Posttraumatisk Vækst (2) - når akvarelmaleriet er begyndt at blomstre efter en traumatisk nedtur - og andre historier om at påvirke hjernen til vækst og udvikling

'Posttraumatisk vækst' var for godt et år siden et for mig nyt begreb jeg var glad for at have stødt på - fordi jeg syntes det kunne bruges til at forklare hvordan relativt mange 'særligt kreative personligheder' er fælles om en mere eller mindre traumatisk barndom - med forældretab, flytterodløshed, mobning, seksuelt misbrug, etc. Forhold som hvis de fleste møder dem, slår dem mentalt ud af kurs med retning mod bunden, men som nogle forfattere og kunstnere tilsyneladende får vendt til noget brugbart og kreativitet-stimulerende.

Jeg fandt begrebet i en god up to date-sammenfatning af moderne kreativitetteori når den kobles med den moderne hjerneforskning: "Wired to Create".

   Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg havde fundet et godt Klee-citat: "I create - in order not to cry"

  Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.

  Undertitlen var lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugtede lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk amerikansk selvhjælpsbog.

   Men indholdet var faktisk helt OK og jeg kunne i bogen genkende mage af de pointer jeg siden jeg begyndte på bloggen "Peters Udsigt" for godt 7 år siden, har skrevet analytiske og videnskabeligt funderede indlæg om.

   Her et link til det indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-from-pain-to-gain.html

Jeg anbefaler mine læsere at læse eller genlæse det indlæg selv om det er langt, inden man fortsætter her i dette indlæg.

Jeg bemærker selv ved genlæsning at det gamle indlæg er helt uden referencer til mig selv og min helbreds-situation. Indirekte fortæller jeg altså at Post-Traumatisk-Stress-Syndrom og efterfølgende Post-Traumatisk-Vækst var personligt relevant for andre, men ikke for mig.

   Jeg kunne dog godt i indlægget have nævnt at bogen og pionerværket "Faktion som Udtryksmiddel" (1990) blev skrevet efter en alvorlig konflikt med min chef i DR´uddannelsesafdeling, som gjorde at jeg så mig nødsaget til at sige op.

   Og jeg kunne også have  nævnt at de 2 bind af værket "De levende billeders dramaturgi" (ca. 700 sider) og de to bind om Poul Martinsens liv og virke om tv-dokumentarfilm-instruktør (ca. 730 sider), begge blev skrevet efter en endnu alvorligere konflikt med min chef på journalistuddannelsen på SDU, hvortil jeg var blevet kaldet som "professor i journalistik" i 1998. 

   Det var en konflikt hvor jeg havde fagforeningen ind over, og som tilsvarende endte med at jeg måtte indgå en aftrædelsesordning med et års løn uden tillæg, men også uden tilstedeværelsespligt eller pligt til at skrive noget der var relevant inden for mine fagområder.

   I alle tilfælde leverer de kreative processer som det kræver at skrive bøger, og som drives af en kreativ vrede, de leverer en form for heling af de mentale sår efter en alvorlig personlig krise.

Indlægget fra sidste år er skrevet på et tidspunkt hvor jeg endnu troede at den medicin - Glivec - jeg fik mod min CML-lymfekræft som var blevet konstateret ca. et halvt år tidligere, ville gøre dét muligt som flere læger sagde: "at leve næsten som om man ikke havde sygdommen, og lige så længe som man ellers ville have levet"; hvis man altså var under permanent og kontrolleret behandling med medicinen - dvs. en pille om dagen - og som regel uden særligt alvorlige bivirkninger.

   Optimismen lyser tilsvarende også ud af denne oplysnings-hjemmeside om behandling af sygdommen fra Kræftens Bekæmpelse:

https://www.cancer.dk/kronisk-myeloid-leukaemi-cml/behandling-kronisk-myeloid-leukaemi/

Hvis jeg havde gravet dybere og researchet mere den gang, ville jeg have forstået at Glivec ikke virkede på alle, og at den i nogle procentvis få tilfælde kun virkede dæmpende på sygdommen i kortere tid, for så derefter at blive virkningsløs.

NB! I det følgende har jeg så kort jeg kunne, beskrevet hvad jeg oplevede med sygdommen og sygehusbehandlingen i godt et år. Det kan du springe over, og hoppe til konklusionen som fokuserer på fænomenet 'Postraumatisk Vækst' og dermed primært har med de positive 'senfølger' at gøre:

 

Godt en uge efter at jeg havde skrevet det lange indlæg den 23. august sidste år, blev jeg uplanlagt haste-indkaldt til en lægesamtale med min CML-læge på Roskilde Sygehus. Han fortalte at den sidste blodprøve viste at medicinen Glivec var holdt op med at virke. Men at der var en såkaldt 2.generations  medicin - Sprycel - der var nyere og mere effektiv, som virkede på samme måde, og som jeg for fremtiden skulle indtage i stedet. At der også kunne være tale om andre og mere alvorlige bivirkninger end ved Glivec, blev jeg dog advaret om, især fremhævede lægen: "vand i lungerne".

   For at gøre en lang historie kort: efter halvanden måned, blev behandlingen med Sprycel stoppet med det samme. Det viste sig at den ikke bare virkede 'nedslående' på min CML-lymfekræft som den skulle, men på hele mit blodsystem, som stort set blev lagt helt ned - med livsfarligt lave procenter for både røde og hvid blodlegemer og for blodplader. 

   Dvs. mit immunsystem var 'nede' og gjord mig ekstremt sårbar og modtagelig for alskens virus og bakterier, og hvis jeg fik blødninger indvendigt eller udvendigt - fx næseblod - så ville blødningerne ikke stoppe af sig selv (som hvis man har "blødersygdommen" som den der blev nedarvet i den russiske zar-familie).

   Og hvad værre var: den medicin man normalt brugte til at modvirke den slags effekter for at få den normale blodproduktion op at køre igen, viste sig at være virkningsløs - for to af de tre forsøg.

    I flere måneder fik jeg ugentlige blodtransfusioner for at få blodprocenten op, særlig indsprøjtninger til at få blodpladerne op. Flere gange havde jeg næseblod som ikke ville stoppe, og som endte med at blive behandlet med særlige blodplade-transfusioner.

I bakspejlet må jeg konstatere at behandlingen der skulle helbrede mig - eller i det mindste minimere CML-symptomerne, havde været nær ved at slå mig ihjel. 

En effekt af den stress min krop (og mit hoved) oplevede i de måneder, var - oven i købet - at mit hjerte nu var begyndt at flimre, så nu skulle et andet hold læger igang med at behandle det medicinsk. Pulsen skulle ned og blodet fortyndes - igen med piller. 

   Jeg fik ordineret en form for medicin som kaldes betablokker. En blandt læger kendt bivirkning af den er at den kan virke forstyrrende ind på hjernen så man få alvorlige mareridt i længere tid og depressioner. 

   Jeg blev ikke advaret om nogen bivirkninger, men fik efter to dages betablok-piller, en oplevelser af at Pandoras æske var blevet åbnet og min hjerne påvirket som havde jeg taget hash eller LSD i for store doser.

   På hjerteforeningens hjemmeside kan man læse under 'bivirkninger': "Der er også en del, der oplever søvnforstyrrelser, mareridt og depression." Og åbenbart var jeg en af dem, der oven i købet reagerede ekstremt meget og hurtigt.

   Min tillid til hjertelægerne på Roskilde Sygehus som har ord blandt kolleger for at være nogle af de bedste, ligger for fremtiden på et meget lille sted.

I løbet af foråret kom den normale blodproduktion gradvist, men langsomt op at køre igen. Og der var en stilstand i CML-sygdommens udvikling, så videre behandling blev udsat indtil for et par måneder siden hvor produktionen af leukæmi-cellerne begyndte at stige igen. 

   Så fik jeg for godt et par måned siden ordineret en endnu nyere CML-medicin - Busotinib - som kaldes "3. generations", og som blev udviklet til godkendelse for 4 år siden. Dvs. der er ikke alverdens erfaringer med hverken dosis eller hvor længe de virker. 

   Og jeg er sat på meget lav dosis i forhold til det "anbefalede". Den ser så småt ud til at virke, men blodprøver der skal vise om den gør det (for alvor), og hvor effektiv den er, kan først tages om måske en måned.

   Samtidig har den tilsyneladende også 'nedslående' bivirkninger på den normale blodproduktion, hvad der i sig selv taler for at være forsigtig med dosis for at undgå det samme traumatiske forløb som i vinters.

Jeg har i hele det år der er gået, haft vanskeligt ved at meditere, noget som jeg ellers fast har gjort en gang om dagen i mange år - faktisk siden 1979 hvor jeg på et kursus lærte TM-systemet med et givet mantra.

   Meditation har for mig altid været en simpel mental teknik til  nemt og hurtigt at komme i en effektiv urodæmpende og selvberoligende mental tilstand af tankeløst flow. Og den mekanisme holdt - ærgerligt nok - op med at virke da Sprycel-medicinen var  nær ved at slå mig ihjel.
   Mine tanker gik i ring og i ring og i ring - det man på engelsk omtaler som "rumination".

   Wikipedia fortæller om hvad det er for noget:

Rumination is the focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions.[1] Both rumination and worry are associated with anxiety and other negative emotional states; however, its measures have not been unified.[2] In the Response Styles Theory proposed by Nolen-Hoeksema (1998),[3] rumination is defined as the "compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions". Because the Response Styles Theory has been empirically supported, this model of rumination is the most widely used conceptualization. Other theories, however, have proposed different definitions for rumination. For example, in the Goal Progress Theory, rumination is conceptualized not as a reaction to a mood state, but as a "response to failure to progress satisfactorily towards a goal".[4]

Og egenproduktionen af akvareller som også har virket som en slags flow-skabende meditation, den gik også helt i stå i efteråret 2016.

 

Men at jeg altså kom igang igen - og faktisk siden marts 2017 har fået malet nogle at mine bedste akvareller overhovedet, det tilskriver jeg nu et mentalt trick som jeg i flere indlæg omtaler som at jeg bare laver "bestillingsarbejder" og "lejlighedsmalerier" når jeg maler.

   At tænke på og omtale akvarelmalerierne på den let nedgørende måde, har mentalt givet pote: "Jeg udstiller ikke, jeg sælger ikke, men jeg tager gerne mod bestillinger - som jeg så til gengæld ikke lover at indfri hvis jeg ikke har lyst eller ikke har overskud til det".
   Det er rammen og udmeldingen til omverdenen.

   Den formular har åbenbart fået vendt det kompleks af traumer som skyldes at min livslange 'latrophobia' ('lægefobi') i den grad blev næret af det aktuelle sygdoms- og behandlingsforløb - fået vendt det til en slag posttraumatisk kreativ vækst.
   Og det er min teori at det bl.a. er sket via en slags "kreativ vrede" som ikke mindst en virkelig dårlig rutinepræget behandling fra hjertelægerne på Roskilde sygehus siden udløste og stimulerede.

   Her et link til det første blogindlæg hvor jeg kan skrive om hvordan jeg kom igang med akvarelleriet igen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/04/akvarelmaleriets-mysterier-57-igang.html

Du kan så følge udviklingen ved at følge sporet fra "Akvarelmaleriets mysterier (57) via de følgende indlæg med samme overskrift: (58), (59), (60), (61), (62), (63).

Jeg forstår nu "kreativ vrede" som en vrede der indebærer dobbeltheden af den adrenalinproducerende respons på oplevelsen af at være i en livsfarlig klemme: "Fight or Flight" - "Kæmp eller Flygt".

   Hvis man som jeg i løbet af det sidste år indser at man ikke kan hverken det ene eller det andet på grund af en kronisk sygdom, så kan man - udtrykt med et begreb fra dyrepsykologien - lave en slags 'overspringshandlinger' som en mentalt og fysisk distraherende udvej: male akvarel og/eller skrive blog (og i øvrigt: dagligt at lave god og velsmagende aftensmad til fruen og mig selv).

   Men for at komme igang med det, må man  have noget der forpligter én til at komme igang selv om man er træt og uoplagt - ved at få en bestilling eller en ønskeseddel - eller ved at nogen bare har fødselsdag eller sølvbryllup som kræver en 'gave'.

   Og 'bestillinger' har der heldigvis været flere af på det sidste - også fra helt uventede kanter af mit familiære og vennemæssige nærmiljø, hvad listen af akvarelmaleriet mysterier (57-63) fortæller om og dokumenterer.

 

Hvad skriver Wikipedia om "Fight-or-flight response"?:

The fight-or-flight response (also called hyperarousal, or the acute stress response) is a physiological reaction that occurs in response to a perceived harmful event, attack, or threat to survival.[1] 

   It was first described by Walter Bradford Cannon.[a][2] His theory states that animals react to threats with a general discharge of the sympathetic nervous system, preparing the animal for fighting or fleeing.[3] More specifically, the adrenal medulla produces a hormonal cascade that results in the secretion of catecholamines, especially norepinephrine and epinephrine.[4] The hormones estrogen, testosterone, and cortisol, as well as the neurotransmitters dopamine and serotonin, also affect how organisms react to stress.[5]

   This response is recognized as the first stage of the general adaptation syndrome that regulates stress responses among vertebrates and other organisms.[6]

Når vejen "Kæmp" er spærret, og vejen "Flygt" er spærret, så kan det tvangsmæssigt fastlåste dilemma hvor negative tanker og forestillinger kører i ring ('rumination'), blive brudt og omdirigeret til en mentalt helende udvej hvor fantasien forbinder sig med nogle kreative tekniske og fysiske ressourcer, fx det at kunne male akvarel,  der i forening skaber posttraumatisk mental vækst.

   Men det forudsætter (som jeg læser teksterne om det) at sindet ejer en tilstrækkelig 'robusthed' ('resiliens').

Og hvorfor kom jeg nu igang med det her lange og personligt selvudleverende indlæg - der sætter det udmærkede, men upersonlige og distancerede indlæg om 'posttraumatisk vækst, fra sidste år i perspektiv?

- Det var et helsides opslag med en hovedartikel omgivet af tre kortere perspektiverende ekspertinterviews på side 8 i Politikens første sektion igår den 11. september. Med overskrifterne:

Verden skal genopfindes hver dag

Legeforsker: Leg dig fri

Vanebryderen: Start med dig selv

Hjerneforsker: Spænd hjelmen og brug underbevidstheden

Artikel-opslaget handler ikke om 'posttraumatisk vækst', men alligevel om noget der ligner. Det handler om at frigøre sig fra vantænkning og mentale blokeringer (som man måske kan sige at postraumatisk stress er en ekstrem udgave af), og dermed åbne for de kreative mentale vækst-ressourcer som alle faktisk besidder - i hvert fald i et vist omfang: 

Forskeren: Hjernen står i vejen for nytænkning

   Hjernen står i vejen for innovation, fordi den helst går direkte til en kendt løsning. Hjerneforsker Morten Friis-Olivarius har flere bud på, hvordan man kortslutter den.

   »Den måde, vores hjerne er indrettet på, modvirker kreativitet. Får vi et problem, så aktiverer hukommelsen det, vi ved i forvejen. Hjernen prøver kun at give de associationer, den tror, vi har brug for. Derfor er det utrolig svært at tænke nyt, når hjernen filtrerer alt, hvad den opfatter som irrelevant, fra«.

   Det forklarer neurobiolog og forsker Morten Friis-Olivarius, der gennem hele sit professionelle liv har undersøgt, hvordan hjernens kreative processer fungerer.

   Lige før du falder i søvn, er der en kort periode, hvor din hjerne passer sig selv og går på mental markvandring. Her opstår uventede ideer og sære associationer.

   For på dette tidspunkt aktiverer hjernen sit ’default mode-netværk’, som sætter ting og tanker i kontekst på tværs af tid, sted og normale antagelser.

   De frie tanker udspringer fra parahippocampus, en dybtliggende ældgammel del af hjernen, og denne centrifugering af tanker er forudsætningen for reel kreativitet.

   Det står i modsætning til opmærksomhedskrævende opgaver, som benytter vores ’attention-netværk’, den mere moderne del af hjernen, der målrettet arbejder mod at løse ethvert problem hurtigst muligt. Uden for mange svinkeærinder.

   »Ofte kan filtreringen være praktisk og tidsbesparende. Men det er ikke sikkert, at det giver kreative løsninger.

Her fortælles at det der forhindrer udvikling og vækst, er når 'attention-netværket' låser sig fast og vanemæssigt kører i tomgang - i modsætning til det der kræves for at kreativiteten kan forløses i praksis, nemlig helst hurtige og glidende - skift til det andet 'imaginationsnetværk' ('default mode-network') - og tilbage igen. 

Ifølge en teksten til hovedillustrationen i Politikens artikel, har hjerneforsker Morten Friis-Olivarius (som citeres ovenfor) opfundet en hjelm der med elektronisk stimulation kan lokke hjernen ud på mere kreative sidespor.

Ideen er at man med en app kan skrue op og ned for  hjernens to netværk, 'default mode-netværket' og 'attention-netværket', alt efter om man har brug for fri ideudvikling eller fokuseret arbejde.

Ifølge teorien om posttraumatisk vækst, så er det også skiftet og samarbejdet mellem de to netværk der er gået i udu. Men her er det nærmest omvendt: Posttraumatisk stress indebærer at imaginationsnetværket ikke kan eller vil lukke ned; bevidstheden domineres af tanker og fantasier der kører i ring ('rumination'), og det virker forstyrrende ind på attention-netværkets normale udadvendte funktion. 

Det jeg forestiller mig, er at Morten Friis-Olivarius hjelm der sender den svage strøm mellem ørerne, stimulerer det tredje netværk i hjernen (som ikke omtales i artiklen) 'the salience network' som er det der sørger for at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.

   Og så forestiller jeg mig også at det at male akvarel, for eksempel, kan have en tilsvarende funktion når man mentalt sidder fast i traumatisk tomgang, nemlig denne: at fodre og stimulere "the salience network', så det bliver bedre til at varetage et nemmere og mere flydende skift mellem de to andre 'network'.

Akvarel: Dompap-par ved rede med unger (egenproduktion)

Hvordan kan man helt konkret 'visualisere' en sygdom - for at opnå en helende effekt

Jeg fortsætter hermed udforskningen af det tema som jeg åbnede med et indlæg nogle gange tilbage: om man som kræftsyg selv kan hjælpe medicinerne - kræftlægerne - med at bekæmpe sin sygdom gennem mentale teknikker. 

   Her et link til første skridt i min søgning på området:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/03/helbredelse-af-sygdom-gennem-fantasi-og.html

Ifølge litteraturen om at heale/helbrede sygdom - fx kræft - ved at 'visualisere', skal man først finde og udprinte nogle markante billeder at rette den mentale opmærksomhed mod. Det kan både være billeder af den raske tilstand som man ønsker (tilbage), og af den aktuelle syge tilstand som man vil bekæmpe.

   Derefter skal man sætte sig og se intensivt og direkte på disse billeder og fokusere den visuelle opmærksomhed på forskellene mellem de to tilstande - for at 'indprente' sig dem mentalt - altså lagre dem i den visuelle hukommelse.

  Så skal man - mens man er i en slags meditativ tilstand - på den indre skærm (gen)fremkalde både de billeder der repræsenterer den ønskede ikke-syge tilstand, og de billeder der repræsenterer den aktuelle uønskede syge tilstand.

   Sidste fase er så at man under meditationen retter positive og opmuntrende følelser mod billederne af den ønskede 'normale' tilstand, og modsvarende retter afvisende og bekæmpende følelser mod billeder af den aktuelle syge tilstand.

Jeg har nu været rundt på nettet og fundet nogle af den slags billeder som jeg også har printet ud. 

   De visualiserer på forskellige abstraktionsniveauer, og det er ikke helt indlysende hvad man skal vælge, og hvordan man skal gøre.

   Jeg kaster mig ud i en gennemgang - lidt på må og få.

   

Her er et billede af hvordan den kromosomfejl opstår der udgør kernen i de syge hvide leukæmi-blodlegemer.

   Som jeg har forstået det, så gør de egentlig ikke skade i sig selv, men ved CML fylder de gradvist mere og mere og svækker og fortrænger produktionen af det normale blod - hvis man altså ikke får den syge produktion stoppet ved den type medicin som jeg hidtil har prøvet to 'generationer' af: Glivec og Sprycel:

Jeg skal altså forestille mig at denne proces der består i at kromosom-dele mellem to kromosomer (9 og 22) bytter plads, en 'translocation' (som det kaldes) som er årsag til CML-sygdommen, og at denne proces gradvist bliver svækket og mere eller mindre går i stå - i princippet på nogenlunde samme måde som den særlige CML-medicin skulle virke.
   Det er det ønsketænkningen går ud på.

   

De syge kromosomer har navnet 'Philadelphia', og processen beskrives sådan i Wikipedia:

Philadelphia kromosomet er det karakteristiske ved kronisk myeloid leukæmi (CML).

   Det karakteristiske ved CML er, at der i leukæmicellerne findes en særlig kromosomforandring, det såkaldte Philadelphia kromosom. De biologiske forhold, der ligger bag dette særlige kromosom, giver en god forståelse af sygdommens udvikling og er grundlaget for den meget væsentlige forbedring af behandlingen, der er set inden for de sidste 10-15 år.

   Philadelphia kromosomet er et nyt kromosom, som dannes ved bytning (translokation) af arvemateriale mellem kromosom nr. 9 og 22. Der dannes derved nye arveegenskaber (det såkaldte BRC-ABL genkompleks).

   Dette nye genkompleks danner et nyt protein, som virker som et slags energiprotein.

   Energiproteinet gør, at de syge hvide blodlegemer og blodplader - leukæmicellerne - deler sig uhæmmet og lever længere end normale blodceller. Derved øges antallet af disse celler i blod og knoglemarv samt i milten, som bliver forstørret.

Wikipedia på engelsk beskriver det sådan:

The Philadelphia chromosome or Philadelphia translocation is a specific genetic abnormality in chromosome 22 of leukemia cancer cells (particularly chronic myelogenous leukemia (CML) cells). This chromosome is defective and unusually short because of reciprocal translocation of genetic material between chromosome 9 and chromosome 22, and contains a fusion gene called BCR-ABL1. This gene is the ABL1 gene of chromosome 9 juxtaposed onto the BCR gene of chromosome 22, coding for a hybrid protein: a tyrosine kinase signalling protein that is "always on", causing the cell to divide uncontrollably.[^1]

Det illustrerende billede på kromosomfejlen er jo på en gang meget konkret og samtidig meget abstrakt - og jeg synes det er svært at forestille sig processen stoppet.

   

Men først og fremmest tænker jeg at det jeg ved fantasiens hjælp skal forestille mig er hvordan CML-medicinen rent faktisk virker.

   Så jeg har søgt efter om der findes en video-animation af hvordan fx Glivec virker - den første CML-medicin jeg fik  som er den mest anvendte, og som altså virkede på min leukæmi som den skulle i 4 måneder.

   Og det gøre der:

https://www.youtube.com/watch?v=7YikgO4--sM

Her følger en længere animeret version der viser det samme: at Glivec eller en af de andre nyere CML-medicintyper går ind og skaber en blokade sådan at de kromosom-muterede proteiner forhindres i at aktiverer den accelererende produktion af de syge hvide blodlegemer i knoglemarven:

Ifølge faglitteraturen om den her slags medicin, er det helt usædvanligt at man har en så præcist rammende kræftmedicin som netop den mod CML. Så man skal være glad når det er den leukæmiform man rammes af.
   Ved normal kemoterapi til at bekæmpe de fleste andre kræftformer, affyrer man med spredehagl, så at sige.

   Den sekvens i animationerne oven for, som jeg i begge tilfælde 'tænder på' (dvs. som inviterer mig til at 'visualisere.), er at man ser at medicinen virker som en prop i et hul der forhindrer at de ændrede proteiner kan dannes.

Men hvis jeg ser bort fra medicinen, og om og hvordan den virker, så siger litteraturen at man skal forestille sig den ønskede normale - dvs 'gode' tilstand - og derefter investere så positive følelser i billedet af den som muligt.
   Og modsvarende hvis man også forestiller sig den aktuelle syge  - dvs. 'dårlige' tilstand, så skal man investere stærkt afvisende følelser i billedet af den.

Så her et billede som det ses i et mikroskop af de to tilstande (grafisk forenklet), som man altså kan meditere over for at modvirke leukæmi-sygdommen:

Det her er den mest brugte illustration af de to blod-tilstande - normal og leukæmi-syg:

Men jeg er ikke så glad for den udgave, fordi blå og violet for mig er 'positive' farver. Og rød primært en alarm-farve.

   Så heller den illsstration oven for, en hvor de hvide syge blodlegemer der dominerer i blodet, vises som regulært hvide - og store og knubbede.

  

Man kan også visualisere de to tilstande - sammen med en visualisering af selve knoglemarvsproduktionen, den som altså foregår - både når der er tale om normal blodproduktion - og når man har leukæmi hvor det vrimler med de syge hvide blodlegemer som fortrænger de raske:

Også her kan jeg finde to billeder der illustrerer og visualiserer sammenhængen; et som viser den normale knoglemarvproduktion af mit blod - og et hvor man ser den syge udgave - her fordelt i hvert sit billede.

   Først illustrationen af det 'normale' - det "gode" billede som er ønskværdigt, og som mentalt skal booste via meditation og genkaldelse på den indre skærm:

Og her så et billede der illustrerer den 'syge' produktionstilstand - det 'onde' billede som mentalt skal bekæmpes og af- og bortvises:

Længere kommer jeg så ikke ved egen mentalt kraft.

   Jeg har printet alle illustrationerne ud og koncentrere mig om at se dem på min indre skærm.
   Og jeg kan gå ind i mit eget blokindlæg (det her) og give mig hen i seningen af de to videoer hvor man ser hvordan medicinen virker ved at blokere.

   Det er imidlertid først relevante når jeg - om ikke så længe - får ordineret 3. generations CML-medicin - der går under navnet 'Butosinib'.

    De andre illustratiner kan bruges til helende visualisering her og nu.

    Men er jeg på rette vej?

Ved forrige møde med min faste leukæmi-overlæge som har været mit 'anker' siden diagnosen for godt et år siden, fik jeg på en eller anden måde nævnt at jeg var interesseret i mental 'visualisering' som 'healing' - som en måde at hjælpe systemet med at bekæmpe sygdommen på - oven i eller ved siden af den kommende 3. generations CML-medicin Butosinib.

Overraskende for mig - i forhold til mine ganske velfunderede fordomme om læger - så var blod-overlægen ikke afvisende og skeptisk, men henviste straks til et navn jeg kendte: Bobby Zachariae.

 

Navnet husker jeg i forbindelse med nogle af de tv-dokumentarer som Poul Martinsen har produceret (og jeg skrevet om) - om det medicinsk kontroversielle samspillet mellem psyke og krop.

   Præcis hvornår Poul Martinsen først omtalte Bobby Zachariae som en af sine fagligt velfunderede kilder, husker jeg ikke.
   Måske allerede i forbindelse med et program fra midt 90´erne for TV2  i serien 'Oh, menneske'. Om 'Vrede'.

 

Men i hvert fald refererede Martinsen til ham - over for mig - i forbindelse med den sidste TV-udsendelse han lavede for DR: en temaaften en lørdag i januar 2008 om hypnose,  og især fokuseret på hvad man kan få hypnotiserede mennesker til at gøre - med fagligt sigte  på en kontroversiel mordsag fra 1952 der - igen, igen - rejste spørgsmålet:

Kan man hypnotisere almindelige - og for så vidt u-aggressive mennesker - til at begå alvorlige forbrydelser mens de er i underlagt hypnotisørens magt og instrukser?

Poul havde faktisk researchet sig frem til og genfundet den dømte og antageligt den gang hypnotiserede bankkup-morder Palle Hardrup, en mand som, efter at have overstået sin fængselsstraf, var gået i samfundsmæssigt skjul ved at skifte navn og identitet. Og som et ekstra kamuflagelag oven i, der var han så blevet kristen: frelst!

Dette er et for mine blogindlæg typisk sidespring som egentlig ikke har noget med hovedsagen at gøre: her et som handler om muligheden - min egen - for ved tankens, sindets og fantasiens kraft at bekæmpe en kræftsygdom  som fx. CML.

Her er et link til Bobby Zacharias hjemmeside hvor han som højt berømmet og begavet overlæge promoverer en række af sine egne 'hjælpende' CD´er, foredrag, bøger, artikler m.v.

http://bobbyzachariae.dk/

Jeg har nu bestitl den CD som handler om "mentale redskaber ved kræftsygdom". Og har fået den med posten for et par dage siden:

Den vil jeg inden for nogle få dage sætte mig til at lytte til - prøve at bruge - og kommentere.
   One never knows.

   Og i hvert fald inden jeg begynder min 3. generations CML-medicin. 

(To be continued!)

To typer meditation - og hvordan de spiller sammen med og kan stimulere kreativitet.

As we´ll see, creative observation is a skill that requieres  a balance of paying attention to the world around us and tuning in to our inner landscape - a balance of mindfulness; a focused, nonjudgmental awareness and the present moment; and mind-wandering.

Kreativ observation  er en færdighed som kræver at vi afbalancerer det at være opmærksomme i forhold til hvad der sker i vores omgivelser, og det at være opmærksomme i forhold til hvad der sker i vores indre verden ("inner landscape").

   Citatet er fra bogen Wired to Create af Scott Barry Kaufman og Carolyn Gregoire, en bog som jeg i flere af de foregåend indlæg har citeret og reflekteret over.
   Citatet her er fra kapitlet Mindfulness - og er et oplæg til et underafsnit med titlen The Art of Attention. Altså: Kunsten ar være opmærksom.

Mindfulness har jo være et buzz-ord i de senere år, som betegnelsen for en særlig meditationsform som ikke mindst erhvervslivet har overtalt medarbejdere til at gå på kursus i for at lære - for at få dem til at mindske deres bekymringer og (selv)usikkerhed, og for samtidig at øge deres opmærksomhed og mulighed for koncentration over for det de laver her og nu (=det arbejde de får penge for at udføre).

   Her er hvad en officielle hjemmeside mindfulnet.org forklarer:

As humans we are often "not present" in our own lives. We often fail to notice the good things about our lives, fail to hear what our bodies are telling us, or poison ourselves with toxic self critism.

   Human minds are easily distracted, habitually examining past events and trying to anticipate the future. Becoming more aware of our thoughts, feelings and sensations may not sound like an obviously helpful thing to do, however learning to do this in a way that suspends judgement and self-criticism can have an incredibly positive impact on our lives.

   Mindfulness is a way of paying attention to, and seeing clearly whatever is happening in our lives. It will not eliminate life's pressures, but it can help us respond to them in a calmer manner that benefits our heart, head, and body. It helps us recognise and step away from habitual, often unconscious emotional and physiological reactions to everyday events. It provides us with a scientifically researched approach to cultivating clarity, insight, and understanding. Practicing mindfulness allows us to be fully present in our life and work, and improve our quality of life.

Jeg har ikke selv lært eller dyrket mindfulness-meditation. Og jeg har været lidt skeptisk over for den jubeloptimistiske hype der har omgivet beskrivelserne af den i medierne og i en del hjælp til selvhjælp-litteratur.
    En kritik som deles af Lone Frank som jeg refererer til i det her indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/om-forbindelsen-mellem-mindfulness.html

På den anden side har jeg selv rent faktisk dyrket en anden form for meditation nogenlunde konstant siden jeg lærte det på et kursus i Købmagergade i København 1979: Trancendental Meditation - forkortet TM. 

   Det er en form for meditation hvor man i relativt korte perioder på 20 minutter en eller to gange dagligt, siddende i en (læne)stol, så at sige 'går i sort' - mentalt åbner sig indad og giver slip på målrettet tænkning og opmærksomhed - ved hjælp af et mantra som man gentager via en en 'båndsløjfe' af en indre besværgende og messende stemme.
   Mantraet som er sort tale, får man udleveret ved en religiøst-farvet ceremoni.

 
TM-hjemmesiden transcendental-meditation.dk forklarer hvad det går ud på:

Når sindet transcenderer den fineste tankeimpuls, kommer det i en tilstand af indre stilhed. Og det sker på en fuldstændig naturlig og uanstrengt måde. Vi kan ikke tvinge sindet til at blive stille, og det behøver vi heller ikke. Med den rette metode stilner sindet sig selv. Når sindet transcenderer, kommer kroppen også i en dybt afslappet tilstand, og det sker langt hurtigere end under søvn.

   Den hvile man får under TM-udøvelsen er meget dybere end hvilen under almindelig afslapning med lukkede øjne. Den adskiller sig fra den hvile man får når man sover, ved at man forbliver vågen og med en kohærent hjernefunktion. Det kaldes en tilstand af hvilende årvågenhed.

   Mere end 30 undersøgelser fra hele verden har bekræftet den dybe hvile og afslapning kroppen får under TM-udøvelsen. Og den dybe hviletilstand aktiverer kroppens evne til at helbrede sig selv. Afslapningen giver kroppen mulighed for at fjerne spændinger og træthed der har hobet sig op.

Ingen tvivl om at det er en helt speciel - og for de fleste - ny tilstand: "indre stilhed", en tilstand som jeg kan genkende: som om man sover og alligevel er vågen. 

Det er klart at de to slags meditation er forskellige.
   Og Wired to Create diskuterer de forskelle i effekt på sind og hjerne som de to former for meditation har.

   

Ifølge forskellige hjemmesider på nettet så kan alle de mange former for meditation man kender til (23),  deles i to hovedgrupper: en non-directive (ikke styrende) type og en concentrative type:

In non-directive types of meditation, people focus on their breathing or a sound, but also allow their mind to wander where it will.

In concentrative types of meditation, people try to focus closely on their breath, or something else, in order to suppress other thoughts and feelings they experience.

Trancendental Meditation tilhører den første gruppe, Mindfulness-meditation den anden.

   Og der er faktisk forsket i forskellen i virkning gennem hjerneskanninger af folk mens de mediterede - hhv den ene og den anden form:

To examine the differences, a Norwegian study had some meditators practising concentrative meditation and others non-directive meditation, while their brains were scanned (Xu et al., 2014).

   One of the study’s authors, Svend Davanger, explained the results:

  “The study indicates that nondirective meditation allows for more room to process memories and emotions than during concentrated meditation.”

   “This area of the brain has its highest activity when we rest.

It represents a kind of basic operating system, a resting network that takes over when external tasks do not require our attention.

   It is remarkable that a mental task like nondirective meditation results in even higher activity in this network than regular rest.”

   When the experienced meditators practised a directive meditation technique — focusing on one thing to the exclusion of all else — the activity in their brains was similar to when they were simply resting without meditating.

Det man kan læse her er at fx TM som en 'ikke-koncentrerende' form for meditation går ind og gør noget ekstra godt ved de dele af hjernen jeg jævnligt har omtalt som 'the default mode network', og som bogen Wired to Create kalder 'the imagination network'.
    Og det er de neurologisk særligt tæt forbundne moduler af hjernen som sammen er aktive når man er passiv - og fx dagdrømmer eller fantaserer.

Harvard-psykologen Ellen Langer bliver i 70'erne pioner på området mindfulness og hvordan denne mentale tilstand opnås. 

   Hun beskriver det som...

... paying attention to the present moment

Det handler om at kunne koncentrere sig om det man gør her og nu - og ikke lade sig distrahere af forstyrrende tanker. bekymringer eller mentale impulser om alt muligt andet.

   Og det er vel præcis det det drejer sig om når man maler og tegner, komponerer eller spiller musik, skriver digte og fortællinger: dette at man i den grad koncentrerer sig om udtryk og indhold og samspillet mellem dem.

   Ellen Langer anfører i sin bog Mindful Creativity at selve det at udføre kreativt arbejde er en form for 'praktiseret mindfulness':

"In noticing new things about ar topic, you're being creative," she says. "By noticing new things about a topic, you see novel things about it. You see that the thing you thought you knew is different - everything looks different from different perspectives."

Det du troede du vidste hvordan var, er noget andet og ser anderledes ud i et anderledes perspektiv, er budskabet.

   Som modsætning til 'mindfulness' sætter hun begrebet 'mindlemndlessness' som i denne sammenhæng betyder 'uopmærksomhed' - dette ikke at være bevidst om noget som betyder noget.

   Den modsætning diskuterer forfatterne Scott og Carolyn sådan her, idet de fremhæver at en tilstand af 'pure mindfulness' ikke altid er et gode, og at en tilstand af 'mindlessness' ikke altid er af det onde. Godt tænkt og sagt.

 
Her inddrager de fænomenet 'flow' som jeg tidligere har skrevet om i en del indlæg, og som psykologen Mihaly Csikszentmihalyi har givet navn og beskrevet:

For instance deliberate mindfulness can interfere with the flow state of conciousness, in which we are completely absorbed in an activity and lose track of time. Altso at lot of what may appear mindless may nevertheless be incredibly conducive to creativity. As we saw earlier, unconcious processing can facilitate insights and help push through creative impasses.

Ifølge Scott og Carolyn er der masser af forskning der siden 70'erne har dokumenteret at mindfulness-teknikken har mange positive effekter på sindet og psyken:

... improved task concentration and sustained attention, empathy and compassion, introspection, self-regulation, enhanced memory and improved learning, and positive affect and emotional well-being as well as relief from stress, anxiety, depression, and sleeping problems.

Om denne liste kan man sige at den måske ikke peger på at mindfulness-meditation ligefrem skulle fremme kreativiteten direkte - men nok snarere indirekte, nemlig ved at den hjælper mennesker til mental og emotionel selvkontrol og kognitiv fokusering på og koncentration om det man er i gang med - fx et stykke kreativt arbejde.

  

Ingen tvivl om at det at praktisere meditation, herunder mindfulness, direkte virker ind på og præger hjernens neurologisk konstruktion og funktion.
   En systematisk gennemgang af 30 'neuroimaging-studies' der beskriver mere en 300 'meditators', viser positive - styrkende - effekter - på et bredt spektrum af områder i hjernen:

The studies revied showed that meditation training consistently altered key brain areas, including the frontpolar cortex (involved in meta-awarenss), the sensory cortices and insula, the hippocampus (involved in memory formation and consolidcation, and learning), and the anterior and mid-cingulate and orbitofrontal cortes (involved in selv and emotional regulation).

Pioneren inden for denne forskning heder Richard Davidson, og ham har jeg skrevet om i flere tidligere indlæg her på blokken. Det første i en serie om den plastiske hjerne her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-1-de-seks.html

Uden at det nævnes direkte her, kan man sige at det er den del af hjernens forskellige neurale netværk som kaldes 'the task-positive - eller attention network' som bliver styrket og trænet gennem mindfulness-teknikken.

   Men, spørger Scott og Carolyn så: Hvad med det neurale netværk de kalder 'the imagination network'? Hvad med dagdrømmerier og 'mind-wandering'?

   Kreativitet kræver nemlig  ifølge deres bog en afbalancering af ekstern fokusering med mere indadvendte og -rettede mentale processer som dem det imaginative netværk varetager - som at tænke på fremtiden, reflekterende eftertænksomhed, introspektion og konsolidering af episodiske erindringer.

Although focused attention can be a gateway to creative thinking, optimal creativity likely results both from mindful and mind-wandering states of mind and, importantly, in the ability to switch from on mode of engagement to the other as needed.

For at gøre en lang historie kort, så gælder det om at få et afbalanceret samarbejde igang mellem den del af hjernen som fokuserer og koncentrerer den mentale opmærksomhed om nuet, og så den del af hjernen som kan frigøre bevidstheden fra det ydre her og nu - og lade sindet vandre frit fra disse mange og stadig flere her og nu-krave (ikke mindst fra de digitale medier via tablets og smart phones):

For creativity, the ideal meditation practice is one that create this balance - supporting both the mindful brain and the mind-wandering brian and strengthening both self- and other-focused modes of thought.

Og de konkluderer at kunsten er at praktisere former for meditation som forbedrer hjernens evne til at forholde sig kreativt til de tanker som dukker op - hvad enten de stammer fra ydre eller fra indre impulser: 

The goal, when i comes to enhancing creativity, is not to free the mind of thoughts. The goal is to be fully present to thoughts as they arise and to be able to switch between idel mind wandering and outward-focused attention.

Hermed er vi inde på noget jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg, blandt andet et som havde overskriften: 

Kunst, kreativitet og kaos i hjernen - ny hjerneforskning om forbindelsen mellem sindsygdomme og det kunstneriske sind

Her slutter jeg med at refererer en hjerneforsker Marcus Raichle som beskriver samspillet mellem tre neurale netværk i hjernen

To summarize the function of the three networks: the attention network makes it possible for us to relate directly to the world around us, i.e., here and now, and the default mode network makes it possible to relate to ourselves and our memories and previous experiences, i.e., the past and future. The salience network makes us switch between the two others according to our needs.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/06/kunst-kreativitet-og-kaos-i-hjernen-ny.html

Scott og Carolyn refererer en hollandsk forsker Lorenz Colzato som har undersøgt forskellen i effekt ved henholdsvis 'open monitoring meditation' (='non-directive') og 'focused meditation' (='concentrative').

   Hans resultater tyder på at man bliver bedre til det kreativitetsforskerne kalder 'divergent tænkning' ved at praktisere den første form for meditation (som TM tilhører), mens man bliver bedre til 'konvergent tænkning' ved den anden form (som Mindfulness tilhører).

   Og de to forfattere konkluderer på resultatet af flere nyere effekt-undersøgelser af forskellige former for meditation:

The data are clear. To activate your brain's imaginative network, try practicing an open-monitoring og non-directive form of meditation, which allows for constructive mind wandering while also boosting attention

Forskningen tyder så også på at et vigtigt aspekt i hvad meditation gør ved sindet, er at det forbedrer evnen til at observere og lægge mærke til - både hvad man møder i omverdenen, men også og ikke mindst: hvad man oplever 'in the mind's eye' - 'landskabet' af tanker, følelser og billeder som kører på den indre skærm via imaginations-netværket:

And more than other mindfulness skills, observation is associated with the ability to take note of contents of our internal and external landscape. Baals team concludes: "At state of conscious awareness resulting from living in the moment is not sufficient for creativity to come about. To be creative, you need to have, and be trained in, the ability to carefully observe, notice, or attend to phenomena that pass your mind's eye.

At kunne koble, 'ydre observation' og 'indre observation' sammen, og at kunne gøre det bare sådan på et øjeblik, det er sagen hvis man skal være særligt kreativ.

Og Trancendental meditation er altså mere effektiv end Mindfulness meditation hvis det gælder om at booste kreativiteten. 

   Mens hvis målet primært er at få styr på og kontrol over sine egne følelser og tanker og sikre at man arbejder målrettet og uden forstyrrelser fra 'irrelevante' indtryk og impulser, så er Mindfullness sagen.

Scott og Carolyn er ikke neurologer men videnskabsjournalister, og kommer ikke rigtig videre ad det spor. 

   Men jeg kan ikke lade være med at konkludere at det som den gode meditation gør, ikke kun er at holde gang i imaginationsnetværket, men også at den stimulerer hjernens tredje neurologiske netværk, det som Marcus Reichle kaldte 'the salience nework', og som er det der sørger for et smidigt skift - og dermed samarbejde - mellem de to andre: det udadvendte 'attention network' og det indadrettede 'the imagination network'.

Det synes jeg faktisk giver god mening. At når man er kreativ og arbejder kreativt, så kan man få ydre impulser og indre til - i et split-sekund - at gå i en slags mental og konceptuel symbiose (='konceptuel blending') - og Aha! - så er der en ny ide - til en artikel, et billede, et digt, et musikstykke, et forskningsbegreb.

Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Både - og ... om såkaldt 'lucid dreaming' og selvrefleksion

 

Jeg Zhuang Zi drømte engang, at jeg var en sommerfugl, der fløj glad omkring og nød livet uden at vide jeg var Zhuang Zi.

Pludselig vågnede jeg op og var Zhuang Zi.

Drømte Zhuang Zi at han var en sommerfugl, eller drømte sommerfuglen at den var Zhuang Zi?

Der må være en forskel mellem Zhuang Zi og sommerfuglen?

Dette er hvad man kalder tingenes forvandling.

Har drømme og kreativitet noget med hinanden at gøre?

   Egentlig er det mærkeligt at jeg ikke har taget det spørgsmål op før nu her på bloggen. For ud fra hvad jeg i årenes løb har læst mig til, så må der naturligvis være sådan en sammenhæng - eller flere forskellige.

   Men hvilke og hvordan?

Når jeg lige nu begynder at researche på det, er det på grund af et lidt mærkeligt sammenfald af nylige erfaringer med egne drømme og så det at jeg ved at surfe på nettet helt tilfældigt opdagede at man blandt søvn- og drømmeforskere opererer med, såkaldt "lucid dreaming".

   Bogstaveligt oversat betyder det "klarsynede drømme", drømme hvor man på en gang drømmer og er bevidst om at man er i en drømmetilstand. Fagfolk oversætter "lucid dreams" til "klare drømme".

Derefter noget om egne relativt nylige drømmerier som ligner.

Jeg hører til dem der i mange år godt vidste at jeg selvfølgelig drømte - ligesom alle andre. Jeg kunne også vågne op om morgenen og være klar over at jeg havde drømt "noget". Men som regel kunne jeg ikke huske indholdet i drømmene - og altså ikke genfortælle dem. Bare konstaterer at jeg havde drømt.

 

Det var lidt ærgerligt da jeg i mine unge dage - med stor interesse - læste og syntes jeg selv blev klogere af Freuds "Drømmetydning" - men altså ikke selv kunne levere materiale til tydningen.

   Jeg fik meget ud af at læse om Freuds måde at analysere drømme på, nemlig i to lag - dens manifeste indhold (=det drømmeren husker og kan genfortælle) og dens latente indhold (=drømmens symbolske betydning som er kamufleret og kun kan komme frem ved analyse).

   Jeg analyserede sprogbrugen i tekster af alle mulige slags den gang, og jeg syntes ikke jeg havde besvær med at overfør Freuds tænkning til min egen analytiske praksis.

 

Selv om jeg ikke har kunnet huske og genfortælle mine drømme i mange år, så har fruen indimellem forladt dobbeltsengen og sovet videre i et andet rum fordi jeg talte forstyrrende højt i søvne - og det ikke lød (som om jeg havde det) særlig rart, snarere lidt mareridtsagtigt.

   Hvor ofte jeg larmede mens jeg sov, har jeg egentlig ikke nogen fornemmelse af.

   Men jeg går ud fra at mine lyde og udbrud har været udtryk for at jeg har drømt noget ikke særlig behageligt imens.

   Og det sker stadig indimellem - altså at fruen flygter på grund af nattelarmen.

   Selv er hun god til at huske og genfortælle drømme. Har altid været det.

Men for nylig - måske først inden for det sidste års tid har jeg haft oplevelser med drømme som jeg ikke husker at jeg har haft tidligere.

    Det er 'sociale drømme' hvor jeg er sammen med andre mennesker - ofte både nogen jeg kender og ikke kender fra virkeligheden.

   Der indgår også en form for projekt i de drømme. Vi skal noget og må arbejde sammen og være koordinerede om det. Og på et tidspunkt får jeg så et større ansvar for et eller andet som jeg ikke ønsker. Men som det ville være flovt eller ubehageligt hvis jeg svigtede.

    Den sociale kontekst er typisk en der ligner noget jeg kender fra mit tidligere arbejds- eller familieliv.

    Det er drømme hvor jeg føler mig ubehageligt forpligtet, men en rolle jeg bestemt ikke har lyst til at indtage - og jeg vil helst vil ud af den. Men i drømmen kan jeg ikke finde udvej for at blive befriet for den sociale tvangssituation jeg er kommet i.

    Og så vågner jeg - halvt? - og bliver med en stærk føleles af lettelse klar over at det var en drøm jeg var i - og at jeg altså  ikke har det ansvar i virkeligheden som jeg netop i drømmen følte ubehageligt tyngende og tvingende.

    Hvorefter jeg sover videre og fortsætter med drømmen, men nu med en lettelse knyttet til bevidstheden om at det "bare" er en drøm.

    Jeg bliver en slags observatør til (resten af) min drøm som jeg altså stadig også er med i. Og jeg får så at sig afmonteret det seriøse og tyngende i ansvaret i den del af drømmen som følger efter at jeg er blevet bevidst om at det er en drøm jeg er i.

    Drømmene er 'realistiske', og der er en tydelig kobling til mit virkelige og erindrede liv og så drømmens indhold.

Det kunne godt minde om 'lucid dreaming' sådan som fænomenet beskrives rundt omkring på nettet. Her i indledningen til Wikipedias artikel om emnet:

A lucid dream is any dream during which the dreamer is aware that he or she is dreaming.

   During lucid dreaming, the dreamer may allegedly be able to exert some degree of control over the dream characters, narrative, and environment.

   The term 'lucid dream' was coined by Dutch author and psychiatrist Frederik van Eeden in his 1913 article A Study of Dreams, though descriptions of dreamers being aware that they are dreaming predates the term, and is closely related to ancient meditative praxis originating in India.

Referencen til meditation og Indien gør mig endnu mere nysgerrig.

    Jeg har mediteret stort set dagligt siden 1979, og den teknik jeg bruger, er TM - Transcendental Meditation, som netop har sin oprindelse i Indien.

Her en af de mange beskrivelser på nettet af "how to lucid dream":

Dream lucidity is awareness that you are dreaming. This awareness can range from a faint recognition of the fact to a momentous broadening of perspective. Lucid dreams usually occur while a person is in the middle of a normal dream and suddenly realizes that they are dreaming. This is called a dream-initiated lucid dream. A wake-initiated lucid dream occurs when you go from a normal waking state directly into a dream state, with no apparent lapse in consciousness. In either case, the dreams tend to be more bizarre and emotinal than regular dreams. Most importantly, you will have at least some ability to control your "dream self" and the surrounding dream.

Den efterfølges så af en detaljeret beskrivelse med tegninger af hvordan man kan øve sig i og træne sig til 'lucid dreaming'.

https://en.wikipedia.org/wiki/Sleep_and_creativity

Fidusen er at man kan lære at styre og ændre sit drømmeindhold når man først er bevidst om at man drømmer. Der findes en række teknikker til hvordan man gør. Det fortæller videnskab.dk om i en artikel netop under titlen 

Sådan kan du lære at styre dine drømme

Netsiden giver et eksempel her:

Det sjove ved denne tilstand er, at den gør os i stand til at kontrollere vores drømme og dermed gøre hvad som helst - for eksempel flyve.

I virkelighedens verden er vi bundet af – ja, virkeligheden. Men i drømmeland kan alting i princippet lade sig gøre. Det kræver bare, at man lærer at indse, man drømmer, før man vågner. (Foto: Colourbox)

Problemet er bare, at vi sjældent er klar over, at der er tale om en drøm, før vi vågner og indser det. Derfor kan vi som regel heller ikke styre, hvad der sker i drømmen.

   Men ved at indøve nogle bestemte vaner - som for eksempel at se på tallene på dit ur - kan du faktisk lære dig selv at være fuldt bevidst, når du sover. Vanerne skal blive så indgroede, at du også automatisk udfører dem i søvne.

   Idéen er så, at vanen kommer til at fungere som et realitetstjek, fordi tallene på dit ur formentlig ser helt anderledes ud i drømmeland. Dette vil få din hjerne til at opdage, at du drømmer, hvorefter morskaben kan begynde.

http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-kan-du-laere-styre-dine-dromme

Der findes mange hjemmesider hvor mere eller mindre frelste 'lucid dreamers' fortæller om deres erfaringer med at blive bevidste om at de drømmer mens de drømmer, for derefter at kunne styre emnet og retningen for (nogle af) deres drømme gennem bestemte teknikker og øvelser mens de er vågne.

   Nogle udbyder også kurser i hvordan man lærer sig det. Her introduktionen til sådan et kursus:

A very simple 3-step plan for beginners to get going is to:

   1. Write down at least one dream in your dream journal each morning

   2. Perform at least 10 reality checks throughout the waking day

   3. Do at least 20 minutes of mindful meditation, day or night

Ok, I'm really skimping on the details. There's a lot more you need to know.

   For most people, those are the basic minimum steps to start lucid dreaming, because they systematically train your mind to:

   - Remember more dreams, more vividly

   - Become more self-aware (observant of your reality)

   - Incubate your desire to recognize when you're dreaming

   Other techniques I recommend will train you to:

   - Pre-program specific dream content and themes

   - Visualize your way to a lucid dream from waking

   - Recognize dream signs that trigger lucidity

   - Adjust your sleep habits for more lucid encounters

   - Induce lucid dreams via "out-of-body" experiences

http://www.world-of-lucid-dreaming.com/how-to-have-your-first-lucid-dream.html

Der er åbenbart blevet forsket en del i fænomenet, og ifølge videnskab.dk er et af stederne Max Planck instituttet for psykiatri i München. 

   Man har her brugt hjerneskanninger og fundet ud af at ... 

... den grundlæggende aktivitet i hjernen er den samme i klare drømme og normale drømme. Men under en klar drøm stiger aktiviteten i visse områder af hjernen markant - områder, der normalt er deaktiverede, når vi sover.

   Disse områder er alle involverede, når vi skal evaluere os selv og vurdere vores egne tanker og følelser, hvilket måske kan forklare, hvorfor 'klare drømmere' formår at bevare bevidstheden om, at de drømmer.

Jeg søger på Max Planck Instituttets hjemmeside og finde deres beskrivelse af hvor det mere præcist er i hjernen der foregår særlig aktivitet hos folk der hyppigt har lucide drømme.

   Man har simpelt hen i skanninger sammenlignet en gruppe som stort set ikke kender til lucide drømme, og dem der ofte drømmer på den måde:

Psychiatry have compared brain structures of frequent lucid dreamers and participants who never or only rarely have lucid dreams. Accordingly, the anterior prefrontal cortex, i.e., the brain area controlling conscious cognitive processes and playing an important role in the capability of self-reflection, is larger in lucid dreamers.

At reflektere over hvem man selv er, er noget som foregår i det netværk i hjernen jeg tidligere har skrevet rigtig meget om, og som kaldes 'the default mode network' (DMN) eller 'the task negative network'. 

   Det er aktivt når man er passiv og ikke er optaget af udadvendte opgaver,  som fx. når man dagdrømmer eller mediterer eller under 'let søvn'.

   Her en liste fra Wikipedia over hvad dette netværk tager sig af:

Information der har med en selv at gøre:

- Autobiographical information: Memories of collection of events and facts about one’s self

- Self-reference: Referring to traits and descriptions of one’s self

- Emotion of one’s self: Reflecting about one’s own emotional states

Tænkning om andre personer:

- Theory of Mind: Thinking about the thoughts of others and what they might or might not know

- Emotions of other: Understanding the emotions of other people and empathizing with their feelings

- Moral reasoning: Determining just and unjust result of an action

- Social evaluations: Good-bad attitude judgments about social concepts

- Social categories: Reflecting on important social characteristics and status of a group 

Erindring om fortidden og tænkning om fremtiden:

- Remembering the past: Recalling events that happened in the past

- Imagining the future: Envisioning events that might happen in the future

- Episodic memory: Detailed memory related to specific events in time

- Story comprehension: Understanding and remembering a narrative 

Generelt har min konklusion ved at følge med i de senere års forskning om DMN været at det er det netværk i hjerne der stimuleres og er aktivt når man er særligt kreativ og når man er publikum til kreative produkter som bøger, film og malerier.

   

Min konklusion i den her sammenhæng er følgende:

   Forskningen i 'lucid dreams' og specielt det at man ved træning er i stand til at styre forløb og indhold i sine drømme når man samtidig er sig bevidst at man drømmer, betyder vel at man nærmest som i en streaming-tjeneste hver nat kan vælge de indre drømmefilm man vil se - i stedet for bare at være et passivt offer for hvad hjernen tilfældigvis har på sendeplanen den nat.

   Det synes jeg sådan set er ret interessant og ikke så lidt overraskende.

Forskerne på Max Planck-instituttet har fundet ud af at folk der reflekterer meget over tingene - såkaldt 'metacognition' - også er gode 'lucid dreamers', og forskerne har en teori om at hvis man hører til dem der reflekterer meget, så har man også lettere ved at kontrollere sine drømme:

The differences in volumes in the anterior prefrontal cortex between lucid dreamers and non-lucid dreamers suggest that lucid dreaming and metacognition are indeed closely connected. This theory is supported by brain images taken when test persons were solving metacognitive tests while being awake. Those images show that the brain activity in the prefrontal cortex was higher in lucid dreamers. “Our results indicate that self-reflection in everyday life is more pronounced in persons who can easily control their dreams,” states Elisa Filevich, post-doc in the Center for Lifespan Psychology at the Max Planck Institute for Human Development.

https://www.mpg.de/8869963/lucid-dreams-prefrontal-cortex

'Kattevideoer' påvirker hjernen så man bliver mere kreativ - eller i det mindste arbejdsom og i bedre humør

Jeg har haft stor succes på Facebook gennem jævnlige indslag af fotos der viser familiens store røde skovkat Fister i aktion - eller det modsatte.

   Som fx de her der illustrerer Fisters kamp om kælende opmærksomhed - i konkurrence med fars morgenavis-læsning:

Med 'succes' mener jeg ikke bare relativt mange "likes" i sammenligning med FB-indlæg og -billeder om andre emner og med andre motiver, men også deciderede positive kommentarer.

   Det samme positive reaktionsmønster har der været når jeg som led i at holde Facebook-liv i Fisters image, har offentliggjort nuttede eller sjove kattevideor fra YouTube, videoer som jeg har fanget i min egen nyhedstrøm og derefter delt  til vennerne med en kommentar der refererede til Fister og hans 'fan-klub'.

Nu holder jeg selv meget af katte - før Fister var der Donna og Plys og Gine og mange flere.
   Jeg har vel haft kat siden 1972. Somme tider kun én, somme tider et par. Og når jeg skriver 'jeg', så mener jeg 'vi' -  familien - og ikke mindst fruen.

   Så derfor har jeg egentlig ikke spekuleret over de mange positive reaktioner. De har så  at sige bare føltes "helt naturlige".

Gratisavisen Metroxpress bragte fredag den 18. juni en videnskabjournalistisk artikel med rubrikken

Kattevideor gør dig bedre på arbejde

Underrubrikken lød:

USA. Amerikanske forskere har undersøgt de voldsomt populære kattevideoer, der faktisk kan være gode for din arbejdsindsats.

Den forsker der citeres, hedder Jessica Gall Myrick, som har lavet en undersøgelse som bygger på 7.000 besvarelser hvor deltagerne har beskrevet deres vaner omkring det at se kattevideoer, og hvad og hvordan de føler ved at se dem - før og efter.

"Efter at have set katte på internettet følte de sige mere håbefulde, positive og inspirerede og mindre nervøse og vrede. Vi så et fald i negative følelser", siger Jessica Gall Myrick.

Der ligger godt 2 millioner 'kattevideoer' på YouTube, og de havde sammenlagt 26 milliarder seere sidste år.

Spørgsmålet er så hvorfor det at se kattevideoer har den både stimulerende og beroligende effekt på psyken og på følelseslivet. 

   Og der er jeg sådan set ikke i tvivl om svaret. 

   For nogle år siden læste jeg en artikel om noget forskning om hvordan det virkede på katteejere og -elskere at sidde og ae deres kat mens den ligger og spinder i skødet.

    Og undersøgelserne viste at indvirkningen på hjernen og psyken af denne aktivitet i den situation havde store ligheder med effekten af at meditere. Stofskiftet og blodtrykket falder. Og man bleiver selv roligere og mere afslappet. 

Med den viden man nu har, så handler det om at man ved synet af disse videoer med katte som hovedpersoner, får udløst et ekstra skud 'krammehormon' i hjernen - den bliver så at sige oversvømmet af oxytocin og af de såkaldte belønnings-endorfiner som stimulerer ens oplevelse af velbefindende.

   Se her et link til en artikel der bekræfter det:

http://pets.thenest.com/petting-cat-release-endorphins-10269.html

Mere generelt så fungerer det 'helbredende' på mennesker at klappe, kæle, kramme, klø, nulre, ae hinanden - og altså også sine kæledyr:

http://edition.cnn.com/2011/HEALTH/01/05/touching.makes.you.healthier.health/

Og det at se nuttede, sjove eller rørende kattevideor, har altså karakter af en venlig mental berøring via den indre skærm der beroliger og stimulerer hjernen til positiv tænkning og reducerer kroppens stresshormonproduktion.

   Artikler der fortæller om Jessica Gall Myrick´s aktuelle forskning, kan læses her - dels i en populær version og dels i hendes egen akademiske version:

http://news.indiana.edu/releases/iu/2015/06/internet-cat-video-research.shtml

http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0747563215004343

Da Fister som killing vandt fruens hjerte
- og dermed fandt sig sin familie og sit hjem