Allan Gaarde, Maslow og peak-experience

Eks-fodboldspilleren Allan Gaarde, som jeg skrev om i foregående blog-indlæg, beskriver den oplevelse han havde lige efter at han havde meddelt sine holdkammerater i Vejle at han måtte holde op på grund af en knæskade.

   "Skal vi ikke give ham en hånd", siger holdlederen. Det gør de. Allan kniber en tåre. Kammeraterne  løber ud på grønsværen for at træne. Allan humper ud af omklædningsrummet:

"Det var som en ekstremt lang film, der flimrede forbi på indersiden af mine øjenlåg. Specielt de gode øjeblikke, som jeg har haft rigtig mange af  gennem årene, passerede revy på få sekunder."

Den oplevelse har jeg set beskrevet masser af gange før, nemlig fra skildringer af folk der tror de er ved at drukne. Hans miniberetning her følger et velkendt narrativt skema for lige-før-jeg-dør-oplevelser.
   Man bemærker den metaforiske sammenligning "som en film på indersiden af mine øjenlåg", som modsvarer mange andre lignende metaforer til at fastholde tilstanden af genkaldte erindringer: "det indre blik", "det indre øje".

Allan Gaarde taler om "de gode øjeblikke". Og jeg associerer fra film-dramaturgi og plotpunkter til en pyskologisk tilstand som jeg har læst om et eller andet sted: "højdepunktsoplevelse".

   Jeg googler og støder på bogen "Psykologiens veje" af Ole Schultz Larsen. Han fører heri begrebet tilbage til Abraham Maslow, som jeg ellers kender som ophavsmand til den såkaldte behovspyramide. Schultz Larsen kobler det videre sammen med Csíkszentmihály´s flow-tilstand.

   Wikipedia fortæller om  Maslows begreb "peak experince" at det er et han har udviklet i sin bog "Religions, Values and Peak Experiences" fra 1964. Og fortæller videre:

Peak experiences are described by Maslow as especially joyous and exciting moments in life, involving sudden feelings of intense happiness and well-being, wonder and awe, and possibly also involving an awareness of transcendental unity or knowledge of higher truth (as though perceiving the world from an altered, and often vastly profound and awe-inspiring perspective). They usually come on suddenly and are often inspired by deep meditation, intense feelings of love, exposure to great art or music, or the overwhelming beauty of nature. Peak experiences can also be triggered pharmacologically.

   Maslow describes how the peak experience tends to be uplifting and ego-transcending; it releases creative energies; it affirms the meaning and value of existence; it gives a sense of purpose to the individual; it gives a feeling of integration; it leaves a permanent mark on the individual, evidently changing them for the better.

Karakteristikken af peak-experience ligner beskrivelsen af flow, blot koncentreret i en kort periode, og dermed så meget desto stærkere.

   Den ligner også fænomenet katharsis, som er den oplevelse af forløsning publikum skal opleve ved slutningen af en tragedie i følge Aristoteles. Og jeg har tidligere været inde på at den kreative proces´ oplysende aha-oplevelse svarer til den forløsning som den velfungerende dramaturgi i en film eller en fortælling skal levere som det store pay off  i fortællingens klimaks. 
   Man kunne få den ide at det at Allan Gaarde ser den film han fortæller om: en indre film i fast motion med mange af højdepunktoplevelserne fra fodboldkarrieren, selv er en slags negativ højdepunktoplevelse der kan være en sindets egne kreative overlevelsesstrategi i en akut krisesituation.

Allan Gaarde - eks-fodboldspiller om flowtilstanden der forsvandt - og Jens Otto Krags nedtur

Information i tillægget Moderne Tider i dag. Et portrætinterview med Allan Gaarde, en tidligere professionel fodboldspiller, som er holdt op for et år siden på grund af en knæskade. Journalist Henning Due.

  Temaet for artiklen er "Sporskifte", og vinklen er at fodboldspilleren nu "kæmper for at skabe sig et nyt liv uden for grønsværen og opbygge en identitet som andet end ham eks-fodbolspilleren".

Begrebet at være "in the flow", har jeg omtalt flere gang tidligere. Men udgangspunktet har været teoretikere som har beskrevet tilstanden, og flere har bl.a. fremhævet at den korresponderer med udløsningen af et mix af hormoner og signalstoffer i hjernen, som kan forklarer at folk kan føle sig "høje", eller som om de var "på stoffer", altså "internt dopede". Og at de kan blive afhængige af det, ligesom ludomaner af spil. Og kan opleve slemme abstinenssymptomer, ved afkald på de aktiviteter som kan føre til flow-tilstanden.

   I interviewet her bruger Allan Gaarde, hvis hele liv i mange år har været ekstremt fokuseret på tilværelsen som professionel fodboldspiller, selv begrebet "flow" til at forklare hvorfor han har så svært ved at forlade fodbolden.

Allan Gaarde savner ikke selve fodboldspillet. Han savner heller ikke at stå op hver morgen med ondt i vristerne, knæet, rygge eller et fjerde sted, at sidde på sengekanten og vente tre minutter på, at anklerne bløder op. Eller at køre ned på træningsanlægget og føle, at han aldrig kommer igennem en hel træningsdag på grund af smerterne.

   "Men jeg savner udfordringen", siger han og smiler med det faste blik.

   Han savner også at sidde i omklædningsrummet efter træningen eller en kamp og føle, at han har præsteret alt, hvad han kan sammen med holdet.

   "Det er den optimale følelse, en slags lykkefølelse, en følelse af at være i flow."

   Det kunne han mærke for nylig, da han vandt sin første akademiske sejr i en case-konkurrence for Coloplast på CBS. Der fik han følelsen igen for første gang, siden han stoppede fodboldkarrieren.

Jeg kommer af en eller anden grund i tanker om Jens Otto Krag, der gik ned med flaget da han holdt op efter mange, mange år som socialdemokratisk toppolitiker. Han havde en drøm om at male da han holdt op - men gik til i druk.

   Det er ikke urimeligt at forestille sig at han opdagede at han ikke kunne komme i flow ved at male, og måtte dulme savnet med sprut.

Når casen bliver "jeg" i en journalistisk fortælling...

Finder i dagens Politiken et usædvanligt eksempel på en fortælling i 1. person - hvor fortæller-jeg´et ikke er journalistens, men hovedpersonen i fortællingen.

   Rubrikken er "En danskers flugt fra Syrien". Underrubrikken lyder: "Maria Boll, 27-årig studerende, var i Syrien som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop-rejser. Her er hendes beretning om flugten til Jordan.

Når jeg lægger særligt mærke til den artikel, så er det blandt andet fordi jeg har været specialevejleder for en gruppe studerende som ville eksperimenterer med fortællende journalistik - vel at mærke fortalt i jeg-form af hovedpersonen i fortællingen.
   Det interessante var at de var stødt på "dogmet" om at et stykke fortællende journalistik skal skrives i 3. person, med journalisten selv som den udenforstående anonyme fortæller. Men hvorfor egentlig det? - undrede de sig over.

   De kunne opregne flere fordele ved at skrive journalistiske fortællinger i jeg-form: større personligt nærvær, mindre fortællerdistance.

   De havde så fundet ud af at hvis man gik til radiomediet, så var der forbilleder at hente i radio-montagen som ofte kunne være formet som en fortællermonolog, stykket sammen af interviewsekvenser hvor spørgsmålene fra tilrettelæggeren var klippet ud.

   De fandt også ligheder mellem deres journalistrolle ved en 1. personfortælling og så ghostwriter-rollen fx i selvbiografier i jeg-form.

Det var efter min mening en interessant problemstilling de studerende var rendt ind. En problemstilling som blandt andet understregede hvor vandtætte skodder der altid har været mellem skreven journalistik og journalistik i radio  og tv. For i de to elektroniske medier har en personlige gennemgående jeg-fortæller som hovedperson jo været noget velkendt og hyppigt brugt i mange, mange år - som en nærmest main-stream dokumentarisk fortælleform; mens de studerende jo kunne konstatere at muligheden stort set ikke var nævnt - endsige beskrevet i den nyere faglitteratur om den narrative jouranlistik. Et fortæller-jeg i skrevne journalistisk fortællinger var altid i faglitteraturen journalistens eget "jeg".

Men her fandt jeg så pludselig et eksempel i dagens avis på det de studerend havde skrevet om og selv eksperimenteret med.

   Fortællingen indledes sådan her - et anslag der skaber spænding og fremdrift:

Tror du vi kommer levende herfra?

   Min veninde kigger op fra sit skjul i bunden af bilen. Jeg stirrer ud i den blå himmel, som er det eneste, jeg kan se fra bunden af bilen. Jeg kan høre skudregn få kilometer væk, opg chaufføren rukker sig længere ned i sædet. Spørgsmålet bliver hængende ubesvaret i luften.

   De sidste 12 dage har jeg opholdt mig  i Syrien og oplevet, hvordan det arabiske forår for alvor har sat ind. Stemningen er spændt, der er meget militær, og man får følelsen af stilhed før stormen. Nu vil jeg ud af Syrien, og derfor sidder jeg krøllet sammen i en kavet stilling i bunden af en taxa fra Damskus til Amman.

Fortællingens dramatiske midterafsnit er formuleret sådan her:

Vores medpassagerer - et britisk par - råber "get down", og min veninde klemmer min hånd hårdt. Foran os kommer en lasbil kørende i vores spor på motorvejen. Lastbilen blinker vildt med lyset og vinker os tilbage. Vi har knapt drejet om om på motorvejen før vores chauffør drejer ud på en mark og kører 'off road'. Vi ligger stadig i bunden af bilen og kan høre skuddene nærme sig. Vores off road-vej ender blindt, og vores eneste mulighed er at vende om og køre tilbage mod skuddene - benzinmåleren er begyndt at blinke.

Det er fortællingens point of no return, for de kommer trods alt videre mod Jordan, selv om de her var ved at vende om.

   Og sådan klimakser historien - med en happy end:

Kampvogne og soldater i vejsiderne er klar til at rykke ind. Vi har set hundredvis af desperate frihedssøgende syrere i øjnen og hørt alt for mange skudsalver.

   Ved grænsen tjekker de vores kameraer,og alt, hvad der ikke passer på grænsevagtens billede af Syrien, bliver slettet. Da vi endlig kører ind i Jordan som de få heldige, får tårerne frit løb.

Man bemærker at historien er fortalt i dramatiserende nutid.

Fortællingen virker ikke bare som en mundtlig øjenvidneskildring skrevet ned af en journalist. Den virker bearbejdet så opbygningen faktisk følger en berettermodels spændingskurve. Om Maria Boll Jensen har fået hjælp af en journalist, fremgår ikke.

   Men det fungerer fint, og virker friskt. Kreativt tænkt og udført.

Hjernekemi, bjergbestigning, flow, forelskelse og kreativitet

Under bjergbestigerens rejse op ad bjerget frigives der en række forskellige kemiske transmitterstoffer, som indvirker på såvel krop som sind. Herunder endorfiner, serotonin, noradrenalin og dopamin. 

Citatet er fra en opgave fundet på  http://static.sdu.dk/mediafiles/. Senere i afsnittet delkonkluderes:

I forbindelse med bjergbestigning frigives ovenstående stoffer løbende. Dette medfører, at bjergbestigeren ikke sanser de mange farer og smerter, som opstår undervejs, men tværtimod føler velvære, glæde, opstemthed og lykke. Frigivelsen af stofferne bevirker, at den rationelle oplevelse af farer og risici forbundet med rejsen skubbes i baggrunden. Det kan ske i en sådan grad, at bjergbestigeren ikke opdager livstruende konsekvenserne af kulde og overanstrengelse og derfor ufortrødent fortsætter sin rejse op af bjerget. Frigivelsen af stofferne kan føre til afhængighed hos bjergbestigeren, og minimumsniveauet for tilfredsstillelse stiger gradvist. Det betyder, at der på sigt skal mere ekstreme bjergbestigninger til for at få den samme euforiske oplevelse.

I samme artikel omtales en personlighedstype som er særlig tiltrukket af bjergbestigning, nemmlig de såkaldte HSS´ere:

Mennesker kan være ”high sensation seekers” (HSS) eller ”low sensation seekers” (LSS). Hos HSS ses et grundlæggende fysiologisk træk i form af en anderledes hjernekemi kendetegnet ved et lavt niveau af MAO-enzymet i hjernen. HSS kan have vanskeligt ved at få tilstrækkeligt med nye og grænsesøgende oplevelser i en almindelig tryg hverdag, hvilket måske kan være en forklaring på ekstremsportudøvere ofte score højt på forskellige SS-skalaer.

Denne personlighedstype adskiller sig altså markant fra dem jeg tidligere har beskrevet, de højsensitive: HSP´erne. Også HSS´erne kan man udskille ved en serie særlige testspørgsmål. Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.

   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Helt umiddelbart associerer det her jo også til flow-tilstanden som den er beskrevet af Mihaly Csikszentmihaly - en tilstand som ifølge ham kan opnås når en række forudsætninger er til stede:

1. goals are clear
2. feedback is immediate
3. a balance between opportunity and capacity
4. concentration deepens
5. the present is what matters
6. control is no problem
7. the sense of time is altered
8. the loss of ego

Ifølge Wikipedia så har Csíkszentmihályi fremsat den hypotes at mennesker med særlige personlighedstræk har lettere ved at komme i flow-tilstanden end "gennemsnittet", en personlighedstype som kaldes autotelisk:

These personality traits include curiosity, persistence, low self-centeredness, and a high rate of performing activities for intrinsic reasons only. People with most of these personality traits are said to have an autotelic personality. It has not yet been documented whether people with an autotelic personality are truly more likely to achieve a flow state. One researcher did find that people with an autotelic personality have a greater preference for "high-action-opportunity, high-skills situations that stimulate them and encourage growth" than those without an autotelic personality.It is in such high-challenge, high-skills situations that people are most likely to enter the flow state.

Også flow-tilstanden korresponderer med en kombination af aktivt virkende stoffer i hjernen. En tilstand og en kemi som har ligheder med forelskels og kærlighed:

When two people are attracted to each other, a virtual explosion of adrenaline-like nuerochemicals gush forth. Fireworks explode and we see stars. PEA or phenylethylamine is a chemical that speeds up the flow of information between nerve cells.

   Also, involved in chemistry are dopamine and norepinephrine, chemical cousins of amphetamines. Dopamine makes us feel good and norepinephrine stimulates the production of adrenaline. It makes our heart race!

   These three chemicals combine to give us infatuation or “chemistry.” It is why new lovers feel euphoric and energized, and float on air. It is also why new lovers can make love for hours and talk all night for weeks on end.At være forelsket er altså tydeligvis en særlig form for flow-tilstand.

Og jeg kan jo så ikke lade være med at tænke på at en række særligt kreative personligheder, mandlige kunstnere med stort K, har haft et livligt og inspirerende kærlighedsliv centreret omkring "muser". Picasso for eksempel. Jens August Schade. Aarestrup. Sophus Clausen.

Nyhedstrekanten får come back med web-tv - og andre historier om web-tv-nyhedernes anti-dramaturgi

Det fremgår af Rune Michelsens og Signe Rosendal Rasmussens oplysende rapport "Webtvaviserne - en analyse af mediernes brug af web-tv i uge 2, 2011" at dagbladene i deres web-portaler for det meste opererer med separate web-tv-nyhedsstationer - til hvilke de for det meste producerer traditionelle tv-nyhedsindslag – for det meste af meget små selvstændige web-tv-redaktioner. Og at det - for det meste - er en dyr fornøjelse.

Drop dem! For mig at se svarer det til at aviserne skulle oprette særlige sektioner for deres daglige pressefotos.

Nyhedstrekanten har i mange år været under kritisk beskydning fordi den inviterer til at man ikke læser hele artiklen til ende. Og til at den enkelte læser selv afgør hvornår han vil stå af og gå videre til en anden artikel. Den kritiske tendens har lydt: fra nyheder til aha-heder. Men rapporten viser at på nettet går det den anden vej. 

Nyhedstrekanten tager højde for at læseren er utålmodig og sekund for sekund tager stilling til: Skal jeg fortsætte - eller gå til en anden rubrik på siden - eller bladre videre? Det er det der ligger i den læser-/modtagerindstilling som kaldes lean-forward. Du er som læser aktivt søgende og mentalt set på spring under læsningen. Du kan frit springe fra - eller springe forbi.

En roman forudsætter en væsentlig anden læserindstilling: lean backward. Film og tv er også lean-backward-medier, og moderne tv-nyheder er produceret netop for at please et lean-backward-indstillet publikum.

Der er grund til at tro at hjernens kemi – den cocktail af hormoner, endorfiner, adrenalin og hvad de forskellige humørstoffer nu ellers hedder – er forskellig i hhv. lean-forward- og lean-backward-indstillingen. Som et tankeeksperiment kan man forestille sig at ved lean-forward-tilstanden kører adrenalin-pumpen, mens "bondinghormonerne" prolactin og oxytocin virker aktivt i lean back-tilstanden.

Udviklingen af aviserne de senere år har ført til at skrivning til nyhedstrekanten er kombineret med krav om flere indgange til historien: nyhed, baggrund, case, pressefoto, oversigtsgrafik, faktabokse, m.m. Der er tale om en slags nyhedscollage, hvor alle dele er kontekst for hinanden. Også denne segmentering i selvstændige brikker til historien, lægger op til lean-forward-indstillingen.

Med nettet som platform har nyhedstrekanten og princippet om de mange indgange i den grad fået sin renæssance. Og nettet er endnu mere et lean-forward-medie end avisen, fordi der på den gode netside både er mange indgange, og fordi man kan klikke vider til mange lag og stor dybde i indhold og kontekst. Kontekst i tre dimensioner, så at sige, forbundet gennem hypertekst der henviser på kryds og tværs.

   Enhver lidt længere nyhedsartikel på en medie.dk-side fortæller ligefrem med tydeligt markerede links hvor brugeren helt legitimt kan hoppe af og hen til en anden tematisk beslægtet artikel.

På nette kan man både snorkle i overfladen eller scuba-dive til bunden af historien. Og skifte på et øjeblik alt efter humør og behov. Uden at få dykkersyge. Og ydermere kan man så selv bidrage til ekstra kontekst ved at kommentere eller uploade supplerende billed- eller videomateriale.

I den sammenhæng er det traditionelle tv-avis-nyhedsindslag som en hund i et spil kegler!

Nyhedsindslag til broadcast-tv har karakter af en fint-sammenvævet nyhedsmontage af speak, interviewklip, reportage-klip med sound bites – evt. tilsat lidt grafik og en stand up. Og det er produceret så det kan og skal ses uden anden kontekst end oplægget fra nyhedsværten.

Meningen med den dyrt producerede, tætte og komprimerede nyhedsmontage er at seerne skal ”suges ind” fra start til slut.  Vi skal have information, identifikation og fascination leveret i et hug. Hele bevidstheden skal monopoliseres af oplevelsen og tvinges igennem et lineært mentalt udviklingsforløb bygget op efter en spændingskurve.

Identifikationen er det altafgørende i tv-nyhedsdramaturgien. Der skal være et subjekt vi kan identificerer os med – en hovedperson til at drive historien frem. Får seerne lyst til at zappe, er det en katastrofe, for så er det til en konkurrerende kanal. Tv-nyhedsindslaget både forudsætter og kræver lean-back-indstilling hos seerne.

Der findes efter min mening ikke et eneste argument for at producere klassiske tv-nyhedsindslag til publicering på nettet – andet end at sådan gør man jo når man er professionel tv-journalist. Det er ikke pengene værd. Og brugerne værdsætter ikke den dyrt producerede æstetik. Når det er råt er det godt – nok.

For web-nyheder gælder det at: Content is king! Og indholdet kan udliciteres og splittes op i små bidder – clips! Og brugerne kan få link-joy ved selv at samle det til en fortælling i hovedet ved at klikke rundt via hyperteksten.

Mens tv-nyheden kræver et subjekt i historien, så gælder det krav ikke web-tv-nyhedsklippet. For her er det brugeren der er subjekt, ham der dirigerer og interagerer. What´s in it for me? - er det styrende spørgsmål. Og mens fascinationen i en traditionel tv-nyhedsfortælling altid skal være integreret med identifikation og information, så kan web-tv-indslag være rendyrket fascination der kan nydes i et en enkelt spektakulære injektion.

Web-tv er altid indlejret – embeded - i en skreven og grafisk kontekst, nemlig hele web-siden – og det giver ikke mening at lade som om konteksten ikke er der. For konteksten er synligt til stede under hele afspilningen af de levende billeder i playeren.

Det er de færreste der klikker til full-screen når de ser web-tv, netop fordi det forstyrrer og bryder lean-forward-indstillingen. Det føles ubehageligt at skifte til lean-backward og tilbage igen. Det er ikke sådan på sekundet at skifte fra den ene kemiske tilstand i hjernen til den anden.

Nyhedsjournalistisk web-tv skal altså altid tænkes og produceres til indlejring i en skreven kontekst med interaktionsmuligheder. Hvis det er ”længere”, skal det være fortalt og opdelt i ”bidder” så man kan stå af undervejs, ligesom ved læsningen af en artikel efter nyhedstrekanten. Hver af disse segmenter skal kunne giv mening uden resten så man også frit kan klikke mellem dem.

Rubrikken er Gud

Indholdet er Kongen

Konteksten er Fædrelandet

Og brugeren er - Direktøren for det hele

Og man kunne tilføje at flere af de "dogmer" som har styret broadcast-nyhedernes dramaturgi, også står for fald i nyhedsindslag på nettet .

• Fx er "talking heads" noget man typisk forsøger at begrænse eller helt at undgå i analoge tv-avis-nyheder. 
• På nettet fungerer det fint med talende ansigter i billedet, med eller uden jakkesæt, og med øjenkontakt - uden dækbilleder eller andre visuelle forstyrrelser. 
• Og skilte med tekst som mellemlæg i stedet for speak i voiceover eller speaker i billedet, er også helt OK. 
• Har man et godt interview med en væsentlig eller sensationel person kun på en lydfil, så kan det fint afspilles i playeren uden dækbilleder til at forstyrre lytningen.
• I længere nyhedmagasin-historier vil man i broadcast-tv ofte kræve en "motor" - et mere eller mindre iscenesat handlingsforløb med en reporter eller en case i aktion i billedet - til at sikre fremdrift i indslaget. Det er overflødigt når det er web-tv. Der er "motoren" brugeren selv der gennem sin interaktion med sidens elementer og links leverer brændstof til fremdriften. 

Indlægget her er en let revideret og udvidet udgave af et indlæg på www.ahheder.dk. Rapporten om webtvaviserne, kan findes her: http://ahaheder.dk/?p=1109 .

Carsten Jensen - og debatten om debat efter filmen der blev udskudt

Information bragte i sin weekendudgave 16.17. april en to siders artikel af Ulrik Dahlin med rubrikken "DR vil have det sidste ord om DR-kritisk film". Og underrubrikken "Du får frit spil til at præsenterer dit subjektive historiesyn i TV... Sådan lød invitationen fra DR 2 til forfatteren Carsten Jensen, men da resultatet forelå, krævede kanalen alligevel at få det sidste ord."

"Der er noget galt i Danmark" er temaet for seks små 5 minutters personlig "dokumentarfilm" baseret på klip fra DR´s arkiver. En af de inviterede til at producere sådan en film var Carsten Jensen. Han lavede sin film som aftalt, og så blev der "noget galt i DR".

Konceptet var oprindelig, sådan har jeg forestået det på omtalen, at man først skulle se en bag-om-filmen-film hvor man skulle følge de enkelte instruktører under arbejdet med at researche og redigerer filmen sammen. Til slut - som klimaks - skulle man se selve filmen på 5 minutter. Færdig, slut, prut, finale.

Carsten Jensens film var bl.a. en satirisk kritik af TV-Avisen for at være ukritisk, dokumenteret med klip fra TV-Avisen selv, fortæller Information.  Men i følge den foromtale som DR trak tilbage, så havde kritikken et bredere sigte: "Dansk journalistik er et stort teaterstykke, som krampagtigt forsøger at opretholde billedet af et lille godt land (...) Den fjerde statsmagt er blevet til en flok ufarlige skuespillere, der spiller efter et manuskript de ikke engang selv kender."

Så vidt jeg kan regne ud er der tale om en syntetisk montage der gennem modstillingen af klip udstiller DR´s ukritiske tandløshed i sin journalistik i forhold til magthaverne. Et klart eksempel på blending, og i øvrigt en teknik som også tidligere er anvendt med kritisk sigte og har vagt debat, fx i Peter Watkins drama-dokumentariske montage "70´ernes folk".

Da Kanalchef Arne Notkin så Carsten Jensens film, besluttede han at ændre konceptet. Nu skulle alle filmen efterfølges af en debat i studiet.  En af sudiedebattørerne bagefter skulle så være den enkelte films ophavsmand.

Det var Carsten Jensen stærkt utilfreds med. Han mener at det skulle han have vidst på forhånd, og at man ikke sådan kunne ændre på konceptet bagefter. Han ville have lavet filmen anderledes hvis han havde vidst det, siger han. Han vil ikke gå i studiet lige bagefter og debattere live. Men han vil gerne senere debatterer med fx DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

Arne Notkin mener at det er "fuldstændig vanvittigt" at have noget imod en efterfølgende debat, når selve filmen jo som mål har at være vække til debat. Og han mener ikke det er Carsten Jensen "der skal bestemme, hvornår DR skal sende en debat." "Meningen med serien er at være debatskabende, og så faciliterer vi debatten ved at tage hul på den."

Arne Notkin skriver i Information den 19. april et længere modsvar der slutter:

Vi har fra et tidligt tidspunkt indtænkt debat på dr.dk i forlængelse af Der er noget galt i Danmark. Sidenhen har det så vist sig muligt at tage hul på debatten på tv. Det er ikke i strid med ideen med disse programmer. Tværtimod. Det er fuldstændig i programmernes ånd. Det øger programmernes vægt og betydning.

   Derfor opfordrer jeg Carsten Jensen til igen at sige ja til muligheden for at tage hul på debatten på tv. Jeg kan ikke se, at han kan være tjent med at fremstå som en person, der vil forhindre DR i at debattere væsentlige emner. Det er i hvert fald stærkt forstyrrende for det billede, jeg har af Carsten Jensen. Kom dog tilbage i kampen, Carsten.

Er Carsten Jensen  en mimosen og et urimeligt brokkehoved - "fuldstændig vanvittig". Eller har han ret. Er der noget lusket i at Arn Notkin ændrer konceptet på den måde efter at have set Carsten Jensens film.

I mine yngre dage turnerede jeg rundt på svenske tv-redaktioner med kurser i dramaturgi og efterkritik. Og en af de ting jeg husker jeg bemærkede den gang, var at når SVT sendte kritiske dokumentarer, så var der altid - helt konsekvent - en studiedebat umiddelbart bagefter mellem  to talende jakkesæt.  Mens det næsten lige så konsekvent - aldrig var tilfældet i Danmark.

Det gav mig den gang anledning til at spekulerer over hvad fidusen var ved at lægge sådan en studiedebat som rosinen i pølsenden på en kritisk dokumentarfilm.

Dramaturgisk set forrykker man jo klimaks i "berettermodellen", som - da et sådant debatindslag både visuelt og sproglig er småkedeligt - nemt bliver en regulær antiklimaks. Spændingskurven fuser ud så at sige. Og Carsten Jensen har naturligvis ret i at han som bevidst fortæller, ville have formet sin film anderledes hvis han havde vidst at filmen ikke selv skulle klimakse, men slutte med en "cliff-hanger" der først skulle have pay-off i studiet med ham selv som deltager.

Ud fra en receptionspsykologisk synsvinkel fungerer en efterfølgende studiedebat naturoligvis på den måde at det svækker engagementet i debatten hjemme i dagligstuen og i hovedet på seeren, fordi folk derefter kan sætte sig tilbage i sofaen og konkludere at så er debatten jo overstået, de modstridende synspunkter er nu fremme i offentligheden, og så behøver man ikke selv at tænke og diskutere videre.

I stede for at åbne for tænkning og modsigelse hos seerne ved at slutte filmfortællingen "rent", så foretager  man efterfølgende en stedfortrædende retorisk manøvre - og lukker dermed for videre engagement hos seerne. Det man også blandt tv-journalister kalder "at lægge låg på". Alt så det stik modsatte af "at facilitere debatten", som Notkin legitimerer det med.

Ifølge den tilbagetrukne foromtale fra DR, så ville serien "tage den yderste konsekvens af, at objektiv historieformidling ikke eksisterer". Og Arne Notkin skriver  i sit indlæg i Informatin at der med disse programmer er tale om "et utrolig spændende tv-eksperiment med den personlige historiefortælling."

   Det kunne lyde som om det var noget helt nyt, dette eksperiment. Men det er det ikke.

Da debatten om "de røde lejesvende" i Danmarks Radio var på sit højeste - altså den rigtige oprindelige debat i perioden efter -68, hvor Erhard Jacobsen og hans forening af "aktive lyttere og seere" angreb DR for politisk ensidighed og venstrevredethed i en masse programmer - da producerede Poul Martinsen i 1972 en timelang tv-udsendelse med titlen "Det enøjede vidne". Heri indgik et lignende tv-eksperiment:

Erhard Jacobsen, partileder for Centrumdemokraterne og Leif Blædel, redaktør af det kritiske forbrugblad Tænk, fik hver til opgave at redigere og klippe en film om kosmetikfirmaet Holiday Magics salgsmetoder ved hjemmebesøg hos husmødre. Det var salgsmetoder som DR i en tidliger radioudsendelse havde forholdt sig kritisk til, og en udsendelse som Erhard derefter højlydt har kritiseret for ensidighed. Det filmede grundmateriale var det samme for begge: nogle illustrerende reportageoptagelser fra en kvindelig sælgers hjemmebesøg hos potentielle kunder og en række interviewoptagelser med den kvindelige sælger og den amerikanske direktør for firmaet - baseret på spørgsmål som Erhard Jacobsne og Leif Blædel havde "bestilt" på forhånd. De to syvminutters film vises i udsendelsen, og det fremgår tydeligt at den ene er vinklet positivt og den anden kritisk over for Holiday Magics salgsmetoder. Derefter følger i programmet en konfrontation i studiet mellem de to filmtilrettelæggere og direktøren for firmaet. Erhard og Blædel begrunder de valg de har gjort i hver deres klipning,  og har hver for sig kritiske kommentarer til modpartens film. Dette af Poul Martinsen iscenesatte plot leverer visual proof for det som var hele udsendelsens overordned præmis: Der findes ikke en objektiv sandhed - man kan ikke undgå at manipulere.

Båd den gang og nu er ideen med den slags eksperimenter udtryk for kreative forsøg på at illustrere og dokumentere en kontroversiel sandhed.

Men Arne Notkin har så at sige dementeret og afmonteret ideen med sit eksperiment ved at trække i land og lægge låg på debatten blandt seerne med sine planlagte studiedebatter. Og han er dermed - med sin redaktionelle runddans - faktisk kommet til at bekræfte Carsten Jensens præmis: "De er blevet en flok skuespiller der spiller efter et manuskript de ikke en gang selv kender."

Jeg husker ikke der blev lagt studiedebatter i enden på dokumentarserien "Jagten på de røde lejesvende"!

Man mærker hensigten, og får lyst til at le! Hvilken journalistisk komedie.

Jeg får også lyst til at citere - ja, mig selv:

Journalistik er den mest troværdige form for fiktion! 

Den skægge(de) mand Hr. Skæg - en særligt kreativ personlighed

Jeg har et stykke tid ikke skrevet om den særligt kreative personlighed. Men her er igen en af slagsen. Mikkel Lomborg. Han præsenteres på forsiden af Politikens kulturtillæg tirsdag den 19. april under rubrikken "Danmarks nye Halfdan Rasmussen?". Og et par sider inde en stor anmeldelse af en såkaldt "Børnekoncert med hr. Skæg.", med rubrikken "Og så lærer de også at stave til tissemyre".

   Han er vel den sidste i en lang række af børne-tv-værter som Danmarks Radios Børneafdeling har (op)fundet i årenes løb: Sigurd Barrett, Sebastian Klein, Casper Christensen, Jørgen Clevin, Thomas Winding, m.fl.

   "Skæg" er jo et homonym, så når en vært optræder som morsom mand på skærmen eller på en scene og kalder sig "Hr. Skæg", så er der altså tale om en særlig form for blending: af det som øjet ser: "en mand med et stor sort skæg", og det som han fremstiller og optræder med: "noget der er skægt".

Genren som Mikkel Lomborg repræsenterer, er også en blandingsgenre: edutaninment - altså et mix af underholdning og belæring. En årtusindgammel coctail, som altid lader sig mixe på ny af kreative personligheder. I 60´erne importerede vi det amerikanske børne-tv-koncept 'Sesame Street', og blandet med dansk folkelig humor og fræk kreativitet: Pling! - fik vi Kaj og Andra der nu er en del af vores "kulturkanon". Og 3. generations-børne-tv-seere kan stadig med grin og fnis afsynge den (u)pædagogiske bakke-snavvendt-sang.

   En enkelt ide fra forestillingen som anmeldelsen refererer, er beslægtet med bakke-snavvendt-sangen, og er også ret smågenial, synes jeg: dette at der inden i nogle ord findes helt andre ord. Inden i "skat" findes "kat", inden i "fis" findes "is", inden i "bål" findes "ål", inden i "skæg" findes "æg".

Men af portrættet og anmeldelsen fremgår ikke hvordan Mikkel Lomborgs opvækst har været, og det interesserer mig jo når vi taler om "særligt" kreative personligheder". Vi får blot at vide at han som barn drømte om opera, ballet og musik, "men det var lidt hårdt på Stevns". Så han endte med at blive pædagog.

   Baggrundshistorien finder jeg i et interviewportræt i Berlingske Tidende fra den 10. december 2010. Rubrikken er "Manden bag skægget". Journalist: Christina Marcher.

   Han er tydeligvis et multitalent. Og allerede som barn føler han sig fremmed og uden for, og som voksen to personer i en, og problemer med egen (køns) identitet:

Pudsigt nok havde den mand, der er i gang med at lære en hel nations børn at stave og tælle, før de kommer i skole, selv et problem med tal som lille. Han gik på en landsbyskole og havde den samme lærer i musik og matematik. I musiktimerne elskede hans lærer ham. I matematiktimerne sad læreren med tår i øjnene, og kunne ikke forstå, at de ikke kunne kommunikerer.

   Socialt følte han sig som ”lidt af en vanskabning” og frygtelig ensom.

   ”Jeg var jo virkelig anderledes end alle de andre børn”, siger han.

  ”Jeg løb rundt og havde store symfonier i hovedet og ville tegne og skrive og synge og danse ballet og havde store heltefortællinger summende inde i hovedet på mig. Og jeg turde ikke nævne det for nogle af de andre”, siger han, og beskriver Karise som en socialpsykologisk ørken. (...)

   Evnen til at få hul igennem til børnene på to sekunder og opleve verden med deres øjne tilskriver han sin halvfjerderseropvækst omgivet af en masse stærke, fornuftige kvinder – og meget få mænd. En situation han beskriver som en kæmp identitetskrise, hvor det var svært for ham at finde ud af det der med at være 'en mand'. (...)

   Så Mikkel løb rundt alene ude i skoven og var forvirret og legede ridder og landevejsrøver med en pind som sværd og en kvinde, han skulle redde og alle mulige store heltefortællinger snurrende i hovedet til det tordnende soundtrack fra yndlingsserien ”Dick Turpin”.

   "Det er jo helt klart en kompensation, at jeg har fundet nogle heftige heltemanderoller, som jeg har idoliseret, men ikke sevl kunnelevet til overhovedet”, griner han.

   Hans problem med at finde ud af det der med maskuliniteten resulterede i, at han tvivlede yderligere på sig selv og det, han havde at komme med. Og på den måde blev han ”en rigtig pleaser”, fortæller han. (…)

   ”Det er et personligt problem for mig, når folk er urimelige og jeg ikke kan finde ud af at sige fra. Men jeg har også lært at bruge over-empatien som mit sværd – i min tilgang til både problematiske unge og til kolleger. Og selvfølgelig til børn. Jeg kan lynhurtigt spore mig ind på, om vi skal snakke meget eller snakke lidt, eller om vi skal have store armbevægelser eller være intime. Så det er også en stor gave,” siger han.

Lige efter bogen, kan man sige. Savnet af en "far". Ensomhed, stærk fantasivirksomhed. Der er klare lighedspunkter til Poul Martinsen og hans barndom, og hvordan han lærte empati gennem sit nære forhold til storsøsteren.

Det fremgår at Mikkel Lomborg er "talblind". . Men ikke om han også er "ordblind". Det er der rigtig mange kunstnere der i øvrigt er, så det ville ikke undrer mig om det var tilfældet.

   Forfatteren til bogen "The Gift of Dyslexia", Ron Davis, tror at alle ordblinde har nogle særlige evner som de deler med mange berømte "dyslektikere". Disse specielle talenter er:

1. They can utilize the brain's ability to alter and create perceptions (the primary ability).
2. They are highly aware of the environment.
3. They are more curious than average.
4. They think mainly in pictures instead of words.
5. They are highly intuitive and insightful.
6. They think and perceive multi-dimensionally (using all the senses).
7. They can experience thought as reality.
8. They have vivid imaginations.

Det passer jo meget godt med personligheden bag "Hr. Stærk".
   Jeg finder en artikel som fortæller om såkaldt "visual-spatial learners" - altså mennesker med den særlige form for intelligens der knytter sig til visuel-rumlig forståelse og inteligens. Artiklens forfattere er Linda K. Silverman og Jeffrey N. Freed. De skriver:

A visual-spatial learner is a student who learns holistically rather than in a step-by-step fashion. Visual imagery plays an important role in the student's learning process. Because the individual is processing primarily in pictures rather than words, ideas are interconnected (imagine a web). Linear sequential thinking — the norm in American education — is particularly difficult for this person and requires a translation of his or her usual thought processes, which often takes more time. (...)

   Visual-spatial learners have amazing abilities to "read" people. Since they can't rely on audition for information, they develop remarkable visual and intuitive abilities, including reading body language and facial expressions.

   Many of the students described in this article were so adept at reading cues and observing people that they could tell what a person was thinking almost verbatim. Oftentimes, in school, they sense a teacher's anxieties and ambivalent feeling towards them, and react with statements such as, "that teacher hates me."

Så den empati som Mikkel Lomborg tilskriver sin tætte omgang med stærke kvinder i sin barndom, kunne simpelthen hænge sammen med den særlige form for intelligens han besidder.

I øvrigt kommer jeg i tanker om mine egne erfaringer med at lære at læse.
   Vi blev undervist i Holeby Skole efter lærebogen "Ole Bole". Systemet var et rent stave system: "i-s" siger "is" osv. Og jeg lærte ikke at læse hverken i første eller anden klasse. Men var vild med at tegne og male. Først i 3. klasse knækkede jeg koden. Jeg husker det som en aha-oplevelse. Og at det gik meget hurtigt. Men det må have været gennem en slags ordbillede-metode, som jeg selv fandt ud af. Men det betød så at jeg aldrig fik et helt skarpt billede af ords stavning, især den del der har med endelserne at gøre.
   Derfra gik det stærkt. Jeg slugte drengebøger og børneromaner i hundredevis i de følgende år. Læste og fantaserede nærmest i en rus dag og nat. Og legede Robin Hood og Gøngehøvdingen og De tre musketerer med min eneste rigtige legekammerat Flemming hvis far var arbejdsmand på den sukkerfabrik hvor min far var ingeniør.

Kreative rubrikker i bogtillæg - med bibelske undertoner

Det er sjældent jeg læser boganmeldelser. Tekster om tekster jeg for det meste aldrig får læst. Skrevet af kloge mennesker med en forlist drøm om selv at blive forfattere. Det sidste er naturligvis en klokkeklar fordom fra min side. Selv hader jeg at skrive anmeldelser.

   Men jeg bladrer alligevel altid mine avisers ugentlige bogtillæg igennem. Der kunne være et gulkorn begravet et sted.

   Og i Weekendavisens bogtillæg her op til Påske, bemærker jeg at rubrikbestyreren, redaktionssekretæren er kreativ. Han kan skrive rubrikker som fanger, fænger og fascinerer:

"Sjæle i flammer"

"Det nye Testamente i ulveklæder"

"I al livsens tilfældighed"

"Andres ligegyldig lidelser"

"Jeg tror på Allah og bistandshjælpen"

"Mellem skulderpuder og storpolitik"

"Fagre ord gør ikke flæsken sprød"

"Holmgang med stokrose"

"I nulte time"

Mange af dem indeholder referencer til bon mot´er, døde meatforer, bevingede ord o.lign.

   Rubrikkerne får ekstra liv og impact ved at at referere til hel- og halvdøde faste vendinger. Og disse blive til gengæld samtidig genoplivet ved noget der ligner en metaforisk operation: noget nyt ses gennem en bibelsk optik eller et bibelsk filter.

Jeg folder nogle af dem ud ved søgning på Google, og får i næsten alle tilfælde bibelske kilder og referencer.

   Fx: "Sjæle i flammer" der som undertekst har den halvdøde metafor "ildsjæl", og som igen har bibelske referencer via ordet "sjæl"; en googlesøgning leder til "soul on fire" til at karakteriserer helgenen Saint John fra 1500-tallet. Og man taler også om at være "tændt af den hellige ild".

   Eller: "I nulte time" der som undertekst har klicheen "i ellevte time", der stammer fra Mattæusevangeliet, 20:6: "Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre stående der, og han siger til dem: Hvorfor stå I her ledige hele Dagen?" 

  Eller: "I al livsens tilfældighed" der som undertekst har bibelske vendinger om "livsens vand" og "livses kilde" og som for danskere også associerer til romanen "Livsens ondskab" af Gustav Wied".

   Eller: "Det nye Testamente i ulveklæder", der er en omvending af det bevingede ord "ulv i fåreklæder" der har sin oprindelse fra en prædiken af Jesus: "Pas på falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve (Mattheæsuevangeliet, 7:15).

Rubrikbestyreren har været i kreativt påskehumør. Lidt søgning afslører at redaktøren af bogtillægget hedder Klaus Wivel. 

   Solidt arbejde, Klaus Wivel.

Milena Penkowa og den forheksede sandhed

"Tænk ikke på en elefant!" - var titlen på en bog af metaforjægeren George Lakoff som jeg tidligere har omtalt i varme vendinger.
    Når en artikel i Weekendavisen 20.-28. april har rubrikken "Videnskabens affortryllelse", så bliver jeg interesseret. Dels er det et mærkeligt udtryk: "affortryllelse". Og så er det også en slags metafor der er på spil her. 
    Tænk ikke på trylleri! tænker jeg.

Jeg googler "affortryllet" - og får kun 580 hits, hvad der er utroligt få. Det tilsvarende substantiv "affortryllelse" giver ca. det dobbelte antal hits. Stadig meget, meget få. Det modsatte: "fortryllelse", giver godt 64.000 hits! 

   Det viser sig at "affortryllelse" er et metaforisk fagudtryk inden for sociologien, opfundet af en af sociolgiens fædre: Max Weber. Ordet "affortryllelse" er en oversættelse til dansk fra det tyske udtryk "entzauberung", som oversat til engelsk bliver til "disenchantment": the cultural rationalization and devaluation of mysticism apparent in modern society.

   Den metafor må jeg vist se at kigge nærmere på! Mon hovedparten af Weekendavisens læsere lige kan deres Max Weber i dansk aftapning? Og hvad hvis ikke?

Jeg har tidligere reproduceret en grafisk model af den generelleblendingoperation med to input-rum som kilder og et blendede output-rum som resultat. Og konstateret at der er en klar analogi til en grafisk model af tvekønnet biologisk befrugtning. En blandt en række forskellige blendingoperationer er i den teori den metaforiske som betegnes som single-scope-blending. Den er beskrevet i bogen "The Way We Think".

   Den anden metaforteori fra den kognitive lingvistik som jeg jævnligt refererer til, er den som blev fremlagt i bogen "Metphors We Live by" af Lakoff og Johnson. Det er den jeg vil tage afsæt i her.

   Den opererer med begrebsparret "target" og "source", og fidusen ved den metaforiske tankeoperation  i den model er at noget af betydningsindholdet i "source" overføres til "target". Denne operation kaldes i bogen "mapping" - der kan oversættes til dansk "afbildning". 
   Jeg selv har brugt udtrykket "overføringsbillede" til at karakterisere en metafor.

Overskriften til artiklen i Weekendavisen: "Videnskabens fortryllelse", giver jo kun mening hvis den forudsætter accept af følgende metafor: (BILLEDET AF) VIDENSKABEN er FORTRYLLET, hvor "videnskab" er "target" og "fortryllelse" er "source". De to begreber tilhører to forskellige domæner, adskilt af en høj og tyk konceptuel væg: I det ene domæne hersker: sandhed, empiri, objektivitet som grundlag for etablering af sikker viden; i det andet domæne hersker: magi, trylleformler, hekse og troldmænd, uhæmmet fantasi og subjektivitet. 

   Set fra videnskabens og forskernes synsvinkel må disse to domæner aldrig blandes: "astronomi" må ikke blandes endsige forveksles med "astrologi".

At påstå at (billedet af) videnskaben er "fortryllet" (underforstået: i offentlighedens øjne) er altså en stærkt provokerende påstand man som læser skal acceptere for i anden omgang at "købe" artiklens vinkel, nemlig påstanden om at Penkowa-sagen har ophævet denne "fortryllelse".

   Her er så en grafisk model af Lakoff og Johnsons forestilling om hvordan en metaforisk operation ser ud, en operation som foregår i "det kognitive ubevidste".

http://www.metaresolution.com/Metaphor/web_axonfiles/sourcetarget.htm

Der ligger i den metaformodel at videnskaben anskues gennem det magiske domænes optik. Der sker en "mapping" fra noget fiktivt til noget virkeligt og sandt. Metaforen skal altså læses sådan at "offentlighedens billede af videnskaben er falsk: en fiktion, en fantasiforestilling, en illusion = "fortryllet". 

   Spørgsmålet er så hvem det er der er den udøvende - agenten - i den metafor. Hvem har svinget "tryllestaven", udtalt "heksebesværgelsen", aktiveret "trylleformularen" - eller har fået offentligheden til at drikke "trylledrikken"? - Det fremgår af artiklen i det her afsnit:

Inden for universitetets fire vægge har det siden 1960erne være en offentligt kendt hemmelighed at produktionen af viden ikke foregår som rent passiv erkendelse af verdens sandheder. Med vidensociologens Karin Knorr-Cetinas ord er videnskabelig objekter "ikke bare noget, der frembringes teknisk på laboratorier. De konstrueres også på symbolsk og politisk plan i kraft af retoriske overtalelsesstrategier, (...) gennem politiske fif og kneb, forskerne bruger for at skabe alliancer og få tildelt midler". Der er intet odiøst i, at viden produceres ii en blanding af tekniske, retoriske og politiske procedurer. Men der opstår en række problemer, som alle spiller ind i Penkowa-sagen, når videnskaben fortrylles af videnskabsfolkene og fremstilles som den rene sandhed der skinner klart igennem.   

Det er altså videnskabsfolkene selv der har "fortryllet videnskaben" i den "ikke-videnskabelige offentligheds øjne", så den fremstår som "den rene sandhed"!

Jeg skal ikke gå ind i artiklens videre argumentation som jeg forekommer mig både tankemæssigt uklar og sprogligt uigennemsigtig.

   Men en uudtalt konceptuel metaforisk påstand "skinner klart igennem": Når Milena Penkowa er den der har ophævet fortryllelsen og dermed afsløret videnskabens sande grimme ansigt, så må det være fordi artiklens forfatter har følgende udsagn boblende rundt i sit kognitive ubevidste:

"MILENA PENKOWA er EN HEKS"

Artiklens forfatter er Nicolai von Eggers Mariegaard, stud. mag. i idéhistorie og sociologi ved Aarhus Universitet.
   Se illustrationen til artiklen på http://mariboavis.dk/wp/?p=76729. Billedet er klart valgt og beskåret så det passer til den underliggende konceptuelle hekse-metafor.
   Og for at det ikke skal være løgn: For gode og ordentlige akademikere og forskere ser det i den grad ud til at de mørkeste sider af fantacy-universet truer videnskabens nu affortryllede og afslørede verden.
   Rubrikken til artiklen på næste side i avisen er et citat fra Penkowas tidligere institutleder som også metaforisk må  trække på uhyggefiktionens klicheer da han konfronteres med oplysninger om at Milena Penkowa muligvis har svindlet og bedraget for et meget større millionbeløb end hidtil antaget:

"SÅ ER DET JO ET MARERIDT"

Københavns universitet som Hogwarts skolen, og Milena Penkowa som universitetsverdenens kvindelige Lord Voldemort.

  Hva´beha´r!

Mozart-effekten - fantasi eller fakta om vores musikalske hjerne

Jeg var i et indlæg for et par dage siden inde på "superlearning" og "suggestopædi" - to termer der dækker det fænomen at man ved særlige sansepåvirkninger - ikke mindst gennem musik, rytme opg bevægelse - kan påvirker indlæringen af et stof både med hensyn til omfang og tempo.

   I forbindelse med videre søgning ad det spor finder jeg udtrykket "Mozart-effekten", som Wikipedia definerer sådan her: 

A set of research results that indicate that listening to Mozart's music may induce a short-term improvement on the performance of certain kinds of mental tasks known as "spatial-temporal reasoning". (...)

   Spatial-temporal reasoning is the ability to visualize spatial patterns and mentally manipulate them over a time-ordered sequence of spatial transformations.

   This ability is important for generating and conceptualizing solutions to multi-step problems that arise in areas such as architecture, engineering, science, mathematics, art, games, and everyday life.

Oversat til menneskesprog: Mozart-musik kan forbedre et stykke kreativt arbejde her og nu - men uden garanti for langtidseffekt.

Jeg finder så en dansk artikel af Lars Heslet, overlæge, professor dr.med. – klinikchef for Rigshospitalets intensiv afsnit 4131. Titlen på artiklen er "Vores Musikalske Hjerne", og den kan findes på adressen

http://www.musicahumana.dk/documents/00010.pdf.

   Artiklen er grundig, omfattende og solid. Og der er altså meget om snakken. 

   Heslet introducerer en ny tværfaglig disciplin "biomusikvidenskab" der fokuserer på forholdet mellem musik, hjernens funktion og biologien. Han opregner nogle af de grundlæggende spørgsmål biovidenskaben forsøger at besvare: "På hvilken måde kan lyde frembringer ændringer i vores psykiske tilstand? - i hjernens elektriske svingninger, det såkaldte EEG? - i den hormonelle status?"
   I artiklens indledning sammenfatter han hvad man ud fra nyere forskning ved:

Det nye er, at videnskaben har vist i en række klinisk sikre undersøgelser, at musik påvirker vores hormonsystem, det ufrivillige nervesystem, der styrer åndedræt og hjertefrekvens, men også påvirker kroppens hormonregulering ved stresstilstande, og også har effekt på immunsystemet. Hertil kommer, at musik dæmper angst og forbedrer søvnkvaliteten. Effekterne er beskrevet både hos vågne og bedøvede patienter. Høresansen er den eneste sans der ikke er bedøvet, når et menneske sover, og selv under dyb bedøvelse registrerer øret lyd.

Noget af det jeg falder over i artiklen er omtalen af effekten i forholdet mellem de to hjernehalvdele.

   Jeg har tidligere formuleret forholdet mellem de sider af den arbejdsdelte hjerne sådan at højre hjernehalvdel er den intuitive del der kan tænke kreativt, visuelt, rumligt og i helheder - men uden ord; venstre halvdel hvorfra de sproglige operationer udgår, overtager "outputtet" fra højre hjernehalvdel og gør det bevidst og sætter det i ord der hænger logisk sammen og kan udtales.

   Hvad siger overlæge Heslet:

Fra et neurofysiologisk synspunkt kunne man sige, at hjernen med de elektriske svingninger, har en akustisk struktur som svinger som et pendul omkring et ligevægtspunkt fra kaos til orden, fra disharmoni til harmoni. Sådanne strukturer påvirker os oftest ubevidst. Det er vist at musik skaber bedre samsving, resonans og koordination eller synkronicitet imellem de 2 hjernehalvdele, højre og venstre, ved at stimulere hjernebjælken, den elektriske og nervemæssige forbindelse mellem de 2 hjernehalvdele. 

Mange af dem der skriver om hjernen og de kognitive funktioner, understreger at hjernen er opdelt i "moduler" med hver sin specifikke funktion. Og at vi normalt kun kan blive opmærksomme på disse moduler når de er ude af "sync", dvs. når de mentale og kognitive funktioner de varetager, ikke som normalt er koordinerede og arbejder sammen om en fælles opgave. Da perceptionen af skrevne ord og perceptionen af farver bearbejdes i forskellige "module", så får vi problemer når et bogstaverne i et ord der betyder én farve, selv har en anden farve:

Steven Johnson skriver i sin bog "Mind Wide Open" om den modulopdelte hjerne: 

Your brain is not a general-purpose computer with one unified central processor. It is an assemblage of competing subsystems - somtimes called "modules" - specialized for special tasks. Most of the time we only notice these modules whwn their goals are out of sync.(...)

   The modern understanding of the brain shatters that earlier vision into dozens of component parts, some spcializing in core survival tasks, such as heartbeat regulation andt the fight-or-flight instinct, others focuse on more prosaic skills, such as face recognition. Your personality is, in a real sense the aggregate of the differing strengths of each of these modules - as they have been shaped both by nature and nurture, by your genes and by your lived experience. In other words: you are the sum of your modules.

Når vi hører musik, så er det forskellige dele og sider af hjernen der opfatter og bearbejder forskellig elementer af musikken. Disse dele og sider må altså arbejde sammen for at vi kan få en "hel" musikoplevelse.

   Helset forklarer samarbejdet og Mozart-effekten sådan her:

Den højre hjernehalvdel er specialiseret i opfattelsen af rumlige musikalske elementer, akkorder, altså sans for harmoni og tonehøjde, hvorimod venstre hjernehalvdel opfatter melodiforløb, der kræver musikalsk hukommelse. For at opnå en samlet musikalsk opfattelse, er forbindelsen og integrationen mellem de to hjernehalvdele ved hjælp af hjernebjælken (CorpusCallosum) nødvendig.  Dette samspil gennem hjernebjælken kan netop fremmes af musik. Denne samstemmighed eller harmoni opleves i virkeligheden kun ved et samspil mellem de 2 hjernehalvdele og de forskellige regioner i hjernen, formidlet af Corpus Callosum. (...)

   Musik ser således ud til at kunne samordne de 2 hjernehalvdele og dermed den arbejdsfordeling der er imellem højre hjernehalvdel, som primært opfatter toner, melodier, mønstergenkendelse, fantasi, intuition og billeddannelse, med venstre hjernehalvdel, som håndterer de mere logiske processer. Koncentrationen i venstre hjernehalvdel giver os evnen til at koncentrere os på en ting ad gangen, venstre hjernehalvdel forholder sig til tid medens højre hjernehalvdel til rum. Derfor har man sagt at Mozart effekten, altså evnen til at koordinere tid og rumopfattelsen netop svarer til denne koordination mellem de 2 hjernehalvdele.

Musik påvirker følelser og musik udtrykker følelser. Men hvordan set fra hjernens synspunkt? 

   Her forklarer Heslet at hørenerven går direkte til mellemhjernen, der er vores "emotionelle hjerne", og at man sagtens kan forestille sig at musikken aktiverer "koder liggende i mellemhjernens følelsesområde, det såkaldte limbiske system" - og dermed "udløser følelser".

Endelig er der spørgsmålet om sammenhængen mellem musik og hjernens elektriske bølger. De højfrekvente Beta-bølger er knyttet til den højaktive hjerne hvor bevidstheden er anspændt og rettet mod den ydre verden. Alfa-bølger har en lavere frekvens og forekommer ved afspænding, fantasier, dagdrømme, og meditative tilstande.

   Heslet fortæller her:

Der er udført mange forsøg som viser at den langsomme rytme i klassisk musik får hjernebølgerne til at skifte fra Beta- til Alfa-aktivitet. (...) Nyere undersøgelser har vist at musikalske stimuli kan øge aktiviteten i den nye hjerne (neorcortex) knyttet til indlæring og koordination - og styrke forbindelsen mellem de to hjernehalvdele. Undersøgelser tyder på at musik kan styrke evnen til at løse opgaver som stiller krav til højere mentale funktioner.

Til den slags "højere mentale funktioner" hører hjernens kreative arbejde med efterforskning i den hensigt at afslører forbrydere. Jeg minder om Sherlock Holmes violinspil, og Michael Connelys detektiv Hieronimus Bosch der satte en særlig blå jazz-musik i CD-en når han mentalt set skulle opretholde den detektiviske flow-tilstand med uhæmmet adgang til sin intuition.

En tidlige pensionsordning eller en social velfærdsordning - to forskellige frames i diskussionen om afskaffelse af efterlønnen

Jeg bliver mere og mere overbevist om at journaliststuderende - som en del af deres håndværksundervisning - skulle lære om frames og deres betydning bl.a. i politik - og dermed også om deres betydning i den journalistik der dækker politik og politikere.

   Hvis man som journalist er ubevidst om de kognitive og konceptuelle frames der er "i spil", så er der spørgsmål man ikke stiller fordi man accepterer sin kildes forudsatte og implicitte frame.

   Frames, framing og frame-shift er lige så vigtigt et redskab for arbejdende journalister som vinkel, vinkling og skift af vinkel.

I dagens Information er der at læse et smukt eksempel som for mig var en aha-oplevelse.

   Direktør i Dansk arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen har heri en "Kommentar" med rubrikken "Efterlønnen er stadig en dårlig idé." Han vil rydde op i den forvirrede og forvirrende debat - og skriver indledningsvis:

Er efterlønsmodtagerne syge og uarbejdsdygtige? Er der job til dem, hvis man fjerner ordningen? Og er der penge i at afskaffe den frivillige tilbagetrækningsordnng, der i årevis har fyldt den politiske debat? Enkle spørgsmål, der er afgivet mange forvirrende svar på.

Og kunne man tilføje: Der er godt nok også stillet mange uklare spørgsmål fra journalisterne om emnet til politikere og økonomer.

   Men det helt afgørende for hvilket spørgsmål man stiller og hvilke svar man får, er hvordan man framer "efterlønnen". Og direktøren trækker frem i lyset at her er to frames i spil, hvoraf den første han fremhæver, ikke har været klart inde på min lystavle:

Det er blandt andet ganske overset, at en forudsætning for at kunne gå på efterløn rent faktisk er at man er i arbejdsdygtig. Efterlønnen er en tidlig pensionsordning, ikke en velfærdsordning.

"Efterlønnen er en tidlig pensionsordnng, ikke en velfærdsordning." Aha!

Formlen for en frame er jo en konceptuel kategorisering af typen:  X = Y, hvor "X" er "target", "Y" er "source". Altså anvendt på "efterlønnen" som target er der to frames i spil "Y1" og "Y2":

1) EFTERLØN er en (tidlig) PENSIONSORDNING

eller

2) EFTERLØN er en (social) VELFÆRDSORDNING

Jeg sympatiserer og stemmer på rød blok. Jeg er ikke selv gået på efterløn da jeg var 62, men overvejede det da. Hverken den gang for 5½ år siden eller nu er der noget alvorligt i vejen med mit helbred. Og se bare hvordan jeg kan holde denne blog kørende!

   Jeg har hidtil syntes at efterlønnen skulle bevares fordi der var så mange ufaglærte arbejdere og lavtlønnede kvinder der havde gavn og fornøjelse af den. Altså tænkt den som "en social velfærdsordning". Og fortrængt hvor mange, mange flere for hvem den netop var en meget fordelagtig "tidlig pensionsordning".

   Direktøren argumentere med hårde tal og autoritative undersøgelser at det kun er godt 10% af dem der går på efterløn, der har så dårligt et helbred at de ikke kan forsørge sig selv. Og at 87% af de nuværende efterlønsmodtagere ved en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed har svaret at de har et godt eller et fremragende helbred.

Det er indlysende for mig at det helt grundlæggende spørgsmål skal stilles til rød blok. Hvorfor skal det være så kontroversielt at afskaffe en tidlig social pensionsordning for lad os sige 85% af befolkningen, en pensionsordning der jo netop derfor er sammenlignelig med nogle af de pensonsordninger man har haft i en række af de sydligere lande som f. eks. Frankrig og Spanien, og som jeg - sikkert som mange andre danskere - har været "forarget" over, fordi de aktiveres meget tidligere - ved 58 eller 60 års alderen - end vores der aktiveres ved 65 eller 67 års alderen.

   Man skulle heller have en ordentlig social velfærdsordning for dem der virkelig er nedslidte, og så bruge resten af pengene til at øge folkepensionen med, til forbedringen af hjemmehjælpsordninger til ældre, til flere forskere, flere lærere, flere pædagoger  og flere sygeplejersker og læger. Det synes jeg nu efter at de to frames af direktøren er blevet hevet frem af mit kognitive ubevidste hvor de har ligget og plutret.

Jeg tror at det vil være vigtigt for enhver journalist som skal ud og interview politikere og økonomer om det her emne, at gøre både sig selv, sin interviewperson og læserne klart på forhånd hvilke frames der er i spil, og bla. sørge for at holde rød bloks politikere op på at når de argumenterer mod efterlønnens afskaffelse, så giver det kun mening hvis de fastholder framen "en social velfærdsordning" og fortrænger den anden"en tidlig pensionsordning".

Bevægelse i pædagogikken - og Mozart på hjernen

Politiken mandag 18/4. Rubrik: "Sådan kan skolen redde drengene". Skribent: Per Fibæk Laursen, professor i "pædagogisk professionalisering". Per Fibæk har været konsulent for et udviklingsprojekt på ni skoler i Aarhus Kommune "med det formål at give drengene bedre udfoldelsesmuligheder". Citat:

Projektet viste gode erfaringer med at gør undervisningen mere varieret, særlig ved at give eleverne øgede bevægelsesmuligheder i undervisningen. Den mest avancerede brug af bevægelse skaber indholdsmæssige forbindelser mellem bevægelse og det faglige stof, eleverne skal lære. Det betyder, at eleverne har mulighed for så at sige at lære det faglige indhold i motorisk form. Bevægelsen bliver en tilgang det faglige indhold og ikke blot en pauseaktivitet.

Det er formuleringen "at lære det faglige stof i motorisk form", jeg tænder på her og begynder at asociere videre fra.

   Per Fibæk beskriver så et eksempel hvor man kobler danskundervisningen i digte sammen med opgaver i dans, rytmik og remser. Altså med egen brug af krop og stemme. Uddybende fortæller han at "mere bevægelse blev ofte kombineret med øget brug af samarbejde og konkurrence". Og at projektet også viste ...

... positive erfaringer med at kønsopdele elverne i nogle af timerne og undervise drenge og piger på to forskellige hold. Også ændret lokaleindretning med bedre plads til bevægelse og varierede arbejdsformer og øget brug af it fungerede godt.

Det første jeg får associationer til, er filmen 'The King´s Speach' som jeg tidligere har skrevet om. Kongen som stammede forfærdeligt, kunne "snyde" sin stammen og tale uhæmmet hvis han sang ordene, eller dansede til ordene, eller bandede og svovlede til ordene han skulle udtale.

   Meget firkantet kan man sige at terapeuten fik ham til at koble ordene sammen med andre udtrykscentre i hjernen end dem som normalt aktiveres og styrer udtalen af ord, centrer som stammeblokeringen ikke havde nogen adgang til eller indflydelse på.

   Med et begreb som jeg introducerer længere nede i teksten, så kunne han på den måde reducere "det affektive filter".

   Man kan også forestille sig at sang, dans, og vredesudtryk aktiverer og stimulerer den kombination  af kemiske stoffer (endofiner, serotin, dopamin, adrenalin, etc.) som bidrager til at der skabes forbindelser - "hul igennem" - mellem forskellige dele af hjernen. Og dermed giver nemmere adgang for ny indtryk til at nå de dele af hjernen hvor langtidshukommelsen findes.

   Det kunne også være det der lå bag Per Fibæks metaforiske formulering: "at lære det faglige indhold i motorisk form." Og den efterfølgende sætning: "Bevægelsen bliver en tilgang det faglige indhold".

   Det er svært at få mening i de formuleringer uden at forudsætte en teori om hvordan hjernen fungerer når den lærer, og en teori om at tænkning i sidste instans bruger kroppen, dens sanser og bevægelser som "kilde" for en række kognitive grundmetaforer.

   Jeg nævner lige en række metaforisk udtryk for at humør og stemning hvor humøret måles i forhold til kroppens orientering: Han var i højt humør, hun var langt nede, de følte sig ovenpå, det er nederen. 

Det næste jeg associerer til, er et af de få efteruddannelseskurser jeg selv har fulgt som elev - altså uden at jeg selv var underveser. Det var da jeg var ansat i DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling i midten af 80´erne. Stikordet var "Superlearning". Og det var et en-dags salgs-kursus med henblik på at man skulle melde sig til et længere egentligt kursusforløb.

   Jeg husker klart der var tre pointer: 1) Bach- og Mozart-musik i baggrunden i undervisningslokalet; 2) en masse plakater på væggene der visuelt illustrerede og eksemplificerede det man var i gang med at lære; 3) behagelige møbler og harmoniske farver i lokalet.

   Kursets metodologi var udviklet af en rumæner som på ultra kort tid skulle uddanne en meget stor mængde russere til engelske tolke i forbindelse med Olympiaden i Moskva 1980.

Jeg tjekker Wikipedia: Har "superlearning" noget på sig stadig væk, eller var det en døgnflue - et pædagogisk modelune? - Wikipedia foreslår en artikel under titlen "Suggestopædi". Her kan man læse:

The intended purpose of Suggestopedia was to enhance learning by lowering the affective filter of learners. Lozanov claims in his website, Suggestology and Suggestopedy, that “suggestopedia is a system for liberation”; liberation from the “preliminary negative concept regarding the difficulties in the process of learning” that is established throughout their life in the society. Desuggestopedia focuses more on liberation as Lozanov describes “desuggestive learning” as “free, without a mildest pressure, liberation of previously suggested programs to restrict intelligence and spontaneous acquisition of knowledge, skills and habits.” The method implements this by working not only on the conscious level of human mind but also on the subconscious level, the mind’s reserves. Since it works on the reserves in human mind and brain, which are said to have unlimited capacities, one can teach more than other methods can teach in the same amount of time.

   Ja, det kan jeg forstå: at sænke det affektive filter hos dem der skal lære noget. Og så en reference til hvad jeg nu ville kalde "det kognitive ubevidste", som Lakoff introducerede for mig. Og her er  rumæneren Lozanov omtalt.

Og Pling! Jeg har egne lysende klare erfaringer med det affektive filter i forbindelse med at lære fremmedsprog i skolen. Det var simpelt hen en lidelse at blive undervist på "skolemåden": Jeg kunne ikke huske gloser, jeg kunne ikke udtale de engelske, tyske eller franske ord ordentligt, og de forskellige grammatiske regler, specielt i tysk, kunne jeg aldrig i udtalepraksis applicere på det jeg forsøgte at sige. Alene derfor valgte jeg at gå på den matematiske linie i gymnasiet, der hvor der var mindst fremmedsprog.

   Efter 2. G. kom jeg til USA som AFS-udviklingsstudent. Der lærte jeg på 3 måneder at tale flydende amerikansk, så godt at jeg fx kunne optræde som skuespiller med engelske replikker på den årlige elev-teaterforestilling, skrive digte på engelsk, og ved den afsluttende store opgave i engelsk litteratur på den lokale High School fik jeg højeste karakter.

   Det affektive filter mht. indlæring og beherskelse af engelsk, det må være røget sig en tur da jeg kom derover.

Det der gjorde mest indtryk på mig ved introduktionen til "superlearning" den gang for ca. 25 år siden i DR, var det med musikken. At musik af Mozart eller Bach havde en særlig rytme som korresponderede med nogle hjernebølger og som bevirkede at man kom i en særlig "åben tilstand" der gjorde indlæring som stillede særlige krav til hukommelsen, meget nemmere og meget hurtigere.

   Jeg søger videre og finder en på en hjemmeside www.cerebromente.org.br/ en længere artikel med titlen "Music and the Brain" - et tema jeg længe har tænkt jeg skulle forfølge, fordi musik jo indebærer en umiddelbar kobling mellem et kreativt udtryk og følelserne - uden at gå via sprog og refleksion.

   I et afsnit med titlen "The Power of Music on Memory and Learning", står der et afsnit der omtaler rumæneren George Lozanov:

The power of music to affect memory is quite intriguing. Mozart's music and baroque music, with a 60 beats per minute beat pattern, activate the left and right brain. The simultaneous left and right brain action maximizes learning and retention of information. The information being studied activates the left brain while the music activates the right brain. Also, activities which engage both sides of the brain at the same time, such as playing an instrument or singing, causes the brain to be more capable of processing information.

   According to The Center for New Discoveries in Learning, learning potential can be increased a minimum of five times by using this 60 beats per minute music. For example, the ancient Greeks sang their dramas because they understood how music could help them remember more easily. A renowned Bulgarian psychologist, Dr. George Lozanov, designed a way to teach foreign languages in a fraction of the normal learning time. (...)Dr. Lozanov's system involved using certain classical music pieces from the baroque period which have around a 60 beats per minute pattern. He has proven that foreign languages can be learned with 85-100% efficiency in only thirty days by using these baroque pieces. His students had a recall accuracy rate of almost 100% even after not reviewing the material for four years.

Kritikere siger at suggestopædi-effekter er en form for placebo. Altså at den konstaterede effekt er en effekt af forestillingen om at det virker hos dem som udsættes for det. 

    Efter min mening gør det det endnu mere interessant.