Mentale og fysiske handicap som kreative restriktioner - og kunstnerisk aktivitet som pædagogisk befrugtning af de kedelige fag

En af mine faglige venner og læsere af bloggen har sendt en mail der introducerer englænderen Sir Ken Robinson, en af de helt tunge drenge inden for forskning i sammenhængen mellem udddannelses(re)former og kreativitetsudvikling. 

   Med afsæt i Ken Robinsons filosofi og tænkning, udkaster min ven en hypotetisk påstand om ordblindhed og kreativitet, en sammenhæng som var centralt i det foregående indlæg om skrift- og billedkunstneren Gudrun Hasle:

Et par input til din blog vedr. kreativitet og ordblindhed. Det kan være, du allerede er stødt på foredragene, men pyt nu med det:-)

   Hvis man tager udgangspunkt i Ken Robinsons teser, kunne det være interessant at undersøge en påstand, der lyder noget a la: 

Ordblinde excellerer ofte kreativt, fordi deres "handicap" har reddet dem fra at blive ødelagt i et dogmatisk tilrettelagt skolesystem.

Jeg har netop læst en bog "Creativity From Constraints" af Patricia D. Stokes, en bog der fremhæver at kreativitet ud fra begrænsninger har to kilder - restriktioner/begrænsninger ("constraints") der blokerer for at nå et mål ad den slagne, sædvanlig, rutinemæssige vej - en blokering som så på den anden side tvinger til at nå et lignende og måske bedre mål ved at gå en uprøvet, grænseoverskridende vej. 

   Ordblindhed, talblindhed, ADHD, asberger-autisme, "indadvendthed" m.fl. indebærer mentale, fysiske, kognitive, sociale begrænsninger og blokeringer: modstande der tvinger den ramte person til opslidende psykiske forhindringsløb. For ham eller hende er der opgaver, aktiviteter, kontekster, samspilsformer som simpelthen er meget svære at udføre fordi det medfødte neurologiske set up i hjernenen stiller sig i vejen.  Og fordi omgivelsernes reaktioner kun forstærker problemerne.

   Hvis man  i skolen - i stedt for at fokusere på disse "funktionsafvigelser" som handicap, så fokuserede på de mange andre områder af livet hvor de pågældende børn "excellerer", så ville det utvivlsomt frigøre en masse kreative energier som nu "spildes" på frustrationer, ked-af-det-hed og negativt selvværd. 

"Forhindringsbane"  

Men andre store kunstnere har delt skæbne med Gudrun Hasle - og gjort deres lidelse og afsavn til den kreative drivkraft for stor kunst:

Frida Kahlo: Selvportræt

En søgning på Ken Robinsons liv og opvækst afslører at han er en af syv søskende, at hans familie er "working class", at hans far blev lammet i hele kroppen ved en arbejdsullykke, og at han selv som barn fik børnelammelse, og siden kom i specialklasse i skolen de første år.

   Så meget kontante, kreative restriktioner har han haft masser af, må man konstatere. 

  Og når jeg ser og hører ham optræde i forskellige videoer, så tænker jeg også at der kører et emotionelt spor af 'kreativ vrede' under de smukke, sjove, positive og spændstige formuleringer af hans filosofi og tænkning (ligesom kreative vrede lurer under Frida Kahlos malerier).

Her de to YouTube-videoer som min ven henviste til i sin mail:

Den her TED-TALK af Ted Robinson fra 2007 er en af de mest viste blandt alle de mange glimrende TED-taler man kan se på YouTuebe

Wikipedia sammenfatter Ken Robinsons pædagogiske tænkning og filosofi således:

Robinson has suggested that to engage and succeed, education develop on three fronts. First, that it should foster diversity by offering a broad curriculum and encouraging individualization of the learning process; That it should foster curiosity through creative teaching, which depends on high quality teacher training and development; And finally that it should focus on awakening creativity rather than standardized testing, giving the responsibility for defining the course of education to individual schools and teachers. He believes that much of the present education system in the United States fosters conformity, compliance, and standardization rather than creative approaches to learning. Robinson emphasizes that we can only succeed if we recognize that education is a dynamic human system, not a mechanical one. Successful school administration is a matter of fostering a helpful climate rather than "command and control".

I den af et flertal i Folketinge vedtagne skolereform om "heldagsskolen" som har haft Christine Antorini som politisk frontfigur og drivkraft, kunne man ønske sig at Ken Robinsons pædagogiske tænkning kunne finde rum og plads. 

   Og jeg vil ikke udelukke at Christine Antorini faktisk er inspireret af ham.

   

Men selv om jeg har fulgt debatten forholdsvis tæt, så er det for mig stadig helt uigennemskueligt om skolereformen ender med et system og et pædagogisk klima som domineres af "command and control" eller med nogle rammer og et læringsmiljø et der fokuserer på "awakening creativity", "fostering curiosity" og "individualizatin of the lerarning proces".

Ser man på titlerne af de mange bøger Ken Robindson har udgivet siden 1977, er det klart at øgede muligheder for kunstnerisk udfoldelse ("ART") inden for skolens rammer står centralt i hans anbefalinger.  Og at skolen altså derigennem skal give meget mere plads for 'skæve', kreative hoveder som har personlige egenskaber til fælles med - jeg nævner i flæng: Gudrun Hasle, Jørgen Utzon, Leonardo Da Vinci, Darwin, Einstein, H.C. Andersen, Jamie Oliver - og Kong Frederik den II. :

Learning Through Drama: Report of The Schools Council Drama Teaching (1977) was the result of a three-year national development project for the UK Schools Council. Robinson was principal author of The Arts in Schools: Principles, Practice, and Provision (1982), now a key text on arts and education internationally. He edited The Arts and Higher Education, (1984), co-wrote The Arts in Further Education(1986), Arts Education in Europe, and Facing the Future: The Arts and Education in Hong Kong,.

   Robinson's 2001 book, Out of Our Minds: Learning to be Creative (Wiley-Capstone), was described by Director magazine as "a truly mind-opening analysis of why we don’t get the best out of people at a time of punishing change." John Cleese said of it: ‘Ken Robinson writes brilliantly about the different ways in which creativity is undervalued and ignored in Western culture and especially in our educational systems.’[8]

   The Element: How Finding Your Passion Changes Everything, was published in January 2009 by Penguin. The element refers to the experience of personal talent meeting personal passion. He argues that in this encounter, we feel most ourselves, most inspired, and achieve to our highest level. The book draws on the stories of creative artists such as Paul McCartney, 'Simpsons' creator Matt Groening,Meg Ryan, and physicist Richard Feynman to investigate this paradigm of success.

Jeg kommer i tanker om Reggio Emila-skolen, en italiensk progressiv børnehave/skole hvis filosofi og pædagogiske tænkning fremhæver at kreative, kropslige og sanselige aktiviteter - tegning, maleri, dans, musik, drama, snedkeri, syning, madlavning - systematisk og bevidst mixes ind i, blandes og integreres med alle andre (boglige) fag. 

   Jeg skriver om Reggio Emilia-skolen og dens betydning som en del af følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/flere-opgr-med-mixofobien-flere.html

Den skægge(de) mand Hr. Skæg - en særligt kreativ personlighed

Jeg har et stykke tid ikke skrevet om den særligt kreative personlighed. Men her er igen en af slagsen. Mikkel Lomborg. Han præsenteres på forsiden af Politikens kulturtillæg tirsdag den 19. april under rubrikken "Danmarks nye Halfdan Rasmussen?". Og et par sider inde en stor anmeldelse af en såkaldt "Børnekoncert med hr. Skæg.", med rubrikken "Og så lærer de også at stave til tissemyre".

   Han er vel den sidste i en lang række af børne-tv-værter som Danmarks Radios Børneafdeling har (op)fundet i årenes løb: Sigurd Barrett, Sebastian Klein, Casper Christensen, Jørgen Clevin, Thomas Winding, m.fl.

   "Skæg" er jo et homonym, så når en vært optræder som morsom mand på skærmen eller på en scene og kalder sig "Hr. Skæg", så er der altså tale om en særlig form for blending: af det som øjet ser: "en mand med et stor sort skæg", og det som han fremstiller og optræder med: "noget der er skægt".

Genren som Mikkel Lomborg repræsenterer, er også en blandingsgenre: edutaninment - altså et mix af underholdning og belæring. En årtusindgammel coctail, som altid lader sig mixe på ny af kreative personligheder. I 60´erne importerede vi det amerikanske børne-tv-koncept 'Sesame Street', og blandet med dansk folkelig humor og fræk kreativitet: Pling! - fik vi Kaj og Andra der nu er en del af vores "kulturkanon". Og 3. generations-børne-tv-seere kan stadig med grin og fnis afsynge den (u)pædagogiske bakke-snavvendt-sang.

   En enkelt ide fra forestillingen som anmeldelsen refererer, er beslægtet med bakke-snavvendt-sangen, og er også ret smågenial, synes jeg: dette at der inden i nogle ord findes helt andre ord. Inden i "skat" findes "kat", inden i "fis" findes "is", inden i "bål" findes "ål", inden i "skæg" findes "æg".

Men af portrættet og anmeldelsen fremgår ikke hvordan Mikkel Lomborgs opvækst har været, og det interesserer mig jo når vi taler om "særligt" kreative personligheder". Vi får blot at vide at han som barn drømte om opera, ballet og musik, "men det var lidt hårdt på Stevns". Så han endte med at blive pædagog.

   Baggrundshistorien finder jeg i et interviewportræt i Berlingske Tidende fra den 10. december 2010. Rubrikken er "Manden bag skægget". Journalist: Christina Marcher.

   Han er tydeligvis et multitalent. Og allerede som barn føler han sig fremmed og uden for, og som voksen to personer i en, og problemer med egen (køns) identitet:

Pudsigt nok havde den mand, der er i gang med at lære en hel nations børn at stave og tælle, før de kommer i skole, selv et problem med tal som lille. Han gik på en landsbyskole og havde den samme lærer i musik og matematik. I musiktimerne elskede hans lærer ham. I matematiktimerne sad læreren med tår i øjnene, og kunne ikke forstå, at de ikke kunne kommunikerer.

   Socialt følte han sig som ”lidt af en vanskabning” og frygtelig ensom.

   ”Jeg var jo virkelig anderledes end alle de andre børn”, siger han.

  ”Jeg løb rundt og havde store symfonier i hovedet og ville tegne og skrive og synge og danse ballet og havde store heltefortællinger summende inde i hovedet på mig. Og jeg turde ikke nævne det for nogle af de andre”, siger han, og beskriver Karise som en socialpsykologisk ørken. (...)

   Evnen til at få hul igennem til børnene på to sekunder og opleve verden med deres øjne tilskriver han sin halvfjerderseropvækst omgivet af en masse stærke, fornuftige kvinder – og meget få mænd. En situation han beskriver som en kæmp identitetskrise, hvor det var svært for ham at finde ud af det der med at være 'en mand'. (...)

   Så Mikkel løb rundt alene ude i skoven og var forvirret og legede ridder og landevejsrøver med en pind som sværd og en kvinde, han skulle redde og alle mulige store heltefortællinger snurrende i hovedet til det tordnende soundtrack fra yndlingsserien ”Dick Turpin”.

   "Det er jo helt klart en kompensation, at jeg har fundet nogle heftige heltemanderoller, som jeg har idoliseret, men ikke sevl kunnelevet til overhovedet”, griner han.

   Hans problem med at finde ud af det der med maskuliniteten resulterede i, at han tvivlede yderligere på sig selv og det, han havde at komme med. Og på den måde blev han ”en rigtig pleaser”, fortæller han. (…)

   ”Det er et personligt problem for mig, når folk er urimelige og jeg ikke kan finde ud af at sige fra. Men jeg har også lært at bruge over-empatien som mit sværd – i min tilgang til både problematiske unge og til kolleger. Og selvfølgelig til børn. Jeg kan lynhurtigt spore mig ind på, om vi skal snakke meget eller snakke lidt, eller om vi skal have store armbevægelser eller være intime. Så det er også en stor gave,” siger han.

Lige efter bogen, kan man sige. Savnet af en "far". Ensomhed, stærk fantasivirksomhed. Der er klare lighedspunkter til Poul Martinsen og hans barndom, og hvordan han lærte empati gennem sit nære forhold til storsøsteren.

Det fremgår at Mikkel Lomborg er "talblind". . Men ikke om han også er "ordblind". Det er der rigtig mange kunstnere der i øvrigt er, så det ville ikke undrer mig om det var tilfældet.

   Forfatteren til bogen "The Gift of Dyslexia", Ron Davis, tror at alle ordblinde har nogle særlige evner som de deler med mange berømte "dyslektikere". Disse specielle talenter er:

1. They can utilize the brain's ability to alter and create perceptions (the primary ability).
2. They are highly aware of the environment.
3. They are more curious than average.
4. They think mainly in pictures instead of words.
5. They are highly intuitive and insightful.
6. They think and perceive multi-dimensionally (using all the senses).
7. They can experience thought as reality.
8. They have vivid imaginations.

Det passer jo meget godt med personligheden bag "Hr. Stærk".
   Jeg finder en artikel som fortæller om såkaldt "visual-spatial learners" - altså mennesker med den særlige form for intelligens der knytter sig til visuel-rumlig forståelse og inteligens. Artiklens forfattere er Linda K. Silverman og Jeffrey N. Freed. De skriver:

A visual-spatial learner is a student who learns holistically rather than in a step-by-step fashion. Visual imagery plays an important role in the student's learning process. Because the individual is processing primarily in pictures rather than words, ideas are interconnected (imagine a web). Linear sequential thinking — the norm in American education — is particularly difficult for this person and requires a translation of his or her usual thought processes, which often takes more time. (...)

   Visual-spatial learners have amazing abilities to "read" people. Since they can't rely on audition for information, they develop remarkable visual and intuitive abilities, including reading body language and facial expressions.

   Many of the students described in this article were so adept at reading cues and observing people that they could tell what a person was thinking almost verbatim. Oftentimes, in school, they sense a teacher's anxieties and ambivalent feeling towards them, and react with statements such as, "that teacher hates me."

Så den empati som Mikkel Lomborg tilskriver sin tætte omgang med stærke kvinder i sin barndom, kunne simpelthen hænge sammen med den særlige form for intelligens han besidder.

I øvrigt kommer jeg i tanker om mine egne erfaringer med at lære at læse.
   Vi blev undervist i Holeby Skole efter lærebogen "Ole Bole". Systemet var et rent stave system: "i-s" siger "is" osv. Og jeg lærte ikke at læse hverken i første eller anden klasse. Men var vild med at tegne og male. Først i 3. klasse knækkede jeg koden. Jeg husker det som en aha-oplevelse. Og at det gik meget hurtigt. Men det må have været gennem en slags ordbillede-metode, som jeg selv fandt ud af. Men det betød så at jeg aldrig fik et helt skarpt billede af ords stavning, især den del der har med endelserne at gøre.
   Derfra gik det stærkt. Jeg slugte drengebøger og børneromaner i hundredevis i de følgende år. Læste og fantaserede nærmest i en rus dag og nat. Og legede Robin Hood og Gøngehøvdingen og De tre musketerer med min eneste rigtige legekammerat Flemming hvis far var arbejdsmand på den sukkerfabrik hvor min far var ingeniør.