Den tændte HC Andersen - noget om digterens eventyrblanding i anledning af fundet af 'Tællelyset'

Ingen kan vist være i tvivl om at H. C. Andersen tilhører kategorien 'den særligt kreativ personlighed'.

    Jeg har skrevet om mange af slagsen på denne blog de sidste par år. Et af de tilbagevendende kendetegn er familiemæssige tab og afsavn i barndommen, mobning eller det der ligner i skoletiden, oplevelsen af at være fremmedgjort og afviger i sit miljø, et rigt fantasiliv som indre mental kompensation for ydre modstand, og støtte af mentorer undervejs.

   Og det kreative output - hvad enten det er maleri, litteratur, journalistik eller forskning vi taler om - er et produkt af grænseoverskridende mental aktivitet der integrerer og komprimerer elementer fra to eller flere ellers skarpt adskilte konceptuelle rum. Det der videnskabeligt kaldes "konceptuel blending".

   H.C. Andersen var som 'særligt kreativ personlighed' nærmest en prototype - så sær og mærkelig og speciel og genial, at hans eventyr er blevet globalt grænseoverskridende kendt - og oversat til over 100 sprog.

   Simpelthen langtidsholdbar verdenslitteratur i klassikernes superliga.

 

Derfor var det en stor sensation igår da Politiken på forsiden bragte historien om et meget tidligt H.C. Andersen eventyr, hidtil helt ukendt, som var blevet fundet i bunden af en af Fyns landsarkivs arkivkasser - af en lokalhistoriker.

   Nyheden gik også verden rundt i løbet af et døgn.

   Her kan du læse eventyret:

http://politiken.dk/kultur/kultur620px/ECE1840771/hc-andersens-foerste-eventyr-taellelyset/

Eventyret er efter alle eksperters udsagn at dømme skrevet på et tidspunkt hvor H.C. Andersen gik i en hadet skole i Slagelse og blev mobbet både af kammerater og af sin skoleleder Meisling. Og han havde fået forbud mod at "digte". Han var ked af det, deprimeret og drømte sig - må man forestille sig - tilbage til barndommens by og besøgene hos genboen, den unge præsteenke Madam Bunkeflod.

   Han har været omkring 18-19 år gammel da han digtede eventyret, der altså er skrevet mindst 10 år før hans første "rigtige" eventyr udkom i 1935, den genre der gjorde ham verdensberømt. Og 4-5 år efter han forlod Odense og - som 14 årig - rejste til København på egen hånd.

Lige en repetition af et par skæbne-grundlæggende biografisk oplysninger om digterens barndom: Faderen døde 1816 da Hans Christian var 11 år. Moderen var analfabet, og giftede sig igen 2 år efter. Og Hans Cristian fik sig dermed en af det klassiske folkeeventyrs sted-forældre: Ikke en stedmor, men en stedfar.

Det nyfundne eventyr har titlen "Tællelyset".  

   Det er en kort og skabelonagtig fortælling. Men skabelonen kan man så i bakspejlet se har været i den grad slidstærk og kunnet anvendes igen og igen af eventyrdigteren: en moralsk-filosofisk opbyggelig historier, fortalt gennem personifikation af ting og sager - eller af dyr som i "Den grimme ælling": "Toppen og bolden", "Hyrdinden og tinsoldaten". "Thepotten", "Grantræet", m.fl.

    Handlingen er enkel: Hovedpersonen er et tællelys der bliver "født" ud af fåretalgen i en ophedet gryde, bliver håndteret og behandlet ilde i lang tid uden at blive brugt til sit egentlige formål, indtil fyrtøjet kommer ind i billedet og tænder det, så det derved endelig får mulighed for at udfolde sit (op)lysende potentiale og realisere sig selv.

Hvordan er blandingen så? Hvad er opskriften?

   Vi skal forstå historien om de to ting - et tællelys og et fyrtøj - i overført betydning, ligesom en metafor: mennesker ses gennem tingenes optik.

   Men selve grundhandlingen på historien "overflade" forstår vi også i dag - og til alle tider: et lys bliver tændt med en tændstik.

   Det er fidusen sådan rent formidlingsmæssigt: Der er sprogligt set tale om såkaldt 'basic-level-kategorier' som kan aktivere vores spejlneuroner - og dermed med direkte adgang til vores følelser: Vi kan se det for os med det samme, vi kan tegne historiens centrale vendepunkt-scene. Og ved vi det mindste om hvordan lys produceres på gammeldags vis, så kan vi også tegne den situation og se den for os: "fødslen" i historiens start.

Det var altså to lag i mixet - som i alle moralske fabler og opdragende lignelser. X (= tingene, dyrene) skal ses som Y (= menneskene og deres indbyrdes relationer). Fidusen er forenklingen fra det abstrakte og uanskuelige, til det konkrete og genkendelige.

Men så kan vi også zoome ind på det tredje lag i blandingen, et lag som også findes i en lang række af H.C. Andersens andre eventyr, nemlig det privat-personlige lag.

   De almindelige folkeeventyr og dyrefabler  indeholder typisk højst to lag der blendes: historiens overflade-plot og udvalgte karakterer,("Der var en gang..."). (...). "De levede lykkeligt")  og så et underliggende mentalt psykodynamisk regnskab der gennemspilles, så de gode belønnes og de onde straffes, som i Askepot eller Tornerose.

   Heroverfor står Andersens "kunsteventyr" der meget ofte har mindst et tredje lag i blandingen. Han  bruger eventyret til (selv)refleksion - over egen skæbne og rolle i forhold til de sociale omgivelser og ligefrem til nemt dechifrerbare budskaber til personer som har hjulpet ham - eller såret ham i hans liv og forfatterkarrierer.

 

I det her tilfælde er eventyret adresseret som en gave til en genbo i Odense, en tidlig mentor og velgører, madam Bunkeflod, som var præsteenke og havde en stor bogsamling som teenagerdrengen Andersen havde fri adgang til. Hun havde en søn på alder med Hans Christian, som druknede som 11 årig. Hans Christian læste op for enken da hun fik stær.

   Det er ikke svært at forestille sig at han kom til at kompensere hendes savn af sønnen, og at hun blev noget i retning af en eventyrets 'femor' for ham.

   Så eventyret "Tællelyset" kan altså også forstås efter formlen "tællelys = Hans Christian" og "fyrtøj = Madam Bunkeflod".

   Lidt research viser at Hans Christian allerede i en tidlig alder hvor han kom i hendes hjem, har begavet hende med et selvlavet kreativt produkt: en nålepude:

Nålepude syet af H.C. Andersen til genboen den unge præsteenke Madam Bunkeflod ca. 1816. Madam Bunkeflod boede med sine børn overfor H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense. Nålepuden var en fødselsdagsgave fra Hans Christian.

Men der er endnu et lag i dette kreative 'blend' som Torben Brostrøm skarpsindigt og kreativt udlægger i sin artikel i Information i dag under rubrikken "Det unge lys Andersen" - et lag der udtrykker det som ellers er tabubelagt: sexualiteten - og et lag som Hans Christian sandsynligvis er helt ubevidst om:

Men fortællingen frigør sig allegorisk til en almengyldig lære om betydningen af at møde forståelse og klarsyn trods modstand fra uforstand, uvilje og ligegyldighed hos omverdenen. Den lader sig let læse som et møde med kærligheden, understreget af tekstens kønslige metaforik, indledt af en fødselsskildring.

   Vuggen er en flammevarm gryde, hvorfra lyset glider ud, skinnende hvidt og slankt. Et hvidt får var lysets mor og en smeltegryde dets far. Den noget anstrengte animisme føres videre til ’verden’, som kun er optaget af sig selv og tager forkert på lyset med sorte fingre og sætter pletter på den rene uskyldsfarve.

   Lyset har svært ved at skelne rent fra urent, men bevarer et ufordærvet indre. Forladt af både de onde og de ængstelige gode havner lyset i meningsløsheden i et liv til ingen nytte. Og som det værste: måske havde lyset sværtet de velmenende i sin omgang med dem. Det er en fin beskrivelse at et menneskes krise i en oplevelse af det absurde gennem en noget omstændeligt repeterende analyse af en depression.

   Der er ikke sparet på tilliden til lysets nytændte evner og oplysning af omgivelserne. Lyset har fundet sin mission, sin vej til sandheden. Morsom er understregningen af, at de to parter ikke blot udtrykker en legemlig formæling, men også deres åndelige udbytte. Denne forsikring må med til slut, både af ideal overbevisning og sagtens ud fra den skrivendes fornemmelse af at have vovet sig langt frem med en detaljeret henrykkelse over fysiske omstændigheder og lysets legemspragt.

   En psykoanalyse kunne få nok at gøre. Men skam få den, som tænker ilde om den sproglige uskyld, der lyser gennem teksten og dens pligtmæssige moralisme. Inciterende er netop blandingen af forudviden og drøm, traditionsbunden kunnen og normbrydende selvfølelse, et tidligt kendskab til livets risiko, dets mange faldgruber. Ængstelse og eventyrligt mod, en stærk selvtillid, der indeholder sin modsætning af fortvivlelse er i al enkelhed det moderne ved digterspiren Andersen, som gør folkeeventyrets og fablens skabeloner så lysende personlige.

I min dansk-studietid på KU var Torben Brostrøm, der anmeldte litteratur i Infomation, en af min helt store helte og forbilleder som litteraturanalytiker og -formidler. Og han kan godt nok stadigvæk analysere så alle andre får baghjul.

   Politiken bringer i dag kommentarer af tre 'Kloge-Åger' som alle er ret negative og nedladende. Rubrikkerne lyder: "Umodent, sentimentalt, bagatelagtigt", "Kunne være skrevet af ethvert begavet barn", Pædagogisk, så det er til at brække sig over".

   Jeg kan til gengæld godt få lidt kvalme - i overført betydning - ved disse 'Kloge Åger'´s moraliserende æstetiske framing - evnetyret vurderet i et mentalt bakspejl.

Brostrøm udnytter i sin artikel den kreative mulighed for at frame prospektivt - istedet for retrospektivt.

   Den unge Andersen er ved at lære - hans indre  mentale stavblender er under kraftig udvikling. Men konstruktionsprincipperne for blandingsproduktet som viste sig i den grad langtidsholdbare, er allerede på plads på det her tidlige tidspunkt.

   Og i de senere samlinger af eventyr er der både nogle "store og dybe" - og nogle der er mere "bagatelagtige". Havde Andersen puttet "Tælllelyset" ind i en af eventyrsamlingerne, så var der ingen der havde løfte et øjenbryn - endsige en æstetisk moraliserende finger.

De klager alle over det primitive sprog og den manglende humor. Jeg er helt uenig.  

   Grundhumoren ligger jo i personifikationen af tingene, og den deler dette eventyr med alle de senere eventyr, skåret over samme allegoriske læst og bærende ide.

Erik Skyum-Nielsen lufter i sin kommentar en mistanke som også er forklaringen på at der går et par måneder fra opdagelsen af manuskriptet - som angiveligt er en afskrift - til offentliggørelsen af nyheden, nemlig spørgsmålet om der kan være tale om et falskneri. "Den mistanke er jeg stadig ikke helt fri for", skriver han.

   Samme tanke strejfede mig også igår da jeg læste teksten i sin helhed. Vi har ført haft spektakulære sager om skrevne falsknerier. 

   Tænk bare på skandalen omkring "Hitlers dagbøger" fra 1983 hvor det vesttyske journalistiske magasin 'Stern' offentliggjorde uddrag af - angiveligt - Hitlers private dagbøger, som man havde betalt 9 millioner for. 

    Og så sent som i år var der en lignende skandale i Norge. Kristeligt Dagblad bragte i foråret en artikel der i manchetten fortalte: "Norsk tv-instruktør er anklaget for at forfalske skrifter fra Knut Hamsun og Henrik Ibsen. Selv erklærer han sig uskyldig. Sagen har skærpet kravene til verificering."

   I disse tilfælde er der penge involveret - mange penge. Og det synes ikke at være tilfældet med H.C. Andersens ungdomsværk her.

Men muligheden foreligger stadig for at eventyrteksten er det man i film- og tv-sammenhæng ville kalde en "mocumentary" - som laves som en blanding af sjov og alvor - for at vise hvor let vi - både menigmand og eksperter - lader os narre ud fra ligheder i indhold, form og udtryk og fantasier om hvor spændende det kunne være hvis historien var sand.

   I princippet er det samme ide som ligger bag konstruktionen af gode aprilsnarre som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Time will show!

Hvorfor jeg er vild med "Vild med dans" - og andre udviklingshistorie-formater i reality-tv

En rose er en rose er en rose.
   Sådan har jeg det med tv-formatet VILD MED DANS. 

   Jeg kan ikke huske hvornår første-udgaven kom på dansk TV 2. Men fra starten syntes jeg det var et godt - og ikke mindst - holdbart koncept.

   Og først og fremmest: Som forholdsvis almindelig tv-seer og -nyder (der er langt mellem snapsene), så følte jeg mig rimeligt underholdt og stimuleret på en måde som også en god film kan gøre det.
   Ellers er de fleste reality-formater ikke noget for mig, når jeg først har knækket "koden" og fundet ud af hvad plottet egentlig går ud på.

For mig er der ingen tvivl om at der findes en forholdsvis universel formel for fortællingers strutkur, indhold og forløb, som har en særlig stor "impact" i forhold til vores kognitive og emotionelle modtagesystem i hjernen, og som udgør en slags grundformel for vores fantasis selvforståelse:

   Den hedder myten eller eventyret om et menneske der starter fra næsten nul, møder en rædsom mængde modstand og lidelse, alligevel tager kampen op,  og - ved historiens slut - i kraft af personlige egenskaber - vinder ære og anseelse, evigt liv, den store kærlighed, fantastisk rigdom og magt - prinsessen og det halve kongerige, en toppost i gudeverdenen. 

   You name it!

Tro mig, det er ikke franske nyebølgefilm vi taler om. Det er snarer "Baronessen fra benzintanken" og "De røde heste". Men det er også Harry Potter, H.C. Andersen som grim ælling, Alice i eventyrland, Pretty Woman, Nora fra Et Dukkehjem. 

   Det er alle - formuleret så bredt jeg kan - udviklingshistorier. 

   Udviklingshistorier er universelle og findes i næsten alle kulturer. Det at begynde som køkkenpige og blive dronning til sidst. Det at starte som avisdreng og ende med at blive millionær. Det at vær en fattig halvsvensk indvandredreng på Bornholm og slutte som: Pelle Erobreren.

   Udviklingshistorier ender ikke altid lykkeligt. Kærligheden vågner, vokser og udvikles til et næsten klimaks, men kløften mellem familierne er uoverstigelig. En tragedie!

Udviklingshistorien er formlen for den slags reality-tv jeg godt kan lide at se. Og der er som med alt andet reality-tv tale om konceptuel blending - et mix af realitet og fantasi, af fakta og fiktion.
   Det er "unscripted drama", som en amerikansk producer har navngivet disse formater for nogle år siden.

   

En engelsk relisty-serie  for nogle år siden hed "Faking It".

    Den første udsendelse i serien handlede om en punk-sanger og -musiker (i den grad uudannet arbejderklasse-baggrund), som bliver udvalgt til forsøgsperson: Han skal i løbet af en måned oplæres  og udvikle sig til kvalificeret ung dirigent - der har lært sig nok - og altså udviklet sig - så han kan klare sig i konkurrence med seriøst uddannede unge håbefulde klassiske dirigenter.    

   Og det lykkes. Med råd og vejledning fra et par ældre mentorer! Han bliver nr. 2 i konkurrencen. 

Det var svært ikke at holde en tåre tilbage i klimaks - især når man så mor og søster blandt publikum til konkurrence-koncerten reagere på at han gennemførte opgaven til - ikke bare bestået, men til næsten-vinder.

   

Formatet "Sporløs" hører til samme kategori. 

   Et format der i sin interne struktur indeholder mytens og eventyrets skabelon. Udgangspunkt: Det totale tab af identitet (Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra?)hos et frustreret almindeligt menneske, som  ved hjælp fra en mentor og med emotionelle ups and downs - opnår den eventyrlige slutposition: Jeg har en far, en mor, en familie - som er biologisk forbundet med mig, og som jeg stammer fra.

  A dream come true!

Det er den grundskabelon som gør at jeg - trods hvad jeg ellers som professionel tv-analytiker og programdoktor kan have af indvendinger - år efter år - ender med at hænge på serien "Vild med dans". Ikke lige de allerførste programmer, men sådan en tredjedel inde i forløbet. Så er det interessant. 

   Vi oplever som seere at kreative og højt kvalificerede mennesker (bare ikke i dansekunst), ved hjælp af en mentor - en professionel dansepartner - udnytter deres personlige ressourcer til at skifte domæne.  Fra et udgangspunkt som rene amatører på området "dans" udvikler hovedpersonerne sig på utrolig kort tid kropsligt og mentalt til et punkt hvor de (måske og måske ikke) når næste omgang. Frem til et seriemæssigt klimaks. 

Fruen og jeg er enige om at vi begge gerne vil se "Vild med dans". Vi fulgte også med stor - måske endnu større - fornøjelse den lidt mere kulturelitære "Maestro"-serie på DR 2. Hun overtalte mig til at se med første gang, men så var også jeg på. Og Søs Egelind skulle måske overveje at skifte fra skuespilleriet på en scene til dirigentpodiet for et klassisk symfoniorkester.

   Fruen står af ved X-Factor, men jeg står på når først freak- og talent-udskilningsdelen er overstået, og programmet begynder at gå "live" - med deltagerne på en scene med et publikum.

Men for mig at se handler det "inderste inde" om følgende: Vi har som mennesker en mental - kognitiv og emotionel - matrice i hjerne og krop som når sindet finder et oplevelses-match i den slags reality-programmers dramaturgi (og i alle de romaner og spillefilm som har samme interne struktur), så udløser det en regn af kemiske belønningsstoffer i hjernen som gør at vi nyder at være seere til dem - om og om igen. 

"Find Holger" - når myterne forfører journalisterne og deres publikum

Jeg har i flere tidligere indlæg beskrevet hvordan det forstærker oplevelsen af en fortælling på film, hvis der er "en fortælling i fortællingen" som henter stof fra myter, sagn og eventyr eller fra andre populære og udbredte fiktioner fra fortid og samtid. Det betyder nemlig at filmen får dobbelt impact og scorer "oplevelsepoint" på to planer: Overflade-historien kan opleves både i sig selv, men kan også ses og opleves gennem den fantasiudløsende og følelsesforstærkende optik som den underliggende universelle historie tilbyder.

   For nu lige at give nogle klare eksempler: "Pretty Woman" har Askepothistorien som en sådan underliggende "story-frame", 'Gøgereden' har Jesus-myten og 'Drabet' har Ikaros-myten. Man kan sige at på overfladen realistiske film derigennem får en fantacy-dimension der hjælper historien til nemmere at få kontakt med publikums følelsesliv.

Det er forklaringen på at der i den forgangne uge gik både lemminge-effekt og journalistisk selvsving i medierne. "Find Holger" var rubrikken i en lang række aviser.

   De unge og yngre journalister har enten selv som barn læst "Holger"-bøgerne med den fælles titel "Hvor er Holger", eller de har læst dem sammen med deres børn. Så de tænder helt automatisk.

   Forfatteren er engelsk, Martin Hanford,  og Holgers navn i de engelske bøger er Wally. Wikipedia skriver:

In 1986, Handford was asked to draw a character with peculiar features. After much thinking, he came up with the idea of "Wally", a world traveller and time travel aficionado who always dresses in red and white.Wally was joined on most of his travels by a girlfriend who wore clothes with the same colours as Wally's, and by an evil character named Odlaw (Waldo spelled backwards) who dresses in yellow and black.

    Handford became a minor celebrity with the success of Where's Wally?. The Where's Wally? trademark sold in 28 different countries. Beginning in 1987, Handford produced a total of six "classic" Where's Wally? books, but his character was branched out into other products, such as notebooks, pillows, posters, video games and many others. There was even a syndicated comic strip as well as an animated TV series.

Så alene navnet, Holger på den lille dreng der bliver væk fra sin mor i en nordjysk kliplantage, bliver eftersøgt en hel dag og en helt nat, og genfundet i live og uskadt 24 timer efter sin forsvinden, åbner op for de kreative erindringssluser hos journalisterne. Hele klaviaturet af fiktionsfantasier aktiveres og får frit løb til at blende sig med virkeligheden. Journalistisk set en eksplosiv blanding!

   Puf! Knald! Bang! Det samlede journalistkorps mister jordforbindelsen og bruser op som et helt landskab af geysere.

Jeg husker ikke en lignende tsunami-dækning fra tidligere historier hvor børn er blevet væk og fundet igen. Historien blev også bragt i internationale medier fra fjerne lande. Sådan indledes den på CNN´s hjemmeside:

(CNN) -- It started out as a typical spat between a mother and child, the kind parents and kids around the world have thousands of times every day: Holger Kragh wanted to take his coat off during a walk in the woods. His mother wouldn't let him. The 3-year-old stormed off -- and vanished.         

http://edition.cnn.com/2011/WORLD/europe/03/28/denmark.missing.child/?hpt=T2

Politiken har haft lidt fine fornemmelser og har været tilbageholdende i sin dækning. Men min avis ender med at anskue historien med samme distancerende frame - den dramaturgiske - som jeg selv har gjort i ugens løb.

   I går på forsiden af kultursektionen under rubrikken "Holger i Eventyrland", dokumenterer avisen i billeder og faser at historien følger berettermodellen. 

   Indledningsvis sammenfattes historien:

Findes der den perfekte historie? Det perfekte eventyr?

   Tja, hvad med en fortælling om en lille dreng med ildrødt hår? En dreng, der trodser sine forældre og går sine egene veje i vrede. Klædt i en omvendt dynejakke, vandrer han alene ud i den mørke skov.

   Forældrene fortvivles, hjemegnen søger efter ham og tror han er død. Men pludselig efter præcis et døgn, dukker han op i et skovbryn mellem høje træer, hvor en rytter til hest har fundet ham.

   Drengen burde være døden nær efter en nats vandring. Men den gæve fyr spiser bare et par chokoladestænger og drikker en tår cola.

   Det helt rigtige navn til sådan en helt: Holger.

Artiklen beretter at Ekstra Bladet og B.T.´s netaviser sprængte alle rekorder for hits, hhv. 1 og 1,5 millioner. Nordjyske Stifttidendes hjemmeside brød sammen.  

   Jakob Elkjær og Jens Lenler får to dramaturgiske eksperter, min sidekammerat i 4. mellem på Christianshavns Gymnasium i slutningen af 50-erne og min gamle kursuslegekammerat i Danmarks Radios Personalekursus i 80-erne, til give en forklaring ved at udlægge og perspektivere Holger-historien dramaturgisk.

   De får lov til at udlægge alle de under- og bagvedliggende fortælle-skabeloner der leverer emotionelle energier til overfladehistorien, og Politiken opsummerer:

Sagen trækker på hele den kulturelle bagage, vi mennesker har båret med os i generationer - lige fra Brødrene Grimms Eventyr til gotiske gysere, spillefilm og tv-dramaer. Historien om Holger er århundreders fiktioner der går i opfyldelse.

   Og derfor også en historie, som siger en masse om, hvilke fortællinger der fascinerer os mennesker. Ofte uden at vi selv ved det. 

Historien bliver også diskuteret i saunaen blandt mine morgenbader-venner.

   Den pensionerede psykiater som er en stor filmelsker og -kender får endnu dybere associationer end Politikens dramaturgiske eksperter: Det at moderen havde givet Holger hans vindjakke omvendt på, det er klart "en omvendt Ødipus", siger han. Det er ligesom i Lars von Triers sidste film 'Antikrist' hvor hvor barnet der dør mens forældrene har samleje, har fået deformerede klumpfødder fordi moderen systematisk har givet ham skoene omvendt på da han var lille.

   Drengens klumpfødder i filmen henviser så til Ødipusmyten hvor Ødipus får klumpfødder fordi faderen spigrede sønnens fødder til jorden da han var lille, for at han ikke skulle kunne vende tilbage og dræbe sin far når han blev voksen.

   Ødipus betyder 'klumpfod' på græsk, og hans far var blevet spået at hans søn ville slå ham ihjel.

"En omvendt Ødipus" er altså den mytologiske optik som min ven psykiateren ser Holgers historie igennem. I den optik er Holger flygtet for ikke at blive straffet af sin "onde mor" for sin trods, og hun har forsøgt at stække og deformere ham ved at give ham vindjakken omvendt på.

   Ifølge Freud er Ødipusmyten forbundet med drenges kastrationsangst. Da det kun er piger der bærer tøj der skal knappes på ryggen, så gør moderen altså - i overført betydning - Holger til en pige. (=kastration)!

   Voila! "En omvendt Ødipus".

Den ordblinde guldsmed - på finansloven: Torben Hardenberg

I bogen "Inspiration og kreativitet" er der også et interview-(selv)portræt af guldsmeden Torben Hardenberg, som jeg ikke kendte noget til. Navnet har jeg måske stødt på i aviserne, men da smykker ikke er noget der har interesseret mig, så har jeg heller ikke fæstnet mig ved ham og hvad han laver.

   Han fortæller at han er på finansloven, så han må være god.

Det der fænger mig ved selvportrættet, er hans oplevelser og erfaringer som barn og ung. Han er enebarn og ordblind, så alvorligt, at han stadig ikke kan læse som 60-årig. Han fortæller at han var et ønskebarn, og at han derfor slet ikke forstod hvorfor man i skolen og i relationerne uden for hjemmet ikke også så på ham med begejstring.

For mig er det drømmende barn grundlaget for det hele. Jeg forstod ikke, at verden derude, som var skolen og danseskolen, vendte ryggen til mig, når jeg kom. Jeg var jo stjerne! Det vidste jeg, for den tro havde jeg fået med hjemmefra. Der var mange ting jeg ikke kunne, men mine forældre gav mig en tro på, at jeg var en kongesøn. Når jeg havde bygget et kongeslot af byggeklodser på det enorme spisebord, fik det lov til at blive stående i tre dage.

Moderen var bekymret og sagde til ham: "Hvad skal der dog blive af dig. Du kan jo ikke en gang blive gadefejer, for du kan ikke læse vejskiltene. Vinduespudser kan du heller ikke blive, for du kan ikke læse dørskiltene. " Hun sagde at han nok endte på Himmelekspressen hvis han ikke tog sig sammen i skolen. Torben Hardenberg fortæller:

Du kan ikke en gang blive gadefejer! gik hen og blev det mest spændende mantra, jeg har fået i mit liv. Men selvfølgelig skabte det også en angst i mig, og den har jeg fortsat omkring økonomi. Nu ender jeg aldrig på Himmelekspressen, for ved et trylleslag er jeg kommet på finansloven, så nu er min husleje sikret. Og jeg sidder her i mit private skatkammer af barokmøbler.

Faderen læste en masse historier og eventyr op for ham, da han jo ikke selv kunne læse. Og tog ham med på en masse museumsbesøg. Stof for fantasier. Da han blev ældre, var hans yndlingshistorie Karen Blixens "Det drømmende barn", fortæller han.

   Han drømte selv om at blive guldsmed, men blev fem gange fyret fra sine lærepladser. Gennem faderens forbindelser endte han med at få læreplads hos en guldsmed hvor han og mester holdt hinanden ud lærtiden ud. Men hans mester sagde til ham da han var udlært, at han var "den frygteligste lærling" han "nogensinde havde haft". Torben Hardenbergs forklaring:

For jeg levede ikke op til hans behov for effektivitet og målrettehed. Han så mig ikke som det jeg i virkeligheden var: en spirende kunstner, der legede sig til resultaterne. 

Og senere sammenfatter han:

Ifølge Karen Blixen, skal du jo tackle de minusser, der er i dit liv, med et: Hvis fanden griner til dig, skal du vende dig om og grine tilbage. Dét er inspiration.

Torben Hardenberg er en kunstner der er utroligt ambitiøs med sit arbejde, og som stimuleres ved at møde modstand, men som samtidig hele tiden - umætteligt - angler efter anerkendelse. Og derfor er utroligt glad når han får den, fx. i form af et ridderkors.

   Han fortæller om sit forhold til det der er "negativt":

Jeg bliver også inspireret af det der er negativt. Af folk, som jeg ikke synes gør tingene helt, som jeg forventer. Af det godes kamp mod det onde. Derfor føler jeg mig måske også indimellem draget af negative oplevelser, for eksempel ved at tilbringe tid med folk, jeg synes er for omstændeligt, eller for lidt generøse, for der lærer jeg rigtig meget og bliver inspireret til at gøre tingene bedre - til at yde mit bedste. De negative personer i mit venne-galleri inspirerer mig også. Jeg bruger dem som stemmegafler, for at kunne ramme de toner jeg skal spille.

Igen en flot metafor fører til skift af frame og optik: negative venner som "stemmegafler".

Hvor kobler jeg til mine forskellige indgange til kreativitet? - Orblindhed er en kreativ restriktion, negative forventninger er en kreativ restriktion. Begge dele udfordrer ham til at fantasere og drømme - og se sig selv, sit liv og sin udvikling inden for rammerne af en eventyrverden, og sig selv som eventyrernes forklædte kongesøn.

   Der er en lang række ligheder med Poul Martinsen, der også som barn var en drømmer, og som også ser sit liv som et eventyr og gang på gang understreger sit eventyrlige held. Også han anglede efter anerkendelse, men blev også stimuleret af omgivelsernes modstand (hans chef gennem 20 år: Verner Svendsen, Radiorådet domineret af Erhard Jacobsen). Også han tiltrækkes og stimuleres af det negative: ondskab, kriminalitet. Også han havde et meget stærkt behov for økonomisk sikkerhed.

   Poul Martinsen kom dog aldrig på finansloven, hvad han bestemt kunne have fortjent.

Personligt genkender jeg oplevelsen af at være ordblind (om end slet ikke så alvorligt som vores guldsmed her), og oplevelsen af et stærkt fantasiliv stimuleret af historier i bøger og museumsbesøg. Og som barn producerede jeg faktisk fascinerende og fantasifulde emaljesmykker som jeg gav bort i julegave til kvindelige medlemmer af familien - kommer jeg pludselig i tanker om!