Den modulopdelte hjerne (3) - iflg. Steven Johnson´s "Mind Wide Open"

Jeg har tidligere referereret til synspunkt og tanker om kreativitet og nye ideer fra Steven Johnsons bog: "Where Good Ideas Come from - the natural history of innovation". Og en enkelt gang har jeg nævnt en anden bog af ham: "Mind Wide Open - Why you are what you think" i forbindelse med et tidligre indlæg om den modulopdelte hjerne:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/mozart-effekten-fantasi-eller-fakta-om.html

Bogen "Mind Wide Open" har som fremdriftselement et regulært "fortællerplot" - dvs. den drives frem af forfatteren der tager ud på en opdagelsesrejse hvor han bruger sin hjerne som forsøgsobjekt i forhold til forskellige måle-teknikker der kan vise billeder af hvad der foregår i hjernen. 

   Steven Johnson udsætter sig selv og sin hjerne for en række af de "neuro imaging"-teknikker som har betydet en revolution i hjerneforskningen de sidste 20 år - en revolution som også Lakoffs og Feldmans NTL- teori - "Den neuralet teori om sprog" - udspringer af.

   Wikipedia forklarer:

Neuroimaging includes the use of various techniques to either directly or indirectly image the structure, function/pharmacology of the brain. It is a relatively new discipline within medicine and neuroscience/psychology.

Altså, det drejer sig om de metoder man har udviklet til at visualisere spor af hvad der foregår i hjernen under forskellige omstændigheder og vilkår. 

   Og Steven Johnson fortæller om hvad en i øvrigt kyndig person får ud af visuel indsigt i hvad der foregår i hans egen og andres hjerner under de forskelige forsøgsopstillinger:

As you learn to detect these brain components, you start to recognize  how much multitasking is really going on in your own hedad. You realize that the emotion you feel isn´t simply a reaction to the world at  that moment, but rather something closer to a drug, with a strage life og its own. There´s whe used to call a "rational" you" and an "emotional you", and the two aren´t always in sync. Brain science has now given us more accourate descriptions of thes two sides of personality, mapped onto specific regions of the brain. Instead of "rational" and "emotional", today w have the "neocortical you" and the "limbic you".

Bogen starter med en beskrivelse af en aha-oplevelse for forfatteren. Han bliver målt med forskellige instrumenter som minder om en løgn-detektor. Og i den lidt anspændte test-situation kan han ikke lade være med at løse op for stressen ved at fyre nogle jokes af undervejs mens målingerne tages.

   Måleapparaterne viser så at hver gang han gør det, så udløser kroppen/hjerne samtidig et ordentligt skud adrenalin, som er det hormon vores hjerne/krop doper os med når vi er i den særlige alarmtilstand som kaldes "the fligt or fight-response".

Hvad der er årsag og virkning mellem den eksplosive stigning i adrenalinen i blodet og affyringen  af vitserne, fremgår ikke af Steven Johnsons beskrivelse.

   Men umiddelbart minder det om det man inden for dyrepsykologien kalder en "overspringshandling", dvs. en tilsynladende umotiveret adfærd i en situation hvor trangen til at blive og slås og trangen til at stikke af og flygte "vejer hinanden op" så ingen af handlingerne kan udføres.

   Overspringshandlingen har ingen logisk sammenhæng med dilemmaet, men fungerer som en udsættelse af et ubehageligt valgt. 

   Altså et kreativt produkt som et symbolsk udtryk for en emotionel frustration der skyldes et mentalt dilemma. På engelsk taler man i psykolgien om displacement.

Søger man på "overspringshandling" på nettet, så kan man se at "overspringshandlinger" i de fleste henvisninger opfattes som noget negativt, som tidsspilde i forhold til den opgave som man skal have udført eller er igang med at udføre.

  Men i Steven Johnsons personlige historie så er der jo tale om en kreativ handling - i form af humor og med udnyttelse af metaforer og ironi - som i så fald bruges som en spændingsdæmpende - en afslappende overspringshandling.
   Og det svarer meget godt til at humoristiske pointer tilsyneladende -  ligesom flow-processen i almindelighed - udløser endofiner i hjernen - en del af vores eget indre kemiske belønningsssytem. 

I psykoanalysen opfattes "overspringshandlinger" - i form af metaforiske forskydninger og metonymiske fortætninger i drømme, vittigheder, fortalelser mv. - som et helt centralt begreb til at forstå det ubevidstes forsøg på at udtrykke det som ellers forsøges undertrykt og fortrængt af over-jeget. 

   Og dermed er der en kobling til Freud og hans berømte moduopdeling af sinde i tre mentale instanser: ID, JEG, OVERJEG - instanser sindet som kan kæmpe om magten over bevidstheden.

Steven Johnson er i "Mind Wide Open" optaget af forestillingen om at hjernen er opdelt i moduler som skal arbejde tæt sammen og koordineret for at vi kan fungere i forhold til os selv og vores omverden Modulerne  arbejde relativt uafhængigt af hinanden, og kan derfor komme i "intern" konflikt. Fx når vi sender et "kunstigt smil" til en person som vi ikke bryder os om, men synes vi er nødt til at være venlige over for. Eller når vi "kvæler et grin" invendigt for ikke at fornærme chefen som lig har spillet klovn ved at falde ved siden af sin stol da han ville sætte sig.

Den første konklusion Steven Johnson kommer med meget tidligt i bogen lyder sådan:

You are the sum of your modules

Indsigt i din hjernes moduler og deres samarbejde (eller når de modarbejder hinanden), får man bla. gennem sygehistorier hvor mennesker har fået sat dele af hjerne ud af spillet gennem ulykke eller sygdom, sådan at de på de fleste felter stadig fungerer normalt men på helt specifikke adfærds områder pludselig er gået i sort. 

   Indsigt der dokumenterer modulerne får man  også gennem en lang række perceptionseksperimenter hvor hjernen får to opgaver der interfererer. Hvis man fx lader folk læse et ord der betyder en farve, mens bogstaverne i ordet viser en anden: SORT, BLÅ, GRØN, så konstaterer man at det forstyrrer og forsinker læsningen - i sammenligning med læsningen af ord hvor udtryk og indhold stemmer overens: SORT, BLÅ, GRØN.

Den næste konklusion Steven Johnson fremfører lyder sådan:

It´s a jungle in there

Dermed refererer han til den metafor han foretrækker at se og forstå hjernens funktion igennem: en tropisk jungle der med alle sine dyre- og plantearter udgør et stort ecosystem hvor modulerne både arbejder sammen og hjælper hinanden - og samtidig konkurrerer. 

For at mennesker kan fungere socialt må de have hjernen skruet sammen på en måde så de kan aflæse andres indre mentale liv. Så det er hans anden konklusion:

Deep down, we´re all extroverts

Dermed mener Steven Johnson at en lang række af hjernens forskellige moduler er "wired" - forbundet - så vi er i stand til at aflæse andre menneskers psykiske tilstand ud fra et kompleks af ydre kropslige kendetegn - især ansigtsmimik. Og at sådan en aflæsning af sindet hos den anden er noget af det tidligste et barn lærer i sit sociale samspil med sine forældre. 

   Det starter med "gaze-monitoring" - dette at vi lærer at følge den anden parts blikretning for derfra at kunne regne ud hvad den anden ser:

As we grow older, we scrutinize peoples eyes for subtler cues: not just what they´re looking at, but what they are thinking and feeling. Because our emotionalt systems are wired directly to our facial muscles, a la the Duchenne smile, we often get accurate portraits of other peoples moods just by scanning their eyes or the corners of their mouth.

   Gaze monitoring and emotional expression recognition are two of the fundamental  mindrading systems, but we also use other tricks. We monitor speech intonation carefully for emotional nuance. We put ourselves into other people´s mental shoes - what the cognitive scientists call the "simulation theory" of mindreading, according to which your brain is effectively running af mini-simulation of somen else´s to anticipate how the other person feel.

Der var det igen - det med at opfatte mental simulaton som forståelse - nemlig af hvad andre tænker og føler. 

   I den forbindelse henviser Steven Johnson til teorier om autisme og årsagerne til de mentale handicap som kendetegner autister. Han anfører at autister lider af "mindblindnes", på samme måde som nogen kan lide af ordblindhed. Og sammenligningen er ikke ment metaforisk.

Ordblindhed skyldes sandsynligvis problemer med forbindelserne mellem forskellige centrer når man læser eller skriver. I Weekendavisen fra den 8. juli forklarer Kjeld Johansen i en kommentar problemerne således - idet han mener at ordblindhed har sammenhæng med lateralitet (højre-venstre-"forvirring"):

De fleste hjerner er skruet sådan sammen, at opfattelsen af sprogets kontante mening forarbejdes i hjernens venstre hemisfære, medens de mere "skjulte" hentydninger (fx ironi og kærlige betoninger i måden, ordene siges på) forarbejdes i højre hemisfære. Det er også sådan, at højre øre arbejder mest samen med venstre hemisfære og omvendt. Mange børn (og voksne) med læse-/stave-problemer lytter primært med venstre øre. Det har en negativ betydning for deres opfattelse af sproget, men betyder tilsyneladende også, at de er mere end normalt følsomme over for den måde, man taler til dem på. 

   Adskillige børn med autistiske tendenser har det helt omvendt. De lytter næsten ikke med venstre øre og opfatter derfor ikke sprogets "skjulte" nuancer.

På samme måde mener hjerneforskerne altså at også autisters problemer har at gøre med at deres hjerner er "wired" på en særlig måde, som dels kan forklare at de har svært ved at "aflæse" hvad andre tænker og føler ved at iagttage deres ansigtsudtryk - og fx svært ved at forstå metaforer; og som dels kan forklare at de til gengæld ofte  har særlige mentale evner, fx når det gælder hukommelse. 

   En af teorierne som Steven Johnson ikke nævner, er at autisters spejlneuron-system ikke fungerer som det skal. 

    Men hans sidste konklusion om den modulopdelte hjerne lyder sådan:

Your brain contains some strange bedfellows

Hvormed han mener at de mange forskelligartede moduler med forskellige funktioner, kan være forbundet eller ikke-forbundet på mange forskellige og uforudsigelige måder: 

This is one of the key insights that neuroscience brings to our sens of self: strengths or weaknesses in one area are often predictive of strengths or weaknesses in seemingly unrelated areas. (...) The more you understand the mind in the light of modern brain sicience, the more you recognize thet isolated traits you possess aren´t necessarly isolatede - the brain is full of zero-sum games, where one talent prospers at the expence of another. Sometimes those balancing acts  involve relatede skilles, sometimes the connections is more obscure.

Hen imod slutningen af bogen sammenligner Steven Johnson den model af sindet som Freud var ophavsmand til med den "moderne" som SJ har jagtet og indkredset gennem sin bogs forskellige kapitler. 

   Han beskriver Freuds model af psyken gennem dampmaskinen som metafor - fyldt med libidoenergier som presser på og kræver udløsning, men som må undertrykkes og kontrolleres gennem fortrængninger. 

  Herover for stille han en anden metafor for den moderne hjerneforsknings syn: Sindet og hjerne fungerer som et komplekst lagdelt og modulopdelt økosystem hvor de forskellige dele spiller og agerer sammen og mod hinanden:

So this is your brain, in alle its multiplicity. You are part repetile, part mammal, part primate, parte homo sapiens. Your are at twitchy amygdale; you are a dopamine fiend; you are under the spell of oxytocin. You are an unthinkably complex series of connections, of links, spun together by your genes and by your livede experience. You are a walking assembly of patterns and waves, clusters of neurons firing in sync with one another.

Den modulopdelte hjerne (1) - når "selv 1" og "selv 2" ikke arbejder sammen fx ved oplæsning

Jeg har det sidste års tid fået en række aha-oplevelser ved at læse mig ind på forholdet mellem hjernens indretning og funktion på den ene side og kreative processer og operationer på den anden.

   En af disse aha-heder har været at hjerne er opdelt i - ikke kun to halvdele - men i en masse meget specifikke moduler med meget specialiserede opgaver, moduler som normalt arbejder relativt selvstændigt, men koordineret sammen. Og som på grund af selvstændigheden så også ikke altid arbejde gnidningsfrit sammen. 

  

Et eksempel er:  at når vi taler, så styres prosodi, intonation og tryk (altså den melodiske del af udtalen) af et center i højre hjernehalvdel, mens udtalen af de enkelte ord og deres syntaktiske ordning  i en sætning styres af et andet sprogcenter i venstre hjernehalvdel. 

   Det svarer til at udtalecentret i højre hjernehalvdel styrer stemmebåndets muskulatur, mens udtalecentret i venstre side styrer artikulationen via muskulaturen i og omkring munden.

   Normalt forenes nerveimpulserne fra de to centre i en udtale hvor intonationen svinger fint sammen med udtalen af de enkelte ord sat sammen i syntaktisk korrekt ordnede sætninger. Og dette samarbejde fører til at vi får givet forståeligt udtryk for det vi mener med det vi siger.

Men det kan naturligvis gå galt som vi fik eksemplificeret i filmen "The King´s Speach" hvor kongens udtale af ordene blev bremset af et andet center der bremsede eller blokerede for den normale gnidningsfrie udtale, så han kom til at stamme noget så forfærdeligt når han skulle læse en tale op i offentligheden.

På et sprogseminar i juni-måned som jeg tidligere har omtalt, havde adjunkt Jonas Nygaard Blom et interessant oplæg om nogle iagttagelser han havde gjort når uerfarne og urutinerede journaliststuderende skulle læse telegrammer op i radioen. 

   Han havde fundet ud af at den var gal med netop den naturlige sætningsmelodi - som tilsyneladende "forsvandt" og blev erstattet af en slags intonations-kunstprodukter som han havde navngivet efter deres særlige tryk-melodi-kendtegn: "dronen", "frasehakkeren", "rutsjebanen",  "stewardessen", "kælderkarlen".

   De uerfarne nyhedsoplæsere greb typisk til en af disse unaturlige intonations- og tryk-skabeloner som så at sige blev påklistret oplæsningen af telegramteksten, og som blev brugt og gentaget igennem lange tekstafsnit uanset sætningstruktur og - mening. 

   Og de oplæsende, når det hørte resultatet, kunne finde på at sige: "Jamen, jeg lyder ikke som mig selv"; "Det er ikke min tekst"; "Det lyder som en anden end mig der læser". Altså udtryk for en oplevelse af at være en "split personality".

Tolkningen af disse fænomener må være at det normale samarbejde og koordination mellem de to tale-centre i hver sin hjernehalvdel er blevet brudt. At der så at sige er sat en automatisk melodi på oplæsningen, som ikke har noget med indholdet og meningen med det oplæste at gøre. Hvad der jo meget vel kan tænkes at hænge sammen med at kravet til at læse teksten korrekt op samtidig med at man prøver at forstå den, monopoliserer opmærksomheden og forstyrrer den normale automatiske koordination.

   Det minder mig om det fænomen som W. Timothy Gallwey beskriver i sine bøger om "The Inner Game of X"- hvor "X" = tennis, golf, ledelse, musik etc.

You can think of your brain as having two distinct parts, what Galwey refers to as Self #1 and Self #2. Self #1 is your conscious mind, where you think, feel emotions, and consciously control your muscles. Self #2 is a nonverbal being, quietly managing the orderly running of the body, storing myriad experiences in memory and retrieving them appropriately without conscious effort.

Når hjernen skal styre en målrettet aktivitet som fx at spille tennis, så kan to de sider: "self 1" og "self 2" - komme i karambolage med hinanden. Der opstår en slags "interferens", således at hensynet til "self 1" forstyrre den gnidningsløse udøvelse af det som self 2 ellers behersker automatisk.

   Eller som en anden autoritativ Gallwey-tekst beskriver det:

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

Det som Gallwey beskriver som "self 2", svarer ret nøje til den tilstand som Mihaly C-mihaly beskriver som "flow". Og det er altså det bekymrede og alt for selvbevidste og omverdensopmærksomme "self 1" der kan gå hen og spolere flow-tilstanden for "self 2".

Det er så min antagelse i forbindelse med Jonas Nygaard Bloms iagttagelser: At når man normalt taler med andre uden at tænke på andet end at få udtrykt det man tænker, mener og føler med det sagte, så er man i en flow-tilstand som for hjernens to talecentres vedkommende betyder at "melodi-centret" og "ord-og syntaks-centret" gnidningsløst arbejder sammen i udtalen af den indre mening man vil udtrykke.  

   Men når man så skal læse op af en tekst som ikke er ens egen, så dukker "self 1" op og forstyrre samarbejdet i en sådan grad at hjernen må gribe til nødløsninger og trække på præfabrikerede intonations- og tryk-skabeloner for at der overhovedet kan komme de læste ord og sætninger ud af munden.  

   Mens den naturlige tale udtrykker en mening som mentalt set kommer indefra, så kræver oplæsning jo at man med øjnene ser og læser en udefra sanset tekst. Hjernen reproducerer så det sete og læste udelukkende via talecentret i venstre hjernehalvdel, idet der ingen automatisk kobling er mellem synscentrets input og intonations-centret der aktiverer stemmebåndet. 

For at aktivere den naturlige intonation og tryk, kræver det at læseren "internt"/mentalt har forstået hele meningen og sammenhængen i de sætninger der skal læses op. Og det kræver en særlig form for læsning hvor øjnene læser forud i forhold til det der læses op i nuet. Hvis øjnene kun kan læse ord for ord i nuet så han oplæseren ingen mulighed for at forstå sætningens mening - og derudfra aktivere den "rigtige" intonation og de "rigtige" tryk. Og så træder de kunstig intonations-skemaer ind.

   Dette at kunne se og læse forud i forhold til den tekstdel som munden artikulerer i nuet, kræver sandsynligvis træning. Og det vil sikkert hjælpe hvis man læser teksten op på forhånd - indvendig - mange gange. At simulere er at forstå!

   

Man kan altså analogt med "the inner game of golf" tale om "the inner game of reading aloud". 

   Der kunne måske ligefrem være pointer at hente fra Gallweys bøger når man skal undervise journaliststuderende i at læse godt op.

                (fortsættelse følger)

Mozart-effekten - fantasi eller fakta om vores musikalske hjerne

Jeg var i et indlæg for et par dage siden inde på "superlearning" og "suggestopædi" - to termer der dækker det fænomen at man ved særlige sansepåvirkninger - ikke mindst gennem musik, rytme opg bevægelse - kan påvirker indlæringen af et stof både med hensyn til omfang og tempo.

   I forbindelse med videre søgning ad det spor finder jeg udtrykket "Mozart-effekten", som Wikipedia definerer sådan her: 

A set of research results that indicate that listening to Mozart's music may induce a short-term improvement on the performance of certain kinds of mental tasks known as "spatial-temporal reasoning". (...)

   Spatial-temporal reasoning is the ability to visualize spatial patterns and mentally manipulate them over a time-ordered sequence of spatial transformations.

   This ability is important for generating and conceptualizing solutions to multi-step problems that arise in areas such as architecture, engineering, science, mathematics, art, games, and everyday life.

Oversat til menneskesprog: Mozart-musik kan forbedre et stykke kreativt arbejde her og nu - men uden garanti for langtidseffekt.

Jeg finder så en dansk artikel af Lars Heslet, overlæge, professor dr.med. – klinikchef for Rigshospitalets intensiv afsnit 4131. Titlen på artiklen er "Vores Musikalske Hjerne", og den kan findes på adressen

http://www.musicahumana.dk/documents/00010.pdf.

   Artiklen er grundig, omfattende og solid. Og der er altså meget om snakken. 

   Heslet introducerer en ny tværfaglig disciplin "biomusikvidenskab" der fokuserer på forholdet mellem musik, hjernens funktion og biologien. Han opregner nogle af de grundlæggende spørgsmål biovidenskaben forsøger at besvare: "På hvilken måde kan lyde frembringer ændringer i vores psykiske tilstand? - i hjernens elektriske svingninger, det såkaldte EEG? - i den hormonelle status?"
   I artiklens indledning sammenfatter han hvad man ud fra nyere forskning ved:

Det nye er, at videnskaben har vist i en række klinisk sikre undersøgelser, at musik påvirker vores hormonsystem, det ufrivillige nervesystem, der styrer åndedræt og hjertefrekvens, men også påvirker kroppens hormonregulering ved stresstilstande, og også har effekt på immunsystemet. Hertil kommer, at musik dæmper angst og forbedrer søvnkvaliteten. Effekterne er beskrevet både hos vågne og bedøvede patienter. Høresansen er den eneste sans der ikke er bedøvet, når et menneske sover, og selv under dyb bedøvelse registrerer øret lyd.

Noget af det jeg falder over i artiklen er omtalen af effekten i forholdet mellem de to hjernehalvdele.

   Jeg har tidligere formuleret forholdet mellem de sider af den arbejdsdelte hjerne sådan at højre hjernehalvdel er den intuitive del der kan tænke kreativt, visuelt, rumligt og i helheder - men uden ord; venstre halvdel hvorfra de sproglige operationer udgår, overtager "outputtet" fra højre hjernehalvdel og gør det bevidst og sætter det i ord der hænger logisk sammen og kan udtales.

   Hvad siger overlæge Heslet:

Fra et neurofysiologisk synspunkt kunne man sige, at hjernen med de elektriske svingninger, har en akustisk struktur som svinger som et pendul omkring et ligevægtspunkt fra kaos til orden, fra disharmoni til harmoni. Sådanne strukturer påvirker os oftest ubevidst. Det er vist at musik skaber bedre samsving, resonans og koordination eller synkronicitet imellem de 2 hjernehalvdele, højre og venstre, ved at stimulere hjernebjælken, den elektriske og nervemæssige forbindelse mellem de 2 hjernehalvdele. 

Mange af dem der skriver om hjernen og de kognitive funktioner, understreger at hjernen er opdelt i "moduler" med hver sin specifikke funktion. Og at vi normalt kun kan blive opmærksomme på disse moduler når de er ude af "sync", dvs. når de mentale og kognitive funktioner de varetager, ikke som normalt er koordinerede og arbejder sammen om en fælles opgave. Da perceptionen af skrevne ord og perceptionen af farver bearbejdes i forskellige "module", så får vi problemer når et bogstaverne i et ord der betyder én farve, selv har en anden farve:

Steven Johnson skriver i sin bog "Mind Wide Open" om den modulopdelte hjerne: 

Your brain is not a general-purpose computer with one unified central processor. It is an assemblage of competing subsystems - somtimes called "modules" - specialized for special tasks. Most of the time we only notice these modules whwn their goals are out of sync.(...)

   The modern understanding of the brain shatters that earlier vision into dozens of component parts, some spcializing in core survival tasks, such as heartbeat regulation andt the fight-or-flight instinct, others focuse on more prosaic skills, such as face recognition. Your personality is, in a real sense the aggregate of the differing strengths of each of these modules - as they have been shaped both by nature and nurture, by your genes and by your lived experience. In other words: you are the sum of your modules.

Når vi hører musik, så er det forskellige dele og sider af hjernen der opfatter og bearbejder forskellig elementer af musikken. Disse dele og sider må altså arbejde sammen for at vi kan få en "hel" musikoplevelse.

   Helset forklarer samarbejdet og Mozart-effekten sådan her:

Den højre hjernehalvdel er specialiseret i opfattelsen af rumlige musikalske elementer, akkorder, altså sans for harmoni og tonehøjde, hvorimod venstre hjernehalvdel opfatter melodiforløb, der kræver musikalsk hukommelse. For at opnå en samlet musikalsk opfattelse, er forbindelsen og integrationen mellem de to hjernehalvdele ved hjælp af hjernebjælken (CorpusCallosum) nødvendig.  Dette samspil gennem hjernebjælken kan netop fremmes af musik. Denne samstemmighed eller harmoni opleves i virkeligheden kun ved et samspil mellem de 2 hjernehalvdele og de forskellige regioner i hjernen, formidlet af Corpus Callosum. (...)

   Musik ser således ud til at kunne samordne de 2 hjernehalvdele og dermed den arbejdsfordeling der er imellem højre hjernehalvdel, som primært opfatter toner, melodier, mønstergenkendelse, fantasi, intuition og billeddannelse, med venstre hjernehalvdel, som håndterer de mere logiske processer. Koncentrationen i venstre hjernehalvdel giver os evnen til at koncentrere os på en ting ad gangen, venstre hjernehalvdel forholder sig til tid medens højre hjernehalvdel til rum. Derfor har man sagt at Mozart effekten, altså evnen til at koordinere tid og rumopfattelsen netop svarer til denne koordination mellem de 2 hjernehalvdele.

Musik påvirker følelser og musik udtrykker følelser. Men hvordan set fra hjernens synspunkt? 

   Her forklarer Heslet at hørenerven går direkte til mellemhjernen, der er vores "emotionelle hjerne", og at man sagtens kan forestille sig at musikken aktiverer "koder liggende i mellemhjernens følelsesområde, det såkaldte limbiske system" - og dermed "udløser følelser".

Endelig er der spørgsmålet om sammenhængen mellem musik og hjernens elektriske bølger. De højfrekvente Beta-bølger er knyttet til den højaktive hjerne hvor bevidstheden er anspændt og rettet mod den ydre verden. Alfa-bølger har en lavere frekvens og forekommer ved afspænding, fantasier, dagdrømme, og meditative tilstande.

   Heslet fortæller her:

Der er udført mange forsøg som viser at den langsomme rytme i klassisk musik får hjernebølgerne til at skifte fra Beta- til Alfa-aktivitet. (...) Nyere undersøgelser har vist at musikalske stimuli kan øge aktiviteten i den nye hjerne (neorcortex) knyttet til indlæring og koordination - og styrke forbindelsen mellem de to hjernehalvdele. Undersøgelser tyder på at musik kan styrke evnen til at løse opgaver som stiller krav til højere mentale funktioner.

Til den slags "højere mentale funktioner" hører hjernens kreative arbejde med efterforskning i den hensigt at afslører forbrydere. Jeg minder om Sherlock Holmes violinspil, og Michael Connelys detektiv Hieronimus Bosch der satte en særlig blå jazz-musik i CD-en når han mentalt set skulle opretholde den detektiviske flow-tilstand med uhæmmet adgang til sin intuition.