Sider

Viser opslag med etiketten klimaks. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten klimaks. Vis alle opslag

lørdag den 30. april 2011

Allan Gaarde, Maslow og peak-experience

Eks-fodboldspilleren Allan Gaarde, som jeg skrev om i foregående blog-indlæg, beskriver den oplevelse han havde lige efter at han havde meddelt sine holdkammerater i Vejle at han måtte holde op på grund af en knæskade.
   "Skal vi ikke give ham en hånd", siger holdlederen. Det gør de. Allan kniber en tåre. Kammeraterne  løber ud på grønsværen for at træne. Allan humper ud af omklædningsrummet:
"Det var som en ekstremt lang film, der flimrede forbi på indersiden af mine øjenlåg. Specielt de gode øjeblikke, som jeg har haft rigtig mange af  gennem årene, passerede revy på få sekunder."
Den oplevelse har jeg set beskrevet masser af gange før, nemlig fra skildringer af folk der tror de er ved at drukne. Hans miniberetning her følger et velkendt narrativt skema for lige-før-jeg-dør-oplevelser.
   Man bemærker den metaforiske sammenligning "som en film på indersiden af mine øjenlåg", som modsvarer mange andre lignende metaforer til at fastholde tilstanden af genkaldte erindringer: "det indre blik", "det indre øje".

Allan Gaarde taler om "de gode øjeblikke". Og jeg associerer fra film-dramaturgi og plotpunkter til en pyskologisk tilstand som jeg har læst om et eller andet sted: "højdepunktsoplevelse".
   Jeg googler og støder på bogen "Psykologiens veje" af Ole Schultz Larsen. Han fører heri begrebet tilbage til Abraham Maslow, som jeg ellers kender som ophavsmand til den såkaldte behovspyramide. Schultz Larsen kobler det videre sammen med Csíkszentmihály´s flow-tilstand.
   Wikipedia fortæller om  Maslows begreb "peak experince" at det er et han har udviklet i sin bog "Religions, Values and Peak Experiences" fra 1964. Og fortæller videre:
Peak experiences are described by Maslow as especially joyous and exciting moments in life, involving sudden feelings of intense happiness and well-being, wonder and awe, and possibly also involving an awareness of transcendental unity or knowledge of higher truth (as though perceiving the world from an altered, and often vastly profound and awe-inspiring perspective). They usually come on suddenly and are often inspired by deep meditation, intense feelings of love, exposure to great art or music, or the overwhelming beauty of nature. Peak experiences can also be triggered pharmacologically.
   Maslow describes how the peak experience tends to be uplifting and ego-transcending; it releases creative energies; it affirms the meaning and value of existence; it gives a sense of purpose to the individual; it gives a feeling of integration; it leaves a permanent mark on the individual, evidently changing them for the better.
Karakteristikken af peak-experience ligner beskrivelsen af flow, blot koncentreret i en kort periode, og dermed så meget desto stærkere.
   Den ligner også fænomenet katharsis, som er den oplevelse af forløsning publikum skal opleve ved slutningen af en tragedie i følge Aristoteles. Og jeg har tidligere været inde på at den kreative proces´ oplysende aha-oplevelse svarer til den forløsning som den velfungerende dramaturgi i en film eller en fortælling skal levere som det store pay off  i fortællingens klimaks. 
   Man kunne få den ide at det at Allan Gaarde ser den film han fortæller om: en indre film i fast motion med mange af højdepunktoplevelserne fra fodboldkarrieren, selv er en slags negativ højdepunktoplevelse der kan være en sindets egne kreative overlevelsesstrategi i en akut krisesituation.

fredag den 29. april 2011

Når casen bliver "jeg" i en journalistisk fortælling...

Finder i dagens Politiken et usædvanligt eksempel på en fortælling i 1. person - hvor fortæller-jeg´et ikke er journalistens, men hovedpersonen i fortællingen.
   Rubrikken er "En danskers flugt fra Syrien". Underrubrikken lyder: "Maria Boll, 27-årig studerende, var i Syrien som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop-rejser. Her er hendes beretning om flugten til Jordan.

Når jeg lægger særligt mærke til den artikel, så er det blandt andet fordi jeg har været specialevejleder for en gruppe studerende som ville eksperimenterer med fortællende journalistik - vel at mærke fortalt i jeg-form af hovedpersonen i fortællingen.
   Det interessante var at de var stødt på "dogmet" om at et stykke fortællende journalistik skal skrives i 3. person, med journalisten selv som den udenforstående anonyme fortæller. Men hvorfor egentlig det? - undrede de sig over.
   De kunne opregne flere fordele ved at skrive journalistiske fortællinger i jeg-form: større personligt nærvær, mindre fortællerdistance.
   De havde så fundet ud af at hvis man gik til radiomediet, så var der forbilleder at hente i radio-montagen som ofte kunne være formet som en fortællermonolog, stykket sammen af interviewsekvenser hvor spørgsmålene fra tilrettelæggeren var klippet ud.
   De fandt også ligheder mellem deres journalistrolle ved en 1. personfortælling og så ghostwriter-rollen fx i selvbiografier i jeg-form.

Det var efter min mening en interessant problemstilling de studerende var rendt ind. En problemstilling som blandt andet understregede hvor vandtætte skodder der altid har været mellem skreven journalistik og journalistik i radio  og tv. For i de to elektroniske medier har en personlige gennemgående jeg-fortæller som hovedperson jo været noget velkendt og hyppigt brugt i mange, mange år - som en nærmest main-stream dokumentarisk fortælleform; mens de studerende jo kunne konstatere at muligheden stort set ikke var nævnt - endsige beskrevet i den nyere faglitteratur om den narrative jouranlistik. Et fortæller-jeg i skrevne journalistisk fortællinger var altid i faglitteraturen journalistens eget "jeg".

Men her fandt jeg så pludselig et eksempel i dagens avis på det de studerend havde skrevet om og selv eksperimenteret med.
   Fortællingen indledes sådan her - et anslag der skaber spænding og fremdrift:
Tror du vi kommer levende herfra?
   Min veninde kigger op fra sit skjul i bunden af bilen. Jeg stirrer ud i den blå himmel, som er det eneste, jeg kan se fra bunden af bilen. Jeg kan høre skudregn få kilometer væk, opg chaufføren rukker sig længere ned i sædet. Spørgsmålet bliver hængende ubesvaret i luften.
   De sidste 12 dage har jeg opholdt mig  i Syrien og oplevet, hvordan det arabiske forår for alvor har sat ind. Stemningen er spændt, der er meget militær, og man får følelsen af stilhed før stormen. Nu vil jeg ud af Syrien, og derfor sidder jeg krøllet sammen i en kavet stilling i bunden af en taxa fra Damskus til Amman.
Fortællingens dramatiske midterafsnit er formuleret sådan her:
Vores medpassagerer - et britisk par - råber "get down", og min veninde klemmer min hånd hårdt. Foran os kommer en lasbil kørende i vores spor på motorvejen. Lastbilen blinker vildt med lyset og vinker os tilbage. Vi har knapt drejet om om på motorvejen før vores chauffør drejer ud på en mark og kører 'off road'. Vi ligger stadig i bunden af bilen og kan høre skuddene nærme sig. Vores off road-vej ender blindt, og vores eneste mulighed er at vende om og køre tilbage mod skuddene - benzinmåleren er begyndt at blinke.
Det er fortællingens point of no return, for de kommer trods alt videre mod Jordan, selv om de her var ved at vende om.
   Og sådan klimakser historien - med en happy end:
Kampvogne og soldater i vejsiderne er klar til at rykke ind. Vi har set hundredvis af desperate frihedssøgende syrere i øjnen og hørt alt for mange skudsalver.
   Ved grænsen tjekker de vores kameraer,og alt, hvad der ikke passer på grænsevagtens billede af Syrien, bliver slettet. Da vi endlig kører ind i Jordan som de få heldige, får tårerne frit løb.
Man bemærker at historien er fortalt i dramatiserende nutid.

Fortællingen virker ikke bare som en mundtlig øjenvidneskildring skrevet ned af en journalist. Den virker bearbejdet så opbygningen faktisk følger en berettermodels spændingskurve. Om Maria Boll Jensen har fået hjælp af en journalist, fremgår ikke.
   Men det fungerer fint, og virker friskt. Kreativt tænkt og udført.