Torsdag den 3. januar bragte TV-Avisen et indslag om starten på retssagen mod ledelsen af EBH Banken og Sparekassen Himmerland ved Retten i Hjørring.
Det viste sig at de dækbilleder der blev brugt i indslaget, var af en demonstration af utilfredse aktionærer som var iværksat af et produktionsselskab i forbindelse med optagelser til en serie som selskabet havde skrevet kontrakt om at lave til DR.
Det forhold at demonstrationen var arrangeret med henblik på at blive brugt i en tv-serie, gjorde TV-Avisen ikke opmærksom på i udsendelsen. Angiveligt fordi TVA-journalisten på stedet ikke var klar over det.
Det var naturligvis en fejl, der da den blev opdaget og påpeget, blev beklaget og undskyldt.
Fejlen affødte i de følgende dage en af de typiske pressestorme hvor journalister skriver noget de ikke skulle have skrevet, eksperter udtaler sig uden at kende til sagens præcise omstændigheder, chefer kommer med forhastede udtalelser og domme. Og offentligheden bliver smækforvirret.
Blandt andet citeres nyhedsdirektør i DR Ulrik Haagerup for at have udtalt:
En dokumentar i almindeligt journalistsprog betyder, at man følger og registrerer virkeligheden. Man forsøger at afdække virkeligheden. Man forsøger ikke at konstruere den. Alene derfor kan der ikke være tale om en dokumentar.
Den eneste der i første omgang så ud til at holde hoved koldt og formulere sig klart, var kanalchef Lotte Lindegaard der skulle forsvare den serie tv-udsendelser som ’demonstrationen’ skulle være en del af:
Man må gerne arbejde med iscenesættelser, og det er egentlig hele grundpræmissen for den serie, der kommer senere, men jo kun, hvis man gør meget, meget tydeligt opmærksom på det, både over for seerne og over for dem, der i øvrigt kunne være involveret i produktionsprocessen. Man kan sige: Jo mere iscenesættelse, jo tydeligere varedeklaration. Det er rigtig vigtigt, at der er en varedeklaration, hvor der står, at det her iscenesætter vi - og det gør vi af de her grunde.
Den slags medieuvejr kommer der tilsyneladende flere og flere af og med kortere og kortere mellemrum.
Selv oplevede jeg pressehurlumhejet fra sidelinien. Jeg blev ringet op af flere journalister i løbet af weekenden. De ville høre om jeg havde nogle synspunkter på ”iscenesættelse” med anledning i balladen og de modstridende udtalelser fra forskellige af sagens parter. De havde alle opsporet at jeg en gang (1990) havde skrevet en bog ”Faktion som udtryksmiddel” som handlede om blandingen af fakta og fiktion i medierne, specielt tv og film. Jeg var vel dermed en ekspert på hvor langt man måtte gå mht. ”iscenesættelse” i fakta-tv og tv-journalistik, antog de.
Den weekend var jeg faktisk i gang med at skrive et blogindlæg med afsæt i sagen, så jeg henviste til det. Og holdt så i øvrigt et længere foredrag i telefonen om iscenesættelsens historie i dansk tv-dokumentarisme fra 1968-og de næste 40 år frem.
Mit grundsynspunkt var og er at man simpelt hen ikke kan lavet tv – uanset genre og altså heller ikke tv-nyheder - uden at iscenesætte. Det er et påtvunget vilkår af selve produktionsformen når man vil fortælle historier i levende billeder.
Men i hvilket omfang, på hvilke områder, og på hvilke måder man arrangerer, aftaler, tilrettelægger, instruerer og iscenesætter det vi ser og hører i tv, det er der langt hen ad vejen blandt professionelle tv-journalister enighed om IKKE at fortælle seerne.
Det kunne svække troværdigheden og den uudtalte men illusionsbefordrende kontrakt med tv-seerne om at det gør man da selvfølgelig ikke - man afspejler bare og afrapporterer fra virkeligheden der ellers udfolder sig helt af sig selv - lige når man er der med et hold. Svarende til den opfattelse nyhedsdirektøren gav udtryk for i kampens hede de første dage.
Det der undrede mig den weekend, var imidlertid at de journalister der ringede, tilsyneladende heller ikke vidste hvordan det reelt forholdt sig.
De spurgte ”for dumt” i betragtning af at de også som skrivende journalister dagligt og uden nogen form for etiske kvababbelser arrangerer, tilrettelægger, konstruerer, iscenesætter og vinkler deres historier på avissiden. Ikke i levende billeder, men i sprog: ord, sætninger, slaglinier, metaforer, metonymer, bevingede ord, rubrikker, citater, manchetter, illustrationer, fotos, grafik.
Underteksten i deres spørgsmål var i alle tilfælde at ”iscenesættelse” i journalistisk sammenhæng måtte være dybt problematisk – etisk og professionelt. Det var som om selve ordet gav dem nogle mentalt forvrængende skyklapper på.
Ifølge ’Den danske ordbog’ bruges ”iscenesætte” i to betydninger:
- 1. kunstnerisk tilrettelæggelse og instruktion af en forestilling på et teater el.lign.
- 2. organisere og iværksætte noget, ofte med henblik på at præsentere det på en bestemt måde; SYNONYM: arrangere.
Det var klart at journalisterne bevidst eller ubevidst både i spørgsmålene til mig og i rubrikkerne og manchetterne til avisartiklerne, dramatiserede virkeligheden og øgede forvirringen ved at udnytte at en af betydningerne associerer til ”fiktion”, mens ordet i den anden såkaldt ’overførte’ betydning refererer til en proces der ikke har med fiktion at gøre.
Så tog jeg ud at rejse, en rejse i et land uden netadgang, så jeg kunne ikke løbende følge hvordan ”skandalen” videre udviklede sig. Da jeg kom hjem den 20. januar havde mediestormen lagt sig. DR havde nedsat et udvalg der skulle se på og stramme op på retningslinjerne for hvor meget og hvordan man måtte iscenesætte i tv. Og Ulrik Haagerup hvis oprindelige udtalelser om grænserne for iscenesættelse i dokumentarisme havde startet uvejret, udtalte til Mediawatch.dk den 31. januar at han beklagede sin lange selvpålagte ”mundkurv.” Det var ”en dårlig ide” fordi…
”Tavsheden førte til en masse påstande og historier om DR Nyheder. En af de ting, der kom til at køre længe var, at min grundholdning skulle være, at iscenesættelser burde være forbudt til alle tider i enhver form for tv-produktion. Det ville være en tåbelig holdning, som jeg ikke har, for der er konstruktioner og iscenesættelser i enhver form for journalistik," siger Ulrik Haagerup.Han uddyber, at hans udtalelser om iscenesættelser var møntet på at forklare, hvorfor DR’s reporter den dag i Hjørring var langt fra at gennemskue den konstruerede virkelighed, han viderebragte.”Det var et forsøg på at sige, at når man som nyhedsreporter hører ordet dokumentar, så tænker man ikke, at det, der foregår, er iscenesat,” siger Ulrik Haagerup.To uger efter og fri af tavshedsløftet ønsker nyhedsdirektøren dog ikke at sige noget nærmere om, hvor han så synes, at iscenesættelsens grænser går.”Der er grænser, og inden for nyhedsområdet er de snævrere, end hvis man laver X Factor, men hvor de nøjagtigt ligger i de forskellige genrer, diskuterer vi nu i DR's programetikudvalg, der er ved at udarbejde nye retningslinjer," siger han.Ulrik Haagerup sidder selv i programetikudvalget, der skal definere den nye etiske bestemmelse om DR’s brug af iscenesættelser, som DR’s direktion bebudede i sin redegørelse om sagen – og som bestyrelsen kraftigt bakkede op.- Men helt groft hører iscenesættelser hjemme eller ej i dokumentargenren?"For mig er det afgørende, at præmissen er klar – både for seerne og omgivelserne. Men præcis hvordan DR bruger og ikke bruger iscenesættelser i fremtiden, er vi nu i gang med at formulere i revidering af DRs Programetik," siger Ulrik Haagerup.
Det er naturligvis fint at TV-nyhedsdirektøren officielt er kommet til fornuft. Og på tide.
Men allerede tre uger tidligere, 11. januar, afleverede Danmarks Radios generaldirektør Maria Rørbye Rønn faktisk en særdeles nuanceret ”Redegørelse til DRs bestyrelse”.
Den blev kun kort og summarisk omtalt i pressen, og vinklen var typisk at nu var nyhedsdirektør Haagerup blevet underkendt af sin generaldirektør.
Hvad redegørelsen faktisk indeholdt substantielt om forholdet mellem iscenesættelse og TV i DR-regi, blev stort set ikke beskrevet i dagspressen.
For mig endnu et beklageligt eksempel på at medierne hellere dyrker processer med vinkling og vægt lagt på indbygget person-dramatik, frem for at oplyse om substansen i en historie.
Jeg synes virkelig Generadirektør Rørby Rønns redegørelse for hvorfor og hvordan DR anvender iscenesættelser, fortjener at blive citeret og læst af en større offentlighed - ikke mindst af skrivende journalister:
Hvorfor bruger DR iscenesættelse?I bestræbelserne på at gøre public serviceindhold relevant for alle danskere afsøger DR hele tiden nye måder at fortælle historierne på, så de engagerer og inspirerer flere og får gennemslagskraft. I forbindelse med lanceringen af det nye DR1 har DR f.eks. arbejdet målrettet med at give seerne et mere vitalt og relevant tilbud – ved at arbejde meget med formidlingen.Som en del af det, anvender DR en lang række greb og virkemidler. Et af dem er iscenesættelse, der bruges til at visualisere, tydeliggøre og/eller skabe en klar ramme for fortællingen.Iscenesættelsen skal fremstå tydelig – både for seerne og for de involverede.På tv-mediet anvendes en lang række forskellige former for iscenesættelser. En af de muligheder, der benyttes er at bringe mennesker sammen der ellers ikke ville have mødt hinanden.Ligesom vi i DR taler om at inddrage og inkludere danskerne i vores produktioner, er der i øjeblikket en tendens både i Danmark og udlandet til at hjælpe borgerne med at fremføre deres synspunkter og komme i dialog med ansvarlige. Erfaringen er, at den type konfrontationer giver stemme (empowerment) til mennesker, der ellers har svært ved at komme til orde overfor ansvarlige, at de medvirker til at skabe konstruktiv dialog mellem konfliktende parter, samt at det styrker identifikationen hos seerne, at det er de forurettede, der bærer fortællingen og ikke en journalist.
Hvornår bruger DR iscenesatte optagelser?Ligesom hos alle andre broadcastere (nationale og internationale) bruger DR forskellige grader af og forskellige former for iscenesatte optagelser i en bred vifte af DRs tv-programmer. Det gælder en lang række af de faktaserier, som sendes i DR1s primetime, hvor iscenesættelse bruges som fortællegreb til at vise almenmenneskelige følelser, samfundstendenser eller vigtige problemstillinger. Det gælder f.eks. nye programsatsninger som ”Mit Livs Publikum”, ”Myginds Mission”, ”Gør Danmark Dansk”, ”Blod, Sved og T-shirts” – og gamle kendinge som f.eks. ”Sporløs”.I disse programmer sætter DR handlinger i gang, bringer mennesker sammen (der ellers ikke ville have fundet sammen) og filmer resultatet.DRs ugentlige aktualitetsprogram ”Kontant” gør også som en integreret del af konceptet brug af iscenesættelser og har i flere omgange samlet utilfredse kunder og konfronteret dem med den anklagede.I samarbejde med DFI har DR stået bag en række anerkendte og prisbelønnede dokumentarfilm, som alle har iscenesættelsen som et væsentligt element. Det gælder f.eks. Mads Brüggers ”Det Røde Kapel” (vandt World Cinema Documentary Competition ved Sundance Film Festivals 2010 og bedste nordiske dokumentar ved Nordisk Panorama 2009) og ”Ambassadøren” (vandt en Robert for årets bedste lange dokumentar 2012) , Anders Østergårds ”Burma VJ” (der har vundet over 50 priser internatonalt og ”The Act of Killing” af Joshua Oppenheimer, der er én lang iscenesættelse, og som vandt hovedprisen på Copenhagen Dox i 2012.DR har også selv produceret dokumentarprogrammer med brug af iscenesættelser. Det er for eksempel 44 år siden Poul Martinsen tilrettelagde det sociale eksperiment ”Broen”, hvor rockere og flippere skulle samarbejde om at konstruere en bro - iscenesat og faciliteret af DR. Poul Martinsen stod også bag ”Lydighedens dilemma”, hvor de medvirkende – uden at være informeret på forhånd – deltog i et iscenesat eksperiment.Et nyere eksempel er DR Dokumentars ”100 dage uden stoffer”, hvor fire stofmisbrugere sættes på en DR-initieret afvænning.
På mange måder er der tale om en forbilledlig gennemgang der viser at iscenesættelse i begge betydninger af ordet og i mange varianter er en del af enhver moderne tv-tilrettelæggers ’værktøjskasse’.
Denne ’værktøjskasse’ for journalister og andre tilrettelæggere af fakta- og underholdnings-tv, har jeg beskrevet i detaljer i lærebogen ’De levende billeder dramaturgi, bind 2. TV fra 2003. Der har ”værktøjskassen” fået det samlende navn ”fortællerplot”. Det definerer jeg således:
Fortællerplot vil vi tale om når det er tilrettelæggeren af et fakta- eller et underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller er medvirkende til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed – med det overordnede formål at levere autentisk virkende scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinations-mulighederne i programmet.
I lærebogen undgår jeg bevidst at bruge betegnelsen ’dokumentar (-programmer)’ da betegnelsen ikke bare er tvetydig som ordet ’iscenesættelse’, men er mangetydig og med et betydningsindhold der har skiftet og udviklet sig igennem årene. I DR var det først i løbet af 80-erne at ordet ’dokumentar’ så småt vandt indpas på tv-siden, på radiosiden først 10 år senere – sideløbende med at ’radiomontagen’ som genre blev udraderet.
Det er klart at det produktionsselskab der havde iværksat demonstrationen i Hjørring. har arbejdet med et koncept hvori indgik plotning af virkeligheden i den definition som er citeret ovenfor. Og af generaldirektørens redegørelse kan man se at konceptet ikke grundlæggende har adskilt sig fra så meget andet fakta- og virkelighedsbaseret tv.
Det fremgår endvidere af ’De levende billeders dramaturgi, bind 2. TV’ at fortællerplot forekommer og bruges i alle fakta- og underholdningsgenrer, også nyheder og magasinindslag. Den enkelte tv-genre sætter rammer for hvilke plot der kan og bliver udnyttet. Men der sker hele tiden fornyelse og cross-over-hybridisering mellem genrer i tv. Bare tænkt på at en stand up som jo i den grad er en iscenesættelse af journalisten, var utænkelig i et dansk tv-nyhedsindslag (bortset fra udlandsreporterne) helt frem til begyndelsen af 90-erne.
Derfor er jeg skeptisk over for det projekt DRs ledelse nu har sat sig for, nemlig at give skrevne og officielle retningslinjer for hvor og hvordan man som journalist/tilrettelægger må ’iscenesætte’.
Jeg mener at problemet er defineret forkert. Det er ikke ’iscenesættelserne’ – ’plotningen’ – der er problemet. Problemet er 'kontrakterne' med seerne der som regel er uudtalte og derfor udnytter at seeren når de sidder og oplever et tv-nyhedsindslag eller et andet journalistisk faktaprogram, så går ud fra følgende intuitive grundsætning: "What You See Is All There Is".
En eksplicit og offentligt formuleret 'kontrakt' med seerne ville kunne sikre at de i det mindste er oplyst og bevidst om: "There is more to it than what you see."
I faktionsbogen fra 1990 skriver jeg om ’faktaprogrammers virkelighedsillusion’ (og heri er også inkluderet tv-nyheder):
Den del af et faktaprograms sandhedsautoritet der hænger sammen med forestillingen om at virkeligheden og fremstillingen af den i mediet er uafhængige af hinanden, det er altså for en stor del en illustion. Og denne illusion om ”faktavirkeligheden” produceres i princippet på samme måde som fiktionens illuderede virkelighed, nemlig ved at udelukke eller undertrykke de udtryk som kan tænkes at henvise til alle de ligheder der er med fiktionens arbejds- og produktionsprocesser. Den slags udtryk vil over for seerne nedbryde forestillingen om at den fremstillede virkeligheds handlinger og udtalelser foregår spontant og upåvirket af mediet, og derved risikerer man alvorligt at undergrave den uudtalte faktaoverenskomst som programmets sandhedseffekt står og falder med. At der virkelig er tale om den samme måde at skabe illusion på, kan man bl.a. se i de underholdningsprogrammer hvor man viser de fraklippede såkaldte ”bøffer” (”bloobers”); her er det præcis lige så morsomt og befriende at se fraklip fra fakta som fiktion.
For næsten præcis 3 år siden var der en lignende mediestorm – ikke om tv-nyheder og 'iscenesættelse ' – men om den endnu mere populære programserie ”Sporløs”. Den endte med at en implicit og uudtalt, men illusionskabende faktakontrakt som hidtil havde omgivet udsendelsen, blev afløst af en anden eksplicit og udtalt overenskomst med seerne:
Redaktionen på Sporløs har før optagelserne lavet forberedende research og været i kontakt med familien der søges efter. Programmets hovedperson er ikke bekendt med resultatet, men oplever under optagelserne et realistisk forløb. Alle møder i programmet er autentiske og finder sted for første gang.
Sådan: "There is more to it than what you see."
Efter min mening burde der være en lignende formuleret og udtalt eller skrevet varedeklaration og produktionsbeskrivelse (=’kontrakt’/’overenskomst’) i forbindelse med mange flere, ja i princippet alle udsendelser og genrer.
Og jeg vil anbefale at man i forhold til TV-Avisens seere skrev eller udtalte en tilsvarende eksplicit faktaoverenskomst.
Noget af teksten kunne måske se sådan ud:
Redaktionen for TV-Avisen har før optagelserne researchet de oplysninger vi giver i speaken så godt som det er muligt på den meget kort tid vores journalister har haft. De repræsenterer derfor kun den bedst opnåelige udgave af sandheden på produktionstidspunktet.Interviewcitater er som regel klippet ud af interviews af meget længere varighed, og de spørgsmål som de er svar på, har vi som regel klippet ud.De medvirkende der udtaler sig, er ofte blevet instrueret om at bevæge sig eller sidde og se ud som om de arbejder så vi har dækbilleder til at speak under.Nogle optagelser er taget om flere gange for at udtalelserne kan virke så autentiske og forståelige som muligt.Undertiden har vi også bedt medvirkende om at svare på det samme spørgsmål flere gange - for at få en så kort og klar udtalelse som muligt.Den location vi har optaget på, er valgt af os, ligesom baggrunden for de medvirkende der interviewes er valgt så den visuelt matcher personens karakter, arbejde eller leveforhold.Nogle gange sætte vi lys på den medvirkende så den medvirkende fremtræder bedst muligt, og vi kan også somme tider bede vedkommende skifte tøj.Kilder som ikke understøtter den vinkel vi har valgt, har vi valgt fra som medvirkende. Og den vinkel vi har valgt, er den vi mener har størst nyhedsværdi.
Dette blogindlæg er med små rettelser identisk med det som kan findes på:
