Hieronymus Bosch in "the flow" - om betydningen af detektiviske intuition i nogle krimier

Wikipedia-artiklen om "flow" beskriver hvordan en række forskellige professioner kender til "flow", men har betegnet tilstanden med forskellige beslægtede metaforer, som fx at være "on the ball", "in the moment", "in the zone", "wired in", "in the groove", "keeping your head in the game".

   Blandt de professioner artiklen oplister som har "flow"-erfaringer, findes imidlertid ikke detektiver i kriminalromaner. 

   Men se fx nu på Hieronymus Bosch...!!!??? - Nej, ikke maleren fra omkring år 15-hundredtallet ....

... men detektiven af samme navn i en serie amerikanske best-seller-krimier fra vor egen tid.

Jeg har de sidste to en halv måned - roman for roman - læst mig igennem en serie kriminalromaner af forfatteren Michael Connelly. Detektiven er en erfaren politmand i Los Angeles med det symbolladede navn: Hieronymus Bosch. Blandt kolleger kaldet Harry. 

   Krimiorfatteren er selv tidligere velmeriteret kriminalreporter på en stor LA-avis.

   Når man har læst sig ind i seriens univers og i hovedpersonens mentale reaktionsmønstre, så er det klart at Harry i perioder under opklaringen arbejder "som besat". Og i den "besættelsestilstand" siger og gør han ting for bare at holde eftersøgningens "tempo" oppe, ting som han siden fortryder fordi disse handlinger og udtalelser er "uovervejde" og "gør ham sårbar" for anklager for uprofessionel opførsel fra regelrytterne oppe i hierarkiet og fra politiets egen interne efterforskningsafdeling. 

   Harry rager næsten altid uklar med sine skiftende overordnede, han kan ikke finde ud af at have et længerevarende fast forhold til kvinder, han er ovenud samvittighedsfuld i forhold til ofre for forbrydelser og pårørende til ofre, og når han efterforsker foretager han sig ting som ofte er på grænsen eller grænseoverskridende i forhold til samfundets lovgivning og til interne regulativer og cirkulærer i politikorpset. Og så er han anerkendt blandt kollegerne i korpset som en der har et særligt talent for at opklare svære sager.

   Altså, efter alle solemærker at dømme: en særligt kreativ og højsensitiv personlighed med stor intuition for at sætte sig ind i massemorderes pyske, i besiddelse af et intuitivt lager af tavs viden i det kognitivt ubevidste som er bygget op gennem erfaringerne fra mange, mange tidligere sager. 

I dag læste jeg så et afsnit i en fra serien: 'Echo Park', som udløste et: Aha! Som detektiv kender Harry åbenbart også til flow-tilstanden. 

  Harry Bosch er i gang med det sure arbejde minutiøst at gå en kasse med en masse usorteret materiale fra et mordsted igennem, usorteret arkivmateriale fra en gammel, sjusket efterforsket, uopklaret mordsag hvor morderen altså er gået fri - og siden måske har myrdet en masse kvinder hvis lig man aldrig har fundet:

Bosch started to feel it. Like a surfer waiting for the right swell before starting to paddle, he felt his wave comming in. He thought that what he was looking at was the birth of at new identity. Eighteen days after he murdered Daniel Fizpatrick under cover of the riots, the man who killed him walkd into a DMV office in Hollywood and applied for a driver´s license. (...)

   Bosch knew there was at contradiction in what he was considering. (...) The conclusion to Bosch was obvious. There was a connection. Fitzpatrick was not a random victim. He could, in fact, be linkedein som wat to his killer. And that was why his killer changede his name.

   Bosch got up and took his empty bottle to the kitchen. He decided that two beers was enough. He needed to stay sharp an up on the wave. He went back out to the stereo and put in the masterpiece. Kind of blue. It never failed to give him the charge. "Alle Blues" was the first song on the shuffle, and it was like being dealt blackjack at a twenty-five-dollar table. It was his favorite and he let it ride. (...)

   The murder book was so thin that Bosch finished his front-to-back read-through in less than twenty minutes. He had taken no notes, gotten no ideas, seen no connections. He felt the tide ebbing. His ride on the wave was comming to an end.

Der har sikkert været tilsvarende beskrivelser i historier tidligere i serien, men det er først nu jeg bliver opmærksom på det. 

   Den uforkortede tekst går over to sider og beskriver hvordan en detektivisk aha-oplevelse udfolder sig  tankemæssigt når Bosch er i sin "flow"-tilstand. Pludselig ved han noget, pludselig går en tilsyneladende selvmodsigelse i materialet i opløsning ved at han ændre "frame": fra forestillingen om  at den myrdede var blevet drabsoffer ved et tilfælde, og til ideen om at der var tale om overlagt mord. Dermed ved Bosch i et glimt med sikkerhed noget afgørende om morderen som ingen i politiet før har vidst. 

   Og for at fastholde følelsen af at ride på den kreative bølge trods "modstand" i materialet, så bruger Bosch et bestemt stykke musik til at holde sig mentalt og emotionelt på toppen i længere tid. 

   Noget som også er veletableret viden om kreativitet, er at bestemte former for musik kan fastholde den afslappede fokusering som letter indlæring og som genererer nye ideer.

Jeg tror ikke på at forfatteren Michael Connelly har nogen sikker viden om at politikfolk har erfaringer med "flow"-tilstanden under en mordefterforskning. Men jeg er fuldstændig sikker på at han med sin egen fortid som erfaren kriminalreporter har haft masser af erfaring med tilstande som den ovenfor beskrevne under sit journalistiske arbejde med afslørende artikler op til en deadline.

Om at tænke nyt gennem nye frames - SKAT er INVESTERING, SKAT er MEDLEMSKONTINGENT

Lakoff har et forord i sin bog 'Don´t Think of an Elephant', som jeg synes er meget klart, og som enhver journalist burde skrive sig bag øret. Overskriften er: "Reframing is Social Change"- altså et metaforisk statement. Men ikke en helt normal metafor, for både dens "target" (reframing) og dens "source" (social change) er abstrakter.

   Så titlen skal nok forstås som en konceptuel metafor over skemaet: X er Y - som jeg tidligere har beskrevet.Vi skal altså anskue og forstå den kognitive operation reframing gennem den sociale forandrings optik.

   Men så skriver Lakoff ellers derudad:

Frames are mental structures that shape the way we see the world. As a result, they shape the goals wee seek, the plans we make, the way we act, and what counts as a good or a bad outcome of our actions. In politics our frames shape our social policies andt the institutions we form to carry out policies. To Change our frames is to change all of this. Reframing is social change.

Frames er altså tankeskemaer, kognitive skabeloner som når vi først har fået dem installeret i sindet, så fungerer de som en mental optik vi anskuer os selv og vores omverden igennem.

You can´t see or hear frames. They ar part of what cognitive scientists call the "cognitiv unconscious" - structures in our brains that w cannot consciously acces, but know by their consequences: the way we reason, and what counts as common sense. We also know frames through language.

   All words are defined relatively to conceptual frames. When you hear a word, its frame (or collection of frames) is activated in your brain.

Jeg kan godt lide begrebet "det kognitive ubevidste", som jeg ikke har stødt på før. Det dækker nemlig udmærket det jeg har oplevet ved at skrive frame- og metafor-analyserne i denne blog: nemlig at det flere gange har givet mig en en befriende aha-oplevelse at hive en frame ud af sit "skjul" i en tekst: Jeg opdager at jeg jo egentlig kendte den frame så godt, men at den netop har ligget i det "kognitive ubevidste".

   Og så kommer Lakoff´s pointe- i form af en række punch-lines som det foregående har bygget op til:

Reframing is changing the way the public sees the world. It is changing what counts as common sense. Becaus language activates frames, new language is requieret for new frames. Thinking differently requires speaking differntly.

Bladrer man længere ind i bogen, så illustrerer han hvad han mener - med afsæt i George Bush´s (= de borgerlige partier i Danmarks) metafor "taxrelief" - helt svarende til det danske udtryk "skattelettelse, der har bagvedliggende konceptuelle frames som: SKAT er EN BYRDE, SKAT er FRIHEDSBERØVELSE.

   Lakoff siger at venstrefløjen simpelt hen må arbejde lige så systematisk som højrefløjen på at banke frames ind i hovedet på befolkningen, nye frames der indebærer nye tanker. Fx når det gælder skatter:

SKAT er INVESTERING I FREMTIDEN, SKAT er MEDLEMSKONTINGENT TIL SAMFUNDET

   Eller en konceptuel frame jeg selv lige finder på:

SKAT er VEDLIGEHOLDELSE AF VELFÆRDEN

Altså, den frame gør denne sætning til en "naturlig" følgeslutning: Letter du skatten, så smuldrer velfærden.

Når jeg i indledningen bemærkede at det her burde enhver journalist skrive sig bag øret - eller for at finde en mere up to date metafor - have liggende på et åbent dokument på laptoppens skrivebord, så er det fordi journalister som er ubevidste om framingens og de konceptuelle metaforers psykologi, forledes til at overtager deres kilders frames - sammen med kildernes sprog.

    Journalistlærere der underviser i sprog, har i mange år talt om kildeafsmitning som et problem sproget i en artikel. Måske skulle man opfinde et nyt ord til at markere det man også skal bede de vordende journalister om at være opmærksomme på risiko for frame-smitte, når man ubevidst og ukritisk overtager kildernes frames