Sidst jeg husker jeg spillede, var med en meget god og gammel ven, som heller ikke var specielt rutineret men også kunne spillet.
Vi var på den græske ø Thassos omkring slutningen af 80-erne med et idelaistisk charterselskab der hed Flycamping. Selskabets kreative koncept gik ud på at man rejste på en meget billig sommerferie til Grækenland (og siden Portugal) med charterfly og blev indkvarteret i et telt på en campingplads af rimelig sanitær kvalitet, hvor der til teltet så også var alt det tilbehør til madlavning og sovning man havde brug for. Koncpetet var lige noget for famlier med børn og med en ungdomstid omkring 68 i den mere bløde og kreative del af venstrefløj og ungdomsoprør. Der sad vi to midaldrende 68'ere så og spillede skak i pinjernes og cypressernes skygge og drak retsina.
Dem der havde opfundet og udviklet det særlige charterkoncept, var selvfølgelig også sådan nogen som os, både mht. alder og baggrund.
Jeg er sikker på det var min far der i sin tid lærte mig det. Han var typisk traditionel "skaffedyrs far", min mor var hjemmegående og jeg havde tre mindre søskende. Så jeg har ikke så mange erindringer om at han beskæftigde sig specielt med mig. Men han har spillet skak med mig og lært mig grundreglerne i en forholdsvis tidlige alder. Og som jeg husker det, så slog han mig for det meste, men ind i mellem kunne jeg også slå ham.
Nekrologartiklerne om Bent Larsen der er død, vækker altså minder. Og jeg husker at have læst om ham i avisen i den periode der var hans storhedstid: 1965-75. Og jeg mener også at jeg læste en teoribog han havde forfattet. Og i året 1961-62 var jeg udvekslingsstudent i USA og boede hos en jødisk familie hvor mine amerikanske forældre jævnligt spillede skak om aftenen. Jeg husker at jeg spillede skak med den ældste af min amerikanske "brødre", som var nogenlunde jævnaldrende med mig.
Men hvad har skak med kreativitet at gøre, hvis noget overhovedet? Jo, i hvert fald det at for at kunne spille det og vinde, må man kunne forestille sig noget som ikke findes på det tidspunkt man forestiller sig det, altså forestille sig hvad modstanderen vil gøre af mulige træk hvis man selv trækker på en bestemt måde. Og forestille sig hvad man selve vil gøre derefter som "svar", afhængigt af hvad modstanderen vælger af mulige træk.
Det at kunne forestille sig noget på den måde kræver i hvert fald en særlig form for visuel-strategisk forestillingsevne som sandsynligvis også er nødvendig i en lang række andre sportsgrene, både indviduelle og kollektive. Men skak er specielt ved at der ikke er forbundet noget særligt fysisk eller kropsligt med at kunne det. Til gengæld må man som spiller kunne "sætte sig i den andens sted". Altså mentalt set foretage en blending af "min stilling" og "din stilling".
Hovedværket om blending, 'The Way We Think', fremhæver netop sætninger som: "Hvis jeg var i dit sted, ville jeg gøre det og det," som udtryk for og eksempler på blending og dermed følgende mentale "kompression" af to ellers adskilte identiteter: 'dig' og 'mig'.
Jeg husker ikke at jeg kunne forestille mig mere end 2 træk frem, og tit gættede jeg galt allerede efter det andet træk. Og sikkert derfor drev jeg det ikke videre, men blev omkring studentereksamen optaget af andre former for kreative aktiviteter, som at tegne/male og skrive digte. Og ikke mindst at studere og analysere sprog og litteratur.
Informations har en artikel i weekend-tillægget 'Moderne Tider' fra i går om Bent Larsen i anledning af hans død. Den er skrevet af Casper Ulsøe, som tydeligvis har forstand på Skak og ved noget om Bent Larsen.
En del vidste jeg også godt. Men det som jeg virkelig tænder på i kreativitetssammenhæng er noget som jeg ikke vidste om ham, som fortælles som en væsentlig forklaring på at han på toppen kunne vinde over hele serien af de sovjetiske stormestre:
Bent Larsen forfinede gennem 1960´erne sit til tider aggressive spil til at indeholde en hidtil uset tilgang til skak. En underminering af af gængse faktorer ved brug af psykologisk forvirrende spil.
Om sin egn nye psykologisk spillestil fortalte Bent Larsen til 'Ud & Se' i 1998, at "jeg går ikke altid efter det, jeg selv kan bedst, men efter det, jeg tror er mest ubelejligt eller ukendt eller ubehageligt for modstanderen."
Bent Larsen troede på det overraskende, det nye og uforudset. Derfor spillede han op gennem 1960´erne ofte uortodokse åbninger, spillede forvirrende spontant istedet for at forlade sig på velanalyserede og åbenlyse træk.
Altså Bent Larsen er bevidst om og udnytter at et spil skak altid foregår på to planer: dels et teknisk strategisk plan hvor hver part efter (forestillings)evne udnytter de muligheder skakreglerne giver i en given stilling for at en spiller med det næste træk kan opnå at få et overtag; og dels et psykologisk plan hvor spillernes mentale tilstand kan være afgørende for om de bliver forvirrede og begår fejl, eller de foretager det helt rigtige valg af flere træk der forekommer nogenlunde lige gode.
Artiklen citerer i den forbindelse forfatteren Jan Løfbjerg der er i gang med at skrive en bog om Bent Larsen:
Artiklen citerer i den forbindelse forfatteren Jan Løfbjerg der er i gang med at skrive en bog om Bent Larsen:
"Bent Larsen havde en holdning til, at jo mere ukendt farvand de befandt sig i, jo større var hans chance for at være bedre end modstanderen. Specielt når modstanderen var i tidsnød, kunne han vælge et noget mere chancebetonet spil for at bringe modstanderen ud af fatning."Jeg læser ud af det her at Bent Larsen havde den ekstra forestillingsevne at han, ud over at kunne sætte sig i modstanderens sted skakstrategisk, også kunne sætte sig i modstanderens sted psykologisk. Og det har givet ham muligheden for under spillet at skifte frame: fra regelret skakspil til psykologi - og foretage træk der ikke gave mening rent skakstrategisk, men gav god mening psykologisk.
Det udmøntede sig i træk, den sovjetiske skole ikke kendte til, da Larsens træk langt fra blev foretaget ud fra vurderingen om bedste objektive træk, men foretaget ud fra, hvad Larsen tænkte var det psykologisk rigtige.
Og så læser jeg videre ud af det at Bent Larsen må efterhånden have opdaget at han kunne spille bedre intuitivt end sine analytisk skolede modstandere.
Når det skulle gå stærkt, så var hans skakintution åbenbart bedre end hans analytisk toptunede sovjetiske modstandere. Altså gjaldt det om indimellem at foretage træk som ikke stod i teoribøgerne, og som ikke var klart forkerte, og som modstanderen derfor skulle bruge meget - for meget tid - til at tænk over modtræk til. Og så blev de ofte tvunget til at falde tilbage på deres skakintuition som, kan man antage, var svækket af al den teori og analyse som de var opflasket med og trænet i at udnytte hjemmefra.
Artiklen i Information konkluderer - lidt patetisk - men hvad? Han var også en af de helt store:
Men Bent Larsen tilførte skak noget nyt med sin spontane stil, tilførte en romantisk tilbagegang til det ophøjede. Bragte med sine overraskende, uortodokse træk skak tilbage til et konkret spil udkæmpet mellem to duellerende individders intellekt. Alt andet fjernede han med sine træk, væk var fornuften, væk var teorier, væk var spilsystemer. Kun det menneskelige intellekt forblev tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar