Noget om hunde og katte og haler der logrer - højre og venstre hjernehalvdel, spejlneuroner og følelser i funktion når kæledyr aflæser hinandens humør på halens bevægelser

Jeg har her på bloggen jævnligt genfortalt videnskabsjournalistiske nyheder som jeg har opsporet via fx Illustreret Videnskab, Weekendavisens tillæg "Viden", Lone Franks blog m.v. 

   Mit fokus har især været den nyere hjerneforskning som på forskellig måde har kunnet kaste lys over den neurologiske baggrund for kreativitet, identifikation, glæden ved genkendlighed, neuroæstetik, fantasivirksomhed, filmoplevelse, journalistisk arbejde, mv. 

   Det drejer sig blandt andet om fænomener som: 

• hjernens belønningssystem med udløsning af endorfiner, dopamin, serotonin, oxytocin mv., 
• spejlneuroner og deres betydning for automatisk og øjeblikkelig indlevelse i andre følelseliv, 
• default mode network som det der er aktivt og går i dagdrømmer-mode når man ikke laver en skid, 
• flowtilstanden hvor man glemmer sig selv og tid og sted under arbejdet, en mental tilstand som skabes og fungere ved fx at skrive bøger, se film, løbe længe og hårdt, være god ved andre,  mv, 
• 'theory of mind' som er forudsætningen for at vi kan læse andres tanker ud fra deres sprog, gestus og mimik,
• den omformende og helenede effekt på hjernen af meditation - og Mozart-musik
• forskellen på og samarbejdet mellem de to hjernehalvdele når svære problemer skal løses, og nye ideer findes på. 

Alt det og meget mere har jeg været inde over i en lang række indlæg hvor jeg typisk har gået til kilderne - de udenlandske videnskabsjournalistiske artikler - eller de tungere rigtige videnskabelige artikler på engelsk - for at være nogenlunde på sikker grund om hvad jeg fortalte videre.

Også det re-lancerede og re-formaterede Metroxpress som jeg hver morgen kan tage med hjem fra morgensvømingen og læse på ti minutter, har nu et ugentligt fast opslag "Viden" - med nyheder - ofte kuriøse - fra videnskabens forkant. Og det er al ære værd og en god fornyelse.

   Denne morgen spidser jeg øjne ved en lille historie nederst på den venstre side af opslaget med rubrikken 

Sådan lurer du din hund

Underrubrikken på netversionen lyder:

Er du ikke hundevisker? Så blive hundlæser!

Nu er jeg jo ikke så meget til hunde som til katte. Især til én kat, vores egen, Fister, som man som menneske kan aflæse nemt og lige til: Løftet Hale: "Jeg hilser jer på to ben, og skulle vi så se at få fyldt min madskål!" Eller: Han lægger sig på ryggen, spreder alle ben til alle sider og blotter bugen, aflæses entydigt som: "Kæl mig, klø mig, klap mig, kram mig. Og det skal være nu!" 

   Ja, hvor svært kan det være - for os kattofile!

Men historien i dagens Metroxpress handler om menneskets bedste ven hunden, og dækker sådan set næsten hele det spektrum af emner jeg har nævnt ovenfor. Her blot samlet og koncentreret i et hundeperspektiv, hvilket gør det hele noget enklere.

   Derfor tillader jeg mig også at citere notitsen i sin helhed. Den optræder selv uden kilde, men er altså ellers lige i øjet:

Ligesom (hos) mennesket fungerer hundens højre og venstre hjernehalvdel forskelligt.

   Din hund logrer således til højre, når den er glad, og til venstre når den er usikker.

  Andre hunde aflæser en logren i samme side af hjernen, som der logres til, og dermed smitter hundenes reaktion af på hinanden.

   En højre-logren fra en anden hund vil få hundens højre hjernehalvdel til at producere stoffer, der får den til at slappe af.

   En venstre-logren vil derimod producere stoffer i venstre hjernehalvdel, der gør hunden nervøs og får dens hjerte til at slå hurtigere.

Kilden er her:

http://www.designntrend.com/articles/8863/20131101/behind-tail-wagging-whats-happening-dogs-brains-scientists-decode-canine.htm

Forskeren der fortæller om sin forskning i hundes spejlende hale-kommunikation, er professor Georgio Vallortigara, The University of Trento.

     Denne følgende video vises i artiklen for at illustrere og dokumentere hvad det drejer sig om: at hunde kan logre med bias til højre eller bias til venstre - og andre hunde kan så - via deres spejlneuroner og disses neurale forbindelser til det limbiske system der producerer følelser - automatisk aflæse om modpart-hunden er afslappet og glad (=højresidig logren), eller stresset og anspændt (=venstresidig logren).

Gad vide om det også er sådan med dejlige damer: Vrik til højre: "Kom bare nærmere." Vrik til venstre: "Hold afstand, jeg har andet at tænke på." Ingen vrik: "Jeg er chef - og du er fyret!

Jeg og fruen har tidligere haft siameserkatte som både er ekstremt udtryksfulde og skrækkeligt støjende når de kommunikerer med deres miaven.
   Men hvordan er det med siameserkattes haler? Hvad fortæller de? - Se bare her:

Det mentale 'arbejdsværelse' i hjernen er blevet opdaget og kortlagt

Så er det fundet, det netværk af forskellige "moduler" i hjernen der er aktivt og arbejder sammen når vi mentalt skal konstruere og sammensætte en ide eller forestilling ud af enkeltdele vi kender i forvejen.

   På engelske taler man om "the mental workspace", og det er opdaget som så meget anden moderne hjerneforskning ved at give folk opgaver som kræver bestemte mentale processer, og så fortage såkaldt MRI-scannng mens de forsøger at udføre den.

   Sådan ser dette netværk ud  når det "mentale værksted" i hjernen er i brug:

Eleven areas of the brain are showing differential activity levels in a Dartmouth study using functional MRI to measure how humans manipulate mental imagery (credit: Alex Schlegel)

Illustrationen er hentet fra en artikel dateret den 18. september 2013 med rubrikken:

 Where is imagination located in the human brain?

"Imagination" betyder jo noget i retning af fantasi eller forestillingsevne, og det der umiddelbart falder i øjnene i illustrationen, er at modulerne der arbejder sammen her, er spredt over hele hjernen og stort set placeret symmetrisk. Ikke mindst er det værd at notere at de ikke er specielt placeret med overvægten i hjernens højre side som man ellers har en tradition for at antage når vi taler om kreativitetens placering og udspring i hjernen, men at der er stor symmetri i fordelingen af de dele af hjernen der er aktive under eksperimenterne.

   

Artiklen, som er en videnskabsformidlende nyhedsartikel, er fra denne webside:

http://www.kurzweilai.net/where-is-imagination-located-in-the-human-brain

Artiklen indledes sådan her idet den citerer en af forskerne, Alexander Schlegel for hvilke perspektiver der ligger i opdagelsen:

Imagination lies in a widespread neural network — the brain’s “mental workspace” — that consciously manipulates images, symbols, ideas and theories and gives humans the laser-like mental focus needed to solve complex problems and come up with new ideas, Dartmouth researchers conclude in a new study.

   “Our findings move us closer to understanding how the organization of our brains sets us apart from other species and provides such a rich internal playground for us to think freely and creatively,” says lead author Alex Schlegel , a graduate student in the Department of Psychological and Brain Sciences. 

   “Understanding these differences will give us insight into where human creativity comes from and possibly allow us to recreate those same creative processes in machines.”

Forsøgene har haft karakter af konstruktive og dekonstruktive opgaver, hvor de konstruktive tilsyneladende har været opgaver i konceptuel blending (se andre indlæg om hvad konceptuel blending er for en mental proces).

In the study, 15 participants were asked to imagine specific abstract visual shapes and then to mentally combine them into new more complex figures or to mentally dismantle them into their separate parts.

   Researchers measured the participants’ brain activity with functional MRI and found a cortical and subcortical network over a large part of the brain was responsible for their imagery manipulations.

   The network closely resembles the “mental workspace” that scholars have theorized might be responsible for much of human conscious experience and for the flexible cognitive abilities that humans have evolved.

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg synes det her er rigtig, rigtig spændende i lyset af de spor og tråde jeg har forfulgt i den nyere hjerneforskning og aktuel kognitive pyskologi - alt hvad der har med kreativitet og kreativ tænkning at gøre, og med virkningen af kreative produkter på modtagernes hjerne når de ser billeder, hører musik og læser litteratur.

Hidtil har jeg skrevet om 'spejlneuronernes' funktion som forudsætningen for at vi automatisk simulerer andres handlinger og give dem mening når vi ser eller hører dem. 

  Spejlneuronerne som bl.a. er lokaliseret i den del af hjernen som kaldes premotorcortex, bliver simpelt hen aktiveret på samme måde når vi ser andre udføre en handling, som hvis vi selv udførte handlingen, og - bemærkelsesværdigt nok - også når vi blot forestiller os at udføre handlingen. 

   En af effekterne af spejlneuronernes funktion er at vi helt bogstaveligt kan få aktiveret egne følelser og sansninger når vi ser eller hører andre udtrykke disse følelser eller opleve disse sansninger - altså helt bogstaveligt og konkret 'medfølelse'. Fx kan vi komme til at græde når vi ser andre græde, eller selv føle at det gør ondt på os når vi ser andre føle smerte ved at blive stukket eller skåret.

   

Endvidere har jeg skrevet om 'the default (mode) network' som er det kompleks af moduler i hjernen der er aktivt når vi dagdrømmer, mediterer og fantaserer; og også når vi forestiller også andre verdener end den vi kender, når vi tænker på fremtiden, når vi forsøger at sætte os i andres sted, når vi trækker erindringer frem på den indre skærm fra den episodiske/selvbiografiske hukommelse.

   Dette neurale netværk, som også har navnet 'the task negative network', er i et komplementært forhold til 'the task positive nework' som er aktivt når vi er engagerede i at løse udadvendte konkrete opgaver. Nå det 'opgave-positive' netværk er aktivt, lukker det 'opgave-negative' ned - og vice versa.

   Det ser ud til at 'the default mode' netværk har en afgørende rolle for at vi kommer i flow, bliver mentalt "opslugt" og får noget ud af at se film, læse fiktion, opleve billedekunst m.m. 

   Generelt associeres dette neurale netværk med "kreativitet" i faglitteraturen.

   Se mere i indlægget her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/default-netvrket-i-aktion-i-opgaver-der.html

Nu har vi så endnu et netværk som forbindes med kreative processer i hjernen, og det fremgår ikke i hvilket omfang der er overlap med the default mode network - man kan sige at det er en slags indadvendt 'task positive nework', så jeg går ud fra der er en relativt stor overlapning.

   

Andre artikler og blogindlæg på nettet uddyber og perspektiverer i opdagelsen af hjernens mentale maskinrum:

Creative thinking can be of different forms such as imagining new visuals, sounds or coming up with new ideas. In this study, researchers looked at how brains manipulate images. For example, imagine an elephant with the head of a turkey climbing up a building in New York City. A creature like that doesn't exist and elephants certainly can't climb buildings. However, the brain can manipulate different images and morph them into a single image and make it appear in our mind's eye.

Det er altså et eksperiment som genskaber nogle af de mentale og kognitive processer som fx må have ligget bag "opfindelsen" af mytologiske og eventyrlige figurer som enhjørningen, den vingede hest pegasus, den ægyptiske sfinks, Kretas minotaurus, de græske kimærer og kentaure, kristendommens engle og djævle, vores egne eventyrs havfruer, etc.  

Men de aktuelle videnskabelig eksperimenter har været mindre fantasifulde og mere clean mht. hvilken slags figurer der skulle manipuleres af forsøgspersonerne, som det fremgår af følgende citat og illustration fra en netartikel i Poplular Science (www.popsci.com):

Shlegel and his colleagues asked 15 participants to look at pictures of abstract shapes, then recall the shapes in their imagination while they were undergoing an fMRI scan. Some participants concentrated on maintaining the image of the shape, while others were asked to change the images in their mind, either imagining deconstructing the shapes into requisite parts or combining them with others to make a new shape.

Imagining Shapes (Schlegal et al)

The researchers expected the mental manipulation activity to involve the visual cortex, the part of the brain that processes imagery. By looking at activity in the visual cortex, scientists in the past few years have been able to decode the type of image that a person is imagining--something scarily akin to mind reading. But the visual cortex wasn't the only region involved--they found 12 "regions of interest" that seem to be involved in manipulating imaginary shapes. "We saw differences in activity all over the brain when we compared to control conditions," Shlegel says. "It does seem rather than being a single area responsible for imagining or manipulating, it seems like lots of areas have to work in concert."

Det fremgår af et andet blogindlæg der referer til samme kilder, at forskerne selv kobler deres meget puritanske og begrænsede eksperiment med brug af abstrakte figurer sammen med mere fantasifulde former for konceptuel blending, men at det er tekniske begrænsninger der tvinger til de meget abstrakte figurer i eksperimenterne:

Dartmouth researchers addressed this dilemma issue by asking: How does the brain allow us to manipulate mental imagery? And then asked participants to do things like imagining a bumblebee with the head of a bull. This would seem like an easy task for most of us, but it actually requires the brain to construct a totally new image and then make it appear in our mind's eye. Artists are able to transfer these images to a canvas and writers can use words to conjure up mental images in our minds.

   Dartmouth researchers addressed this dilemma issue by asking: How does the brain allow us to manipulate mental imagery? And then asked participants to do things like imagining a bumblebee with the head of a bull. This would seem like an easy task for most of us, but it actually requires the brain to construct a totally new image and then make it appear in our mind's eye. Artists are able to transfer these images to a canvas and writers can use words to conjure up mental images in our minds.

  The conscious manipulation of mental representations is central to many creative and uniquely human abilities. How does the human brain mediate such flexible mental operations? It turns out, a widespread neural network performs complex mental manipulations on the contents of visual imagery.

   "For example, if a person is asked to imagine a banana spinning around quickly and getting bigger or smaller, he can do so effortlessly," said Alex Schlegel. "When you start to look at more complex cognitive process like imagination or creative thinking, it's not just isolated [brain] areas that are responsible, but communication of the entire brain that's required," Schlegel said. 

http://www.psychologytoday.com/blog/the-athletes-way/201309/the-right-brain-is-not-the-only-source-creativity

Ja, jeg synes godt nok det her er spændende, og ikke mærkeligt at stort set alle netmedier der formidler videnskabsnyheder, og en lang række blokere, har været ude og fortælle om opdagelsen umiddelbart efter offentliggørelsen af den videnskabelige artikel, som der her er et link til (kun "abstract")

Alexander Schlegel, Peter J. Kohler, Sergey V. Fogelson, Prescott Alexander, Dedeepya Konuthula, and Peter Ulric Tse. Network structure and dynamics of the mental workspace. PNAS, September 16, 2013 DOI: 10.1073/pnas.1311149110

Suspension of disbelief - vs - suspension of belief - noget om fakta og fiktion - og betydningen af cases i journalistikken

Jeg sidder som censor og læser en opgave i tv-tilrettelæggelse om hvordan børn reagerer på beskrivelser og fremstillinger af døden og de handlinger, oplevelser og tanker der går forud. 

   Og videre tænker jeg på de uendelige diskussioner i gennem årene i medier og blandt forskere om hvad vi kan udsætte børn (og barnlige sjæle) for uden at de bliver mærket negativt psykisk og mentalt af at blive eksponeret for den slags fremstillinger i medierne. 

   Dette jo også i lyset af gyserhistorier, zombiehistorier, spøgelseshistorier, historier og tv-indslag om massakrer på børn og voksne i krige og udsat for terrorbegivenheder. Og simpelt hen: voldsfilm!
  Men gør det noget, om alt det ækle, grusomme, blodige, rædselsvækkende i medierne, er fakta eller fiktion - journalistik eller fantacy?

Spejlneuroner  virker automatisk - alt er for så vidt lige virkeligt, set fra 'deres synspunkt'. Vores krop og den hurtigt reagerende del af vores hjerne tror umiddelbart på det øjnene ser - og spejlneuronerne er aktive som var det os selv der foretog hadlingen, når vi ser andre udføre en handling, læser om at andre gøre det - eller bar selv tænker på os selv eller andre gøre det. Og om det er virkelighed, film eller fortælling skelner de ikke mellem.

   Set fra 'spejlneuron-synspunktet' - er der ikke nogen forskel på faktiske og fiktive fremstillinger eller forestillinger. Premotorcortex-dele af hjernen aktiveres og programmeres - og de følelser som automatisk er forbundet med de oplevede eller forestillede handlinger aktiveres også. Derfor virker pornografi, blandt andet. Og en masse propaganda.

   Lidt provokerende sagt, så er alle former for visuelle oplevelser af andre menneskers handlinger lige faktuelle i her og nu-situationen. Og børn lærer først i 6-8 års alderen gradvist at skelne mellem digt og faktuel fremstilling. Nogen senere end andre.

   

Det at lære at skele fakta fra fiktion i sproglige og og-audiovisuelle fremstillinger, betyder altså at man lærer 'suspension of belief' - altså: Du skal ikke tro på at det du har hørt og set, også er sandt og virkeligt. 

    Når vi i medie- og genresammenhænge diskuterer eksplicitte og implicitte 'fakta- og fiktionskontrakter' (og spørgsmålet om 'faktion') knyttet til bestemte medier, genrer og udtryksformer, så er det altså fiktionskontrakterne der er det første man lærer at afkode og dermed udskille fra suppen af uigennemsigtig og flydende virkelighed og sandhed - dette at man bevidst skal kunne suspendere sin tro på og tillid til fortællerinstansens ærlighed og troværdighed i forhold til det der fremstilles og fortælles. 

Man plejer jo ellers at fremhæve at det at opleve fiktion - og betingelsen for at fiktion kan have realitetseffekter på modtageren - er 'suspension of disbelief' hos publikum - at man skal lære at lade som om det man godt ved er uvirkeligt - for the time being - her i biografen, i teatret - eller 'nu mens jeg læser kriminalromanen' - er virkeligt - skal tages for en slags sandhed, sådan i overført betyding. 

   Denne mentale operation - "make believe-operationen" - må være noget som foretages af de samarbejdende dele af hjernen som kaldes 'the default (mode) network' - et netværk som er kendetegnet ved at det er aktivt når vi ikke foretager os noget udadvendt og målrettet - løser opgaver og tackler udfordringer. Derfor kaldes det også i faglitteraturen 'the task-negative nework'.

   Dette netværk i hjernen udvikles langsomt over tid helt op til de sene teenagerår - sandsynligvis delvist afhængigt af det register af oplevelser, interaktioner og relationer som den enkelte møder og udsættes for op gennem barndommen, svarede til at vi nu ved at hjernen er meget mere plastisk end man hidtil har troet.

   Så sandsynligvis er der nogle mennesker der har meget let ved at "suspendere sin skepsis" i mødet med en mediebåret fremstilling, mens andre har sværere ved det. 

   Man forbinder den mentale forskel i dagligsproget med begrebet 'fantasi' - ved  fx at kunne sige at "den dreng der er meget fantasifuld" - mens "ham der er ganske jordbunden og fantasiforladt". 

Dette underbygges af de mange erindringer fra forfattere, kunstnere og videnskabsmænd som kan berette at de i deres barndom læste - slugte - helt vildt mange bøger - uanset genre og litterære kvaliteter. 

   Jeg hørte selv til den kategori - og det gjorde fruen også. 

Da jeg var 12 år flyttede min familie fra Holeby til Stege. Vi var installeret på et hotel i Stege i nogle dage, mens mine forældre gik og gjorde lejligheden i stand. Set fra mit synspunkt var den helt afgørende forskel på de to små provinsbyer i det sydøstlige Danmark, at Stege havde et rigtigt bibliotek - mens Holeby ikke havde det.
   Den først dag i Stege blev jeg sluppet løs i biblioteket, lånte en taskefuld bøger, blev fulgt hjem på hotellet. Og så havde mine forældre fred for mig i hele ugen, hvor jeg bare lå på hotelsengen og slugte bog efter bog - fakta og fiktion - fin- og trivi-litteratur - i et skønsomt rodsammen.

For de mennesker hvis hjerne er særligt disponeret i den retning, indgår stærk og aktiv fantasivirksomhed i symbiose med hjernens belønningssystem, idet man kommer i flow under læsningen. Så jeg var 'høj' og 'fjern' på bøger og fantasi i den uge. Og mange år efter.

   Jeg husker at også jeg blev kaldt "bognarkoman" af min mor i de år. Jeg ville ofte hellere blive hjemme og læse drengebøger og Anders And-hæfter end tage med familien på skovtur eller på besøg hos vener. 

Hvad siger Wikipedia om "suspension of disbelief"?

Suspension of disbelief or willing suspension of disbelief is a term coined in 1817 by the poet and aesthetic philosopher Samuel Taylor Coleridge, who suggested that if a writer could infuse a "human interest and a semblance of truth" into a fantastic tale, the reader would suspend judgment concerning the implausibility of the narrative. Suspension of disbelief often applies to fictional works of the action, comedy, fantasy, and horror genres, as well as in professional wrestling. Cognitive estrangement in fiction involves using a person's ignorance or lack of knowledge to promote suspension of disbelief.

   The phrase "suspension of disbelief" came to be used more loosely in the later 20th century, often used to imply that the burden was on the reader, rather than the writer, to achieve it. This might be used to refer to the willingness of the audience to overlook the limitations of a medium, so that these do not interfere with the acceptance of those premises. These fictional premises may also lend to the engagement of the mind and perhaps proposition of thoughts, ideas, art and theories.[1]

    Suspension of disbelief is often an essential element for a magic act or a circus sideshow act. For example, an audience is not expected to actually believe that a woman is cut in half or transforms into a gorilla[2] in order to enjoy the performance.

Jeg synes jo dette er interessant i lyset af den dyrkelse af cases som i de sidste 20-30 år er blevet mere og mere udbredt i journalistikken, både den skrevne og den tv-bårne. 

   Politiken havde fx denne illustrative rubrik den 18. december 2012:

'Fattige Carina' og 'Dovne Robert' har ændret danskernes syn på kontanthjælp

Og med underrubrikken: "

Fire ud af ti danskere har ændret holdning til kontanthjælp efter mediesager.

Casenes  funktion er at få læserne eller seerne til at suspendere deres mistro til journalister og journalistiske udsagn og til at neutralisere den mistro til abstrakte logiske fremstillinger af virkeligheden som de - naturligt - har svært ved at forankre til de nemme og mentalt spiselige 'basic-level-kategoriseringer'. 

   Og dermed også til at overlade den primære effekt af fremstillingen til spejlneuronernes emotionelle automatreaktioner - og altså til den 'tænkning' som Daniel Kahneman kalder 'thinking fast' (= 'System 1'):

System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious

System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Jeg har skrevet mange indlæg om Daniel Khaneman som du kan finde ved at søge på hans navn i denne blogs søgefelt. Det første her:

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/thinking-fast-and-slow-journalistik-om.html

To af de centrale mekanismer i 'thinking fast-systemet' er princippet 'All You See Is All There Is" - og princippet om 'cognitive ease' som gør at selve oplevelsen af casen bliver det som bevidstheden hovedsagelig forholder sig til. Identifikationen buldrer igennem.

Så spørger du måske om hvad 'basic-level-kategoriseringer' er for noget. Det har jeg også skrevet om flere gange - fx her:

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/simulations-semantik-og-de-grundlggende.html

Men her er lige en kort beskrivelse fra en af de mange pædagogiske kilder på nettet:

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories. Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

http://www.wisegeek.com/what-is-a-basic-level-category.htm 

'Basic-level-kategorier' er den centralt definerende del af det jeg for mange år siden navngav 'erfaringssprog', og dermed definerende for den tækning og kognition som den sprogform er forbundet med. 

   Og der er en intim sammenhæng mellem brug af 'basic-level-kategorier' i en sproglig eller audiovisuel fremstilling på den ene side - og så oplevelsen af 'cognitive ease' på den anden. 

   'Basic-level-kategorier' udfoldet i sprog, lyd og billeder, de fungerer som forførende glidecreme for forståelsen. 

   Som sofastykket "En kronhjort ved skovsøen".

Jeg har netop besøgt en kunstsamler hvor stort set alle malerier og grafiske arbejder der hang på væggene, netop ikke inviterede til 'cognitive ease' - mens næsten alle skulpturerne var sjove og cognitivt lige til at gå til! Ved første blik, men så ...!

Den kreative Burmarejse (7) - om folkekulturens opfindsomhed, fingersnilde - og om pigen der cyklede sig til en salgsucces

Jeg har ikke flere vers fra Mandalay-sangen at citere som optakt. Så denne blogføljeton om den kreative Burmarejse kører på lånt tid. 

    Jeg annoncerede i foregående indlæg at jeg ville skrive om Burmas "NATS" - deres naturånder som indgår i et særegent blandingsforhold med deres buddhisme.

    Men det må vente en omgang. Først et svar på et spørgsmål fra en læser: 

Hvad har den her rejse egentlig med 'kreativitet' at gøre, når du kalder den "Den kreative Burmarejse"?

For mig er det ikke så meget rejsen i sig selv som er specielt kreativ. Tværtimod. Som jeg flere gange har gjort opmærksom på, så har spredningen i de udvalgte seværdigheder været ganske begrænsede, bestemt af det udbud regimet har stillet til rådighed for rejsearrangørerne.
   For mig består det kreative i hvad rejsen satte i gang af spørgsmål - i høj grad med afsæt i det vi ikke så, men - i bedste fald - hørte lidt om i bussen af vores rejseleder.
   Jeg har søgt "grænseoverskridende" svar, og forfulgt associationer gennem surfing på nettet. Og forsøgt at skaffe mig en ofte overraskende kontekst til de isolerede oplevelser undervejs.
  Man kan sige at rejsen og dens oplevelser er et udtryk for det man inden for litteraturen kalder "isbjergprincippet" -  hvor en stor del af historien udgøres af det der ligger under overfladen, det uudtalte, det underforståede.
   Og det kan man så, når man kommer hjem fra rejsen, forsøge at gå i dybend med,  folde ud og skrive om ved at udnytte nettets fantastisk muligheder for hurtig og bred research, en research hvor det såkaldte serendipitet-princip kan få frit løb.
   Sådan fungerede den Kinarejse som jeg og fruen var på for et par år siden, og hvor blogføljetonen  efterfølgende fik titlen "Den kreative Kinarejse".
   Og sådan har Burmarejsen her også fungeret. Derfor "kreativ".

Men selvfølgelig har vi også på rejsen oplevet udtryk for burmesisk kreativitet, både i højkluturens og folkekulturens produkter og arbejdsprocesser:

Bag de mange konstruktioner af relativt nutidige kæmpeklokker, pagoder og Buddhaer ligger en højkulturel, men traditionsbundet arkitekt-, skulptør- og håndværkertradition som er mere en 1000 år gammel, og som stadig er levende. 

   Traditionen fungerer som et komplekst sæt af kreative restriktion som tvinger alle til hver gang at forny sig. Hver nybygget pagode, hver nystøbt klokke og hver ny-skulptureret Buddha-figur bliver sammenlignet med dem der allerede foreligger. Og "målt" i forhold til dem.
   For turisten - mig - har de sansede konfrontationen med alle disse 'magnifique' seværdigheder en uvirkelig, drømmeagtig karakter. De appellerer til fantasien, er - som man siger - 'betagende'.
   Undervejs mobiliserer mødet med dem og oplevelsen af dem den del af hjernen som kaldes 'default netværket, - eller det "opgave-negative" netværk - det kompleks af forbundne hjernemoduler der er aktivt når vi dagdrømmer, fantaserer, fortager tankeeksperimenter og genkalder os erindringer.

Men også folkekulturen inden for forskellige håndværk er udtryk for en menneskelig 'grundkreativitet': Resultaterne - brugs- og pyntegenstande, husgeråd, vævede stoffer, fisketeknikker, you name it - manifesterer den store opfindsomhed der udspringer af de kreative restriktioner som ligger i fattigdom, barske livsvilkår og  naturafhængighed. 

   Man bruger de rå materialer der er til rådighed, og opfinder sindrige bearbejdningsteknikker der producerer skønhed og funktionalitet.
     Det er "Bonderøven" gange hundrede. Men hvor oplevelsen af hans kreativitet er nostalgisk tv-fiktion, så er det vi som turister oplever på rundturen her i Burma, kreativ virkelighed - 'in action'.
     Disse oplevelser "spiller på" de dele af hjernen som indeholder spejlneuroner, de moduler i bla. premotorcortex der  "tænder" og er aktivt både nå vi selv udfører en målrettet handling, og når vi ser andre gøre det.
   Den slags oplevelser er umiddelbart forbundet med lyst - til at prøve selv hvis man bare havde øvelsen og håndelaget.

Vi besøgte undervejs på turen en række små værksteder, håndværkvirksomheder og hjemmeindustrier hvor det var dybt fascinerende at opleve traditionelle (kunst)håndværkere i aktion, men også at møde nyudvikliet hjemmeindustri som fx hjemmeproduktion af energidrikken "Red Bull":

Kunsten at lakere og polere 

Kunsten at dekorere med bladguld

Kunsten selv at producere energidrikken 'Red Bull' 

Kunsten at lave origami af palmeblade

Kunsten at rede en hotelseng - så man får bedre drikkepenge

Kunsten at fiske med ruse på et ben på Inle-søen

Kunsten at snedkerer borde af teaktræ

Kunsten at smede i sølv

Kunsten at rulle cigarer

Kunsten at væve silketøj

Kunsten at sælge jadesmykker  fra båd på Inle-søen

For de mænd og kvinder vi så udføre det, er arbejdet nok ikke i sig selv særligt kreativt. Men det kræver håndelag, fingernemhed, balancekunst, præcision, koncentration og opfindsomhed. Og udførelsen er tydeligvis forbundet med en håndværksmæssig stolthed og ærekærhed.

   Og for nu igen at bruge et af kreativitetspyskologiens begreber: Man ser tydeligt at de "menige" håndværkere/arbejdere er i 'flow' når de arbejder.
   Hvis ikke de kom i 'flow', kunne de ikke udføre det arbejde - med den kombination af flydende lethed, mental fokusering  og dyb koncentration som er afgørende for at det lykkes.

Til den "lille kreativitet" hører også udviklingen af nye salgsobjekter og salgsteknikker. Ikke mindst nu hvor strømmen af turister til Burma eksploderer.

Jeg har tidligere nævnt hvordan børnene opfandt hjemmetegnede "pagode-postkort" i plastlommer og solgte til turister - på lige fod og i konkurrence med de voksne der solgte fotograferede pagode-postkort i plastlommer:

Denne burmesiske piges kreative og opfindsomme salgsteknik kan få lov til at afrunde dette kapitel:

Det hun sælger, er perlekranse og perlearmbånd af slebet og poleret jade. De er billige, smukke, og man kan købe dem overalt på markeder:

Her begynder historien med at vi blev sejlet over en flod til en ø for at besøge det gamle Bagaya-munkekloster bygget af teaktræ:

Bagayar-munkeklostret

Ved landingstedet på øen blev vi nærmest overfaldet af en meget stor gruppe burmesiske kvinder i alle aldre der meget pågående forsøgte at sælge os deres jade-smykker.

   Tidligere på dagen havde vi allerede været et andet sted hvor vi havde fået tilbudt - og købt - stort set den samme slags varer. Så vores gruppe var generelt ret afvisende. Konkurrencen mellem kvinderne var hård - og afsætningen meget lille.

   For at komme ud til klostret skulle vi køre  ad en utroligt dårlig, stenet og skrumplet vej i små hestevogne:

Sælgerpigen stod op på sin cykel og fulgte vores hestevogn et langt stykke ad vejen. Undervejs konverserede hun os på godt engelsk om alle mulige emner, og fortalte også om hvad vi kunne se på markerne og landskabet vi kørte igennem:

Læg mærke til smykkerne til salg på cykelstyret

Efter vi havde været rundt og besigtiget klostret, gik turen i skumplende hestevogn tilbage til landingstedet. Pigen sluttede sig til os igen  på sin cykel og fortsatte konversationen:

Strategien lykkedes, og opfindsomheden og anstrengelserne blev belønnet. Hun fik solgt godt da vi stod af. Selv om vi sådan set havde mere end nok af jade-smykker i forvejen. 

Autisterne, SPECIALISTERNE - og flere muligheder for kreative socialøkonomiske virksomheder

Man kan jo filosofere over hvor mange andre "afvigere" som i disse krisetider koster samfundet "alt for dyrt", der ved en reframing kunne gøres til ressourcer.

Sådan sluttede jeg et indlæg for næsten 2 år siden. Anledningen var en avisartikel om Thorkild Sonne hvis søn var autist i asbergerudgaven, som havde startet en virksomhed "Specialisterne" som primært ansatte autister. Og som positivt udnyttede det at mange autister har særlige evner inden for meget snævre områder som bygger på omfattende mængder af kolde facts, systematik og lister af systematisk ordnet information.  

Et velkendt eksempel kan ses i en kendt dokumentarfilm fra DR: "Valomanden" hvor hovedpersonen i mange år havde været ansat i DR´s diskotek - pladesamlingen. Hans hjerne var indrettet på en sådan måde at de kunne finde plader, numre, artister langt hurtigere end det bibliotekssystem han så at sige konkurrerede med. I øvrigt var han stilfærdig - og godt nok mærkelig. Han var dybt betaget af Daimi, og kom i hendes hjem og blev - sådan husker jeg det - betragtet som en "ven af familien".

En berøm Hollywoodfilm, "Rain man", med  Dustin Hoffman og Tom Cruise i hovedrollerne, har også en autist (DH) som den person (hjælperen) som udvikler den bærende, Tom Cruise, til ny og tolerant indsigt. Som jeg husker det er filmens plot og historie baseret på "a true story". 

Anledningen til dette indlæg var ikke den dokumentar og den film, men et nyhedsindslag her til aften i TV-Avisen søndag kl. 21.00.
   Den såkaldt socialøkonomiske virksomhed "Specialisterne" - med Thorkild Sonne som direktør,  - har været så succesfuld, fortalte indslaget, at konceptet - altså ideen - nu er blevet eksporteret til en række lande. Og åbenbart nu har så stor succes at man globalt er begyndt at interessere sig for det.

   Altså en dansk velfærds-ide som en værdifuld eksportartikel. Der er eksportindtægter for Danmark i krise, var den journalistiske undertekst til vinklen. 

   Det er kreativitet og innovation og velfærd - i et greb: udskilte og social isolerede personlighedstyper bliver inkluderet og brugt - og får selv mening i livet og et konstruktivt forhold til deres "handicap".

To ting slår mig da jeg ser indslaget:

1). At en lang række af de videnskabelige artikler og poplulærvidenskabelige bøger om neuroscience-fremskridt og -erkendelser jeg har tyret igennem det sidste års tid, har centrale afsnit og/eller perspektiverende slutninger der peger på nye muligheder for at forstå hvorfor autister er "autister" - og specielle og besværlige at have med at gøre i forskellige sociale sammenhænge, fx i skoler og på universiteter. 

   Samtidig med at de har - eller kan have - høt specialiserede kognitive evner på meget specielle fagområder. 

    Specielt den undergruppe som lider af det der hedder "aspergers syndrom" synes at have den specielle kombination  af mentale kendetegn.

   Og de neurologiske forklaringsmodeller peger gang på gang på to områder i hjernen som er dysfunktionelle eller har afvigende funktionsmåder, nemlig spejlneuronnetværket og default mode-netværket: to netværk i hjernen som på hver sin måde aktiverer vores intuitive og/eller reflekterende forståelse af hvordan andre mennesker tænker og føler. Og som jeg godt nok har skrevet mange indlæg om - fra alle mulige perspektiver og indfaldsvinkler.

   Jeg husker også den bog om mataforer af James Geary: "I is an Other" som indledte et kapitel "Metaphor and the mind" med en beskrivelse af en højt begavet autist på en universitetsuddannelse som bare ikke forstod alle de metaforer i clichéform som de sociale omgivelsers dagligsprog var fuld af.

   Jeg har ikke autister i min nærmeste familie - tror jeg. Men jeg har skizofrene, og også deres lidelser synes fx at hav noget at gøre med at default mode-netværket ikke lukker ned - som det eller skal og gør for normale - når personen er optaget og opmærksom på at løse krævende opgaver i forhold til omverdenen.

   Og også en tredje gruppe af psykiske syge - dem der er maniodepressive - ved vi jo indeholder en del store kunstnere der har lidt af og under den diagnose i perioder af deres liv. Van Gogh fx. Og Edvard Munch:

2) Den anden lidelse som tilsyneladende - ligesom autismediganosen - som en bølge skyller ind over det moderne samfunds mentale landskaber, er ADHD - nu den medicinske betegnelse for hyperaktive børn med koncentrationsbesvær og manglende social tilpasning af deres forstyrrende adfærd.

   Børn og unge med ADHD-diagnosen har langt hen ad vejen en historie i det moderne samfund som ligner aspergernes: at deres uro, manglende koncentration og opmærksomhed på opgaver i længere tid, vanskeligheder ved at forholde sig socialt kontrolleret i mange sammenhænge, fx i en skoleklasse, fører til at de derfor udskilles fra "de normales" klasser  som "syge", "omkostningstunge", specialundervisningskrævende, etc. Og et problem for deres forældre som ikke er glade for at have "afvigende" børn som kræver special treatment, særlige møder med lærere, pædagoger og skolepsykologer, etc.

   Går man på nettet, så finder mange mange hjemmesider og udsagn fra forældre der postulerer at ADHD-børn og unge  nok er "utilpassede", men at de i virkeligheden samtidig udgør en særlig afart af særligt kreative personligheder: en gruppe børn og unge med stærke kreative evner og livlig fantasi, som udskilles som mentale afvigere og "syge" primært fordi de moderne sociale rammer i skole og fritid er blevet gradvist snævrere og snævrere i de sidste 20-30-40 år. 

   Nu går S-SF-R-regeringens grønthøster-tænkning ud på at så propper vi dem bare tilbage i klasserne, og så løses det nok af lærerne (som i øvrigt betragtes som ukvalificerede til bare at undervise helt "normale" unge). 

   Jeg tror det går rygende galt. Og det vil man erkende om en 10 års tid. Men altså...

Da jeg så indslaget om "Specialisterne" og asperger-autisterne som værdifuld arbejdskraft på helt specifikke områder hvis man forholdt sig seriøst til og tog højde for autismens mentale bagsider, så tænkte jeg:

   Hvorfor ikke gøre det samme med alle de ADHD´ere som vi først i mange år har udskilt til OBS-klassser, og som i fremtiden sandsynligvis gøres til problembørn i alle de normale klasser: Altså hvad med at følge i Thorkild Sonnes konceptuelle fodspor og oprette virksomheder som ansætter ADHD´ere med henblik på at udnytte deres særlige hyperaktive kaos-kvalifikationer, som sandsynligvis i et vist omfang har med utilpasset kreativitet at gøre?

På en hjemmeside (link tilsidst i indlægget) finder jeg følgende tekst og liste:

If you or someone you love has ADHD, you are in good company! Some of the most creative, innovative, and imaginative people have ADHD. Below is a list of famous people who have ADHD or who are suspected of having ADHD.

Architect

• Frank Lloyd Wright

Artists

• Salvador Dali
• Pablo Picasso
• Vincent Van Gogh

Athletes

• Terry Bradshaw
• Scott Eyre
• Justin Gatlin
• Cammi Granato
• Jason Kidd
• Michael Phelps
• Pete Rose

Authors

• Charlotte and Emily Bronte 
• Samuel Clemens
• Emily Dickenson
• Ralph Waldo Emerson
• Virginia Woolf
• William Butler Yeats

Composer

• Wolfgang Amadeus Mozart

Entrepreneurs and Business Leaders

• Andrew Carnegie
• Malcolm Forbes
• Henry Ford
• David Neeleman
• Paul Orfalea

Explorers

• Christopher Columbus
• Lewis and Clark

Entertainers

• Ann Bancroft
• Jim Carrey
• Steve McQueen
• Jack Nicholson
• Ty Pennington
• Elvis Presley
• Evil and Robbie Knievel
• Justin Timberlake
• Robin Williams

Inventors

• Alexander Graham Bell
• Thomas Edison
• Benjamin Franklin

Photographer

• Ansel Adams

Physicist

• Albert Einstein

Political Figures

• James Carville
• John F. Kennedy
• Abraham Lincoln

Ja, mange af navnene kender jeg - og også deres proefessionelle historie og biografi. Sandsynligvis er listen vildt overdrevet mht. antallet af navne. Og hvor sikker er diagnoserne? Men alligevel er den tankevækkende.

   Og jeg tænker også at nogle af de "belastende" og "konflikfyldte" barndoms- og ungdomserfaringer som kendte forfattere, malere, musikere, ledere og forskere har fortalt om som voksne når de blev interviewet i de store dagblade i anledning af ny videnskabelige eller kunstneriske "sejre" (og som jeg ofte har citeret her på bloggen) - at de "lidelseshistorier" delvis kan forklares ved at de er født med et socialt konfliktpotentiale - nu fx diagnosticeret som ADHD - som har ført til at omgivelserne - skole, kammerater, familie - har trukket sig tilbage fra dem. 

  Og så har de reageret - ikke ved at gå i hundene - men ved at de ofte "trukket sig ind i sig selv" - og vendt sig mod en mental fantasiverden de selv kunne kontrollere. En "verden" som så senere er kommet i udbrud og til udtryk i en - måske vildt fabulerende - fantasiproduktion som kunne omsættes og nyttiggøres i et bredt spektrum af værdifulde aktiviteter inden for: KUNST, VIDENSKAB, LEDELSE, etc.

http://add.about.com/od/famouspeoplewithadhd/a/famouspeople.htm

Noget om den dramaturgiske treenighed - information, identifikation, fascination

Forleden hørte jeg en mediemand - journalist - bruge remsen ...

INFORMATION, IDENTIFIKATION, FASCINATION

... til at beskrive hvad han mente det var journalistiskkens mål at levere til læserne. Jeg spidsede ører. Jeg kendte ham ikke og har ikke haft ham på kursus, så vidt jeg husker.

   Men remsen kendte jeg. For den har jeg selv opfundet. Sådan cirka omkring 1990. Kort tid efter min bog om medieblandingsgenrerne - særligt film og tv - udkom: "Faktion som udtryksmiddel". 

I de bøger og artikler jeg har skrevet om dramaturgi siden da, og på alle de dramaturgikurser jeg har undervist, har remsen indgået som en central del af definitionen på dramaturgi. Her er den sidste version fra det Power TV-kursus jeg og en kær kollega holdt i Norge her i foråret:

Dramaturgi er læren om og principperne for hvordan man skaber indlevelse og spænding, oplevelse og fremdrift gennem historier fortalt i lyd og levende biller.
   De dramaturgiske principper er en slags ”grammatik” for hvordan man mest effektivt kombinerer…
- INFORMATION,
- IDENTIFIKATION og
- FASCINATION
… så den samlede fortælling fænger, fanger og fastholder publikum i en opslugende oplevelse fra start til slut.
   Det drejer sig om med brug af alle indholds-, form- og udtryksmidler at få publikum i en mental og neurologisk tilstand af FLOW.

Fra kurser, bøger og skriverier har den treledede remse, sivet ind i mediemiljøerne og -uddannelserne, og er blevet en næsen lige så automatisk del af automat-tænkningen som "Hey, You, See, So" eller "Show, don´t tell". 

Historien beg ovenstående definition med brug af de de tre begreber, er at det er en pædagogisk forenkling af noget jeg også har produceret, nemlig af en del af den grafiske model jeg opstillede i bogen "Faktion som udtryksmiddel", hvor jeg skrev at modtageprocessen hos publikum analytisk kunne deles i:  på den ene side 3 slags "identifikation": 

• drømmeidentifikaton (primær)
• jeg-identifikation (sekundær)
• autoritetsidentifikation (tertiær) 

Og på den anden side tre typer "effekter":

• imaginationseffekter
• realitetseffekter
• sandhedseffekter

Jeg er faktisk med mellemrum af fagligt respekterede og kvalificerede folk blevet rost for disse distinktioner på modtagersiden i modellen. De var den gang inspireret af et mix af mange forskellige kilder fra forskellige teoretiske retninger med meget forskellig terminologi (hvad man kan læse sig til i faktionsbogen s.160 ff), og jeg gjorde mig stor umage med at forklare hvad der lå i dem af analytiske indsigter og faglige forudsæntinger.

Identifikationsformerne så jeg som mentale processer hvor sindet blev "trukket ind" og "opslugt" i fortællingen ad tre forskellige veje, mens de tre typer af effekter så jeg som mentale virkninger på sinde når det så at sige trak sig ud af fortællingen til sidst - som de "spor" i sindet som oplevelsen af at være "opslugt", satte sig undervejs og bagefter.

   Problemet var imidlertid at når jeg skulle holde kurser for journalister og tv-producerende mennesker, så var det for indviklet at forklare - og for besværligt at omsætte i  tænkingen om og planlægningen af fx. et manuskript og en produktion.

   Så jeg forenklede de hele til en formular der lød: Når folk ser film, tv, læser aviser og bøger, går på udstillinger, etc. - ja, så efterspørger de et mix af. information, identifikation og fascination. 

   Mixet kan (og bør) variere med målgruppe og segmenter, men i vore dage forventer publikum at få det hele i en dramaturgisk (og retorisk) konstrueret blanding der gør at de hurtigt og nemt kommer i en tilstand af "flow" undervejs. 

    Kommer de ikke det, så er det fordi der er svagheder i konstruktionen som kan henføres til for meget eller for lidt eller forkert information, for svage eller for dårlige muligheder for identifikation, og for svage eller for  dårlige tilbud om fascination. 

Det centrale for mig har altid været "identifikation": indlevelse gennem genkendelse - og en masse indlæg på denne blog har være fokuseret på netop det begreb i mange sammenhænge. Ikke mindst i alle indlæggene om spejlneuroner og default mode netværket. Men også indlæg om erfaringssprog.

   Men her følger den definition af de tre begreber som jeg har brugt i min bog "De levende billeder dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm." 

   Den gode velfungerende dramaturgiske konstruktion i et medieprodukt tilbyder et mix af:

• information - når det indeholder og udsiger oplysninger, påstande, synspunkter, hypoteser, argumenter og billeder som i sammenhængen kan tilfredsstille publikums videbegær, og som det  derved kan føle sig oplyst af,
• identifikation - når det , via den fremstillede virkelighed af miljøer, begivenheder, mennesker og sprogbrug, giver publikum mulighed for indlevelse og medleven gennem genkendelse af det de oplever på lærredet eller skærmen (eller i talen eller skriftet)
• fascination - når det gennem sin historie og måden den er formet og udtrykt på, kan pirre publikums fantasi og lyst og appellere til dets ubevidste drømmeverden - så det stimulerer følelser som angst, spænding og humor.

I et senere indlæg vil jeg prøve at udfolde de to indtil nu  i blogsammenhæng lidt oversete komponenter: information og fascination.

Teorier om hhv. ubevidst og bevidst simulation i hjernen - sammen forklarer de "identifikation" når vi ser film som vi oplever og forstår som virkelighed

Som jeg gjorde opmærksom på i mit jubilæumsindlæg, fra den 1. april, så dække det vi kalder identifikation når folk ser film eller læser bøger og artikler, over mindst to processer. En som foregår ubevidst og hvor det er spejlneuronerne og andre automatiske aflæsningsystemer der aktiveres med direkte adgang til de centrer hvorfra vores følelser udspringer i det limbiske system. En andens som er bevidst og som aktiverer og trækker på defaultnetværket.

   Og min banale pointe er så at de naturligvis må arbejde sammen for at give os både en spontan intuitiv automatisk empati-fornemmelse og en mere reflekteret oplevelse af genkendelse og indlevelse når vi fx identificerer os - mere eller mindre - med de mennesker vi ser på filmlærrede eller en tv-skærm.

En undersøgelse som blev lavet af Marco Iacoboni m.fl. (Det er ham som også har skrevet om opdagelsen af spejlnuronerne og deres betydning i bogen 'Mirroring People') er relevant her.

   Mens hjernen blev skannet fik forsøgspersonerne vist små filmstumper med to mennesker i en eller anden form for interaktion:

Taken together, our data may be interpreted as suggesting that the human facility in understanding observed social relationshipsis provided by the combined activity of an action recognition system in the inferior frontal and superior temporal cortices, an anterior STS system that interprets the social significance of actions, and a dorsomedial prefrontal cortex and medial parietalcortex system that analyzes social relationships and considers their implications.

    The dorsomedial prefrontal cortex and medialparietal cortex system for thinking about social relationships is apparently part of the brain’s default state circuitry; it may continuously, often without effort or intention, assess and analyze past, present, or possible future social relationships whenever non-social tasks do not demand full attention. Given the complexity and pervasive importance of social relationships, this ongoing social processing may be crucial to sustaining adaptive social relations.

http://iacoboni.bol.ucla.edu/pdfs/Neuropsychologia_Iacoboni_v21p1167.pdf 

Ræsonnementet ud fra undersøgelsen er at når man ser andre mennesker i social interaktion - på film eller i virkeligheden, så vil defaultnetværket automatisk og ikke særligt bevidst gå igang med at simulerer hvordan de mennesker på filmen har det med hinanden. Samtidig (så vidt jeg kan læse ud af undersøgelsen) vil spejlneuronsystemet give løbende input til at vi automatisk simulerer deres bevægelser og handlinger - især intentionen med den.

   Og hvorfor skulle det ikke præcis være det dere sker når vi identificerer os med et menneske vi ser handle og forfølge mål i en historie fortalt i levende billeder.

Problemet er at der er to tilsyneladende konkurrerende teorier på banen til at foreklare identifikation med andre mennesker gennem simulation: Den der tager afsæt i spejlneuronerne i præmotorcortex og beslægtede områder af hjernen, og den der tager afsæt i Theory og Mind og den del af hjernen - "the midline structures" - som defaultnetværket omfatter

   

Vor ven V. Ramachandran, ham med 'The Tell-Tale Brain' og neuro-æstetik, har filosoferet over hvordan hjernen har udviklet de mere bevidste former for indadrettet reflekterende simulation som indgår i Thery of Mind-komplekset i defaultnetværket - ud fra spejlneuronernes primære funktion i forskellige andre dele af hjernen som er rettet mod perception af mennesker i omverdenen.

I also speculated that these neurons can not only help simulate other people's behavior but can be turned "inward"—as it were—to create second-order representations or meta-representations of your own earlier brain processes. This could be the neural basis of introspection, and of the reciprocity of self awareness and other awareness. There is obviously a chicken-or-egg question here as to which evolved first, but... The main point is that the two co-evolved, mutually enriching each other to create the mature representation of self that characterizes modern humans."

http://www.edge.org/3rd_culture/rama08/rama08_index.html

Det er noget af det samme de to forfatterer, Christian Keysers og Valeria Gazzola, er inde på i deres korte artikel: 'Integrating simulation and Theory of Mind: from self to social cognition':

Investigations of brain substrates for social cognition have polarized in two camps. The simulation camp focuses on so-called shared circuits (SCs) that are involved in one’s own actions, sensations and emotions and in perceiving those of others [1,2]. The theory of mind (ToM) camp emphasizes the role of midline structures in mentalizing about the states of others [3]. 

Efter at have refereret en række centrale artikler og undersøgelser baseret på hjernskanninger konkluderer de at det er muligt at samtænke de to teorier, som de kalder "an embroynic and speculative working hypothesis":

An embryonic and speculative working hypothesis [2] for the link between classical SCs and midline structures, which is inspired by these findings but differs from that in Uddin et al. [5],is shown in Figure 1. While dealing with states of the self, areas of the SCs represent pre-reflective bodily states. If asked to introspect and report these states, subjects additionally activate (v)mPFC structures. When dealing with states of other individuals, activity in SCs might represent the empathic transformation of the bodily states of others into pre-reflective neural representations of similar states of the self. These simulated pre-reflective representations correlate with empathy [6–8] and might provide an intuitive understanding of what goes on in others [2]. If asked to reflect on the states of others, the pathways that are normally used to reflect on the bodily representations of the self are now used on simulated bodily states of others, leading to simulated reflective representations.

   Thus, SCs and midline structures form an integrated system that applies to cases where we perceive the other as similar enough for simulation to be useful [12]. In this view, both SCs and vmPFC reflect simulation, albeit at different levels (pre-reflective versus reflective), rather than radically different processes (SC versus ToM). This route is complemented by a more dorsal, less embodied and more cognitive route that becomes essential when simulations lead to wrong conclusions (e.g. others considered to be dissimilar in this aspect

http://dissertations.ub.rug.nl/FILES/faculties/medicine/2007/v.gazzola/c2.pdf 

Her er den grafiske model som de refererer til med "Figure 1.":

Selv om jeg ikke er sikker på at jeg helt forstår modellen, er ideen klar nok, og den korresponderer smukt med V. Ramachandrans overvejelser: Der er to niveauer hvor det ene har udviklet sig oven på det andet - som en form for intern reflekterende simulation med afsæt i det som spejlneuronerne skaber af interne ubevidste emotionelle identifikationsprocesser.

Hvorfor scener i film virker så stærkt på os - her er nøglen til dramaturgiens gåder

"Jeg handler og føler ligesom ham." - "Han tænker og føler nok ligesom mig." To udsagn der stort set betyder det samme! Eller gør de? Svaret er nej!
   Begge udsagn - begge konklusioner - er mulige når vi ser en person optræde i en scene på fx et biograflærred.
   Det første udsagn bygger på spejlneuronernes virkning. De aktiverer den del af hjernen som styrer vores handlinger - præmotorcortex, når vi ser andre udføres disse handlinger. Det virker som om vi får installeret et program for en handling, og det eneste der mangler for at udføre den handling vi ser en anden gøre, er at nogen trykker på "enter"-knappen. Altså at vi efterligner den.
    Det andet udsagn bygger på det som defaultnetværket kan, nemlig trække på egne erindringer og i fantasien forstille dig at en anden har tilsvarende. Det kan lade sig gøre fordi der i defaultnetværket er installeret det der hedder TOM - "the Theory of Mind", dette at alle mennesker som er nogenlunde ved deres fulde fem, går ud fra den grundantagelse når de selv tænker, handler og føler i en bestemt situation, at sådan vil et andet menneske tænke, handle og føle under tilsvarende omstændigheder.

Jeg synes jeg her på det sidste er kommet til nogle klare erkendelser om hvad det er der sker og kan forklare hvordan og hvad der gør at fx. en god spillefilm virker som den gør. Altså jeg er kommet nærmere til at kunne levere et neuroscience-grundlag for den dramaturgi og dens virkninger på seerpublikummet, jeg har undervist i i mange år - og troet på - uden at have andet end ret diffuse eksterne referencer til at underbygge det med.
   Ny synes jeg så småt jeg har det der er så moderne i dag at have for udsagn: evidens. 

Begge de to simulerende netværk - spejlneuronnetværket - og defaultmode-netværket - skal være aktiveret og deres indvirkning kompletterer hinanden og arbejder sammen om at levere den flow-oplevelse som kendetegner den mentalt opslugende oplevelsen ved at se en god film.

   Det er en oplevelse som er kendetegnet ved at man glemmer sig selv og tid og sted - til fordel for at "gå op" i en anden verden - i et eller flere andre "selv" og en anden tid og andre steder som filmen indvier en i. Og denne "gåen op" indebærer også at vi påvirkes følelsesmæssigt som om vi var den person vi ser på filmen.

Spejlneuronoplevelsen/-effekten kan formuleres sådan: "Jeg handler og føler ligesom dig" - det er effekten af den simulation i præmotorcortex som spejlneuronerne aktiverer ved at jeg ser en anden handle målrettet og gennem mimik og gestus udtrykke følelser. Denne aktivering af spejlneuroner er automatisk og foregår under bevidsthedsgrænsen. Den foregår stærkest ved direkte visuel og lydlig perception. Er væsentlig svagere aktivering - men den er der - når man læser om at en person udfører den handling eller udtrykker disse følelser.

JEG KIGGER UDAD OG IAGTTAGER ANDRE FOR AT KUNNE FORSTÅ MIG SELV GENNEM DISSE ANDRE

Denne intuitive forståelse skyldes spejlneuronerne og de simulationer af handlinger som deres aktivering indebærer.

Default-mode-netværkets måde at fungere på kan formuleres sådan: "Du som jeg ser og hører, tænker og føler nok ligesom mig".
   Det er effekten af at defaultnetværket "ser indad" og har referencer til ens mentale indre ressourcer: til egne erindringer, fantasier, Theory Of Mind (TOM), fremtidsprojektioner, moralske overvejelser, etc. - når hjernen via perception eller verbal beskrivelse konfronteres med oplevelsen af andre der taler eller agerer eller samspiller med dig i en social situation. Dit default netværk simulerer deres indre processer  som lig dit eget indres processer.

JEG KIGGER INDAD OG REFLEKTERER OVER MIG SELV FOR AT KUNNE FORSTÅ ANDRE GENNEM MIG SELV

Deri ligger forklaringen på hvorfor vi i undervisningen i dramaturgi, skal gøre så meget ud af betyndingen af handlingsbårne scener som det den dramatiske fremstillingsmåde er kendetegnet ved at levere. 

   Og det er også forklaringen på at det har et klart neurologisk grundlag når vi prædiker for de skrivend journaliststuderende: Don´t tell, show. "Show" skal oversættes til: Fortæl i handlingbårne scener.

Jeg citerer igen James Gearys meget klar sætning om dette, men nu skifter jeg "read a story" ud med "ser en film" - "watch a movie":

When we watch a movie, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while watching and viewing, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand movies by imaginatively acting them our in our minds. Movies er rehearsals for real lilfe.

"Acting out in our minds" - "rehearsals for real life".
     Citatet - her i revideret udgave, har James Geary formuleret i sin bog "Metaphors We Live By" - på baggrund af læsning af den forskning der har opdaget spejlneuronerne, og hvordan de virker. En tilsvarende sætning burde kunne laves på baggrund at forestillingen om hvordan the default mode network fungerer.

   Det er jeg bare ikke i stand til lige nu, men det virker ikke hel umuligt at det kan lade sig gøre.

Det må vel være noget i retning af at det mentale indre blik - den selvreflekterende sans - som vi kigger indad med når vi tænker alt det som default mode netværket gør, og det ydre blik - synssansen - som vi oplever filmen med som om den var virkelig, at de to "blik" spiller sammen, så det ydre blik gør det muligt for det indre blik at se filmen som om den var en del af dit eget indre, eller som om du havde transformeret dit eget indre ind i filmens univers og handling. 

Det lyder sgu meget godt!