Vanitas-moivet - i moderne udlægning på Vordingborg bibliotek - malerier af Ann-Lisbeth Sanvig

Ann-Lisbeth Sandvig: Tre 'Vanitas'-malerier 

Et gennemgående tema for denne blog har være det begreb som blev introduceret af to sprogforskere Gilles Fauconnier and Mark Turner i 2008 í bogen 'The Way We Think: 'conceptual blending' - dette at bringe to forestillinger (='concepts') sammen og blande/integrere dem på en måde så der derigennem opstår noget nyt - en tredje forestilling - som ikke bare er summen af de to oprindelige. 

   Typisk det der kendetegner alle former for kreativitet.

   

Vi kender fænomenet fra brugen af metaforer hvor noget relativt abstrakt ses og forstås gennem noget konceptuelt helt andet og mere sanseligt konkret: et sort humør, en glødende diskussion, en lysende ide.

   'Conceptual blending' er også det som den sovjetiske filmkunstner Sergei Eisensteins montage-teori går ud på: Nar 'A + B'  ikke giver 'AB', men mentalt bliver til noget nyt: 'C':

Eisenstein believed that film montage could create ideas or have an impact beyond the individual images. Two or more images edited together create a "tertium quid" (third thing) that makes the whole greater than the sum of its individual parts.

http://faculty.cua.edu/johnsong/hitchcock/pages/montage/montage-1.html

Og 60´ernes collagekunst som jeg husker fra min ungdom, var endnu et udtryk for den samme tænkning: 

Det er så også det der kendetegner den maleriudstilling med malerier af Ann-Lisbeth Sanvig der lige nu kan ses på Vordingborg Bibliotek - i regi af vores lokale kunstforening der har en meget aktiv og vidende formand Ole Villadsen.

   Kunstforeningen overtaler gode kunstnere til at udstille, og køber ofte et af værkerne. 

   Når året er gået, udloddes den indkøbte kunst blandt dem der har betalt kontingent og møder op på generalforsamlingen.

Jeg kendte ikke Ann-Lisbeth Sanvig før, men hun er god, hendes billeder er farverige, fremragende og fascinerende.

   Hun var ikke med til ferniseringen, men formanden gav en udmærket introduktion hvor han fremhævede nogle af kunstnerens erklærede inspirationskilder, blandt andet Jesper Christiansen som jeg tidligere har skrevet om her på blokken.

   Her kan du se en stor del af de udstillede malerier:

Ann-Lisbeth Sanvig maler i akryl, og ca. halvdelen af de udstillede billeder har titlen 'Vanitas'.
   Resten er ligeligt fordelt mellem titlerne 'Street View' og 'Stillife/Stiilleben'.

   Alle 'Vanitas'-malerierne er sammensat af to lærreder der er fastskruet ramme mod ramme, så de - 'tvunget' for beskueren - bliver ét mixet billede. Enten ved siden af hinanden eller oven på hinanden. 

   Motiverne i de to sammenbragte billeder står i klar kontrast til hinanden: noget ordnet vs. noget kaotisk, noget genkendeligt vs. noget abstrakt, noget lyst vs. noget mørkt, noget nært vs. noget fjernt, noget smukt vs. noget grimt, etc.

   Men sammenblanding af A og B skal så opleves som ... integrerede modsætninger! Som et 'C' i Eisensteinsk forstand.

På sin hjemmeside introducerer Ann-Lisbeth Sanvig ideerne bag sin kunst sådan her:

Jeg opererer med skønhed som et kunstnerisk greb gennem mit farvevalg og de motiver, jeg bruger, men jeg udfordrer den med elementer som kontrasterer og provokerer.

   Dyrene i mine værker – hunde, ugler og insekter, repræsenterer forskellige arketyper for, hvordan vi opfører og agerer som mennesker.

   De konkrete rum, jeg maler, er oftest blevet forladt af de mennesker, der har beboet dem. De emmer af noget ensomt afventende, og tankerne ledes hen på stemningsfortættede erindringer fra en svunden tid.

Hermed trække Ann-Lisbeth mentale tråde tilbage til symbolismen omkring århundredskiftet - og vel også til H. C. Andersen hvor netop allegorien - den personificerede dyrefigur - er en del af den effektivt forførende konceptuelle blanding. 

   Men trådene går længere tilbage. Vi har også blending af historiske perioder: Her og nu 2015-16 - med 1600´tallet i hendes billede. En kreativ mental proces vi også genkender fra netop Jesper Christiansen malerier fra Odsherred der blender sig symbiotisk med Dantes 'Paradis' og location Firenze fra tiden omkring renæssancens begyndelse.

I uddraget af anmeldelsen i Kunstavisen af de samme eller konceptuelt lignende malerier på en udstilling, skriver Preben Winther:

“Krydsende virkeligheder”

“I Ny Vestergade 9 viser Ann-Lisbeth Sanvig (f. 1963) en lang række malerier, som hun selv betegner ’vanitas-billeder… Fra slutningen af det 17. og op igennem det 18. århundrede indgik der i de hollandske og flamske stilleben-malerier ofte et vanitas-motiv… billedkunstens beskuer måtte gerne glæde sig over det skønne og den tøjlesløse pragt, men skulle også huske på, at det hele igen ville forgå og derfor ikke havde nogen betydning, målt med evighedens alen. Også mennesker dør og forsvinder.”

   “Det er denne gamle tematik, Ann-Lisbeth Sanvig tager op i ny kunstnerisk fortolkning. Blomsterne i de smukke buketter visner og falder, nøjagtig som de mere eller mindre ødelagte bygningsfragmenter, hun viser os i værkernes anden halvdel. Det moderne kunstneriske udtryks friskhed og umiddelbarhed kolliderer virkningsfuldt med den tunge tematik …"

Ole Villadsen introducerede til Vordingborg-udstillingen med en kort indføring i vanitas-begrebets betydning i - især - barokkens malerkunst i 1600-tallet. 

   Han sammenfattede modsætningen i forestilingen om 'vanitas' i begrebsparret ....

Forfængelighed og Forgængelighed

Altså 'konceptuel blending', så det basker. Bevidstheden om livets forgængelighed gennemlyser - afslørende - forfængeligheden.

   Og som pensionist med udsigt til sikkert fysisk og mentalt forfald, så giver temaet  ekko i sindet hos beskueren (mig).

Wikipedia fortæller:

Begrebet 'vanitas' (af latin: forfængelighed) bruges inden for malerkunsten og billedhuggerkunsten om en særlig fremstilling i forbindelse med stilleben (opstillinger), der henviser til livets forfængelighed, som i barokken var lig med forgængelighed.

   Fremstillingerne er præget af de talrige symboler på det, man så som livets skrøbelighed. Dette at sætte ungdom og skønhed over for tegn på truende sygdom og død blev kendetegnende for barokkunsten. 

   Vanitassymbolerne består af dødningehovedet, bobler, slukkede stearinlys,blomster eller frugter der er på vej til at gå i fordærv, altså genstande, der er flygtige, let forgængelige eller skrøbelige.

   Vanitas var et centralt motiv i malerkunsten i 1600-tallet, hvor det bl.a. i Nederlandene var et meget populært motiv. I dag er motivet stadig populært.

Jeg er blevet klogere. Vil for fremtiden se på den slags malerier på SMK og  på lignende barokmalerier på museer i udlandet med nye øjne. 

   Og de 'gamle' malerier som jeg husker fra museumsbesøg for deres egentlig uforståelige og 'rodede' konstruerede stillebens, har nu fået ny mening. 

   Som de her:

Pieter Claesz, Holland, 1597 - 1661. "Vanitas"

Udlægning og tolkning af vanitas-motivet finder jeg også i ovenstående maleri af Pieter Claesz - pædagogiske fremstillet og leveret af én der underviser i emnet på Silkeborg Gymnasium: 

For den moderne betragter synes elementerne i dette billede at bestå af en hel masse forskellige ting placeret i ét rod på et træbord. Men for en hollænder som levede i det 16. århundrede, formidler dette billede vanitas-temaet; objekter som alle symboliserer tomheden i de verdslige ting og livets uendelige korthed målt med evighedens målepind.

   Kraniet og benene symboliserer klart nok døden; bogen og skriveredskaberne refererer til det overdrevne hovmod som følger i kølvandet på lærdom, og den skrøbelige glaspokal henviser til den midlertidige glæde, livet tilbyder. Den forgyldte pokal symboliserer umådeholden og overdreven rigdom

   Til venstre reflekterer en metalkugle det forvrængede billede af kunstneren, som maler sig selv foran sit staffeli.

http://fc.silkeborg-gym.dk:4020/2y/Billeder/Billedsider%20Sider%20med%20illustrationer/VanitasEks1.htm

Her et andet maleri af en hollandske maler hvis vanitas-motiv udlægges som følger på samme hjemmeside:

David Bailly: Self-Portrait with Vanitas Symbols, c. 1651 

Dette maleri er et ganske illustrativt eksempel på et typisk vanitas-motiv.

   Vanitas (latin - tomhed) refererer til tomheden i alle materielle ting og værdier af denne verden, så som rigdom, skønhed, morskab og tidsfordriv, lærdom og kunst.

   I dette maleri af David Bailly, en hollandsk maler som arbejdede i Leiden, hvor Rembrandt blev født, er kraniet placeret i midten. og det skal minde os om tomheden i musikken (lut og fløjte) i malerkunsten (paletten, penslen og den lille skulptur) kødets lyst og begær (terninger, kort, pibe og tobak), lærdom (bøger) og naturens skønhed (blomsterne).

   Timeglasset, soluret, det nedbrændte lys symboliserer alle tidens gang; sæbeboblerne sammenfatter tanken om livets skrøbelighed; det næsten ulæselige brev under kraniet symboliserer krigens gru og død, og den elegant klædte sorte tjener med guldkæde om halsen symboliserer på den ene side loyalitet mod sin herre og på den anden rigdommens forgængelighed.

   Tjeneren holder et miniatureportræt af den ukendte rigmand, som betaler for maleriet. Miniaturen er tilpas lille til at vise, at denne mand er beskeden, ydmyg og at han på ingen måde ønsker at føre sig frem med sin rigdom.

   Samme tematik ses i nedenstående billede af Sébastiaen Bonnecroy, "Vanitas med kranium og pibe" fra 1641: 

Her følger endnu et allegorisk vanitas-maleri som illustrerende eksempel - fra samme kilde og hjemmeside:

Og samme problematik endnu tydeligere i Pieter Boels "Vanitasallegori", 1663, som er et studium i forfængelighed og de forgængelige værdier - alle er de ophobet i denne allegori:

Pieter Boel: "Vanitasallegori", 1663.

Her følger yderligere et maleri i genren - malet af Cornelis Gijsbrechts fra samme periode og tradition. 

   Jeg har ingen - blot antydningsvis - udlægning af allegorien i det her fascinerende og smukke billede, men forsøg selv:

Cornelis Gijsbrechts: Trompe l'oeil med måltidsstykke med pragtkar, 1672

Bag et forhæng ser man et stilleben arrangeret på et bord, der er dækket af et orientalsk tæppe. Et overdådigt måltidsstykke bestående af en hummer på et porcelænsfad, en skinke placeret på en metalbeslået kiste, en halvfyldt Rømer med en skrællet citron, forskellige frugter samt to sølvpokaler. Hele billedet indrammes af en illusionistisk malet, profileret ramme. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Besøget på udstillingen i Vordingborgs bibliotek endte med at fruen købte et af Ann-Lisbeths malerier. 

   Du er velkommen til at gætte på hvilket?

Udstillingen slutter den 8. maj. 

   Kan anbefales på det varmeste og humoristiskeste.. 

   Både her og hisset.

Mere om palimpsest - af Jan Krag Jacobsen - og om 'modifikationer' af mig selv da jeg var ung - og en aprilsnar om en fiktiv modifikation af skarven

Jeg skrev i et tidligere indlæg om det særlige kreative, litterære eller kunstneriske fænomen som har den fremmedartede og svært-udtalelige betegnelse ...

PALIMPSEST

Anledningen var at en gammel kollega fra RUC - Jan Krag Jacobsen - var sprunget ud som billedkunstner med en udstilling i Farum Kulturhus der sluttede den 13. juni; flere billeder blev solgt, rapporterer han.

   Udstillingens titel var meget typiske for mandens særegne kreative personlighed:

DER STIKKER NOGET UNDER

Her et link til det første indlæg om hans invitation til udstillingen hvori begrebet 'palimpsest' indgår - og om begrebet og fænomenet palimpsest i øvrigt:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/jan-krag-jacobsen-srligt-kreativ.html

Udstillingen kan ikke ses mere. Men jeg har fået lov til at offentliggøre alle billederne fra udstillingen her på bloggen nu hvor den er slut: 

Jeg har nærmere beskrevet hvad den æstetiske og artistisk "fidus" er ved disse fascinerende billeder i det tidligere indlæg. 

   Der er tale om kreativ konceptuel blending af flere medier og kilder. Og udgangspunktet er også en 'grundvæg' med flere lag af iturevne og flåede plakater der gennem årene har været klistret op oven på hinanden på en plakatsøjle, og som derefter er blevet fotograferet.

   

Det man kan se her i forbindelse med hele serien, er hvordan Jan ud fra samme "grundvægmotiv" laver forskellige "resultat-billeder" med forskellig oplevelseseffekt - ved en bearbejdning via forskellige formater, beskæringer og optikafstand til den samme "grundvæg".

   En del billeder blev solgt, men mon ikke han stadig sælger ud. Og mon ikke der kommer flere fra hans nysgerrige og opsøgende kameralinse. Det synes oplagt at forfølge det her spor videre.

Jan er et multitalent - ironiker, spasmager, kritisk indstillet æstetiker og livsnyder, hvad der fx kom til udtryk i berømmede radio- og tv-indslag fra 70´erne. 

   Og først og fremmest har han været en af de drivende kræfter bag udviklingen af 'det nye nordiske køkken'. 

    I den nydannede tværfagligt sammensatte  lærergruppe for den nydannede kommunikationsuddannelse på RUC i 1978 blev hans kolleger i praksis via deres smagsløg belært om hvor godt veltillavet kvalitetsmad smager, og hvordan den tilberedes af ordentlige råvarer. 

    Jan er i øvrigt kemiingeniør af uddannelse.

I det tidligere indlæg citerede jeg en engelsk kilde for definitionen af  'palimpsest' og om begrebets status og udvikling inden for kunsthistorien. Denne gang googlede jeg de to første henvisninger på dansk. 

   Dansk Wikipedia skriver om dets oprindelse:

En palimpsest er et manuskript, pergamentrulle eller bog, der er blevet renset (skrabet, raderet og brugt igen. Ordet kommer gennem latin fra to græske rødder (palin(igen) + psên (skrabe)). Romerne skrev på voksbeklædte tavler, der kunne genbruges, og Cicero bruger ordet palimpsest om dem.

Det er den grundbetydning som også ligger bag Jans brug af begrebet til at karakterisere sine moderne billeder. 

   Og slægtskabet med forskellige andre genrer som 'collager', 'modifikationer' (Jorn) og 'decoupager' (dronningen) er tydelig.

   

Selv har jeg for nylig fundet nogle gamle mapper frem med billeder jeg har tegnet, malet og klippet da jeg var ung og drømte om at blive 'rigtig kunstner'. Og nogle af dem er utvivlsomt en slag 'modifikationer' i Jornsk forstand - de her produceret omkring 1965-67:

 

Billederne er lavet på den måde at jeg har fundet nogle glittede illustrationer eller reklamebilleder i datidens farvede magasiner  og klippet dem ud. Derefter har jeg 'modificeret' dem ved oven på at tusch-tegne i forskellige hel- og halvgenkendelige mønstre og figurmotiver. 

   I de bedste af dem leverer disse 'modifikationer' en forme for halvabstrakt surrealisme som jeg her mange år efter ikke synes er helt tosset. 

   

Man kan sige at jeg jo også kunne have valgt at lave en grund som jeg selv malede - og derefter tegne en egen tusch-tegning oven i. Til det formål ville især akvarelfarver være velegnede. Men det malemedie kendte jeg stort set ikke til den gang - eller til nogen af de teknikker som var knyttet til det.

  Jeg malede i olie på lærred og i (olie)pastelfavekridt på blødt karton.

Men på det tidspunkt da jeg lavede de tuschtegnede 'modifikationer' af farvede magasinillustrationer, havde jeg i længere tid produceret rene sort-hvide tusch-tegninger med japansk inspiration, men kombineret med en teknik hvor motivet blev bygget op af en lang række små forskellige dekorativt mønstrede felter. 

   Her er nogle eksempler fra den gang på den slags sort-hvide tegninger i en teknik som man så kan se jeg siden hen brugte til magasin-modifikationerne oven for:

Jeg er nu så småt begyndt at lave sorte profillinjer i og omkring motivet i nogle af mine akvareller, men det er noget helt andet - mere i en retning som ligner den realistiske tegneserieteknik - eller den man kender fra japanske træsnit.

Med hensyn til selve fremmedordet 'palimpsest' er der også sket et betydningskred viser det sig, idet man inden for litteraturvidenskaben bruger det i betydningen "en tekst med en eller flere andre tekster som underliggende matrice". Så det er fra litteraturvidenskab som jeg jo læste en gang, at jeg oprindelig kender begrebet. Og i den betydning er det noget jeg selv har skrevet om i De levende Billeders Dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm (s. 39 ff.)

   Den store danske encyklopædi skriver:

palimpsest, litteraturteoretisk udtryk for et værk, som bygger på en ældre "hypotekst", dvs. den oprindelige tekst, fx Ulysses af James Joyce, der bygger på Odysseen, eller Henrik Pontoppidans Ørneflugt, som bygger på H.C. Andersens Den grimme Ælling.

Men her får jeg så i skrivende stund en uventet association til en genre som jeg altid har holdt meget af og flere gange skrevet om her på bloggen: ''aprilsnarren' i medierne. 

   For nylig fik jeg nemlig tilsendt et flot eksempel på sådan en tekst. Den handler om en fugl jeg for mere end et år siden selv har malet i akvarel: skarven, en fascinerende fugl, et biologisk oldtidslevn af em dinosaurlignede fugl, som jævnligt besøger vores sommerhus-sø og dykker efter fisk.

   Og det slår mig at man i den litteraturteoretiske betydning af ordet 'palimpsest' med rimelighed kan karakterisere en 'aprilsnar' som en slags 'palimpsest': en løgn/fantasi som imaginær grundtekst - indpakket i et nyt tekstlag: i en troværdig og forførende faktaform og -udtryk.

   Den følgende lange videnskabsnyhed, som sjovt nok også handler om 'modifikationer', blev oplæst af værten i det hedengangne P1-magasinprogram 'Kvart-i-fem' den 1. april 2004:

Modernisering af skarven

Den sidder som nodetegn på bundgarnspælene, skrev lyrikeren Otto Gelsted. Phalacrocorax carbo hedder den på latin. På dansk hedder den store sorte kystfugl skarv eller ålekrage. Fiskerne kalder den en rotte med vinger og hentyder dermed til, at den spiser 400 g fisk om dagen og ødelægger deres garn .

   Skarven er totalfredet Danmark og i hele EU ifølge EF-fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979.

   Siden da er antallet af ynglende skarver vokset eksplosivt. Og det har skabt problemer for fiskeriet og for de skovejere, hvis træer dør af de kolossale mængder ekskrementer, som en skarvkoloni kan præstere.

   Men vi er altså forpligtet til at passe på vores skarver som følge internationale konventioner. Og Miljøminister Hans Christian Schmidt er nu kommet med et udspil, der ser ud til at være perspektiv i.

   For at forstå ministeriets udspil er vi nødt til at kigge lidt på skarvens biologi, som er meget bemærkelsesværdig. Det er en fugl, der ikke har udviklet sig gennem de sidste 16 millioner år - den er altså et fortidsdyr.

   Den er er 100 % afhængig af sine svømme- og dykkeegenskaber. Men den har ikke udviklet en rigtig svømmehud, som andefuglene har. Og den bliver våd, fordi den mangler den fedtkirtel, som ænder har på gumpen og som gør dem vandskyende. Man kan se dem sidde på bundgarnspælene og brede vingerne ud i vinden for at blive tørre.

   Miljøministerens nye plan, som han netop har bevilliget 20 millioner kroner til, går ud på at give skarven nogle positive egenskaber ved hjælp af gensplejsning genmodifikation.

   Det største problem er, at skarven udelukkende lever af fisk, og derfor skaber vanskeligheder for fiskeriet, som jo ikke har det for godt i forvejen på grund af overfiskning, kvoter og forurening og meget mere.

   Det har vist sig, at man delvist kan løse dette problem ved at splejse nogle bestemte gener fra hønsefugle ind i skarvens arvemasse. Det drejer sig om de gener, der koder for genkendelse af plantefrø og insekter som fødeemner. Det kan man alt sammen læse om i en relativt ny artikel fra Afdelingen for Husdyravl og Genetik på Landbohøjskolen og der har da også været billeder af de modificerede skarver i dagspressen.

   Man har også overvejet, om man kunne give sådan en moderniseret skarv nogle gener, der kunne mindske dens lyst til det våde element. Gener, som man måske ville kunne finde hos kattefamilien. Men det er der pt ikke noget nyt om.

   Man kan selvfølgelig sige, at 20 millioner kroner for en tidssvarende skarv er mange penge i en tid, hvor vi må prioritere hårdt med statens finanser.

   Og det har da også været insinueret af oppositionen i Folketinget, at det har spillet en rolle, at skarven har forårsaget store skader på en plantage i det område, hvor miljøministeren er valgt.

   Men her har regeringen henvist til, at forslagets økonomi har fået grønt lys fra Instituttet til Miljøvurdering. Det vil sige Bjørn Lomborgs institut, der sort på hvidt har vist, at alene gevinsten i en forbedret åleproduktion over en kort årrække - det vil sige 7 år - vil kunne betale udgifterne. Som statsministeren udtrykte det: Der er ikke noget at komme efter.

   Også Fødevareminister Mariann Fischer Boel har vist interesse for projektet. Det sker af tre grunde. For det første selvfølgelig fiskeriinteresserne. For det andet vil en modificeret skarv kunne spise noget af kornet i EU's overskudslagre. Den tredje grund handler om dyreetik, der jo er et emne, der optager fødevareministeren. Og hun er altså blevet rørt over tv-billeder af det ynkelige syn af en flok skarver, der rystende af kulde ved vintertid strækker deres vinger ud i en isnende blæst for at blive tørre.

   En række store biotekniske virksomheder både i Danmark og i udlandet har vist interesse for projektet. Den økonomiske indsprøjtning, som det medfører vil stimulere udviklingen af de biotekniske videnskaber og den vil tillige skabe en del arbejdspladser. Derfor følges projektet med stor interesse fra både Videnskabsministeriet og Arbejdsminsteriet.

   Vi har et stort ansvar over for naturen og dette ansvar drejer sig ikke bare om at bevare den men også om at udvikle den. Og her må vi erkende, at der er arter som f.eks. skarven, som ikke har fulgt med evolutionen. Og med den viden og tekniske kunnen, vi i dag råder over, så har vi en forpligtelse til at gøre noget ved det.

   Tidens løsen om omstillingsparathed gælder også i naturen. Og når moderne genteknologi gør det muligt for os at føre skarven op to date til glæde for både den og os, så er er der ikke noget betænke sig på.

Denne både troværdige og fascinerende historie om de genteknologiske muligheder for biologisk modifikation af skarven anskuet som skadedyr, fik jeg tilsendt af - ja, netop - ironikeren og spasmageren Jan Krag Jacobsen som er forfatter til teksten.

   Og Jan fortæller mig i ledsagemailen:

Jesper Hoffmeyer henviste senere til den i et interview i Information som et eksempel på, hvordan genmanipulation kan blive misbrugt. Han blev lidt knotten, da det gik op for ham, at det var en aprilsnar.

Jesper Hoffmeyer (født i 1942) er en dansk biokemiker og internationalt anerkendt semiotiker. Han har skrevet doktordisputats og i en længere årrække været videnskabsredaktør på avisen Information.

Her er min akvarel med skarven som motiv:

Rent faktisk er det også en slags collage - idet skarven selv er malet for sig - i flere dele, som derefter er klippet ud og klistret ind på en selvstændig malet baggrund.

   Her ses den udklippede skarv, og man kan ved at zoome ind på den yderste tredjedel af vingespidserne se at de er malet for sig og klistret sammen med resten af figuren:

Palimpsest, collage, modifikationer - serendipitet!