Sider

søndag den 16. oktober 2011

Akvarelmaleriets mysterier (4) - om kreative restriktioner - og Klee og Nolde

Når man maler akvarel, må man hele tiden tjekke hvordan den farve der er i penslen, kommer til at se ud - ved at man laver pensel-farve-prøver på et særligt ark inden man fører penslen med dens vandede farve over på selve billedet man er igang med.
   Når sådan et tjekke-farve-papir er nogenlunde fyldt, kan man få lyst til at male videre, som her:


Det var inspireret af en af de ting vores lærer på akvarelkurset ved Gardasøn, Bardur Jakupsson, flere gange understregede: På en akvarel, kan du altid male videre senere, hvis du synes.
   Så her er der tale om blending af det tilfældige som undermaling og så et lag-på-lag-malet natur motiv lagt oven på.
   Tja...!?

En anden ting Bardur flere gange fremhævede, var at et motiv jo ikke var noget man kun kunne male én gang - for alle. Et motiv blev aldrig slidt op.
   Han nævnte at mange store malere, som fx Monet, jo havde malet det samme motiv om og om igen: høstakke, åkander, en domkirke. Det samme med andre mestre som van Gogh og Degas.
   Så det råd har jeg også fulgt. Og malet safranbonden fra det foregående blogindlæg en gang til. 

Der var dels det med skægget som jeg ikke var tilfreds med i det oprindelige billede. Og der var også noget med skyggerne i den hvide turban og hans kaftan der var for (s)vage - og dermed ikke gav den dybde i billedet som jeg ønskede. Endelig var der noget med selv ansigtet. Det var fladt.
   Det hele var for fladt!  

På den igen. Krøllet skæg, runde kinder og mørkere skygger.
   Her er den nye version:


Klart bedre, synes jeg. Der er kommet mere dybde i figuren og i hans klædning. Læg mærke til de helt lyse områder i kinder og pande og hænder. De blev friholdt fra starten. Det var planlagt.
   Og hvor skal man dog planlægge. Og begrænse sig!

En anden ting Bardur fremhævede, var at man ikke skulle gå efter et for stort billedformat. Selv malede han sine demonstrations-akvareller i kursusugen - enten i et postkortformat - eller i A4-format.
 
Kreative restriktioner er det der er tale om her.
   Småt er - eller kan være - godt. Og hvorfor male 20 forskellige motiver, når man kan lære mere af at male nogle få - flere gange.

Den første dag på kurset hvor jeg ikke var åben og meget lidt lydhør, gik det helt galt med de billeder jeg malede som var i fuldt A4-format. Jeg gik jeg ned til postkortformatet de følgende dage. Og så gik det pludselig bedre. 
   Først den næstsidste dag på kurset gik jeg igen op i A4-formatet. 
   Fiskerbådene og Oliventræerne er malet i A4-formatet, de tre byhuse og sømotivet med hjuldamperen, er malet i postkortformatet. De kan finde dem på de første to indlæg om akvarelmaleriets mysterier.
   Og med vor ven safranbonden er vi igen oppe i A4.

Her et par andre af mine akvareller fra Gardasøen - malet i postkortformat:




Ikke "penneprøver" men "penselprøver".

Med akvarel i postkortformatet har man ellers nok kreative giganter at se op til. 
   Fx Emil Nolde, som nazisterne forbød at male sine "entartede" billeder. Han trodsede dem i hemmelighed og malede under krigen nogle enestående akvareller, de såkaldte "umalede billeder". Her ser man virkelig den positive effekt af kreative restriktioner:





Her er historien fortalt af hans amden kone Jolanthe - citat fra http://www.handprint.com/HP/WCL/artist46.html
Nolde owned a large stock of slightly absorbent Japanese papers, in a variety of weights from thin to very heavy, which permitted him a range of wash effects similar to those possible with hot pressed papers. Jolanthe Nolde described how he cut irregular smaller rectangles by hand from the large sheets, and kept 17 separate premixed colors always ready in small aluminum cups, each cup with its own watercolor brush, the tufts bent from resting continually in the cups. He charged the surface of the paper with juicy layers of paint, the brushes so saturated that drops occasionally fell by accident into the work. Paints tended to diffuse through the paper, producing fuzzy edges, puddles, backruns and dense wet in wet color mixing. Subsequent layers would sometimes bead up, repelled by the accumulated layers of gum arabic underneath, making the colors appear to be sprayed on. The resulting images are conjured from dark, muted mixtures shot through with flashes of intense pure color — somber, turbulent, and sometimes menacing or poignant.
Også en mester som Klee malede og tegnede en masse små billeder, som netop i kraft af deres lidenhed, virker ekstra stærkt. Heraf rigtig mange i akvarel:






Hvilken fryd og fornøjelse - og inspiration.

Der er en udstilling på Louisiana som jeg og fruen må op og se: Klee og Cobra-malerne.

(fortsættelse følger)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar