedens, oplysningens og borgernes tjeneste.

Da jeg skrev den kronik havde jeg hverken tænkt "neurojournalistik" eller "fikserede vinkler" og "fikseringsfejl". Men interessen er fælles: Hvordan undgår man som journalist eller hvordan modarbejder man at journalistikken kører af sporet og bliver misvisende og utroværdig i forhold til virkelighed, sandhed - og  til brugernes behov for retvisende orientering?
   Selv har jeg altid anbefalet mine studerende at man inden man lægger sig fast på vinklen, spørger: Hvad hvis det modsatte var tilfældet? Eller: Hvad ville en modstander sige til det?

Bogen har selv fire anbefalinger s. 100 ff:

1. Led efter tegn på, at du er fikseret
2. Find din analytisk-kritiske journalist frem
3. Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel 
4. Brug dit gode journalistisk håndværk

Nummer 3, svarer meget godt til hvad jeg selv har doceret. Nummer 2. stemmer overens med det jeg i et tidligere indlæg citerede om arbejdsprocessen i undersøgende journalistik - hvor man er bevidst om hvilken fase i processen man er i. Nummer 1 er det der er sværest i praksis, idet det kræver at man mentalt kigger indad, og det er de færreste mennesker særligt gode til.
   Fælles for de tre første råd er at de sikrer at de hurtige, nemme, automatiske og fordomsbekræftende valg af vinkel udsætttes for en mental opbremsning,  en afbrydelse der tvinger journalisten til i sin tænkning at skifte fra det Kahneman benævner "system 1" til det langsommere og mere krævende "system 2."

Derfor vil jeg lige til slut opregne hvad der kendetegner de to tænkemåder som Kahneman opstiller  i sin bog "Thiknking, Fast and Slow":

System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
System 2 allocates attemtion to the effortful mental activities that demand it, including complex computation. The operation of system 2 are often assoiated with the subjective experience og agency, choice, and concentration.

Her er de to mentale tanke-systemers måde at fungere på sat på skemaform:

Det kendetegner de journalister jeg her på bloggen har beskrevet som  "særligt kreative personligheder" at de grundlæggende er skeptiske over for resultater af system 1-tænkning. Og helt af sig selv vil høre en indre stemme hviske dem i det indre øre: "Det kunne være sjovt og meget mere interessant hvis det modsatte var tilfældet - af den her så oplagte, men røvkonventionelle vinkel."
   Men alle de andre solide rugbrøds-journalister som gennem deres lange praktik og efterfølgende hårdt pressede praksis på redaktionerne har lært at leve og overleve gennem professionaliseret system 1-tænkning, de har nu fået et godt hjælpemiddel til at undgå de værste konsekvenser gennem Malenes og Mikkels ny bog.
   Kravene til produktivitet er blevet gradvist højere de sidste 15-20 år, og ikke mindst web-journalistikken prioriterer hurtighed og mange hits og likes - med den oplagte risiko for fikserede vinkler og fikseringsfejl til følge. Så her kan bogens analyser og anbefalinger tjene som et velplaceret og velargumenteret mentalt beredskab.

De to tidligere indlæg med afsæt i "Forelsket i vinklen" kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/om-oplevelsen-af-fikserede-vinkler-og.html