Sider

Viser opslag med etiketten autotelisk personlighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten autotelisk personlighed. Vis alle opslag

tirsdag den 1. november 2016

Når frontallapperne slapper af - og fantasier, ideer og kreativitet stimuleres igennem flow - det er der et nyt begreb for: 'transient hypofrontalitet' ...


Endnu en gang er jeg stødt på et begreb som er nyt for mig (eller som jeg har overset fordi jeg læser hurtigt og derfor også læser hen over besværlige udtryk for at nå til sætnings- og afsnitslutninger på et tidspunkt hvor jeg så har forstået helheden - uden nødvendigvis at nøjagtig at kunne sige hvad hver enkelt ord betyder). 
   Det 'nye' begreb udtrykkes med virkelig tunge fremmedord på engelsk, men her er det:
transient hypofrontality
På dansk må det så hedde "transient hyperforntalitet". Mere om det nedenfor. 
   Min interesse for hvad det begreb egentlig betød og kunne bruges til, udsprang af at jeg fandt ud af at begrebet 'transient hypofrontalitet' har med fænomenet 'flow' at gøre ...
   ... som er et andet fagudtryk som jeg har skrevet om masser af gange siden mit første blogindlæg om 'flow' fra sommeren 2010, ca. fire måneder efter jeg var begyndt at skrive indlæg til "Peters Udsigt" - min blog - under temaet "kreativitet":
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/den-kreative-personlighed-og-flow.html
Begrebet "flow" havde jeg på det tidspunkt været bekendt med i i hvert fald 4-5 år, som den særlige tilstand eller stemning man kan komme i når man laver noget produktivt der er svært, men samtidig optager én så meget at "man glemmer sig selv og tid og sted".
   
Begrebet forklarede for mig hvordan jeg i årene inden (og helt tilbage til min bog "Faktion som udtryksmiddel" fra 1990) kunne komme afsted med at skrive mange hundrede sider tykke,  nogenlunde let læste og ganske kloge bøger på relativt kort tid,  og - vel at mærke - uden jeg husker at det var den mindste måde besværligt da jeg først kom igang.
   Det gik på en måde 'som en leg': 'Jeg' forsvandt, 'tiden' forsvandt, og jeg var på en eller anden måde 'høj' i lange perioder mens jeg skrev.
   Faktisk var det abstinenserne efter at være blevet færdig med den sidste bog om Poul Martinsen, der gjorde at jeg gik igang med at skrive indlæg til bloggen her. for at komme i 'flow' og blive 'høj' igen - med mellemrum, men uden at hænge på at det skulle blive 'færdigt' som en bog.

Begrebet 'flow' er vist nok opfundet og udviklet til videnskabelig brug af en af mine helt store inspirationskilder, kreativitetpsykologen Mihaly Csikszentmihalyi.
   I en artikel i et dansk tidskrift fra 2004 bliver han (Mihaly C.) interviewet og spurgt om hvordan han nu mange år senere definerer begrebet:
Hvordan lyder den korte og aktuelle definition af begrebet flow?    »En persons bevidsthedstilstand, fuldstændigt involveret i det han eller hun er i færd med.
   Det er den korteste definition, men vi kan opregne en række andre dimensioner, der sædvanligvis vil være til stede hos den, der oplever en flow-tilstand: At have meget klare mål, at få umiddelbar feedback på foretagne handlinger, at erfare en balance mellem udfordringer og evner, at være så intenst koncentreret – så du glemmer dig selv, så du glemmer tiden.
   Når disse betingelser gør sig gældende, føler personen, at det, han eller hun gør, er værd at gøre for dets egen skyld. Det er den mere udvidede definition.«
   Angående flow-begrebets historie: Blev det opfundet af dig, eller gav du det nyt liv? Der synes at være lighedspunkter mellem de stoiske dyder, der hylder hhv. det standsede og permanente nu, og tanken om flow?   »De fleste af lighedspunkterne fandt jeg først senere.
   Begrebet flow opstod, da jeg skrev min afhandling for ca. 30 år siden og så nærmere på, hvorfor kunstnere bliver så opslugte af deres arbejde med malerier og skulpturer. Igennem interviews fandt jeg ud af, at de beskrev denne opslugthed på stort set den samme måde.
   Samtidig underviste jeg studerende, der som opgave fik at undersøge en række andre aktiviteter, såsom sport og kunstneriske aktiviteter, og de kunne også påvise, at de involverede havde flow-oplevelser.
   Senere har det vist sig at disse oplevelser også kan foregå, når vi er på arbejde. De er ikke udelukkende knyttet til fritidsaktiviteter eller kunstneriske virkefelter. «
http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/aktuelt/magasinetasterisk/udenforhierarki/nr16april2004/040420111830-amp-type-doc.pdf
Jeg fik selv flere personlige AHA-oplevelser da jeg blev introduceret til begrebet 'flow'. 
   Og jeg har selv senere koblet flow-begrebet sammen med hjernens eget indre dopingsystem med sin coctail af dopamin, serotonin, adrenalin, oxytocin m.fl. -som er forskellige hormoner som udløses og stimulerer hjernens lystcenter når vi gør os umage eller bliver totalt optaget af en på en gang udfordrende og krævende - og/eller forførende afslappende aktivitet:
   - som at drive krævende sport  hvor du gør dit yderste og ypperste, 
   - som at se en god film som gør at du bagefter ser omverdenen gennem filmens optik, 
   - som at spille musik så englene synger i hovedet på publikum, 
   - som at undervise så elverne blive helt opslugt af det du siger, 
   - som at arbejde som nyhedsjournalist og kunne fyre en god historie af på no time op til deadline,
   - som at opleve en fantastisk maleriudstilling hvorfra du går "løftet og inspireret" bort, 
   - som selv at male akvarel - og det lykkes i et hug - og ser ud som det skal uden fejl, 
   - som at stå i køkkenet i timevis og bare være optaget af at lave god mad, og den bliver god, 
   - som at meditere og forsvinde mentalt i et helt bevidsthedstom ingenmandsland i 20 minutter, 
   - som at sidde og kigge på rådyr eller fugle uden for vinduet i sommerhuset,
   - som at sidde og kæle med en kat som spinder mens den misser med øjnene i venligt velvære, 
   - som at stå og snitte græskarmænd til Halloween-lygter med to børnebørn 
   - etc. etc. 
   
Jeg har også i årenes løb deltaget i flere længerevarende ambitiøse og kreative udviklingsprojekter hvor jeg i det mentale bakspejl kan se at jeg periodisk har været i flowtilstanden: 
   Jeg oplister lige nogle af de vigtigste:
   1) Samarbejdet med Niels Erik Wille og Harald Steensig om at udvikle den sprogvidenskabelige disciplin 'Pragmatics of Communication' til et konkret og praktisk 1. dels fag "Pragmatisk Analyse" på faget dansk på KU i sidste halvdel af 60´erne.
   2) Samarbejdet med Poul Trier Pedersen om at udvikle tv-interviewkurser for medarbejdere i DR, og siden at udvikle Triers TV-spontanspil til grænseoverskridende kursuser for kommunalt ansatte i 'Borgerbetjening' og for sygehusansatte i forskellige professioner i tværfaglig kommunikation til og for patienter 'Samspil på Sygehuset')
     3) Samarbejdet med Ingolf Gabold om at udvikle en række kurser og tv-analyser om 'TV som Udtryksmiddel' og 'Faktion som udtryksmiddel' (det sidste stærkt hjulpet af Viggo Holm Jensen).
     4) Samarbejdet (i rollen som direktør) med en gruppe engagerede - yngre og ældre - professionelle tv-folk om at få en lukningstruet og gældstynget regional tv-station næsten uden seere, til på et års tid og fem år frem at være den (næst) mest sete regionale tv-station i Danmark. Og med orden i økonomien.
     5) Samarbejdet med Nikolaj Christensen og Pia Marquard om på tre kvart år at udvikle et helt nyt tv-dramaturgikursus som vi betitlede 'Power tv', et målrettet og effektivt kursus i tv-storytelling som - efter ordre fra opdragsgiveren TV-Direktøren i DR - højst måtte vare tre dage for deltagerne, for mere var der ikke råd til hvis så mange skulle på det på inden for en kort årrække som det var planen.
     6) Samarbejdet med Jens Franck og Monica Hassel om at udvikle de den gang ret nyskabende såkaldte RIKK-kurser i regi af DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling i årene omkring 1990. Forkortelsen RIKK står for Redaktionsudviklilng, Ideudvikling, Kreativitetsudvikling, efterKritik.

Altså i bakspejlet kan jeg se at jeg tilsyneladende har været så heldig at kunne komme i 'flow'  nærmest for et godt ord - og/eller stillet over for en stærkt udfordrende opgave som andre ikke lige har haft lyst eller overskud til at handskes med på netop det tidspunkt. Og at det har hængt sammen med at jeg på forunderlig vis har været heldig at finde gode kreative samarbejdspartnere.

Mens jeg har skrevet om 'flow' i mange sammenhænge og kontekster her på bloggen siden 2010, har jeg har blandt andre refereret til den verdensberømte coach-forfatter Tim W. Gallwey hvis bøger med titlerne "The inner game of ..."  (... om hvad som helst), handler om hvordan man som 'coach' hjælper folk i krævende jobs og med krævende opgaver til at finde de ressourcer frem i krop og hjerne som gør at de kan komme i 'flow' eller genfinde det 'flow' de på et tidspunkt er røget ud af.
   Det har jeg faktisk selv haft en vis succes med i årenes løb: at få andre (kursister, studerende, medarbejder) til at gå i en produktiv og kreativ 'flow'-tilstand - som er endt med at de er kommet klogere ud når de er landet.
   Her har mine tanker fra begyndelsen af 80´erne i DR's Personalekursus om 'konstruktiv analytisk efterkritik' været en befriende hjælp for mig selv - og efter sigende - også for andre.
   
Og her i skrivende stunde, kommer jeg til at tænke på et helt fint aktuelt eksempel på det som Gallwey beskriver: 
   ... Caroline Wozniackis tilsyneladene mirakuløse come back til top-tennis de sidste 3-4 måneder. 
   Hun genfandt en stor del af det 'flow' som for nogle år tilbage gjorde at hun lå nummer et på verdensranglisten i kvindetennis - uden at have vundet en eneste grand slam-finale. 
   Og coach-nøglen til 'det indre spil' er det åbenbart kun farmand der har! Alle de andre har måttet give op.
   
Endelig vil jeg i den her forbindelse refererer til tre indbyrdes beslægtede begreber som jeg ofte har kunnet bruge analytisk i sammenhæng med flow-diskussioner: 'kreative restriktioner', 'kreativ vrede' og 'kreativ destruktion'. 
   Det er begreber som alle har det tilfælles at de, hvis de bliver taget alvorligt, kan stimulere til at folk kommer i 'flow'.
   
Man (og jeg) kan undre sig (og mig) over de mange emner og over listen og opremsningen - for flow-begrebet kobler tilsyneladende aktiviteter sammen som det umiddelbar ikke ellers giver ret meget mening ellers at forbinde.
   Men jeg har, hver gang jeg har skrevet om enkeltsammenhænge, givet link til andre tidligere indlæg her på bloggen, og ikke mindst til kilder jeg har citeret på dansk eller engelsk.

OK. Det var en ordentlig mental omvej.
   Men den har været nødvendig - for mig selv at repetere noget fortid der har været præget af 'flow'-erfaringer og -oplevelser - for dermed at få et ordentligt afsæt for at forstå og forklare hvorfor jeg synes at begrebet ...
transient hypofrontality
 ... er interessant og fortjener opmærksomhed.
    Jeg bruger indimellem  i det følgende forkortelsen HT frem for den lange tekniske betegnelse 'transient hypofrontalitet'.

Hvad betyder HT så, sådan på almindeligt ikke alt for teknisk dansk?
   
At hjernens bevidste styre- og kontrolsystem som sidder i det man kalder 'frontallapperne', at det for en tid svækkes, 'de-reguleres', 'går i slow-motion' (eller 'går helt i dvale'), - for så bagefter at kunne dukke op og tage kontrollen igen - og for på det tidspunkt at kunne udnytte de input - de ideer og løsningsforslag som andre dele af hjernen af sig selv har produceret mens den i en periode har fået lidt (eller meget) friere tøjler.


Her  følger en popularisering af begrebet fra en amerikansk blog hvor TH sættes i modsætning til hvad den høj-intelligente opgaveforkuserede hjerne ellers foretager sig når den skal løse problemer; der trækkes i citatet neden for på to metaforer i et samlet billede: 'trafikken på en supermotorvej' i modsætning til 'trafikken på små side- og grusveje':
Transient hypofrontality is a daunting name for an experience many of us will recognize. Simply put, (neuroscience of creativity expert) Rex Jung says that intelligence works like a “superhighway,” with massive numbers of connections being made between the different parts of the brain with speed and directness. When we become more creative, our powerful, organizing frontal lobes down-regulate a bit. The creative brain is a “meandering” brain. The superhighways give way to “side roads and dirt roads,” making possible the new and unexpected connections we associate with artistry, discovery, and humor.
https://committedparent.wordpress.com/2016/06/05/transient-hypofrontality/
Hjernen forsøger at speede frontallapperne op, så at sige, når den arbejder på bevidst og fokuseret løsning af svære problemer  og krævende opgaver. Man kan sige at så fungerer den som den stærkt regulerede trafik på en "superhighway" i morgenmyldertiden der skal kontrolleres hårdt på alle vognbaner for at klare trafikstrømmen. 
   Hvis man lukker supermotorvejen helt eller skærer banernes antal ned fra fire til to eller en, så vil trafikken (med GPS´ens hjælp evt.) være tvunget eller fristet til at søge ad de minde veje (="side roads and dirt roads")  for at nå frem til målet, veje hvor man så oplever (og kan nyde) helt andre sider af landskabet - mens det jo så også går langsommere.

Der findes faktisk rigtig mange henvisninger til 'transient hypofrontality' når man googler det, og en af de første sider jeg kom ind på var denne her hvor en speedsnakken amerikaner Steven Kotler introducerer begrebet og dets betydning for at forstå hvad 'flow' er. Og så vender han det hele på hovedet, som han siger. Ups!
   Start videoen - den varer fem minutter - og tryk så fra starten på ikonet forneden, så du får engelske undertekster på; det letter forståelsen gevaldigt (bagefter referer jeg ham og andre om begrebet, og graver lidt dybere):

Hvem er Steven Kotler så?
   Wikipedia:
Steven Kotler is an American bestselling author, journalist, and entrepreneur. His articles have appeared in over 70 publications, including The New York Times Magazine, LA Times, Wired, GQ, Discover, Popular Science, Outside, Men’s Journal, Details and National Geographic Adventure. He is best known for his non-fiction books, including the New York Times bestseller Abundance, A Small Furry Prayer, West of Jesus, and Bold.[1][2]
Man har så ikke i Wikipedia fået hans sidste bog med  "The Rise of Superman" fra 2014, som blev meget rosende anmeldt her, af en dansk kollega:
Både titlen på bogen og hans optræden på videoen inviterer til at køre alle fordomme i stilling: En amerikansk 'Carl Smart' er det umiddelbare indtryk! En kreativ og begavet og velformuleret yngre mand der  har fundet ud af at kombinere sine journalistisk evner med en indbringende konsulentvirksomhed og et populærvidenskabeligt forfatterskab.
   Men jeg er ikke bange for videnskabsjournalister der udnytter deres evne til at formidle aktuel videnskab til en bred og videnskrævende læserskare som jeg typiske også hører til.
   Og så vidt jeg kunne høre ved første gennemsyn og -lytning, så ved han hvad han snakker om.
   Så jeg satte den på repeat: Steven  Kotler havde utvivlsomt fat i noget her som var værd at grave dybere i.

Det handler om det man på engelsk kalder "altered states of conciousness" - ændrede mentale bevidsthedstilstande. Som fx det at drømme, at være under hypnose, at dagdrømme, at meditere eller at vær under påvirkning af pyskodeliske stoffer. 
   Og HT - svækkelse eller deregulering af frontallapperne kontrolfunktion - synes at være en mulig fælles forklaringsramme for mange af disse afvigende tilstande, i hvert fald ifølge denne forskningsartikel som fremsætter hypotesen. 
   Dens 'abstract' fortæller:
It is the central hypothesis of this paper that the mental states commonly referred to as altered states of consciousness are principally due to transient prefrontal cortex deregulation. Supportive evidence from psychological and neuroscientific studies of dreaming, endurance running, meditation, daydreaming, hypnosis, and various drug-induced states is presented and integrated. It is proposed that transient hypofrontality is the unifying feature of all altered states and that the phenomenological uniqueness of each state is the result of the differential viability of various frontal circuits. 
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12763007
Her er hypotesen fremsat i skema- og oversigtsform:

Og hvad fortæller Wikipedia så om 'altered states of consciousness? 
   Ja, det er faktisk et ret gammelt begreb:
The term "altered state of consciousness" was introduced and defined by Ludwig in 1966.[5] An altered state of consciousness is any mental state induced by physiological, psychological, or pharmacological maneuvers or agents, which deviates from the normal waking state of consciousness.[5]
   Some observable abnormal and sluggish behaviors meet the criteria for altered state of consciousness.[6] Altered states of consciousness can also be associated with artistic creativity[7] or different focus levels. They also can be shared interpersonally and studied as a subject of sociological research
Permanent 'hypofrontalitet' - altså en permanent svækkelse af frontallappernes styrende og kontrollerende funktion - forbindes ifølge Wikipedia med en række mentale sygdomme som depression, bipolar lidelse, skizofreni og adhd:
Hypofrontality is a state of decreased cerebral blood flow (CBF) in the prefrontal cortex of the brain. Hypofrontality is symptomatic of several neurological medical conditions, such asschizophrenia, attention deficit hyperactivity disorder (ADHD), bipolar disorder, and major depressive disorder.
En forfatter, Sean Pigeon skriver på sin blog om hvordan hans skriveblokering kan fjernes ved at gå en rask tur i naturen, og at han gennem research fundet ud af at forklaringen på at det virker er 'transient hyporfrontalitet':
Then I noticed an intriguing comment tucked away in a research paper on the biochemistry of creativity: “EEG studies show that creative individuals exhibit transient hypofrontality when engaged in the solution of creative problems.” A bibliographic search duly led me to a review paper describing recent research on something called the “transient hypofrontality hypothesis.” Conceptually, this idea is relatively simple. Altered mental states arising from activities such as meditation and strenuous exercise are associated with a reduction in activity of the higher cognitive centers of the prefrontal cortex, a condition known as hypofrontality. In the case of meditation, the individual’s attention is self-controlled in such a way as to prevent the conscious processing of extraneous information. In sustained exercise, the demands of the physical workload force the redistribution of neural resources in the brain.
   It all seems quite believable. My vigorous uphill walks are a kind of meditative exercise that sends me into a state of transient hypofrontality, which in turn assists the creative process.
Det ser så ud til at det at kunne komme i en tilstand af flow og altså en tilstand hvor frontallapperne midlertidigt har nedreguleret deres aktivitet, at det er nemmere for nogle typer personligheder en andre.
   Den type personlighed introducerede Mihaly Csikszentmihalyi i sine skrifter om flow og kreativitet: under etiketten 'den autoteliske personlighed':
The autotelic personality is an individual who generally does things for their own sake, in the “here and now”,rather than for some later goal.
   No one is fully autotelic, since we all have to do things even if we don’t enjoy them, either out of a sense of duty or necessity. But there is a gradation, ranging from individuals who almost never feel that what they do is worth doing for its own sake, to others who feel that most anything they do is fun and valuable in its own right. It is to these latter individuals the term autotelic personality applies.
   The autotelic personality are people with several very specific personality traits which are better able to achieve the “flow experience” than the average person. These personality traits include curiosity, persistence, low self-centeredness, and a desire of performing activities for intrinsic reasons only.
https://sidhere.wordpress.com/autotelic-personality/
En anden kilde forbinder den autoteliske personlighed med moderne neuropsykologi, og mere specifikt netop med nedsat aktivitet i den præfrontale cortex som tager sig af de såkaldt højere kognitive funktioner:
"Autotelic personality" is an individual who tends to do things for their own sake rather that achieving some distant external goal (Csikszentmihalyi, 1975). This personality is distinguished by certain meta-skills such as high interest in life, persistence, as well as low self-centeredness.
   (....)
   The state of flow has been rarely investigated from a neuropsychological perspective but is a growing interest. According to Dietrich (2004), it has been associated with decreased activity in the prefrontal cortex.
   The prefrontal cortex is an area responsible for higher cognitive functions such as self-reflective consciousness, memory, temporal integration, and working memory (Dietrich et al., 2003). It’s an area that’s responsible for our conscious and explicit mind state.
   However, in a state of flow, this area is believed to temporarily down-regulate; a process called transient hypofrontality. This temporary inactivation of the prefrontal area may trigger the feeling of distortion of time, loss of self-consciousness, and loss of inner-critic.
   Moreover, the inhibition of the prefrontal lobe may enable the implicit mind to take over, resulting in more brain areas to communicate freely and engage in a creative process. 
   In other research, it’s also hypothesized that the flow state is related to the brain’s dopamine reward circuitry since curiosity is highly amplified (Gruber et al., 2014).
https://positivepsychologyprogram.com/flow-research/
Steven Kotler beskriver her  den neurobiolgiske sammenhæng mellem flow og transient hypofrontality:
 How this all works comes down to neurobiology. Flow is the product of profound changes in standard brain function. In the state, our brainwaves move from the fast-moving beta wave of normal waking consciousness down to the far slower borderline between alpha and theta waves. Alpha is associated with day-dreaming mode—when we can slip from thought to thought without much internal resistance.   Theta, meanwhile, only shows up during REM or just before we fall asleep, in that hypnogogic gap where ideas combine in truly radical ways. Since creativity is always recombinatory—the product of novel information bumping into old thoughts to create something startling new—being able to slip between thoughts quickly and combine them wildly enhances creativity at a very fundamental level.
   But brainwaves are only the beginning of this discussion. Flow is also caused by “transient hypofrontality”— the temporary deactivation of the prefrontal cortex. The PFC is the part of our brain that houses most of our higher cognitive function. Why does our sense of self disappear in flow? Because self is generated by large portions of the prefrontal cortex and with large swatches of this area no longer open for business, that sense vanishes completely.
   This too has huge consequences for creativity. For example, during flow, the dorsolateral prefrontal cortex—the part of the brain charged with self-monitoring and impulse control—goes quiet. The DLPFC is our inner critic, that voice of doubt and disparagement. As a result, with this area deactivated, we’re far less critical and far more courageous, both augmenting our ability to imagine new possibilities and share those possibilities with the world.
   Lastly, during flow, the brain releases an enormous cascade of neurochemistry. Large quantities of norepinephrine, dopamine, endorphins, anandamide, and serotonin flood our system. All are pleasure-inducing, performance-enhancing chemicals with considerable impacts on creativity. Both norepinephrine and dopamine amp up focus, boosting imaginative possibilities by helping us gather more information. They also lower signal-to-noise ratios, increasing pattern recognition or our ability to link ideas together in new ways. Anandamide, meanwhile, increases lateral thinking—meaning it expands the size of the database searched by the pattern recognition system.
   Taken together, these neurochemical, neuroelectrical and neuroanatomical changes in brain function provide us with an exceptionally potent workaround for the problem of teaching people how to be more creative. Instead of having to come at this thorny problem head on, we can instead train up people’s ability to find flow and the state’s neurobiology takes care of the rest.
https://www.psychologytoday.com/blog/the-playing-field/201402/flow-states-and-creativity
Efter denne verbale tour de force omkring udfoldelsen af begrebet 'transient hypofrontalitet', stopper jeg for denne gang. 

søndag den 24. juli 2011

Politiske konvertitter - grænseoverskridende kreativitet, holdningsmæssig blending og identitetssøgen

En gåde: Hvad har følgende personer til fælles?
  • Pernille Rosenkrantz-Theil
  • Karen Jespersen 
  • Tom Behnke
  • Ole Sohn,
  • Eyvind Vesselbo 
  • Anne Grete Holmsgaard 
  • Peter Duetoft
  • Louise Frevert
  • Naser Khader 
  • Christine Antorini
Ja, rigtigt. De har alle været relativt fremtrædende politikere i ét parti, - har forladt det og er derefter gået over til et andet.

Jeg har ikke tænkt på det før, men ud fra et kreativitetssynspunkt er de jo alle grænseoverskridende mønsterbrydere; mennesker som mentalt set på et tidspunkt i deres liv forbinder "elementer" som ellers har været adskilt: deres egen politiske personlighed forankret i ét partitilhørsforhold som de har har forladt - og deres egen politiske personlighed indlejret i et andet parti som de har meldt sig ind i.
   Dette andet parti og dets ideer har de i større eller mindre omfang bekæmpet eller konkurreret med mens de tilhørte det første. Og det er dette andet parti fra hvis ideologiske platform de i fremtiden skal bekæmpe og konkurrerer med det parti som de tidligere har været medlem af.
Bitter, ensom og indebrændt
... er rubrikken for en artikel i Weekendavisen fra den 22. juli som tematiserer den problemstilling. Journalisten er Søren K. Villemoes. Overliggeren lyder:
Det er svært for en politiker at skifte parti. Ens nye venner er mistroiske, mens de gamle ryster på hovedet. Troværdigheden lider skade, og chancerne for en succesfuld politiske karriere bliver som regel mindre. Alligevel er der mange, der tager springet.
Artiklen opregner en række af de kendte eksempler som er nævnt ovenfor, og beskriver de problemer og omkostninger et partiskift har for de fleste - sat på spidsen i rubrikkens formulering.
   Men den giver ikke noget forsøg på at forklare at der "alligevel er mange der tager springet".

Langt de fleste mennesker ændrer holdning i løbet af et liv. Ofte flere gange og på mange forskellige områder. Det er jo sådan set naturligt, noget der kommer med alderen, med indgåelse eller opløsning af parfohold, med afsluttet uddannelse, med nyt job og med ændring af andre sociale omstændigheder.
    Så hvorfor skulle det være så svært at skifte parti når man er politiker?

Her kan man bruge nogle begreber i en model som kommuikationsforskerne Kartrine Lund, Helle Petersen m.fl. bruger til at beskrive og analysere en virksomheds kommunikationsproblemer når den er under forandring:
  • IDENTITET: den man dybest set er (mht. værdier og holdninger)
  • IMAGE: den man ønsker at fremstå som 
  • ETHOS: den opfattelse andre har af en
En veletableret politiker med en vis solid forankring i vælgerkorpset og i sit parti, for ham eller hende vil der typisk være en god overensstemmelse mellem identitet og image, hvilket resulterer i en god ethos - et godt omdømme i vælgernes og partiets øjne: Vi ved hvor vi har ham/hende, vi ved hvad vedkommende står for, der er god overensstemmelse mellem de poltiske udtalelser og politiske handlinger!

Skifter man så parti, så ryger den politiske ethos i højere eller mindre grad, troværdigheden undermineres og smuldrer. 
  For enten har politikeren sejlet under falsk flag i det gamle parti - man har haft et image som har været påklistret og ikke i overensstemmelse med ens sande jeg; eller man har rent faktisk skiftet identitet - dvs. ændre centrale værdier og holdninger, så der ikke mere er dækning for det hidtidige image man har stræbt efter. 
   Uanset hvad forklaringen er, så svækker det de politiske interessenters og stakeholderes tillid, og det er rigtig svært at genoprette sin politiske ethos i den nye parti-kontekst.

Jeg har nu den teori at mange af de politikere som skifter parti, tilhører gruppen af særligt kreative personligheder - altså personligheder der er autoteliske, som oplever sig fremmedgjorte i forhold til forskellige sociale miljøer, og som kæmper med at definere deres identitet. 
   Og at hvis denne identitetssøgen og indentitetskamp har ført dem ind i et forpligtende forhold til et bestemt parti og partiprogram og givet dem en position indadtil og udadtil i det parti, så har det haft den naturlig omkostning at sider af personligheden har følt sig "fremmedgjort" i forhold til det image som politikeren har opbygget igennem sit arbejde for partiet. 

En forfatter kan kreativt udfolde sin identitetssøgen og identitetsudvikling gennem blending af konceptuelle rum i skiftende simulerende fiktioner, genrer og stilarter hen gennem sit forfatterskab. Og det forventes endda at han fornyer sig. 
   De tilsvarende identitets-operationer for en kreativ politisk personlighed er noget der har meget større omkostninger - for politikerrollen må ikke fremstå som noget påtaget - som en fiktion. Så ryger troværdigheden både i forhold til vælgerene, til det gamle parti og til de nye partikammerater. 
   Og journalisterne skal nok i deres artikler om konvertitteten understrege den permanente ethossvækkelse det for altid medfører at skifte parti og dermed skabe usikkerhed om den politiske personligheds identitet.
   Jeg minder i øvrigt om mine analyser af Henrik Dahls personlighed i lyset af hans optræden i offentligheden og hans politiske skiften ham fra bog til bog: http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre.html

Artiklen i Weekendavisen fremhæver at den anden udvej, at skabe et helt nyt parti der er skræddersyet til identiteten, har meget større udsigt til at lykkes - hvis man tør og har karisma nok: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Preben Møller Hansen, Aksel Larsen, Anders Samuelsen, Pia Kjærsgaard.
   Jeg tror ikke det i denne sammenhæng er en tilfældighed at de alle har det særlige forhold til sproget at det i meget høj grad er erfaringssprog de gør brug af når de udtaler sig offentligt. 

tirsdag den 12. juli 2011

Den autoteliske personlighed har nemt ved at komme i "flow" - men hvad sætter den igang?

Et af de begreber som Mihaly C-mihaly gør en del ud af er: "autotelic". Handlingsforløb og personligheder kan være autoteliske!
 I sin store bog om kreativitet, nævner han som det 9. og sidste punkt i listen over hvad der kendetegner "flow": "The activity becomse autotelic". Det betyder noget i retning af at en aktivitet bliver et mål i sig selv, og at ydre hensyn til nytteværdi, økonmisk gevinst, offentlig anerkendelse mv. forsvinder ud af det mentale synsfelt.
   Han beskriver udviklingsprocessen med at kunne bruge computeren bedre og bedre og til mere og mere, efterhånden som man lærer den at kende og finder ud ad hvad man kan gøre med den:
I may begin to enjoy using the computer for its own sake as well. At this point the acitivty becomes autotelic, which is Greek for somthing that is an end in itselv. Some activities such as art, music and sports og usually autotelic. There are no reason for duing them execpt to feel the experience they provide. Most things in life are exotelic. We do them not because we enjoy them  but in order to get at som later goal.
Jeg har med denne blog og arbejdet med at researche indlæg, opleve flow i ekstrem grad: link-joy - har jeg fundet ud af er et dækkende ord. Og denne blog og det at skrive ind i den, er blevet en kilde til daglig fornøjelse. Det startede med at jeg ville have den mentale gevinst ved at skriveriet, altså netop som en autotelisk aktivitet, og frigjort fra forpligtelsen til at skrive en bog - som ville være en exotelisk aktivitet.

I bogen "Flow" som jeg for nylig fik fat i og begyndte at læse, har han en beskrivelse af en personlighedstype som har let ved at komme i en "flow-tilstand": "The Autotelic Personality".   
   I kort form kan denne personlighedstype beskrives som en der har let ved at transformere trusler,  modstand og forhindringer om til "fornøjelige" udfordringer og opgaver med mulighed for at kunne løses - med kreativ tænkning. Og en personlighed som derfor bevare eller ligefrem udvikler sin indre harmoni derigennem.

Mihaly C-mihalya argumenterer for at den autolektiske personlighed kan vær delvis arveligt betinget, men i høj grad også noget tillært gennem opdragelse og erfaring - og "møder". 
   Hvilke personlighedstræk modarbejder muligheden for at komme i flow? Han modstiller to yderpoler: Hvis man har besvær med at koncentrere sig og fastholde opmærksomheden på noget, og hvis man er stærkt selvoptaget og primært fokuseret på hvilket indtryk man gør på sine sociale omgivelser. 
   For at kunne opleve flow må man dels mentalt være i stand til at udelukke en masse af de irrelevante informationer som konstant banker på sanseapperatet og kræver opmærksomhed; og dels må man være i stand til at se bort fra hvad andre mener og tænker om en og og være uafhængig af ydre anerkendelse og opmærksomhed.

Jeg har løbende spekuleret over hvilken sammenhæng der kan være mellem den barndom og ungdom som jeg har konstateret kendetegner rigtig mange særligt kreative personligheder, og så det der kommer ud af det: en mere eller mindre autotelisk personlighed. Hvorfor går de ikke i hundene, opgiver at få mening i livet, forsvinder i tilværelsens kaos? 
   Udgangspunktet er dog savn, tab, vrede, fremmdgørelse, identitetsusikkerhed. 

Jeg synes Mihaly C-mihaly har nogle interessante overvejelser idet han konfronterer sin egen tænkning med Freuds, som jo principielt gjorde os alle mere eller mindre mentalt handicappede - enten som neurotikere - eller som narcisister. 
Ever since Freud, psychologists have been interested in explaining how early childhood trauma leads to adult psychic dysfunction. This line of causation is fairly easy to understnad. More difficult and more interesting is the opposite outcome: the instances when suffering give a person the encentive to becom a great artist, a wise statesman, og a scientist. If one assumes that external events must determinde psychci outcomes, the it makes sense tose the nurotic response to suffering as normal, and the constructive response as "defence" og "sublimation". But if one assumes that people have a choice in how theyd respond to external events, i what meaning they atribute to suffering, then one can interpret the constructive response as normal and the neurotic omne as a failure to rise to challenge, as a break down in the ability to flow.
Mihaly siger altså i virkeligheden at det er et spørgsmål om framing. Og han mener at den positive frame - og dermed et frame-skift væk fra offer-framen - kan opnås hvis man oplever positive rollemodeller eller støttende mentorer i virkeligheden. Eller hvis man i gennem de mentale simulationsmodeller som leveres af kunst, litteratur, musik, filosofi, videnskab, religion - erkender mulighederne for at komme i flow ved at se bort fra og sætte sig ud over "forstyrrende" forhold i fortid og nutid. 
   Her vender jeg tilbage til mine metafor- og metonym-analyser.
  Det har været min påstand i tidligere indlæg at mennesker oplever disse symbolske og blendede verdener som basic-level-kategori-optikker, optikker som bevirker at de kan se sig selv og deres omgivende virkelighed som "target" - mål - for de metaforiske og metonymisk simulationer som de indeholder. 
   Den autoteliske personlighed udfolder sig en stor del af sin tid i kreative og produktive flow- processer, men er også ofte selv et produkt af mødet med flow-inviterende metaforiske og metonymiske produkter. 
   Mihaly C-mihaly i sin bog om "flow":
Whatever one´s background, there are still many opportunities later on in life to draw meaning from the past. Most people who discover complex life themes remember either an older person or a historical figure whom they greatly admirede and who served as a model, or they recall having read a book that revealed new possibilities for action. (...)
   At its best litterature contains ordered information about behavior, models of purpose, and examples of lives successfully patterned around meaningful goals. Many people confronted with the randomness og existence have drawn hope from the knowledge the others before them hade faced semilar problems, and had been able to prevail. And this i just litterature; what about music, art, philosophy and religion?s

torsdag den 28. april 2011

Hjernekemi, bjergbestigning, flow, forelskelse og kreativitet

Under bjergbestigerens rejse op ad bjerget frigives der en række forskellige kemiske transmitterstoffer, som indvirker på såvel krop som sind. Herunder endorfiner, serotonin, noradrenalin og dopamin. 
Citatet er fra en opgave fundet på  http://static.sdu.dk/mediafiles/. Senere i afsnittet delkonkluderes:
I forbindelse med bjergbestigning frigives ovenstående stoffer løbende. Dette medfører, at bjergbestigeren ikke sanser de mange farer og smerter, som opstår undervejs, men tværtimod føler velvære, glæde, opstemthed og lykke. Frigivelsen af stofferne bevirker, at den rationelle oplevelse af farer og risici forbundet med rejsen skubbes i baggrunden. Det kan ske i en sådan grad, at bjergbestigeren ikke opdager livstruende konsekvenserne af kulde og overanstrengelse og derfor ufortrødent fortsætter sin rejse op af bjerget. Frigivelsen af stofferne kan føre til afhængighed hos bjergbestigeren, og minimumsniveauet for tilfredsstillelse stiger gradvist. Det betyder, at der på sigt skal mere ekstreme bjergbestigninger til for at få den samme euforiske oplevelse.
I samme artikel omtales en personlighedstype som er særlig tiltrukket af bjergbestigning, nemmlig de såkaldte HSS´ere:
Mennesker kan være ”high sensation seekers” (HSS) eller ”low sensation seekers” (LSS). Hos HSS ses et grundlæggende fysiologisk træk i form af en anderledes hjernekemi kendetegnet ved et lavt niveau af MAO-enzymet i hjernen. HSS kan have vanskeligt ved at få tilstrækkeligt med nye og grænsesøgende oplevelser i en almindelig tryg hverdag, hvilket måske kan være en forklaring på ekstremsportudøvere ofte score højt på forskellige SS-skalaer.
Denne personlighedstype adskiller sig altså markant fra dem jeg tidligere har beskrevet, de højsensitive: HSP´erne. Også HSS´erne kan man udskille ved en serie særlige testspørgsmål. Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.
   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Helt umiddelbart associerer det her jo også til flow-tilstanden som den er beskrevet af Mihaly Csikszentmihaly - en tilstand som ifølge ham kan opnås når en række forudsætninger er til stede:
1. goals are clear
2. feedback is immediate
3. a balance between opportunity and capacity
4. concentration deepens
5. the present is what matters
6. control is no problem
7. the sense of time is altered
8. the loss of ego
Ifølge Wikipedia så har Csíkszentmihályi fremsat den hypotes at mennesker med særlige personlighedstræk har lettere ved at komme i flow-tilstanden end "gennemsnittet", en personlighedstype som kaldes autotelisk:
These personality traits include curiosity, persistence, low self-centeredness, and a high rate of performing activities for intrinsic reasons only. People with most of these personality traits are said to have an autotelic personality. It has not yet been documented whether people with an autotelic personality are truly more likely to achieve a flow state. One researcher did find that people with an autotelic personality have a greater preference for "high-action-opportunity, high-skills situations that stimulate them and encourage growth" than those without an autotelic personality.It is in such high-challenge, high-skills situations that people are most likely to enter the flow state.
Også flow-tilstanden korresponderer med en kombination af aktivt virkende stoffer i hjernen. En tilstand og en kemi som har ligheder med forelskels og kærlighed:
When two people are attracted to each other, a virtual explosion of adrenaline-like nuerochemicals gush forth. Fireworks explode and we see stars. PEA or phenylethylamine is a chemical that speeds up the flow of information between nerve cells.
   Also, involved in chemistry are dopamine and norepinephrine, chemical cousins of amphetamines. Dopamine makes us feel good and norepinephrine stimulates the production of adrenaline. It makes our heart race!
   These three chemicals combine to give us infatuation or “chemistry.” It is why new lovers feel euphoric and energized, and float on air. It is also why new lovers can make love for hours and talk all night for weeks on end.At være forelsket er altså tydeligvis en særlig form for flow-tilstand.
Og jeg kan jo så ikke lade være med at tænke på at en række særligt kreative personligheder, mandlige kunstnere med stort K, har haft et livligt og inspirerende kærlighedsliv centreret omkring "muser". Picasso for eksempel. Jens August Schade. Aarestrup. Sophus Clausen.