Thinking Fast and Slow (4) - suggestopædiens mekanismer i journalistikkens dækning af Elbæk-sagen

I foregående blogindlæg viste jeg Daniel Kahnemans model for 'cognitive ease' - hvad der fremmede kognitiv fremkommelighed - og hvilke positive fornemmelser der ledsagde denne mentale tilstand:

Og det der pludselig slog mig var en association til 'suggestopædi' og 'superlearning' som jeg har været inde på i tidligere blogindlæg, bla. om den såkaldte 'Mozart-effekt'.  

   Ideen med disse pædagogiske teknikker er at man kan stimulere og fremme læring af fx et fremmedsprog så det går hurtigere og nemmere, ved at fokuserer på en række eksterne forhold i undervisningen. Jeg skal nævne nogle få:

    At man - både lærer og elever - skal gentage det der skulle læres, mange gange; at man ledsager undervisningen af mozart-musik, at man sidder i behagelige og afslappende stole uden skolebord foran,  at enkle og klare hovedpointer i det man skulle lære, også bliver skrevet og vist på plakater i klasseværelset, så det hele tiden er visuelt present. Kravene til læreren er at han/hun udelukkende formulerer positive forventninger til eleverne, og at han/hun udfolder en særlig personlighed og relation til eleverne som skal udtrykke "faderlig tryghed" og "faderlig omsorg", så eleverne kommer i en tilstand af "barnlig åbenhed og tillid" til læreren. 

Ude fra Kahnemans teori er "tricket" i suggestopædi/superlearning at man systematisk og konsekvent fremmer og stimulere 'cognitive ease' - med alle til rådighed stående midler. 

   Teknikken er især anvendt i forbindelse med indlæring af fremmedsprog og skulle, efter seriøse undersøgelse at dømme, føre til at sprogindindlæringen skete 3 til 5 gange så hurtigt som ved traditionel sprogundervisning. 

   Den bulgarske "opfinder" af suggestopædien, Georgi Lozanov, er blevet kritiseret for at metoden savner videnskabelig "backing" (det gør den dog ikke hvis Kahnemans videnskabelige referencer er solide, og det tyder alt på). Og selv har Lozanov medgivet at man kan tale om en slags placeboeffekt - altså en effekt der stammer fra at patienterne - her eleverne - fuldt og fast tror på at en medicin virker. 

    I den forbindelse kan det være værd at nævne at de nyeste undersøgelser jeg har læst om placeboeffekten, faktisk viser at en meget stor del af al medicins effekt er placebo-bestemt.  

Man kan sige at journalistik som er indrettet på at appellere til og påvirke System 1-tænkningen, også er en form for suggestopædi. 

   Det der rapporteres i nyhedsartikler, fornemmes som en sandhed fordi læserne 1) har tillid til journalisterne, 2) er i nogenlunde godt humør, 3) får det samme fortalt mange gange, 4) får det skåret ud i pap i kraft af en skarp vinkel, og 5) er blevet forberedt på indholdet af nyheden gennem forskræp (=priming).

   Denne cocktail af input etablerer 'cognitive ease' hos læserne, ledsaget af fornemmelserne: 'feel familiar', 'feels true', 'feels good', 'feels effortless'.

    

Ser vi fx på formidlingen af Uffe Elbæk-sagen som den blev foldet ud i gennem pressens dækning, så gælder System 1´s grundlæggende trossætning: What You See Is All There Is. Og journalistikkens suggestopædi træder i aktion;

   Så når alle journalister om og om igen fremhæver at Elbæk har holdt fem dyre middagsarrangementer på Akademiet for utæmmet kreativitet, som hans mand er ansat på, og som han selv har været bestyrelsesformand for inden han blev minister, så er den historie jo ikke længere. Konklusionen er klokkeklar - og passer som fod i hose ind i et præfbrikeret associationsskema: 

"nepotimsme", kammerateri", "favorisering"

Rune Engelbreth Larsen har i sin klumme idag et par supplerende oplysninger som, synes jeg, i den grad viser de fejlvurderinger som troen på WYSIATI kan føre til når journalisterne samlet leverer en stor portion 'cognitiv ease' til læserne - hvad der er ren glidekrem for de to mentale System 1- maskiner hos læserne: 'associationsmaskinen' og 'jump to conclusions-maskinen'.

   Engelbreth oplyser nemlig at ministeren i samme periode "har afholdt i alt tyve arrangementer, hvilket vil sige femten arrangementer uden for Afuk."

   Endvidere fremfører Engelbreth at den forrige borgerlige regering "alene i januar 2011 brugte 356.000 kr. på Afuk, dobbelt så meget som Elbæk."

Tænk hvis offentligheden og Elbæks kolleger havde fået de to oplysninger som forankrende kontekst til de "belastende" kerneoplysninger som ellers er blevet gentaget igen og igen i artikler og tv-indslag den sidste uges tid. 

Bevægelse i pædagogikken - og Mozart på hjernen

Politiken mandag 18/4. Rubrik: "Sådan kan skolen redde drengene". Skribent: Per Fibæk Laursen, professor i "pædagogisk professionalisering". Per Fibæk har været konsulent for et udviklingsprojekt på ni skoler i Aarhus Kommune "med det formål at give drengene bedre udfoldelsesmuligheder". Citat:

Projektet viste gode erfaringer med at gør undervisningen mere varieret, særlig ved at give eleverne øgede bevægelsesmuligheder i undervisningen. Den mest avancerede brug af bevægelse skaber indholdsmæssige forbindelser mellem bevægelse og det faglige stof, eleverne skal lære. Det betyder, at eleverne har mulighed for så at sige at lære det faglige indhold i motorisk form. Bevægelsen bliver en tilgang det faglige indhold og ikke blot en pauseaktivitet.

Det er formuleringen "at lære det faglige stof i motorisk form", jeg tænder på her og begynder at asociere videre fra.

   Per Fibæk beskriver så et eksempel hvor man kobler danskundervisningen i digte sammen med opgaver i dans, rytmik og remser. Altså med egen brug af krop og stemme. Uddybende fortæller han at "mere bevægelse blev ofte kombineret med øget brug af samarbejde og konkurrence". Og at projektet også viste ...

... positive erfaringer med at kønsopdele elverne i nogle af timerne og undervise drenge og piger på to forskellige hold. Også ændret lokaleindretning med bedre plads til bevægelse og varierede arbejdsformer og øget brug af it fungerede godt.

Det første jeg får associationer til, er filmen 'The King´s Speach' som jeg tidligere har skrevet om. Kongen som stammede forfærdeligt, kunne "snyde" sin stammen og tale uhæmmet hvis han sang ordene, eller dansede til ordene, eller bandede og svovlede til ordene han skulle udtale.

   Meget firkantet kan man sige at terapeuten fik ham til at koble ordene sammen med andre udtrykscentre i hjernen end dem som normalt aktiveres og styrer udtalen af ord, centrer som stammeblokeringen ikke havde nogen adgang til eller indflydelse på.

   Med et begreb som jeg introducerer længere nede i teksten, så kunne han på den måde reducere "det affektive filter".

   Man kan også forestille sig at sang, dans, og vredesudtryk aktiverer og stimulerer den kombination  af kemiske stoffer (endofiner, serotin, dopamin, adrenalin, etc.) som bidrager til at der skabes forbindelser - "hul igennem" - mellem forskellige dele af hjernen. Og dermed giver nemmere adgang for ny indtryk til at nå de dele af hjernen hvor langtidshukommelsen findes.

   Det kunne også være det der lå bag Per Fibæks metaforiske formulering: "at lære det faglige indhold i motorisk form." Og den efterfølgende sætning: "Bevægelsen bliver en tilgang det faglige indhold".

   Det er svært at få mening i de formuleringer uden at forudsætte en teori om hvordan hjernen fungerer når den lærer, og en teori om at tænkning i sidste instans bruger kroppen, dens sanser og bevægelser som "kilde" for en række kognitive grundmetaforer.

   Jeg nævner lige en række metaforisk udtryk for at humør og stemning hvor humøret måles i forhold til kroppens orientering: Han var i højt humør, hun var langt nede, de følte sig ovenpå, det er nederen. 

Det næste jeg associerer til, er et af de få efteruddannelseskurser jeg selv har fulgt som elev - altså uden at jeg selv var underveser. Det var da jeg var ansat i DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling i midten af 80´erne. Stikordet var "Superlearning". Og det var et en-dags salgs-kursus med henblik på at man skulle melde sig til et længere egentligt kursusforløb.

   Jeg husker klart der var tre pointer: 1) Bach- og Mozart-musik i baggrunden i undervisningslokalet; 2) en masse plakater på væggene der visuelt illustrerede og eksemplificerede det man var i gang med at lære; 3) behagelige møbler og harmoniske farver i lokalet.

   Kursets metodologi var udviklet af en rumæner som på ultra kort tid skulle uddanne en meget stor mængde russere til engelske tolke i forbindelse med Olympiaden i Moskva 1980.

Jeg tjekker Wikipedia: Har "superlearning" noget på sig stadig væk, eller var det en døgnflue - et pædagogisk modelune? - Wikipedia foreslår en artikel under titlen "Suggestopædi". Her kan man læse:

The intended purpose of Suggestopedia was to enhance learning by lowering the affective filter of learners. Lozanov claims in his website, Suggestology and Suggestopedy, that “suggestopedia is a system for liberation”; liberation from the “preliminary negative concept regarding the difficulties in the process of learning” that is established throughout their life in the society. Desuggestopedia focuses more on liberation as Lozanov describes “desuggestive learning” as “free, without a mildest pressure, liberation of previously suggested programs to restrict intelligence and spontaneous acquisition of knowledge, skills and habits.” The method implements this by working not only on the conscious level of human mind but also on the subconscious level, the mind’s reserves. Since it works on the reserves in human mind and brain, which are said to have unlimited capacities, one can teach more than other methods can teach in the same amount of time.

   Ja, det kan jeg forstå: at sænke det affektive filter hos dem der skal lære noget. Og så en reference til hvad jeg nu ville kalde "det kognitive ubevidste", som Lakoff introducerede for mig. Og her er  rumæneren Lozanov omtalt.

Og Pling! Jeg har egne lysende klare erfaringer med det affektive filter i forbindelse med at lære fremmedsprog i skolen. Det var simpelt hen en lidelse at blive undervist på "skolemåden": Jeg kunne ikke huske gloser, jeg kunne ikke udtale de engelske, tyske eller franske ord ordentligt, og de forskellige grammatiske regler, specielt i tysk, kunne jeg aldrig i udtalepraksis applicere på det jeg forsøgte at sige. Alene derfor valgte jeg at gå på den matematiske linie i gymnasiet, der hvor der var mindst fremmedsprog.

   Efter 2. G. kom jeg til USA som AFS-udviklingsstudent. Der lærte jeg på 3 måneder at tale flydende amerikansk, så godt at jeg fx kunne optræde som skuespiller med engelske replikker på den årlige elev-teaterforestilling, skrive digte på engelsk, og ved den afsluttende store opgave i engelsk litteratur på den lokale High School fik jeg højeste karakter.

   Det affektive filter mht. indlæring og beherskelse af engelsk, det må være røget sig en tur da jeg kom derover.

Det der gjorde mest indtryk på mig ved introduktionen til "superlearning" den gang for ca. 25 år siden i DR, var det med musikken. At musik af Mozart eller Bach havde en særlig rytme som korresponderede med nogle hjernebølger og som bevirkede at man kom i en særlig "åben tilstand" der gjorde indlæring som stillede særlige krav til hukommelsen, meget nemmere og meget hurtigere.

   Jeg søger videre og finder en på en hjemmeside www.cerebromente.org.br/ en længere artikel med titlen "Music and the Brain" - et tema jeg længe har tænkt jeg skulle forfølge, fordi musik jo indebærer en umiddelbar kobling mellem et kreativt udtryk og følelserne - uden at gå via sprog og refleksion.

   I et afsnit med titlen "The Power of Music on Memory and Learning", står der et afsnit der omtaler rumæneren George Lozanov:

The power of music to affect memory is quite intriguing. Mozart's music and baroque music, with a 60 beats per minute beat pattern, activate the left and right brain. The simultaneous left and right brain action maximizes learning and retention of information. The information being studied activates the left brain while the music activates the right brain. Also, activities which engage both sides of the brain at the same time, such as playing an instrument or singing, causes the brain to be more capable of processing information.

   According to The Center for New Discoveries in Learning, learning potential can be increased a minimum of five times by using this 60 beats per minute music. For example, the ancient Greeks sang their dramas because they understood how music could help them remember more easily. A renowned Bulgarian psychologist, Dr. George Lozanov, designed a way to teach foreign languages in a fraction of the normal learning time. (...)Dr. Lozanov's system involved using certain classical music pieces from the baroque period which have around a 60 beats per minute pattern. He has proven that foreign languages can be learned with 85-100% efficiency in only thirty days by using these baroque pieces. His students had a recall accuracy rate of almost 100% even after not reviewing the material for four years.

Kritikere siger at suggestopædi-effekter er en form for placebo. Altså at den konstaterede effekt er en effekt af forestillingen om at det virker hos dem som udsættes for det. 

    Efter min mening gør det det endnu mere interessant.

Musik på hjernen - i følge Daniel Levitin

At der er en særlig sammenhæng mellem musik og kreativitet er indlysende. Musikere er kreative mennesker, nogle former for musik stimulerer til meditation, musik skaber stemninger og vækker følelser, musik forfører. Køer producerer mere mælk hvis der spilles Mozart i stalden. I den pædagogik som betegnes superlearning, forstærkes indlæringspotentialet hos eleverne hvis man spiller musik af f.eks. Mozart eller Bach i lokalet. Musik aktiverer erindringer.

   Hvorfor nu denne udladning og lovprisning af musikken?

Jeg finder i en bunke gamle avissider jeg skal til at smide ud, en artikel fra Weekendavisens sektion 'Ideer' fra sidste år (14. august) om en hjerneforsker, Daniel Levitin, som har skrevet flere bøger om hvordan musik influerer på hjernen, og hvordan nogle af det tinge vi ved om musik, kan forklares ved hjernens måde at reagere på. Jeg citerer fra artiklen med rubrikken "Høj på musik" af Hidi Laura:

I sin bog fra 2007, This Is Your Brain on Music, forklarede Levitin, hvordan musikalsk hukommelse set med en hjernescanner til forveksling ligner, at man faktisk lytter til musikken. At huske musik er som at gentage den oprindelige sanseoplevelse, og mange husker musik, de holder af, langt mere præcist, end de aner, typisk endda i den korrekte tonart. Vi sætter tilsyneladende den samme gruppe neuroner i sving i vores hjerne for at huske musikken, som vi i sin tid brugte til at sanse musikken med og danner med det en slags "mentalt billede" af musikken som lagres. At hukommelse og musikoplevelse ligger så tæt på hinanden rent neurologisk forklarer måske, at musik er så stærk en støtte for hukommelsen - og omvendt - hvorfor vi af og til kan få "musik på hjernen", som vi ikke kan holde op med at høre for vores indre øre: den pågældende er neurongruppe er gået i loop i vores indre.

Lignende iagttagelser har jeg tidligere refereret: dette at forestillingen om en handling i fantasien, aktiverer samme områder i hjernen som aktiveres når man rent faktisk gør det.

   Artiklen fortæller også om hvilke hormoner og andre stoffer der påvirker vores sociale relationer og vores stemninger, og som er udløst af musik og sang:

Når vi synger stiger niveauet af hormonet oxytocin i vores blod - samme hormon, som udskilles når en kvinde ammer sit barn, eller når man får orgasme - og som styrker følelsen af samhørighed. (...) Udover oxytocin har både det at lytte til og at udøve musik en markant indflydelse på immunoglobin A, et antistof som hjælper med at bekæmpe virusinfektioner. Ligesom melatonin, norefidrin og epifedrin produceres i rigeligere mængde og hver for sig hjælper os med at regulere søvn og bekæmpe depression og gøre os mere opmærksomme. Endelig har musik en markant påvirkning på vores serotonin-niveau, som er direkte forbundet med sindsstemning.

For mig personligt er der ingen tvivl om at bestemte stykker musik og sang er med til at fremkalde livagtige erindringer ledsaget af stemninger, som har haft stor betydning i mit liv. Og også at jeg i perioder hvor jeg har været "nede" mentalt, bevidst har brugt bestemte musiknumre og musikgenrer til at opnå en "helende" effekt på sindet.

   Som 14-årig flyttede jeg fra Holeby til Stege - og var ensom. Biblioteket i Stege var min "redning": De havde Tusind og en nat stående, og jeg slugte alle bindende med de fantastiske fortællinger i en køre. Nogle år senere anskaffede min mor en lp-plade med Rimsky-Korzakovs symfoniske orkesterværk 'Sceherazade', og det at lytte til den, fik mig til mindes Tusind og en nat-historierne i de mest livagtige erindringsbilleder.