Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 10: Den etniske krimi og Qui Xiaolong

Som jeg skrev i det foregående indlæg, så genlæste jeg undervejs på Kinarejsen en serie krimier af den kinesiske forfatter Qui Xiaolong. Her ses han på besøg i Shanghai hvor hovedpersonen i romanerne, Chefinspektør Chen Cao, også arbejder og er vokset op.

Hovedpersonens liv op til det tidpunkt hvor partiet  besluttede at den unge digter og magister i engelsk skulle ansættes i politiet, er stærkt selvbiografisk og er i centrale detaljer kalkeret over Qui Xiaolongs eget barndoms- og ungdomsliv.

   Ideen til at kombinerer den personlige baggrund med dette for en humanist næsten "uspiselige" job som politichef og efterforsker, fik han ved at en tidligere medstuderende i engelsk rent faktisk blev "tvangsudskrevet" til et en stilling i politiet i Shanghai.

   Qui Xiaolong fortæller i øvrigt i et andet interview at han var inspireret af Sjöwall og Walö og deres sociologiske "approach" til krimihistorierne da han selv kastede sig ud i krimiforfatterskabet.

Hvorfor har jeg nu fået den skøre ide at læse etniske krimier mens jeg rejser og opholder mig på det sted de foregår?

   Det hænger sammen med at når man rejser som turist, så er det i virkeligheden et utroligt overfladisk indtryk man får af stedet og de seværdigheder og events man konfronterer sig med. Uden dybde - uanset hvor god rejselederen er, og uanset hvor velskrevet "turen-går-til"-guidebogen er. Man har ikke en ærlig chance for at lære almindelige mennesker i befolkningen at kende og den sociale virkelighed og dagligdag som de lever i og med, er en lukket bog

   Dem man møder på rejsen, har stort set kun et mål: at lokke og narre penge ud af turisterne. De ser os som malkekøer, ikke som mennesker. Og vi ser dem til gengæld som urimeligt anmassende og påtrængende når de forsøger at sælge turist-junk til os.

   Og her kommer de etniske krimier ind. De åbner op for den virkelighed man ser. Det at de er krimier, giver altid et tvesyn på den sociale og økonomiske virkelighed de foregår i. Moderne krimier sætter moralske og sociale problemer på spidsen, og afdækker samfundsmæssige modsætninger og dilemmaer. Og når de er gode, og det er de ofte, så poder de ens bevidsthed med levende mennesker som man så ved fantasiens hjælp kan befolke de syns- og lydindtryk med som man får ved mødet med fok på gaden, på hoteller, på restauranter, i butikker

   Der er altså tale om det jeg kalder blending: to konceptuelle rum - her et reelt og et fiktivt - som blandes i ens bevidsthed undervejs. Og fordobler kvaliteten af rejsen, giver oplevelserne en ekstra dimension.

   Og for lige at springe til andre etniske og historiske romaner af samme slags: Læs Simenons Maigret-romaner når du er i Paris, Dona Leons romaner om Commisario Brunetti når du er i Venedig, Frank Tallis romaner om Doctor Max Lieberman og Inspector Reinhardt når du er i Wien, James Mc-Clures historier om lieutenant Kramer og hans afrikanske assisten Zondi når du er i Sydafrika, Paul Manns tre fortællinger om advokat George Sansi når du er i Bombay.

 

Tilbage til Kina og til Shanghai.

   Alle Chen Cao-historierne har plot der har rødder i Mao-periodens rædselsregime. Og den politiafdeling som Chen er chef for, har specielt til opgave at tage sig af sager der er politiske følsomme. Chen selv er jo partimedlem, så hver eneste sag sætter ham under krydstryk og ender altid med en tvetydig løsning der slider på hans moral og integritet.

   Historierne udspiller sig på baggrund af den buldrende kapitalisme i Kina fra 1990 og fremefter, med en masse nyrige forretningsmænd - "big bucks" - der vælter sig i luksus, med en udbredt prostitution, og med et kommunistparti hvis sociale retorik er mere og mere hul, og hvis komplekse og hierarkiske kadresystem er inficeret af korruption og skjulte dagsordner i forhold til en befolkning på 1,3 milliarder hvis interesser de hævder at tjene.

Vores besøg i Peking, Shanghai og Hongkong blev i den grad gjort levende for mig når vi kørte i bus i trafikmylderet i disse moderne megabyer, gennem  de her romaners fiktive, men alligevel meget realistiske univers. I flere af romanerne er specielt boligproblemerne for almindelige mennesker et centralt tema, fordi de billige boliger fra Maos tid, rives ned mens beboerne tvangsudsættes. Og de har  naturligvis ikke råd til at betale hvad lejligheder i de nye spekulationsbyggerier koster.

   Nedrivning af de gamle, lave og delvist slummede kvarterer, til fordel for glitrende skyskrabere med lejligheder, så vi overalt i begge de to megabyer.

   Og jeg fantaserede mig til en masse menneskeskæbner, gjort levende gennem romanernes optik.

   Noget lignende skete i forbindelse med mødet med alle de historiske seværdigheder. Der hed forfatteren bare Robert van Gulik og detektiven Dee Jen-djieh.

                                                                                                       (fortsættelse følger)

Journalistiske "mavefornemmelser" - en fast metafor for journalistisk intuition

Alle journalister - i hvert fald de nogenlunde erfarne - vil insisterer på at journalistik kun kan læres gennem praksis - gennem øvelse på en redaktion.  Når journalistiske arbejdserfaringer indlejrer sig og nødvendigvis skal lejre sig som tavs viden i journalistens mentale setup, så hænger det sammen med at selve det journalistiske arbejde med at skrue en historie sammen gennem research, vinkling og skrivning, skal foregå så hurtigt og effektivt at det - ligesom bilkørsel - kræver en masse ikke bevidste automatreaktioner og koordinerede flerdimensionelle arbejdsmønstre for at lykkes dag efter dag.

Jeg har for nylig været censor på en masteropgave på SDU hvor "mavefornemmelse" var et centralt tema. To chefredaktører der fulgte efter hinanden over en 25-årig periode for et succesfuldt ugeblad - primært rettet til damer i udkants- og provinsdanmark, var blevet interviewet.

   Grundspørgsmålet var: Hvad havde været styrende for de redaktionelle principper der har fungeret som guidelines for den journalistisk produktion og redigering af bladet. Begge chefredaktører brugte ordet "mavefornemmelse" til at karakterisere hvad de byggede deres redaktionelle policy på. Begge afviste også at de gennem årene havde kunnet bruge koncernens analyseafdeling til noget fornuftigt, den afdeling som lavede målgruppeanalyser og fokusgruppeundersøgelse af læsernes interesser og præferencer for alle koncernens blade.

   De sagde begge at de i stede havde havde fulgt deres "mavefornemmelser" til at afgøre redaktionelle valg af emner, historier, vinkler og temaer. Og i ansættelsen af medarbejdere.

   Det slående ved bege chefredaktørers historie er at de i interviewene refererer til deres opvækst i et midt- og vestjysk lokalområde, og at de begge kommer fra arbjeder- og jævne lavindkomstfamilier. De er altså begge: mønsterbrydere. Og den ene referer direkte til denne sin baggrund som det der er medvirkende til hans "mavefornemmelser". Også selv om han er en mand, og målgruppen kvinder.

Et par dage efter læste jeg en artikel i Politiken om en meget indflydelsesrig amerikansk indkøber og producer af populære tv-serier, Pancho Mansfield. Han havde købt en af DR´s populære dramaserier 'Forbrydelsen' til reproduktion i amerikansk tv-serie-regi. Det der vakte min interesse, var at han også henviste til sine "mavefornemmelser" da han af journalisten blev spurgt om hvad han gik efter når han indkøbte udenlandske manuskripter og koncepter.

   Meget klogere blev man så ikke. Men det er klart at vi i alle tilfælde har at gøre med en slags journalistisk eller kunstnerisk intuition som har et bredt, folkeligt og usofistikeret publikum som ubevidst referenceramme og målestok. Og at selve udtrykket "mavefornemmelse" er en metafor eller et metonym for denne intuition.

Og jeg tænker så pludselig på at jeg jo kender ordet mavefornemmelse i den engelske originale sproglige udgave: gut feeling. 

   Jeg har stødt på det i mange af de amerikanske krimier jeg i årenes løb har læst, og hvor den ordknappe detektiv refererer til sin "gut feeling" når han til slut aftvinges forklaring på hvordan han kunne ræsonnere sig frem til løsningen på mordgåden, på et spinkelt og usikkert faktuelt grundlag.

   Jeg genlæste den franske forfatter Simenons serie af krimier med den parisiske kriminalinspektør Maigret som hovedperson og detektiv for nogle år siden. Og konstaterede at han - altså fiktionsfiguren Maigret - var intuitionist. Og at en vigtig del af fascinationen ved at følge opklaringsarbejdet var at læseren undevejs var lige så uvidende om hvad der forgik i Maigrets underbevidsthed af analytiske processer, som Maigret selv var.

   Jeg husker ikke at der var nogen italesættelse af Maigrets "mavefornemmelser" i bøgerne, men det var klart at det der foregik i hans hjerne på et kritisk tidspunkt i opklaringsarbejdet, var det som i teorien om den kreative proces forskellige faser, kaldes inkubationen, dvs. de løsningsprocesser som foregår under bevidsthedstærsklen, og som går igang når lineær og bevidst fornuft og logik må give op i frustration.

Jeg googler "gut feeling", og fortsætter til Amazon.co.uk. Og finder titlen på en bog som åbenbart har svar på den slags spørgsmål: Gut Feelings: The intelligense of the Unconscious. Forfatterens navn er : Gerd Gigerenzer. Og bogen er, kan jeg hurtigt læse mig frem til, den faglige inspirationskilde til den bog som jeg nu har set flere kreative kendiser referer til når de bliver spurgt om hvad de læser lige nu: Blink:The Power of Thinking Without Thinking. Forfatter: Malcolm Gladwell.

   Her er Amazon´s "product description":

For Blink, Malcolm Gladwell, author of the bestselling The Tipping Point, explores the extraordinarily perceptive and deceptive power of the sub-conscious mind. Gladwell’s major claim is that decisions made very quickly can be every bit as good as a decision made cautiously and deliberately. What we are actually doing is what Gladwell calls ‘thin-slicing’. When we leap to a decision or have a hunch our unconscious is sifting through the situation in front of us looking for a pattern, throwing out the irrelevant information and zeroing in on what really matters. Our unconscious mind is so good at this that it often delivers a better answer than more deliberate and protracted ways of thinking. Much of this is utterly mysterious but some of the most astonishing and useful examples of thin-slicing can be learned.

Så kom vi så langt. "Mavefornemmelser" er sandsynligvis en vigtig forudsætning for at enhver god journalist netop er det: en god journalist. At researche, interviewe, vinkle og skrive en nyhed der virkelig er en nyhed og sætter dagsorden, på meget kort tid, kræver journalistisk intuition. Eller altså "mavefornemmelser" for at journalisten kan fungerer effektivt og kvalificeret på en journalistisk arbejdplads.

Deri ligger måske så også forklaringen på det jeg fremlagde som provokerende påstand for et oplæg på et fagligt seminar på journalistik på RUC i juni måned: "En rigtig journalist gider ikke høre om målgrupper." Hvorfor ikke?

   Det vender jeg tilbage til i et senere blog-indlæg.

Men det er selvfølgelig også interessant om og hvordan "mavefornemmelser" spiller med i forskningsprocessen. En googling giver bonus. Det gør de!

Den 15. juni forsvarede geolog Ida Lykke Fabricius, lektor ved DTU Miljø, således sin doktorafhandling med titlen 'Chalk: composition, diagenesis and physical properties', hvor hun dykker ned i Danmarks undergrund, som flere steder gemmer på rigelige mængder af bjergarten kridt. Den 56-årige Ida Lykke Fabricius stoler mest af alt på sin mavefornemmelse, når hun forsker. 

»Jeg siger altid til mine studerende: Hvis I er i tvivl, så tag målinger af alt, hvad I kan komme i nærheden af. Ens underbevidsthed er jo klogere end en selv, og jeg har tit stået og været glad for målinger, som jeg ikke umiddelbart vidste, hvad jeg skulle stille op med. Hvis man ikke bruger sin intuition i forskningen, tror jeg ikke, man kommer særlig langt - jeg tror på, at man gerne må famle sig lidt frem,« siger geolog Ida Lykke Fabricius.