Hvad ved man efterhånden om hjernens kemi - når det gælder grænserne og forbindelsen mellem sindslidelser og kreativitet?

I de snart 6 år jeg har haft min blog kørende, har en af 'trådene' jeg har forfulgt, været sammenhængen mellem emnet 'kreativitet' og det som den moderne hjerneforskning løbende finder ud af, blandt andet når det gælder 'kemien' i hjernen: hormoner, neotransmittere, mv. - eller bevidsthedsudvidende stoffer som LSD, alkohol, amfetamin.

   Og jeg har jævnligt været omkring de forbindelseslinjer hjerneforskerne efterhånden har kunnet trække mellem 'kreativitet' og forskellige former for sindslidelser.

   Derfor er jeg særlig opmærksom på når der dukker nyheder op på det område i medierne.

 

I Weekendavisens videnskabstillæg fra den 18. december var der en kort notits som fangede min opmærksomhed - primært fordi jeg for nylig har skrevet om assperger-autisme med afsæt i en radioudsendelse om emnet i serien "Hjernekassen".

   Rubrikken lød

Autisme og hjernekemi

Artiklen fortalte at forskere på MIT med Caroline Robertson i spidsen havde identificeret en sammenhæng mellem hvordan autister typisk opfører sig, og et særligt signalstof i hjernen kaldet GABA, et stof som jeg ikke tidligere har været opmærksom på.

   GABA har som primær opgave at hæmme aktiviteter i hjernen og begræsnse kommunikationen mellem hjerneceller. Og det forskerne mener at have fundet ud af, er at mennesker med autisme gennemgående har for lidt GABA.

   

Artiklen bruger fine metaforer (der støder lidt sammen,) til at forklarer:

GABA fungerer som en slags håndbremse, der kan bremse modtagelsen af alle de stimuli, som hjernen modtager. Hvis den bremse ikke er der, vælter stimuli ind som en kaskade, og der kan ikke dannes mening med informationerne.

Istedet for "håndbremse", skriv hellere "vandhane".

Autisters særlige adfærd kan altså tolkes som mere eller mindre et resultat af GABA-underskud i hjernen, som gør det vanskeligt for dem at få mening i de mange sanseindtryk fra omgivelserne som de bliver mentalt overvældet af - og mentalt må "forsvare" sig imod med 'autistreaktioner'.

Jeg kobler dette sammen med flere andre emner jeg har været inde på tidligere:

- HSP - den særligt sensitive personlighedstype som angiveligt udgør 15-20 procent af befolkningen. De er bl.a. kendetegnet ved en form for social indadvendthed som forklares med at ydre impulser let bliver "for meget", man stresser hurtigt, bliver "excited", og man skal derfor bruge længere tid end andre til at sortere og bearbejde indtrykkene for sig selv.

   Bingo: en søgning der googler "HSP" sammen med "GABA", giver flere tekster hvor der står at det kan virke "beroligende" for mennesker der tilhører typen HSP, at tage stoffet.

- Begrebet LI - Latent Inhibition - som er den generelle egenskab ved hjernen som forhindrer at alle mulige dele af hjernen frit kan sende nerveimpulser til alle mulige andre dele af hjernen.

   Ifølge faglitteraturen kan svækket eller relativt lav LI (=LLI) være en medvirkende eller udløsende faktor for skizofreni og ADHD.

    Men effekten kan også være øget kreativitet. Hjerneforskeren Shelly Carson siger:

“Our research results indicate that low levels of latent inhibition and exceptional flexibility in thought predispose people to mental illness under some conditions and to creative accomplishments under others.”

Og bingo igen: en søgning på "Low Latent Inhibition" og "GABA" giver blandt andet følgende citat fra en seriøs faglig blog:

If all that sounds way too simple, Dr. Krystal rolled out a far more complicated scenario involving glutamate’s tag team partner, GABA (the main inhibitory neurotransmitter), in particular a group of GABA neurons referred to as chandelier cells. In this context, GABA helps prevent glutamate from running wild. When involved in working memory, GABA tunes out distractions from competing neurons, allowing the brain to focus. But a deficit in NMDA glutamate receptor function effectively disables GABA chandelier cells.

- Man har i ganske mange år forbundet sindslidelsen depression med mangel på en anden neurotransmitter i hjernen: serotonin.

    Relativt mange kunstnere har perioder af depression, nogle af såkaldt 'bipolær lidelse' som tidligere blev kaldt maniodepressivitet (det var det Viggo Kampann led af). 

   To af vores mest kendte danske filminstruktører har klart depressive tendenser: Lars von Trier og Nils Malmros.

    På nettet kan man finde oversigter over "kendte mennesker" der angiveligt har lidt af depressioner, heriblandt er der rigtig mange kunstnere:

http://www.nursingschools.net/blog/2010/10/50-famous-artists-thinkers-who-have-struggled-with-depression/

Googler jeg "serotonin" og "GABA" er der også bid med det samme.

   I en artikel omtales GABA som 'hjernens naturlige valium', og rubrikken har titlen: "GABA & Serotonin Deficiency Anxiety". Læs mere her:

http://www.balancingbrainchemistry.co.uk/peter-smith/26/GABA-Deficient-Anxiety.html

En anden artikel gennemgår hvad "neurotransmittere" er for noget, og deler dem i to hovedgrupper: de hæmmende ("inhibitory") og de stimulerende ("excitatory"). 

   Til de hæmmende hører serotonin og GABA, til de stimulerende hører noradrenalin ("norepinephrine") og adrenalin "(epinephrine").

   Endelig nævner artiklen dopamin som en vigtig neurotransmitter, og fortæller at dopamin har effekter som gør at den hører til både i gruppen der hæmmer, og i gruppen der stimulerer. Flere faglige kilder taler ligefrem om "dopaminsystemet", som her:

New research shows a possible explanation for the link between mental health and creativity. By studying receptors in the brain, researchers at Karolinska Institutet have managed to show that the dopamine system in healthy, highly creative people is similar in some respects to that seen in people with schizophrenia.

Den artikel fra sciencedaily.com uddyber hvad man indtil nu (2010) har kunnet sige om sammenhængen som nu har fået forskningsmæssigt back-up:

High creative skills have been shown to be somewhat more common in people who have mental illness in the family. Creativity is also linked to a slightly higher risk of schizophrenia and bipolar disorder. Certain psychological traits, such as the ability to make unusual bizarre associations are also shared by schizophrenics and healthy, highly creative people. And now the correlation between creativity and mental health has scientific backing.

En af forskerne bag undersøgelsen er den svenske professor dr. Ullén fra Karolinska Instiuttet:

"We have studied the brain and the dopamine D2 receptors, and have shown that the dopamine system of healthy, highly creative people is similar to that found in people with schizophrenia.

   "The study shows that highly creative people who did well on the divergent tests had a lower density of D2 receptors in the thalamus than less creative people. Schizophrenics are also known to have low D2 density in this part of the brain, suggesting a cause of the link between mental illness and creativity."

Thalamus er det center i hjernen der fungerer som en slag relæ som filtrerer informationer før de fordeles til andre dele af hjernen, fx frontallapperne. Og teorien er her at denne filtreringsfunktion er svækket hos særligt kreative mennesker, så flere informationer lettere 'flyder' igennem:

"Fewer D2 receptors in the thalamus probably means a lower degree of signal filtering, and thus a higher flow of information from the thalamus," says Dr Ullén, and explains that this could a possible mechanism behind the ability of healthy highly creative people to see numerous uncommon connections in a problem-solving situation and the bizarre associations found in the mentally ill.

Og så slutter artiklen med en flot kobling til metaforen om at særligt kreative mennesker er særligt gode til at "tænke ud af boksen", nemlig at det kan være fordi boksen hos dem er gået lidt i stykker:

"Thinking outside the box might be facilitated by having a somewhat less intact box," says Dr Ullén about his new findings.

http://www.sciencedaily.com/releases/2010/05/100518064610.htm

Om forfatteren Tomas Espedal - og autofiktionens muligheder og forudsætninger i levet liv

I min gennemgang af udklipsbunken fra efteråret finder jeg forfatternavnet Tomas Espedal.

    Tomas Espedal er en norsk skribent som jeg ikke har hørt og læst om før. Og heller ikke læst noget af.
   Så hvorfor har jeg gemt det? Hvad rager det mig?

Kim Skotte havde et langt portrætinterview med ham i Politikens kulturtillæg i den 10. november.  Rubrikken: "Jeg frasiger mig rollen som intellektuel".
   Tomas Espedal er som forfatter og personlighed beslægtet med Karl Ove Knausgaard, ham med mammutværket "Min Kamp".
   Men hvor Knausgaard skriver langt, længere, længst, skriver Espedal kort, koncentreret, destilleret. Og Espedal var mange år tidligere ude med at skrive såkaldt 'autofiktion'. Hans anden bog: "Jeg vil bo i mit navn" er fra 1991. En virkelig pioner.

'Autofiktion' er betegnelsen for en blanding af selvbiografisk virkelighedsfremstilling og digtet fantasifortælling hvor forfatteren tillader sig at fastholde en såkaldt 'dobbelkontrakt' med læseren som gør det uigennemskueligt hvad blandingsforholdet er - selvom subjektet, fortællingens 'jeg', skriver under eget navn.

Tomas Espedal skriver altså 'autofiktion', og han skriver med "tab" og "savn", "forladthed" og "angst" som kreativt brændstof. En melankoliker der som et permanent 'mind-set' aner katastroferne i livshorisonten.
   Han har i sine unge dage boet og levet som 'boheme' i København. Han fortæller at han er blevet stærkt inspireret  af den danske forfatter Thorkild Hansens dagbøger.
 
Tom Espedal er som mange særligt kreative personligheder 'mønsterbryder'. Han er ud af en arbejderfamilie - og opfatter sig selv som en "outsider" på det norske parnas. 

   Han fortæller at han "har skrevet uden læsere i 25 år". Oplagene har ligget omkring 800.

Men anledningen til interviewet er at Espedal i de seneste år har fået både stor læsersucces og  høj anerkendelse af kritikerne med den selvbiografiske trilogi: "Gå", "Mod kunsten" - og sidst: "Mod naturen".

   Til Kim Skotte fortæller han i et tidligere interview fra 2010 i anledning af bogen "Mod kunsten":

Min familie var en arbejderfamilie. Jeg ville fortælle oldefars, farfars og fars historie, og det var en arbejderhistorie, som ikke rummede nogen som helst form for kunst. Så opstod paradokset, at det at fortælle om det i sig selv blev til kunst. Og han, som skal fortælle om det, bliver forfatter. At fortælle om arbejdet skubber ham i retning af kunsten. Det er den ambivalens, jeg ville have frem.

Selve det at skrive om sin barndoms sociale forankring i (industri)arbejderklassen, er med til at bryde mønstret og bidrager til at tvinge ham ud af de tunge sociale bindinger og negative forventninger - og dermed til at gøre ham til kunstner.
   Et uddybende citat fra et af Thomas Espedals 'breve':

Jeg liker godt å ligge i sengen og lytte til bråk, jeg forestiller meg ting, ser alt for meg; det minner meg om den gangen jeg var barn og foreldrene mine festet, jeg ble sendt til sengs, og her ligger jeg og hører lydene av min egen barndom, det er lyden av ensomhet og avstand, det må være fantasiens lyd, kanskje er det også skrivingens lyd.

Espedals variant af den i forvejen blendede  'autofiktion' er yderligere eksempler på blending - nemlig af litterære genrer: Hans bøger kombinerer romanen, dagbogsnotatet, brevet, essayet og lyrikken. Og han får litterær anerkendelse for at være en af de forfattere der "anviser nye veje for romanen".

I et interview til det norske abc-nyheter.no fra 2009 fortæller han om sit problemeatiske forhold til skolen. Og til det at arbejde - vel at mærke ikke som industriarbejder som sin far, men som en slags skrivende "fabriksarbejder":

- Skolen var det så vidt jeg tålte. Det handler om å gjemme seg, å stikke seg unna for å lage sin egen fantasiverden. Det er det barn gjør, men det blir ofte ødelagt, gjør det ikke? På grunn av alle kravene som stilles til en etterhvert. Å være forfatter handler om å gjemme seg unna i sin egen verden. Jeg bestemte meg tidlig for at jeg ikke ville jobbe. Jeg hadde sikkert bare kranglet og ødelagt for de andre. Men jeg er glad i å arbeide. Jeg tenker på måten min å skrive på som et håndtverk, som meg selv som en slags produsent av tekst, sier forfatteren.

   Det finnes ingen datamaskin på Tomas Espedals pult, men derimot blomster, et askebeger, to lamper og en Brother AX10 skrivemaskin. For sikkerhets skyld har han kjøpt fem skrivemaskiner. Der sitter han på en stol ved en pult og et vindu på Askøy og slår ordene sine inn på papiret.

   - Jeg innbiller meg at jeg jobber på en fabrikk, at det å skrive er å være en slags fabrikkarbeider. Jeg jobber med lim og saks. Det er et vakkert å arbeide slik, forteller forfatteren.

   - Mange vil jo mene at det er bedre å være forfatter enn industriarbeider?

   - Ikke i min familie. Min familie ser på meg som en tulling. Det er nok bare du og et par andre som ikke gjør det. Jeg setter industriarbeidet veldig høyt. Min far ble rastløs når han ikke arbeidet. Han ble identisk med sitt arbeide. Det har jeg også blitt. Sommerferie for meg er et evig helvete hvert år. Jeg mister kontinuiteten i arbeidet. Juleferien er bedre fordi da er det kaldt og mørkt og veldig vakkert, sier han.

Det norske ord "tulling" betyder 'tåbe' eller 'tosse'. Han idealiserer tydeligvis faderens livs- og arbejdsform, selvom han ikke selv kunne holde den ud i ret lang tid. 

Jeg har på fornemmelsen at en del af drivkraften i Espedals skriveri er 'kreativ vrede'. Som ung har han været aktive bokser - og kom let i håndgemæng på værtshus.

Jeg er vokst opp i en gate med blokker. Hvis noen sa noe stygt til meg, så sloss vi. Jeg kjenner det fremdeles. Hvis noen er uenige med meg, hvis de er usaklige, så vil jeg bare slå dem ned. Og det er jo ikke noe godt utgangspunkt. Der må jeg være forsiktig. Jeg må bare legge det helt vekk. (latter)

   Har du fortsatt et blikk for slåssing?

   – Åja, det har jeg. Jeg har fått slått ut alle tennene, har blitt stukket med kniv og alt mulig. På et tidspunkt, da jeg hadde vært vill og gal lenge, fant jeg ut at jeg måtte trene det vekk. Så jeg har trent det vekk. Når jeg går mye ut og drikker, sier folk ofte provoserende ting til meg, men jeg har trent på at folk skal kunne si helt utrolige ting til meg, uten at jeg reagerer.

http://www.nattogdag.no/kunst/artikler/4872/imot-litteraturen#.UOF6s2_8KSo

Efter eget udsagn lærte han at blive en slagsbror af faderen, som hverken læste bøger eller aviser. Mens morderen der var sekretær, til gengæld gav ham en skrivemaskine da han blev 16 år.

Og ikke blot skriver han på en gammeldags skrivemaskine, han retter og redigerer i manus ved at klippe og klistre - altså konceptuel blending som en rent praktisk proces med fysiske redskaber som saks og limstift. 

   Så på forlaget er de ikke alt for begejstrede for hans manuskripter:

- De hater det. Manuskriptene mine ser ut som levende organismer når jeg er ferdig med å klippe og lime i dem. «Det der må du levere på et museum», sa de da jeg kom med boka mi. Jeg hadde bundet den fint sammen og troppet opp på kontoret for å levere den fordi jeg ikke turde å sende det i posten, forteller han.

Hemmeligheden bag hans og andre autofiktive forfatters grænseoverskridende litteratur er ren ordmagi: bare at skifte tredeje person ud med "jeg" i en fortælling, gør en kæmpe mental forskel.  Man skulle jo ellers ikke tro det, hvis historien ellers er den samme og stoffet stadig personligt erindret og erfaret. Men...

Jeg brukte tredjeperson i et par bøker, men da jeg skrev “jeg” første gang og brukte navnet mitt samtidig, så skjedde det noe med tekstene som jeg var helt avhengig av. Jeg kan ikke reflektere for mye over det, men jeg så helt konkret at da jeg innførte mitt eget navn, oppsto det en intensitet som de andre bøkene hadde manglet. Jeg har ikke helt oversikt over hvorfor. Er det fordi en mytologiserer seg selv? Fyrer det opp et bål? Jeg er kun opptatt av språket. Hvis jeg ser at en idé gir et dårligere språk, så må jeg forlate den. Hvis den gjør tekstene bedre, må jeg forfølge den. Jeg har brukt mitt eget navn, mine egne adresser.

Jeg har i en masse indlæg her på bloggen plæderet for at den kombination af specielle og modsætningsfyldte  personlighedstræk som kendetegner de særligt kreative, (delvist) er et resultat af specielle erfaringer i barndom og ungdom: erfaringer med at blive tvangsforflyttet og ufrivlliget skifte sprog, skole, miljø; erfaringer med tab af forældre-relationer ved skilsmisse eller alkoholmisbrug; erfaringer med at blive mobbet af jævnaldrende og føle sig udenfor og anderledes.

   Det kunne forlede nogen til at tro at den senere selvrealiserende udfoldelse af kreativiteten i voksenlivet - i kunst, i videnskab, i  sport, i undervisning og formidling, som entreprenør - at det så var en form for selv-terapi, et forsøg på at hele sår.

   Det har jeg imidlertid aldrig tænkt, ment eller skrevet. 

Det jeg forestiller mig er snarere at disse særlige erfaringer sætte sig varige spor i formningen af en stadig meget plastisk hjernes nervebaner og -forbindelser, en udvikling som udstyrer den voksne personlighed med et særligt mind-set der igen og igen aktiverer hjernens 'belønningssystem'  gennem den kreative aktivitet.

   Belønningssystemet udløser en række såkaldte 'signalstofffer': endorfin, adrenalin, serotonin, dopamin, en endogen coctail der giver en berusende "lykkefølelse" som den særligt kreative personlighed altså er blevet afhængig af - som en slags kreativitetsnarkoman. 

   Det er det jeg forestiller mig. 

Tilbage til Tomas Espedal.

   Spørgsmålet om autofiktionen som en slags selvterapi, får Tomas Espedal nemlig også jævnligt. Her i et interview i Kristeligt Dagblad fra maj 2010:

Når Tomas Espedal siger, at det er skriveriet, han klamrer sig til, når angsten får et lidt for fast tag i ham, og han samtidig hævder, at hans seneste fire bøger har været fuldstændig selvbiografiske, kan man få mistanken, at forfatterskabet bruges som selvterapi. Men sådan hænger det ikke sammen, påstår den norske forfatter.

   "I selvterapi ligger der, at der skal være en form for trøst og helbredelse. Men det, jeg gør, er det modsatte. Jeg river igen og igen skorpen af et sår, som konstant holdes åbent, fordi andre mennesker læser noget om mig, der er meget personligt," siger han og virker oprigtigt overrasket, da han bliver spurgt om, hvorvidt den slags litteratur ikke fremstår meget selvcentreret.

   "Det har ikke noget med selvoptagethed at gøre, det har noget at gøre med en undersøgelse af noget liv, som også berører andre. Vi er nogle forfattere, der er blevet trætte af romanerne. Trætte af deres konstruktioner. Hvis du har læst meget litteratur, og det ikke er skrevet ufattelig godt, så er det helt uinteressant. Så vi forfattere må jo forsøge at nærme os nogle nye muligheder, og en af dem er at skrive selvbiografisk," siger han og forklarer, hvordan han selv kom frem til, at dette var måden, han ville prøve at skrive på.

   "Jeg fandt ud af, at jeg skulle skrive på den måde, da folk omkring mig begyndte at forsvinde. Pludselig kommer man til at tænke på, hvordan ens mor, mormor og morfar, farmor og farfar egentlig var, og så begynder skrivningen automatisk, fordi man ser dem for sig og har dialogen med dem," siger han og funderer lidt, inden han afslutter sin tale: 

"Helt eksakt handler det vel om at genskabe noget af det, man ellers havde glemt."

Jeg kan identificere mig med Tomas Espedal. Derfor gemte jeg udklippet med interviewet med ham.

   Dels døde min mor da jeg var 20 år. Det tab og savn har jeg aldrig tilladt mig at skrive om - før her og nu. Men burde have gjort det. 

   Hun opmuntrede både min interesse for at male og tegne og stimulerede min lyst til at læse bøger - i metervis. 

   Hun tog mig som 14-15-årig med til en Klee-udstilling og en Nolde-udstilling på Charlottenborg. Og jeg husker det endnu som stærkt betagende oplevelser - mødet med de to kunstnere.  

   Dels genkender jeg her fra blogskriverierne den befriende oplevelse af at kunne tillade mig at skrive "jeg", og at kunne tillade mig at blande personlige erindringer og aktuelle oplevelser ved at male - med faglige og saglige aha-oplevelser ved læsning af inspirerende fagbøger og ved mødet med kunst og arkitektur på udstillinger og rejser.  

Nyhedskriterierne - når de sætter sig på hjernen hos læserne

I slutningen af Wikipedias artikel om nyhedskriterier - "news values" - finder man et afsnit som handler om "audience perceptions of news". Det er interessant fordi det kommer ind på hvad det er der sker i hjernen på nyhedspublikummet som gør at de tiltrækkes af "nyheder" - altså modsvarende des spørgsmål jeg stiller om udøvende journalister i indlæggene om neurojournalistik og nyhedskriterier her:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Ligesom man kan sige om dramaturgiens principper at de i virkeligheden implicerer en psykologisk model af det der foregår i publikums hjerner når de ser en film eller et teaterstykke, så kan man sige at nyhedskriterierne tilsvarende implicerer nogle principper for en fysiologisk og neurologisk forankret læserpsykologi når læserne møder nyheder i avisen, fascineres og fanges af dem og forledes til at læse dem.

   Wikipedia skriver:

Conventional models concentrate on what the journalist perceives as news. But the news process is a two-way transaction, involving both news producer (the journalist) and the news receiver (the audience), although the boundary between the two is rapidly blurring with the growth of citizen journalism and interactive media.

   Little has been done to define equivalent factors that determine audience perception of news. This is largely because it would appear impossible to define a common factor, or factors, that generate interest in a mass audience.

   Basing his judgement on many years as a newspaper journalist Hetherington (1985) states that: “…anything which threatens people’s peace, prosperity and well being is news and likely to make headlines”.

   Venables (2005) suggests audiences may interpret news as a risk signal. Psychologists and primatologists have shown that apes and humans constantly monitor the environment for information that may signal the possibility of physical danger or threat to the individual’s social position. This receptiveness to risk signals is a powerful and virtually universal survival mechanism.

   A 'risk signal' is characterized by two factors, an element of change (or uncertainty) and the relevance of that change to the security of the individual.

   The same two conditions are observed to be characteristic of news. The news value of a story, if defined in terms of the interest it carries for an audience, is determined by the degree of change it contains and the relevance that change has for the individual or group. Analysis shows that journalists and publicists manipulate both the element of change and relevance (‘security concern’) to maximize, or some cases play down, the strength of a story.

   Security concern is proportional to the relevance of the story for the individual, his or her family, social group and societal group, in declining order. At some point there is a Boundary of Relevance, beyond which the change is no longer perceived to be relevant, or newsworthy. This boundary may be manipulated by journalists, power elites and communicators seeking to encourage audiences to exclude, or embrace, certain groups: for instance, to distance a home audience from the enemy in time of war, or conversely, to highlight the plight of a distant culture so as to encourage support for aid programs.

Et langt Wikipedia-citat. Jeg prøver i det følgende at "oversætte" det til min egen tænkning.

En nyhed indeholder i princippet en kognitiv overraskelse, noget sker der ikke er ventet, og alt uventet er ukendt og kan være farligt. Sådan er vi menneskers og vist nok alle dyrs hjerner indrettet. Oplevelsen af det uventede aktiverer et handleberedskab der har et hormonalt og dermed emotionelt udspring.

   Menneskets hjerne er derfor permanent på vagt over for overraskelser - og optaget af at at afsøge omverdenen for faresignaler - for mentale input og sansninger der tyder på at noget kan true dets sikkerhed, eller som indebærer en risiko. Sådanne signaler er altid udtryk for at noget vil eller kan ændre sig i vores omverden. 

   Vi har oven i købet et særligt hormon som aktiveres lige så snart sådanne signaler og tegn på fare og ricisi rammer vores sanseapparat: adrenalin som også kaldes fight-or-flight-hormonet: en pludselig høj lyd, et skift fra lys til mørke, noget der pludselig gør ondt, etc. kan udløse det.

   Det var den viden som dem der opfandt nyhedsjournalistikken for flere hundrede år siden, omsatte til ideen om at nyheder kunne sælge aviser.

Når folk læser (lytter til, ser) nyheder, så læser de grundlæggende med et afgørende spørgsmål i baghovedet: Er der noget i disse overraskende informationer der kan være farligt, truende eller risikabelt for mig og min familie, mine venner, mit arbejde etc.? 

   Og farligt betyder altså noget der ændrer ved den nuværende relativt stabile tilstand jeg om mine nære omgivelser i øjeblikket lever i.
    At købe og læse nyheder er altså for folk først og fremmest motiveret som en sikkerhedsforanstaltning og en garantiordning.

   Man kan i denne sammenhæng minde om  det bevingede ord: "Intet nyt, er godt nyt". Eller om Kim Larsen der en gang har sagt at for en journalist er en god historie altid en dårlig historie.

Hvad indebære et sådan bio-psykologisk udgangspunkt for forståelsen af  nyhedskriterierne?

Sensationskriteriet er det mest oplagte at forbinde med dette udgangspunkt. Ifølge ordbogen refererer "sensation" til noget der overrasker, vækker opsigt og er fascinerende - og derfor skaber en "stærk følelse af grebethed, spænding hos en person; sindsbevægelse".
   Grundlæggende er sensationsoplevelsen kriteriet for den ultimative overraskelse.
  Og i princippet er effekten af den sensationelle begivenhed så stærk at hjernen ikke umiddelbart kan sætte det ind i en logisk eller velkendt forklaringsramme. Derfor er en sensationshistorie altid en der udløser hjernens fare-reaktioner, emotionelle reaktioner der er resultatet af en direkte respons fra det limbiske system, som udløser adrenalin.

Det giver i hvert fald også god mening til  konfliktkriteriet,  relevanskriteriet og nærhedskriteriet som jeg har omtalt i det tidligere indlæg om nyhedskriterierne.

   Konfliktkriteriet aktiverer i princippet også et fareberedskab hos læserne - med aktivering af adrenalinpumpen - specielt hvis det kan kombineres med identifikationskriteriet, nærhedskriteriet eller relevanskriteriet:
   Kan konflikten direkte ramme mig, eller er den så tæt på at jeg kan blive involveret i den, så er det farligt.

   Nærhedskriteriet betyder at vi er mere interesseret i en nyhed der foregår i nærheden af os end i én der ligger langt væk. Simpelt hen fordi den geografisk nære nyhedsbegivenhed har større sandsynlighed for at indebærer noget truende, risikabelt og farligt end den fjerne. 

   Relevanskriteriet er overordnet et kriterium som udspringer af spørgsmålet: What´s in it for me? Underforstået er der noget i nyheden som kan øge min sikkerhed, eller noget som kan øge risikoen i mit liv. 

   Når mange lærebøger om journalistik ikke nævner væsentlighed som et selvstændigt nyhedskriterium hænger det sammen med at væsentlighed ikke er noget der optager mennesker, med mindre det er "relevant for mig".

Dette bio-psykologisk fundament for nyheder, giver også mening til aktualitetskriteriet. 

   Hvor nærhedskriteriet forholder sig til fysisk afstand i rum, så forholder aktualitetskriteriet sig til afstand i tid. Hvis en begivenhed ligger fjernt i tid - er ikke-aktuel - så er det på en risikoskala sandsynligvis lidet relevant her og nu - og dermed ufarligt.
   Derfor den journalistiske foragt for "old news".

   Identifikationskriteriet indebærer mentalt og emotionelt set at en historie fortæller om mennesker vi kan genkende og leve os ind i. Og det vil sige mennesker som ligner os og dermed giver os tryghed. Det indebærer at identifikationskriteriet ikke har selvstændig betydning i nyheder uden i forbindelse med historier som aktiverer konfliktkriteriet eller sensationskriteriet.

Som jeg nu sidder her og skriver, så får jeg pludselig associationer til Ramchandrans universelle æstetiske principper - på neurologisk grundlag - hans bog "The Tell-Tale Brian".

   De kan ikke umiddelbart kobles til nyhedskriterierne, men alligevel har jeg på fornemmelsen at de er relevante for at forstå måden journalisten arbejder og tænker på når han/hun bevæger sig fra ide til den færdige artikel: gruppering, kontrast, symmetri, borte-tit, overdrivelse, orden i tingene, isolering, balance, metafor.

   Det vender jeg tilbage til senere.

Krigs-og voldsmetaforer i den journalistiske dækning af valgkampen - betyder det noget?

Rubrikken i Informations tillæg "Billeder" i går havde denne ordlyd:

Medier går amok i voldsrus over valgkampen

Og manchetten lød sådan:

Valgtæsk. Når de stemmeberettigede i dag deltager i demokratiets helligste ritual, kan de se tilbage på en valgkamp, hvor voldelige sprogblomster har stået i fuldt flor. Information har vist en række eksempler til tre sprogmennesker, der giver deres bud på, hvorfor blå øjne og tæsk får så meget plads i valgkampen. 

Det er jo ikke politikernes sprogbrug i valgkampen artiklen handler om. Det er journalisternes, rubrikforfatternes. Det er udtryk som "blodbad" til at beskrive tab af mandater, "uddele tæsk" om udtalt kritik af andre partier, "smadrer" til at beskrive at udtalelser splitter, "massakre" til at beskrive tab af mange mandater, "blåt øje"  og "vælgerlussing" til at beskrive fravær af stemmer i forhold til sidste gang.

   At der er tale om en underliggende krigs- og slagsmålmetafor, kan der ikke være tvivl om. Det er den som Lakoff og Johnson i deres bog "Metaphors We Live By" sammenfatter i den konceptuelle formel: ARGUMENT is WAR. Den politiske debat og udfaldet af vælgernes afstemning ses gennem krigens og det fysiske slagsmåls mentale optik.

  Den konceptuelle grundmetafor er ikke noget journalisterne har opfundet. Den er en del af vores tankemæssige set up. Den har tilsyneladende afløst en anden lidt mere fredelig metafor: POLITIK er SPORT. Sport er naturligvis også en form for konflikt, men reguleret og underlagt fairness-regler.

Men krigsmetaforerne er altså et resultat af det vi kalder konceptuel blending af to mentale input-rum: et hvori valgets politiske debat og meningsudveksling befinder sig, og et andet hvori krig, fysisk vold og slagsmål befinder sig. I det mentale outputrum optræder "the blend" som altså "framer" politik-udøvelse på samme måde som Bush i sin tid "framede" terrorisme: TERROR is WAR. I de danske aviser altså: DEMOKRATISK VALG er VOLD!

Men betyder det noget at journalisterne "dramatiserer" reportager og kommentarer ved at bruge den slags billedlige og anskueliggørende sprogbrug?

I og med at metaforerne jo er krops-konkrete, så er der ingen tvivl om at de aktiverer spejlneuroner - på den måde som vi tidligere har set at disse fungerer: Når man selv udfører en handling, nå man ser andre udføre den tilsvarende handling, og når man forestiller sig handlingen i fantasien, så er aktiveres den samme gruppe spejneuroner i præmotorcortex.

   Det at bruge ord for aggressive og voldelige handlinger - i "overført betydning" - "tænder" altså i følge "the neural theory of language" et særligt handlingsberedskab i premotorcortex som også er koblet til følelser som vrede og frygt.

   Og man må antage at de vælgere som "bombarderes" (der var den igen!) med den metaforiske volds-retorik, sættes i en slags permanent mental stresstilstand som udløser adrenalin - hormonet som forbereder en fight- og flight-respons i kroppen og hjernen.

Wikipedia fortæller:

In the human fight or flight response in prehistoric times, fight was manifested in aggressive, combative behavior and flight was manifested by fleeing potentially threatening situations, such as being confronted by a predator. In current times, these responses persist, but fight and flight responses have assumed a wider range of behaviors. For example, the fight response may be manifested in angry, argumentative behavior, and the flight response may be manifested through social withdrawal, substance abuse, and even television viewing.

Mennesker udmattes og bliver mentalt og fysisk trætte af at blive fasthold i en længerevarende stress-tilstand.

   Deraf får store befolkningsgruppers afsmag for politik og lede ved politikere - og ved journalister som gennem deres retorik aktiverer og holder stress-tilstanden kørende igennem flere uger.

NB! Tjek lige rubrikken igen i starten af indlægget. Den er i sig selv udtryk for en krigerisk metaforik: "voldsrus", "går amok". Her altså brugt til at beskrive de journalister der bruger den slags metaforer om politikere

   Høg over høg!

Den modulopdelte hjerne (3) - iflg. Steven Johnson´s "Mind Wide Open"

Jeg har tidligere referereret til synspunkt og tanker om kreativitet og nye ideer fra Steven Johnsons bog: "Where Good Ideas Come from - the natural history of innovation". Og en enkelt gang har jeg nævnt en anden bog af ham: "Mind Wide Open - Why you are what you think" i forbindelse med et tidligre indlæg om den modulopdelte hjerne:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/mozart-effekten-fantasi-eller-fakta-om.html

Bogen "Mind Wide Open" har som fremdriftselement et regulært "fortællerplot" - dvs. den drives frem af forfatteren der tager ud på en opdagelsesrejse hvor han bruger sin hjerne som forsøgsobjekt i forhold til forskellige måle-teknikker der kan vise billeder af hvad der foregår i hjernen. 

   Steven Johnson udsætter sig selv og sin hjerne for en række af de "neuro imaging"-teknikker som har betydet en revolution i hjerneforskningen de sidste 20 år - en revolution som også Lakoffs og Feldmans NTL- teori - "Den neuralet teori om sprog" - udspringer af.

   Wikipedia forklarer:

Neuroimaging includes the use of various techniques to either directly or indirectly image the structure, function/pharmacology of the brain. It is a relatively new discipline within medicine and neuroscience/psychology.

Altså, det drejer sig om de metoder man har udviklet til at visualisere spor af hvad der foregår i hjernen under forskellige omstændigheder og vilkår. 

   Og Steven Johnson fortæller om hvad en i øvrigt kyndig person får ud af visuel indsigt i hvad der foregår i hans egen og andres hjerner under de forskelige forsøgsopstillinger:

As you learn to detect these brain components, you start to recognize  how much multitasking is really going on in your own hedad. You realize that the emotion you feel isn´t simply a reaction to the world at  that moment, but rather something closer to a drug, with a strage life og its own. There´s whe used to call a "rational" you" and an "emotional you", and the two aren´t always in sync. Brain science has now given us more accourate descriptions of thes two sides of personality, mapped onto specific regions of the brain. Instead of "rational" and "emotional", today w have the "neocortical you" and the "limbic you".

Bogen starter med en beskrivelse af en aha-oplevelse for forfatteren. Han bliver målt med forskellige instrumenter som minder om en løgn-detektor. Og i den lidt anspændte test-situation kan han ikke lade være med at løse op for stressen ved at fyre nogle jokes af undervejs mens målingerne tages.

   Måleapparaterne viser så at hver gang han gør det, så udløser kroppen/hjerne samtidig et ordentligt skud adrenalin, som er det hormon vores hjerne/krop doper os med når vi er i den særlige alarmtilstand som kaldes "the fligt or fight-response".

Hvad der er årsag og virkning mellem den eksplosive stigning i adrenalinen i blodet og affyringen  af vitserne, fremgår ikke af Steven Johnsons beskrivelse.

   Men umiddelbart minder det om det man inden for dyrepsykologien kalder en "overspringshandling", dvs. en tilsynladende umotiveret adfærd i en situation hvor trangen til at blive og slås og trangen til at stikke af og flygte "vejer hinanden op" så ingen af handlingerne kan udføres.

   Overspringshandlingen har ingen logisk sammenhæng med dilemmaet, men fungerer som en udsættelse af et ubehageligt valgt. 

   Altså et kreativt produkt som et symbolsk udtryk for en emotionel frustration der skyldes et mentalt dilemma. På engelsk taler man i psykolgien om displacement.

Søger man på "overspringshandling" på nettet, så kan man se at "overspringshandlinger" i de fleste henvisninger opfattes som noget negativt, som tidsspilde i forhold til den opgave som man skal have udført eller er igang med at udføre.

  Men i Steven Johnsons personlige historie så er der jo tale om en kreativ handling - i form af humor og med udnyttelse af metaforer og ironi - som i så fald bruges som en spændingsdæmpende - en afslappende overspringshandling.
   Og det svarer meget godt til at humoristiske pointer tilsyneladende -  ligesom flow-processen i almindelighed - udløser endofiner i hjernen - en del af vores eget indre kemiske belønningsssytem. 

I psykoanalysen opfattes "overspringshandlinger" - i form af metaforiske forskydninger og metonymiske fortætninger i drømme, vittigheder, fortalelser mv. - som et helt centralt begreb til at forstå det ubevidstes forsøg på at udtrykke det som ellers forsøges undertrykt og fortrængt af over-jeget. 

   Og dermed er der en kobling til Freud og hans berømte moduopdeling af sinde i tre mentale instanser: ID, JEG, OVERJEG - instanser sindet som kan kæmpe om magten over bevidstheden.

Steven Johnson er i "Mind Wide Open" optaget af forestillingen om at hjernen er opdelt i moduler som skal arbejde tæt sammen og koordineret for at vi kan fungere i forhold til os selv og vores omverden Modulerne  arbejde relativt uafhængigt af hinanden, og kan derfor komme i "intern" konflikt. Fx når vi sender et "kunstigt smil" til en person som vi ikke bryder os om, men synes vi er nødt til at være venlige over for. Eller når vi "kvæler et grin" invendigt for ikke at fornærme chefen som lig har spillet klovn ved at falde ved siden af sin stol da han ville sætte sig.

Den første konklusion Steven Johnson kommer med meget tidligt i bogen lyder sådan:

You are the sum of your modules

Indsigt i din hjernes moduler og deres samarbejde (eller når de modarbejder hinanden), får man bla. gennem sygehistorier hvor mennesker har fået sat dele af hjerne ud af spillet gennem ulykke eller sygdom, sådan at de på de fleste felter stadig fungerer normalt men på helt specifikke adfærds områder pludselig er gået i sort. 

   Indsigt der dokumenterer modulerne får man  også gennem en lang række perceptionseksperimenter hvor hjernen får to opgaver der interfererer. Hvis man fx lader folk læse et ord der betyder en farve, mens bogstaverne i ordet viser en anden: SORT, BLÅ, GRØN, så konstaterer man at det forstyrrer og forsinker læsningen - i sammenligning med læsningen af ord hvor udtryk og indhold stemmer overens: SORT, BLÅ, GRØN.

Den næste konklusion Steven Johnson fremfører lyder sådan:

It´s a jungle in there

Dermed refererer han til den metafor han foretrækker at se og forstå hjernens funktion igennem: en tropisk jungle der med alle sine dyre- og plantearter udgør et stort ecosystem hvor modulerne både arbejder sammen og hjælper hinanden - og samtidig konkurrerer. 

For at mennesker kan fungere socialt må de have hjernen skruet sammen på en måde så de kan aflæse andres indre mentale liv. Så det er hans anden konklusion:

Deep down, we´re all extroverts

Dermed mener Steven Johnson at en lang række af hjernens forskellige moduler er "wired" - forbundet - så vi er i stand til at aflæse andre menneskers psykiske tilstand ud fra et kompleks af ydre kropslige kendetegn - især ansigtsmimik. Og at sådan en aflæsning af sindet hos den anden er noget af det tidligste et barn lærer i sit sociale samspil med sine forældre. 

   Det starter med "gaze-monitoring" - dette at vi lærer at følge den anden parts blikretning for derfra at kunne regne ud hvad den anden ser:

As we grow older, we scrutinize peoples eyes for subtler cues: not just what they´re looking at, but what they are thinking and feeling. Because our emotionalt systems are wired directly to our facial muscles, a la the Duchenne smile, we often get accurate portraits of other peoples moods just by scanning their eyes or the corners of their mouth.

   Gaze monitoring and emotional expression recognition are two of the fundamental  mindrading systems, but we also use other tricks. We monitor speech intonation carefully for emotional nuance. We put ourselves into other people´s mental shoes - what the cognitive scientists call the "simulation theory" of mindreading, according to which your brain is effectively running af mini-simulation of somen else´s to anticipate how the other person feel.

Der var det igen - det med at opfatte mental simulaton som forståelse - nemlig af hvad andre tænker og føler. 

   I den forbindelse henviser Steven Johnson til teorier om autisme og årsagerne til de mentale handicap som kendetegner autister. Han anfører at autister lider af "mindblindnes", på samme måde som nogen kan lide af ordblindhed. Og sammenligningen er ikke ment metaforisk.

Ordblindhed skyldes sandsynligvis problemer med forbindelserne mellem forskellige centrer når man læser eller skriver. I Weekendavisen fra den 8. juli forklarer Kjeld Johansen i en kommentar problemerne således - idet han mener at ordblindhed har sammenhæng med lateralitet (højre-venstre-"forvirring"):

De fleste hjerner er skruet sådan sammen, at opfattelsen af sprogets kontante mening forarbejdes i hjernens venstre hemisfære, medens de mere "skjulte" hentydninger (fx ironi og kærlige betoninger i måden, ordene siges på) forarbejdes i højre hemisfære. Det er også sådan, at højre øre arbejder mest samen med venstre hemisfære og omvendt. Mange børn (og voksne) med læse-/stave-problemer lytter primært med venstre øre. Det har en negativ betydning for deres opfattelse af sproget, men betyder tilsyneladende også, at de er mere end normalt følsomme over for den måde, man taler til dem på. 

   Adskillige børn med autistiske tendenser har det helt omvendt. De lytter næsten ikke med venstre øre og opfatter derfor ikke sprogets "skjulte" nuancer.

På samme måde mener hjerneforskerne altså at også autisters problemer har at gøre med at deres hjerner er "wired" på en særlig måde, som dels kan forklare at de har svært ved at "aflæse" hvad andre tænker og føler ved at iagttage deres ansigtsudtryk - og fx svært ved at forstå metaforer; og som dels kan forklare at de til gengæld ofte  har særlige mentale evner, fx når det gælder hukommelse. 

   En af teorierne som Steven Johnson ikke nævner, er at autisters spejlneuron-system ikke fungerer som det skal. 

    Men hans sidste konklusion om den modulopdelte hjerne lyder sådan:

Your brain contains some strange bedfellows

Hvormed han mener at de mange forskelligartede moduler med forskellige funktioner, kan være forbundet eller ikke-forbundet på mange forskellige og uforudsigelige måder: 

This is one of the key insights that neuroscience brings to our sens of self: strengths or weaknesses in one area are often predictive of strengths or weaknesses in seemingly unrelated areas. (...) The more you understand the mind in the light of modern brain sicience, the more you recognize thet isolated traits you possess aren´t necessarly isolatede - the brain is full of zero-sum games, where one talent prospers at the expence of another. Sometimes those balancing acts  involve relatede skilles, sometimes the connections is more obscure.

Hen imod slutningen af bogen sammenligner Steven Johnson den model af sindet som Freud var ophavsmand til med den "moderne" som SJ har jagtet og indkredset gennem sin bogs forskellige kapitler. 

   Han beskriver Freuds model af psyken gennem dampmaskinen som metafor - fyldt med libidoenergier som presser på og kræver udløsning, men som må undertrykkes og kontrolleres gennem fortrængninger. 

  Herover for stille han en anden metafor for den moderne hjerneforsknings syn: Sindet og hjerne fungerer som et komplekst lagdelt og modulopdelt økosystem hvor de forskellige dele spiller og agerer sammen og mod hinanden:

So this is your brain, in alle its multiplicity. You are part repetile, part mammal, part primate, parte homo sapiens. Your are at twitchy amygdale; you are a dopamine fiend; you are under the spell of oxytocin. You are an unthinkably complex series of connections, of links, spun together by your genes and by your livede experience. You are a walking assembly of patterns and waves, clusters of neurons firing in sync with one another.

Nyhedstrekanten får come back med web-tv - og andre historier om web-tv-nyhedernes anti-dramaturgi

Det fremgår af Rune Michelsens og Signe Rosendal Rasmussens oplysende rapport "Webtvaviserne - en analyse af mediernes brug af web-tv i uge 2, 2011" at dagbladene i deres web-portaler for det meste opererer med separate web-tv-nyhedsstationer - til hvilke de for det meste producerer traditionelle tv-nyhedsindslag – for det meste af meget små selvstændige web-tv-redaktioner. Og at det - for det meste - er en dyr fornøjelse.

Drop dem! For mig at se svarer det til at aviserne skulle oprette særlige sektioner for deres daglige pressefotos.

Nyhedstrekanten har i mange år været under kritisk beskydning fordi den inviterer til at man ikke læser hele artiklen til ende. Og til at den enkelte læser selv afgør hvornår han vil stå af og gå videre til en anden artikel. Den kritiske tendens har lydt: fra nyheder til aha-heder. Men rapporten viser at på nettet går det den anden vej. 

Nyhedstrekanten tager højde for at læseren er utålmodig og sekund for sekund tager stilling til: Skal jeg fortsætte - eller gå til en anden rubrik på siden - eller bladre videre? Det er det der ligger i den læser-/modtagerindstilling som kaldes lean-forward. Du er som læser aktivt søgende og mentalt set på spring under læsningen. Du kan frit springe fra - eller springe forbi.

En roman forudsætter en væsentlig anden læserindstilling: lean backward. Film og tv er også lean-backward-medier, og moderne tv-nyheder er produceret netop for at please et lean-backward-indstillet publikum.

Der er grund til at tro at hjernens kemi – den cocktail af hormoner, endorfiner, adrenalin og hvad de forskellige humørstoffer nu ellers hedder – er forskellig i hhv. lean-forward- og lean-backward-indstillingen. Som et tankeeksperiment kan man forestille sig at ved lean-forward-tilstanden kører adrenalin-pumpen, mens "bondinghormonerne" prolactin og oxytocin virker aktivt i lean back-tilstanden.

Udviklingen af aviserne de senere år har ført til at skrivning til nyhedstrekanten er kombineret med krav om flere indgange til historien: nyhed, baggrund, case, pressefoto, oversigtsgrafik, faktabokse, m.m. Der er tale om en slags nyhedscollage, hvor alle dele er kontekst for hinanden. Også denne segmentering i selvstændige brikker til historien, lægger op til lean-forward-indstillingen.

Med nettet som platform har nyhedstrekanten og princippet om de mange indgange i den grad fået sin renæssance. Og nettet er endnu mere et lean-forward-medie end avisen, fordi der på den gode netside både er mange indgange, og fordi man kan klikke vider til mange lag og stor dybde i indhold og kontekst. Kontekst i tre dimensioner, så at sige, forbundet gennem hypertekst der henviser på kryds og tværs.

   Enhver lidt længere nyhedsartikel på en medie.dk-side fortæller ligefrem med tydeligt markerede links hvor brugeren helt legitimt kan hoppe af og hen til en anden tematisk beslægtet artikel.

På nette kan man både snorkle i overfladen eller scuba-dive til bunden af historien. Og skifte på et øjeblik alt efter humør og behov. Uden at få dykkersyge. Og ydermere kan man så selv bidrage til ekstra kontekst ved at kommentere eller uploade supplerende billed- eller videomateriale.

I den sammenhæng er det traditionelle tv-avis-nyhedsindslag som en hund i et spil kegler!

Nyhedsindslag til broadcast-tv har karakter af en fint-sammenvævet nyhedsmontage af speak, interviewklip, reportage-klip med sound bites – evt. tilsat lidt grafik og en stand up. Og det er produceret så det kan og skal ses uden anden kontekst end oplægget fra nyhedsværten.

Meningen med den dyrt producerede, tætte og komprimerede nyhedsmontage er at seerne skal ”suges ind” fra start til slut.  Vi skal have information, identifikation og fascination leveret i et hug. Hele bevidstheden skal monopoliseres af oplevelsen og tvinges igennem et lineært mentalt udviklingsforløb bygget op efter en spændingskurve.

Identifikationen er det altafgørende i tv-nyhedsdramaturgien. Der skal være et subjekt vi kan identificerer os med – en hovedperson til at drive historien frem. Får seerne lyst til at zappe, er det en katastrofe, for så er det til en konkurrerende kanal. Tv-nyhedsindslaget både forudsætter og kræver lean-back-indstilling hos seerne.

Der findes efter min mening ikke et eneste argument for at producere klassiske tv-nyhedsindslag til publicering på nettet – andet end at sådan gør man jo når man er professionel tv-journalist. Det er ikke pengene værd. Og brugerne værdsætter ikke den dyrt producerede æstetik. Når det er råt er det godt – nok.

For web-nyheder gælder det at: Content is king! Og indholdet kan udliciteres og splittes op i små bidder – clips! Og brugerne kan få link-joy ved selv at samle det til en fortælling i hovedet ved at klikke rundt via hyperteksten.

Mens tv-nyheden kræver et subjekt i historien, så gælder det krav ikke web-tv-nyhedsklippet. For her er det brugeren der er subjekt, ham der dirigerer og interagerer. What´s in it for me? - er det styrende spørgsmål. Og mens fascinationen i en traditionel tv-nyhedsfortælling altid skal være integreret med identifikation og information, så kan web-tv-indslag være rendyrket fascination der kan nydes i et en enkelt spektakulære injektion.

Web-tv er altid indlejret – embeded - i en skreven og grafisk kontekst, nemlig hele web-siden – og det giver ikke mening at lade som om konteksten ikke er der. For konteksten er synligt til stede under hele afspilningen af de levende billeder i playeren.

Det er de færreste der klikker til full-screen når de ser web-tv, netop fordi det forstyrrer og bryder lean-forward-indstillingen. Det føles ubehageligt at skifte til lean-backward og tilbage igen. Det er ikke sådan på sekundet at skifte fra den ene kemiske tilstand i hjernen til den anden.

Nyhedsjournalistisk web-tv skal altså altid tænkes og produceres til indlejring i en skreven kontekst med interaktionsmuligheder. Hvis det er ”længere”, skal det være fortalt og opdelt i ”bidder” så man kan stå af undervejs, ligesom ved læsningen af en artikel efter nyhedstrekanten. Hver af disse segmenter skal kunne giv mening uden resten så man også frit kan klikke mellem dem.

Rubrikken er Gud

Indholdet er Kongen

Konteksten er Fædrelandet

Og brugeren er - Direktøren for det hele

Og man kunne tilføje at flere af de "dogmer" som har styret broadcast-nyhedernes dramaturgi, også står for fald i nyhedsindslag på nettet .

• Fx er "talking heads" noget man typisk forsøger at begrænse eller helt at undgå i analoge tv-avis-nyheder. 
• På nettet fungerer det fint med talende ansigter i billedet, med eller uden jakkesæt, og med øjenkontakt - uden dækbilleder eller andre visuelle forstyrrelser. 
• Og skilte med tekst som mellemlæg i stedet for speak i voiceover eller speaker i billedet, er også helt OK. 
• Har man et godt interview med en væsentlig eller sensationel person kun på en lydfil, så kan det fint afspilles i playeren uden dækbilleder til at forstyrre lytningen.
• I længere nyhedmagasin-historier vil man i broadcast-tv ofte kræve en "motor" - et mere eller mindre iscenesat handlingsforløb med en reporter eller en case i aktion i billedet - til at sikre fremdrift i indslaget. Det er overflødigt når det er web-tv. Der er "motoren" brugeren selv der gennem sin interaktion med sidens elementer og links leverer brændstof til fremdriften. 

Indlægget her er en let revideret og udvidet udgave af et indlæg på www.ahheder.dk. Rapporten om webtvaviserne, kan findes her: http://ahaheder.dk/?p=1109 .

Om at indfange tiden gennem metaforer - og om at indkredse journalistikken metaforisk

Der er mange fænomener som det ikke er nemt at beskrive, endsige definere klart, men som vi som mennesker alligevel er nødt til at tale om hele tiden. Fx TID.

    Men hvad er TID?

Svaret på det spørgsmål kan udgøres af en række grundlæggende konceptuelle metaforer som man så kan "trække på" når man skal tale om "tid":

• TID er EN BEHOLDER: 
• - Jeg kunne ikke fylde tiden ud; min tid er indholdstom.
• TID er ET LEVENDE VÆSEN: 
• - Jeg slog tiden ihjel med en roman; tiden sneglede sig af sted; tiden løber; tiden går; tiden stod stille; tiden fløj af sted.
• TID er EN MÅLBAR LINIE: 
• - Lang tid, kort tid, en times tid, mødet trak ud; deadline 
• TID er EN VÆRDIFULD RESSOURCE: 
• - Jeg har sparet timer op; jeg spilder min tid; tid er penge, min dyrebare tid, jeg sløsede med tiden; tiden løb ud; jeg har noget tid i overskud
• TID er ET FIXPUNKT: 
• - Et tidspunkt; - jeg kom til tiden;  - jeg ser frem til de uger der ligger forude; - hun har lagt det problem bag sig, opfindelsen var forud for sin tid.

Man kan altså sige at det at lære tiden at kende - at fatte hvad tid er - at det forudsætter nogle konventionelle mentale blending-operationer hvor der i det ene input-rum er det abstrakte TID og i det andet er en af følgende mere konkrete forestillinger: BEHOLDER, LEVENDE VÆSEN, RESSOURCE, LINIE, FIXPUNKT. 

   Disse operationer må være installeret permanent hos os mennesker samtidig med at vi lærer sproget. Og når vi så har fået dem installeret, så er det som en række forskellige mentale bankkonti vi kan trække på når vi taler og skal forklare os. 

Når jeg tænker på hele det kompleks af grundmetaforer som en serie mentale bankkonti man fx "trækker på" når man skal tale om tid, så forestiller jeg mig dem ordnet som et net der fanger og fastholder tiden - ligesom et bur af hønsenet hvori man kan holde høns indhegnet så de kan bruges produktivt til at lægge æg og til at levere kød når de slagtes. 

Historisk er nogle af metaforerne for tid sikkert de mest oprindelige fordi de netop referer til en konkret fysisk visuel kilde til metaforen. 

   Da man i forskellige kulturer opfandt soluret - i form af en pind eller en sten der stilles op så man kan følge dens skygge bevæge sig i en halvcirkel synkront med solens gang over himlen, så blev soluret altså en visuel metafor på tid der kan måles (i buelængder), tid der bevæger sig (som pindens skygge), tid som et fixpunkt (punkter på (ur)skiven).

   Soluret blev et fysisk synligt referencerum for begribelsen af tid; ligesom kroppens sanser er det fysiske referencerum for følelser og menneskelige relationer, og ligesom naturen er det fysiske referencerum for kreativitet (se foregående blogindlæg).

Disse forskellige grundmetaforer var dem Lakoff og Johnson analyserede frem og begrebssatte i deres bog 'Metaphors We Liv By'. De taler om konceptuelle metaforer. Jeg kalder det grundbegrebs-metaforer, eller forkortet: grundmetaforer.

   En enkel og smart måde at beskrive dem på, er at bruge den formel jeg har vist ovenfor:

X er Y

eller

X = Y

...hvor X er metaforens "target" og Y er dens "source". Den konvention er vist også opfundet af de to kloge herrer. 

    Jeg noterer dog lige at det altså er samme formel som jeg har brugt til at beskrive frames med: George Bush´ frame: TERRORISME er KRIG, eller traditionelt uddannede lægers frame:  PATIENTEN er et APPARAT ("apparatfejlsmodellen"). Og konceptuelle grundmetaforer er jo en særlig form for frames, så derfor er det ikke specielt mærkeligt at jeg får en tilsvarende ide som Lakoff og Johnson.

Lakoff og Johnson´s overbevisende eksempel på en sådan konceptuel grundmetafor er: ARGUMENT is WAR, som jeg i et tidligere indlæg har trukket på i danske sætningseksempler som: "Han forsvarede sit synspunkt", "Hun gennemhullede hans argumentation", "Debatten endte i en ren skyttegravskrig", "Deres uenighed eksploderede i et skænderi".

   Andre af de konceptuelle grundmetaforer som Lakoff og Johnson analyserer, er:

•  LIFE is A JOURNEY:
• - Han kom til sit livs endestation
•  THEORIES are BUILDINGS, 
• - Hans forskningsresultater var dårligt funderede
• IDEAS are PLANTS:
• - Hans ide blev gødet ved mødet med Marx

Opdag selv andre meningsfulde sætninger der kan uddrages af disse grundmetaforer.

Lad os så lige tage fat på en forestilling som er næsten lige så abstrakt og uhåndgribelig som tid, nemlig journalistik. Også her forsøger professionen selv i daglig tale at indfange og fastholde den fælles forestilling om hvad JOURNALISTIK og JOURNALISTER er - gennem et net af grundlæggende metaforer:

• JOURNALISTEN er EN SLAGTER/JOURNALISTIK er ET SLAGTERI 
• - Benhårde fakta 
• - Skære ind til benet 
• - Skære fedtet fra 
• - Vi skal have noget mere kød og blod i artiklen 
• JOURNALISTEN er EN KOK/JOURNALISTIK er ET KØKKEN 
• - Der skal mere sovs og kartofler 
• - Den historie er uspiselig for vores læsere
• - Menuen for "Orientering" i dag indeholder indslag om... 
• - News serverer de bedste og mest friske tv-nyheder i Danmark
• JOURNALISTEN er EN SPORTSMAND/JOURNALISTIK er EN SPORTSKAMP:
• - Historien skal sidde lige i skabet 
• - Lav dit benarbejde ordentligt
• - Den er lige til højrebenet 
• - Konkurrenterne får baghjul
• JOURNALISTEN er EN JÆGER/JOURNALISTIK er EN JAGT 
• - Den er lige på kornet
• - Nyhedsjæger søges 
• - Skyde med skarpt 
• - Skyde med spredehagl 
• - Med snuden i sporet 
• JOURNALISTEN er EN MORDER/JOURNALISTIK er DRAB
• - Et interviewoffer
• - Karaktermord
• - Revolverjournalistik
• JOURNALISEN er NARKOMAN/JOURNALISTIK er DOPE
• - Nyhedsfix 
• - Nyhedsjunkie 
• - Nyhedsnarkoman

Jeg kan ikke lade være med at få den tanke at der under en række af disse grundmetaforer for journalister og journalistik ligger referencer til at det at arbejdet som journalist indebærer at man dagligt kommer i en såkaldt flow-tilstand; og for at det journalistiske arbejde skal være rigtig godt, så er den tilstand ligefrem livsnødvendig at komme i.

   Og den tilstand, siger kreativitetsteorien, indebærer at der udløses dopamin, endorfin og adrenalin som stimulerer hjernen når den arbejder kreativt - men også presset af hensynet til en - ja, naturligvis - en 'deadline'. Og det er også de stoffer der udløses, når en jæger går at jage, eller når en idrætsmand bedriver sin sport, eller når en slagter slagter og parterer dyr.

Apropos: En artikel i Politikens 'Lørdagsliv' idag fortæller at en kvinde er blevet "afhængig" at at motionsløbe, så hun får abstinenser hvis hun ikke løber mindst 3 timer dagligt. Og jeg er faktisk begyndt at spekulere på om jeg er ved at udvikle et dopamin-afhængighedsforhold til det at skrive på denne blog.

Det her tror jeg faktisk var en ægte ny erkendelse - en aha-oplevelse: at det at bedrive journalistik er som at være på stoffer - ikke bare forstået i overført betydning - men begrundet i at journalisten rent faktisk er "dopet" i kraft af flowprocessen som et journalistsk arbejds- og livsvilkår - en proces som undersøgelser viser udløser den slags "lykke"-stoffer og belønner hjernen med dem.

Det svarer  i hvert fald nøje til det som Lakoff og Johnson om og om igen argumenterer med, nemlig at det ikke er en tilfældighed, men en biologisk "naturlighed" at fx følelser beskrives gennem sansemetaforer: en varm følelse, en sort depression, en kildrende spænding, en smertefuld afsked - at sanserne er altså er det fysiske referencerum for disse metaforers "kilde".

Specielle sider af journalistikken fanges også ind gennem nogle grundmetaforer. Hvad med det helt centrale men abstrakte og svært definerbare begreb HISTORIEN?

• HISTORIEN er EN BYGNING
• - Kan du underbygge den? 
• - Den skal ses lidt mere fra oven. 
• - Hvad binder historien sammen? 
• - Det er en skæv/solid historie.
• - Hvad er historiens fundament?
• - Kan vi bygge videre på historien fra i går?
• - Den historie holder ikke en meter.

Og den VIRKELIGHED journalister arbejder i og med, hvordan fanges den ind grundmetaforisk?

• VIRKELIGHEDEN er VAND
• - Kilder 
• - Der er en der har lækket historien 
• - Nyhedstrømmen
• - Breaking news
• - Han dykkede ned under overfladen af begivenhederne
• - Hun kunne ikke komme til bunds i historien
• - Det billede der tegnede sig gennem researchen, var mudret

Når rygere spejler sig i film - og hvad deraf følger: spejlneuroner og ammehormoner

"Fristende filmrøg" er rubrikken på en af de korte nyhedartikler om aktuel forskning i Weekendavisens tillæg "Ideer" (26-01-11). Den handler om forskellen på rygeres og ikke-rygers hjerneaktivitet når de ser personer på film ryge. Og det gør de stort set i alle film frem til for omkring 7-10 år siden.  Den forskel har forskerne nemlig undersøgt ved hjerneskanninger, fortæller nyhedsartiklen - med henvisning til The Journal of Neuroscience:

Hos rygerne kunne forskerne se en tydelig aktivitet i de områder af hjernen, som normalt er forbundet med med opfattelse og koordination af motoriske handlinger, med særlig aktivitet af den del af hjernen som er forbundet med bevægelse af højre hånd. (/) Det ser altså ud til , at rygernes hjerner i høj grad opført sig på samme måde, som når rygeren tager en cigaret og fører den op til munden. Netop denne bevægelse bliver hurtig til en fast rutine for en ryger. Bevægelsen forbindes med det nikotin-kick, cigarretter giver, og bliver hurtigt så indgroet, at rygere kan komme til at gøre bevægelsen ubevidst.

Artiklen nævner ikke spejlneuroner og deres måde at virke på, men det kunne jo se ud som præcis den mekanisme som opdagelsen af spejlneuronernes funktion i hjernen afslørede: at de centrer i hjernen som aktiveres når vi selv udfører en bestemt handling, også aktiveres når vi ser andre gør en lignende handling. Og spejlneuronerne må jo være en del af den biologiske forklaring på det helt centrale begreb i både dramaturgi, journalistik og kærlighed: identifikation: indlevelse gennem genkendelse.
   Men spejlneuronerne kan kun være en del af forklaringen på hvordan og hvorfor identifikationen virker og fungerer så stærkt som den gør. Den siger ikke noget om de positive følelser der er en vigtig del af identifikationsmekanismen. Og her ser jeg det interessante i ovenstående forskningsresultat. For spejlingen er jo her koblet sammen med noget hjernekemi: det "kick" - dvs. den følelse af velvære - som nikotinen fra cigaretten så kobler bevægelsen sammen med.

For at forklare identifkationsmekanismen helt generelt, må vi have et eller flere kemiske stoffer som aktiveres i hjernen og skaber positive følelser ved den genkendelse som spejlneuronerne muliggør. Og her kunne "ammehormonet" oxytocin komme ind som en mulig kandidat.
   Hormonet kaldes også på engelske  "bonding hormone" - eller i den folkelige version:  "love hormone" - et hormon der aktiveres i forbindelse med fødsler, amning og sex - men som også viser sig at være aktivt i positive sociale relationer som venskaber. Og en en af  de konstaterede virkninger er at øge tillid og gavmildhed i forhold til andre mennesker.

Der er så også lavet forsøg med at vise "oplysnngsfilm" for et publikum der skulle få dem til at at være positive over for et budskab om at bidrage økonomisk til en god sag. Man delte publikum i to grupper - en gruppe som fik et skud oxytocin ind i hjernen via næsespray - og en anden gruppe som fik et snydestof i næsesprayen. Og - aha! - de to grupper reagerede meget forskelligt:

De, der havde fået oxytocin gav udtryk for lang større forståelse for de præsenterede sager, og de gav 56 procent flere penge end kontrolgruppen. (/) Professor PhD Paul Zak, der har stået i spidsen for forsøgene, siger, at resultaterne af undersøgelsen viser, ”hvorfor der altid er babyer og hundehvalpe i toiletpapirreklamer”. (/) - Meget tyder på, at hvis annoncører bruger billeder, der får vores hjerner til at frigive oxytocin, så er der større chance for at skabe tillid til et mærke eller et produkt hos forbrugerne - og dermed øge omsætningen.

Hvis vi dermed er på vej til at forstå identifikationen som en kobling af spejlneutronernes genkendelsesmkanisme med den positive følelse af "tilhør" som oxytocin skaber, så ligger det lige for at på samme måde at forklare oplevelsen af spænding og fremdrift (suspense) i action- og gyser-film med en udløsning af hormonet adrenalin som emotionelt aktiverer til kamp eller flugt når det kobles sammen med spejlneuronernes genkendelse af de truede personer i filmen.
   Eksemplet på virkningen af oxytocin når man ser film, er omtalt på: http://www.markedsforing.dk/artikler/vis/artikel/amme-hormon-saelger-varer/

Det indlysende spørgsmål er naturligvis om det her hormon er forbeholdt kvinder, for så kan det jo ikke bruges. Også mænd kan identificerer sig og have venskaber, etc. Det viser sig  at hormonet også produceres i mænds hjerne, men at de oven i købet har et andet "bonding hormone": vasopressin, der har en lignende effekt: at forstærke den positive følelse af samhørighed.
   Et forsøg med vasopressin-næsespray, viste at mænd efter at have fået en injektion af hormonet, blev bedre til at genekende og aflæse følelser (glæde og vrede) i billeder af andre menneskers ansigter. Se:http://www.newscientist.com/article/mg20627604.600-bonding-hormone-helps-men-recognise-emotions.html