Når ødelæggelse og kreativitet hænger sammen - 'disruption' er et relativt nyt ord for et eller flere delvist velkendte fænomener ...

Der dukker hele tiden nye ord og begreber op i danske avisartikler der beskriver nye trends i  den internationale forretningsverden.

   De stammer som regel fra engelsk, og deres historie er som regel denne:

   1) En artikel i et hel- eller halvvidenskabeligt engelsk tidsskrift introducerer begrebet.

   2) En videnskabsjournalist eller en velskrivende chef for et konsulentfirma bruger begrebet som tema: Her er noget nyt for ledere at tænke på!

   3) Danske journalister samler det op i en eller anden sammenhæng.

Sådan også med ordet og begrebet 'disruption', som jeg nu er stødt på i flere danske avisartikler de seneste måneder. Senest i en artikel i Politikens tillæg "International Økonomi" fra den 2. november.

Artiklen havde en overskrift som fangede mig:

Derfor slår intuitionen regnearket ud

Den var ikke skrevet af en arbejdende journalist, men af direktøren for en konsulentfirma Anders Emil Møller, tidligere digital udviklingschef for Politiken, uddannet cand.com fra RUC.

   Manchetten:

De fleste store og indflydelsesrige firmaer er børsnoterede og har derfor fokus på at holde aktierne i god gænge. Det er dog hverken tilfældet for Snap Chat eller Elon Musk, der ser ud til at have succes på at arbejde ud fra intuition

Artiklen er noget rodet, men pointen er klar. De store moderne it-firmaer som er blevet børsnoterede og som skal levere profit til aktionærer, er blevet afhængige af 'big data' som via regneark leverer konklusioner for den videre fremdrift og udvikling af firmaet. 

   Disse eksplosivt voksende mega-firmaer som Google og Facebook  er derfor tvunget til at underlægge sig rationalitet og bevidst systematisk tækning, planlægning og innovation, selv om de oprindelig er skabt på et intuitivt grundlag.

   Og dermed er de selv blevet sårbare over for mindre nye og intuitivt tænkende firmaer, postulerer artiklen.

Det der hver gang sker, er at nye firmaer med nye ideer og originale forretningskoncepter smadrer veletablerede virksomheders måder at drive forretning på inden for et givet marked. 

    Og denne 'smadring' kaldes 'disruption' og er en vigtig del af forklaringen på den eksplosive vækst af nye firmaer inden for forskellige markeder vi har oplevet i de seneste 20-30 år. 

  

Men hvad er 'disruption' egentlig for en fisk? Det forklarer artiklen ikke i Politiken ikke. Det ved vi bare, åbenbart.

   Men på et andet konsulentfirmas hjemmeside med navnet "First Consulting" får vi en slags forklaring og udlægning - under overskriften "Alt hvad du skal vide om disruption på 3 minutter":

Fænomenet disruption ekkoer gennem flere brancher, der taler om hastig innovation. Men hvad er det egentlig, der er tale om?

   Disruption er et begreb, som vinder frem i virksomheders strategiske planlægning. Med globaliseringen og den hastige digitale udvikling skal virksomheder være beredt over for konkurrencen fra nye aktører eller virksomheder, der ikke i dag er aktive i branchen.

   Professor Clayton M. Christensen, Harvard, definerer begrebet nogenlunde således:

   ”En virksomhed der gennem innovation af nye produkter og services undergraver eller nedbryder en eksisterende branches typiske forretningsmodeller.”

   Disruption er ikke kun innovation, men river alt op med rode og ændrer måden vi tænker på, vores adfærd, måden vi gør forretning på og lever vores dagligdag på. Disruption fordriver et eksisterende marked, en industri eller teknologi og erstatter det med et nyt og bedre produkt. Det er på en gang destruktivt og kreativt.

Det er altså en vigtig pointe: at der er en intim sammenhæng mellem ødelæggelse og kreativitet, og det er den sammenhæng man forsøger at fastholde med det nye begreb.

   Artiklen eksemplificerer begrebet sådan her: 

Vi har eksempelvis set, hvordan streamingselskaber som Netflix har fortrængt Blockbusters videoudlejning, hvordan Kodak blev udkonkurreret af digitalkameraer, hvordan Uber truer taxa-branchen og hotels.com truer rejsebureauerne. Et 'Kodak Moment' er ikke længere et lykkeligt billede af succes!

   Men vi har også set, at disruption kan udvide et marked, som fx Airbnb (Air Bed’n’Breakfast) har gjort det ved at øge udbuddet af overnatningsmuligheder, eksempelvis storbyweekends til et segment, der ellers ikke tog på den slags ferier.

    Hvordan går det til? Hvorfor opstår disruption?

    De etablerede virksomheder satser mest deres vækst på de mest krævende kunder, hvor indtjeningen er højest, hvilket betyder, at de sjældent vil have incitament til at satse på ny teknologi. For når ny teknologi bliver introduceret, vil den sjældent være så moden, at den vil kunne tilfredsstille de behov, som etablerede virksomheders mest krævende og indbringende kunder har.

   Det betyder et lavere afkast, og at nye spillere nu har mulighed for etablere sig i fred for konkurrence fra de etablerede virksomheder. De har nemlig sjældent incitament til at gå ind og konkurrere i bunden af markedet, hvor der er lave priser og en begrænset fortjeneste at hente.

   De nye spillere er derimod tilfredse med et lavere afkast og har til gengæld med ny teknologi et stort, langsigtet potentiale og muligheden for at tilbyde en billigere ydelse.

Den traditionelle banksektor er bange for at blive ramt af 'disruption' fra digitale 'spillere' som yder den samme service men billigere og nemmere. 

   Hvad gør de fremsynede store traditionelle banker - og andre veletablerede firmaer som kan se tilsvarende tegn i sol og måne? - Ja, de opretter underafdelinger som i virkeligheden så skal gå i front med at tænke 'disruption':

Danske Bank offentliggjorde sidste år, at banken har et projekt kørende, hvor en gruppe kaldet ”Projekt X” skal forsøge at skabe en massiv ændring af branchen. Danske Bank opfatter ikke Nordea, Jyske Bank og Sydbank som værende de største trusler på længere sigt. Banken mener derimod, at truslen fra nye udenlandske spillere som fx Google, Apple eller Amazon er større.

   Google vil gøre mod banksektoren, hvad de gjorde mod reklamebranchen, nemlig sætte sig på betalingsformidlingen i Danmark. Eller Apple vil.

   Med Projekt X ønsker Danske Bank derfor at disrupte sig selv for at undgå at blive disrupted. Lave finansielle produkter, der udkonkurrerer alle andre, selv Danske Bank.

   Æd – eller bliv ædt! Disrupt – eller bliv disrupted.

Jeg synes godt nok ikke det er en særligt klargørende og oplysende artikel. For meget Karl Smart. 

   Men essensen af alle de ord er vel at noget der traditionelt dominerer en branche, bliver ødelagt og går ned med flaget fordi der skal leveres sikkert afkast til aktionærerne, og i læ af et stivnet forrretningskoncept der gør blind for fornyelse, åbner det faktisk mulighed for at noget nyt og mere kreativt kan opstå - som kan klare sig med mindre krav til høj og sikker profit.

   

Når man søger efter betydningen på dansk får man svar som at 'disruption' betyder 'forstyrrelse', 'afbrydelse', 'nedbrud', 'ødelæggelse'.

Klogere synes jeg man bliver af den her meget længere artikel i Computerworld for godt tre kvart år siden, skrevet af en af mine tidligere journaliststuderned på RUC: Jacob Ø.Wittorff:

http://www.computerworld.dk/art/235844/alle-fabler-om-disruption-for-tiden-men-begrebet-stikker-dybere-end-vi-egentlig-tror

Wittorff tager også afsæt i udtalelser fra begrebets 'opfinder' Clayton Christensen som er professor ved Harvard Business School. 

   Professoren er skeptisk over for at 'disruption' nu er blevet et buzz-word med udvandet betydning, et ord som stort set bruges til at karakterisere hvad som helst der sker når det går op og ned for innovative virksomheder på et ekstremt konkurrerende marked.

   Men som opfinder af ordet og det det dækker over, så svarer og forklarer han det sådan her ifølge artiklen i Computerworld: 

Hvad er disruption?Disruption-begrebet, som vi kender det, blev første gang taget i brug i 1995, da Clayton Christensen skrev en artikel i Harvard Business Review.

   Senere blev det til bogen "The Innovator's Dilemma - When New Technologies Cause Great Firms to Fail," der udkom i 1997.

   I bogen forsøger Christensen at forklare, hvorfor gamle succesrige virksomheder pludselig går til grunde, mens nye konkurrenter kommer ud af ingenting og overtager deres markeder.

   I bogen forklarer han, at det sjældent skyldes, at de etablerede virksomheder tager dårlige beslutninger.

   Ofte skyldes det tværtimod, at virksomhedernes ledelse tager beslutninger, der på papiret er gode og rationelle.

   "Clayton Christensen beskriver den proces, hvor etablerede virksomheder allokerer alle sine ressourcer til at honorere sine eksisterende kunders behov. De eksisterende kunder er krævende og giver et højt afkast. Men det betyder også, at de etablerede virksomheder overser de kunder, der er mindre krævende og giver et mindre afkast," siger Jan Damsgaard, der er professor hos Copenhagen Business School.

   De etablerede virksomheders fokus på de mest krævende kunder betyder også, at de sjældent vil have incitament til at satse på ny teknologi.

   For når ny teknologi bliver introduceret, vil den sjældent være så moden, at den vil kunne tilfredstille de behov, som etablerede virksomheders mest krævende og indbringende kunder har.

   "Derfor vil de etablerede virksomheder fokusere deres innovations-indsats på at presse de sidste procenter ud af deres aldrende, eksisterende teknologi," forklarer Jan Damsgaard.

   Ofte vil den nye teknolog dog have et stort potentiale på den lange bane, og den nye teknologi vil desuden ofte gøre det muligt at tilbyde en billigere ydelse.

   Derfor åbner det et rum for nye spillere, som er tilfredse med et lavere afkast.

   Det lavere afkast betyder, at de nye spillere har mulighed for etablere sig i fred for konkurrence fra de etablerede virksomheder, der sjældent har incitament til at gå ind og konkurrere i bunden af markedet, hvor der er lave priser og en begrænset fortjeneste at hente.

   Men med tiden vil de nye spillere være i stand til at udvikle teknologien, så den kan tilfredsstille behovene hos flere og flere kundegrupper, og til sidst har de nye spillere med den nye teknologi overtaget markedet fra de etablerede spillere.

Som jeg ser det, er begrebet 'disruption' delvist ny vin på gamle flasker.

   Jeg har tidligere beskrevet og analyseret tre begreber som på mange måder indkredser og dækker hvad det refererer til:

•    Kreative begrænsninger
•    Kreativ destruktion
•    Kreativ vrede

'Kreative begrænsninger' heder på engelsk også 'creativ constraints', 'creative restrictions' eller 'creative limitations' - og beskrives sådan her i Wikipedia:

Creative limitation is the concept of how purposely limiting oneself can actually drive creativity. At a 2013 Ted conference, artist Phil Hansen made several remarks concerning the value of limitations, among them that "We need to first be limited in order to become limitless,” and “If you treat the problems as possibilities, life will start to dance with you in the most amazing ways.”[TED.com 1]

   Creative limitation can also be thought of as way to achieve a novel effect or goal that is not otherwise possible using conventional, readily accessible, methods. Igor Stravinsky used what he called creative limitation with time signatures, by restricting himself from using any, in his composition 'The Rite of Spring' as well as in alternate aspects of his other musical works.

Tænker man i industriudvikling, så kan man sige at krav om mere miljøvenlig produktion eller krav om økologisk produktion, fungerer som kreative begrænsninger der stimulerer til udvikling og fornyelse. 

   Virksomhederne bliver tvunget til at opfinde nye, smartere og på langt sigt bedre og billigere produkter og produktionsformer. 

'Kreativ destruktion' er endnu mere centralt, og er faktisk et begreb som udspringer af Marx´ økonomiske tænkning og teorier. Den østrisk-amerikanske økonom Joseph Schumpeter er fader til det i de moderne udgave, og 'creative destrucktion' omtales også som "Schumpeters uvejr".

   Begrebet refererer her til at noget nyt bliver stimuleret til hurtig og eksplosiv udvikling ved at noget gammelt og forældet nedbrydes og ødelægges.

   Wikipedia:

Creative destruction (German: schöpferische Zerstörung), sometimes known as Schumpeter's gale, is a concept in economics which since the 1950s has become most readily identified with the Austrian American economist Joseph Schumpeter[1] who derived it from the work of Karl Marx and popularized it as a theory of economic innovation and the business cycle.

   According to Schumpeter, the "gale of creative destruction" describes the "process of industrial mutation that incessantly revolutionizes the economic structure from within, incessantly destroying the old one, incessantly creating a new one".[2] In Marxist economic theory the concept refers more broadly to the linked processes of the accumulation and annihilation of wealth under capitalism.[3][4][5]

   The German Marxist sociologist Werner Sombart has been credited[1] with the first use of these terms in his work Krieg und Kapitalismus ("War and Capitalism", 1913).[6] In the earlier work of Marx, however, the idea of creative destruction or annihilation (German: Vernichtung) implies not only that capitalism destroys and reconfigures previous economic orders, but also that it must ceaselessly devalue existing wealth (whether through war, dereliction, or regular and periodic economic crises) in order to clear the ground for the creation of new wealth.[3][4][5]

Eksempler som jeg selv husker som slående i den sammenhæng, er dette at de to store tabere efter 2. Verdenskrig, Tyskland og Japan, begge oplevede "økonomiske mirakler" i årtierne efter krigens ophør, mens vinderne havde store problemere med at opleve tilsvarend økonomisk fremgang.

Till sidst er der begrebet 'kreativ vrede'. 

   Det dækker over det fænomen at vredesudbrud gennem det som sprænges og destrueres, kan give plads til og forløse kreative processer som hidtil ikke har været mulige eller synlige.

   Det har jeg selv erfaring med og erindring om i 60´erne under det der den gang kaldtes ungdoms- eller studenteroprøret. Der blev masse-demonstreret i de fleste vesteuropæiske universitetsbyer mod "professorvælde" der forhindrede fornyelse af fagområder og fagindhold. 

   Bygninger og undervisningslokaler blev besat, og politikerene blev så "forskrækkede" at de faktisk - i hvert fald i Danmark - vedtog nye såkaldte 'styrelseslove' der åbnede op for kreativ fornyelse af både fagindhold, studieformer og ledelsesstrukturer. 

   Problemet med den 'kreative vrede' som drivkraft at den risikerer at slå over sin modsætning, som vi fx. så efter det såkaldte 'arabiske forår'.

Akvarelmaleriets mysterier (47) - en fortælling om 'kreativ destruktion' og 'kreative begrænsninger' - med afsæt i manglen på vægplads til Harald Henriksen-billeder - og egne indrammede akvareller

Henriette Hahn-Brinckmann: 

"Schwanenwiek" (park i Hamburg) omkring 1900

Henriette Hahn-Brinckmann:
Klokkeblomster med Edderkop II. 1926.

Disse to farvetræsnit er af en kvindelig dansk-tysk kunstner, Henriette Hahn-Brinkcmann (1862-1934). Hun er 20 år ældre end Harald Henriksen, og dermed en del af det internationale jugendstil-kunstnermiljø. Så hun har sikkert kendt og mødt de danske jugend-kunstnere Gerda Wegener, Johannes Holbek og Jens Lund som jeg har skrevet om i tidligere indlæg

   Henriette Hahn-Brinckmann  er tydeligvis - ligesom Harald - inspireret af de japanske træsnitmestre fra første halvdel af 1800-tallet: Hokusai, Hiroshige m. fl. 

    Hun beskrives som en international pioner inden for udviklingen af en europæisk udgave af den specielle japanske farvetræsnitteknik (som altså ikke var den samme som den Harald Henriksen udviklede helt selvstændigt godt 20 år senere, men jo også inspireret af japanerne).

   Navnet Henriette Hahn-Brincksmand stødte jeg på i den artikel om Harald Henriksens træsnitteknik som jeg tidligere har henvist til:  'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' - af Thomas Bullinger og Troels Andersen (se mere nedenfor).

   Det første af de to træsnit af Henriette Hahn-Brinckman ovenfor, det med motiv fra parken i Hamburg, det har faktisk ganske mange ligheder med et Harald Henriksen-træsnit som jeg har hængende hjemme på væggen:

 

Jeg synes ikke det er helt usandsynligt at den unge og modtagelige Harald Henriksen er stødt på Henriette Hahn-Brinckmanns træsnit omkring 1910-1920. Og at der har sat sig et visuelt ekko og mentalt efterbillede i hans underbevidsthed som han så senere har trukket på.

'Kreative begrænsninger' er et af de fagudtryk som folk der arbejder med at udvikle kreativitet hos sig selv eller andre, er fuldt bekendt med. Det er den modstand fra en ny virkelighed som tvinger folk der skal løse uforudsete problemer, til at finde på en ny "opskrift", når de gamle og velprøvede ikke virker mere.

  

Et af slagordene inden for æstetikken er "less is more", en sentens som faktisk refererer til at begrænsninger, forenklinger, minimeringer - forstærker oplevelsen hos publikum, både når vi taler om billeder (eks. Harald Henriksen-farvetræsnit), om digtning (eks. haiku-digte) og om dramaturgi (eks. "tiden, stedets og handlingens enhed").

Et beslægtet begreb hentet fra økonomisk teori er 'kreativ destruktion', opfundet, tænkt og udviklet den østrigske økonom Joseph Alois Schumpeter (1883-1950).

   Dansk Wikipedia fortæller:

Joseph Schumpeter er berømt for sine teorier om entrepeneurs (The Theory of Economic Development, 1911) samt sin udvikling af begreberne kreativ/adaptiv respons og kreativ destruktion.

   Han mente, der er to måder, hvorpå man kan reagere, når der sker en ændring/udvikling: Adaptivt eller kreativt.

   Med adaptivt forstås, at man reagerer traditionelt - man tilpasser sig ændringen.

   Med en kreativ respons forstås, at man reagerer ved at gøre noget andet, end man umiddelbart kunne forvente - noget andet end man plejer at gøre.

   En kreativ respons kan med andre ord ikke forudses, og vil skabe (ændre) de efterfølgende begivenheder for altid.

   Med kreativ destruktion forstås, at man ødelægger/nedbryder en "gammel" måde at gøre ting på, fordi man har fundet en ny måde at gøre det på.

Det er naturligvis et rent serendipitetisk tilfælde at Schumpeter er født samme år som Harald Henriksen, akvarelmaleren og farvetræsnit-kunstneren hvis fascinerende smukke billeder og mit forhold til dem jeg har skrevet om i adskillige tidligere indlæg. Og fortsætter med neden for.

 
Men det at jeg er begyndt - lidt manisk - at samle på hans farvetræsnit-grafik og akvarelmalerier, har fået store og helt uforudsete konsekvenser for fruens og mit fælles hjem. 

   For at få plads til de nyerhvervede billeder af ham og til de bedste af egne akvareller der er kommet i glas og ramme, er vi gået i gang med et kæmpe eksperiment udi øvelsen 'kreativ destruktion' som udtryk for en 'kreativ respons'. 

  Præmissen er: Ud med langt de fleste af de bøger som i mange år totalt har domineret vores stue og dens vægge - og tilsvarnede mit arbejdsværelse. Og videre: Ud med den tilsvarende mængde høje reoler, som stort set har optaget langt det meste af vægpladsen i mere end 20 år.
   Hvis ingen vil have dem, ryger de i genbrugspladsens afdeling for "let brændbart".

   Det er forfærdelig hårdt, selvom jeg allerede tidligere i flere omgange har tyndet godt ud i både bøger og tegneserier. Men slet ikke nok - især ikke når jeg samtidig stadig kan finde på at indkøbe nye bøger på Amazon.co.uk.

   Harald Henriksens søn hvis hjems vægge er totalt besat af faderens smukke billeder, har tidligere været igennem samme øvelse. Og han gav følgende råd baseret på erfaring: "Kig på hver enkelt bog og spørg dig selv: Vil jeg nogensinde finde på at (gen)læse den? - Hvis svaret er nej, så UD med den."

   Men for os betyder det - nu oven i - at begge rum skal totalrenoveres, idet det bliver pinligt synligt at vi intet har fået gjort ved vægge, loft og gulv siden vi flyttede ind i 1992 hvor begge rum var næsten nyistandsat.

   Udgifterne til denne rum-renovering vil overstige værdien af mine Harald Henriksen-billeder mange tusinde gange.
   Mine egne akvareller som jeg aldrig vil sælge for penge, men kun forære væk til familie og venner, kunne jo sådan set bare lægge i en bunke i en skuffe. Men nu får de også bedre ophængningplads, ser jeg frem til.

Her er klart tale om det som Schumpeter kalder 'kreativ respons', idet mødet med Harald Henriksens billeder kombineret med egen relativt nye aktivitet som akvarelmaler, nu har medført radikale og ganske kostbare ændringer af vores hjems indretning for altid.

   Og der er også tale om 'kreativ destruktion' i Schumpeters forstand, nemlig den totale fjernelse af langt de fleste fysiske spor (bøger, artikler, arbejdspapirer) af et helt voksenlivs akademiske karriere og en tilsvarende fjernelse af sporene af et langt livs kontinuert fritidslæsning af krimier og science-fiction.

Så tilbage til indledningens begreb om 'kreative begrænsninger' og fænomenet 'less is more'.

   Her kan jeg uden videre trække på mine egne erfaringer, nemlig på min nyindhøstede viden om vilkårene for at male akvarel.

   For at kunne producere et vellykket maleri med akvarelfarver, må du stort set have tænkt hele processen igennem på forhånd: fra det tegnede motiv, over hvilke farver og med hvor meget vand du skal bruge til forskellige dele af motivet, og til de yderste lag af farve, som altid skal være mørkere end de foregående. 

   Og optimalt er der tre lag, nix weiter, fordi akvarel altid er gennemskinnelig i et eller andet omfang - varierende med den enkelte farve. 

   Flere end tre lag, giver et mudret billede, simpelt hen. Og man har ikke nogen muligheder for at rette fejl eller lave om når først en akvarelfarve er sat på papir.

Og helt afgørende er så også at den hvide farve i en akvarel, som er det der giver lys og kontrast til billedet, bliver skabt - ikke ved hvid maling - men ved at papiret i de områder af billedet får lov at stå umalet frem.

   Det er her demonstreret gennem nogle af mine egne tidlige akvareller fra Kap Verde og og nogle af mine senere fugleakvareller:

Og her en af mine seneste akvareller med meget 'hvidt' - et landskabsbillede med motivet 'et pinjetræ på Mallorcas klippekyst' - som tydeligvis er stærkt inspireret af mit møde med Harald Henriksens landskabsbilleder her gennem vinter- og forårsmånederne:

Betydningen af felter med hvidt (=det umalede papir) er for mig at se en af forklaringerne på at så mange af Harald Henriksens akvareller, som jo altid er skabt udendørs som 'friluftmaleri', er malet i årstiden sent-efterår-vinter-tidligt-forår: Store partier i landskabet ville i den periode være hvidt af snedriver eller klatter af gammel sne der endnu ikke er smeltet. Og himlen er på den tid af året ofte tåget - og dermed også hvid i store partier.

   Se eksempler på Harald Henriksen-hjemmesiden ved at klikke videre til "galleri" og "akvarel":

http://haraldhenriksen.dk/

Også strandkanter med hvidt bølgeskum, en blå himmel med hvid cumulus-skyer, eller en spejlbank søs vandflade er af samme grund motiver som især tiltrækker en suveræn akvarelmaler som Harald Henriksen:

    Se eksempler på hjemmesiden.

Det særligt interessante for mig som forholdsvis nyudsprunget akvarelmaler, er at akvarelmediet simpelt hen gør det muligt  fra det enkelte billede at aflæse valgene og stadierne i den maleriske arbejdsproces. en proces som det måske ikke har taget mere end nogle få timer for Harald Henriksen at gennemføre til perfektion: et smukt landskab - af en anden drømmeagtig verden.
   Jeg kan altså lære akvarelteknik direkte fra Haralds billeder via en umiddelbar aktivering af min hjernes spejlneuroner - næsten som blev de demonstreret på en af de YouTube-how-to-watercolor-videoer som jeg tidligere har gjort brug af for at lære og prøve nyt.
   Her er billeder af det Harald Henriksen-akvareller jeg har fået anskaffet mig. De områder som oprindeligt har været umalede og hvide, er blevet gule på grund af dårlig papirkvalitet:

Her en Harald Henriksen-akvarel som jeg kunne have købt, men kom for sent til:

Og her en som jeg straks ville lægge billet ind på hvis den var til salg:

Det med at der er store hvide umalede papir-flader i akvarellerne, betød utvivlsomt også at det netop faldt akvarelmaleren Harald Henriksen så relativt ubesværet at gå fra akvarel til træsnit som medie for sine billeder. 

   Et vellykket træsnit i flere farver, kræver nemlig tilsvarende, men i endnu højere grad end en akvarel, at du underkaster dig den kreative restriktion som teknikken indebærer, og dermed har gennemtænkt, planlagt og fastlagt farverne (2-4) til de forskellige felter i  motivet som så skal modsvares af bestemte udskæringer på hver sin træblok. Også her er det fladerne af hvidt - dvs. det der ikke er trykt nogen farve på - der definerer billedet:

Men han kunne også lave fortryllende farvetræsnit med strålende forårsfornemmelser med meget 'hvidt'. Se eksempler på hjemmesiden under "galleri" og "træsnit".

Det fremgår af Ole Lindbos bog om Harald Henriksens liv og kunst, 'Naturens spejl', at Henriksen ofte lavede 'akvarelskitser' som forarbejder til sine farvetræsnit. 

   Og i artiklen 'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' kan man læse om den meget originale og helt selvstændigt udviklede udskærings- og blok-teknik som kunstneren gjorde brug af til sin omfattende japansk inspirerede træsnitproduktion (som jeg og fruen nu har i alt 19 forskellige eksemplarer af på vores vægge).

   Læs mere om udviklingen af hans originale særlige flerbloks farvetræsnit-teknik her:

http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf

   Da vi var hjemme hos Haralds søn fik vi også vist en af de skitsebøger med tusch- eller blyant-forarbejder til træsnittene.
   Ved hver skitse havde Harald så i margenen skrevet hvilke dele af motivet der i den udskårne blok skulle have hvilken farve lagt på, og dermed samtidig besluttet hvad der skulle fremstå uden farve.
 
Han var godt nok dygtig og ekstremt professionel som træsnitkunstner. Og altså autodidakt pioner når det gjaldt beherskelsen af teknik og æstetik i dette specielle grafiske medie.

Den skæve indgang med det snævreste fokus - 'serendipitet-journalistik'

Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Og jeg husker ikke det noget der er skrevet om i lærerbøgerne  i journalistik. 

   Men det er en form for tema-journalistik hvor det tema man vælger som journalistisk frame og fokus, er minimalt, overraskende og ekstremt snævert. 

    Det har noget at gøre med fænomenet 'kreative restriktioner' - det som kommer til udtryk i slogannet "less is more".

   Jeg ved ikke hvor udbredt det er i andre aviser, men Politiken har dyrket det ganske meget. Ikke mindst 'bagsiden' hvis journalistik lever af at læserne føler sig så inspireret at de bidrager.

   Fx da bagsideredaktøren Oliver Stilling for et års tid siden lavede en "kampagne" for at læsere skulle tilbagelevere ting som de mere eller mindre uretmæssigt havde fået op under neglene, og som egentlig var statens eller det offentliges ejendom. Hvert nyt stykke offentlig ejendom som læserne gav besked om at de havde i gemmerne og nu ville levere tilbage, udkrystaliserede spøjse og interessante historier der kastede lys over ukendte, eksotiske og perspektivgivende sider af fortidens liv.

Oliver Stilling har nu i flere måneder haft en tilsvarende ekstremt produktivt og kreativt bagsidetema:

"Ingenting" 

Vel nok det snævreste og mest minimalistiske journalistiske tema man kan tænke sig. Et der negerer næsten alle nyhedskriterier: væsentlighed, konflikt, aktualitet, sensation. Men måske netop derfor appellerer det tydeligvis til læsernes fantasi, så der kommer både illustrerende billeder og sjove historier i en lind strøm.

   Som fx i dag: Et bygrænseskilt der markerer starten på 50 km fartbegrænsning - men uden bynavn. Eller forleden hvor en læser havde indsendt et fotografi af en håndskrevet grafitti fra Det Kongelige Teater på en væg til en trappenedgang hvor der stod: "Trappen til ingenting".

   Men har man fulgt med også i resten af avisen, så har man kunnet konstatere at dette antitema i den grad har appelleret til kollegerne at det også har givet afkast med interessante historier andre steder i avisen. Fx Kjeld Hybels artikel med rubrikken ...

Dansk rigmand lancerer projekt om ingenting

Også avisens vittighedstegner Per Marquart har følt sig inspireret:

Som et bidrag til Oliver Stillings bagsidetema om 'ingenting' ses begrebet her som afstanden mellem 'vuggestuen' og 'alderdomshjemmet'. Tegning: Per Marquard Otzen

Hvem ved, måske er OLiver Stilling blevet inspireret af en artikel fra november sidste år af Peter Jørgensen med rubrikken ...

Ny undersøgelse: Fox News er ikke bedre end ingenting

... og underrubrikken: "Ny undersøgelse påviser, at folk, der ser Fox News, ved mindre om verden end folk, der slet ikke læser eller ser nyheder."

Til denne journalistiske strategi hvor virkeligheden opdages, ses, vinkles og beskrives gennem et nåleøjes optik, hører også de serier som vist nok alle regionale tv-stationer har haft kørende i sommerperioden på et eller andet tidspunkt: En redaktionel pil kastes mod et landkort over regionen, og det sted hvor pilen rammer, tager man så ud til og laver historier fra. Ideen er journalistisk at komme ud og beskrive miljøer  hvor man med de normale nyhedkriterier aldrig ville komme ud og lave reportager fra.

Og Politiken har i de sidste uger kørt en artikelserie fokuseret gennem buslinje 5A i København, en sjov og anderledes reportageserie af Flemming Christiansen og Jakob Sheikh, som har givet et kreativt afkast af både oplevelses- og perspektivrige artikler om mennesker, trafikpolitik og forskellige sociale miljøer i København. Her nogle af rubrikkerne:

Nørrebro samler turban, tørklæder og træsko i 5A5A har snart flere kunder end lufthavnen

Busnørden Thomas: Jeg kan kende forskel på 5A og 350S på lyden

Bussen tegner et tydeligt billede af klasseopdelingen i samfundet

Det sidste eksempel jeg vil fremhæve her er fra Politikens kulturtillæg i dag. Artiklen har rubrikken: "Næste stop: Et bedre liv", og er skrevet af Charlotte Sejer. Manchetten lyder:

Den nye fotobog 'Bus fra Bagdad' af Henrik Saxgren tager os dybt ind i det storkøbenhavnske busmiljø, hvor mange af chaufførerne bag rattet kører dere betroede last af mennesker rundt i gaderne med dyrekøbt stolthed.

I første omgang er det billederne der fanger og fascinerer mig: "Repræsentative" interiørbilleder fra "sofastuen" i forskellige indvandrerhjem hvor familien er opstillet og iscenesat i deres fineste tøj - med det medlem - mand eller kvinde - der har arbejde som buschauffør i Københavnsområdet - stående forrest i billedet - i en positur som udtrykker stolthed. Som her:

Ifølge forlagsteksten består bogen af "43 beretninger om 46 buschauffører, der alle har foretaget en meget lang rejse fra b.la. Chile, Kenya og Indien for at få et bedre liv. De fleste er rejst fra krig eller fattigdom, og mange har gældsat sig for at komme til Danmark."

   Når jeg læser teksterne til billederne i Politiken der er sammendrag af Saxgrens tekster fra bogen, får jeg en collage - en farverig mosaik -  af fascinerende, rørende, dramatiske indvandrer-skæbner og historier. Fælles for de fleste hovedpersoner er at de er stolte af deres job, og at jobbet som buschauffør giver dem og familien social anseelse og selvværd. 

   Billederne og teksterne er mentale øjeåbnere. Jeg vil nok altid for fremtiden når jeg stiger op i en bus, se med positive øjne på chaufføren med det mørke hår og den brune lød, og på den indre skærm vil jeg se en flimrende film af de hukommelsesspor som fotos og fortællinger fra Saxgrens bog har afsat i mig.

Hvad skal vi kalde den slags journalistik som på mange måder er mere kreativ, horisont- og bevidsthedsudvidende end det meste af det der ellers fylder avissiderne og tv-fladen?

Selvom det er et besværligt ord at sige, så er et begreb fra kreativitetsteorien relevant og det mest præcise. Jeg har tidligere skrevet om det, og du kan søge på ordet i denne blogs søgefelt: 

'serendipitet' 

... der betyder noget i retning af 'det heldige tilfælde' - 'det at finde noget værdifuldt, uden at søge eller jagte det'. 

   Eller den mest anskuelige definition: 'At søg en nål i en høstak, og ende med at komme ud af den igen - med bondens datter!'

   Så det er fagtermen for fremtiden for denne særlige kreative og produktive form for journalistik: 

"Serendipitet-journalistik"

Kasper Bech Holten-udtræk fra "Inspiration og kreativitet" - af Annie Dunch

Jeg skummer lige nogle relevante citater fra bogen, som jeg tidligere har omtalt. Jeg skal snart aflevere den til ham jeg har lånt den af.

Kasper Bech Holten - operanstruktør - siger: "Det er en følelse af klarhed der breder sig, når inspirationen kommer." Det er altså en aha-oplevelse, siger jeg. Han siger også: "Kreativitet og inspiration kommer, når man har brug for det, hvis man har skabt de rigtige forudsætninger." Til de rigtige forudsætninger som man skal skabe, hører utvivlsomt at man i en tid lader højre hjernehalvdels ubevidst tænkning få fred til at arbejde, efter at man først har fodret den med oplysninger om problemet. I forlængelse heraf siger KBH også: "Jo mere jeg stoler på intuitionen i stedet for at tænke den ihjel, jo bedre bliver resultatet." Han taler utvivlsomt om det jeg andet steds har kaldt flow, en kreativ tilstand som kan forstyrres ved for mange bevidste og urolige overvejelser om hvordan det virker som man er igang med. Det er også det Tim Gallway understreger med sin skelnen mellem "Self 1" og "Self 2", hvor for meget "Self 1"  der er optaget af andres forventninger, forstyrrer "Self 2" i at performe optimalt. Og endnu et citat fra ham: "Kreativitet trives bedst når der er begrænsninger." Det jeg andet steds har kaldt kreative restriktioner.
   Forrige blogindlæg havde rubrikken "kreativ destruktion". Og derfor finder jeg selvfølgelig et citat om det af KBH:

Kreativitet kræver mod! Modet til at være ambitiøs med sit liv, men det kræver også erkendelse af, at al skabelse indebærer destruktion. Man kan ikke skabe hvis man ikke har vilje og mod til at rive ned og slå i stykker. Til at ødelægge publikums eller egne forventninger. Til at rykke sig væk derfra. Give slip på det man ved, man kan og har succes med. 

Det er en udbredt erfaring hos folk der arbejder kreativt, at det kan være godt for hjernen og det kreative arbejde at have flere opgaver at skifte imellem, så man mentalt holder fri fra den ene, mens man arbejder med den anden. Sådan har jeg det også selv.
   Kasper Bech Holten er jo operainstruktør, og en opera er jo i min terminologi en blended genre - et mix af dramatisk teater og lyrisk sang/musik. Han har en rigtig flot metafor hvad en opera er og gør ved publikum:

Operaen er vigtig idag, fordi vi her i rendyrket form arbejder med nogle af de ting, der ikke er logiske i tilværelsen - med følelser og med personer. "Følelsernes fitnesssceneter" kalder jeg operaens univers. For musik kan udtrykke følelser, som ord ikke evner. Der er brug for at skildre tilværelsens kompleksitet, og her er operaen et multimedie med en stor hammel af udtryksmuligheder.

Den er god: Operagenren som "Følelsernes fitnesscenter." Aha!
   KBH bruger også en markant metafor for den måde hans kreative hjerne fungerer og arbejder på - et skuffedarium:

For mit vedkommende skal der fyldes noget ind i maskinen, for at der kommer noget ud. Min hjerne fungerer som et slags skuffesystem. I formiddags havde jeg et møde om en opera til foråret. Da var den skuffe åben. Nu er den lukket igen. Senere på dagen kan jeg sidde til et budgetmøde og være fuldstændig til stede i nuet dér. Og lige nu er jeg et andet sted i mine tanker. Når skufferne bliver lukket i, så ligger idéerne og arbejder videre uden jeg er bevidst om det. Men hvis ikke jeg lukker skuffen op indimellem og putter noget derned, så sker der ikke noget. Der skal være perioder hvor skuffen står åben. Sådan virker det for mig, og jeg har svært ved at tro på, inspiration kan eksisterer på basis af intet. Der nødt til at være en tank, der er fyldt op, som man øser af.

Det var faktisk noget af det jeg syntes var fidusen ved at rejse til Kina og min (nye) forståelse af hvad jeg egentlig skulle med sådan en. At man har åbnet en række skuffer som man fylder på undervejs - ved mentalt at være indstillet på at være "åben" og "modtagelig" (og ikke hele tiden tage billeder eller læse i guidebøger).
    Jeg mindes Poul Martinsen der fortalte om hvordan han, når han var stødt på et problem med produktionen, om aftenen læste alle sine noter igennem, og næste morgen mens han stod og barberede sig, så havde underbevidstheden under søvnen fået en ide til løsning af problemet. En aha-oplevelse. Martinsens metafor var at det var "som et dyr man fodrer". Altså underbevidstheden er som en mave der syder og bobler når der kommer noget ned i den, og ideen næste morgen er så som - ja, metaforen kører her med mig: en mental bøvs! - der letter på trykket.