Daniel Kahneman - igen, igen - nu også fra danske økonomer - og udenlandske klimaforskere

Daniel Kahneman

For godt og vel tre år siden stødte jeg på en bog som jeg syntes var så fascinerende at jeg måtte skrive en hel serie af indlæg med afsæt i det jeg fik ud af den. Forfatteren hed Daniel Kahneman, og bogens titel var 'Thinking, Fast and Slow'.

Min fascination skyldtes blandt andet at den så at sige vendte en række forestillinger som jeg havde gjort mig om kreativitet, på hovedet - ud fra en kritisk tilgang til hvordan intuitiv tænkning fungerede i dagligdagen.

   Flere artikler fra min daglige avislæsning igår, viser at jeg den gang havde fat i den lange ende, så at sige. Jeg var på forkant.

   Men provokerende var det også for mig den gang jeg stødte på bogen, at den tilsyneladende modsagde meget af det jeg havde skrevet om ellers på bloggen, specielt når det gjaldt fænomenet intuition.

   Tilsyneladende er der to slags intuition, den fordomsfulde, hurtige og nemme - og så den der fører til nye tanker og ideer og produkter.

Den her blok har jo som rød tråd udforskningen af kreativitet - fra alle mulige faglige vinkler og udgangspunkter. Og gennemgående har jo været at at forskerne er enige om at grænseoverskridende kreativitet i ideer, i tænkning, i kunst, i videnskab - har at gøre med at mennesker suspenderer en række af de psykologisk kontrolmekanismer og "går i åben tilstand", kontrolmekanismer som er med til at opretholde god ro og orden mellem mennesker indbyrdes og i samfundet som helhed.

   Hjerneforskerne som har haft min særlige interesse i mange blogindlæg, er også ret enige om at den 'åbne tilstand' opstår ved at centrer i frontallapperne som har moral at gøre, svækkes eller ligefrem suspenderer deres aktivitet, for at andre dele af hjernen neurologisk set frit - eller i hvert fald friere - kan interagere.

   Det sker fx når vi drømmer, synker hen i dagdrømmerier ('mindwandering'), eller under meditation.  Og ikke mindst sker det når vi kommer i det der kaldes flow-tilstand under arbejdet med et kreativitetskrævende arbejde som fx det at skriv en bog, skabe et kunstværk, bygge en fysisk model af noget, eller udvikle en ny videnskabelig teori.

   Jeg har også været optaget af den teori der lå bag en række meget solgte og læste bøger om coaching inden for en række praksisområder: tennis, musik, golf, arbejde, ledelse, m.m. Forfatteren var Tim Gallwey og den metaforiske og fængende fællestitel har været "The Inner Game of X..."

   Den underliggende  teori i bag bøgerne, har været at folk der ville være rigtig gode til noget, skulle lære at respektere - lytte til - og for så vidt 'træne' sin her- og nu-intuition, i stedet for bevidste at reflektere over - og bevidst at bekymre sig om hvordan de gjorde, og om de nu gjorde det rigtige, om hvad andre mente om det de gjorde, etc.

   Metaforen som har været gennemgående i bøgerne har været at der altid foregår en kamp eller et spil - 'game' - mellem to stemmer i bevidstheden, hvor den ene - den reflekterende og bekymrede - forhindrer den anden i at udfolde sig optimalt i spontan handling. Og at man altså skal lære at lukke ned for den ene hvis man har ambitioner om at  nå top-performance inden for sit arbejdsfelt: sport, kunst, ledelse, etc.

   Wikipedia fortæller:

The "inner game" is based upon certain principles in which an individual uses non-judgmental observations of critical variables, with the purpose of being accurate about these observations. If the observations are accurate, the person's body will adjust and correct automatically to achieve best performance.

En af Gallweys elever og popularisatorer forklarer det sådan her:

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

Når jeg blev umiddelbart optaget af Tim Gallwey, hang det utvivlsomt sammen med at jeg kunne genkende tænkningen fra en bog jeg læste for mange år siden -om kunsten at tegne, en bog jeg blev meget inspireret af.

   Forfatteren hed Betty Edwards, og bøgerne der udkom på dansk en gang i 80´erne havde titlerne: 'At tegne er at se' og 'Kunsten at se' (den har på engelsk den mere oplysende titel: 'Drawing on the Right Side of the Brain')

   Hende veldokumenterede påstand i de to bøger, var at alle kunne lære at tegne så tegningen lignede den genstand, figur eller person som man tegnede efter.   Hvis man lærte sig mentalt at lukke ned for den forstyrrende interferens fra den venstre hjernehalvdels præfabrikerede forestillinger når man iagttog det man skulle tegne, så ville den højre hjernehalvdel alene styre synet, og så ville man pludselig helt skarpt kunne se og tegne det der skulle fremstilles, med de helt rigtige proportioner. 

   Jeg tegnede faktisk slet ikke på det tidspunkt og havde ikke gjort det i mange år, men gennemførte en række af de øvelser og opgaver Betty Edwards beskrev i bøgerne. Og pludselig gik det som en leg med at tegne noget så det virkelig lignede.

Og her kommer så Daniel Kahneman ind med sin teori om to jeg'ers meget forskellige tænkemåde, en teori der fungerer som en slags modbillede til hvad jeg hidtil har været optaget af.

   Det ene 'jeg' er hurtigt og intuitivt tænkende og fornemmende, fordomstyret og tommelfingerregel-bundet, et 'jeg' der altid hurtigt er parat til at konkludere, og meget tit derfor konkluderer forkert; over for de et andet 'jeg' der til gengæld er reflekterende eftertænksomt, skeptisk og afprøvende, men et 'jeg' der desværre også er dovent, og hvis tænkning er svær at mobilisere fordi den risikerer at gøre livet indviklet, besværligt og krævende; og så er det et 'jeg' som skal bruge længere tid til at nå til konklusioner som baserer sig på viden og kendsgerninger.

   Fidusen ved Kahnemans grundigt beskrevne og dokumenterede teori, er at den har stor forklaringskraft i forhold til en række problemer og tendenser i det moderne samfund. Og det er vel det de bedste teorier kan: give oplysende aha-oplevelser til at forstå det der ellers forkommer mærkeligt eller tåget

   Og for mig var det altså i 2012 den for hurtige og overfladiske journalistik der bredte sig mere og mere i medierne, som jeg pludselig analytisk og nøgternt kunne få skovlen under - uden af den grund at føle at jeg var en sur gammel dræber af kreativ hurtig journalistik.

   

For et halvt år siden stødte jeg så på Daniel Kahneman igen, nemlig i bogen 'Forelsket i vinklen. Om fikseringsfejl hos journalister'. 

   Her brugte forfatterne Mikkel Hvid og Marlene Bjerre hans teori til at forklare hvorfor ellers professionelle journalister jævnligt forføres til at vinkle en historie på en måde som gør historien skæv, misvisende eller ligefrem usand.

Og nu kommer vi så til det aktuelle: 

   I onsdagens Politiken dukker Kahnemans teori så op som en forklaringsmodel til hvorfor økonomerne gang på gang går galt i byen og udtaler sig om samfundsøkonomien - uden seriøst hold i virkeligheden. Det gør de primært fordi deres teorier og modeller bygger på forestilingen om mennesket som det altid rationelle og velovervejede væsen, en forestilling som forskere omtaler som "det økonomisk menneske", og en forestilling som jo netop Kahneman i den grad har punkteret.

   Artiklen på forsiden af Kultur-sektionen er skrevet af Rune Lykkeberg, og har rubrikken: 

Hvil i fred, du økonomiske menneske

Underrubrikken lyder:

Vi har aldrig set det. Vi har aldrig mødet det. Alligevel har det økonomiske menneske været hovedperson i årtiers reformer af velfærdsstaten. Nu har landets ledende økonomer i Dagpengekommissionen erklæret det økonomiske menneske dødt. Rune Lykkeberg tegner en nekrolog over en alt for fornuftig medborger.

En slags faktaboks til artiklen bragte nogle citater fra kommisionens beretning, som vist kun kan være et ekstrakt fra Kahnemans hurtigttænkende intuitive 'jeg'. 

   I versionen på Politiken.dk citeres under rubrikken "Dødsattest":

Dagpengekommissionen gør i et afsnit med titlen 'Vi er ikke altid rationelle' opmærksom på, at det økonomiske menneske som et rent fornuftsbåret væsen ikke altid holder vand. Dette er nogle centrale pointer fra afsnittet i rapporten:    

»Det er forskningsmæssigt veldokumenteret, at mennesker langt fra altid gør det, der er fornuftigt, rationelt og giver dem størst nytte på længere sigt. Vi er kort sagt ikke altid rationelle. Vi træffer ofte beslutninger, der ikke er gennemtænkte, men derimod bygger på mavefornemmelser, intuition eller sociale normer«.

   »Det første er, at mennesket har forskellige kort- og langsigtede præferencer. Det giver udslag i, at vi udskyder handlinger, der skal foretages på bekostning af fx fritid«.

   »Det andet fund er svag selvkontrol. Det betyder, at vi vælger at udskyde det vanskelige eller ubehagelige«.

   »Et tredje fund er tabsaversion. Fænomenet kendes umiddelbart også fra den klassiske økonomiske disciplin og dækker over, at omkostningen ved at tabe 100 kr. føles større end den tilsvarende gevinst ved at opnå en gevinst på 100 kr. «.

   »Endelig har vi en tendens til at overvurdere os selv. Vi tror, at vi performer bedre, end vi faktisk gør på jobbet, og vi undervurderer risikoen for at blive fyret«.

Jeg blev så glad over at en 'tung' århundredgammel videnskabelig illusion nu omsider så ud til at blive punkteret og erstattet med viden, at jeg skrev et opstemt indlæg på Facebook:

Det bør være lidt af en festdag i dag. Ifølge Politiken er forestillingen om "det økonomiske menneske" lagt i graven, også af ledende danske økonomer, som ellers stædigt hat holdt fast i den - trods en virkelighed som sagde det modsatte. Det viser rapporten fra Dagpengekommisionen.

   Så må man bar håbe at Venstre og hele blå blok (og Finansministeriet) så slår ørerne ud og hører efter. Indtil nu er alle deres forslag til såkaldte reformer jo ellers baseret på netop den forestilling.

   "Det økonomiske menneske" er fantasien om at alle mennesker altid og kun handler rationelt og tænker langsigtet og kalkuleret, en fantasi som den borgerlige økonomiske "videnskab" har baseret sine modeller på i århundreder. Og derfor altid har fejlet hvad angår prognoser om kriser i samfundet.

   Må "det økonomiske menneske" hvile i fred!

   Ifølge Politikens artikel vil "de økonomiske menneske dog hjemsøge politik og økonomisk tænkning som seje spøgelser og genfærd der går igen og igen og igen - i mange år endnu.

Og den spådom om fortsat hjemsøgelse fra 'det økonomiske menneske', skyldes at også fagøkonomer er underlagt loven om at tænke på den måde som er lettest og hurtigst, og som ikke indebærer tidkrævend udvikling af ny besværlig teori, Sandsynligvis vil flertallet af dem i mange år endnu bruge de modeller med indbygget forestilling om 'det økonomiske menneske'  som de altid har gjort.

Information forfølger det samme spor med afsæt i dagpengekommisionens rapport og kritik af 'det økonomiske menneske'. Den avis har vinklet sin artikel på en måde som fremgår af rubrikken:

Svage mennesker træffer kortsigtede valg

 Underrubrikken lyder:

I udformningen af den nye dagpengereform har arkitekterne skelet til en gren af økonomisk teori, der har at gøre med menneskers hang til at træffe ’dumme’ beslutninger. Det er de svage grupper, der træffer de ’dumme’ beslutninger, siger MIT-professor.

Den gren af økonomien der her nævnes, har betegnelsen 'adfærdsøkonomi' - på engelsk 'behavioral economics' - et teorikompleks som også i følge Wikipedia har Daniel Kahneman og hans videnskabelige makker gennem mange år, Amos Tversky som nogle af sine videnskabelige fædre.

  Wikipedia skriver her hvad det er for en special slags 'økonomi, vi her har på banen:

Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of psychological, social, cognitive, and emotional factors on the economic decisionsof individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. Behavioral economics is primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents. Behavioral models typically integrate insights from psychology, neuroscience and microeconomic theory; in so doing, these behavioral models cover a range of concepts, methods, and fields. Behavioral economics is sometimes discussed as an alternative to neoclassical economics.

   The study of behavioral economics includes how market decisions are made and the mechanisms that drive public choice. The use of "Behavioral economics" in U.S. scholarly papers has increased in the past few years as a recent study shows.

   There are three prevalent themes in behavioral finances:

• Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.

• Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.

• Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.

  Jeg skal ikke her forholde mig til kommisionens forslag - eller til det politiske forlig der fulgte efter igår. 

  Det jeg synes er interessant, er når artiklens hovedkilde, professor Dan Ariely fra MIT i USA, understreger at jo mere komplicerede systemer og rammer man stiller folk over for i forbindelse med lovgivning (som fx et nyt dagpengesystem), jo sværere er det for de svageste grupper i samfundet at træffe langsigtede og velovervejede valg. 

»Forestil dig, at hver gang, du træffer et valg, forstår du konsekvenserne af det valg. Køber du en sandwich, har du ikke penge til bussen. Køber du aftensmad, har du ikke penge til medicin. Alt, du gør, har en konsekvens. Det er ikke kun en forsinket konsekvens, men også en umiddelbar konsekvens. At tænke sådan er hårdt for dig,« siger Dan Ariely.

   Han mener ikke, at man er født til at tænke sådan. Uanset hvilken gruppe i samfundet du tilhører, vil det nedbryde dig, hvis du konstant skal afveje, hvilke konsekvenser dine valg har.

  »Det gør dig mentalt træt. Det gør, at du ikke er i stand til at tænke langsigtet og træffe gode beslutninger. Når du er i en situation af knaphed, får det dig til at tænke meget kortsigtet,« siger Dan Ariely.

Den konventionelle mainstream økonomiske tænkning bygger på en forkert teori om mennesket, nemlig at det altid er i stand til at tænke rationelt og bygge sine valg på langsigtede fordele. Og at det vil gøre det i hverdagens praksis.

   Sådan tænker folk som flest imidlertid ikke. Og slet ikke hvis de materielt er på røven, og uddannelsesmæssigt fattige på mentale ressourcer.

   Så en politik der forudsætter at dem der skal fungere inden for dens rammer, har mentalt overskud til at reflektere og vælge i et langsigtet perspektiv, den er dømt til at være ineffektiv.

   Om det siger Dan Ariely:

»Hver gang du laver politik, har du en teori om den person, som politikken rammer. Det gælder alt fra kriminalitet til skattebetaling. Hvis du har den forkerte teori om den person, er oddsene for at du får en held med politikken meget lille. Du bliver nødt til at lave politik, der medregner menneskets natur. Derfor har adfærdsøkonomi en kæmpe rolle at spille der.«

Det er så en tankegang som også kan spores i en artikel om klimapolitik, skrevet af Informations journalistiske grand old man på området: Jørgen Steen Nielsen.

Rubrikken er et spørgsmål som sikkert mange har stillet sig, som ønsker at politikerne nu gør noget alvorligt ved alt det der skaber og forstærke drivhuseffekten:

Klimabudskabet - hvorfor kan det dog ikke trænge ind?

Manchetten peger på menneskets hjerne - og dermed biologisk begrænsninger i tænkning - som en forklaring:

Alle ønskelige fakta om CO2 og smeltende isbjerge er for længst på bordet og formidlet. Alligevel handles der for lidt og for langsomt. Vore hjerner vil ikke være med

Artiklen indledes med at udfolde og konkretisere rubrikkens spørgsmål:

Hvorfor er det lige, at Venstre-regeringen vil skære ned på klimaambitionerne og en række af de puljer, der understøtter omstilling til en grønnere økonomi?

   Hvordan kan det være, at mange republikanere i den amerikanske kongres – ligesom flere af partiets aktuelle aspiranter til præsidentposten – ikke accepterer videnskabens bud om menneskeskabte klimaændringer?

   Hvad er grunden til, at salget af benzin- og dieselbiler bliver ved at stige, år for år, globalt som nationalt, trods den negative virkning på klimaet?

   Hvorfor lægger ikke flere af os danskere kostvanerne om til mindre kød og flere grøntsager, når nu produktionen af kød er så klimabelastende?

   Det er da mærkeligt, efter at videnskaben i årtier har produceret oceaner af rapporter, der med tal og figurer advarer og dokumenterer sammenhængen mellem menneskelig udledning af drivhusgasser, global temperaturstigning og accelererende klimaændringer. Og når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden.

   Hvad er forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden og i konsekvens heraf handler? Dvs. ændrer livsform og vaner eller i det mindste ændrer, hvilke politikere man stemmer på?

George Marshall der forsker i kommunikation om klima og miljø og har skrevet bogen 'Don’t even think about it: Why our brains are wired to ignore climate change', han forklarer at når folk ikke reagerer eller reagerer helt uhensigtsmæssigt, så skyldes det problemernes komplekse karakter:

»Klimaændringer er et ekseptionelt formløst, ja, ligefrem uhåndgribeligt problem. Det er multivalent – dvs. det rummer en mangfoldighed af betydninger og fortolkninger. Det leverer os ingen definerende egenskaber, der giver det en klar identitet: Ingen deadline, ingen bestemt geografisk forankring, ingen enkeltstående årsag eller løsning og – afgørende – ingen tydelig fjende. Vores hjerne scanner det for at finde de sædvanlige ledetråde, vi bruger til at håndtere informationer om verden og bedømme trusler. Og vi finder ingen.«

   Sagt på en anden måde: Klimaændringerne opleves som noget diffust, der fordrer, at vi yder ofre her og nu for at undgå tænkelige tab i en fjern fremtid på ukendt sted.

   »Man kan næsten ikke designe et problem, der går dårligere i spænd med vores underliggende psykologi,« skriver George Marshall.

En anden forsker i miljøkommunikation, Chloe Lucas, University of Tasmania, forklarer at det grundlæggende handler om vores behov for tryghed:

»Forestillingen om, at vi simpelthen ved at fortsætte, som vi plejer, graver vor egen grav, er voldsomt forstyrrende. Vi begynder at stille spørgsmål ved vor indbyggede tillid til bilen, banken og supermarkedet – men vi har ikke noget alternativt system at erstatte dem med. Ironisk nok kan den resulterende angst få os til at falde tilbage til de velkendte systemer og praksisser, der er årsagen til problemerne,« skriver Chloe Lucas.

Jørgen Steen Nielsen sammenfatter herefter:

Vi håndterer besværlige informationer om klimakrisen med vore allerede eksisterende fortolkningsskemaer, der bygger på og afspejler vores etablerede værdier og livserfaringer, herunder politiske overbevisninger. Heri ligger det særligt problematiske, at det typisk sker ubevidst. De færreste er aktive, bevidste klimafornægtere – afvisningen sker på et dybere, intuitivt plan, uden at man egentlig selv er klar over det.

Og så er det at Daniel Kahneman bringes på bane - igen. Hans teori om de to 'tænkesystemer' - det hurtige og det langsomme - refereres som en slags overordnet forklaring. Og manden selv er dybt pessimistisk på menneskehedens vegne:

Den israelsk-amerikanske psykolog, professor emeritus ved Princeton University Daniel Kahneman, beskriver, hvordan vi har et ’system 1’, der er det intuitive beslutningssystem, der handler hurtigt og på basis af indtryk, følelser m.m., samt et ’system 2’, der er det langsommere beslutningssystem baseret på rationel analyse, selvkontrol og intelligens.

   »System 2 er det, der tror, det træffer beslutningerne, men i virkeligheden handler system 1 det meste af tiden på egen hånd, uden at man er bevidst om det (...) Det sker automatisk, man kan ikke gøre noget ved det, og alligevel baserer man ofte sine beslutninger på det,« siger Daniel Kahneman i et interview i magasinet Der Spiegel.

  System 1 sover aldrig og kan ikke slukkes, hvorimod system 2 ifølge psykologen er ’dovent’, kræver mere af organismens energi og kun aktiveres, når vi bevidst investerer kræfter i det, dvs. i at tænke os ordentligt og rationelt om.

  Intuitionen er oftest udmærket, fordi den bl.a. sætter os i stand til at reagere hurtigt i udfordrende, dramatiske situationer. Men den er rigtig dårlig til at håndtere diffuse, uhåndgribelige og komplekse fænomener som klimaændringer.

   »Jeg er ked af det. Jeg er dybt pessimistisk. Jeg ser ingen vej til succes, når det gælder klimaændringer,« siger Kahneman i en samtale med George Marshall, gengivet i sidstnævnte bog.

Artiklen slutter med at citere en række forskere der ser håb og muligheder hvis man kommunikerer på en anden og mere tryghedskabende måde end hidtil. Og sidste afsnit forsøger at løfte den optimistiske fane - hvis man altså snakker om noget andet og afledt end det der er problemet: de katastrofale klimaforandringer, så kan man måske få folk som flest til at gøre det der er rigtigt og fornuftigt:

Den australske psykolog Paul Bain, University of Queensland, anbefaler sammen med en stor gruppe internationale kolleger i tidsskriftet Nature at betone en række ’afledte effekter’ ved at handle klimavenligt, frem for selve klimahensynet. Folk er optaget af, at økonomien går godt, at det sociale system fungerer, og at samfundet er moralsk og omsorgsfuldt – det kan alt sammen gå hånd i hånd med klimatiltag, men da det giver større positiv respons end klimaomsorgen, bør man fokusere på det snarere end på de naturvidenskabelige data.

   Det lyder alt sammen svært. Det er det også.

Som læser må man konkludere at journalisten Jørgen Steen Nielsen selv ikke er alt for optimistisk - og vel nærmest deler Kahnemans skepsis. 

Hvad gør de ved os - filminstruktører, journalister, manuskriptforfattere - når kroppen spejler det som øjnene ser?

Et gennemgående tema for en lang række indlæg i de lidt mere end to år jeg har skrevet på denne blog, har været spørgsmålet om hvad der foregår i hjernen og i kroppen på os når vi ser en film, læser en bog, ser et maleri, hører et radioindslag. Altså nå vi er modtagere af kreative produkter.

    Jeg laver lige en dansk parafrase af et engelsksproget blogindlæg fra den kendte filmteoretiker Bordwell - en af de helt tunge drenge hvis hovedværk står på ethvert filmspeciales litteraturliste: "Narration in the Fiction Film". 
   Indlægget indledes sådan her, resten kan følges på linket til sidst:

Vi ser film med vores øjne og ører. Men vi oplever og erfarer film med vores sind og vores kroppe. Der går en vej fra ydre sansning til mental reaktion, som det ville være rart at kunne beskrive, for dermed at kunne forklare vores reaktioner på de sansede input.
    Film gør noget ved os, men vi gør også noget ved film. En film leverer en overraskelse, vi hopper i sædet. Filmen påbegynder en scene, vi følger handlingen opmærksomt. Filmen laver en plantering/et set up, vi husker det og reagerer med lettelse når vi får pay off. Filmen inviterer til følelsesmæssige reaktioner, vi føler dem.
   Så hvis vi vil vide mere om filmhåndvækets hemmelige "hvordan", ja, så forekommer det logisk at spørg dem der producerer filmene: Hvad er det der gør det muligt for jer at få os seere - publikummer - til at reagere præcist som de ønsker?
   Uheldigvis for os kan de normalt ikke fortælle os det. Og gennem historien har filmmagere arbejdet med 'seat-of-the pants' psykologi (=intution). Gennem 'trial and error' har de lært sig hvordan de former vores sind og vækker vores følelser, men normalt er de ikke interesseret i at forklare hvorfor de lykkes med det.

Og kunne man tilføje: De kan som regel heller ikke forklare det selv hvis de var interesseret. De "ved" det bare - eller de "føler" det bare. Vi kalder det intuitition eller tavs viden.

De samme spørgsmål kan vi stille til mange kreativt-produktive professioner, og den samme mangel på et ordentligt svar møder vi fra fx journalister, forfatttere, malere.
   Alle disse professioner arbejder med kreativitet som drivstof, alle gør de noget ved os - både vores sind og vores føelsler - når deres produktioner er bedst.
   Alle kan de også floppe, så deres produktioner lader os kolde: vi zapper, lægger bogen fra os, forlader biografmørket i utide, går hurtigt gennem udstillingen, bladrer gennem avisen på 20 minutter.

Dette blogindlæg af David Bordwell findes på hjemmesiden http://scsmi-online.org/. Og det er først for nylig jeg er blevet opmærksom på den organisation: 'Society for Cognitive Studies of the Moving Image'.

Bordwell leverer en historisk redegørelse for de forskellige forsknings-indgange som har forsøgt at besvare spørgsmålet oven for, et indlæg som er både læseværdigt og interessant. Men det er tydeligt at han ikke er særligt interesseret i den neuroscience-indgang som har optaget og stadig optager mig.

Det er der imidlertid et andre bidragydere der er. Jeg fremhæver to: Michele Guerra og Dirk Eitzen.

Michele Guera har skrevet et indlæg med titlen: Film Style: "A Motor Approach. Den indleder med at stille spørgsmålet:

“How can cinema have so powerful a reality effect when it is so manifestly unreal?”

Hvordan kan film  have så stærk en realitetseffekt når film er så tydeligt uvirkeligt? Det er et godt spørgsmål, og det rammer jo lige ind i det tema som også har optaget mig - fakta versus fiktion. For fælles for al 'film' uanset om det er en spillefilm eller en tv-nyhedsudsendelse, så er vi jo som seere klare over at det vi ser, blot er billeder af "noget andet" - som tidligere foregik foran en kameralinse og blev registreret der som en "optagelse":
    Michele fortsætter:

Vittorio Gallese and I have started from this very simple assumption by Steven Shaviro to wonder at which levels a movie engages its viewer. The moving image is with no doubts the most sophisticated form of mediated intersubjectivity: the relationship we build with the characters, with the objects and the landscape which appear on the screen is very similar to the relationship we build in our daily life with people we interact with, objects we use and environments we inhabit.

De relationer vi opbygger til karakter, genstand og landskaber som optræder på lærredet eller skærmen, ligner forbavsende meget de relationer vi har i vores dagligdag til folk vi omgås, genstande vi gør brug af, omgivelser vi bor og lever i.
    Og det er jo sådan set mærkeligt.

I hvert fald må dem der har opfundet og udviklet film som medie, som teknik og som audiovisuel fortælling - sideløbende have udviklet et - sikkert ubevidst billede af den hjerne - inklusive dens emotionelle del - som filmen "spiller på" og aktiverer når den bliver set af et publikum. Og det filmen spiller med, er klip, setting, kamerabevægelser, lyd, panorering, casting, etc. Hele dramaturgiens og filmteknikkens værktøjskasse.

Michele Guerra hører til samme 'naturalistiske' retning inden for filmvidenskaben som vores egen Torben Grodal sådan som han har udfoldet sin tænkning i bogen "Embodied Visions". Det grundlægende synspunkt er at sanseapparatet, hjernen og kroppen er forbundet og spiller sammen på en sådan måde at den serie af syns- og lyndindtryk som filmen kontinueret udsætter os for når vi ser den, virker ind på os mentalt-fysisk-kropsligt som om vi selv bevægede os, handlede, følte og tænkte på en lignende måde som dem vi ser optræde på skærm/lærred.
    Filmen simulerer en virkelighed, og vi som publikum simulerer os selv - bl.a. automatisk via spejlneuronerne - i den simulerede virkelighed som filmen fremstiller. Derfor kan filmen både aktiverer identifikation og forståelse i forhold til det vi ser, og fremprovokere følelser som frygt, forventning, chock, afsky, vrede, medfølelse mv. - følelser som principielt er neurokemiske reaktioner som vores hjerne og krop neurologisk er programmeret til at få aktiveret ved møder og konfrontationer med vores naturlige omgivelser som vi er afhængige af for at overleve.

Det Michele Guerra er særligt optaget af at forstå gennem denne neuro-optik, er filmstilens udviklingshistorie (i virkeligheden et svar til David Bordwell):

Thus it is important to question viewers’ gaze behavior as well as viewers’ brain responses, focusing more precisely on the impact our simulated motor behavior has on our film experience: fMRI or EEG experiments can offer a new and different perspective on the history of film style grounded on embodiment.

Spørgsmålet om den "legemligjorte" film-effekt deler hun op i tre:

There are at least three different forms of embodiment implied by a movie. The first is tied to acting as embodiment, and it is strictly connected to the study of the “actor in the neuroscience era” (borrowing the title of a work by Vanda Monaco and Yang Wenting). The second form is tied to film style as embodiment, and it is based on the assumption that the style a director chooses to tell her story entails a more or less strong embodied relationship with the viewer. The third form is tied to viewers’ responses and it is mostly interested in finding what happens in our brain when we watch a particular film scene or film shot (and we could say that this third form is substantially implied by the other two).

Embodied Simulation (ES) - legemliggjort simulation - er betegnelsen for det grundsynspunkt som  Michele Guerra deler med en af de italienske neuro-forskere, Vittorio Gallese, der i sin tid opdagede spejlneuronerne, og som sammen med sine kolleger har skrevet en af hovedværkerne om deres opdagelse og mulige funktion: "Mirrors in the mind".

Gallese describes ES as “a common underlying functional mechanism [that] mediates our capacity to share the meaning of actions, intentions, feelings, and emotions with others, thus grounding our identification with and connectedness to others.”So the question is: who acts in a movie? Who owns intentions? Who feels something? Who experience emotions?
   Obviously the actors act, own intentions (generally established by the screenplay), and feel emotions, but the real target of the movie is the viewer. She has to feel emotions, as well as she has to behave as if she were acting and owning intentions.
   Some scenes elicit motor responses in a very elementary way, creating for instance a vertigo effect, or showing disgusting or painful images. Nonetheless the only way to assure a motor link between the viewer’s body and the camera behavior is by means of film style, matching film’s shots according to a corporeal schema that will trigger a mental one. 

Det Michele Guerra til slut argumenterer for, er at man må gå eksperimentets vej og simpelt hen afprøve filmsekvenser mens man skanner hjernen for at se hvor den er aktiv, og hvordan dens forskellige centrer, moduler og netværk fungerer som respons.

Den anden forfatter som jeg nævnte i starten, Dirk Deitzen, har leveret to indlæg som er beslægtede: "Entertaining Violence" og "The Fun of Fear: Horror, Suspense And Halloween". De rammer begge ned i to temaer som jeg har forsømt i de hidtidige blogindlæg om dramaturgiens effekt: FASCINATION og FØLELSER.
   De stikord vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

Hieronymus Bosch in "the flow" - om betydningen af detektiviske intuition i nogle krimier

Wikipedia-artiklen om "flow" beskriver hvordan en række forskellige professioner kender til "flow", men har betegnet tilstanden med forskellige beslægtede metaforer, som fx at være "on the ball", "in the moment", "in the zone", "wired in", "in the groove", "keeping your head in the game".

   Blandt de professioner artiklen oplister som har "flow"-erfaringer, findes imidlertid ikke detektiver i kriminalromaner. 

   Men se fx nu på Hieronymus Bosch...!!!??? - Nej, ikke maleren fra omkring år 15-hundredtallet ....

... men detektiven af samme navn i en serie amerikanske best-seller-krimier fra vor egen tid.

Jeg har de sidste to en halv måned - roman for roman - læst mig igennem en serie kriminalromaner af forfatteren Michael Connelly. Detektiven er en erfaren politmand i Los Angeles med det symbolladede navn: Hieronymus Bosch. Blandt kolleger kaldet Harry. 

   Krimiorfatteren er selv tidligere velmeriteret kriminalreporter på en stor LA-avis.

   Når man har læst sig ind i seriens univers og i hovedpersonens mentale reaktionsmønstre, så er det klart at Harry i perioder under opklaringen arbejder "som besat". Og i den "besættelsestilstand" siger og gør han ting for bare at holde eftersøgningens "tempo" oppe, ting som han siden fortryder fordi disse handlinger og udtalelser er "uovervejde" og "gør ham sårbar" for anklager for uprofessionel opførsel fra regelrytterne oppe i hierarkiet og fra politiets egen interne efterforskningsafdeling. 

   Harry rager næsten altid uklar med sine skiftende overordnede, han kan ikke finde ud af at have et længerevarende fast forhold til kvinder, han er ovenud samvittighedsfuld i forhold til ofre for forbrydelser og pårørende til ofre, og når han efterforsker foretager han sig ting som ofte er på grænsen eller grænseoverskridende i forhold til samfundets lovgivning og til interne regulativer og cirkulærer i politikorpset. Og så er han anerkendt blandt kollegerne i korpset som en der har et særligt talent for at opklare svære sager.

   Altså, efter alle solemærker at dømme: en særligt kreativ og højsensitiv personlighed med stor intuition for at sætte sig ind i massemorderes pyske, i besiddelse af et intuitivt lager af tavs viden i det kognitivt ubevidste som er bygget op gennem erfaringerne fra mange, mange tidligere sager. 

I dag læste jeg så et afsnit i en fra serien: 'Echo Park', som udløste et: Aha! Som detektiv kender Harry åbenbart også til flow-tilstanden. 

  Harry Bosch er i gang med det sure arbejde minutiøst at gå en kasse med en masse usorteret materiale fra et mordsted igennem, usorteret arkivmateriale fra en gammel, sjusket efterforsket, uopklaret mordsag hvor morderen altså er gået fri - og siden måske har myrdet en masse kvinder hvis lig man aldrig har fundet:

Bosch started to feel it. Like a surfer waiting for the right swell before starting to paddle, he felt his wave comming in. He thought that what he was looking at was the birth of at new identity. Eighteen days after he murdered Daniel Fizpatrick under cover of the riots, the man who killed him walkd into a DMV office in Hollywood and applied for a driver´s license. (...)

   Bosch knew there was at contradiction in what he was considering. (...) The conclusion to Bosch was obvious. There was a connection. Fitzpatrick was not a random victim. He could, in fact, be linkedein som wat to his killer. And that was why his killer changede his name.

   Bosch got up and took his empty bottle to the kitchen. He decided that two beers was enough. He needed to stay sharp an up on the wave. He went back out to the stereo and put in the masterpiece. Kind of blue. It never failed to give him the charge. "Alle Blues" was the first song on the shuffle, and it was like being dealt blackjack at a twenty-five-dollar table. It was his favorite and he let it ride. (...)

   The murder book was so thin that Bosch finished his front-to-back read-through in less than twenty minutes. He had taken no notes, gotten no ideas, seen no connections. He felt the tide ebbing. His ride on the wave was comming to an end.

Der har sikkert været tilsvarende beskrivelser i historier tidligere i serien, men det er først nu jeg bliver opmærksom på det. 

   Den uforkortede tekst går over to sider og beskriver hvordan en detektivisk aha-oplevelse udfolder sig  tankemæssigt når Bosch er i sin "flow"-tilstand. Pludselig ved han noget, pludselig går en tilsyneladende selvmodsigelse i materialet i opløsning ved at han ændre "frame": fra forestillingen om  at den myrdede var blevet drabsoffer ved et tilfælde, og til ideen om at der var tale om overlagt mord. Dermed ved Bosch i et glimt med sikkerhed noget afgørende om morderen som ingen i politiet før har vidst. 

   Og for at fastholde følelsen af at ride på den kreative bølge trods "modstand" i materialet, så bruger Bosch et bestemt stykke musik til at holde sig mentalt og emotionelt på toppen i længere tid. 

   Noget som også er veletableret viden om kreativitet, er at bestemte former for musik kan fastholde den afslappede fokusering som letter indlæring og som genererer nye ideer.

Jeg tror ikke på at forfatteren Michael Connelly har nogen sikker viden om at politikfolk har erfaringer med "flow"-tilstanden under en mordefterforskning. Men jeg er fuldstændig sikker på at han med sin egen fortid som erfaren kriminalreporter har haft masser af erfaring med tilstande som den ovenfor beskrevne under sit journalistiske arbejde med afslørende artikler op til en deadline.

Kasper Bech Holten-udtræk fra "Inspiration og kreativitet" - af Annie Dunch

Jeg skummer lige nogle relevante citater fra bogen, som jeg tidligere har omtalt. Jeg skal snart aflevere den til ham jeg har lånt den af.

Kasper Bech Holten - operanstruktør - siger: "Det er en følelse af klarhed der breder sig, når inspirationen kommer." Det er altså en aha-oplevelse, siger jeg. Han siger også: "Kreativitet og inspiration kommer, når man har brug for det, hvis man har skabt de rigtige forudsætninger." Til de rigtige forudsætninger som man skal skabe, hører utvivlsomt at man i en tid lader højre hjernehalvdels ubevidst tænkning få fred til at arbejde, efter at man først har fodret den med oplysninger om problemet. I forlængelse heraf siger KBH også: "Jo mere jeg stoler på intuitionen i stedet for at tænke den ihjel, jo bedre bliver resultatet." Han taler utvivlsomt om det jeg andet steds har kaldt flow, en kreativ tilstand som kan forstyrres ved for mange bevidste og urolige overvejelser om hvordan det virker som man er igang med. Det er også det Tim Gallway understreger med sin skelnen mellem "Self 1" og "Self 2", hvor for meget "Self 1"  der er optaget af andres forventninger, forstyrrer "Self 2" i at performe optimalt. Og endnu et citat fra ham: "Kreativitet trives bedst når der er begrænsninger." Det jeg andet steds har kaldt kreative restriktioner.
   Forrige blogindlæg havde rubrikken "kreativ destruktion". Og derfor finder jeg selvfølgelig et citat om det af KBH:

Kreativitet kræver mod! Modet til at være ambitiøs med sit liv, men det kræver også erkendelse af, at al skabelse indebærer destruktion. Man kan ikke skabe hvis man ikke har vilje og mod til at rive ned og slå i stykker. Til at ødelægge publikums eller egne forventninger. Til at rykke sig væk derfra. Give slip på det man ved, man kan og har succes med. 

Det er en udbredt erfaring hos folk der arbejder kreativt, at det kan være godt for hjernen og det kreative arbejde at have flere opgaver at skifte imellem, så man mentalt holder fri fra den ene, mens man arbejder med den anden. Sådan har jeg det også selv.
   Kasper Bech Holten er jo operainstruktør, og en opera er jo i min terminologi en blended genre - et mix af dramatisk teater og lyrisk sang/musik. Han har en rigtig flot metafor hvad en opera er og gør ved publikum:

Operaen er vigtig idag, fordi vi her i rendyrket form arbejder med nogle af de ting, der ikke er logiske i tilværelsen - med følelser og med personer. "Følelsernes fitnesssceneter" kalder jeg operaens univers. For musik kan udtrykke følelser, som ord ikke evner. Der er brug for at skildre tilværelsens kompleksitet, og her er operaen et multimedie med en stor hammel af udtryksmuligheder.

Den er god: Operagenren som "Følelsernes fitnesscenter." Aha!
   KBH bruger også en markant metafor for den måde hans kreative hjerne fungerer og arbejder på - et skuffedarium:

For mit vedkommende skal der fyldes noget ind i maskinen, for at der kommer noget ud. Min hjerne fungerer som et slags skuffesystem. I formiddags havde jeg et møde om en opera til foråret. Da var den skuffe åben. Nu er den lukket igen. Senere på dagen kan jeg sidde til et budgetmøde og være fuldstændig til stede i nuet dér. Og lige nu er jeg et andet sted i mine tanker. Når skufferne bliver lukket i, så ligger idéerne og arbejder videre uden jeg er bevidst om det. Men hvis ikke jeg lukker skuffen op indimellem og putter noget derned, så sker der ikke noget. Der skal være perioder hvor skuffen står åben. Sådan virker det for mig, og jeg har svært ved at tro på, inspiration kan eksisterer på basis af intet. Der nødt til at være en tank, der er fyldt op, som man øser af.

Det var faktisk noget af det jeg syntes var fidusen ved at rejse til Kina og min (nye) forståelse af hvad jeg egentlig skulle med sådan en. At man har åbnet en række skuffer som man fylder på undervejs - ved mentalt at være indstillet på at være "åben" og "modtagelig" (og ikke hele tiden tage billeder eller læse i guidebøger).
    Jeg mindes Poul Martinsen der fortalte om hvordan han, når han var stødt på et problem med produktionen, om aftenen læste alle sine noter igennem, og næste morgen mens han stod og barberede sig, så havde underbevidstheden under søvnen fået en ide til løsning af problemet. En aha-oplevelse. Martinsens metafor var at det var "som et dyr man fodrer". Altså underbevidstheden er som en mave der syder og bobler når der kommer noget ned i den, og ideen næste morgen er så som - ja, metaforen kører her med mig: en mental bøvs! - der letter på trykket.

Trille - 'et øje i det høje' - og barndomserindringer

Politiken havde i søndags et stort to-siders opslag med et portræt af sangerinden Trille der ikke har sunget i mange mange år - i anledning af en genudgivelse i et box-sæt af hendes plader fra 70´erne og 80´erne.
   De fleste af mine jævnaldrende danskere husker hende ikke mindst for en sang hun sang i tv i programmet Musikalske venner i 1970, med omkvædet: "Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud." Sangen handlede - formuleret i antydninger - om en pige der onanerede og som følte skyld på grund af "øjet i det høje".
  Jeg husker hende også fra mit tidligere liv, men ikke lige for den sang.

For det første kender jeg Trille fra vores fælles gymnasieskole på Christianshavn. Jeg har danset med hende til gymnasiefester, og været på kristelige gymnasielejre med hende. Og husker at hun optrådte med folkesange og eget guitarspil til nogle af festerne og på lejrene.
   Og vi har det til fælles at vi begge har været udvekslingsstudenter i USA. Med et års forskydning.
   Mange år senere har jeg mødt hende i B&U-afdelingen i DR i slutningen af 80´erne, hvor hun skrev manuskripter til børnetegnefilm, og hvor jeg var indkaldt som dramaturg for et mindre hold af forfattere som alle skulle skrive historier til det samme tegnefilmskoncept.
   Hun var klart et multitalent, en person med flere personligheder. Ikke sådan at komme i kontakt med.
   I øvrigt bor hun nu også i Sydsjælland, kun 30 kilometer fra Vordingborg. Og jeg og fruen har besøgt hende der  et par gange på hendes gård - langt ude på en pløjemark.

Jeg husker godt at hun var datter af en enlig mor og boede i en lejlighed på Højdevej på Amager, for det var samme vej som min daværende gymnasiekæreste også boede på. Det jeg ikke har vidst noget om, var historien om tabet af faderen. Journalisten Mette Olsen refererer i portrættets indledning:

Om eftermiddagen sørgede Trille altid for at lægge faderens sutsko ind på radiatoren, så de var lune når han kom hjem. Og når døren gik op, var det som et pust af verden, der kom med ind i den lille toværelses i Sundby. En gang havde han en hummer med hjem. En anden gang trak han et par rulleskøjter til hende op af mappen. Da hun lå syg med halsbetændelse, havde han købet den hel nye 'Pippi Langstrømpe'. Faderen havde haft polio som barn (...), men en af nyrerne havde åbenbart også taget skade. I hvert fald svigtede den pludselig. "Så døde min far da jeg var syv".

Trille får selv ordet i artiklen lidt senere:

Han lå jo hjemme i en periode og spiste en frygtelig masse hvidløg, for det skulle måske hjælpe, og havde kameluldsbælte på. Han havde også en kolbe at pisse i, og det var simpelt hen det rene blod. Så kom han på Bispebjerg Hospital. Min mor og jeg tog derud hver eneste dag med sporvognen. Og så var det altså slut.

Trille fortæller videre at der ikke blev talt med hend om hendes eget savn af faderen, det måtte hun pakke ned og holde for sig selv. Men hun blev sin sørgende "mors krykke", fortæller hun:

Jeg tror, jeg har haft nogle meget, meget lange antenner ude for hele tiden at lodde, om stemningen var i orden. Og det  der hensyn til, om alle nu havde det godt, har jeg båret med mig alt for længe. Nu har jeg lagt noget af det bag mig. Men sådan har jeg haft det i mange år.

Det med at have særlige følsomme antenner ude i forhold til de nære omgivelser, synes at være et ofte optrædende træk ved den særligt kreative personlighed, et mentalt resultat af savn og tab i barndom og ungdom.
   Poul Martinsen fortæller noget lignende om sit særlige forhold til sin meget ældre søster, som var meget humørsvingende, og om hvordan han lærte at være særligt opmærksom på og følsom over for de tegn der afslørede hvor på humørskalaen søsteren befandt sig.
   Han mente selv at den særlige følsomhed han den gang udviklede, var noget der kom ham til gode når han skulle interviewe mennesker til sine dokumentarprogrammer. Som en slags intuition.

I øvrigt har en meget kreativ fotograf lavet en iscenesat montage på forsiden af kultursektionen, hvor man ser Trille sidde med albuerne på et bord og med sin ene hånd holde et pladecover op foran sig fra en af hendes LP´er: Indeni/Udefra. På coveret kan man se hendes ansigt - hun så godt ud - fra den gang. Når man så bladrer ind til selve artiklen, ser man hende sidde uden at ansigtet er dækket, sådan som hun ser ud nu hvor hun må være midt i 60´erne.
   Alderen og hendes liv har sat sig kraftige spor. Hun ser hærget og brugt ud.
   God ide af fotografen, godt tænkt, flot realiseret. Man får virkelig en rigtig AHA-oplevelse. I hvert fald for mig lidt af et chok på den måde at blive konfronteret med forskellen mellem mit erindringsbillede af hende som stemmer overens med cover-billedet, og så fotografens nutidige billede.
   Fotografen hedder Peter Hove Olsen.

Serendipitet - hvad er det og hvorfor det?

"Serendipitet", er et ord jeg først stødte på i dag, og ved et sært sammentræf. Men med det samme jeg læste hvad betydningen var, med det samme kunne jeg se hvor vigtigt begrebet var - set i sammenhæng med diskussionen om kreativitet og intuition.

   Jeg fik simpelt hen en AHA-oplevelse. BUM. PLING. DONG.

Ordet refererer til det fænomen at man opdager noget godt eller vigtigt eller interessant, mens man er i gang med (at søge) noget helt andet. Eller opdagelser ved en tilfældighed. Det kan defineres som evnen til tilfældigt at gøre heldige opdagelser.

   Et berømt eksempel er penicillin som Alexander Flemming opdagede fordi han glemte en petriskål med en bakteriekultur i en vindueskarm og tog på ferie, og da han kom tilbage opdagede han at skålen var kontamineret med en svamp som havde svækket bakteriekulturens vækst.

   Et andet kendt eksempel er Columbus opdagelse af Amerika, mens han var igang med at finde søvejen til Indien.

   Et tredje er Newton der opdagede tyngdeloven da han sad og mediterede over æbler der faldt fra genene af det træ han befandt sig under.

Jeg får associationer til:

- Poul Martinsen som, da jeg interviewede ham, flere gange understregede heldets betydning for at hans produktioner var så vellykkede som de var.

- Bevingede ord som: "Det er mere held, end forstand."

- Målmanden Peter Schmeichel der sagde: Jo mere man træner, jo heldigere er man.

- Pasteur der har sagt: "Tilfældet virker kun for den der er forberedt"/Chance favours the prepared mind"

- Og naturligvis (jfr. foregående blog) John Lennon: Life is what happens to you, while you are busy making other plans.

Selve måden jeg nåede hen til begrebet på (eller det nåede hen til mig), er i sig selv udtryk for serendipitet:
   Jeg og en anden som også (tilfældigvis!) hedder Peter, holdt en lille julefrokost sammen på den restaurant der hedder SULT i Filmhuset i Vognmagergade i København. Vi snakkede en hel del om kreativitet, AHA-oplevelser, og diskuterede om der var nogen sammenhæng mellem AHA-oplevelsen som publikum skal opleve i klimaks på en god film, hvis ellers den er dramaturgisk skruet rigtig sammen, og så den AHA-oplevelse man får når man har tumlet med et problem, har sovet på det, og om morgenen vågner og har løsningen!

   Da vi forlod hinanden valgte jeg den lange vej til Hovedbanegården ad Strøget, frem for den korte til S-toget på Nørreport. Jeg er ellers for doven til at gå lange ture og vælger altid den korteste og nemmeste vej, men den dag var jeg i løftet stemning. Og pludselig kom jeg i tanker om en historie om en mand der tumlede rundt i mørket og blev udsat for alskens strabadser, og i dagslys opdagede han at det var en "stork". Jeg huskede ikke præcis historiens pointe, men jeg forbandt den med Karen Blixen.

   Da jeg så fik en mail fra min navnebroder i dag, der henviste til vores kreative snak om kreativitet og formidling, kom jeg igen i tanker om manden og turen i mørket og storken og Karen Blixen. Jeg googlede på associationen og fandt en henvisning til en historie af Karen Blixen i et tidsskrift Peripetri (som betyder dramaturgisk vendepunkt). Den er fra hendes første bog Den afrikanske farm:

I et lille rundt hus med et rundt vindue i og en lille trekantet have til, boede der en mand. Ikke langt fra huset var der en sø med en mængde fisk i, som manden fangede og solgte i byen. En nat vågnede han op ved at høre en frygtelig larm, og han begav sig af sted i mørket for at finde ud af, hvad der var i vejen. Han løb ned ad søen til. Først løb han sydpå. Her snublede han over en sten, som lå midt på vejen, og lidt efter faldt han i en grøft, kom op igen, faldt i en anden grøft, kom op igen, faldt i en tredje grøft og kom til sidste også op af den. Han forstod nu, at han havde taget fejl, og at larmen ikke kom fra denne kant, og han løb tilbage mod nord. Men da han var der, mente han igen at høre, at larmen kom sydfra, og han løb samme vej tilbage. Han snublede først over en stor sten, som lå midt på vejen, og lidt efter faldt han i en grøft, kom op, faldt i en anden grøft, kom op, faldt i en tredje grøft, og kom til sidst også op af den. Nu kunne han bestemt høre, at larmen kom fra enden af søen. Han styrtede da derhen og så, at der var en stor lækage i dæmningen her, og at alt vandet, og fiskene med strømmede ud gennem hullet. Han tog da fat på at stoppe lækken til, og arbejdede på det hele natten, og først da hans arbejde var færdigt, vendte han tilbage til sit hus og gik i seng. Da manden nu vågnede næste morgen og så ud af sit runde vindue: hvad så han da? En stork!

Historien giver ingen mening. Hvilken forbindelse er der mellem den tumultariske tur om natten og den stork han ser om dagen? Ingen - før man får at vide at man skal tegne ruten med dens forskellige vendepunkter mens man får historien fortalt. Så har man nemlig tegnet en stork!

   Karen Blixen ser historien som en skæbnefortælling. Manden tager sin skæbne på sig selv om han ikke forstår hvad meningen er, før han næste morgen kan se at han med sine spor i landskabet har tegnet en stork. Derfor turens forskellige retninger og vendepunkter. AHA!

   Tidskriftet hvori historien var refereret, var et temanummer om serendipitet og dets betydning - fra forskellige vinkler. Og flere andre historier bliver også refereret som illustration, bl.a. HC. Andersens Klods Hans,  der jo samler tre ting op på rejsen til prinsessen: en træsko uden overlæder, noget plutte og en død krage. Og de tre ting, viser det sig så, er dem der gør det muligt for ham at vinde prinsessen, der ellers sender alle friere ud i mørket fordi de ikke kan svare for sig.

    Begrebets oprindelse ifølge Wikipedia:

Ordet 'serendipitet' stammer fra engelsk (serendipity), og det kan føres præcist tilbage til Horace Walpole (1717-1797), der i et brev til en god ven i 1754 ville beskrive et heldigt fund, og i denne forbindelse dannede ordet serendipity ud fra titlen på et persisk eventyr oversat fra italiensk til engelsk, The Three Princes of Serendip, som han havde læst som barn. Serendip er et gammelt persisk navn for Sri Lanka. Eventyrets tre hovedpersoner havde den særlige evne til at finde det usøgte, og ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med.

Bogen som to af artiklerne refererede til var: Robert Merton og Elinor Barber: The Travels and Adventures of Serendipity. I lyset af mine blogføljeton om Kinarejse og kreativitet, tænder jeg straks på titlen der kobler "rejse" og "eventyr" sammen. Den må jeg da vist se at få fat i. Ligesom den bog som min navnebroder viste mig han var igang med: Steven Johnson: Where Good Ideas Come From: The Natural History og Innovation.

Selv havde jeg en slags serendipitets-oplevelse for nylig!

   For mange år siden "opfandt jeg" distinktionen erfaringssprog vs. videnssprog, som udtryk for en slags terminologisk modstrategi i forhold til en engelsk sprogsociologs distinktion: restricted code vs. elaboratede code, som i følge ham karakteriserede hhv. arbejderklassens og den uddannede middelklasses sprog.

   Jeg opstillede to lister for hvad der var typiske træk og kendetegn ved de to typer sprogbrug, og brugte siden distinktionen analytisk i bøger og artikler i forskellige pædagogiske sammenhænge: til sygeplejersker, til medarbejdere i Danmarks Radio, til dansklærere, til journalister.

   For tre uger siden blev jeg ringet op af en sygeplejeforsker fra KU der havde læst om distinktionen i min bog henvendt til sygeplejersker: Skriv Sundere, hvori det er en vigtig pointe at man skal tage udgangspunkt i erfaringsprog når man informerer patienter.

    Forskeren havde haft glæde af den distinktion, fortalte hun, og ville vide hvad det hed på engelsk - for hun skulle skrive en akademisk meriterende artikel i et engelsksproget tidsskrift. Jeg fandt på: language of (everyday) experience og language of (systematic) knowledge.

   Men lige da jeg sad og kigge på de to lister i en af mine gamle artikler, (ind)så jeg pludselig - AHA - at listerne var næsten identiske med de lister man ser hver gang nogen skriver om hvad der kendetegner de to hjernehalvdeles forskellige funktioner og måder at tænke på.

(fortsættelse følger: 
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html)

Aha-oplevelsen i hjernen

I det foregående indlæg prøvede jeg at koble forskellige tilgange til Aha-oplevelsen sammen: En psykologisk, en dramaturgisk og en kognitiv-lingvistisk.
   Når man kan finde korrespondancer og analogier mellem sproglige udtryk i form af fortællinger på den ene side, og kreativitetspsykologiske processer på den anden side, så er det nærliggende at spørge om der ikke også skulle findes hjerneforskning om Aha-oplevelsen.

Og det gør der - nemlig i forhold til den version af Aha-oplevelse som i den kreative proces beskrives som "illumination" - den pludselige indsigt i hvordan et problem skal løses på en ny måde. Indsigt, ikke baseret på linær, logisk og bevidst skridt-for-skridt tænkning og problemløsning, men baseret på det "uforklarlige": intuition. 
   I Anders And-tegneseriern var det visuelle udtryk for den oplevelse: en glødepærer der tændte. Georg Gearløs-figuren havde en sådan "glødepære-makker" i nogle af historierne, husker jeg.
 
Her følger et uddrag af en artikel i NYT, der refererer flere sådanne undersøgelser der har undersøgt hjernens reaktioner når den har en aha-oplevelse:

The “light bulb” or “aha!” experience, in which an answer seems to appear from thin air, relies on a very different method of thinking from standard problem- solving, according to research in the United States.
   Abrupt insights such as Archimedes’ discovery of water displacement, which supposedly prompted the mathematician to jump from his bath shouting “eureka”, produce a characteristic pattern of activity in a specific region of the brain’s right hemisphere, scans have shown. When people work out an answer in deliberative, methodical fashion, however, this eureka centre remains quiet, suggesting that the brain has at least two distinct ways of solving difficult problems.
   Mark Jung-Beeman, of Northwestern University in Chicago, who led the study, said the results suggested that inspiration was qualitatively different from ordinary contemplation and thought.
   “For thousands of years, people have said that insight feels different from more straightforward problem-solving,” he said.
   “We believe this is the first research showing that distinct computational and neural mechanisms lead to these breakthrough moments.
   Edward Bowden, his colleague, said: “As supposedly happened to Archimedes, prior to solving problems with insight people often reach an impasse and are unable to make any progress. They need to reinterpret the problem and integrate information in a new way.
   “Sometimes the mind does this unconsciously, and then the solution suddenly appears in consciousness. To the solver, the solution seems to have come out of thin air, yet is obviously correct.”
   In the study, conducted jointly at Northwestern University and Drexel University in Philadelphia, details of which are published today in the journal Public Library of Science Biology, Dr Jung-Beeman and Dr Bowden asked volunteers to solve a series of word problems. Participants were given a series of three words, such as “fence”, “card” and “master”, and told to think of a single word that would go with each to form a compound word. The answer in this example is “post” — “fencepost”, “postcard”, “postmaster”.
The problems were designed so that most people would solve them methodically and by insight about half of the time each. The volunteers’ brains were scanned using functional magnetic resonance imaging (fMRI) as they solved the problems. When the subjects reported having an “aha! moment”, a region of the brain known as the anterior superior temporal gyrus, in the right temporal lobe, tended to fire with activity. When they solved the problems through methodical working, that region was inactive.
   The anterior superior temporal gyrus is thought to play a critical part in pulling together distantly related information, and may be activated subconsciously to produce sudden insights when all the pieces fall into place.
   A second experiment, which used an electroencephalogram (EEG), measured brainwave activity as subjects solved the problems.
   About a third of a second before a problem was solved with insight, there was a sudden burst of high-frequency activity. This appears to mark the moment of inspiration.

Altså, det ser ud til at der er et særligt center i højre hjernehalvdel kaldet "the anterior superior temporal gyrus", der aktiveres i forbindelse med indsigtsgivende AHA-oplevelser, og som ikke aktiveres ved almindelig skridt for skridt problemløsning. Man må vel antage at det center aktiveres fordi det er indrettet til, som en slags katalysator, at kunne skabe neurale forbindelser mellem lagrede konceptuelle rum som ellers ligger fjernt fra hinanden og som ikke er fast og automatisk neuralt forbundet.
   Metaforisk sagt, så lyser det "eureka-center" op som en glødepære der tænder, når der er "hul igennem". Søger man undersøgelsens forfattere på nette, så finder man dem på følgende adresse: http://groups.psych.northwestern.edu/mbeeman/PLoS_Supp.htm, hvor de skriver:

This right anterior temporal area helps make connections across distantly related information during comprehension. Although all problem solving relies on a largely shared cortical network, the sudden flash of insight occurs when solvers engage distinct neural and cognitive processes that allow them to see connections that previously eluded them.

Jeg har tidligere noteret den bemærkelsesværdige grafiske analogi mellem den biologiske kønnede befrugtning, og den kreative tankeoperation kaldet blending. Her synes jeg også der er tale om en klar analogi mellem den form for "kortslutning" i hjernens processer, og så den kognitive lingvistiks begreb om blending. Man kan sige at forskerne med "eureka-centret" har fundet det sted i hjernen der muliggør konceptuel blending.

Bent Larsen - den kreative skakspiller - og nogle erindringer i den anledning

Jeg er ikke skakspiller. Men har spillet en del skak - på helt privat plan - som barn og ung.
   Sidst jeg husker jeg spillede, var med en meget god og gammel ven, som heller ikke var specielt rutineret men også kunne spillet.
   Vi var på den græske ø Thassos omkring slutningen af 80-erne med et idelaistisk charterselskab der hed Flycamping. Selskabets kreative koncept gik ud på at man rejste på en meget billig sommerferie til Grækenland  (og siden Portugal) med charterfly og blev indkvarteret i et telt på en campingplads af rimelig sanitær kvalitet, hvor der til teltet så også var alt det tilbehør til madlavning og sovning man havde brug for. Koncpetet var lige noget for famlier med børn og med en ungdomstid omkring 68 i den mere bløde og kreative del af venstrefløj og ungdomsoprør. Der sad vi to midaldrende 68'ere så og spillede skak i pinjernes og cypressernes skygge og drak retsina.
   Dem der havde opfundet og udviklet det særlige charterkoncept, var selvfølgelig også sådan nogen som os, både mht. alder og baggrund.

Jeg er sikker på det var min far der i sin tid lærte mig det. Han var typisk traditionel "skaffedyrs far", min mor var hjemmegående og jeg havde tre mindre søskende. Så jeg har ikke så mange erindringer om at han beskæftigde sig specielt med mig. Men han har spillet skak med mig og lært mig grundreglerne i en forholdsvis tidlige alder. Og som jeg husker det, så slog han mig for det meste, men ind i mellem kunne jeg også slå ham.
   Nekrologartiklerne om Bent Larsen der er død, vækker altså minder. Og jeg husker at have læst om ham i avisen i den periode der var hans storhedstid: 1965-75. Og jeg mener også at jeg læste en teoribog han havde forfattet. Og i året 1961-62  var jeg udvekslingsstudent i USA og boede hos en jødisk familie hvor mine amerikanske forældre jævnligt spillede skak om aftenen. Jeg husker at jeg spillede skak med den ældste af min amerikanske "brødre", som var nogenlunde jævnaldrende med mig.

Men hvad har skak med kreativitet at gøre, hvis noget overhovedet? Jo, i hvert fald det at for at kunne spille det og vinde, må man kunne forestille sig noget som ikke findes på det tidspunkt man forestiller sig det, altså forestille sig hvad modstanderen vil gøre af mulige træk hvis man selv trækker på en bestemt måde. Og forestille sig hvad man selve vil gøre derefter som "svar", afhængigt af hvad modstanderen vælger af mulige træk.
   Det at kunne forestille sig noget på den måde kræver i hvert fald en særlig form for visuel-strategisk forestillingsevne som sandsynligvis også er nødvendig i en lang række andre sportsgrene, både indviduelle og kollektive. Men skak er specielt ved at der ikke er forbundet noget særligt fysisk eller kropsligt med at kunne det. Til gengæld må man som spiller kunne "sætte sig i den andens sted". Altså mentalt set foretage en blending af "min stilling" og "din stilling".
   Hovedværket om blending, 'The Way We Think', fremhæver netop sætninger som: "Hvis jeg var i dit sted, ville jeg gøre det og det," som udtryk for og eksempler på blending og dermed følgende mentale "kompression" af to ellers adskilte identiteter: 'dig' og 'mig'.

Jeg husker ikke at jeg kunne forestille mig mere end 2 træk frem, og tit gættede jeg galt allerede efter det andet træk. Og sikkert derfor drev jeg det ikke videre, men blev omkring studentereksamen optaget af andre former for kreative aktiviteter, som at tegne/male og skrive digte. Og ikke mindst at studere og analysere sprog og litteratur.

Informations har en artikel i weekend-tillægget 'Moderne Tider' fra i går  om Bent Larsen i anledning af hans død. Den er skrevet af Casper Ulsøe, som tydeligvis har forstand på Skak og ved noget om Bent Larsen.
   En del vidste jeg også godt. Men det som jeg virkelig tænder på i kreativitetssammenhæng er noget som jeg ikke vidste om ham, som fortælles som en væsentlig forklaring på at han på toppen kunne vinde over hele serien af de sovjetiske stormestre:

Bent Larsen forfinede gennem 1960´erne sit til tider aggressive spil til at indeholde en hidtil uset tilgang til skak. En underminering af af gængse faktorer ved brug af psykologisk forvirrende spil.
   Om sin egn nye psykologisk spillestil fortalte Bent Larsen til 'Ud & Se' i 1998, at "jeg går ikke altid efter det, jeg selv kan bedst, men efter det, jeg tror er mest ubelejligt eller ukendt eller ubehageligt for modstanderen."
   Bent Larsen troede på det overraskende, det nye og uforudset. Derfor spillede han op gennem 1960´erne ofte uortodokse åbninger, spillede forvirrende spontant istedet for at forlade sig på velanalyserede og åbenlyse træk. 

Altså Bent Larsen er bevidst om og udnytter at et spil skak altid foregår på to planer: dels et teknisk strategisk plan hvor hver part efter (forestillings)evne udnytter de muligheder skakreglerne giver i en given stilling for at en spiller med det næste træk kan opnå at få et overtag; og dels et psykologisk plan hvor spillernes mentale tilstand kan være afgørende for om de bliver forvirrede og begår fejl, eller de foretager det helt rigtige valg af flere træk der forekommer nogenlunde lige gode.
   Artiklen citerer i den forbindelse forfatteren Jan Løfbjerg der er i gang med at skrive en bog om Bent Larsen:

"Bent Larsen havde en holdning til, at jo mere ukendt farvand de befandt sig i, jo større var hans chance for at være bedre end modstanderen. Specielt når modstanderen var i tidsnød, kunne han vælge et noget mere chancebetonet spil for at bringe modstanderen ud af fatning."
   Det udmøntede sig i træk, den sovjetiske skole ikke kendte til, da Larsens træk langt fra blev foretaget ud fra vurderingen om bedste objektive træk, men foretaget ud fra, hvad Larsen tænkte var det psykologisk rigtige.

Jeg læser ud af det her at Bent Larsen havde den ekstra forestillingsevne at han, ud over at kunne sætte sig i modstanderens sted skakstrategisk, også kunne sætte sig i modstanderens sted psykologisk. Og det har givet ham muligheden for under spillet at skifte frame: fra regelret skakspil til psykologi - og foretage træk der ikke gave mening rent skakstrategisk, men gav god mening psykologisk.
   Og så læser jeg videre ud af det at Bent Larsen må efterhånden have opdaget at han kunne spille bedre intuitivt end sine analytisk skolede modstandere.
   Når det skulle gå stærkt, så var hans skakintution åbenbart bedre end hans analytisk toptunede sovjetiske modstandere. Altså gjaldt det om indimellem at foretage træk som ikke stod i teoribøgerne, og som ikke var klart forkerte, og som modstanderen derfor skulle bruge meget - for meget tid - til at tænk over modtræk til. Og så blev de ofte tvunget til at falde tilbage på deres skakintuition som, kan man antage, var svækket af al den teori og analyse som de var opflasket med og trænet i at udnytte hjemmefra.
   Artiklen i Information konkluderer - lidt patetisk - men hvad? Han var også en af de helt store:

Men Bent Larsen tilførte skak noget nyt med sin spontane stil, tilførte en romantisk tilbagegang til det ophøjede. Bragte med sine overraskende, uortodokse træk skak tilbage til et konkret spil udkæmpet mellem to duellerende individders intellekt. Alt andet fjernede han med sine træk, væk var fornuften, væk var teorier, væk var spilsystemer. Kun det menneskelige intellekt forblev tilbage.

Journalistiske "mavefornemmelser" - en fast metafor for journalistisk intuition

Alle journalister - i hvert fald de nogenlunde erfarne - vil insisterer på at journalistik kun kan læres gennem praksis - gennem øvelse på en redaktion.  Når journalistiske arbejdserfaringer indlejrer sig og nødvendigvis skal lejre sig som tavs viden i journalistens mentale setup, så hænger det sammen med at selve det journalistiske arbejde med at skrue en historie sammen gennem research, vinkling og skrivning, skal foregå så hurtigt og effektivt at det - ligesom bilkørsel - kræver en masse ikke bevidste automatreaktioner og koordinerede flerdimensionelle arbejdsmønstre for at lykkes dag efter dag.

Jeg har for nylig været censor på en masteropgave på SDU hvor "mavefornemmelse" var et centralt tema. To chefredaktører der fulgte efter hinanden over en 25-årig periode for et succesfuldt ugeblad - primært rettet til damer i udkants- og provinsdanmark, var blevet interviewet.

   Grundspørgsmålet var: Hvad havde været styrende for de redaktionelle principper der har fungeret som guidelines for den journalistisk produktion og redigering af bladet. Begge chefredaktører brugte ordet "mavefornemmelse" til at karakterisere hvad de byggede deres redaktionelle policy på. Begge afviste også at de gennem årene havde kunnet bruge koncernens analyseafdeling til noget fornuftigt, den afdeling som lavede målgruppeanalyser og fokusgruppeundersøgelse af læsernes interesser og præferencer for alle koncernens blade.

   De sagde begge at de i stede havde havde fulgt deres "mavefornemmelser" til at afgøre redaktionelle valg af emner, historier, vinkler og temaer. Og i ansættelsen af medarbejdere.

   Det slående ved bege chefredaktørers historie er at de i interviewene refererer til deres opvækst i et midt- og vestjysk lokalområde, og at de begge kommer fra arbjeder- og jævne lavindkomstfamilier. De er altså begge: mønsterbrydere. Og den ene referer direkte til denne sin baggrund som det der er medvirkende til hans "mavefornemmelser". Også selv om han er en mand, og målgruppen kvinder.

Et par dage efter læste jeg en artikel i Politiken om en meget indflydelsesrig amerikansk indkøber og producer af populære tv-serier, Pancho Mansfield. Han havde købt en af DR´s populære dramaserier 'Forbrydelsen' til reproduktion i amerikansk tv-serie-regi. Det der vakte min interesse, var at han også henviste til sine "mavefornemmelser" da han af journalisten blev spurgt om hvad han gik efter når han indkøbte udenlandske manuskripter og koncepter.

   Meget klogere blev man så ikke. Men det er klart at vi i alle tilfælde har at gøre med en slags journalistisk eller kunstnerisk intuition som har et bredt, folkeligt og usofistikeret publikum som ubevidst referenceramme og målestok. Og at selve udtrykket "mavefornemmelse" er en metafor eller et metonym for denne intuition.

Og jeg tænker så pludselig på at jeg jo kender ordet mavefornemmelse i den engelske originale sproglige udgave: gut feeling. 

   Jeg har stødt på det i mange af de amerikanske krimier jeg i årenes løb har læst, og hvor den ordknappe detektiv refererer til sin "gut feeling" når han til slut aftvinges forklaring på hvordan han kunne ræsonnere sig frem til løsningen på mordgåden, på et spinkelt og usikkert faktuelt grundlag.

   Jeg genlæste den franske forfatter Simenons serie af krimier med den parisiske kriminalinspektør Maigret som hovedperson og detektiv for nogle år siden. Og konstaterede at han - altså fiktionsfiguren Maigret - var intuitionist. Og at en vigtig del af fascinationen ved at følge opklaringsarbejdet var at læseren undevejs var lige så uvidende om hvad der forgik i Maigrets underbevidsthed af analytiske processer, som Maigret selv var.

   Jeg husker ikke at der var nogen italesættelse af Maigrets "mavefornemmelser" i bøgerne, men det var klart at det der foregik i hans hjerne på et kritisk tidspunkt i opklaringsarbejdet, var det som i teorien om den kreative proces forskellige faser, kaldes inkubationen, dvs. de løsningsprocesser som foregår under bevidsthedstærsklen, og som går igang når lineær og bevidst fornuft og logik må give op i frustration.

Jeg googler "gut feeling", og fortsætter til Amazon.co.uk. Og finder titlen på en bog som åbenbart har svar på den slags spørgsmål: Gut Feelings: The intelligense of the Unconscious. Forfatterens navn er : Gerd Gigerenzer. Og bogen er, kan jeg hurtigt læse mig frem til, den faglige inspirationskilde til den bog som jeg nu har set flere kreative kendiser referer til når de bliver spurgt om hvad de læser lige nu: Blink:The Power of Thinking Without Thinking. Forfatter: Malcolm Gladwell.

   Her er Amazon´s "product description":

For Blink, Malcolm Gladwell, author of the bestselling The Tipping Point, explores the extraordinarily perceptive and deceptive power of the sub-conscious mind. Gladwell’s major claim is that decisions made very quickly can be every bit as good as a decision made cautiously and deliberately. What we are actually doing is what Gladwell calls ‘thin-slicing’. When we leap to a decision or have a hunch our unconscious is sifting through the situation in front of us looking for a pattern, throwing out the irrelevant information and zeroing in on what really matters. Our unconscious mind is so good at this that it often delivers a better answer than more deliberate and protracted ways of thinking. Much of this is utterly mysterious but some of the most astonishing and useful examples of thin-slicing can be learned.

Så kom vi så langt. "Mavefornemmelser" er sandsynligvis en vigtig forudsætning for at enhver god journalist netop er det: en god journalist. At researche, interviewe, vinkle og skrive en nyhed der virkelig er en nyhed og sætter dagsorden, på meget kort tid, kræver journalistisk intuition. Eller altså "mavefornemmelser" for at journalisten kan fungerer effektivt og kvalificeret på en journalistisk arbejdplads.

Deri ligger måske så også forklaringen på det jeg fremlagde som provokerende påstand for et oplæg på et fagligt seminar på journalistik på RUC i juni måned: "En rigtig journalist gider ikke høre om målgrupper." Hvorfor ikke?

   Det vender jeg tilbage til i et senere blog-indlæg.

Men det er selvfølgelig også interessant om og hvordan "mavefornemmelser" spiller med i forskningsprocessen. En googling giver bonus. Det gør de!

Den 15. juni forsvarede geolog Ida Lykke Fabricius, lektor ved DTU Miljø, således sin doktorafhandling med titlen 'Chalk: composition, diagenesis and physical properties', hvor hun dykker ned i Danmarks undergrund, som flere steder gemmer på rigelige mængder af bjergarten kridt. Den 56-årige Ida Lykke Fabricius stoler mest af alt på sin mavefornemmelse, når hun forsker. 

»Jeg siger altid til mine studerende: Hvis I er i tvivl, så tag målinger af alt, hvad I kan komme i nærheden af. Ens underbevidsthed er jo klogere end en selv, og jeg har tit stået og været glad for målinger, som jeg ikke umiddelbart vidste, hvad jeg skulle stille op med. Hvis man ikke bruger sin intuition i forskningen, tror jeg ikke, man kommer særlig langt - jeg tror på, at man gerne må famle sig lidt frem,« siger geolog Ida Lykke Fabricius.