Kina vs. Danmark - skole, uddannelse og kreativitet - tanker efter DR-serien '9.Z. mod Kina'

Jeg så de fire udsendelser i DR1-serien '9.z mod Kina' som blev udsendt for nogle uger siden.

   I udsendelserne så vi at man testede 9.-klasse-børnene fra hhv. en dansk og en kinesisk skole i fire "discipliner": læsefærdighed, matematik, kreativitet, engelsk.

   Hvad angår læsefærdighed vandt de kinesiske skolebørn med en lille margin. Bemærkelsesværdigt da kinesisk som skrift- og læsesprog utvivlsomt er sværere end dansk og derfor kræver mere tid og koncentration at lære.

   Hvad angår matematik vandt kineserbørnene med mange længder. Det var "forventet".

   Hvad angår kreativitet, vandt kineserbørnene også - klart. Til alle danskeres store overraskelse. Her havde vi forventet at den friere og mere åbne danske pædagogik burde have sat sig igennem til fordel for de danske børn.

   Kun engelsk-testen havde de danske børn som klare vindere. Det var også "forventet".

Det var godt tv, sendt på den brede kanal DR 1. Fruen og jeg ser hele serien, og følger med i debatten i vores skrevne medier. 

   DR har levet op til sin public-service-forpligtelse.

  Vi har været på den store rundrejse i Kina for 3 år siden, og det gjorde et stærkt indtryk på os. Derfor er vi særligt motiverede for at følge med.

Som ægte, gammel 68´er - allerede den gang uden hang til 'Munke-Marxisme' og 'Proletariatets Diktatur' - og med sympati for antiautoritære pædagogiske tiltage som: Lilleskoler, RUC´s problemorienterede projektarbejde, Det Frie Gymnasium, Bernadotte-skolen, Grundtvig mod "den sorte skole", Paolo Freieres erfaringspædagogik, Summerhil-skolen etc. etc. ..., så interesserer problemstilingen mig langt ind i sjælen.

   Fruen og jeg har begge haft børn i lilleskoler. Nogle af vores børnebørn går på Sct. Annæ (musik og sang-orienteret undervisning). Foreløbig et barnebarn går også på en mindre privatskole. Flere er måske på vej.

Efter at vi har set den fjerde udsendelse i tv-serien, spørger fruen ud i luften: "Jamen hvad kan vi lære af det?" - Det var ikke helt nemt at svare på. Heller ikke efter debatten i aviserne at dømme. Man kunne læse mange mentale undvigemanøvrer og bortforklaringer i indlæg fra ellers højt kvalificerede  debatdeltagere som tydede på at nogen havde svært ved at lære noget som helst.
   Men efterhånden er jeg selv nogenlunde afklaret:

1. Den danske skole (og den pædagogiske teori) har ikke nogen klar forestilling om hvad "træning" -og det at "øve sig", betyder for at lære noget og for at kunne noget. Det er "naturligt" for kineserne (harmonerer sandsynligvis godt med Kung Futses filosofi).
2. Antorini har ret: Så længe lektierne gøres til et privat familieanliggende, så reproducerer vi klassesamfundet gennem skolesystemet. Det kan vi lære af kineserne.
3. Antorini har ret: Kroppen skal tilbage i skolens spektrum af undervisningsaktiviteter - i form af kreative fag som musik/tegning og gymnastik/idræt (og håndværksagtige fag som: sløjd, teknik, madlavning). Al moderne neuroforskning tyder på at hjernen, hukommelsen og læringen stimuleres når kroppen er aktiv så hånd og ånd aktiveres sammen og sideløbende. Det kan vi også lære af kineserne.
4. Den danske skolekultur er en hvor forældrene identificerer sig med deres børn, og det er usundt. Forældrene undervurderer i den grad hvor robuste og fleksible børn (s mentale set up) er. Det kan man ikke beskylde de kinesiske forældre for. De tænker (mindst lige så meget) på sig selv og deres alderdoms forsørgelse. Og det er ikke så usundt endda.
5. Man kan roligt (dvs. man bør) stille krav, sætte rammer og formulere klare forventninger til børn - også i skolen. Men det sker bedst på baggrund af en mental ramme af forståelse og anerkendelse af at børn er forskelligt udstyrede, at de har forskellige former for begavelser, og at nogen har let ved noget - fx med hænderne og kroppen - andre har let ved noget andet - fx med særlige dele af hjernen. Begge dele skal nyde anerkendelse gennem undervisningens indhold og tilrettelæggelse.
6. Diskussionen herhjemme efter udsendelserne er perverteret fra starten, fordi det stilles op som 'enten-eller': enten den danske forstående laissez-faire-pædagogik - eller den kinesiske knald-autoritære og kontrollerende. Nogen mellemvej kan ikke tænkes!!!???
7. Udfaldet af et 'tv-eksperiment' - som jo er en variant af reality-tv - er ikke et videnskabeligt bevis, og der er ikke tale om en videnskabelig undersøgelse. Men et tv-eksperiment som det vi så, er heller ikke useriøst. Det illustrerer nogle forskelle - og dokumentere gennem nogle mere eller mindre velvalgte cases, nogle pointer som kan lægge op til debat og vække til eftertanke. Som det heldigvis også har gjort.

At kreativitets-testen faldt ud til de kinesiske børns fordel, og at det var overraskende for os danskere, hænger sammen med at vi sætter lighedstegn mellem frihed og kreativitet. Og det viser alt forskning er forkert. En forudsætning for at mobilisere kreativitet er 'creativ constraints' - 'kreative restriktioner' - som har at gør med at sætte grænser, skabe modstand - ligesom "dogmereglerne" i moderne dansk film - eller det som nu har fået det metaforiske navn "benspænd" - efter at Lars von Trier udsatte Jørgen Leth for det i en række film.
   Så mit dogme er nu - velbegrundet og evidensbaseret:

Uden benspænd - ingen kreativitet

Man må gå ud fra at de kinesiske børn har mødt så meget benspænderi i den skoleform de har oplevet, at kreativiteten i den grad stimuleres af hjernens belønningssystem når de undtagelsesvis får mulighed for det - så de altså meget nemmere kommer i flow end de danske børn for hvem den slags opgaver ikke var særligt forskellige fra så meget andet de oplever hjemme, i skolen, i fritiden.

   Jeg husker at en lang række østeuropæiske kunstnere - forfattere og malerkunstnere - blev citeret for at det havde svækket kunstnernes kreativitet at de havde fået demokrati, frie medier, ingen (særlig) censur efter murens fald. 

   (NB! jeg vender senere tilbage om fænomenet 'kreative restriktioner´s vilkår og betydning, men du kan allerede nu finde en række indlæg her på bloggen hvor 'kreative restriktioner' indgår i overskriften).

Så er der det med terperiet - det vi nedsættende traditionelt kalder 'udenadslære'.

   Igen er problemet at man tænker i en 'enten-eller'-frame. Man kan ikke lære at køre bil - uden at det sker gennem en form for 'udenadslære', for eksempel. Eller læse, eller skrive, eller regne, eller tegne eller spille et instrument. Det kræve mimetisk gentagelse for at sætte sig fast i hjernen/kroppen.

   Og sådan er det med rigtig mange ting man som barn - og voksen - skal lære: Man må træne, man må øve sige, man må terpe. Og det er kedeligt - især og særligt kedeligt er det hvis man ikke kan se formålet og det langsigtede perspektiv. 

   Men kan man det, så går det - om ikke som en leg - så dog som skridt på vejen til et ønsket og eftertragtet mål.

Alt det her får mig til at tænke på det engelske metaforiske begreb for 'udenadslære':

To learn by heart

Det skrev jeg et indlæg om for næsten to år siden. Jeg har genlæst det, og synes det er værd at genoptrykke - og ikke bare linke til. Jeg har dog revideret det lidt hist og her - og tilføjet enkelte bemærkninger.

"Jeg synes det var hårdt at skulle lære salmevers, kongerække og tabeller i skolen. Jeg gjorde det nødtvungent, men fra starten har den del af min hukommelse ikke været særlig god. Jeg har også altid haft svært ved at huske navne, fødselsdage, telefonnumre - og ansigter. Så jeg lært at løse problemerne ved forskellige former for skrevne oversigter, først og fremmest i min lommebog som jeg altid har hos mig. Og gule sedler, huskelister, etc. Og ved at sige eller læse det jeg skal huske, højt.
   Derfor fanges jeg af en artikel af Helle Broberg Nielsen i bogtillægget til denne uges Weekendavisen (torsdag den 7. juli 2011).

   Rubrikken er "At huske med hjertet". Overliggeren har etiketten "Terperi", og med den for mig provokerende vinkel på artiklen: "Som pædagogisk metode har udenadslæren vist sig at være uovertruffen. Så nu er den blevet populær igen - dog under betegnelsen "intelligent memorering".

Helle Brobergs indgang til artiklen er et citat fra Jyllandsposten af Christian Braad Thomsen, en af de særligt kreative personligheder, en original og speciel filmkunstner, og en heftig debattør når det stikker ham:

Jeg er lykkelig over, at tilhøre den generation, der lærte salmer i skolen, og dem vågner jeg ofte med for mit indre øre, fordi de udsiger en almen taknemmelighed over at være en del af dette liv.

Senere i artiklen fremhæver hun at det som er negativt i min pædagogiske optik, altid er blevet kaldt tomt  og åndløst 'terperi', at det på andre sprog anskues gennem metaforen "to learn by heart" - at lære med hjertet.

   Læg lige mærket til igen hvordan kroppens fysiske dele bruges som metafor på indre mentale processer som man ellers mangler ord for.

Men en kendsgerning er det jo at det man har lært udenad, det sidder i hjernens hukommelse længe, måske så længe man lever. Og noget af det er vigtigt for livsvigtige mentale operationer. Jeg ville fx nødigt undvære at jeg lærte tabeller. Uden dem kan man jo ikke regne: '7 gange 8 er 56' - og sådan derudad! Og alfabetet: a, b, c, ...

Fordi jeg selv har haft svært ved det, så har husketeknikker - 'mnemoteknikker' - også altid interesseret mig. Og de går jo ud på - ligesom når man laver en metafor - mentalt at sammenkoble 'det svære',  fx en tales forskellige afsnit i rækkefølge - med noget fysisk, konkret, visuelt - altså med mit nylærte ord: 'basic-level'-kategorier (= ord der henviser til handlinger man straks kan udføre eller ting man straks kan tegne når ordet bliver nævnt eller læst: som 'drikke', 'slå', 'hund', 'bil)

   De gamle grækere brugte fx deres lokale tempels forskellige rum til det formål: De forbandt mentalt først talens afsnit forfra med de forskelle rum i templet i den rækkefølge man ville møde dem når man gik ind i den ene ende og ud i den anden.

  Altså: De koblede for det 'indre syn' ('the minds eye') forestillingen om en konkret fysisk og velkendt lokalitet som man fysisk kunne gå i gennem, med en del af den tekst man skulle huske og kunne reproducere.
   Med brug af et af de andre ny ord jeg har lært mig, så foretog de altså en bevidst mental 'blending' af to konceptuelle rum, sådan at de blev hægtet sammen i hukommelsen. Ved så at genkalde sig det der nemt kunne huskes, templets rum, så fulgte det svært huskelige - talens elementer styk for styk - med frem i bevidstheden.

   Når de så skulle holde talen, så skete det gennem mental simulation af en spadseretur gennem templet med ophold ved de forskellige rum hver gang et nyt afsnit af talen skulle udsiges.
   (Siden det her indlæg blev skrevet, har jeg læst og lært meget om 'synæstesi', og der er grund til at tro at er man synæstetiker, så har man nemmere ved at huske enkelttal, bogstaver, ord, noder, uge-dage, måneder, årstal - fordi de kobles sammen med et andet sanseudtryk som farve eller form eller lyd).

Hvis mine lærere i skolen havde lært mig noget om mnemoteknikker, så kan det være at mit negative syn på udenadslære ikke ville have præget mit pædagogiske grundsyn da jeg blev voksen.
   Jeg har i et andet indlæg fortalt om hvor svært jeg havde ved at lære fremmedsprog gennem "skolebænk-metoden"; men at jeg lærte fx flydenden engelsk på ingen tid ved at bo i en amerikansk familie og gå i skole i USA da jeg var 17 og udvekslingsstudent.

Jeg opregnede i et tidligere indlæg de tre slags langtidshukommelse som man i hjerneforskningen regner med:

• Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.
• Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.
• Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.

Min konklusion er at jeg skal have koblet de informationsenheder som jeg skal have indlejret i den semantiske hukommelse, sammen med elementer i den episodiske hukommelse som fungerer glimrende.

Tilbage til Christian Braad Thomsen og hans glæde ved at have lært salmevers udenad - så han "husker det med hjertet." Og derfor har mulighed for resten af livet mentalt at aktivere den udenadslærte musik og ord i form af samler og bruge denne mentale aktivitet til at blive i godt humør med om morgenen. 

   Det er der en biologisk forklaring på. En søgning på "singing" og "endorphins" giver en masse hit, som dette citat kan sammenfatte:

Some of the ways in which choral singing makes people happy are physical, and you get them whether you're in a chorus or in a shower -- as long as you're using proper breathing techniques during that shower solo. Singing can have some of the same effects as exercise, like the release of endorphins, which give the singer an overall "lifted" feeling and are associated with stress reduction. It's also an aerobic activity, meaning it gets more oxygen into the blood for better circulation, which tends to promote a good mood. And singing necessitates deep breathing, another anxiety reducer. Deep breathing is a key to meditation and other relaxation techniques, and you can't sing well without it.

Altså de udenadslærte salmevers og melodier giver ham mulighed for på en nem måde at starte dagen i en flow-tilstand!

Men det er ikke artiklens overordnede pointe, som jo er polemisk vendt mod 68-generationens afvisende holdning til udenadslære og terperi, og som hævder at det betød at et vigtigt barn røg ud med badevandet.  

   Helle Broberg Nielsen fremhæver i artiklen Sten Clod Poulsen, en af den tværfaglige, problemorientede projektundervisnings stærkeste profeter i 70´erne. For han har 'omvendt sig' offentlige i flere artikler. Og jeg husker selv en kronik i Politiken for et års tid siden hvor han gik offentlig mental bodsgang i forhold til netop hans og mange andres indædte kritik af terperi som pædagogisk metode i 60´erne og 70´erne

   I en artikel han skrev til Weekendavisen, var rubrikken

Intet er lært, som ikke huskes

Og underrubrikken "Da vi nedkæmpede Den Sorte Skole, nedkæmpede vi også hukommelsens rolle i indlæringsprocessen. Deraf den pædagogiske misere. Intelligent memorering er vejen frem."

Og pludselig kobler det sammen til min aktuelle læsning af Mihaly Csikszentmihalyis bog "Flow - The classic work on how to achieve happiness." Begrebet behandler han i sin bog "Creativity" i et enkelt hovedafsnit, men det bygger så på denne bog hvor det udfoldes meget mere. 

   Mihaly Csikszentmihalyi er optaget af hvad der skaber "orden i bevidstheden", og  "how to avoid chaos in consciousness, idet "flow"-tilstanden er en sådan tilstand af ordnet kreativ optagethed hvor man glemmer tid og sig selv for at gå op i - mentalt forsvinde under - fx læsningen af en bog eller skrivningen af et digt. 

Thus, although flow always involves the use of muscle and nerve, on the on hande, and will, thought, and feelings on the other, it does make sense to differentiate a class of activities that are enjoyable  because they order the mind directly, rather than through the mediation of bodily feelings. These activities are primalily symbolic in nature, in that they depend on natual languages, matematics, or somother abstract notation system lige a computer language to achieve their ordering effects in the mind. A symbolic system is like a game ind that it provides a seperate reality, a world of its own whre on can perform actions that are permitted to occur in that world, but that it would not make much sense anywhere else. In symbolic systems, the "action" i ususally restrictede to the mental manipulation of concepts.

Det Mihaly taler om her, er klart nok at symbolske systemer gør det muligt for hjernen at simulere handlinger mentalt. Den metafor han bruger er "game" - et spil. Og her fremhæver Mihaly C-mihaly så betydningen af hukommelsen for at kunne "spille" de forskellige mentale "spil" som muliggør flow.

"In reviewing the conditions that help establish order in the mind, we shall first look at the extremely mportant role of memory,..."

   Rubrikken til det kapitel lyder:

THE MOTHER OF SCIENCE

Han indleder kapitlet med - igen - at henvise til "de gamle grækere":

The Greeks personified memory as lady Menomosyne. Mother of the nine Muses, she was believed to have given birth to all the arts ande sciences. It is valid to consider memory the oldest mental skill, from which alle others derive, for, i we weren´t able to remember, we couldn´t follow the rules that make other mental operations possible. Neither logic nor poetry could wcist, and the rudiments of science would have to be rediscovered with earch new generation. (...)

   All forms of mental flow depend on memory, either directly or indrectly. History suggests tht the oldes way of organizing information involved recalling one´s ancestors, the line of descent that gave each person his or her identity as member of a tribe or af family. 

Selv tænker jeg her at et nemt billede på betydningen af den semantiske hukommelse og udenadslære af symboler i mentale spil, er skakspillet. 

   Du kan ikke spille skak hvis du ikke har udenadslært navnene på brikkerne og hvad de kan på brættet: konge, dronning, tårn, springer, løber, bonde. Og du skal også have lært brættet at kende som det symbolske landskab brikkerne kan bevæge sig i og true og slå hinanden.

   Du kan altså ikke spille skak hvis du ikke i hovedet kan simulere både brikker og skakbræt, hvis indbyrdes sammenhæng du må hive frem fra hukommelsen når du sætter dig ved brættet med en modstander og begynder at spille et mentalt simulationsspil hvor du skal kunne forestille dig træk og modtræk frem i tiden.

   Du behøver ikke nødvendigvis at kunne de verbale betegnelser for brikkerne, og de tal som angiver det enkelte felts placering i forhold til alle de andre. Men du skal have brikkerne som konceptuelle enheder fast indlagt i den semantiske langtidshukommelse for at kunne spille spillet. 

   Man kan sige at skakbrikkerne er at betragte som som spillets 'basic-level'-kategorier."

'Intelligent memorering' er vejen frem. Kreativitet forudsætter viden. Og det at indlejre viden i knolden på børn og voksne, det forudsætter klare rammer, klare formål, entydige meldinger fra lærere og forældre, og gode og varierede træningsmetoder - tilpasset de mange forskellige former for hjernearkitektur som skolebørn har - men som de også kan bygge om på og udbygge med de rigtige mentale og kognitive værktøjer.
   Og nu ved vi - med bl.a. Richard J. Davidsons forskning - at hjernen er plastisk, så fordi vi har lært noget udenad, så behøver det ikke at betyde at vi dermed er forhindret i at tænke kreativt.
   Basta!

Bent Larsen - den kreative skakspiller - og nogle erindringer i den anledning

Jeg er ikke skakspiller. Men har spillet en del skak - på helt privat plan - som barn og ung.
   Sidst jeg husker jeg spillede, var med en meget god og gammel ven, som heller ikke var specielt rutineret men også kunne spillet.
   Vi var på den græske ø Thassos omkring slutningen af 80-erne med et idelaistisk charterselskab der hed Flycamping. Selskabets kreative koncept gik ud på at man rejste på en meget billig sommerferie til Grækenland  (og siden Portugal) med charterfly og blev indkvarteret i et telt på en campingplads af rimelig sanitær kvalitet, hvor der til teltet så også var alt det tilbehør til madlavning og sovning man havde brug for. Koncpetet var lige noget for famlier med børn og med en ungdomstid omkring 68 i den mere bløde og kreative del af venstrefløj og ungdomsoprør. Der sad vi to midaldrende 68'ere så og spillede skak i pinjernes og cypressernes skygge og drak retsina.
   Dem der havde opfundet og udviklet det særlige charterkoncept, var selvfølgelig også sådan nogen som os, både mht. alder og baggrund.

Jeg er sikker på det var min far der i sin tid lærte mig det. Han var typisk traditionel "skaffedyrs far", min mor var hjemmegående og jeg havde tre mindre søskende. Så jeg har ikke så mange erindringer om at han beskæftigde sig specielt med mig. Men han har spillet skak med mig og lært mig grundreglerne i en forholdsvis tidlige alder. Og som jeg husker det, så slog han mig for det meste, men ind i mellem kunne jeg også slå ham.
   Nekrologartiklerne om Bent Larsen der er død, vækker altså minder. Og jeg husker at have læst om ham i avisen i den periode der var hans storhedstid: 1965-75. Og jeg mener også at jeg læste en teoribog han havde forfattet. Og i året 1961-62  var jeg udvekslingsstudent i USA og boede hos en jødisk familie hvor mine amerikanske forældre jævnligt spillede skak om aftenen. Jeg husker at jeg spillede skak med den ældste af min amerikanske "brødre", som var nogenlunde jævnaldrende med mig.

Men hvad har skak med kreativitet at gøre, hvis noget overhovedet? Jo, i hvert fald det at for at kunne spille det og vinde, må man kunne forestille sig noget som ikke findes på det tidspunkt man forestiller sig det, altså forestille sig hvad modstanderen vil gøre af mulige træk hvis man selv trækker på en bestemt måde. Og forestille sig hvad man selve vil gøre derefter som "svar", afhængigt af hvad modstanderen vælger af mulige træk.
   Det at kunne forestille sig noget på den måde kræver i hvert fald en særlig form for visuel-strategisk forestillingsevne som sandsynligvis også er nødvendig i en lang række andre sportsgrene, både indviduelle og kollektive. Men skak er specielt ved at der ikke er forbundet noget særligt fysisk eller kropsligt med at kunne det. Til gengæld må man som spiller kunne "sætte sig i den andens sted". Altså mentalt set foretage en blending af "min stilling" og "din stilling".
   Hovedværket om blending, 'The Way We Think', fremhæver netop sætninger som: "Hvis jeg var i dit sted, ville jeg gøre det og det," som udtryk for og eksempler på blending og dermed følgende mentale "kompression" af to ellers adskilte identiteter: 'dig' og 'mig'.

Jeg husker ikke at jeg kunne forestille mig mere end 2 træk frem, og tit gættede jeg galt allerede efter det andet træk. Og sikkert derfor drev jeg det ikke videre, men blev omkring studentereksamen optaget af andre former for kreative aktiviteter, som at tegne/male og skrive digte. Og ikke mindst at studere og analysere sprog og litteratur.

Informations har en artikel i weekend-tillægget 'Moderne Tider' fra i går  om Bent Larsen i anledning af hans død. Den er skrevet af Casper Ulsøe, som tydeligvis har forstand på Skak og ved noget om Bent Larsen.
   En del vidste jeg også godt. Men det som jeg virkelig tænder på i kreativitetssammenhæng er noget som jeg ikke vidste om ham, som fortælles som en væsentlig forklaring på at han på toppen kunne vinde over hele serien af de sovjetiske stormestre:

Bent Larsen forfinede gennem 1960´erne sit til tider aggressive spil til at indeholde en hidtil uset tilgang til skak. En underminering af af gængse faktorer ved brug af psykologisk forvirrende spil.
   Om sin egn nye psykologisk spillestil fortalte Bent Larsen til 'Ud & Se' i 1998, at "jeg går ikke altid efter det, jeg selv kan bedst, men efter det, jeg tror er mest ubelejligt eller ukendt eller ubehageligt for modstanderen."
   Bent Larsen troede på det overraskende, det nye og uforudset. Derfor spillede han op gennem 1960´erne ofte uortodokse åbninger, spillede forvirrende spontant istedet for at forlade sig på velanalyserede og åbenlyse træk. 

Altså Bent Larsen er bevidst om og udnytter at et spil skak altid foregår på to planer: dels et teknisk strategisk plan hvor hver part efter (forestillings)evne udnytter de muligheder skakreglerne giver i en given stilling for at en spiller med det næste træk kan opnå at få et overtag; og dels et psykologisk plan hvor spillernes mentale tilstand kan være afgørende for om de bliver forvirrede og begår fejl, eller de foretager det helt rigtige valg af flere træk der forekommer nogenlunde lige gode.
   Artiklen citerer i den forbindelse forfatteren Jan Løfbjerg der er i gang med at skrive en bog om Bent Larsen:

"Bent Larsen havde en holdning til, at jo mere ukendt farvand de befandt sig i, jo større var hans chance for at være bedre end modstanderen. Specielt når modstanderen var i tidsnød, kunne han vælge et noget mere chancebetonet spil for at bringe modstanderen ud af fatning."
   Det udmøntede sig i træk, den sovjetiske skole ikke kendte til, da Larsens træk langt fra blev foretaget ud fra vurderingen om bedste objektive træk, men foretaget ud fra, hvad Larsen tænkte var det psykologisk rigtige.

Jeg læser ud af det her at Bent Larsen havde den ekstra forestillingsevne at han, ud over at kunne sætte sig i modstanderens sted skakstrategisk, også kunne sætte sig i modstanderens sted psykologisk. Og det har givet ham muligheden for under spillet at skifte frame: fra regelret skakspil til psykologi - og foretage træk der ikke gave mening rent skakstrategisk, men gav god mening psykologisk.
   Og så læser jeg videre ud af det at Bent Larsen må efterhånden have opdaget at han kunne spille bedre intuitivt end sine analytisk skolede modstandere.
   Når det skulle gå stærkt, så var hans skakintution åbenbart bedre end hans analytisk toptunede sovjetiske modstandere. Altså gjaldt det om indimellem at foretage træk som ikke stod i teoribøgerne, og som ikke var klart forkerte, og som modstanderen derfor skulle bruge meget - for meget tid - til at tænk over modtræk til. Og så blev de ofte tvunget til at falde tilbage på deres skakintuition som, kan man antage, var svækket af al den teori og analyse som de var opflasket med og trænet i at udnytte hjemmefra.
   Artiklen i Information konkluderer - lidt patetisk - men hvad? Han var også en af de helt store:

Men Bent Larsen tilførte skak noget nyt med sin spontane stil, tilførte en romantisk tilbagegang til det ophøjede. Bragte med sine overraskende, uortodokse træk skak tilbage til et konkret spil udkæmpet mellem to duellerende individders intellekt. Alt andet fjernede han med sine træk, væk var fornuften, væk var teorier, væk var spilsystemer. Kun det menneskelige intellekt forblev tilbage.