Det fremgår af Rune Michelsens og Signe Rosendal Rasmussens oplysende rapport "Webtvaviserne - en analyse af mediernes brug af web-tv i uge 2, 2011" at dagbladene i deres web-portaler for det meste opererer med separate web-tv-nyhedsstationer - til hvilke de for det meste producerer traditionelle tv-nyhedsindslag – for det meste af meget små selvstændige web-tv-redaktioner. Og at det - for det meste - er en dyr fornøjelse.
Drop dem! For mig at se svarer det til at aviserne skulle oprette særlige sektioner for deres daglige pressefotos.
Nyhedstrekanten har i mange år været under kritisk beskydning fordi den inviterer til at man ikke læser hele artiklen til ende. Og til at den enkelte læser selv afgør hvornår han vil stå af og gå videre til en anden artikel. Den kritiske tendens har lydt: fra nyheder til aha-heder. Men rapporten viser at på nettet går det den anden vej.
Nyhedstrekanten tager højde for at læseren er utålmodig og sekund for sekund tager stilling til: Skal jeg fortsætte - eller gå til en anden rubrik på siden - eller bladre videre? Det er det der ligger i den læser-/modtagerindstilling som kaldes lean-forward. Du er som læser aktivt søgende og mentalt set på spring under læsningen. Du kan frit springe fra - eller springe forbi.
En roman forudsætter en væsentlig anden læserindstilling: lean backward. Film og tv er også lean-backward-medier, og moderne tv-nyheder er produceret netop for at please et lean-backward-indstillet publikum.
Der er grund til at tro at hjernens kemi – den cocktail af hormoner, endorfiner, adrenalin og hvad de forskellige humørstoffer nu ellers hedder – er forskellig i hhv. lean-forward- og lean-backward-indstillingen. Som et tankeeksperiment kan man forestille sig at ved lean-forward-tilstanden kører adrenalin-pumpen, mens "bondinghormonerne" prolactin og oxytocin virker aktivt i lean back-tilstanden.
Udviklingen af aviserne de senere år har ført til at skrivning til nyhedstrekanten er kombineret med krav om flere indgange til historien: nyhed, baggrund, case, pressefoto, oversigtsgrafik, faktabokse, m.m. Der er tale om en slags nyhedscollage, hvor alle dele er kontekst for hinanden. Også denne segmentering i selvstændige brikker til historien, lægger op til lean-forward-indstillingen.
Med nettet som platform har nyhedstrekanten og princippet om de mange indgange i den grad fået sin renæssance. Og nettet er endnu mere et lean-forward-medie end avisen, fordi der på den gode netside både er mange indgange, og fordi man kan klikke vider til mange lag og stor dybde i indhold og kontekst. Kontekst i tre dimensioner, så at sige, forbundet gennem hypertekst der henviser på kryds og tværs.
Enhver lidt længere nyhedsartikel på en medie.dk-side fortæller ligefrem med tydeligt markerede links hvor brugeren helt legitimt kan hoppe af og hen til en anden tematisk beslægtet artikel.
På nette kan man både snorkle i overfladen eller scuba-dive til bunden af historien. Og skifte på et øjeblik alt efter humør og behov. Uden at få dykkersyge. Og ydermere kan man så selv bidrage til ekstra kontekst ved at kommentere eller uploade supplerende billed- eller videomateriale.
I den sammenhæng er det traditionelle tv-avis-nyhedsindslag som en hund i et spil kegler!
Nyhedsindslag til broadcast-tv har karakter af en fint-sammenvævet nyhedsmontage af speak, interviewklip, reportage-klip med sound bites – evt. tilsat lidt grafik og en stand up. Og det er produceret så det kan og skal ses uden anden kontekst end oplægget fra nyhedsværten.
Meningen med den dyrt producerede, tætte og komprimerede nyhedsmontage er at seerne skal ”suges ind” fra start til slut. Vi skal have information, identifikation og fascination leveret i et hug. Hele bevidstheden skal monopoliseres af oplevelsen og tvinges igennem et lineært mentalt udviklingsforløb bygget op efter en spændingskurve.
Identifikationen er det altafgørende i tv-nyhedsdramaturgien. Der skal være et subjekt vi kan identificerer os med – en hovedperson til at drive historien frem. Får seerne lyst til at zappe, er det en katastrofe, for så er det til en konkurrerende kanal. Tv-nyhedsindslaget både forudsætter og kræver lean-back-indstilling hos seerne.
Der findes efter min mening ikke et eneste argument for at producere klassiske tv-nyhedsindslag til publicering på nettet – andet end at sådan gør man jo når man er professionel tv-journalist. Det er ikke pengene værd. Og brugerne værdsætter ikke den dyrt producerede æstetik. Når det er råt er det godt – nok.
For web-nyheder gælder det at: Content is king! Og indholdet kan udliciteres og splittes op i små bidder – clips! Og brugerne kan få link-joy ved selv at samle det til en fortælling i hovedet ved at klikke rundt via hyperteksten.
Mens tv-nyheden kræver et subjekt i historien, så gælder det krav ikke web-tv-nyhedsklippet. For her er det brugeren der er subjekt, ham der dirigerer og interagerer. What´s in it for me? - er det styrende spørgsmål. Og mens fascinationen i en traditionel tv-nyhedsfortælling altid skal være integreret med identifikation og information, så kan web-tv-indslag være rendyrket fascination der kan nydes i et en enkelt spektakulære injektion.
Web-tv er altid indlejret – embeded - i en skreven og grafisk kontekst, nemlig hele web-siden – og det giver ikke mening at lade som om konteksten ikke er der. For konteksten er synligt til stede under hele afspilningen af de levende billeder i playeren.
Det er de færreste der klikker til full-screen når de ser web-tv, netop fordi det forstyrrer og bryder lean-forward-indstillingen. Det føles ubehageligt at skifte til lean-backward og tilbage igen. Det er ikke sådan på sekundet at skifte fra den ene kemiske tilstand i hjernen til den anden.
Nyhedsjournalistisk web-tv skal altså altid tænkes og produceres til indlejring i en skreven kontekst med interaktionsmuligheder. Hvis det er ”længere”, skal det være fortalt og opdelt i ”bidder” så man kan stå af undervejs, ligesom ved læsningen af en artikel efter nyhedstrekanten. Hver af disse segmenter skal kunne giv mening uden resten så man også frit kan klikke mellem dem.
Rubrikken er Gud
Indholdet er Kongen
Konteksten er Fædrelandet
Og brugeren er - Direktøren for det hele
Og man kunne tilføje at flere af de "dogmer" som har styret broadcast-nyhedernes dramaturgi, også står for fald i nyhedsindslag på nettet .
- Fx er "talking heads" noget man typisk forsøger at begrænse eller helt at undgå i analoge tv-avis-nyheder.
- På nettet fungerer det fint med talende ansigter i billedet, med eller uden jakkesæt, og med øjenkontakt - uden dækbilleder eller andre visuelle forstyrrelser.
- Og skilte med tekst som mellemlæg i stedet for speak i voiceover eller speaker i billedet, er også helt OK.
- Har man et godt interview med en væsentlig eller sensationel person kun på en lydfil, så kan det fint afspilles i playeren uden dækbilleder til at forstyrre lytningen.
- I længere nyhedmagasin-historier vil man i broadcast-tv ofte kræve en "motor" - et mere eller mindre iscenesat handlingsforløb med en reporter eller en case i aktion i billedet - til at sikre fremdrift i indslaget. Det er overflødigt når det er web-tv. Der er "motoren" brugeren selv der gennem sin interaktion med sidens elementer og links leverer brændstof til fremdriften.
Indlægget her er en let revideret og udvidet udgave af et indlæg på www.ahheder.dk. Rapporten om webtvaviserne, kan findes her: http://ahaheder.dk/?p=1109 .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar