Leg for ledere og naturen som model - noget om kreativitetsteknikker og ideudviklingsmetoder

Nogle artikler i Politikens tillæg "Viden" fik mig til at genkalde mig den liste af kreativitetsteknikker som indgår i mit standardoplæg om kreativitet.

Den ene artikel har rubrikken "Danske firmaer leger for lidt", og underrubrikken "Vanetænkning dræber firmaers evne til at udvikle de produkter vi skal leve af, siger forsker."

    Det er et nyhedssammendrag af en artikel inde i tillægget der er fast genkommende under rubrikken "Hvad forsker du i?"

   Forskeren hedder Ann Charlotte Torsted - og er i gang med et phd.-projekt som erhvervsforsker i regi af Lego. Forskeren har tidligere arbejdet sammen med kunstnere og været med til at fremelske kreative processer og ideer, fortæller hun. 

   Hun har her fået grupper af ledere og spcialister til at indgå i legesituationer, video-optaget dem mens de gjorde det -  og interviewet dem før og efter.

   Hvad fortæller hun så om det?

Leg er vuggen for at skabe innovation, som jeg definerer som det, at der kommer et konkret produkt, en ny ide eller en ny service ud af den kreative proces der opstår. I legen er man inde i mulighedernes felt og fokuserer på processen frem for resultatet. Det indebærer at man slipper for en masse begrænsninger, man ellers på lægger sig i en rationel og styret arbejdsproces, hvor leg opfattes som noget pjat. (...)

   Jeg har brug forskellige metoder for at indkredse, hvordan der kunne leges. Vi har leget med metaforer for at beskrive, hvordan en person i en gruppe opfatter deres rolle. (...) Desuden har vi brugt storytelling til at indkredse ideer. Og vi har brugt legoklodser til at visualisere en meget abstrakt ide om, hvordan en ny organisation og et samarbejde kunne se ud.

"Metaforer" og "storytelling". Min hjemmebane.
   Når hun beskriver legen, får jeg jo klare associationer til flow-processens kendetegn:

Man gribes af legen, og der opstår spontanitet, glæde, begejstring, kammeratskab og frihedsfølelse. (...) Legen får en forløsende effekt, der er langt bedre og virker meget mere naturligt end mange klassiske managmenttiltag, (...). I legen bliver folk mere vovede og fantasifulde, og de tager ansvar for deres arbejdsdag på en ny måde. (...) Leg er et livsfænomen på linie med  kærlighed. I legen føres vi ind i en anden verden, hvor vi totalt opsluges af det, der sker nu og her.

Den anden artikel er ikke en egentlig artikel, men et billede med en artikellignende undertekst. Øverst står "Ørkengletsjer/Naturen inspirerer til køelteori". Og jeg kommer i tanker om at en af de klassiske kreativitetsteknikker i lærebøgerne hedder "naturen som model". 

   Her er billedet:

Kunstneren hedder Ap Verheggen.

   Hvad det forestiller? - En ide til en solcellekonstruktion der skal opsamle og nedkøle vand i ørkenen. Det er på tegnestadiet som man ser:

Hans vision er at skabe en 200 kvadratmeter stor konstruktion med form som et blad fra et elmetræ - naturens egen geniale måde at absobere solenergi på som det hedder - og bklæde den med solceller på overfladen, mens en række kondensatorer indeni, drevet af sloenergien, opfanger fugtigheden i ørkenluften og køler den af.

Ap Verheggen hører til de særligt kreative der ligesom andre jeg har fremhævet i denne blog, elsker  blending af skulptur og natur:

For efterhånden mange (ca. 20) år  siden da jeg begyndte at holde oplæg om kreativitet for journalistiske redaktioner, læste jeg jo pænt på lektion og samlede eksempler ind på metoder og teknikker til at udvikle kreativiteten og fremelske nye ideer.

  Jeg opdelte dem i tre hovedgrupper:

1. Adskillelse af skabende og vurderende processer, blokering og udsættelse af de vurderende 
2. Provokere, gennemtvinge brud og diskontinuitet i situationen, – bryde vanetænkning 
3. Visualisering – sanseliggørelse af problemerne – gennem lyd, billeder, bevægelser, musik

De to sidste dækker smukt hvad Ap Verheggen har gang i, at dømme ud fra de to billeder.

Under hver hovedgruppe ordnede jeg så de forskellige fremgangsmåder jeg havde læst om og læst mig til. Nogle af dem kendte jeg jo godt i forvejen fra mit arbejde med redaktionel efterkritik og redaktionsudvikling

1. Bloker og udsæt vurderinger

• Brainstorm
• Aktiv lytning
• Se det positive
• Elementanalyse

2. Provokation

• Overdriv
• Vend tingene på hovedet
• Humor
• Start bagfra
• Tilfældigt/skævt udgangspunkt

3. Visualisering

• Analogi
• Metafor
• Naturen som model
• Mind map

Jeg bemærker at Charlotte Thorsteds "leg" og "storytelling" ikke er med på listen. De går på tværs af kategorierne. "Leg" kan vel nok listes ind under "Provokation" og "visualisering", og "storytelling" ind under "analogi" og "metafor". Og "legoklodser" - ja, der er vel også tale om en slags "elementanalyse" og "analogi".
   Så nogle teknikker kombinerer og går på tværs af de tre kategorier.

Jeg har en enkelt gang undervist sammen med det meget kreative menneske Palle Steffensen som har en fortid i Danmarks Radio i forskellige stillinger hvor kravet var enten selv at være kreativ eller at få andre i redaktioner til at være det.

   Han har skrevet bogen: "Flere og bedre ideér - 12 gode metoder". Hvordan ser hans liste ud?

• Brug din undren aktivt
• Tænk parallelt
• Vend ideen om
• Gå til kanten
• Tænk i billeder
• Sæt det kendt i en ny ramme
• Zoom ind, zoom ud
• Når du løfter en sten
• Brug din fordom
• Kig på fortiden
• Søg hjælp udefra.
• Bryd vanen.

Nogen af dem falder umiddelbart sammen med min liste, andre gør det når man går ind i substansen. 

   Jeg skal her ikke gå i detaljer med de enkelte teknikker. Men blot konstatere at de stort set stemmer overens med hvad man den dag i dag kan finde når man googler:

http://www.mindtools.com/pages/main/newMN_CT.htm

http://www.slideshare.net/fallonj/50-creativity-creation-techniques-and-strategies

http://www.mathysmedical.com/fileadmin/user_upload/pdf_download/Arztforum/Kreativitaetstechniken_E.pdf

Selvfølgelig kan man finde mange flere undergrupper under de tre hovedoverskrifter. Men det er hovedkategorierne jeg gerne vil uddybe lidt. Hvorfor stimulere de til større kreativitet? 

   Der er det fælles ved kreativitetsteknikkerne at de forsøger...

1. at skifte sans, fra logisk-verbal til visuel tænkning. 
2. at skifte hjernens måde at arbejde på fra lineær til non-lineær tænkning
3. at se noget velkendt gennem en anden mental optik

I alle tilfælde går det ud på at aktivere dele af højre hjernehalvdel så dens tænkemåde får tid og plads til at foregå og folde sig ud - i samarbejde med den der ellers dominerer, den venstre. 

   Det er det nogen kalder "åben tilstand" - en tilstand der er beslægtet med hypnose, meditation og dagdrømmeri. Og under hvilken hjernen udsender alfa-bølger.

Bagved ligger en fælles bestræbelse på at lukke ned for de moduler i hjernen som fungerer som censor og bremseklos for nytænkning. Og åbne op for - i hvert fald dele af default-neværket - og integrere det med aktiviteter i spejlneuronnetværket. 

"Censor" har to meget forskellige kilder. Dels de moduler i de forreste pandelapper (prefrontal cortex)  som tager sig af moralske vurderinger af handlinger og tanker, og dels de moduler som er aktive når vi følger rutiner og vaner.
   I sidste tilfælde er det den procedurale hukommelse som i samarbejde med de andre former for langtidshukommelse ofte ubevidst sætter ind og bremser for kreativ tænkning og åben tilstand: "Sådan plejer vi at gøre, så sådan skal vi også gøre i dette tilfælde. 

Den arbejdsdelte hjerne - og et samlende "worldview"

Ved en jagt på sammenhæng mellem kreativitet og the default network når jeg frem til en blog som promovere denne video. Den er interessant fordi den først afliver de poppede og overfladiske forestillinger om den arbejdsdelte hjerne, og så genopliver og geninstallerer forestillingen, men på nye præmisser.

Hans hovedpointe er at forskellen mellem de to hjernehalvdele ikke er hvad de gør, men hvordan de gør det de gør. Altså begge hjernehalvdele tænker, men måden de tænker på er forskellig. Og at neurologisk centrer eller moduler fra begge hjernehalvdele næsten altid arbejder sammen, fx når man bruger sprog, og i forbindelse med mange andre kreative aktiviteter.

   Denne ekstremt flot illustrerede videoforelæsning, sammenfatter en bog forelæseren, Iain McGilchrist, har skrevet: "The Master and his Emisary".

Indholdet beskrives sådan her på Amazon:

Why is the brain divided? The difference between right and left hemispheres has been puzzled over for centuries. In a book of unprecedented scope, Iain McGilchrist draws on a vast body of recent brain research, illustrated with case histories, to reveal that the difference is profound - not just this or that function, but two whole, coherent, but incompatible ways of experiencing the world. The left hemisphere is detail-oriented, prefers mechanisms to living things, and is inclined to self-interest, where the right hemisphere has greater breadth, flexibility and generosity. This division helps explain the origins of music and language, and casts new light on the history of philosophy, as well as on some mental illnesses. In the second part of the book, he takes the reader on a journey through the history of Western culture, illustrating the tension between these two worlds as revealed in the thought and belief of thinkers and artists, from Aeschylus to Magritte. He argues that, despite its inferior grasp of reality, the left hemisphere is increasingly taking precedence in the modern world, with potentially disastrous consequences. This is truly a tour de force that should excite interest in a wide readership.

Jeg har bestilt den hjem til nærmere undersøgelse.

  

Man kan sige at de kreativitetsteknikker som jeg har omtalt i det efterfølgende indlæg, og som der er stor enighed om i litteraturen, er forskellige måder til at give plads for højre-hjernehalvdelstænkning i samarbejdet mellem de to hjernehalvdele.

Nu ville det jo så være fedt hvis default-netværket som generelt forbindes med dagdrømme, fantasier om fremtiden, forestillinger om selvet og andres selv, og fremkaldelse af erindringer fra den episodiske/selvbiografiske hukommelse, at dette netværk også havde en særlig tyngde af moduler i højre hjernehalvdel (for når man ser afbildinger af det så er det nogenlunde symetrisk ordnet i begge hjernehalvdele).

   Og, bingo. Det kunne det se ud til. Se i denne artikel som jeg også tidligere har refereret til fordi den beskriver overlapning mellem spejlneuronsystemet og default-netværket: "The self and social cognition: the role of cortical midline structures and mirror neurons" af Lucina Q. Uddin, Marco Iacoboni, Claudia Lange and Julian Paul Keenan. 

   Artiklen viser at det er et center i højre hjernehalvdel der aktiveres ved opgaver der kræver at forsøgspersonen forholder sig til et billede af sig selv. (Herom mere en anden gang)

Men Google-jagten fører denne gang til den første videnskabelige teori som kobler dannelsen af den særligt kreative personlighed sammen med særlige barndomsoplevelser. Teorien kaldes "Honing Theory" - og er sat i søen af en psykolog ved navn Lian Gabora. Hendes hjemmeside findes her:

https://people.ok.ubc.ca/lgabora/research.htm

Ordet "hone" betyder: at skærpe, slibe, hvæsse. Og teorien går ud på at alle mennesker får indarbejdet et "worldview" under opvæksten, som altså er en intern kognitiv-mental model af virkeligheden, dvs en mental model af omverdenens indretning og af personens placering i denne indretning. Og at denne model - dette "verdenssyn" - hele tiden formes, slibes til og skærpes gennem interaktion med omverdenen i kombination med interne imaginative processer. 

   For Liane Gavora er det centralt at dette verdenssyn udvikles under modstand og i konflikt med omverdenen, og at udviklingen af det er styret af at mennesket altid vil ønske at der skal være konsistens mellem det interne verdenssyn og så de konkrete oplevelser som det har i mødet med den aktuelle omverdens virkelighed:

Honing theory posits that creativity arises due to the self-organizing, self-mending nature of a worldview (see above), and that it is by way of the creative process the individual hones (and re-hones) an integrated worldview. Honing theory places equal emphasis on the externally visible creative outcome and the internal cognitive restructuring brought about by the creative process. Indeed one factor that distinguishes it from other theories of creativity is that it focuses on not just restructuring as it pertains to the conception of the task, but as it pertains to the worldview as a whole. (...)

   Thus another distinguishing feature of honing theory is that the creative process reflects the natural tendency of a worldview to attempt to resolve dissonance and seek internal consistency amongst its components, whether they be ideas, attitudes, or bits of knowledge; it mends itself as does a body when it has been injured.

Liane Gabora lægger vægt på at et verdenssyn altså kan blive "såret" i konflikt med overdenen, men at sindet så er indrettet sådan at det vil stræbe hen mod at hele og helbrede sig selv - ved mentalt at skabe ny "harmoni" gennem en restrukturering og "tilslibning" af verdenssynet.

   I forhold til andre teorier om kreativitet, så fremhæver denne at ideer kan være "halvbagte" tilstede i hjernen, hvad Liane Gabora kalder for en "mulighedstilstand", og at det så er mødet med en given kontekst der kan aktualisere den: 

Yet another central, distinguishing feature of honing theory is the notion of a potentiality state. Honing theory posits that creative thought proceeds not by searching through and randomly ‘mutating’ predefined possibilities, but by drawing upon associations that exist due to overlap in the distributed neural cell assemblies that participate in the encoding of experiences in memory. Midway through the creative process one may have made associations between the current task and previous experiences, but not yet disambiguated which aspects of those previous experiences are relevant to the current task. Thus the creative idea may feel ‘half-baked’. It is at that point that it can be said to be in a potentiality state, because how it will actualize depends on the different internally- or externally-generated contexts it interacts with.

Videre fremhæver Liane Gabora det som først vækkede min interesse: nemlig at forskning viser at kreativitet hos en person, kan forbindes med "modstand i barndommen" - "childhood adversity" - en modstand som vil stimulere til en særlig udformning ("honing") af verdensbilledet der fremmer kreativitet:

Honing theory can account for many phenomena that are not readily explained by other theories of creativity. For example, creativity was commonly thought to be fostered by a supportive, nurturing, trustworthy environment conducive to self-actualization. However, research shows that creativity is actually associated with childhood adversity, which would stimulate honing. 

Man kan sige at den særligt kreative personlighed er et resultat af det worldview som dannes og får sin særlige form under oplevelsen af den modstand - de savn, brud og forflytninger - som sindet oplever og prøver at inkorporerer i sit "worldview".

  Og kunne man måske så tilføje her: Defaultnetværket er ikke medfødt, men udvikles også i barndommen i samspil med omverdenen. Og det er ikke en urimelig antagelse at de forskellige centre som dette netværk forbinder, udvikles på en særlig måde af disse oplevelser. 

   I princippet svarer det til at man har konstateret at den del af hjernen som bearbejder geografisk orientering, er særligt udviklet hos taxachauffører gennem et langt livs taxakørsel.

Endelig gør Liane Gabora opmærksom at hendes teori kan forklar at en kunstner har den samme "stil" fra værk til værk, og at man kan finde fællestræk på tværs af kreative produkter med den samme "kunstner" som ophavsmand: fx digte og malerier

Other experiments show that different works by the same creator exhibit a recognizable style or 'voice', and that this same recognizable quality even comes through in different creative outlets. This is not predicted by theories of creativity that emphasize chance processes or the accumulation of expertise, but it is predicted by honing theory, according to which personal style reflects the creator's uniquely structured worldview. 

Når Liane Gabora andetsteds på sin hjemmeside beskriver den kreative proces i hjernen og referer til neuroner der "fire together", så kan jeg ikke se andet end at hendes worldview- og honing-teori meget let lader sig forbinde med teorien om konceptual blending.
   Og som altså også lader sig forbinde med min teori om at den særligt kreative personlighed er - i hvert fald delvis - et produkt af særlige fantasiaktiverende og -stimulerende erfaringer (savn, længsel, ønsker) i barndom og ungdom.
   Disse erfaringer, antager jeg, levere stimulerende impulser til en særlig stærk udvikling af default-netværket i hjernen - og det er altså erfaringer som man kan konstatere at rigtig mange forfattere, maler, forskere, etc. har med i deres mentale bagage fra barndommen af.

Akvarelmaleriets mysterier (6) - om oplevelsen af at kæle for detaljer fra forbilledet

Jeg sluttede sidste blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier med nogle indfald om dette at male efter fotografier (egne eller andres) - og at male efter kunstneriske forbilleder - de gamle mestre.

   Ikke at jeg blev særlig afklaret, men der åbnede sig i hvert fald nogle tankebaner for mig. Da jeg jo ikke maler som "kunstner" og med personlige kunstneriske ambitioner, men som en nybegynder der er igang med at lære de indledende skridt - grundtrinene - til et håndværk, så hvorfor ikke finde fotos af motiver jeg har et lystfyldt forhold til, ved at google billeder frem. Og så gå i gang.

Det første motiv jeg havde lyst til at prøve kræfter med, var de egyptiske sejlskibe på Nilen, kaldet  felluca, skibe som jeg oplevede i virkeligheden for halvandet år siden under en ferie hvor fruen og jeg sejlede 6 dage på en hotelskib på Nilen fra Luxor til Aswan og retur. 

   Dels så vi fra dækket disse smukke flodsejlskibe passere. Og vi var også rigtig ude og sejle med en flot felucca en formiddag i Aswan.

Der var klart tale om en æstetisk nydelse forbundet med både synet og sejladsen. Kombineret med bevidstheden om at disse skibe stort set var af samme slags som sejlede på den store flod da faraoerne byggede pyramiderne. Sejlskibe som altså den dag idag ser ud som for 4000 år siden.

   Det er de hvide meget høje og spidse trapezformede råsejl som fascinerer. I visuel symbiose med det subtropiske skarpe sollys der forstærkes af genskinnet fra det gulhvide ørkensand.

   Forklaringen på at sejlene skal være så store og have netop den form, er at vindretningen i Egypten stort set er fra nord til syd året rundt, og at vinden de fleste dag om året er meget svag.

  For derfor at kunne sejle med et sejlskib på den flod som går stik nord-syd, skal man have et rigtig stort sejl til at fange medvinden når man sejler op ad floden (mod syd), og man skal have et meget "spidst" sejl for at kunne krydse når man sejlder ned ad floden (mod nord).

Jeg havde en skitseblok med på Egypten-turen. Men det blev kun til en enkelt tusch-tegning af to fellucaer set forfra side om side på floden. 

   Jeg var slet ikke tilfreds - og blev frustreret. En frustration som et eller andet sted har siddet i kroppen og naget lige siden. 

   Jeg kiggede mine fotos igennem fra ferien, og ingen af de billeder jeg havde taget af feluccaer, var motivisk særlig gode. Den sammensatte følelse af poesi, natur og historie som jeg husker at synet og sejladsen gav mig, kunne ingen af dem aktivere.

   Så googlede jeg og fandt naturligvis en masse fotos - og også malerier med fellucaer som motiv. 

   Kun et enkelt af akvarelmalerierne sagde mig for alvor noget. 

Jeg gik så til netsiderne med fotos for at finde et af fellucaer som jeg ville ønske jeg havde taget mens jeg var dernede. Og fandt dette som det aller første - og valgte det som motiv og forbillede:

Her er det ikke lyset gennem sejlene, men lys- og skygge-chanceringerne  i sejlene der virker æstetisk stærkt. Også reflekserne i vandet var noget jeg kunne have lyst til at "oversætte" til de vandede farver.   

   Her er resultatet af anstrengelserne, størrelsen er ca. A4:

Meget lyst og luftigt. På mange måder ligger det tæt på oplevelsen som jeg husker den "live".  Motivet er forenklet. Kontrasterne er formindsket. I forhold til fotoet som jo er realistisk og lige ud ad landevejen, så gør "oversættelsen" fra foto til akvarel at vi skifter univers - fra gemen turistvirkelighed til noget mere drømmeagtigt og eventyrligt.

   Det kribler i min pensel for at male mere på det, men erfaringsmæssigt skal jeg holde op inden jeg har lyst og lade det stå som en "skitse".

   

Det foregående akvarelindlæg - (5) -sluttede med at jeg fremviste en af verdenskunstens perler, Jan Vermeers maleri "Pige med perleørering". 

   Teorien (David Hockney) siger at det ikke er malet på fri hånd, men efter et camera obscura-billede af den unge kvinde; deraf dets særlige fotografiske realisme.

   Det der tiltrækker mig ved maleriet lige nu, er dets fordeling af lys og skygge, og især lysreflekserne i øjnene, i læberne og i perleøreringen.

Jeg fik lyst til at gense filmen som har samme titel som maleriet, og som fabulerer over dette  maleris "fødselshistorie". Der indgår rent faktisk i filmens handling og fysiske setting at Vermeer har brugt camera obscura som genvej til at overføre motivets grundelementer - farvefordeling og proportioner - til lærredet.

   Psykologisk har filmen som drivende kraft det som Freud kaldte sublimering: at betagelsen og den tilbageholdte lyst hos kunstneren forvandles til fantasi og imagination - som så omsættes og forløses i et æstetisk-kreativt produkt: KUNST.

Jeg tog en kopi af en af de mange kopier på nettet og brugte den som forbillede og motiv. 

   Resultatet af mine anstrengelser ses her, malet i et stort postkortformat:

Igen: Noget er lykkedes af det jeg havde ambitioner om: de hvide reflekser i øjne, i perleørering og i læber; skyggerne i hovedtørklædet og i dragten; den mørke baggrund - som er en blandingsfarve af blåt og gråt.

   Mindre vellykket er skyggepartierne  i ansigtet og på halsen. Jeg har været for forsigtig. For øm om den lysende skære hudfarve som jeg var stolt af at have ramt nogenlunde.  Der skulle have været et lag mere som gjorde noget af skyggen i ansigtet og på halsen dybere. Men jeg turde ikke.

   Men jeg fik også bekræftet at Vermeer - i hvert fald i sit maleri - har udnyttet en lag på lag-teknik som ligner akvarelmaleriets.

Jeg forstår nu mere hvordan man kan lære af at prøve at male motiver med værker af de gamle mestre som forbillede. Og det er helt klart noget andet at male efter en Vermeer end at male efter et fotografi - eller efter et virkeligt motiv som fremtræder umiddelbart for ens øjne  on location. 

   Men i begge tilfælde er der jo tale om en form for "mimetisk læring" som jeg skrev om i forbindelse med kurset med Bardur Jakubsson.

Googler man på "Girl with a pearl earring", finder man mange kopier af samme art som min. Men også mere radikale bearbejdninger af motivet, plus stills fra filmen hvori man jo havde gjort sig store anstrengelser for at nå en fotografisk lighed med det originale maleri.

   Jeg synes i den kontekst at jeg ikke er sluppet helt dårligt fra forsøget.

Og så en overraskende oplevelse som så småt er blevet opmærksom på med de få billeder jeg har malet efter hjemkomsten fra kurset ved Gardasøen: At male et menneske på den her måde hvor man stræber efter en vis realisme i udtrykket som man mentalt set skal løfte fra forbilledet, er faktisk meget fysisk - lidt som - forsigtigt, prøvende, udforskende - at kærtegne et andet menneske for første gang.

    Betty Edwards titel på den første bog var: "At tegne er at se". Og jeg kunne personligt tilføje : "... er at føle det man tegner".

    Det metaforiske udtryk "at kæle for detaljen" har fået en ny og frisk betydning for mig.  

Jeg tænker på de mange tusinde år gamle hulemalerier i Frankrig og Spanien med de fantastisk livagtige afbildninger af de vilde dyr vores forfædre levede af at jage. 

Det at tegne-male de motiver må for datidens kunstnere også i den grad have været en magisk handling hvor maleren har genfremkaldt det attråede vildt og den adrenalinpumpende jagt for sit indre blik. Og  så med hænderne projiceret det indre billede og de ledsagende følelser på hulens vægge og lofter. Og samtidig oplevet at han næsten fysisk kærtegnede dyrene mens han malede dem. 

   Der er vel tale om en form for villet synæstesi, her, hvor der sker kryds-befrugtning på tværs af sanserne. Mental og sensomotorisk komprimering og integration af erindring og nutid. Konceptuel blending - omsat til stor kunst.

"Neuro" i stedet for "socio" - et konceptuelt frame-skift under opsejling - også for journalistik

Det vrimler ikke med artikler i pressen der forfølger de spor jeg har fulgt i denne blog. At empiriske viden om den menneskelige hjerne og den menneskelige kognition, giver ny forståelse og indsigt de kreative processer bag fx tv-dramaturgisk og journalistisk formidling. 

   En undtagelse er Lone Frank som jævnligt skriver i Weekendavisens tillæg "Ideer", og som for nogle år siden skrev bogen "Den femte revolution", som jeg tidligere har omtalt.

Men i dagens Information i tillægget "Moderne Tider" finder jeg til min fornøjelse en længere artikel af Malin Schmidt under rubrikken: 

To fortællinger om mennesket

Manchetten er godt nok lang, men også informativ - og får i hvert fald mig til at læse videre:

Køn, religion, kunst og kultur. I 30 år var det hele blot sociale konstruktioner; et produkt af det samfund vi levede i, var der koncensus om på de humanistiske og socialvidenskabelige fakulteter. Men i dag bliver det verdensbillede slået i stykker af den nye hjerne-forskning, der med elektroder og hjernescannere giver løfter om sikke viden med overskrifter som 'Gud sidder i hjerne'. Der er udbrudt kamp om sandheden.

Godt nok har jeg aldrig selv været socialkonstruktivist, og altså aldrig accepteret denne videnskabsteoretiske retnings grundpostulater om at enhver sandhed og forestilling om en objektiv virkelighed ikke er andet end en "social konstruktion". 

   Men som specialevejleder på journalistik på RUC, har jeg ofte oplevet studerende som indledningsvis i specialet skrev at de tog "et sociakonstruktivistisk udgangspunkt". Det var ikke noget de lærte i undervisningen i journalistik, men typisk noget de havde med fra deres basisudsannelse eller fra deres andet fag. 

Selv stødte jeg på sociakonstruktivismen som "modstander" da jeg i sin tid skrev bogen "Faktion som udtryksmiddel" i 1990. 

   Mit grundsynspunkt deri var bl.a. at det var vigtigt at skelne mellem fakta og fiktion for at kunne forstå hvorfor det var så problematisk og kontroversielt at blande. Det blev den gang netop kritiseret ud fra at det at skelne mellem  fakta og fiktion var en "social konstruktion", og dermed at "fakta" og "fiktion" egentlig og dybest set var ét fedt.

   Underviser man journalister, så går det synspunkt jo ikke. De skal helst kunne skelne - og det skal læserne også. Så jeg er aldrig hoppet på den tankegang. Men mange andre, tydeligvis.

Derfor er det også lidt befriende at læse en artikel af en begavet journalist uddannet på SDU - der hiver frem i lyset det paradigmeskift der sandsynligvis er under opsejling; et skift der indebære at man som humanist bør være videnskabeligt interesseret i hvilke objektive korrelater der er mellem det man siger, ved og videreformidler som humanist, og så det man efterhånden gennem eksperimenter og målinger ved om hvad der foregår i hjernen når mennesket tænker, fantaserer, kommunikerer og forstår andres kommunikation.

   At tale om et paradigmeskift er jo en anden måde at tale om et skift i det jeg ofte har beskrevet som "konceptuelle frames". 

   Når jeg i et tidligere indlæg har opfundet begrebet "neuro-journalistik", så er det netop for at introducere en ny frame inden for journalistik-forskning, i analogi til neuro-økonomi, neuro-marketing, neuro-teologi, neuro-æstetik - you name it!

Malin refererer til filmforskeren Torben Grodal som en af de hjemlige frontløbere i det paradigmeskift. Hos ham er der tale om et egentligt selvopgør - på 180 grader, fremgår det af hans udtalelser i artiklen.

   Jeg har ikke læst den sidst bog af ham: "Embodied Visions: Evolution, Emotion, Culture, and Film", men den står på min liste.

Men når jeg via Amazon går ind og ser på indholdsfortegnelsen i Grodals bog, så er der i hvert fald to kapitler som ud fra deres overskrifter ligger meget tæt på den ide jeg har forfulgt i mange indlæg på denne blog: "understanding as simulation" - med udgangspunkt i opdagelsen af hjernens spejlneuron-netværk og dens default-mode-netværk.

   Kapitlernes overskrifter: "Stories for Eyes, Ears, and Muscels: The evolution of Embodied Simulation. " - og: "Character Simulation and Emotion."

   Der kan ikke være langt fra det som Toben Grodal skriver og beskriver, og så det citat fra James Geary fra hans bog "I is an Other" som jeg flere gange tidligere har anvendt til at illustrere en afgørende pointe:

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds. Stories are rehearsals for real life.

Man kan læse mere om "forståelse som simulation" i følgende blogindlæg: 

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/fiktioner-som-fortllende-simulationer.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/retorik-og-dramaturgi-som.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/forstaelse-som-simulation-skitsen-til.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/neural-spejling-og-neuroal-selv.html

"Hvad nu hvis..." - hypotheticals og counterfactuals som plot i bøger, film og tv

Jeg har altid været fascineret af bøger og film inden for forskellige blandingsgenrer, de kreative resultater af conceptual blending.

   Siden jeg var dreng har jeg købet og læst i hundredvis af science-fiction-romaner. Og var allerede den gang opmærksom på at der var bestemte plot-skabeloner som gik igen i mange forskellige bøger. Et af dem var tidsrejsen - frem eller tilbage i tiden. 

  Stamfaderen til dem er H. G. Wells "Tidsmaskinen" fra 1895. 

Noget af det fascinerende ved specielt plottet hvor helten rejser tilbage i tiden, er de paradokser der kan være knyttet til det. At man kan komme til at slå sin egen farfar ihjel - og hvad så med nutiden man selv kommer fra - vil man forsvinde fra den? Eller kan man ændre historiens gang ved at rejse til Jerusalem og forhindre Jesus´ korsfæstelse?

   Et andet udbredt SF-plot er counterfactuals. Hvad hvis Hitler havde vundet 2. Verdenskrig? Eller hvad hvis Stalins sovjethær havde nået at besætte Danmark før Montgomerys nåede frem? Eller hvad hvis Danmark var blevet medlem af det tyske Statsforbund efter nederlaget til Tyskland i 1864? Hvordan ville historien så være kommet til at se ud?

Ifølge Politiken igår er nettets kommentar- og debat-fora velegnet til at udvikle den slags fantasier kollektivt. Rubrikken lyder

Debattråd bliver til krigsfilm

Og underrubrikken: "Kan en bataljon marinesoldater nedlægge det romerske imperium? Internetdebattører greb emnet, og nu har Hollywood samlet fantasien op". 

   Historien startede med en såkaldt "debattråd" på  "Reddit" som er en social nyhedsportal. Politiken fortæller:

Det begyndte for en måned siden, hvor en bruger stillede spørgsmålet: »Kunne jeg ødelægge hele det romerske imperium under Augustus’ herredømme, hvis jeg rejste tilbage i tiden med en bataljon marinesoldater?«.

   Det blev hurtigt taget op, og en læser, der kaldte sig Prufrock451, begyndte at skrive historien som manuskript:

  »Dag 1: Marinekorpsets 35. ekspeditionsstyrke er i Kabul og forbereder sig på afgang til det sydlige Afghanistan. Pludselig forsvinder de«.

   Soldaterne dukker op på en mark uden for Rom ved Tiberens bred og mister al radiokontakt og forbindelse til navigationssatellitter.

   De 2.200 elitesoldater står pludselig alene over for et helt imperium med 200.000 soldater, og i løbet af de næste otte dage eskalerer konflikten.

   I bedste internetstil har krigsveteraner og historienørder givet løbende input til det fremadskridende manuskript, mens andre fans har kreeret plakater, bogomslag og temamusik til projektet ’Rome sweet Rome’.

   Warner Brothers har nu købt ideen og overtaget "trådens" videre udvikling - med retning mod en spillefilm

Der er tale om bagvedliggende tankeformer - og formler som helt generelt er en vigtig drivkraft i kreativ tænkning: "Hvad nu hvis..." 

   Det er en tænkning som grundlæggende arbejder ved hjælp af mental simulation. Og hjernens default-network er den slags tænknings udspring, viser forskningen.

Jeg har tidligere med afsæt i bogen "The Way We Think - Conceptual Blending and the Minds Hidden Complexities" - af Fauconnier og Turner - skrevet om det særlige blandingsforhold af virkelighed og fantasi i kontrafaktiske udsagn og i kontrafaktisk historieskrivning.
   Det er underkategorier i forhold til det man på engelsk kalder "hypotheticals".

   Wikipedia skrive om "hypotheticals":

Hypotheticals are situations, statements or questions about something imaginary rather than something real. Hypotheticals deal with the concept of "what if?"'. (...)

   Hypotheticals are very important because they provide a means for understanding what we would do if the world was different. Although this may assist our understanding of risk, and help us plan and create a new and better future, hypotheticals also help us understand the past, and why things happened or how things work. For example, in seeking to understand why a war started we could ask: "What if the parties had talked more first? Would they have worked out a better way of solving their problems? Could war have been averted?" Hypotheticals about the past are challenging to consider, as it is not possible to enter the past to change things according to our hypotheticals and determine what then may have occurred.

   The philosopher David Lewis suggested in his book Counterfactuals (Blackwell Publishers, 1973) that when we use hypotheticals ("counter-to-fact-uals"), what we mean is: "In an imaginary world, exactly like ours, except in the one difference we are talking about ...". This idea is often called "possible worlds" and some people believe they actually exist, only we can't get to them, because the whole point is that they are different to our world.

Hvad hvis den borgerlige regering ikke havde tabt valget i september i år. Hvilken forskel ville det have gjort?

Nyt radiodokumentar-format i Radio24syv - og kreative restriktioner

Kreative restriktioner er jo (urimelige) grænser for den kreative udfoldelse, som - paradoksalt nok - forstærker kreativiteten. 

   Den nye licensfinancierede radiokanal Radio24syv som den borgerlige regering lige fik vedtaget inden den måtte forlade taburetterne, må opfinde nyt for at indfri de krav som stilles til den - inden for de økonomiske rammer og vilkår som indgår i den 8-årige kontrakt med staten. 

Det er to særligt kreative hoveder som jeg tidligere har skrevet om, Mads Brügger og Michael Bertelsen der er de nye kanalchefer. De er begge hver for sig og sammen kendt for konceptuelle nyskabelser i radio og tv. 

  Fremhæves skal deres fælles tv-serie "Læsegruppen Sundholm", "Betelsen på Caminoen", Brüggers sidste faktions-dokumentar "Ambasadøren", deres fælles talk-show "Den 11. time". 

   Ingen af dem producerer noget som ikke har et eller andet fornyende i sig. Sådan er det med den type særligt kreative personligheder. De får det dårligt hvis de skal lave noget der er velkendt og gennemproduceret af andre.

   Mit gæt er at de er ansat netop fordi de er sådan nogen som får ideer af mere eller mindre umulige begrænsninger - kombineret med krav om fornyelse og udikling.

Ifølge Politiken igår har de to herrer udviklet et nyt koncept for produktion af radiodokumentarer. Rubrikken lyder: "Radioveteraner: Det bliver kedeligt". Underubrikken: "Mads Brügger og Mikael Bertelsen vil sende uredigerede råbånd sent på natten på Radio24syv. Det vil give flere gab end guldkorn, forudser radiodokumentarister." Journalist: medieredaktør Jakob Elkjær.

  Selv artiklen er en klassiker. Interviews med de to nye chefer og deres chef Jørgen Ramskov om tankerne bag et nyt radiodokumentar-koncept. Og en række eksperter på området der kritiserer og advarer og spår ilde om det endnu ikke virkeliggjort koncept.

Det interessante for mig er selv konceptet. Hvori ligger det nye? Ikke i indhold men i produktionen. Ideen er at "radiodokumentaristen", som er uøvet og utrænet "radioaktivist", får et fast beløb - 11.000 kr. - for en portion "råbånd": 7 x 55 minutter. Disse bånd skal så sendes - stort set uredigeret - i nattetimerne. Og fylder dermed godt i kanalens sendetidsforpligtelse. 

   Og så skal en fastansat redaktør, Kim G. Hansen, redigere de 7 timer ned til en enkelt radiodokumentar på 55 minutter som skal sendes om søndagen. 

Bertelsen og Brügger lægger ikke skjul på at konceptet er udsprunget af en økonomisk nødvendighed. Man har ikke penge til traditionelle radio-dokumentarer/-montager - typisk produceret af erfarne professionelle journalister og lyd-dokumentarister. 

   Det nye er for det første at man giver en enkelt redaktør hånds- og halsret over redigeringen af råbåndene. Traditionelt er en radiodokumentar/-montage jo produceret af tilrettelæggere med kunstneriske ambitioner, og de vil naturligvis aldrig - som en slags underleverandør - levere "råmateriale" til en ide, som en anden så kan skalte og valte med. 

   For det andet er det nyt at man sender uredigerede råbånd - og så i den længde. Men der er naturligvis fortilfælde. Norsk TV sendte uredigeret tv i 134 timer. Ideen blev annonceret sådan her:

NRK har åbnet deres næststørste kanal NRK 2 for den 134 timers nonstop live udsendelse. Udsendelsen starter torsdag aften den 16. juni i Bergen, hvor Hurtigruten vender ved Norges vestkyst. Kameraerne bliver ikke slukket, før skibet MS Nordnorge lægger til i Kirkenes tæt ved den russiske grænse om morgenen den 22. juni. Den 134 timer lange udsendelse giver dig en enestående mulighed for at opleve Norges fantastiske kystlinje, der prises over hele verden for sin naturlige skønhed og uberørte natur. Rejseruten omfatter de vestlige fjorde med Unesco-fjorden Geiranger, Helgelands smukke kyst, Lofoten, Arktis hovedstad Tromsø og Nordkap. Ruten går selvfølgelig også forbi andre enestående seværdigheder og steder, og du er velkommen til at følge os på vores tur mod midnatssolen. Hele tv-udsendelsen sendes online på NRK, hvor alle kan følge med.

Også popkunstneren Andy Warhole har været inde på den bane, bl.a. med filmen "Empire". 

   Wipdia:

Empire (1964) is a silent, black-and-white film made by Andy Warhol. It consists of eight hours and five minutes of continuousslow motion footage of the Empire State Building in New York City. Abridged showings of the film were never allowed, and supposedly the very unwatchability of the film was an important part of the reason the film was created. However, a legitimate Italian VHS produced in association with the Andy Warhol Museum in 2000 contains only an extract of 60 minutes. Its use of the long take in extremis is an extension of Warhol's earlier work the previous year with Sleep.

Da jeg var direktør for TV2 ØST og også skulle producere nyt for et meget begrænset budget havde jeg faktisk samme ide: At vi i den sendetid de regionale tv-stationer den gang havde til fri rådighed om formiddagen, men ikke fik penge for at udfylde, dér kunne vi sende de uredigerede tv-interviews som nyhedsjournalisterne producerede som råmateriale til deres tv-nyhedsindslag. Ofte kunne sådan et råbånd vare 20 minutter eller mere, og der blev kun brugt klip af en samlet varighed på 1-2 minutter. 

   Ideen blev aldrig realiseret på grund af modstand fra journalisterne. 

Man kan sige at det nye radiodokumentarkoncept i regi af Radio24syv har karakter af en slags dogmeregler - eller benspænd, om man vil - i forhold til hvad man traditionelt har betragtet som professionelle krav til radio-dokumentarproduktion.

   Målet er ifølge de to chefer at få nye tallenter ind. Altså talentudvikling oven i et nytænkte radiodokumentarformat - og en økonomi til at leve med - for den nye kanal.  

   Det er risikabelt, det er provokerende, det er fornyende, det er grænseoverskridende. 

   Der er tale om konceptuel blending fremtvunget af kreative restriktioner.

Man kan se konceptet her: http://www.larm-archive.org/wp-content/uploads/2011/10/R%C3%A5b%C3%A5nd_24syvDoku.pdf

Hvis man vil se alle de kritiske kommentaer, så er der her et link til Politiken.dk: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1426280/brgger-og-bertelsen-vil-sende-uredigerede-udsendelser-i-radioen/

Akvarelmaleriets mysterier (5) - ung kvinde med cello - og om at kopiere andres motiv

Rubrikken i Politiken igår onsdag: "Ung Vivaldi uden kitch".

   Billedet der illustrerer anmeldelsen, fanger mig - en ung kvindelig cellist med blond bølgende løsthængende hår ned ovre bare skuldre - som det sig hør og bør med unge kvindelige klassiske musikere med star-kvaliteter.

  Kvinden hedder Sol Gabetta, og hun har udgivet en ny cd med Vivaldi-musik. Hun er fra Argentina, 30 år gammel, har allerede mange udgivelser bag sig, optræder som solist over hele verden, og har vundet et hav af internationale priser

   Sådan så det foto ud som Politiken havde fundet  frem:

Vivaldi-musik holder jeg af - for dets beroligende - meditationslignende effekt. Det som hjerneforskerne kalder "Mozart-effekten".
   Sol Gabetta er ikke lige min type. Men gad vide om ikke hjerneforskerne også vil kunne komme op med en tilsvarende "madonna-effekt" - når det gælder virkningen på sindet af dette motivs visuelle æstetik. 

Men jeg er jo begyndt at kigge efter fotos med motiver af mennesker som er belyst på en måde så der er meget "hvidt" i billedet. Og som det derfor kunne være lidt af en krævende "kunst" for mig at male - men som samtidig netop derfor egner sig til akvarel.

   Jeg syntes det var en udfordring at male safranbonden (se de to foregående numre af akvarelmaleriets mysterier). Dels var han et menneske, og dels skulle det hvide i motivet isoleres fra starten og stå umalet i det færdige billede.
   Her har vi en kvinde med meget lyst hår og meget lys hud. Og belyst fra venstre som giver en meget markeret profilering gennem fordelingen af  lys og skygge. Og farverne er næsten monokrome.

   Jeg beslutter mig til at prøve. Hvor langt kan jeg komme?

Her er resultatet. Originalens størrelse er postkortformat - ligesom "forbilledet" i Politiken:

Jeg er ikke tilfreds, men heller ikke helt utilfreds.
    Det jeg er tilfreds med er billedets karakter af konceptuel blending - mellem det visuelle rum som foto-forbilledet udgør, og så den forvrængning som transponeringen af motivet til et akvarelmalet visuelt rum har bidraget med.

    Jeg har forenklet, isoleret, overdrevet. Og brugt op til 5 lag oven i hinanden. Jeg føler faktisk jeg har bidraget med nogle æstetiske kvaliteter i kraft af min "oversættelsen" fra foto til akvarel.

    Ansigtet er ikke helt tosset med sin fordeling af lys og skygge. Og celloens spiralformede "hoved" fungerer også rimeligt.

   Jeg måtte opgive at få celloens strenge med. Vi kan dog godt mentalt interpolere dem i motivet selv om de ikke kan ses.
   Men, men... Hårets farve er blevet alt for gul-grønt. Og det lys som jeg synes gør ansigt og overkrop og arme interessant, har jeg slet ikke fået med i håret.
   Øjenbrynene er malet alt for mørke.

Der er fin balance i kompositionen, men det er så ikke min skyld, men fotografens. Og jeg kan godt lide at man aner en drejning af hovedet hen mod fotografen.

   Der er også en fascination ved det som ligger uden for billedet: buen som højre (afskårne) arm må holde ind mod strengene på celloen. Det som Ramachandran kaldte borte-tit-princippet.

Jeg kunne måske godt om et par år blive illustrator til familiebladenes trivial-noveller og føljetonromaner.

Hvad er det jeg - under møje og besvær og mentalt skrig og skrål - er igang med at lære? I virkeligheden det samme som jeg lærte af Betty Edwards da jeg for mange år siden læste hendes to bøger om at tegne: at for at komme i højre-hjernehalvdels-indstilling, så må jeg glemme hvad jeg tror om motivet - og bare se det "objektivt" som det er, dvs. se dets enkeltelementer "analytisk" - uafhængigt af mine mentalt præfabrikerede forestillinger om det.
   Betty Edwards bruger en række tricks og pædagogiske teknikker til at lære én det. Fx at tegne motivet på hovedet - så man frigør sig fra at det forestiller noget bestemt og velkendt. Eller at tegne "negative" flader.
   Se videre i hendes første bog som er kommet på dansk "At tegne er at se".

Det der gik galt i akvarellen af  kvinden med cello, var især håret.
   Problemet var at jeg ikke havde set isoleret på håret og analyseret hvilke lys- og skygge-elementer det i virkeligheden var bygget op af.
   Jeg var for utålmodig: "Håret har den farve regner jeg med, og så skal der males lidt mørkere skyggelinjer rundt omkring. Det er nemt, det klarer vi hurtigt." Det er en rekonstruktion af den mentale proces der ligger bag kvindens hår i min akvarel.
   Det samme med den forreste arm hvis hånd griber om celloens hals. Jeg havde ikke analyseret den tilstrækkelig i lys-skygge-detalje-elementer. Og så penslede jeg nogle skyggefelter ind som slet ikke var i forbilledet.
   Øjenbrynene er trukket alt for hårdt op.
   Men der er også noget med farver som jeg må have bedre fat om. Og til alt held har jeg fundet ud af at Betty Ewards også har lavet en bog om farver: "Color - A course in mastering the art of mixing colors".
   Den vender jeg tilbage til når jeg har fået den bestilt hjem fra Amazon.co.uk.

Jeg erindrer fra min ungdoms kunsthistoriske læsning noget med "Czezannes metode" - som var en af forudsætningerne for kubismen. Han analyserede også - sådan husker jeg det - sine motiver i geometriske elementer og farvede felter.
  Jeg søger og finder herunder frem til en interessant artikel på "Journalisten": http://journalisten.dk/tyvstjalet-eller-bare-kraftigt-inspireret.
   Det artiklen tager op, er om og i hvilket omfang man faktisk overtræder - i det her tilfælde en fotografs ophavsret ved at bruge hans foto som forlæg for et maleri. Og i hvilket omfang der er tale om kunstnerisk frihed til at lade sig "tæt" inspirere.
   Artiklen bringer to illustrationer. Først den berømte plakat af Obama - med teksten "Hope" - af kunstneren Shepard Fairey:

Og det andet er såmænd af Gauguin:

Se mange flere eksempler her - på kendte og anerkendet malere som har brugt fotografier som forbilleder for deres malerier:

http://www.fogonazos.es/2006/11/famous-painters-copied-photopraphs_06.html

Der er en lang tradition for at man lærer at male ved at prøve at kopiere "de gamle mestre". Picasso er berømt for at lade sig inspirerer af dem.
   Og så er der den såkaldte Hockney-Falco-tese som går ud på at en lang række af de helt store mestre, fx. Jan Vermeer, har brugt camera obscura som hjælpemiddel når de malede så utroligt realistisk, som fx. et af de mest berømte af alle: "Pige med perleørering".

Der er lavet en fiktionsfilm med samme titel - med dette maleri som udgangspunkt hvor man ser maleren bruge camera obscura til at sikre den næsten fotografiske realisme i sit maleri.
   Læg mærke til hvordan figuren er analyseret i selvstændige abstrakte former i forbindelse med fordelingen af lys og skygge. Og hvordan det hvide i øjnene, den hvide krave, og den hvide refleks i perlen får lov til at stå helt klart og rent.
   Vermeer er også berømt for i sine oliemalerier at bruge en lag på lag-teknik der minder om akvarelmaleriets.

Blåt og rødt blæk - som en anekdotisk frame - der går galt

Politiken i dag har en debatartikel, skrevet af Claus Elhom Andersen, lektor på Helsinki Universitet. Rubrikken lyder:

De unge protesterer og føler sig ikke længere repræsenteret af venstrefløjen

Underrubrikken lyder: "Venstrefløjen har ikke kun ladet højrefløjen definerer de udfordringer som den økonomiske krise har ført med sig, men har også ladet den tage patent på løsningerne."

 

Det der fanger mig, er artiklens start. Den introducerer en anekdote som Claus Elholm har fra bogen "Welcome to the Desert of th Real" - altså "velkommen til virkelighedens ørken". Af filosoffen Slavoj Zizek. Jeg citerer den i sin fulde længde:

En østtysk arbejder står foran at skulle overføres til et job i Sibirien. Han ved selvfølgelig, at de breve, som han vil skrive til vennerne derhjemme, vil blive læst af censorer, så derfor siger han til dem på forhånd:

   »Lad os blive enige om en kode: Hvis et af mine breve er skrevet med normalt blåt blæk, så betyder det, at det, jeg skriver, er sandt. Men hvis det er skrevet med rødt blæk, betyder det, at det er løgn«.

   Efter en måned modtager venner derhjemme et brev skrevet med blåt blæk:

   »Alt er godt her i Sibirien«, lyder det i brevet. »Butikkerne er fyldte, der er masser af mad, der er gode og flotte lejligheder, man kan se alle de nyeste vestlige film i biograferne, og der smukke kvinder, som gerne vil med ud på dates. Det eneste, som man ikke kan få her, er rødt blæk«.

Den er god.

   Det er en rigtig fin historie der på smukkeste vis demonstrerer setup og payoff-mekanismerne i den gode historie, en historie der har gåden som underliggende skabelon der derfor udløser en aha-oplevelse til sidst.
   Der er her tale effektiv udnyttelse af sprogets muligheder for konceputel blending - i princippet af samme art som man kender i ironi. Man siger noget og mener det modsatte - og det forstår modtageren også.

Under læsningen af brevet må vi - ud fra vores forudantagelser - mene at den med blåt skrevne tekst lyver. Der er tilsyneladende en modsigelse mellem udtryk og indhold.

   Men det rejser så spørgsmålet: Hvorfor skriver den tyske arbejder i Sibirien så med blåt?

   Og svaret kommer til sidst som "gådens" payoff: - Fordi han ikke kunne få rødt blæk!

   Altså fortæller han - for dem som han har aftalt koden med, at det som de også havde svært ved at tro - nemlig at alt er godt i Sibirien - rent faktisk også er løgn.
   Brevets tekst lyver - vel at mærke på en måde så censuren ikke kan opdage at han fortæller modtagerne sandheden - ved at lyve.

Hvad vil lektoren så med denne anekdote. Han skriver lige efter citatet af anekdoten hvordan den skal udlægges:

Vitsen illustrerer på mange måder, at der i en venstreorienteret optik ikke findes noget sprog – noget rødt blæk – til at beskrive de udfordringer, som vi står over for i kølvandet af den økonomiske krise.At venstrefløjen ikke har noget sprog har betydet, at den ikke blot har ladet højrefløjen definere de udfordringer, som den økonomiske krise har ført med sig i de senere år, men også har ladet den tage patent på løsningerne.

Ja, her går jeg så i sort!
   I anekdoten betyder "rødt blæk" at når man skriver med den farve, så lyver man. Hvordan i alverden kan historien så "på mange måder" illustrere at de venstreorienterede ikke har et sprog til at beskrive nogle samfundøkonomiske udfordringer?

Lektoren beskriver så forholdene i USA - med Obamas delvise overgivelse til republikanernes minimalstatslige markedstænkning, og at de unge i bevægelsen "Occupy Wall Street" derfor ikke føler sig repræsenteret af politikerne "over en bred kam".

   Så dukker "blæk"-metaforen op igen - endda i forbindelse med vores gamle ven, sprogforskeren Gorge Lakoff:

Mange af disse unge, der kalder sig de resterende 99 procent af befolkningen, har tidligere kunnet sætte deres lid til, at venstrefløjen i det mindste ville kæmpe for deres interesser.

   Men venstrefløjen har manglet det røde blæk til at frame debatten i eget favør, som den amerikanske lingvist og kommentarer George Lakoff ville udtrykke det, og har i stedet ukritisk adopteret en konservativ sprogbrug af frygt for at blive kaldt socialister, kommunister og det, der er værre, hvis de så meget som har ytret et kritisk ord om denne laissez faire-kapitalisme.

Venstrefløjen har "manglet det røde blæk (=sprog der lyver?!) til at frame debatten i eget favør." Ja, det står der minsandten. Total forvirring i mit og enhver tænkende Politiken-læsers hoved.

   Lektoren fører os så til den hjemlige politiske situation hvor de unge også føler sig svigtet af politikerne fordi de har givet bankerne den ene støttepakke efter den anden, og hvor den nye regering ikke har indfriet en række af sin løfter, og  "Socialdemokraterne og Folkesocialisterne har sat sig til rette på bagsædet af ministerbilerne."

Spørgsmålet er, hvor længe de kommer til at sidde der, medmindre de begyndte at søge efter det røde blæk, de kan bruge til at udtrykke deres respons til finanskrisen, uden at imitere højrefløjen eller ty til de gamle socialistiske paroler.

  For hvis ikke de tager dette alvorligt, vil afstanden mellem politikerne og befolkningen vokse yderligere.

Ja det står der: Den nye regering skal skynde sig at finde det "røde blæk (=sproget der lyver), de kan bruge til at udtrykke deres respons til finanskrisen..."!!!!

Umiddelbart kan man undre sig over at en af Politikens ellers så udmærkede debatredaktører som gatekeeper har ladet den her omgang metaforiske vrøvl slippe igennem.

  Og hvorfor går det galt for lektor Claus Elhom Larsen der tilsyneladende er en belæst mand og bl.a. har læst George Lakoffs glimrende bog om politisk framing: Don´t  Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate."

Man kan jo kun gætte på hvad der er sket i hjernen hos lektoren. Der har han i forvejen haft indbygget en metaforisk skelnen mellem "rød blok og "blå blok" som han kender fra de danske journalisters forenklende beskrivelser af dansk politik.  Her er "den røde blok" dem lektoren i udgangspunktet sympatiserer med, mens "den blå blok"-  i hans optik negativt - har monopoliseret det sprog (og dermed den konceptuelle frame) som alle - også "den røde blok" langt hen ad vejen har accepteret. 

   Så læser han en morsom og aha-givende anekdote hvori indgår noget med sprog der forbindes med de selvsamme farver - hvor "rød" forbindes med noget negativt (=sprog der lyver) og "blå" med noget positivt (=sprog der taler sandt).

   Og så sker der en total farve-kortslutning i lektorens hoved. 

Det er min teori: Metaforer er grundlæggende forførende fordi de er udtryk for konceptuel blending. Og her har lektoren forført - først sig selv og derefter debatredaktøren - og blandet en metaforik i anekdoten sammen med en anden metaforik fra den danske poltiske journalistik - og i de to metaforiske blandinger betyder "blå" og "rød" stort set det modsatte.

   Splat, plask, ups! 

   Det hele bliver - mentalt set - SORT!

Hvorfor jeg er vild med "Vild med dans" - og andre udviklingshistorie-formater i reality-tv

En rose er en rose er en rose.
   Sådan har jeg det med tv-formatet VILD MED DANS. 

   Jeg kan ikke huske hvornår første-udgaven kom på dansk TV 2. Men fra starten syntes jeg det var et godt - og ikke mindst - holdbart koncept.

   Og først og fremmest: Som forholdsvis almindelig tv-seer og -nyder (der er langt mellem snapsene), så følte jeg mig rimeligt underholdt og stimuleret på en måde som også en god film kan gøre det.
   Ellers er de fleste reality-formater ikke noget for mig, når jeg først har knækket "koden" og fundet ud af hvad plottet egentlig går ud på.

For mig er der ingen tvivl om at der findes en forholdsvis universel formel for fortællingers strutkur, indhold og forløb, som har en særlig stor "impact" i forhold til vores kognitive og emotionelle modtagesystem i hjernen, og som udgør en slags grundformel for vores fantasis selvforståelse:

   Den hedder myten eller eventyret om et menneske der starter fra næsten nul, møder en rædsom mængde modstand og lidelse, alligevel tager kampen op,  og - ved historiens slut - i kraft af personlige egenskaber - vinder ære og anseelse, evigt liv, den store kærlighed, fantastisk rigdom og magt - prinsessen og det halve kongerige, en toppost i gudeverdenen. 

   You name it!

Tro mig, det er ikke franske nyebølgefilm vi taler om. Det er snarer "Baronessen fra benzintanken" og "De røde heste". Men det er også Harry Potter, H.C. Andersen som grim ælling, Alice i eventyrland, Pretty Woman, Nora fra Et Dukkehjem. 

   Det er alle - formuleret så bredt jeg kan - udviklingshistorier. 

   Udviklingshistorier er universelle og findes i næsten alle kulturer. Det at begynde som køkkenpige og blive dronning til sidst. Det at starte som avisdreng og ende med at blive millionær. Det at vær en fattig halvsvensk indvandredreng på Bornholm og slutte som: Pelle Erobreren.

   Udviklingshistorier ender ikke altid lykkeligt. Kærligheden vågner, vokser og udvikles til et næsten klimaks, men kløften mellem familierne er uoverstigelig. En tragedie!

Udviklingshistorien er formlen for den slags reality-tv jeg godt kan lide at se. Og der er som med alt andet reality-tv tale om konceptuel blending - et mix af realitet og fantasi, af fakta og fiktion.
   Det er "unscripted drama", som en amerikansk producer har navngivet disse formater for nogle år siden.

   

En engelsk relisty-serie  for nogle år siden hed "Faking It".

    Den første udsendelse i serien handlede om en punk-sanger og -musiker (i den grad uudannet arbejderklasse-baggrund), som bliver udvalgt til forsøgsperson: Han skal i løbet af en måned oplæres  og udvikle sig til kvalificeret ung dirigent - der har lært sig nok - og altså udviklet sig - så han kan klare sig i konkurrence med seriøst uddannede unge håbefulde klassiske dirigenter.    

   Og det lykkes. Med råd og vejledning fra et par ældre mentorer! Han bliver nr. 2 i konkurrencen. 

Det var svært ikke at holde en tåre tilbage i klimaks - især når man så mor og søster blandt publikum til konkurrence-koncerten reagere på at han gennemførte opgaven til - ikke bare bestået, men til næsten-vinder.

   

Formatet "Sporløs" hører til samme kategori. 

   Et format der i sin interne struktur indeholder mytens og eventyrets skabelon. Udgangspunkt: Det totale tab af identitet (Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra?)hos et frustreret almindeligt menneske, som  ved hjælp fra en mentor og med emotionelle ups and downs - opnår den eventyrlige slutposition: Jeg har en far, en mor, en familie - som er biologisk forbundet med mig, og som jeg stammer fra.

  A dream come true!

Det er den grundskabelon som gør at jeg - trods hvad jeg ellers som professionel tv-analytiker og programdoktor kan have af indvendinger - år efter år - ender med at hænge på serien "Vild med dans". Ikke lige de allerførste programmer, men sådan en tredjedel inde i forløbet. Så er det interessant. 

   Vi oplever som seere at kreative og højt kvalificerede mennesker (bare ikke i dansekunst), ved hjælp af en mentor - en professionel dansepartner - udnytter deres personlige ressourcer til at skifte domæne.  Fra et udgangspunkt som rene amatører på området "dans" udvikler hovedpersonerne sig på utrolig kort tid kropsligt og mentalt til et punkt hvor de (måske og måske ikke) når næste omgang. Frem til et seriemæssigt klimaks. 

Fruen og jeg er enige om at vi begge gerne vil se "Vild med dans". Vi fulgte også med stor - måske endnu større - fornøjelse den lidt mere kulturelitære "Maestro"-serie på DR 2. Hun overtalte mig til at se med første gang, men så var også jeg på. Og Søs Egelind skulle måske overveje at skifte fra skuespilleriet på en scene til dirigentpodiet for et klassisk symfoniorkester.

   Fruen står af ved X-Factor, men jeg står på når først freak- og talent-udskilningsdelen er overstået, og programmet begynder at gå "live" - med deltagerne på en scene med et publikum.

Men for mig at se handler det "inderste inde" om følgende: Vi har som mennesker en mental - kognitiv og emotionel - matrice i hjerne og krop som når sindet finder et oplevelses-match i den slags reality-programmers dramaturgi (og i alle de romaner og spillefilm som har samme interne struktur), så udløser det en regn af kemiske belønningsstoffer i hjernen som gør at vi nyder at være seere til dem - om og om igen. 

Akvarelmaleriets mysterier (4) - om kreative restriktioner - og Klee og Nolde

Når man maler akvarel, må man hele tiden tjekke hvordan den farve der er i penslen, kommer til at se ud - ved at man laver pensel-farve-prøver på et særligt ark inden man fører penslen med dens vandede farve over på selve billedet man er igang med.

   Når sådan et tjekke-farve-papir er nogenlunde fyldt, kan man få lyst til at male videre, som her:

Det var inspireret af en af de ting vores lærer på akvarelkurset ved Gardasøn, Bardur Jakupsson, flere gange understregede: På en akvarel, kan du altid male videre senere, hvis du synes.

   Så her er der tale om blending af det tilfældige som undermaling og så et lag-på-lag-malet natur motiv lagt oven på.

   Tja...!?

En anden ting Bardur flere gange fremhævede, var at et motiv jo ikke var noget man kun kunne male én gang - for alle. Et motiv blev aldrig slidt op.

   Han nævnte at mange store malere, som fx Monet, jo havde malet det samme motiv om og om igen: høstakke, åkander, en domkirke. Det samme med andre mestre som van Gogh og Degas.

   Så det råd har jeg også fulgt. Og malet safranbonden fra det foregående blogindlæg en gang til. 

Der var dels det med skægget som jeg ikke var tilfreds med i det oprindelige billede. Og der var også noget med skyggerne i den hvide turban og hans kaftan der var for (s)vage - og dermed ikke gav den dybde i billedet som jeg ønskede. Endelig var der noget med selv ansigtet. Det var fladt.

   Det hele var for fladt!  

På den igen. Krøllet skæg, runde kinder og mørkere skygger.

   Her er den nye version:

Klart bedre, synes jeg. Der er kommet mere dybde i figuren og i hans klædning. Læg mærke til de helt lyse områder i kinder og pande og hænder. De blev friholdt fra starten. Det var planlagt.

   Og hvor skal man dog planlægge. Og begrænse sig!

En anden ting Bardur fremhævede, var at man ikke skulle gå efter et for stort billedformat. Selv malede han sine demonstrations-akvareller i kursusugen - enten i et postkortformat - eller i A4-format.

 

Kreative restriktioner er det der er tale om her.
   Småt er - eller kan være - godt. Og hvorfor male 20 forskellige motiver, når man kan lære mere af at male nogle få - flere gange.

Den første dag på kurset hvor jeg ikke var åben og meget lidt lydhør, gik det helt galt med de billeder jeg malede som var i fuldt A4-format. Jeg gik jeg ned til postkortformatet de følgende dage. Og så gik det pludselig bedre. 

   Først den næstsidste dag på kurset gik jeg igen op i A4-formatet. 

   Fiskerbådene og Oliventræerne er malet i A4-formatet, de tre byhuse og sømotivet med hjuldamperen, er malet i postkortformatet. De kan finde dem på de første to indlæg om akvarelmaleriets mysterier.

   Og med vor ven safranbonden er vi igen oppe i A4.

Her et par andre af mine akvareller fra Gardasøen - malet i postkortformat:

Ikke "penneprøver" men "penselprøver".

Med akvarel i postkortformatet har man ellers nok kreative giganter at se op til. 

   Fx Emil Nolde, som nazisterne forbød at male sine "entartede" billeder. Han trodsede dem i hemmelighed og malede under krigen nogle enestående akvareller, de såkaldte "umalede billeder". Her ser man virkelig den positive effekt af kreative restriktioner:

Her er historien fortalt af hans amden kone Jolanthe - citat fra http://www.handprint.com/HP/WCL/artist46.html: 

Nolde owned a large stock of slightly absorbent Japanese papers, in a variety of weights from thin to very heavy, which permitted him a range of wash effects similar to those possible with hot pressed papers. Jolanthe Nolde described how he cut irregular smaller rectangles by hand from the large sheets, and kept 17 separate premixed colors always ready in small aluminum cups, each cup with its own watercolor brush, the tufts bent from resting continually in the cups. He charged the surface of the paper with juicy layers of paint, the brushes so saturated that drops occasionally fell by accident into the work. Paints tended to diffuse through the paper, producing fuzzy edges, puddles, backruns and dense wet in wet color mixing. Subsequent layers would sometimes bead up, repelled by the accumulated layers of gum arabic underneath, making the colors appear to be sprayed on. The resulting images are conjured from dark, muted mixtures shot through with flashes of intense pure color — somber, turbulent, and sometimes menacing or poignant.

Også en mester som Klee malede og tegnede en masse små billeder, som netop i kraft af deres lidenhed, virker ekstra stærkt. Heraf rigtig mange i akvarel:

Hvilken fryd og fornøjelse - og inspiration.

Der er en udstilling på Louisiana som jeg og fruen må op og se: Klee og Cobra-malerne.

(fortsættelse følger)

Akvarelmaleriets mysterier (3) - om at male hvidt uden at male - og flere æstetiske principper

En af de overaskende og fascinerende teknikker ved at male med akvarel, er for mig dette at hvis noget skal være hvidt i billedet, så skal man lade det stå som et umalet udsnit i motivet - og altså male uden om det "hvide".

   Det var noget vore akvarellærer Bardur Jakupsson kom kort ind på - typisk i forbindelse med at male skibsskrog. Når man startede billedet med at male lavering - dvs. gav en jævn tynd grundmaling til det område som fx skulle ende med at være sø, så skulle man huske at lade nogle felter af papiret stå urørte (=hvide) til de skibe man ønskede skulle ligge på søen i det færdige billede. 

  Jeg husker nogle få  af de andre kursusdeltageres billeder hvor det var udnyttet meget effektivt, fx at lade striber i himlen eller i vandet stå helt hvide. Og selv udnyttede jeg det i de to billeder jeg viste i først kapitel af "akvarelmaleriets mysterier": noget af sejlene i de gamle fiskerskibe i det ene billede - og hjuldamperen i det andet.

  Bardur understregede også flere gange at det nærmest var "flovt" hvis man brugt dækkende zinkhvidt når man malede akvarel. 

Efter hjemkomsten fra kurset ved Gardasøen så jeg i Informaton fra den 4. oktober en artikel der var ledsaget af et meget flot foto af en delvist hvidklædt afghansk mand med skæg og turban. Rubrikken lød: "Farvel til valmuerne". Og manchetten fortalte vinklen:

Khan Mohammed har udskiftet valmuer med safran. Men mange andre bønder tør ikke opgive opiumproduktionen, som Taleban har sat sig tungt på.

Det var Charlotte Aagaard der både havde skrevet artiklen og fotograferet illustrationen. 

     Fotoet var af denne positive rollemodel, safrandyrkeren Khan Mohammed, som artiklen fortalt om. Og det var bemærkelsesværdigt  smukt, en statelig, nærmest heroisk figur, på baggrund af en klar blå-hvid himmel, stående blandt rødbrune klipper og med grønne marker i baggrunden. 

   Det der slog mig ved motivet, var at der var så meget hvidt i hans tøj og hans turban. Og at sollyset var skarpt. Solen stod ikke højt på himlen, kunne man se af de markante skyggeområder. God fotograf, tænkte jeg umiddelbart da jeg så det.

Kunne jeg male det motiv og udnytte den teknik med at alt det hvide skulle fremtræde som umalede felter hvor papiret "skinnede" råt igennem, så ville det være et fremskridt for mig - også fordi vi stort set ikke malede mennesker den uge vi var på kursus.

   Jeg kastede mig ud i det - et øjeblik i tvivl om det var "fint" nok at male efter et fotografi. Men kom i tanker om David Hockney og mange andre som har gjort det, så hvorfor skulle et fotografi være "dårligere" at male efter, end hvis det var et stykke ikke medieformidlet virkelighed jeg brugte som motiv?
   Her er resultatet:

   "Forbilledet" kan man se på http://www.information.dk/281171 . I avisversionen var det oprindelige foto beskåret stort set som i min version.

Der er jo ikke meget der er flydt ud i hinanden her, og jeg har tegnet motivet i detaljer inden jeg begynde at lægge farver på.
   Til gengæld er der brugt lag-på-lag-teknikken, og for det meste flere lag end de tre som Bardur anbefalede at man begrænsede sig til - både i vesten som Khan Mohammed har på, i klipperne, i himlen og i det grønne buskads. Kun i den hvide kjortel og turbanen er der brugt et enkelt eller et par lag.

  Det jeg er mest utilfreds med, er skægget. Det var i virkeligheden (=fotoet) krøllet, ret vildt og ufriseret.
   Her kom min manglende tekniske og håndværksmæssige kunnen virkelig til kort.

  Til gengæld er jeg lidt stolt af at skyggen i ansigtet er skabt ved at lægge et meget tyndt lag lysviolet over den hudfarvede lavering som jeg startede med at give ansigt og hænder.

  Der er dog ikke meget "bondeagtigt" over min version af Khan Mohammed. Jeg får nærmest diffuse associationer til en uspecificeret "hellig mand".

De tre æstetiske principper som jeg med afsæt i V.S. Ramachandrans bog "The Tell-Tale Brain" gennemgik i det foregående blogindlæg om "akvarelmaleriets mysterier", har ikke været fremtrædende her: Der er ikke udnyttet markante overdrivelser, billedet trækker ikke markant på borte-tit-princippet (bortset fra lag på lag-teknikken), og princippet om at undgå tilfældigheder som ikke er det, har heller ikke præget billedet.

    Ganske vist står figuren ikke helt i den lodrette symmetriakse (som den gør i fotoet som man kan se på nettet), og horisonten ligger en smule under den vandrette symmetriakse. Men det er nok alligevel netop denne "i centrum"-placering - kombineret med at figuren er taget fra en kameravinkel under øjenhøjde - nedefra og op - der giver en lidt "hellig-mand" aura til figuren, tror jeg. 

Men der var 6 andre æstetiske principper som Ramchandran oplistede i sin bog: gruppering, kontrast, isolation, ordentlighed, symmetri, metafor. Kan nogen af dem have ligget under og været æstetisk styrende for dele af min akvarel (og for foto-forbilledet i Information)?

   

"Grupperings-princippet" går ud på at der er en tilfredsstillelse i at opleve at adskilte farver eller former hører sammen i en gruppe - en gestalt. Oplevelsen af at noget på den måde "matcher" noget andet, giver en måske minimal aha-oplevelse, siger han.  

   I min akvarel er det nok det princip der er giver billedet en vis stil: lag på lag-teknikken går igen og kan genkendes i de forskellige farvede felter: klipper, det grønne buskads, himlen: alle går lagene fra lyst til mørkt fra midten af billedet og ud til kanten. 

"Kontrast-princippet" siger at for at kunne forstå og skelne noget og nyde det æstetisk, så må elementer stå i kontrast til hinanden. Former kan være i kontrast, farver kan være i kontrast, lys og mørke kan være i kontrast. Uden kontraster flyder alt sammen og kan ikke gøres til genstand for æstetisk oplevelse. 

   I akvarellen står de forskellige farvede felter klart i kontrast til hinanden, både i kraft af markant forskelige farver og i kraft af lys-mørke modsætningen. Ikke mindst i selve figuren fremstår kontrasten mellem den mørke vest og den hvide kjortel og turban som en vigtig del af fornøjelsen ved motivet. 

"Isolationsprincippet" kunne også hedde "forenklingsprincippet". Det indebærer at man må isolere og forenkler (og dermed fjerne forstyrrende information og signaler) - for så meget desto stærkere at kunne nyde æstetiske overdrivelser, overraskelser og kontraster i form og farve. 

   Sammenligner man min akvarel med originalfotografiet, er det klart at jeg har isoleret og forenklet fra en masse forstyrrende detaljer. Maleriet er blevet mere "abstrakt" end fotoet, kan man sige. Den grundlæggende charme ved en akvarel, er, vil mange hævde, dens skitse-agtige udseende hvor en masse former og farver kun er antydet. Derfor kan en skitse-tegning i sort-hvid også ofte opleves som mere intens end det gennemarbejdede maleri af det samme motiv.

"Orden i sagerne-princippet" indebærer at vi nyder når der visuelt er orden og konsekvens i motivet, og at den orden vi oplever, er i overensstemmelse med vores forventninger: Vi forventer at horisonten i et billede er parallel med billedets kant, at ensartede figurer der ses på samme afstand, fremstilles som lige store, at der er en form for ligevægt mellem højre og venstre side af et billede, og at former bliver mindre og farver lysere jo længere væk i billedet de befinder sig. Til orden i sagerne-princippet hører også mønstre og rytmer hvor motiver og temaer gentages. Orden-i-sagerne princippet er en forudsætning for at overraskelses- og overdrivelsesprincippet fungerer så meget desto stærkere.
   Akvarellens forskellige elementer lever gennemgående op til orden i sagerne-princippet. Især kan man måske notere dette at fordelingen af lys og skygge er styret af en enkelt ikke synlig lyskilde fra højre, og at himlen bliver lysere jo nærmere horisonten. Det giver billedet ro (og kedelighed).

"Symmetri-princippet" indebærer at vi oplever noget som smukt, harmonisk og tilfredsstillende når det spejler sig i hinanden omkring en lodret eller vandret symmetri-akse. Symmetriprincippet fungerer biologisk som signal for sundhed. Og socialpsyklologisk og sociologisk som udtryk for magt og overblik. Det er beslægtet med orden i sagerne-princippet, og står som det i modsætning til overraskelses- og overdrivelsesprincippet og til afsky ved "tilfældigheder" som ikke er det-princippet. 

   Som nævnt ovenfor har den tilnærmede symmetri i akvarellen (og endnu mere i fotoet) en effekt. På den ene side gør det billedet lidt kedeligt, og på den anden side lidt "højtideligt" og "helligt".

"Metafor- og metonym-principperne" er æstetiske principper hvor fornøjelsen ligger i at noget - "kilden" - leverer ''optik" til at se og forstå noget andet - "målet" - igennem, altså det jeg har været inde på mange gange i forbindelse med teorien om konceptuel blending og konceptuel metaforteori..

   Safrandyrkeren Khan Mohammed i både akvarel og fotografi er metonym - en del der står for og illustrerer en helhed, nemlig den positive udvikling i Afghanistan hvor der sker et skift fra opiumvalmuedyrkning (udnyttet af Taleban) og til dyrkning af det sjældne og dyre krydderi safran.

   Kan man også se billedet af ham som en metafor. Tja...?
   Det at jeg selv får indtrykket af at figuren i akvarellen snarere fremstår som en hellig mand fra en fjern fortid end en bonde fra nutidens Afghanistan, peger jo på en "læsning" af motivet i en slags overført - metaforisk - betydning. 

For alle sine ni æstetiske lovmæssigheder kan V. S. Ramachandran sandsynliggøre dels at de alle kan forklares som nogen der har givet mennesket evolutionære fordele i artens overlevelseskamp, og dels at hver af dem  korresponderer med særskilte neurologiske funktioner i hjernen. 

   Kendskabet til principperne gør at jeg kan sætte ord på kvaliteter i de store kunstneres værker jeg i forskellige blogindlæg tidligere har skrevet om som særligt kreative.

Selv om min egen akvarel jo bestemt ikke hører til i den klasse og på mange måder er ubehjælpsom og amatørisk, så har oplistningen og beskrivelsen af principperne også givet mig en lidt bedre forståelse for hvad det er jeg har gang i - i akvarellen af safrandyrkeren fra Afghanistan.

(fortsættelse følger http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-4-om.html)