Information bragte i sin weekendudgave 16.17. april en to siders artikel af Ulrik Dahlin med rubrikken "DR vil have det sidste ord om DR-kritisk film". Og underrubrikken "Du får frit spil til at præsenterer dit subjektive historiesyn i TV... Sådan lød invitationen fra DR 2 til forfatteren Carsten Jensen, men da resultatet forelå, krævede kanalen alligevel at få det sidste ord."
"Der er noget galt i Danmark" er temaet for seks små 5 minutters personlig "dokumentarfilm" baseret på klip fra DR´s arkiver. En af de inviterede til at producere sådan en film var Carsten Jensen. Han lavede sin film som aftalt, og så blev der "noget galt i DR".
Konceptet var oprindelig, sådan har jeg forestået det på omtalen, at man først skulle se en bag-om-filmen-film hvor man skulle følge de enkelte instruktører under arbejdet med at researche og redigerer filmen sammen. Til slut - som klimaks - skulle man se selve filmen på 5 minutter. Færdig, slut, prut, finale.
Carsten Jensens film var bl.a. en satirisk kritik af TV-Avisen for at være ukritisk, dokumenteret med klip fra TV-Avisen selv, fortæller Information. Men i følge den foromtale som DR trak tilbage, så havde kritikken et bredere sigte: "Dansk journalistik er et stort teaterstykke, som krampagtigt forsøger at opretholde billedet af et lille godt land (...) Den fjerde statsmagt er blevet til en flok ufarlige skuespillere, der spiller efter et manuskript de ikke engang selv kender."
Så vidt jeg kan regne ud er der tale om en syntetisk montage der gennem modstillingen af klip udstiller DR´s ukritiske tandløshed i sin journalistik i forhold til magthaverne. Et klart eksempel på blending, og i øvrigt en teknik som også tidligere er anvendt med kritisk sigte og har vagt debat, fx i Peter Watkins drama-dokumentariske montage "70´ernes folk".
Da Kanalchef Arne Notkin så Carsten Jensens film, besluttede han at ændre konceptet. Nu skulle alle filmen efterfølges af en debat i studiet. En af sudiedebattørerne bagefter skulle så være den enkelte films ophavsmand.
Det var Carsten Jensen stærkt utilfreds med. Han mener at det skulle han have vidst på forhånd, og at man ikke sådan kunne ændre på konceptet bagefter. Han ville have lavet filmen anderledes hvis han havde vidst det, siger han. Han vil ikke gå i studiet lige bagefter og debattere live. Men han vil gerne senere debatterer med fx DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.
Arne Notkin mener at det er "fuldstændig vanvittigt" at have noget imod en efterfølgende debat, når selve filmen jo som mål har at være vække til debat. Og han mener ikke det er Carsten Jensen "der skal bestemme, hvornår DR skal sende en debat." "Meningen med serien er at være debatskabende, og så faciliterer vi debatten ved at tage hul på den."
Arne Notkin skriver i Information den 19. april et længere modsvar der slutter:
Vi har fra et tidligt tidspunkt indtænkt debat på dr.dk i forlængelse af Der er noget galt i Danmark. Sidenhen har det så vist sig muligt at tage hul på debatten på tv. Det er ikke i strid med ideen med disse programmer. Tværtimod. Det er fuldstændig i programmernes ånd. Det øger programmernes vægt og betydning.Derfor opfordrer jeg Carsten Jensen til igen at sige ja til muligheden for at tage hul på debatten på tv. Jeg kan ikke se, at han kan være tjent med at fremstå som en person, der vil forhindre DR i at debattere væsentlige emner. Det er i hvert fald stærkt forstyrrende for det billede, jeg har af Carsten Jensen. Kom dog tilbage i kampen, Carsten.
Er Carsten Jensen en mimosen og et urimeligt brokkehoved - "fuldstændig vanvittig". Eller har han ret. Er der noget lusket i at Arn Notkin ændrer konceptet på den måde efter at have set Carsten Jensens film.
I mine yngre dage turnerede jeg rundt på svenske tv-redaktioner med kurser i dramaturgi og efterkritik. Og en af de ting jeg husker jeg bemærkede den gang, var at når SVT sendte kritiske dokumentarer, så var der altid - helt konsekvent - en studiedebat umiddelbart bagefter mellem to talende jakkesæt. Mens det næsten lige så konsekvent - aldrig var tilfældet i Danmark.
Det gav mig den gang anledning til at spekulerer over hvad fidusen var ved at lægge sådan en studiedebat som rosinen i pølsenden på en kritisk dokumentarfilm.
Dramaturgisk set forrykker man jo klimaks i "berettermodellen", som - da et sådant debatindslag både visuelt og sproglig er småkedeligt - nemt bliver en regulær antiklimaks. Spændingskurven fuser ud så at sige. Og Carsten Jensen har naturligvis ret i at han som bevidst fortæller, ville have formet sin film anderledes hvis han havde vidst at filmen ikke selv skulle klimakse, men slutte med en "cliff-hanger" der først skulle have pay-off i studiet med ham selv som deltager.
Ud fra en receptionspsykologisk synsvinkel fungerer en efterfølgende studiedebat naturoligvis på den måde at det svækker engagementet i debatten hjemme i dagligstuen og i hovedet på seeren, fordi folk derefter kan sætte sig tilbage i sofaen og konkludere at så er debatten jo overstået, de modstridende synspunkter er nu fremme i offentligheden, og så behøver man ikke selv at tænke og diskutere videre.
I stede for at åbne for tænkning og modsigelse hos seerne ved at slutte filmfortællingen "rent", så foretager man efterfølgende en stedfortrædende retorisk manøvre - og lukker dermed for videre engagement hos seerne. Det man også blandt tv-journalister kalder "at lægge låg på". Alt så det stik modsatte af "at facilitere debatten", som Notkin legitimerer det med.
Ifølge den tilbagetrukne foromtale fra DR, så ville serien "tage den yderste konsekvens af, at objektiv historieformidling ikke eksisterer". Og Arne Notkin skriver i sit indlæg i Informatin at der med disse programmer er tale om "et utrolig spændende tv-eksperiment med den personlige historiefortælling."
Det kunne lyde som om det var noget helt nyt, dette eksperiment. Men det er det ikke.
Da debatten om "de røde lejesvende" i Danmarks Radio var på sit højeste - altså den rigtige oprindelige debat i perioden efter -68, hvor Erhard Jacobsen og hans forening af "aktive lyttere og seere" angreb DR for politisk ensidighed og venstrevredethed i en masse programmer - da producerede Poul Martinsen i 1972 en timelang tv-udsendelse med titlen "Det enøjede vidne". Heri indgik et lignende tv-eksperiment:
Erhard Jacobsen, partileder for Centrumdemokraterne og Leif Blædel, redaktør af det kritiske forbrugblad Tænk, fik hver til opgave at redigere og klippe en film om kosmetikfirmaet Holiday Magics salgsmetoder ved hjemmebesøg hos husmødre. Det var salgsmetoder som DR i en tidliger radioudsendelse havde forholdt sig kritisk til, og en udsendelse som Erhard derefter højlydt har kritiseret for ensidighed. Det filmede grundmateriale var det samme for begge: nogle illustrerende reportageoptagelser fra en kvindelig sælgers hjemmebesøg hos potentielle kunder og en række interviewoptagelser med den kvindelige sælger og den amerikanske direktør for firmaet - baseret på spørgsmål som Erhard Jacobsne og Leif Blædel havde "bestilt" på forhånd. De to syvminutters film vises i udsendelsen, og det fremgår tydeligt at den ene er vinklet positivt og den anden kritisk over for Holiday Magics salgsmetoder. Derefter følger i programmet en konfrontation i studiet mellem de to filmtilrettelæggere og direktøren for firmaet. Erhard og Blædel begrunder de valg de har gjort i hver deres klipning, og har hver for sig kritiske kommentarer til modpartens film. Dette af Poul Martinsen iscenesatte plot leverer visual proof for det som var hele udsendelsens overordned præmis: Der findes ikke en objektiv sandhed - man kan ikke undgå at manipulere.
Båd den gang og nu er ideen med den slags eksperimenter udtryk for kreative forsøg på at illustrere og dokumentere en kontroversiel sandhed.
Men Arne Notkin har så at sige dementeret og afmonteret ideen med sit eksperiment ved at trække i land og lægge låg på debatten blandt seerne med sine planlagte studiedebatter. Og han er dermed - med sin redaktionelle runddans - faktisk kommet til at bekræfte Carsten Jensens præmis: "De er blevet en flok skuespiller der spiller efter et manuskript de ikke en gang selv kender."
Jeg husker ikke der blev lagt studiedebatter i enden på dokumentarserien "Jagten på de røde lejesvende"!
Man mærker hensigten, og får lyst til at le! Hvilken journalistisk komedie.
Jeg får også lyst til at citere - ja, mig selv:
Journalistik er den mest troværdige form for fiktion!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar