Bidrag til en web-tv-dramaturgi (13) - om forholdet mellem full-screen afspilning og 'normal' afspilning i playervinduet på netsiden

(Dette indlæg er oprindelig skrevet inden der kom smartphones og tabletcomputere på markedet, så nogle af argumenterne og synspunkterne er muligvis forældede eller skal nuanceres kraftigt)

Web-tv: full-screen-visning - eller visning i playerruden

Det er en bemærkelsesværdig kendsgerning at brugerne af nettet kun i ringe eller mindre grad udnytter muligheden for at se web-tv i full-screen formatet, som naæsten alle playere jo nu muliggør med et enkelt klik ned i højre hjørne. 

   Dette at vælge at se et web-tv-indslag i full-screen - eller at lade være - er jo en af de interaktionsmuligheder som er specifikke for brugere af web-tv, og er noget som kun i ringe grad er mulig ved almindeligt tv-sening.

Den umiddelbare forklaring på at man som bruger ikke vælger full-screen-visning, er selvfølgelig at i 'full screen' er kvaliteten stadig ofte så relativt dårlig på grund af ringe opløsning, at det formindsker eller svækker billedfascinationen og forstyrrer oplevelsen – og dermed ikke mindst identifikationen med de medvirkende. 

   Men det er nok kun et spørgsmål om tid og teknik-udvikling før det bliver sådan at man straks og naturligt vælger full-screen ligeså snart man starte afspilningen på playeren, siger de kloge.

Det er jeg imidlertid ikke helt overbevist om. 

   Full-screen-visning betyder jo nemlig at man  psykologisk set sætter sig i en passiv modtagesituation - 'lean back(ward)' - også selvom man nemt kan stoppe playeren når man vil, og klikke tilbage til visningen i playerens mindre rude. 

   Når man går på nettet, så gør man det normalt i en psykologisk ”active mode”- 'lean forward' - hvor man er indstillet på at 'surfe', 'snorkle' og 'dykke' sig frem og tilbage - og op og ned. 

   Og når så man vælger at se web-tv i den lille playerrude, så ser man det hele tiden i klar bevidsthed om at man er i fuld kontrol, har overblik over netsidens retoriske landskab og er fri for full-screenens syns- og opmærksomheds-monopoliserende totalitet, en kontrol og en frihed som fullscreen-visningen psykologisk set svækker eller fjerner.

Men det betyder så også at mange af de dramaturgiske greb som naturligt og automatisk anvendes i broadcast-tv og spillefilm, og som er rettet mod forførelse og mentalt opslugende fremdrift, at de greb nemt blive mere eller mindre tømt for mening og tilsvarende mere eller mindre virkningsløse (eller direkte forstyrrende i forhold til en på forhånd distraheret og surflysten netbruger der ikke er særlig indstille på at ”give sig hen” i oplevelsen.

   Det forhold bør man have med i overvejelserne hvis man investerer dramaturgisk, optagemæssig og redigeringsmæssig 'production-value' som hvis web-tv-produktionen skulle have været vist i broadcast-tv.

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (7) - citater og 'klip' som naturlige web-tv-formater - og hvad deraf følger

Brugernes forhold til nettet er præget af utålmodighed, i en helt anden grad og et helt andet omfang end forholdet til at se tv.

   I og med at en netside i selve sin opsætning med forskellige links og en lang række muligheder for interaktiv handling, så er brugeren også hele tiden bevidst om at den foreliggende mulighed, fx et videoindslag der kører i playeren, kun er en af mange. Og at hvis det brugeren ser, keder eller er forudsigeligt, så står man bare af og prøver noget andet.

Det helt grundlæggende ved nettet som interaktivt medie er at brugeren har kontrollen og er opdraget til at have den. Derfor er grundholdningen til nettet som medie og konsumptionen af web-tv, præget af en lean-forward-indstilling. Mens almindelig tv-sening i dagligstuen foregår med en lean-backward-indstillng.

   Det kan forklare at de færreste der ser web-tv, ser det i full-screen-format. Det har selvfølgelig noget at gøre med at opløsningen ofte er relativt dårlig i full-screen-visning.

   Og rent psykologisk oplever man når man har aktiveret full-screen i playeren, at man mentalt set bliver ”besat” eller ”styret”, hvad der er typisk for lean-backward-modtagelsen.

   Så for at vælge full-screen af et web-tv-indslag skal helt specielle voyeur-behov tilgodeses i det man ser – type-eksemplet er porno.

De to grundidnstillinger - lean-forward og lean-backward - som adskiller måden at se tv-på når det foregår hhv. ved computerskærmen og foran et stort fladskærm-tv, kan så vidt jeg kan se forbindes med om det er hjernens task-positive netværk eller dens task-negative netværk (også kaldet the default mode network) som dominerer under modtagelsen.

Web-tv-genrerkrav

Kort og koncentreret, det er stikordene til de fleste web-tv-genrer - idet formatets indhold skal kunne konsumeres under en lean-forward-indstilling.
   Langt hen ad vejen er det nærmest at sammenligne med  et reklame-tv-format, et format som også er indrettet på at seerne er utålmodig og vil videre.

   Mange web-tv-indslag er derfor citater og klip – uddrag af større tv-fortællinger – som netop har reklamens karakter: ”Hvis du vil se mere, så gå ind på vores hjemmeside xxxxdotcom.”

   Andre har karakter af uspeakede montager af klip – indsamlet fra forskellig kilder med tematiske fællestræk.
   Rent teknisk er det den simpleste måde at redigere på: klip plus klip plus klip – uden voice over. Fx montager af klip fra forskellige spillefilm med en bestemt type scener, til illustration af en pointe om disse film skrevet på web-siden.

   Filmtrailere og musikvideoer er umiddelbart velegnede som web-tv-indslag – idet de begge er korte og har karakter af ”foreløbige” oplevelser der lover mere.

Fra TV-programmer siden slutnngen af 80´erne kendes genren ”The Funniest Home-videos”. Dem vrimler det også med på nettet, og de har features der på mange måde er prototypen på web-tv-formatet: brugergenereret, uredigeret (dvs. en enkelt scene), og som fortæller en afsluttet historie hvori der sker noget overraskende og morsomt (dvs. et enkelt vendepunkt). Nix weiter.

   Der findes flere hjemmesider med den slags clip: fx wwww.stupidvideo.com. 

   Men også fx DR.dk/Bonanza har mange klip fra tidligere programmer der viser scener "som folk husker" - scener med høj fascinationsværdi. Fx Jørgen Ryge Petersen der vrider halsen om på en due.

TV-nyhedsformatet er i sig selv også velegnet til web-tv – fordi det er kort og dermed nemt konsumerbart i lean-forward-indstillingen.  

   Men i sin standard produktionsform, direkte overført fra broad-cast-tv, er produktionsværdien - indslaget production value - alt for stor i relation til konteksten, og mange nyhedssites med web-tv udnytter ikke - eller alt for dårligt - at nettet tillader og inviterer til en meget mere primitiv, rå og opløst redigering end hvad broadcast kræver.

Klip-formatet er også velegnet til brugergenererede tv-indslag, fordi de kan optages og sendes ind (næsten) uredigeret og oploades til fx YouTube. 

Med Politikens dokumentarforsøg ”CLIPS” på Politiken.dk for 5 år siden har man et klart eksempel på at man omdefinerer et broadcast-format, tv-dokumentaren der normalt ikke er på under 25 minutter, til et der i varighed passer til de utålmodige netbrugere: 5 minutters minidokumentar.

   De fleste Clips-film man så, var så også historier der fortællemæssigt går lige på fra starten: en attac-start uden et egentlig anslag: Man forudsætter at seeren har læst teksten på netsiden som oplæg inden man sætter playeren i gang.

   Anskuer man Clips-filmene med tv-fakta-genre-begreberne: demonstrerende, illustre­rende, afslørende, afdækkende, afprøvende, så var alle Clips-dokumentarerne afdækkende. Montagemæssigt var dem jeg husker, meget simple og uden speak.
   Nogle var mere lyriske end fortællende, husker jeg.

   Læs om projektets ide her:

http://www.dfi.dk/Branche_og_stoette/Filmvaerkstedet/Projekter-og-Workshops/Clips.aspx

Selv har jeg gennem 10 år som medlem af juryen for Danidas "Verdensbilledelegatet" været med til at lancere på nettet mere end hundrede u-landsdokumentarfilm produceret af studerende legatmodtagere. Her er standardvarigheden 12 minutter. 

   Se her - en guldgrube af mini-dokumentarer som kun har kunnet realiseres i kraft af muligheden for lancering på nettet - og det korte format:

http://www.emu.dk/3verden/verdensbilledfilm/index.html

How-to-formatet som man kan finde i mange afarter, er også et som er tilpasset nettet. 

   Der er tale om instruktionsvideoer og gør-det-selv-videoer, ofte af en varighed på ca. 5 minutter, som i høj grad er produceret af 'almindelige mennesker' som har en eller anden form for ekspertise, og praktisk viden de vil dele med andre. 

   Genremæssigt er der er altså tale om brugergenererede demonstrerende indslag.

   Her en oversigt over de bedste How-to-web-video-sider:

1. VideoJug: VideoJug mixes user generated clips with professionally made content. Videos are accompanied by a text version, and you can download clips to your iPod or PSP. This UK-based site is receiving a lot of hype from the British press.

2. Sclipo carries a remix of the YouTube tagline: “Broadcast your skills”. The European startup provides how-to guides in English and Spanish.

3. Sutree: Sutree is a video aggregator that pulls in videos from sites like YouTube and Metacafe. Clips are picked by users and approved by moderators. There are no user profiles or playlists, making it a fairly lightweight offering.

4. 5min: 5min is a "videopedia" with a large amount of content. What we like: it offers unique features like slow-motion and zooming, especially useful for learning new skills.

5. Expert Village: Expert Village is trying to win on volume, with thousands of videos posted by experts. Currently, the site counts more than 1,700 experts and some 17,000 videos.

6. ViewDo: similar to VideoJug, ViewDo provides tagging, comments, video embeds, and RSS feeds for each expert. The contributors are ranked based on their expertise.

7. Helpful Video: With its minimalist interface, Helpful video is one of the few sites where you actually have to pay for some clips. The concept is interesting, but we doubt anyone will pay for your beginner's guide to karate: there are just too many free alternatives.

8. TeacherTube: TeacherTube is YouTube for education, with courses for maths, data processing and literature. The site is organized by “channels” and “groups” (college, university, sciences, technology, Maths…). Features include blog embeds, favorites, tagging and commenting.

9. Vidipedia: Vidipedia wants to be the Wikipedia of the videos. It provides info on personalities, historical events and other content you'd expect to find in an encyclopedia. You can leave comments, download or embed videos elsewhere.

10. YouTube: Don't forget YouTube itself: the YouTube category “How To and DIY provides a massive number of how-to videos and inspiration for projects. In fact, it could crush the others simply because of YouTube's massive userbase.

Beslægtet med dem er en form hvor forbrugere afprøver og tester varer. Altså vi er her inden for genren afprøvende fakta – i kombination med brugergenereret web-tv.

Instruktionsvideoer hvor professionelle lærer fra sig, har jeg selv stiftet bekendskab med inden for fagområdet akvarelmaling. 

   På YouTube vrimler det simpelt hen med meget instruktive relativt korte videoindslag hvor dygtige akvarelmalere demonstrerer deres professionelle håndværksmæssige tricks. Bare søg på "watercolour painting technique". Spejlneuronerne klarer resten.

   Disse indslag fungerer så ofte som reklametrailere for hele video-kurser med mange indslag af samme maler som man kan købe og downloade. Varigheden er mellem 10 og 15 minutter pr. indslag.

Endelig vil jeg her fremhæve de såkaldte Ted-talks-videoer som er et resultat af årlige konferencer hvor kloge folk inden for alle fagområder inviteres til at holde en 18 minutters forelæsning for et inviteret og kvalificeret publikum - om et emne forelæseren er stærkt optaget af - afleveret på en engagerende og inspirerende måde.

   Wikipedia fortæller:

TED (Technology, Entertainment, Design) is a global set of conferences owned by the private non-profit Sapling Foundation, under the slogan "ideas worth spreading".

   TED was founded in 1984 as a one-off event.[1] The annual conference began in 1990, inMonterey, California.[4] TED's early emphasis was technology and design, consistent with its origins in the Silicon Valley.

   The TED main conference is held annually in Long Beach, and its companion TEDActive is held in Palm Springs. Both conferences will move from Long Beach and Palm Springs toVancouver and Whistler, respectively, in 2014.[5] 

   TED events are also held throughout the U.S. and in Europe and Asia, offering live streaming of the talks. 

   They address a wide range of topics within the research and practice of science and culture, often through storytelling.[6] The speakers are given a maximum of 18 minutes to present their ideas in the most innovative and engaging ways they can. 

   Past presenters include Bill Clinton, Jane Goodall, Malcolm Gladwell, Al Gore, Gordon Brown, Richard Dawkins, Bill Gates, Googlefounders Larry Page and Sergey Brin, and many Nobel Prize winners.[7] 

   TED's current curator is the British former computer journalist and magazine publisher Chris Anderson.

   Since June 2006,[1] the talks have been offered for free viewing online, under Attribution-NonCommercial-NoDerivs Creative Commons license, through TED.com.[8] 

   As of May 2013, over 1,500 talks are available free online.[9] By January 2009 they had been viewed 50 million times. In June 2011, the viewing figure stood at more than 500 million,[10] and on Tuesday November 13, 2012, TED Talks had been watched one billion times worldwide, reflecting a still growing global audience.[11]

Jeg har flere gange her på bloggen henvist til TED-video-indslag med forelæsninger holdt af forfattere til de fagbøger jeg har læst og refereret. 

Fakta-fiktion-skellet udviskes

Da mange af de web-tv-indslag der kan afspilles i en player, er citater der er løsrevet fra deres oprindelige kontekst, og fordi der er så mange brugergenerede indslag i cirkulation, så bliver skellet mellem fakta og fiktion udvisket. 

   De garantier og overenskomster mellem afsender/producent og modtager som normalt er knyttet til tv-faktagenrer i broad-cast-tv, svækkes ved løsrivelsen fra den oprindelige kanal-kontekst. 

   Ofte vil det være utroligt svært at finde ud af kilden til klippet, om det der vises, er foregået af sig selv eller er iscenesat, og om klippet oprindelig er tænkt som illustration eller dokumentation.

   Alt det her peger på at web-tv-dramaturgi må tage spørgsmålet fakta-fiktion op.
   Og det kan også være relevant at fokusere på reklamefilmens traditionelle genrer, fordi reklamefilm både er korte og typiske balancerer på kanten af fakta-fiktion-skellet.

Fortsættelse følger her: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/bidrag-til-en-web-tv-dramaturgi-8-tv.html

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (4) - om fremdrift i web-tv-indslag - til forskel fra broadcast-tv-indsalg

For lidt over to år siden lagde jeg en række "noter til en web-dramaturgi" ud som en serie-føljeton her på min blog. 

   Noterne blev oprindelig skrevet til mig selv og en kollega som et resultat af godt et halvt års intensiv research og forberedende tænkning til et efteruddannelseskursus i web-tv-dramaturgi.

   Jeg fik kun lagt tre indlæg ud i indlæg, så overtog andre problemstillinger min mentale dagsorden.

Nu har jeg imidlertid i løbet af de sidste måneder oplevet at der har været relativt mange inde og læse netop de sider. 

   Og som censor både på specialer og bacheloropgaver inden for forskellige medieuddannelser har jeg kunnet se ganske mange henvisninger til disse indlæg i kildelisten, og jævnlige referencer med citater fra dem.
   Derfor genoptager jeg nu føljetonen med en række ny - altså gamle - indlæg om "bidrag til en web-tv-dramaturgi. 

Den opløste og fragmenterede web-tv-fortælling: frihed og fremdrift

Når man skal fortælle historier gennem video på nettet, så er det vigtigt at tænke ud af boksen i forhold til principperne for den traditionelle pakkede og lineære tv-(nyheds)fortælling.

   Når vi har med web-tv at gøre og den særlige net-kontekst, så er der tale om opløsning, frag­mentering, collage, montage, eller hvad man nu skal kalde det: en hypertekst hvor det er brugeren der har mulighed for at konstruere sin egen collage eller montage af de fortælle-byggesten som ellers er kittet sammen i et 'indslag', det man på engelske omtaler som 'a package'. Og hvor det derfor for afsenderen er muligt i høj grad at udlægge eller udlicitere – 'outsource' – en lang række af byggestenene til videoplayerens kontekst på netsiden, eller placere dem på andre bag­vedliggende sider som man kan klikke sig ind til, eller – mest radikalt og revolutionerende – til interaktiv levering fra brugerne.

• Man kan invitere brugerne til at levere (sig selv som) cases, dvs. man kan springe casen over i førte omgang
• Man kan invitere til øjenvidnebeskrivelser, dvs. man behøver ikke at rykke ud for at få dem
• Man kan invitere brugerne til at levere dokumenterende billeder, dvs. man kan skære ned på illustrationen af historien, den kan komme hen ad vejen
• Man kan undlade vox pop, idet man inviterer til kommentarer der jo har samme funktion
• Man kan invitere til facts, målinger, opgørelser, statistikker som folk har i kraft af insider-viden eller nærhed i forhold til en problemstilling
• Man kan sprede elementerne over flere dage, og fx lægge en opinionsundersøgelse ud efter indslagets præsentationsdel, og så kommer uddybningen først næste dag, og konfliktoptrapningen med debatten den tredje dag.
• Man kan lægge større eller mindre dele af speakens oplysninger ud omkring player-optagelsen som skreven tekst.
• Man kan lægge grafikken ud for sig ”ved siden af”.
• ”Konfliktoptrapningen” fra et normalt indslag, kan i første omgang lægges ud som en selvstændig teaser til brugerne som invitation til debat om et moralsk kontroversielt spørgsmål; altså man bryder indslagets fortælling af i det punkt der ellers ville ”point of no return”. 

Ønsket om frihed og mange indgange

Det der kendetegner den klassiske lineære dramaturgi, er at den har en indgang i begyndelsen og en udgang til slut, og at historien er bundet til at forløbe mellem dem: Aristoteles skrev "beginning, middel, end". 

   Men når vi taler om web-tv, så er spørgsmålet om hvor vi begynder, hvor midten er, og om og hvor vi slutter, noget der er mere eller mindre op til brugerne. 

   På nettet ønsker brugerne mange indgange, så de kan springe ind og ud i kortere og længere tid, lave ”shortcuts” eller tage omveje, alt efter forudsætninger og interesser. 

   Det er det som nettets karakter af hypertekst i den grad inviterer til.

Et spørgsmål om et skift i fremdriftens karakter

Begrebet dramatisk og episk ”fremdrift” er centralt i den traditionelle tv-fakta- og nyheds-dramaturgi. "fremdrift" betyder her det forhold - den mentale relation - der forbinder fortællingens forløb med publikums oplevelse af at blive fanget og fastholdt fra start til slut. 

   Den relation skal måske tænkes om. Spørgsmålet er om ikke vi i net-tv-sammenhæng i højere grad skal ind på at tale om 'retorisk fremdrift' i stedet for. 

   Eller rettere: man kan sige at i et traditionelt effektivt tv-nyhedsindslag er den retoriske fremdrift underordnet den dramatisk-episke, mens det på nettet snarere er omvendt.

Lyder det snørklet. Så må vi lige definerer 'retorisk fremdrift'.

Retorisk fremdrift skabes af  (retoriske) påstande der vækker til modsigelse, og (retoriske) spørgsmål der der vækker og ægger til ønsker om svar. 

   Opløsningen og fragmenteringen af den lineære dramaturgi - kombineret med interaktionsmuligheder med brugerne, skifter vægten og orienteringen fra dramatisk-episk fremdrift (som skabes af et kronologisk scene på scene-forløb) til retoriske fremdrift som skabes gennem verbal interaktion, en simuleret samtale mellem afsender og modtager, hvori afsender forsøger at foregribe modtagers spørgsmål og indvendinger - anspore til videre interaktion.

   Man kan sige at den dramtisk-episke fremdrift korresponderer med en såkaldt 'lean-back'-modtagesituation, mens den retoriske fremdrift modsvarer brugernes typiske 'lean-forward'-indstilling når de er på nettet. 

   Den dramatisk-episke fremdrift skal forføre modtageren til at 'sluge hele pakken' i et samlet flow, mens den retoriske fremdrift skal overtale modtageren til at acceptere og 'fordøje' informationerne, logikken og argumenterne skridt for skridt, bid for bid - under en form for bevidst modstand eller skepsis.

Normalt vil man sige det er en dramaturgisk og formidlingsmæssig svaghed hvis et tv-indslag, en tv-feature eller en tv-dokumentar rejser og efterlader ubesvarede ”hængende” spørgsmål undervejs. Det bremser og forstyrrer fremdriften og svækker oplevelsen og forståelsen hos publikum. 

   Og det regnes for en fortællemæssig svaghed og dårlig formidling hvis publikum sidder med ”løse ender” til slut, og er frustrerede over det.

   I net-tv-sammenhæng kan man godt indimellem tænke omvendt: at seeren/brugeren har og skal have mulighed for at stoppe op et stykke inde i det audiovisuelle fortælleforløb og stille et spørgsmål der der så skal kunne besvares ved at følge et sidespor før fortællingen fortsætter. 

   Altså noget der kunne minde om computer-spil-dramaturgien, hvor man som spiller skal løse opgaver for at kunne fortsætte gennem spillet.

Under alle omstændigheder er det jo sådan at video-playeren på en netside giver brugeren mulighed for både at stoppe op og afbryde web-tv-fortællingen når han vil, og mulighed for at repetere passager eller hele indslaget forfra. 

   Det er muligheder som vi har kendt i århundreder fra læsningen af skrevne avishistorier, muligheder som er en del af begrundelsen for at nyheder i aviser formidles efter ”nyhedstrekanten”, der jo bla. gør det muligt for avislæseren at stå af læsningen når det passer ham, og gå videre til andre historier på siden eller de følgende sider. 

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om de indsigter om web-tv-nyheder som man kunne læse ud af en undersøgelse: ’Webtvaviserne’, skrevet af journalistisk lektor Rune Michelsen og cand.public Signe Rosendal Rasmussen fra Syddansk Universitet, april 2011.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/nyhedstrekanten-far-come-back-med-web.html

Nyhedstrekanten får come back med web-tv - og andre historier om web-tv-nyhedernes anti-dramaturgi

Det fremgår af Rune Michelsens og Signe Rosendal Rasmussens oplysende rapport "Webtvaviserne - en analyse af mediernes brug af web-tv i uge 2, 2011" at dagbladene i deres web-portaler for det meste opererer med separate web-tv-nyhedsstationer - til hvilke de for det meste producerer traditionelle tv-nyhedsindslag – for det meste af meget små selvstændige web-tv-redaktioner. Og at det - for det meste - er en dyr fornøjelse.

Drop dem! For mig at se svarer det til at aviserne skulle oprette særlige sektioner for deres daglige pressefotos.

Nyhedstrekanten har i mange år været under kritisk beskydning fordi den inviterer til at man ikke læser hele artiklen til ende. Og til at den enkelte læser selv afgør hvornår han vil stå af og gå videre til en anden artikel. Den kritiske tendens har lydt: fra nyheder til aha-heder. Men rapporten viser at på nettet går det den anden vej. 

Nyhedstrekanten tager højde for at læseren er utålmodig og sekund for sekund tager stilling til: Skal jeg fortsætte - eller gå til en anden rubrik på siden - eller bladre videre? Det er det der ligger i den læser-/modtagerindstilling som kaldes lean-forward. Du er som læser aktivt søgende og mentalt set på spring under læsningen. Du kan frit springe fra - eller springe forbi.

En roman forudsætter en væsentlig anden læserindstilling: lean backward. Film og tv er også lean-backward-medier, og moderne tv-nyheder er produceret netop for at please et lean-backward-indstillet publikum.

Der er grund til at tro at hjernens kemi – den cocktail af hormoner, endorfiner, adrenalin og hvad de forskellige humørstoffer nu ellers hedder – er forskellig i hhv. lean-forward- og lean-backward-indstillingen. Som et tankeeksperiment kan man forestille sig at ved lean-forward-tilstanden kører adrenalin-pumpen, mens "bondinghormonerne" prolactin og oxytocin virker aktivt i lean back-tilstanden.

Udviklingen af aviserne de senere år har ført til at skrivning til nyhedstrekanten er kombineret med krav om flere indgange til historien: nyhed, baggrund, case, pressefoto, oversigtsgrafik, faktabokse, m.m. Der er tale om en slags nyhedscollage, hvor alle dele er kontekst for hinanden. Også denne segmentering i selvstændige brikker til historien, lægger op til lean-forward-indstillingen.

Med nettet som platform har nyhedstrekanten og princippet om de mange indgange i den grad fået sin renæssance. Og nettet er endnu mere et lean-forward-medie end avisen, fordi der på den gode netside både er mange indgange, og fordi man kan klikke vider til mange lag og stor dybde i indhold og kontekst. Kontekst i tre dimensioner, så at sige, forbundet gennem hypertekst der henviser på kryds og tværs.

   Enhver lidt længere nyhedsartikel på en medie.dk-side fortæller ligefrem med tydeligt markerede links hvor brugeren helt legitimt kan hoppe af og hen til en anden tematisk beslægtet artikel.

På nette kan man både snorkle i overfladen eller scuba-dive til bunden af historien. Og skifte på et øjeblik alt efter humør og behov. Uden at få dykkersyge. Og ydermere kan man så selv bidrage til ekstra kontekst ved at kommentere eller uploade supplerende billed- eller videomateriale.

I den sammenhæng er det traditionelle tv-avis-nyhedsindslag som en hund i et spil kegler!

Nyhedsindslag til broadcast-tv har karakter af en fint-sammenvævet nyhedsmontage af speak, interviewklip, reportage-klip med sound bites – evt. tilsat lidt grafik og en stand up. Og det er produceret så det kan og skal ses uden anden kontekst end oplægget fra nyhedsværten.

Meningen med den dyrt producerede, tætte og komprimerede nyhedsmontage er at seerne skal ”suges ind” fra start til slut.  Vi skal have information, identifikation og fascination leveret i et hug. Hele bevidstheden skal monopoliseres af oplevelsen og tvinges igennem et lineært mentalt udviklingsforløb bygget op efter en spændingskurve.

Identifikationen er det altafgørende i tv-nyhedsdramaturgien. Der skal være et subjekt vi kan identificerer os med – en hovedperson til at drive historien frem. Får seerne lyst til at zappe, er det en katastrofe, for så er det til en konkurrerende kanal. Tv-nyhedsindslaget både forudsætter og kræver lean-back-indstilling hos seerne.

Der findes efter min mening ikke et eneste argument for at producere klassiske tv-nyhedsindslag til publicering på nettet – andet end at sådan gør man jo når man er professionel tv-journalist. Det er ikke pengene værd. Og brugerne værdsætter ikke den dyrt producerede æstetik. Når det er råt er det godt – nok.

For web-nyheder gælder det at: Content is king! Og indholdet kan udliciteres og splittes op i små bidder – clips! Og brugerne kan få link-joy ved selv at samle det til en fortælling i hovedet ved at klikke rundt via hyperteksten.

Mens tv-nyheden kræver et subjekt i historien, så gælder det krav ikke web-tv-nyhedsklippet. For her er det brugeren der er subjekt, ham der dirigerer og interagerer. What´s in it for me? - er det styrende spørgsmål. Og mens fascinationen i en traditionel tv-nyhedsfortælling altid skal være integreret med identifikation og information, så kan web-tv-indslag være rendyrket fascination der kan nydes i et en enkelt spektakulære injektion.

Web-tv er altid indlejret – embeded - i en skreven og grafisk kontekst, nemlig hele web-siden – og det giver ikke mening at lade som om konteksten ikke er der. For konteksten er synligt til stede under hele afspilningen af de levende billeder i playeren.

Det er de færreste der klikker til full-screen når de ser web-tv, netop fordi det forstyrrer og bryder lean-forward-indstillingen. Det føles ubehageligt at skifte til lean-backward og tilbage igen. Det er ikke sådan på sekundet at skifte fra den ene kemiske tilstand i hjernen til den anden.

Nyhedsjournalistisk web-tv skal altså altid tænkes og produceres til indlejring i en skreven kontekst med interaktionsmuligheder. Hvis det er ”længere”, skal det være fortalt og opdelt i ”bidder” så man kan stå af undervejs, ligesom ved læsningen af en artikel efter nyhedstrekanten. Hver af disse segmenter skal kunne giv mening uden resten så man også frit kan klikke mellem dem.

Rubrikken er Gud

Indholdet er Kongen

Konteksten er Fædrelandet

Og brugeren er - Direktøren for det hele

Og man kunne tilføje at flere af de "dogmer" som har styret broadcast-nyhedernes dramaturgi, også står for fald i nyhedsindslag på nettet .

• Fx er "talking heads" noget man typisk forsøger at begrænse eller helt at undgå i analoge tv-avis-nyheder. 
• På nettet fungerer det fint med talende ansigter i billedet, med eller uden jakkesæt, og med øjenkontakt - uden dækbilleder eller andre visuelle forstyrrelser. 
• Og skilte med tekst som mellemlæg i stedet for speak i voiceover eller speaker i billedet, er også helt OK. 
• Har man et godt interview med en væsentlig eller sensationel person kun på en lydfil, så kan det fint afspilles i playeren uden dækbilleder til at forstyrre lytningen.
• I længere nyhedmagasin-historier vil man i broadcast-tv ofte kræve en "motor" - et mere eller mindre iscenesat handlingsforløb med en reporter eller en case i aktion i billedet - til at sikre fremdrift i indslaget. Det er overflødigt når det er web-tv. Der er "motoren" brugeren selv der gennem sin interaktion med sidens elementer og links leverer brændstof til fremdriften. 

Indlægget her er en let revideret og udvidet udgave af et indlæg på www.ahheder.dk. Rapporten om webtvaviserne, kan findes her: http://ahaheder.dk/?p=1109 .