Erfaringerne med at klare sig som ordblind kan styre karrieren mod fag og professioner hvor kreativitet og iværksætteri belønnes.

I en meget sen alder blev jeg klar over at de stavevanskeligheder som sådan set har været en del af mit liv siden de første år i skolen, nok var resultatet af en form for ordblindhed (dyslexia), et handicap som betød at jeg først - af mig selv - lærte at læse i tredje klasse - og at måden jeg læste på, var at se ordene som ustavede helheder som led i sætninger.

   Min adopterede datter er ordblind, og jeg måtte selv tage hånd om hendes læse og skriveundervisning i de første skoleår, fordi hendes dansklærer absolut ingen viden havde om dysleksi - og de særlige krav det stillede til læse- og skriveundervisningen.

   Hendes mand er også ordblind, viser det sig - og i hvert fald et af deres børn. Forskningen fortæller at det er arveligt, hvilket peger på at hjernens 'wireing' hos ordblinde er speciel.

Derfor bliver jeg fanget af en nyhed på dr.dk for nogle dage siden der annoncerede i rubrikken og manchetten at ...

Ordblinde er bedre iværksættere

Hvis du er ordblind og går med en iværksætter-spire i maven, så er der godt nyt. Flere udenlandske undersøgelser peger på, at 35 procent af iværksætterne er ordblinde.

http://www.dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/ordblinde-er-bedre-ivaerksaettere

Artiklen fortæller indledningsvis at...

En svensk undersøgelse af succesfulde iværksættere viser, at 44 procent af dem, som havde skabt deres egen formue, havde en grad af ordblindhed. Og også undersøgelser fra USA og England peger i samme retning.

Og da man regner med at godt 10% af befolkningen er ordblinde i en eller anden grad, så er de altså ekstremt overrepræsenterede blandt folk der har udmærket sig som i værksættere ('entrepreneurs' på engelsk).

Forklaringen ifølge artiklen er at man som ordblind i skolen er blevet særlig robust når det gælder om at takle problemer og modstand, og at man derfor er bedre rustet end ikke-ordblinde til at klare iværksætteriets problemer og udfordringer.

   En kilder forklarer om forskningens resultater:

Det viser at ordblinde kan være højt begavede mennesker, og så viser det også at ordblinde har lært at tackle deres problemer i folkeskolen. Og det giver en vis styrke.

En anden siger:

Ordblinde har nogle andre kompetencer. De er gode til at uddelegere opgaver, løse problemer og så er de vedholdende, fordi de altid har måtte kæmpe ekstra hårdt i skolen. Og her har mange af dem jo fået at vide, at de ikke kan blive til noget. Men det er altså ikke rigtigt, siger Mads Kragh.

Går man til udenlandske kilder, så viser det sig at det sådan set ikke er helt ny viden, og at man i flere undersøgelser tidligere også har fundet at der er en sådan sammenhæng mellem dyslexi og entrepreneurship.

   Her et citat fra en artikel i 'theguardian.com'

Lord Sugar, Anita Roddick, Richard Branson, Jamie Oliver and Ikea founder Ingvar Kamprad overcame their dyslexia to create hugely successful businesses, and research suggests dyslexics are disproportionately represented among entrepreneurs. Julie Logan, emeritus professor of entrepreneurship at Cass Business School, in London, says that 20% of the UK’s business self-starters have the condition. Her research into the US market showed that 35% of company founders identified themselves as dyslexic, compared with 15% in the general population. She then compared the traits, attributes and early experiences of people who identified as dyslexic from a sample of entrepreneurs who were not dyslexic.

   “Dyslexic entrepreneurs reported as good or excellent at oral communication, delegation, creative and spatial awareness tasks, whilst non-dyslexics reported as average or good,” Logan says. People with dyslexia, she found, tend to compensate for things they can’t do well by developing excellence in other areas: oral communication, delegation (because they must learn to trust other people with tasks they can’t do from an early age), as well as problem-solving and people management.

Min interesse for her på bloggen at skrive om ordblindhed startede da jeg via søgninger på nettet fandt ud af at dysleksi statistisk set forbindes med kreativitet. Altså at der blandt kunstnere og kreative folk inden for andre professioner var en markant overrepræsentation af ordblinde.

  Et eksempel som altid fremhæves er Albert Einstein, som altså ud over at være en genial teoretisk fysiker, også var ordblind.

The Yale Center for Dyslexia & Creativity, skriver for eksempel:

Children and adults with dyslexia are highly creative, and have many cognitive and emotional strengths, despite a weakness in decoding words. Successful dyslexics draw on their strengths to hit their targets in life, as shown in the illustration below:

Netavisen Huffington Post har et blogindlæg af en Ph.D i design research Soren Petersen, der folder spørgsmålet ud sådan her:

Right-brained and left-brained, masculine and feminine, blue-eyed and brown-eyed: Are certain kinds of people more creative than others? Many of the super creative designers I have worked with seemed to have one thing in common; they suffered from dyslexia. Looking back in history, Leonardo da Vinci, Pablo Picasso, Jørn Utzon, Agatha Christie and Albert Einstein were all dyslexic. So, is dyslexia linked to creativity?

  Good news for those who can spell, the answer is no. It appears that more dyslectic people simply elect to work in the non-linguistic creative professions. To be successful, dyslectic people actually have to work harder to overcome their linguistic challenges. Fortunately, the best predictor of anyone's performance is not their IQ or personality, it is the amount of time one spends on a particular task.

   Dyslexia is hereditary and, fortunately, one can learn to live with even severe dyslexia. A dyslectic person may not be well suited for teaching English or working as an editor in a publishing house, however, it does give them a distinct advantage in other creative professions. Having struggled with reading and writing, the dyslectic person has failed early and often, thereby teaching them to persevere. As Winston Churchill, another dyslectic, creative individual, noted: "Never give up - -never, never, never give up."

   What then are the advantages, if any, of being dyslexic in overcoming challenges? The early age confrontation of apparently insurmountable challenges teaches the dyslectic person to persevere in the face of failure. They learn early to look at problems from multiple angles and use other skills to succeed. Dyslectic people often color-code information to aide their learning, use three-dimensional drawings to solve algebra problems and come up with intricate mnemotechnical cues to improve retention. Working on small creative tricks to overcome challenges may help make them better prepared to solve problems. It has been said that "luck is when opportunity meet preparation" and dyslectic people could thus appear to be "luckier" problem solvers.

Grundlæggende ses den særlige forbindelsen mellem kreativitet og ordblindhed altså som noget der kan forklares ved at man som ordblind i skolen lærer sig en række alternative - ofte visuelt funderede - strategier for at klare sig og løse problemer i forskellige kontekster.
    Endvidere at man udstyres med særlig mental robusthed - 'resilience'  i forhold til det at møde modstand.

   Og at de egenskaber så kommer den ordblinde til gavn under valg af job og profession senere i livet. 

Jeg har set to forklaringer på hvad det er i hjernen der viser sig som ordblindhed:

1) At der er modstridende 'dominansforhold' mellem forskellige dele af hjernen, sådan at fx det system som har med bearbejdelsen af synsindtryk at gøre, er højredominant, mens det system som har med bearbejdelsen af lyd at gøre, er venstredominant (eller omvendt), hvilket besværliggør det samarbejde mellem syn og hørelse som er krævet for at lære at læse.

2) At det ene af de 2-4 centrale sprogcentrer som skal arbejde sammen og som normalt befinder sig i den venstre del af hjernen, har flyttet sig til den højre del af hjernen, hvilket besværliggør samarbejdet mellem centrene fordi det skal foregå via hjernebjælkens (corpus callosum) neurologiske forbindelser mellem de to hjernehalvdele.

Om det kreative barn og et uforstående skolesystem - case: Anders Morgenthaler

Fruen var igang med at læse bagsideartiklen i Lørdagspolitikens debat-sektion. Pludselig udbrød hun højt: 'Ja, sådan var det!'

   'Hvad?', spurgte jeg.

   'Skolen,' sagde hun.

Artiklen der førte til fruens udbrud, havde denne overskrift og manchet: 

Skolesystemet skaber alt for mange tabere

Anders Morgenthalers skolegang var præget af modgang. Han passede ikke ind, lærte først at læse i 7. klasse og følte sig som en taber. Nu er han med til at starte en friskole på Amager, som skal gøre op med skolesystemet.

Artiklen indeholder et relativt langt interview med multikunstneren Anders Morgnthaler i anledning af at han sammen med andre er igang med at starte en ny friskole. Drivkraften er blandt andet hans egne negative skoleerfaringer:

»Jeg var sådan et barn, der kun mødte nederlag i min skoletid. Jeg er ord- og talsvag. Jeg kan ikke læse et telefonnummer fra ende til anden uden at sætte en finger over nogle af tallene, fordi talrækken forvirrer mig«.

    Hvordan påvirkede det din skolegang?»

  »I børnehaveklassen troede de, at jeg var autist. Jeg forstod ikke rammen. Jeg opbyggede en alternativ virkelighed, hvor jeg sad og legede. I 5. klasse kom jeg i specialklassen. Jeg blev en taber. Det er et stempel, som holder for evigt. Det er bare ikke til at forstå, hvis man ikke har prøvet at være en taber. Jeg kan se, at det for mange børn ikke har ændret sig i dag. Nogle børn forstår slet ikke, hvad skolen er. De leger bare. Når de så bliver tvunget til at høre efter og sætte sig ned, kommer de til at opleve en modstand mod læring«.

"Ord- og talsvag" må refererer til en eller flere former for ordblindhed og talblindhed.

   Selv har jeg en datter der er ordblind, og hvis søn på 8 år sandsynligvis også er det. Og jeg er blevet klar over i en sen voksenalder at jeg også selv er det. Og vi kender alle til det ikke at føle sig hjemme i skolen, og ikke at blive værdsat for det man kan, 

   Selv lærte jeg først at læse midt i 3. klasse, og det skete altså nærmest på trods. Som jeg husker det, lærte jeg det "af mig selv" - efter en metode som gik uden om den Ole-bole-vej som begyndte med at man skulle stave ordene: 'A siger a, BE siger be, abe. Fra i flere år kun at kunne stave mig langsomt gennem nogle få ord på skrift, så kunne jeg pludselig læse bøger. Jeg husker det stadig som en uforklarlig åbenbaring.

   I den nye "grønne friskole" skal børnene ikke inddeles i klasser efter alder, og de skal ikke konkurrerer på karakterer. Anders Morgenthaler beskriver situationen for sine døtre som er stærkt genkendeligt for mig:

»Juno, min yngste datter på 6 år, ved ikke, at der er børn på hendes alder, der kan læse. Hun kan måske et par bogstaver, og så er hun i gruppe med andre børn på samme niveau. Men jeg er meget tryg ved det, fordi jeg har oplevet, at min store datter først lærte at læse i 3. klasse. Og inden for en måned gik hun fra ikke at kunne læse til at læse ’Harry Potter’«.

Fruen er ikke ordblind, men genkender fra sin egen skolegang dette ikke at "forstå rammen", og hellere at ville lege. Og genkender det også fra sin ældste søn, der de først to år i en lilleskole kun ville lege, og først lærte at læse i 3. klasse.

Intervieweren stiller, som han skal, kritiske modspørgsmål:

Hvis man kigger på dit cv, mangler der ellers ikke noget. Er du ikke netop et eksempel på, at skolesystemet godt kan rumme ikkeboglige typer?

   »Ja, jeg laver forretning i hele verden og er lykkedes fuldstændig med det, jeg gerne ville. Men det kunne lige så godt være gået den modsatte vej. Jeg lykkedes kun, fordi jeg havde ressourcestærke forældre, der elskede mig. Jeg lykkedes på trods. Men jeg er også pinligt klar over, at det er få begivenheder, der adskiller mig fra at have lavet drengestreger til at have lavet kriminalitet. Jeg kunne have taget mange forkerte valg i min skoletid, for jeg var omgivet af alt, der bekræftede mig i at være en taber«.

    En af de ting, som Anders Morgenthaler især er utilfreds med ved sin egen skolegang, er, at hans evner ikke blev taget alvorligt.

   »De evner og kompetencer, jeg har, er altid blevet set ned på. De har ikke haft en værdi i et traditionelt skolesystem. I dag er der stadig en stor del af børnene, der føler sig forkerte, fordi de har andre evner end dem, som efterspørges i skolerne. Det skal vi have et opgør med«.

Pointen er klar: At lykkes på trods i skolen, fordi man har "ressourcestærke forældre". Ellers kunne mødet med en skole man ikke forstod og som ikke forstod én, være endt i en negativ og destruktiv udviklingsspiral - mod et liv som "taber".

Fruen og Anders Morgenthaler hører til den personlighedstype som jeg jævnligt har beskrevet her på bloggen: 'den særligt kreative personlighed', et begreb som psykologen og kreativitetforskeren Mihaly Csikszentmihalyi har indkredset i en liste af typiske personlighedstræk: 

• Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd.
• Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
• Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation.
• Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
• Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet.
• Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision.
• Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger.
• Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger.
• Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre.
• Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk.
• Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
• Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel.

Det er forholdsvis klart at har man som barn en række af disse næsten paradoksale personlighedstræk i sin mentale bagage, og fx samtidig er handicappet af ordblindhed eller autisme, så kræver det særlige pædagogiske rammer og lærere der ved hvad de har at gør med, og som er uddannede til at undervise børn der af forskellige gode grunde "føler sig forkerte" og "udenfor".

   Det er det der blandt andet er kritisabelt ved den ny skolereform: at man hævder at ville inkludere de børn som tidligere fik forskellige former for specialundervisning i specielle klasser eller skoler, men som nu i den grad risikerer at blive udsat for karakterkrav, tests og krav om erhvervelse af formelle boglige færdigheder på bestemte klassetrin, fordi de almindelige lærere uden specialuddannelse ikke ved hvad de har at gøre med.

Mentale og fysiske handicap som kreative restriktioner - og kunstnerisk aktivitet som pædagogisk befrugtning af de kedelige fag

En af mine faglige venner og læsere af bloggen har sendt en mail der introducerer englænderen Sir Ken Robinson, en af de helt tunge drenge inden for forskning i sammenhængen mellem udddannelses(re)former og kreativitetsudvikling. 

   Med afsæt i Ken Robinsons filosofi og tænkning, udkaster min ven en hypotetisk påstand om ordblindhed og kreativitet, en sammenhæng som var centralt i det foregående indlæg om skrift- og billedkunstneren Gudrun Hasle:

Et par input til din blog vedr. kreativitet og ordblindhed. Det kan være, du allerede er stødt på foredragene, men pyt nu med det:-)

   Hvis man tager udgangspunkt i Ken Robinsons teser, kunne det være interessant at undersøge en påstand, der lyder noget a la: 

Ordblinde excellerer ofte kreativt, fordi deres "handicap" har reddet dem fra at blive ødelagt i et dogmatisk tilrettelagt skolesystem.

Jeg har netop læst en bog "Creativity From Constraints" af Patricia D. Stokes, en bog der fremhæver at kreativitet ud fra begrænsninger har to kilder - restriktioner/begrænsninger ("constraints") der blokerer for at nå et mål ad den slagne, sædvanlig, rutinemæssige vej - en blokering som så på den anden side tvinger til at nå et lignende og måske bedre mål ved at gå en uprøvet, grænseoverskridende vej. 

   Ordblindhed, talblindhed, ADHD, asberger-autisme, "indadvendthed" m.fl. indebærer mentale, fysiske, kognitive, sociale begrænsninger og blokeringer: modstande der tvinger den ramte person til opslidende psykiske forhindringsløb. For ham eller hende er der opgaver, aktiviteter, kontekster, samspilsformer som simpelthen er meget svære at udføre fordi det medfødte neurologiske set up i hjernenen stiller sig i vejen.  Og fordi omgivelsernes reaktioner kun forstærker problemerne.

   Hvis man  i skolen - i stedt for at fokusere på disse "funktionsafvigelser" som handicap, så fokuserede på de mange andre områder af livet hvor de pågældende børn "excellerer", så ville det utvivlsomt frigøre en masse kreative energier som nu "spildes" på frustrationer, ked-af-det-hed og negativt selvværd. 

"Forhindringsbane"  

Men andre store kunstnere har delt skæbne med Gudrun Hasle - og gjort deres lidelse og afsavn til den kreative drivkraft for stor kunst:

Frida Kahlo: Selvportræt

En søgning på Ken Robinsons liv og opvækst afslører at han er en af syv søskende, at hans familie er "working class", at hans far blev lammet i hele kroppen ved en arbejdsullykke, og at han selv som barn fik børnelammelse, og siden kom i specialklasse i skolen de første år.

   Så meget kontante, kreative restriktioner har han haft masser af, må man konstatere. 

  Og når jeg ser og hører ham optræde i forskellige videoer, så tænker jeg også at der kører et emotionelt spor af 'kreativ vrede' under de smukke, sjove, positive og spændstige formuleringer af hans filosofi og tænkning (ligesom kreative vrede lurer under Frida Kahlos malerier).

Her de to YouTube-videoer som min ven henviste til i sin mail:

Den her TED-TALK af Ted Robinson fra 2007 er en af de mest viste blandt alle de mange glimrende TED-taler man kan se på YouTuebe

Wikipedia sammenfatter Ken Robinsons pædagogiske tænkning og filosofi således:

Robinson has suggested that to engage and succeed, education develop on three fronts. First, that it should foster diversity by offering a broad curriculum and encouraging individualization of the learning process; That it should foster curiosity through creative teaching, which depends on high quality teacher training and development; And finally that it should focus on awakening creativity rather than standardized testing, giving the responsibility for defining the course of education to individual schools and teachers. He believes that much of the present education system in the United States fosters conformity, compliance, and standardization rather than creative approaches to learning. Robinson emphasizes that we can only succeed if we recognize that education is a dynamic human system, not a mechanical one. Successful school administration is a matter of fostering a helpful climate rather than "command and control".

I den af et flertal i Folketinge vedtagne skolereform om "heldagsskolen" som har haft Christine Antorini som politisk frontfigur og drivkraft, kunne man ønske sig at Ken Robinsons pædagogiske tænkning kunne finde rum og plads. 

   Og jeg vil ikke udelukke at Christine Antorini faktisk er inspireret af ham.

   

Men selv om jeg har fulgt debatten forholdsvis tæt, så er det for mig stadig helt uigennemskueligt om skolereformen ender med et system og et pædagogisk klima som domineres af "command and control" eller med nogle rammer og et læringsmiljø et der fokuserer på "awakening creativity", "fostering curiosity" og "individualizatin of the lerarning proces".

Ser man på titlerne af de mange bøger Ken Robindson har udgivet siden 1977, er det klart at øgede muligheder for kunstnerisk udfoldelse ("ART") inden for skolens rammer står centralt i hans anbefalinger.  Og at skolen altså derigennem skal give meget mere plads for 'skæve', kreative hoveder som har personlige egenskaber til fælles med - jeg nævner i flæng: Gudrun Hasle, Jørgen Utzon, Leonardo Da Vinci, Darwin, Einstein, H.C. Andersen, Jamie Oliver - og Kong Frederik den II. :

Learning Through Drama: Report of The Schools Council Drama Teaching (1977) was the result of a three-year national development project for the UK Schools Council. Robinson was principal author of The Arts in Schools: Principles, Practice, and Provision (1982), now a key text on arts and education internationally. He edited The Arts and Higher Education, (1984), co-wrote The Arts in Further Education(1986), Arts Education in Europe, and Facing the Future: The Arts and Education in Hong Kong,.

   Robinson's 2001 book, Out of Our Minds: Learning to be Creative (Wiley-Capstone), was described by Director magazine as "a truly mind-opening analysis of why we don’t get the best out of people at a time of punishing change." John Cleese said of it: ‘Ken Robinson writes brilliantly about the different ways in which creativity is undervalued and ignored in Western culture and especially in our educational systems.’[8]

   The Element: How Finding Your Passion Changes Everything, was published in January 2009 by Penguin. The element refers to the experience of personal talent meeting personal passion. He argues that in this encounter, we feel most ourselves, most inspired, and achieve to our highest level. The book draws on the stories of creative artists such as Paul McCartney, 'Simpsons' creator Matt Groening,Meg Ryan, and physicist Richard Feynman to investigate this paradigm of success.

Jeg kommer i tanker om Reggio Emila-skolen, en italiensk progressiv børnehave/skole hvis filosofi og pædagogiske tænkning fremhæver at kreative, kropslige og sanselige aktiviteter - tegning, maleri, dans, musik, drama, snedkeri, syning, madlavning - systematisk og bevidst mixes ind i, blandes og integreres med alle andre (boglige) fag. 

   Jeg skriver om Reggio Emilia-skolen og dens betydning som en del af følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/flere-opgr-med-mixofobien-flere.html

Orblindhed og kreativitet

Der har den sidste uge kørt en debat i Politiken om ordblindhed og skolernes manglende eller dårlige undervisning af ordblinde. 

   Provokerende udtalelser fra ansvarlige skolefolk i forskellige kommuner, afslører at de simpelt hen ikke anerkender - eller bare er uvidende om - at der er en forholdsvis sikker diagnose, ordblindhed eller dyslexi, som udspringer af en afvigelse i hjernens måde at fungere på hos ordblinde, og som der også findes særlige måder at behandle på. 

   Jeg blev selv dybt forarget. Hvorfor fremgår senere i dette indlæg.

Den kendte studievært Bubber blev i Aftenshowet for nogle dage siden interviewet om det at være ordblind. Det har fortalte, var blandt andet at det havde været dødvigtigt for ham tidligt at blive diagnosticeret som ordblind. For så havde han en forklaring, og så kunne han få systematisk undervisning rettet mod sin ordblindhed.

   DR.dk har en særlig underside der har titlen "Ligetil" som er henvendt til læsehandicappede. Den citerer fra Aftenshowet:

Fordi Bubber vidste, at han var ordblind, kunne han også tidligt få undervisning, der hjalp ham.

- Jeg har ikke været bange for at sige, at jeg skulle til ekstra undervisning, for det var jo bare sådan, jeg var.

- Jeg vidste jo, at jeg fik hjælp og samtidig med det, så kom jeg jo væk fra en time, der kunne være et helvede og et mareridt at være i, siger Bubber.

Sandsynligvis er der flere forskellige varianter af ordblindhed, svarende til at der også kan være flere varianter af synæstesi, autisme, farveblindhed. Men her er en liste over de typisk symptomer ifølge Wikipedia:

• Confusion with before/after, right/left, and so on
• Difficulty learning the alphabet
• Difficulty with word retrieval or naming problems
• Difficulty identifying or generating rhyming words, or counting syllables in words (phonological awareness)
• Difficulty with hearing and manipulating sounds in words (phonemic awareness)
• Difficulty distinguishing different sounds in words (auditory discrimination)
• Difficulty in learning the sounds of letters (In alphabetic writing systems)
• Difficulty associating individual words with their correct meanings
• Difficulty with time keeping and concept of time
• Confusion with combinations of words
• Difficulty in organization skills

Jeg lider selv af en variant af ordblindhed som viser sig ved at jeg ikke læser ved at stave ordene, men læser i "klumper" - i ord-helheder og sætninger. Jeg husker meget tydeligt at jeg ikke lærte at læse ved at stave og skrive ord: "a siger a, b siger be, e siger e, siger abe" - og så videre. Jeg læste højt i kor sammen med klassen, men det bed sig ikke fast i hjernen.

   Så jeg var faktisk en del "bagud" til midt i 3. klasse. Og så pludselig - jeg husker det klart - så kunne jeg læse. Det tog en måned fra jeg husker jeg ikke kunne - og til jeg bare kunne uden særligt besvær. 

   Og jeg har stort set læst som en gal siden. 

   I dag ville man sige at jeg - af mig selv - knækkede koden. 

Sandsynligvis begyndte jeg at læse i mønstre - i visuelle helheder - uden om lyd og de spejlende mundbevægelser. Og inddrog altså den del af hjernen i min læsning - den højre - hvor de dominerende sprogcentre ikke sidder: den højre. 

   Det er den højre side af hjernen som er vigtig for netop mønstergenkendelse (og derfor også for ansigtsgenkendelse).

   

Men jeg har altid haft svært ved at stave ord - ikke kun svære og fremmedartet stavede danske ord, men også helt almindelige ord - typisk med såkaldt stumme bogstaver. Derfor altid problemer med at skrive infinitiv og nutid af verber korrekt, for eksempel. Og jeg har svært ved at få øje på stavefejl i det skrevne, også selv om jeg jo ved hvordan langt de fleste danske ord staves - når jeg tænker mig om.

   Men heldigvis bremsede det at at jeg fik mange røde streger i mine stile ikke min lyst til at skrive, hvad det jo meget vel kunne have gjort. Og det gør det stadig ikke, som læserne af denne blog må være blevet klar over.

  Det forhindrede mig heller ikke i at læse dansk med lyst og udbytte - og endda specialisere mig inden for den sprogvidenskabelige retning. 

Fordi jeg som voksen var opmærksom på mit stavehandicap (som jeg ikke selv havde diagnosticeret som ordblindhed før jeg blev voksen), så blev jeg meget tidligt opmærksom på at min adopterede datter havde et ordblinde-handicap. Ingen af hendes lærere var bevidste om det, hun havde bare "læse-skrivebesvær" - og det blev der så ikke taget særlig hensyn til.

   Jeg læste om ordbilledmetoden og lavede en masse kort med ord og billeder som jeg så trænede min datter med. Jeg tror jeg trænede med hende et halvt år, og det lykkedes faktisk, så hun ikke kom bagud med læsningen. 

   Hun "knækkde" koden ligesom jeg gjorde af mig selv: dvs. lærte at læse uden at gå højtlæsning-stave- og stavelsesvejen, men via at betragte ord som helheder, mønstre, billeder man kunne genkende visuelt. 

    Men hun havde store problemer med at stave korrekt når hun skrev, og stavede som de fleste ordblinde "fonetisk" - men byttede også om på bogstaver der lignede hinanden som "p "og "d". 

   Da hun i 3-4 klasse begyndte at skulle skrive fristile, følte hun sig heldigvis ikke mere handicappet end at hun skrev på livet løs og af karsken bælg - side op og side ned. Men det gav ondt i maven at opleve at der var så mange stavefejl at jeg, faderen, havde svært ved overhovedet at læse og forstå det skrevne. Og hun selv blev dybt frustreret fordi hun faktisk ikke kunne læse sine egne lange og fabulerende stile. 

  

Når jeg tager det op her på denne blog, så er det fordi rigtig mange kreative personligheder ifølge pålidelige kilder har været ordblinde (jfr. Bubber). 

   Som jeg tidligere har skrevet om, så er der mange af de særligt kreative der har haft problemer i skolen, og nogle af de problemer kan jo godt tilskrives ordblindhed - og ikke bare et vanskeligt sind eller problemer med de sociale relationer.

Lidt research på nettet fortæller følgende om ordblindhed:

• At det for en stor del er arveligt bestemt.
• At mellem 5 og 10 procent af befolkningen er ordblinde.
• At "entreptrnør-personligheder er fem gange så hyppigt ordblinde, som befolkningens gennemsnit. 
• At der ingen sammenhæng er mellem ordblindhed og intelligens.
• At relativt flere ordblinde er venstrehåndede og har hypermobile led end gennemsnittet i befolkningen. 
• At orblindhed kan sættes i forbindelse med skader i nogle af venstre hjernehalvdels sprogcentre
• At ordblindhed kan hænge sammen med blandet dominansforhold i hjernen omkring bevægelse, hørelse og syn (fx kan have højredominante hænder, men venstredominant hørelse, eller syn)

Denne sidste teori synes jeg lyder rigtig overbevisende. Her er et citat der belyser dette fænomen - mere kan læses ved at følge linket:

Neurological disorganization develops when there is mixed dominance between the dominant hemisphere of the brain and what is supposed to be the dominant eye, ear, hand or foot. Mixed dominance and neurological disorganization occurs when for instance: a child eats, throws, and writes with the right hand, kicks with the right foot, sights a telescope with the right eye, but listens and takes in information with the left ear. This child will accomplish other tasks with the dominant right side of the body but will listen to the phone with the left ear or may turn their head to the right to favor the left ear when listening intently. This mixed dominance is not limited to just the ear but can occur in the eye, ear, hand or foot in any combination.         http://www.craigstell.com/solutions_for_dyslexia.html

Den teori kan fx forklare hvorfor en særlig - og kontroversiel lydterapi "Volfairmetoden" - faktisk synes at hjælpe ganske mange ordblinde.

http://www.lydterapi-fredericia.dk/14118567

At mange kendte kreative personligheder har været ordblinde kan finde mange web-sider der fortæller:

http://www.dyslexia.com/famous.htm

http://www.dyslexia-test.com/famous.html

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_people_diagnosed_with_dyslexia

Blandt dem kan nævnes: H.C.Andersen, Albert Einstein, Pablo Picasso, Leonardo da Vinci, George Washington. 

   Her er en video der opregner en masse navne på kendte ordblinde

Og her en video der fortæller mere om de oplevelser kendte ordblinde har haft og de reaktioner de har mødt i skolen:

Det man ikke kan vide, er hvordan sammenhængen mellem kreativitet og ordblindhed er. Det kan være at ordblinde handicappet tvinger nogle børn og unge der har det, til at kompensere ved forstærket udnyttelse af andre evner, evner som i øvrigt udspringer af høre hjernehalvdels specialiseringer. 

    Eller det kan være at det der ud fra et læse-skriv-tale-synspunkt virker som en konstruktionsfejl i hjernen, samtidig kan være en konstruktionsfordel i forhold til andre former for mentalt og kognitiv udfoldelse som det at musicere, male, lave film, være skuespiller. 

Under alle omstændigheder er det en skandale at skole-systemet i så mange år har udvist så meget mangel på professionalisme i forhold til ordblindhed og hjælpen til dem der har handicappet. 

Apple - Steve Jobs - og babyen der forvekslede et glittet magazin med sin iPad

En meget berømt bog inden for moderne neuroscience har den fascinerende titel: "The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales", skrevet af den internationalt kendte neurolog Oliver Sacks. Titlen refererer til en af bogens case-historier om en mand med sygdommen visual agnosia.[1]

    Se lige denne video fra YouTube som gav mig associationen til bogen. Klippet har titlen:

A Magazine Is an iPad That Does Not Work

Klippet kunne også have haft titlen: Babyen som forvekslede et glitte magasin med sin iPad.

    Der er flere andre klip på YouTube der viser at en iPad kan betjenes "intuitivt" af små børn på 1-2 år. Og det er jo både fantastisk og uhyggeligt. Men når jeg ser på mine børnebørn, så er de jo alle mere kompetente end jeg og min frue er - med mange kilometer. Med fingre og hænder "kører" de iPhone og iPad som vi andre kører bil.

Jeg må starte med en tilståelse. Jeg ejer ikke og bruger ikke til hverdag Apple-produkter. Og da jeg for nylig besluttede at nu måtte jeg nok se at anskaffe mig en smartphone, så blev det ikke en iPhone, men en Galaxy S II (Samsung).

   Hvad har jeg imod Apple - og alle deres smarte iP-produkter?

    Det er en fornemmelse omkring den markedsføringspolitik de følger, der går på ikke at ville dele og prøve at binde brugerne, isolere dem fra resten af markedet.

   Altså Apple er grænsesættende i stedet for grænseoverskridende. For meget religion. For meget in-group.

   Det kan godt være at Apple  - med  nyligt afdøde Steve Jobs som primus motor og frontfigur - har været kreative i deres markedsføring. Og er blevet et fantastisk brand der derfor kan sælge til meget højere priser end rimeligt er når man ser på det indhold produkterne leverer. Og der er også det med underbetaling og elendige arbejdsvilkår for kinesiske industriarbejdere på de fabrikker som producerer  hardwaren.

   Så: Jeg har ikke følt mig tiltrukket og fristet. Men nu går den nok ikke længere.

I forbindelse med en lettere animeret påskefrokost i går, var der gang i iPads´ne og iPhone´ene - og en livlig snak om apps og spil gik bordet rundt.

   En af vennerne har I mange år været Appel-fan og -bruger, men kan også håndtere og betjene almindelige Microsoft Windows-computere. Og han viste klippet ovenfor - med baby´en, iPaden og det illustrerede magasin. På sin egen iPad

   Min ven var den første i min omgangskreds der anskaffede sig en iPad, og i høje toner besang dens kvaliteter.

   Han forærede den så til sin frue og købet en iPad 2. Og hans frue blev også fuldstændig "solgt" til den gamle 1´er.

   Flere og flere mænd i min omgangskreds fortæller at de også har anskaffet en iPad, men slet ikke kan få lov til at bruge den selv. Børn og kvinder i familien overtager den simpelt hen - fuldtids. Familieekspropriation - uden kompensation. Så anskaffer man sig en iPad må man altså forudse et umiddelbart behov for en til!!!

   Og min frue - som altid har haft en indgroet modvilje mod den lille bærbare Windows-computer  jeg forærede hende for nogle år siden - har også anskaffet en iPad. Hun er nu også helt "solgt". Og ikke mindst er det altså spil-apps´ene der trækker - og så følger de andre mere praktiske funktioner med: e-mail, net-bank, googling etc.

Siden jeg for to år siden begyndte at skrive på denne blog, har jeg flere gange tænkt at nu måtte jeg også lige skrive om Steve Jobs. Uden at jeg for alvor satte mig ind i hans historie, var jeg jo ikke i tvivl om at han måtte høre til de særligt kreative personligheder - big scale!

Hvordan er det nu med den særligt kreative personlighed? - Flere personligheder i en. Savn af far eller mor - eller konflikter i hjemmet. Psykologisk set fremmedgjort og mental hjemløshed. Blandet sproglig og etnisk herkomst. Flytteri i barndommen. Mobbet i skolen og andre skolekonflikter. Præget af vrede og irritation over andres mangel på æstetiske ambitioner. Stemnings-svingninger mellem udadvendthed og indadvendthed. Store forestillinger om eget værd. Rager uklar med chefer. En primadonna.

   Det var stikord jeg har samlet sammen - uden at få dem omsat til indlæg om Steve Jobs: en helt speciel særligt kompliceret og mangesidet personlighed.

   Jeg googler lige på ham. Der var noget med en stor biografi som udkom på dansk for ikke så mange måneder siden. Og ja!

Forfatter: Walter Isaacson

Titel: Steve Jobs: En biografi om manden bag Apple

Oversættelse: Jakob Levinsen

Forlag: Gyldendal

Sider: 672

Pris: 349 kr.

Den anmeldes i Berlingske 27/10/2011 af Lars Henrik Aagaard. Rubrikken er jo i sig selv en bekræftelse:

Steve Jobs-biografi: Portræt af et dumt svin

Jeg plukker citater hist og pist. Her først fra manchetten:

Walter Issacsons definitive biografi om Steve Jobs tegner et levende og ærligt portræt af et arrogant, uhøfligt og grundlæggende usympatisk menneske, som med sin enorme passion, vrede og skaberkraft revolutionerede IT-verdenen.

Det er en bog, der handler om en næsten sygelig perfektionist, en enorm manipulator, en ofte kynisk og umoden skiderik, der skifter mellem ukontrollerbare vredesudbrud og selvmedlidende gråd. Og det medvirker naturligvis til at gøre bogen underholdende. Men det skaber også det problem, at man aldrig kommer til at nære den store sympati for denne informationsalderens ukronede konge (...) Til gengæld kommer man tæt på sandheden om et uhyre sammensat og komplekst menneske.

Steven Jobs var af blandet etnisk herkomst. Og han blev bortadopteret som helt spæd, hvad han meget tidligt fik at vide at han var. Fik som voksen kontakt med biologisk mor og søster (som også blev bortadopteret). Men fik ikke og ønskede ikke kontakt med sin biologiske far.
   Han var ordblind og ifølge nogle kilder havde han diagnosen ADHD.

   Wikipedia fortæller:

Steven Paul Jobs was born in San Francisco on February 24, 1955 to two university students, Joanne Carole Schieble and Syrian-born Abdulfattah "John" Jandali (Arabic: عبدالفتاح جندلي‎), who were both unmarried at the time.[28] Jandali, who was teaching in Wisconsin when Steve was born in 1955, said he had no choice but to put the baby up for adoption because his girlfriend's family objected to their relationship.[29] The baby was adopted at birth by Paul Reinhold Jobs (1922–1993) and Clara Jobs (1924–1986), an Armenian-American[3]whose maiden name was Hagopian.[30] Later, when asked about his "adoptive parents," Jobs replied emphatically that Paul and Clara Jobs "were my parents."[31] He stated in his authorized biography that they "were my parents 1,000%."[32] Unknown to him, his biological parents would subsequently marry (December 1955), have a second child Mona Simpson in 1957, and divorce in 1962.[32]

   The Jobs family moved from San Francisco to Mountain View, California when Steve was five years old.[1][2] The parents later adopted a daughter, Patti. Paul was a machinist for a company that made lasers, and taught his son rudimentary electronics and how to work with his hands.[1]

   Clara was an accountant[31] who taught him to read before he went to school.[1] Clara Jobs had been a payroll clerk for Varian Associates, one of the first high-tech firms in what became known as Silicon Valley.[34]

   Jobs was an intelligent and innovative thinker, but his youth was riddled with frustrations over formal schooling. At Monta Loma Elementary school in Mountain View, he was a prankster whose fourth-grade teacher needed to bribe him to study. Jobs tested so well, however, that administrators wanted to skip him ahead to high school—a proposal his parents declined.[35]

Mit eget forhold til computere og Apple er sådan her: 

   Jeg købet en computer omkring 1985. Da jeg selv er lidt ordblind, synes jeg den var rigtig svær og bruge - kunne ikke finde ud af og huske de forskellige kommandoer. Brugte den næsten kun som skrivemaskine.

   Da jeg i starten af 80´erne var konsulent i DR´s interne undervisnings-afdeling, lånte jeg en 10 kg tung bærbar Toshiba til at tage med ud på redaktionerne når jeg lavede udviklingsprojekter og redaktionsrettede kurser. Det var smart og en stor fordel under arbejdet, husker jeg. 

   Og jeg fik vel også opsat en stationær på mit kontor i TV-Byen. Men DR´s IT-afdeling var forfærdelig tung at danse med. Og jeg syntes generelt det var besværligt med det nye it-udstyr.

Da jeg blev direktør for TV 2 ØST i 1992, besluttede jeg at købe en Apple "PowerBook" - som på det tidspunkt var helt ny og revolutionerende, og - havde jeg læst mig til - meget nemmere at bruge for sådan nogle højre hjernehalvdels-orienterede mennesker som mig.

   Det passede. Den Macintosh PowerBook var jeg rigtig glad for. Den var meget sjovere og mere intuitivt indladende end dem jeg var vant til hjemmefra og fra DR. Men problemet var at stationens computere ellers var microsoft-systemer. Og det var besværligt at jeg havde Mac når min sekretær bruge Microsoft. Så frustrationerne fulgte med.

   Så kom Microsoft med Windows-styresystemet - som jo langt hen ad vejen var en kopi af Macintosh´. Så det skiftede jeg til. 

    Og  jeg husker det var en lettelse at være på samme system som medarbejderne, min sekretær og mine chefer. 

    Men Apple forfulgte mig alligevel. Det første digitale redigeringsanlæg, en AVID, som stationen anskaffede, var et Apple-produkt. Det var dyrt og den økonomiske gevinst det skulle give, blev spist op af efteruddannelse til medarbejdere der skulle betjene det, og de stadig nye forbedringer og opdateringer som man også skulle betale for. 

Når jeg nu underviser en gang imellem på TV-tilrettelæggeruddannelsen, så har alle de studerende - uden undtagelse - Mac-bærbare-computere. På journalistik på RUC er fordelingen ca. 50-50 mellem iMac og Microsoft-bærbare.

Men jeg bliver nok nød til at falde til patten. Konkurrenterne til iPad´en synes ikke at kunne nå den til sokkeholderne. 

   Men det kan tænkes at Samsung i år når at udkomme med en tablet-android-computer der i test kan matche iPad´en, sådan som Galaxy S II kunne matche iPhone´en i flere forbruger-tests i slutningen af 2011.

   Så jeg klapper lige hesten, og ser om fruens forhold til sin iPad fortsætter med at udvikle sig i en positiv stejl kurve. 

Den skægge(de) mand Hr. Skæg - en særligt kreativ personlighed

Jeg har et stykke tid ikke skrevet om den særligt kreative personlighed. Men her er igen en af slagsen. Mikkel Lomborg. Han præsenteres på forsiden af Politikens kulturtillæg tirsdag den 19. april under rubrikken "Danmarks nye Halfdan Rasmussen?". Og et par sider inde en stor anmeldelse af en såkaldt "Børnekoncert med hr. Skæg.", med rubrikken "Og så lærer de også at stave til tissemyre".

   Han er vel den sidste i en lang række af børne-tv-værter som Danmarks Radios Børneafdeling har (op)fundet i årenes løb: Sigurd Barrett, Sebastian Klein, Casper Christensen, Jørgen Clevin, Thomas Winding, m.fl.

   "Skæg" er jo et homonym, så når en vært optræder som morsom mand på skærmen eller på en scene og kalder sig "Hr. Skæg", så er der altså tale om en særlig form for blending: af det som øjet ser: "en mand med et stor sort skæg", og det som han fremstiller og optræder med: "noget der er skægt".

Genren som Mikkel Lomborg repræsenterer, er også en blandingsgenre: edutaninment - altså et mix af underholdning og belæring. En årtusindgammel coctail, som altid lader sig mixe på ny af kreative personligheder. I 60´erne importerede vi det amerikanske børne-tv-koncept 'Sesame Street', og blandet med dansk folkelig humor og fræk kreativitet: Pling! - fik vi Kaj og Andra der nu er en del af vores "kulturkanon". Og 3. generations-børne-tv-seere kan stadig med grin og fnis afsynge den (u)pædagogiske bakke-snavvendt-sang.

   En enkelt ide fra forestillingen som anmeldelsen refererer, er beslægtet med bakke-snavvendt-sangen, og er også ret smågenial, synes jeg: dette at der inden i nogle ord findes helt andre ord. Inden i "skat" findes "kat", inden i "fis" findes "is", inden i "bål" findes "ål", inden i "skæg" findes "æg".

Men af portrættet og anmeldelsen fremgår ikke hvordan Mikkel Lomborgs opvækst har været, og det interesserer mig jo når vi taler om "særligt" kreative personligheder". Vi får blot at vide at han som barn drømte om opera, ballet og musik, "men det var lidt hårdt på Stevns". Så han endte med at blive pædagog.

   Baggrundshistorien finder jeg i et interviewportræt i Berlingske Tidende fra den 10. december 2010. Rubrikken er "Manden bag skægget". Journalist: Christina Marcher.

   Han er tydeligvis et multitalent. Og allerede som barn føler han sig fremmed og uden for, og som voksen to personer i en, og problemer med egen (køns) identitet:

Pudsigt nok havde den mand, der er i gang med at lære en hel nations børn at stave og tælle, før de kommer i skole, selv et problem med tal som lille. Han gik på en landsbyskole og havde den samme lærer i musik og matematik. I musiktimerne elskede hans lærer ham. I matematiktimerne sad læreren med tår i øjnene, og kunne ikke forstå, at de ikke kunne kommunikerer.

   Socialt følte han sig som ”lidt af en vanskabning” og frygtelig ensom.

   ”Jeg var jo virkelig anderledes end alle de andre børn”, siger han.

  ”Jeg løb rundt og havde store symfonier i hovedet og ville tegne og skrive og synge og danse ballet og havde store heltefortællinger summende inde i hovedet på mig. Og jeg turde ikke nævne det for nogle af de andre”, siger han, og beskriver Karise som en socialpsykologisk ørken. (...)

   Evnen til at få hul igennem til børnene på to sekunder og opleve verden med deres øjne tilskriver han sin halvfjerderseropvækst omgivet af en masse stærke, fornuftige kvinder – og meget få mænd. En situation han beskriver som en kæmp identitetskrise, hvor det var svært for ham at finde ud af det der med at være 'en mand'. (...)

   Så Mikkel løb rundt alene ude i skoven og var forvirret og legede ridder og landevejsrøver med en pind som sværd og en kvinde, han skulle redde og alle mulige store heltefortællinger snurrende i hovedet til det tordnende soundtrack fra yndlingsserien ”Dick Turpin”.

   "Det er jo helt klart en kompensation, at jeg har fundet nogle heftige heltemanderoller, som jeg har idoliseret, men ikke sevl kunnelevet til overhovedet”, griner han.

   Hans problem med at finde ud af det der med maskuliniteten resulterede i, at han tvivlede yderligere på sig selv og det, han havde at komme med. Og på den måde blev han ”en rigtig pleaser”, fortæller han. (…)

   ”Det er et personligt problem for mig, når folk er urimelige og jeg ikke kan finde ud af at sige fra. Men jeg har også lært at bruge over-empatien som mit sværd – i min tilgang til både problematiske unge og til kolleger. Og selvfølgelig til børn. Jeg kan lynhurtigt spore mig ind på, om vi skal snakke meget eller snakke lidt, eller om vi skal have store armbevægelser eller være intime. Så det er også en stor gave,” siger han.

Lige efter bogen, kan man sige. Savnet af en "far". Ensomhed, stærk fantasivirksomhed. Der er klare lighedspunkter til Poul Martinsen og hans barndom, og hvordan han lærte empati gennem sit nære forhold til storsøsteren.

Det fremgår at Mikkel Lomborg er "talblind". . Men ikke om han også er "ordblind". Det er der rigtig mange kunstnere der i øvrigt er, så det ville ikke undrer mig om det var tilfældet.

   Forfatteren til bogen "The Gift of Dyslexia", Ron Davis, tror at alle ordblinde har nogle særlige evner som de deler med mange berømte "dyslektikere". Disse specielle talenter er:

1. They can utilize the brain's ability to alter and create perceptions (the primary ability).
2. They are highly aware of the environment.
3. They are more curious than average.
4. They think mainly in pictures instead of words.
5. They are highly intuitive and insightful.
6. They think and perceive multi-dimensionally (using all the senses).
7. They can experience thought as reality.
8. They have vivid imaginations.

Det passer jo meget godt med personligheden bag "Hr. Stærk".
   Jeg finder en artikel som fortæller om såkaldt "visual-spatial learners" - altså mennesker med den særlige form for intelligens der knytter sig til visuel-rumlig forståelse og inteligens. Artiklens forfattere er Linda K. Silverman og Jeffrey N. Freed. De skriver:

A visual-spatial learner is a student who learns holistically rather than in a step-by-step fashion. Visual imagery plays an important role in the student's learning process. Because the individual is processing primarily in pictures rather than words, ideas are interconnected (imagine a web). Linear sequential thinking — the norm in American education — is particularly difficult for this person and requires a translation of his or her usual thought processes, which often takes more time. (...)

   Visual-spatial learners have amazing abilities to "read" people. Since they can't rely on audition for information, they develop remarkable visual and intuitive abilities, including reading body language and facial expressions.

   Many of the students described in this article were so adept at reading cues and observing people that they could tell what a person was thinking almost verbatim. Oftentimes, in school, they sense a teacher's anxieties and ambivalent feeling towards them, and react with statements such as, "that teacher hates me."

Så den empati som Mikkel Lomborg tilskriver sin tætte omgang med stærke kvinder i sin barndom, kunne simpelthen hænge sammen med den særlige form for intelligens han besidder.

I øvrigt kommer jeg i tanker om mine egne erfaringer med at lære at læse.
   Vi blev undervist i Holeby Skole efter lærebogen "Ole Bole". Systemet var et rent stave system: "i-s" siger "is" osv. Og jeg lærte ikke at læse hverken i første eller anden klasse. Men var vild med at tegne og male. Først i 3. klasse knækkede jeg koden. Jeg husker det som en aha-oplevelse. Og at det gik meget hurtigt. Men det må have været gennem en slags ordbillede-metode, som jeg selv fandt ud af. Men det betød så at jeg aldrig fik et helt skarpt billede af ords stavning, især den del der har med endelserne at gøre.
   Derfra gik det stærkt. Jeg slugte drengebøger og børneromaner i hundredevis i de følgende år. Læste og fantaserede nærmest i en rus dag og nat. Og legede Robin Hood og Gøngehøvdingen og De tre musketerer med min eneste rigtige legekammerat Flemming hvis far var arbejdsmand på den sukkerfabrik hvor min far var ingeniør.

Den ordblinde guldsmed - på finansloven: Torben Hardenberg

I bogen "Inspiration og kreativitet" er der også et interview-(selv)portræt af guldsmeden Torben Hardenberg, som jeg ikke kendte noget til. Navnet har jeg måske stødt på i aviserne, men da smykker ikke er noget der har interesseret mig, så har jeg heller ikke fæstnet mig ved ham og hvad han laver.

   Han fortæller at han er på finansloven, så han må være god.

Det der fænger mig ved selvportrættet, er hans oplevelser og erfaringer som barn og ung. Han er enebarn og ordblind, så alvorligt, at han stadig ikke kan læse som 60-årig. Han fortæller at han var et ønskebarn, og at han derfor slet ikke forstod hvorfor man i skolen og i relationerne uden for hjemmet ikke også så på ham med begejstring.

For mig er det drømmende barn grundlaget for det hele. Jeg forstod ikke, at verden derude, som var skolen og danseskolen, vendte ryggen til mig, når jeg kom. Jeg var jo stjerne! Det vidste jeg, for den tro havde jeg fået med hjemmefra. Der var mange ting jeg ikke kunne, men mine forældre gav mig en tro på, at jeg var en kongesøn. Når jeg havde bygget et kongeslot af byggeklodser på det enorme spisebord, fik det lov til at blive stående i tre dage.

Moderen var bekymret og sagde til ham: "Hvad skal der dog blive af dig. Du kan jo ikke en gang blive gadefejer, for du kan ikke læse vejskiltene. Vinduespudser kan du heller ikke blive, for du kan ikke læse dørskiltene. " Hun sagde at han nok endte på Himmelekspressen hvis han ikke tog sig sammen i skolen. Torben Hardenberg fortæller:

Du kan ikke en gang blive gadefejer! gik hen og blev det mest spændende mantra, jeg har fået i mit liv. Men selvfølgelig skabte det også en angst i mig, og den har jeg fortsat omkring økonomi. Nu ender jeg aldrig på Himmelekspressen, for ved et trylleslag er jeg kommet på finansloven, så nu er min husleje sikret. Og jeg sidder her i mit private skatkammer af barokmøbler.

Faderen læste en masse historier og eventyr op for ham, da han jo ikke selv kunne læse. Og tog ham med på en masse museumsbesøg. Stof for fantasier. Da han blev ældre, var hans yndlingshistorie Karen Blixens "Det drømmende barn", fortæller han.

   Han drømte selv om at blive guldsmed, men blev fem gange fyret fra sine lærepladser. Gennem faderens forbindelser endte han med at få læreplads hos en guldsmed hvor han og mester holdt hinanden ud lærtiden ud. Men hans mester sagde til ham da han var udlært, at han var "den frygteligste lærling" han "nogensinde havde haft". Torben Hardenbergs forklaring:

For jeg levede ikke op til hans behov for effektivitet og målrettehed. Han så mig ikke som det jeg i virkeligheden var: en spirende kunstner, der legede sig til resultaterne. 

Og senere sammenfatter han:

Ifølge Karen Blixen, skal du jo tackle de minusser, der er i dit liv, med et: Hvis fanden griner til dig, skal du vende dig om og grine tilbage. Dét er inspiration.

Torben Hardenberg er en kunstner der er utroligt ambitiøs med sit arbejde, og som stimuleres ved at møde modstand, men som samtidig hele tiden - umætteligt - angler efter anerkendelse. Og derfor er utroligt glad når han får den, fx. i form af et ridderkors.

   Han fortæller om sit forhold til det der er "negativt":

Jeg bliver også inspireret af det der er negativt. Af folk, som jeg ikke synes gør tingene helt, som jeg forventer. Af det godes kamp mod det onde. Derfor føler jeg mig måske også indimellem draget af negative oplevelser, for eksempel ved at tilbringe tid med folk, jeg synes er for omstændeligt, eller for lidt generøse, for der lærer jeg rigtig meget og bliver inspireret til at gøre tingene bedre - til at yde mit bedste. De negative personer i mit venne-galleri inspirerer mig også. Jeg bruger dem som stemmegafler, for at kunne ramme de toner jeg skal spille.

Igen en flot metafor fører til skift af frame og optik: negative venner som "stemmegafler".

Hvor kobler jeg til mine forskellige indgange til kreativitet? - Orblindhed er en kreativ restriktion, negative forventninger er en kreativ restriktion. Begge dele udfordrer ham til at fantasere og drømme - og se sig selv, sit liv og sin udvikling inden for rammerne af en eventyrverden, og sig selv som eventyrernes forklædte kongesøn.

   Der er en lang række ligheder med Poul Martinsen, der også som barn var en drømmer, og som også ser sit liv som et eventyr og gang på gang understreger sit eventyrlige held. Også han anglede efter anerkendelse, men blev også stimuleret af omgivelsernes modstand (hans chef gennem 20 år: Verner Svendsen, Radiorådet domineret af Erhard Jacobsen). Også han tiltrækkes og stimuleres af det negative: ondskab, kriminalitet. Også han havde et meget stærkt behov for økonomisk sikkerhed.

   Poul Martinsen kom dog aldrig på finansloven, hvad han bestemt kunne have fortjent.

Personligt genkender jeg oplevelsen af at være ordblind (om end slet ikke så alvorligt som vores guldsmed her), og oplevelsen af et stærkt fantasiliv stimuleret af historier i bøger og museumsbesøg. Og som barn producerede jeg faktisk fascinerende og fantasifulde emaljesmykker som jeg gav bort i julegave til kvindelige medlemmer af familien - kommer jeg pludselig i tanker om!