Akvarelmaleriets mysterier (3) - om at male hvidt uden at male - og flere æstetiske principper

En af de overaskende og fascinerende teknikker ved at male med akvarel, er for mig dette at hvis noget skal være hvidt i billedet, så skal man lade det stå som et umalet udsnit i motivet - og altså male uden om det "hvide".

   Det var noget vore akvarellærer Bardur Jakupsson kom kort ind på - typisk i forbindelse med at male skibsskrog. Når man startede billedet med at male lavering - dvs. gav en jævn tynd grundmaling til det område som fx skulle ende med at være sø, så skulle man huske at lade nogle felter af papiret stå urørte (=hvide) til de skibe man ønskede skulle ligge på søen i det færdige billede. 

  Jeg husker nogle få  af de andre kursusdeltageres billeder hvor det var udnyttet meget effektivt, fx at lade striber i himlen eller i vandet stå helt hvide. Og selv udnyttede jeg det i de to billeder jeg viste i først kapitel af "akvarelmaleriets mysterier": noget af sejlene i de gamle fiskerskibe i det ene billede - og hjuldamperen i det andet.

  Bardur understregede også flere gange at det nærmest var "flovt" hvis man brugt dækkende zinkhvidt når man malede akvarel. 

Efter hjemkomsten fra kurset ved Gardasøen så jeg i Informaton fra den 4. oktober en artikel der var ledsaget af et meget flot foto af en delvist hvidklædt afghansk mand med skæg og turban. Rubrikken lød: "Farvel til valmuerne". Og manchetten fortalte vinklen:

Khan Mohammed har udskiftet valmuer med safran. Men mange andre bønder tør ikke opgive opiumproduktionen, som Taleban har sat sig tungt på.

Det var Charlotte Aagaard der både havde skrevet artiklen og fotograferet illustrationen. 

     Fotoet var af denne positive rollemodel, safrandyrkeren Khan Mohammed, som artiklen fortalt om. Og det var bemærkelsesværdigt  smukt, en statelig, nærmest heroisk figur, på baggrund af en klar blå-hvid himmel, stående blandt rødbrune klipper og med grønne marker i baggrunden. 

   Det der slog mig ved motivet, var at der var så meget hvidt i hans tøj og hans turban. Og at sollyset var skarpt. Solen stod ikke højt på himlen, kunne man se af de markante skyggeområder. God fotograf, tænkte jeg umiddelbart da jeg så det.

Kunne jeg male det motiv og udnytte den teknik med at alt det hvide skulle fremtræde som umalede felter hvor papiret "skinnede" råt igennem, så ville det være et fremskridt for mig - også fordi vi stort set ikke malede mennesker den uge vi var på kursus.

   Jeg kastede mig ud i det - et øjeblik i tvivl om det var "fint" nok at male efter et fotografi. Men kom i tanker om David Hockney og mange andre som har gjort det, så hvorfor skulle et fotografi være "dårligere" at male efter, end hvis det var et stykke ikke medieformidlet virkelighed jeg brugte som motiv?
   Her er resultatet:

   "Forbilledet" kan man se på http://www.information.dk/281171 . I avisversionen var det oprindelige foto beskåret stort set som i min version.

Der er jo ikke meget der er flydt ud i hinanden her, og jeg har tegnet motivet i detaljer inden jeg begynde at lægge farver på.
   Til gengæld er der brugt lag-på-lag-teknikken, og for det meste flere lag end de tre som Bardur anbefalede at man begrænsede sig til - både i vesten som Khan Mohammed har på, i klipperne, i himlen og i det grønne buskads. Kun i den hvide kjortel og turbanen er der brugt et enkelt eller et par lag.

  Det jeg er mest utilfreds med, er skægget. Det var i virkeligheden (=fotoet) krøllet, ret vildt og ufriseret.
   Her kom min manglende tekniske og håndværksmæssige kunnen virkelig til kort.

  Til gengæld er jeg lidt stolt af at skyggen i ansigtet er skabt ved at lægge et meget tyndt lag lysviolet over den hudfarvede lavering som jeg startede med at give ansigt og hænder.

  Der er dog ikke meget "bondeagtigt" over min version af Khan Mohammed. Jeg får nærmest diffuse associationer til en uspecificeret "hellig mand".

De tre æstetiske principper som jeg med afsæt i V.S. Ramachandrans bog "The Tell-Tale Brain" gennemgik i det foregående blogindlæg om "akvarelmaleriets mysterier", har ikke været fremtrædende her: Der er ikke udnyttet markante overdrivelser, billedet trækker ikke markant på borte-tit-princippet (bortset fra lag på lag-teknikken), og princippet om at undgå tilfældigheder som ikke er det, har heller ikke præget billedet.

    Ganske vist står figuren ikke helt i den lodrette symmetriakse (som den gør i fotoet som man kan se på nettet), og horisonten ligger en smule under den vandrette symmetriakse. Men det er nok alligevel netop denne "i centrum"-placering - kombineret med at figuren er taget fra en kameravinkel under øjenhøjde - nedefra og op - der giver en lidt "hellig-mand" aura til figuren, tror jeg. 

Men der var 6 andre æstetiske principper som Ramchandran oplistede i sin bog: gruppering, kontrast, isolation, ordentlighed, symmetri, metafor. Kan nogen af dem have ligget under og været æstetisk styrende for dele af min akvarel (og for foto-forbilledet i Information)?

   

"Grupperings-princippet" går ud på at der er en tilfredsstillelse i at opleve at adskilte farver eller former hører sammen i en gruppe - en gestalt. Oplevelsen af at noget på den måde "matcher" noget andet, giver en måske minimal aha-oplevelse, siger han.  

   I min akvarel er det nok det princip der er giver billedet en vis stil: lag på lag-teknikken går igen og kan genkendes i de forskellige farvede felter: klipper, det grønne buskads, himlen: alle går lagene fra lyst til mørkt fra midten af billedet og ud til kanten. 

"Kontrast-princippet" siger at for at kunne forstå og skelne noget og nyde det æstetisk, så må elementer stå i kontrast til hinanden. Former kan være i kontrast, farver kan være i kontrast, lys og mørke kan være i kontrast. Uden kontraster flyder alt sammen og kan ikke gøres til genstand for æstetisk oplevelse. 

   I akvarellen står de forskellige farvede felter klart i kontrast til hinanden, både i kraft af markant forskelige farver og i kraft af lys-mørke modsætningen. Ikke mindst i selve figuren fremstår kontrasten mellem den mørke vest og den hvide kjortel og turban som en vigtig del af fornøjelsen ved motivet. 

"Isolationsprincippet" kunne også hedde "forenklingsprincippet". Det indebærer at man må isolere og forenkler (og dermed fjerne forstyrrende information og signaler) - for så meget desto stærkere at kunne nyde æstetiske overdrivelser, overraskelser og kontraster i form og farve. 

   Sammenligner man min akvarel med originalfotografiet, er det klart at jeg har isoleret og forenklet fra en masse forstyrrende detaljer. Maleriet er blevet mere "abstrakt" end fotoet, kan man sige. Den grundlæggende charme ved en akvarel, er, vil mange hævde, dens skitse-agtige udseende hvor en masse former og farver kun er antydet. Derfor kan en skitse-tegning i sort-hvid også ofte opleves som mere intens end det gennemarbejdede maleri af det samme motiv.

"Orden i sagerne-princippet" indebærer at vi nyder når der visuelt er orden og konsekvens i motivet, og at den orden vi oplever, er i overensstemmelse med vores forventninger: Vi forventer at horisonten i et billede er parallel med billedets kant, at ensartede figurer der ses på samme afstand, fremstilles som lige store, at der er en form for ligevægt mellem højre og venstre side af et billede, og at former bliver mindre og farver lysere jo længere væk i billedet de befinder sig. Til orden i sagerne-princippet hører også mønstre og rytmer hvor motiver og temaer gentages. Orden-i-sagerne princippet er en forudsætning for at overraskelses- og overdrivelsesprincippet fungerer så meget desto stærkere.
   Akvarellens forskellige elementer lever gennemgående op til orden i sagerne-princippet. Især kan man måske notere dette at fordelingen af lys og skygge er styret af en enkelt ikke synlig lyskilde fra højre, og at himlen bliver lysere jo nærmere horisonten. Det giver billedet ro (og kedelighed).

"Symmetri-princippet" indebærer at vi oplever noget som smukt, harmonisk og tilfredsstillende når det spejler sig i hinanden omkring en lodret eller vandret symmetri-akse. Symmetriprincippet fungerer biologisk som signal for sundhed. Og socialpsyklologisk og sociologisk som udtryk for magt og overblik. Det er beslægtet med orden i sagerne-princippet, og står som det i modsætning til overraskelses- og overdrivelsesprincippet og til afsky ved "tilfældigheder" som ikke er det-princippet. 

   Som nævnt ovenfor har den tilnærmede symmetri i akvarellen (og endnu mere i fotoet) en effekt. På den ene side gør det billedet lidt kedeligt, og på den anden side lidt "højtideligt" og "helligt".

"Metafor- og metonym-principperne" er æstetiske principper hvor fornøjelsen ligger i at noget - "kilden" - leverer ''optik" til at se og forstå noget andet - "målet" - igennem, altså det jeg har været inde på mange gange i forbindelse med teorien om konceptuel blending og konceptuel metaforteori..

   Safrandyrkeren Khan Mohammed i både akvarel og fotografi er metonym - en del der står for og illustrerer en helhed, nemlig den positive udvikling i Afghanistan hvor der sker et skift fra opiumvalmuedyrkning (udnyttet af Taleban) og til dyrkning af det sjældne og dyre krydderi safran.

   Kan man også se billedet af ham som en metafor. Tja...?
   Det at jeg selv får indtrykket af at figuren i akvarellen snarere fremstår som en hellig mand fra en fjern fortid end en bonde fra nutidens Afghanistan, peger jo på en "læsning" af motivet i en slags overført - metaforisk - betydning. 

For alle sine ni æstetiske lovmæssigheder kan V. S. Ramachandran sandsynliggøre dels at de alle kan forklares som nogen der har givet mennesket evolutionære fordele i artens overlevelseskamp, og dels at hver af dem  korresponderer med særskilte neurologiske funktioner i hjernen. 

   Kendskabet til principperne gør at jeg kan sætte ord på kvaliteter i de store kunstneres værker jeg i forskellige blogindlæg tidligere har skrevet om som særligt kreative.

Selv om min egen akvarel jo bestemt ikke hører til i den klasse og på mange måder er ubehjælpsom og amatørisk, så har oplistningen og beskrivelsen af principperne også givet mig en lidt bedre forståelse for hvad det er jeg har gang i - i akvarellen af safrandyrkeren fra Afghanistan.

(fortsættelse følger http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-4-om.html)