I det foregående indlæg refererede jeg til at hjernens produktionen af et bestemt hormon, oxytocin, tilsyneladende blev stimuleret af at lytte til en bestemt slags 'ambient' musik - musik som også ofte forbindes med meditation og med new age-filosofien.
Og et citat fra Wikipedia gjorde mig nysgerrig efter at vide mere.
Det viser sig at en svensk forsker, professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg, har påvist at det hormon man oprindelig opdagede blev udløst når kvinder ammede, at det er meget bredspektret i sin effekt og udløses af mange forskellige slags sanseinput, men først og fremmest gennem mellemmenneskelig berøring: hånd mod hud, sex!
Men altså også af bestemte former for musik, som kan tolkes som en slags venlig "berøring" gennem ørernes sanseapparat.
Men altså også af bestemte former for musik, som kan tolkes som en slags venlig "berøring" gennem ørernes sanseapparat.
Kerstin Mobergs egen hjemmeside sammenfatter resultaterne af hendes forskning sådan:
Med tiden visade det sig att oxytocinets effekter inte är begränsade till moderskapet, utan är av mer allmängiltig betydelse, eftersom det förekommer hos gamla och unga och hos män och kvinnor. Beröring, närhet och varma och lugna mentala upplevelser kan också påverka oxytocinfrisättningen. På senare år har oxytocinets möjlighet som botemedel vid ångest, oro, stress depression och sociala svårigheter allt mer kommit i förgrunden.På senare tid har Kerstin Uvnäs Moberg överfört oxytocinkonceptet från relationer människor emellan till att också innefatta relationer mellan människor och djur. Härmed får den så länge omvittnade positiva effekten på humör och hälsa av att vistas tillsammans med djur eller att ha ett sällskapsdjur en vetenskaplig förklaring.
Jeg læste for nogle år siden om nogle undersøgelser der netop påviste at det at sidde med en rolig, spindende kat i skødet, havde delvis samme effekt på frekvensen af de elektromagnetiske bølger som hjernen udsender, som meditation: forstærkede alfa- og theta-bølger.
Og her synes vi i hvert fald at få en delvis forklaring, nemlig at det at have "kæledyr" og fysisk omgås dem, forhøjer oxytocin-hormonet i blodet. Og som Fister her er et tydeligt bevis på - effekten går begge veje:
Jeg får også en association til den adfærdsændring hos læger jeg har oplevet er foregået gennem årene siden jeg var barn: De trykker og føler mindre og mindre på deres patienter.
Jeg har i årenes løb gået til læge 'on and of' for forskellige fysiske skavanker og symptomer. Og mens jeg husker at blive trykket på og blive befølt med hænderne af de læger jeg konsulterede i min ungdom, så gør de det stort set ikke mere selv om mine besøg er blevet hyppigere i takt med alderens skavanker bliver flere. Lægerne ser på måle-resultater af blodprøver og på røntgenbilleder - men der er undeskud på berøringskontoen når det drejer sig om dette at trykke på hud og knogler og mærke efter når man fortæller om et symptom.
Hvis min personlige iagttagelse er rigtig og gælder generelt, så betyder det at de positive fysiologiske og mentale effekter af den oxycytocin som udløses ved lægens berøring af patientens hud, er blevet kraftig reduceret.
Og hvis du læser videre, kan du se at der faktisk er videnskabeligt belæg for at den udvikling kan være stærkt kontraproduktivt både set fra læges og patientens sygdom.
En dansk hjemmeside sammenfatter Mobergs forskningsresultater på den her måde:
Jeg har i årenes løb gået til læge 'on and of' for forskellige fysiske skavanker og symptomer. Og mens jeg husker at blive trykket på og blive befølt med hænderne af de læger jeg konsulterede i min ungdom, så gør de det stort set ikke mere selv om mine besøg er blevet hyppigere i takt med alderens skavanker bliver flere. Lægerne ser på måle-resultater af blodprøver og på røntgenbilleder - men der er undeskud på berøringskontoen når det drejer sig om dette at trykke på hud og knogler og mærke efter når man fortæller om et symptom.
Hvis min personlige iagttagelse er rigtig og gælder generelt, så betyder det at de positive fysiologiske og mentale effekter af den oxycytocin som udløses ved lægens berøring af patientens hud, er blevet kraftig reduceret.
Og hvis du læser videre, kan du se at der faktisk er videnskabeligt belæg for at den udvikling kan være stærkt kontraproduktivt både set fra læges og patientens sygdom.
En dansk hjemmeside sammenfatter Mobergs forskningsresultater på den her måde:
Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.Ved berøring og nærvær dannes oxytocin i hjernen i hypothalamus (det center der også regulerer stress og antistress). Hormonet frigøres herefter til blodbanerne. Her påvirker oxytocin vores centrale nervesystem, så vi spænder af og får ro. Det vil sige, vi stresser af. Mængden af kortisol i blodet halveres, puls og blodtryk daler og du føler ro velvære og varme. Selv om mængden af oxytocin i blodet halveres efter blot nogle få minutter, så får vi glæde af det i lang tid, da den resterende mængde bliver længe i kroppen.
Hvad sker der derefter rundt omkring i kroppens forskellige dele og funktioner rent fysiologisk?
- Blodtrykket daler
- Pulsen daler
- Smertetærsklen øges
- Blodets indhold af stresshormonet kortisol halveres
- Optagelsen af næringsstoffer fra kosten forbedres
- Fordøjelsen fremmes
- Sårhelingstiden halveres
- Immunforsvaret styrkes
- Kolesteroltallet bliver sundere
Og de følelsesmæssige effekter er forklaringen på at nogle også taler om oxcytosin som "lykkehormonet":
- Angst og bekymring dæmpes
- Aggressivitet og vrede dæmpes
- Man blive roligere og mere afslappet
- Man føler øget velvære og glæde
- Kreativiteten stimuleres
- Man oplever sig elsket og ønsket
- Man oplever øget ømhed og hengivenhed for andre
I forlængelse af min konstatering af at læger fysisk berører deres patienters krop og hud mindre og mindre under konsultationer, så tror jeg at det her hormon også kan forklare hvorfor fysisk alternativ behandling i form af af forskellige slags massage, healing gennem håndspålæggelse, zoneterapi, craniosacral terapi m.fl. er er blevet mere og mere udbredt og populært gennem årene. I de senere år er udvikllingen også blevet sammenfattet under navnet 'wellness'.
Og så kommer jeg også til at tænke på min kreative frisør. Sammen med min foddame er han et af de få mennesker der jævnligt får lov til at røre ved mig. Og jeg nyder det.
Og går jeg gennem Algade i min provinsby så vrimler det med frisører og fodterapeuter. De oplever tilsyneladende ikke nogen krise, og lever alle af at de fleste af os måske er i underskud af oxytocin.
Jeg har i mange tidligere indlæg beskrevet hvordan endorfin- og dopaminproduktion er en vigtig del af hjernens såkaldte belønningssystem, og en vigtig del at forklaringen på at den særlige kreative lykketilstand som kaldes 'flow', og som fx kan opleves når man skriver - eller løber - eller opfører sig uselvisk: 'writers high', 'runners high', 'helpers high'.
Og så kommer jeg også til at tænke på min kreative frisør. Sammen med min foddame er han et af de få mennesker der jævnligt får lov til at røre ved mig. Og jeg nyder det.
Og går jeg gennem Algade i min provinsby så vrimler det med frisører og fodterapeuter. De oplever tilsyneladende ikke nogen krise, og lever alle af at de fleste af os måske er i underskud af oxytocin.
Jeg har i mange tidligere indlæg beskrevet hvordan endorfin- og dopaminproduktion er en vigtig del af hjernens såkaldte belønningssystem, og en vigtig del at forklaringen på at den særlige kreative lykketilstand som kaldes 'flow', og som fx kan opleves når man skriver - eller løber - eller opfører sig uselvisk: 'writers high', 'runners high', 'helpers high'.
Spørgsmålet er om der er en sammenhæng mellem dette belønningssystems dopaminproduktion (en såkaldt neurotransmitter der virker som et naturligt narkotisk stof) og så hormonet oxytocin.
Og det er der, her forklaret af en forsker, doktor Jerry Long:
We know that dopamine is involved in reward and reinforcement, and we know that the dopamine system is activated during social interactions or mating. We also know that the dopamine system is interacting with the oxytocin system to promote the pair bond formation. So for example if you block dopamine, a female will not bond with a male or a male will not bond with a female. Simply by blocking that dopamine input, even oxytocin can’t stimulate the bond; blocking oxytocin receptors will also block the bond formation. Even dopamine can’t stimulate the bond. But if you have both acting at the same time to sort of activate the social aspects and the reward aspects, then it comes together to form a bond which is a preference to interact with another individual.
En af mine helte og forbilleder udi formidlingen af interessant, ny forskning, Lone Frank, har også skrevet om oxytocin. I en rubrik til en artikel i Weekendavisen helt tilbage i 2008, den 6. juni, kalder hun det:
Kælekemikaliet
LoneFrank indleder artiklen sådan her:
Der er formentlig ingen enkel formel for kærlighed, tillid og generøsitet, men hvis der var, ville den lyde noget i retning af C43H66N12O12S2. Det lille hormon, oxytocin, flyder tilsyneladende overalt, hvor mennesker føler sig forbundne med hinanden. Det får mænd og kvinder til at danne par, det gør forældre tilbøjelige til at tage sig af deres børn, og det hjælper os til at stole på fremmede mennesker.”Det er samfundets lim, så simpelt og dog så fundamentalt”, sagde den amerikanske neuroforsker Paul Zak i sidste uges New Scientist. Lidt mere poppede formidlere har igennem tiden kaldt oxytocin for ”kærlighedseleksir” og ”kælekemikalier”. Senest, i anledning af at stoffet nu bliver afprøvet til behandling af angstlidelser og fobier har en særligt entusiastisk forsker udnævnt det til ”social viagra”.I det hele taget har oxytocin indtaget en position blandt hjerneforskningens varmeste emner.. Forskerne taler om, at dets overordnede rolle i hjernen, er at koble social kontakt med velvære, og dette ry har efterhånden bredt sig til gadeplan. Som den amerikanske forfatter Susan Kuchinska i sidste uge konstaterede på sin særlige oxytocinblog: ”folk vil bare rigtig rigtig gerne have fingrene i det her stof”.
En af de mange forskningsresultater som Lone Frank refererer i artiklen, er at oxytocin ikke bare udløses ved positive fysiske sansninger som kys, kæl og kram, sex og massage, men også når vi erindrer og genkalder os den slags positive oplevelser.
Mekanismen fungerer altså på samme måde som spejlneuroner der aktiveres både når vi selv udfører en handling, når vi ser en anden udføre den samme handling - og også når vi tænker på eller forestiller os handlingen udført.
Man har brugt disse spejlneuroners måde at fungerer på som en af de neurologisk mekanismer bag menneskelig empati og indlevelse. Og herunder til at forklare hvordan identifikation og indlevelse hos et filmpublikum med karaktererne på lærredet neurologisk set kommer i stand.
Det er derfor naturligt at spørge om det at se en rørende/bevægende film også udløser hormondet oxytocin.
Selvsamme Poul Zak som omtales i citatet ovenfor, har også lavet forsøg der viser det - eller rettere en af hans studerende:
To see if movies cause our brains to release oxytocin, my graduate student Jorge Barraza designed an experiment where participants watched a video from St. Jude Children's Hospital in Memphis, Tennessee. One group saw a part in which a father discusses his four year-old son Ben's terminal brain cancer. The other half watched as Ben and his father spend a day at the zoo. You can see the video here (kan ikke ses mere)Yes, it is really emotional. OK, take a short break to recover.In research that will soon appear in the Annals of the New York Academy of Sciences, those who saw the highly emotional part of the video had a 47% increase in oxytocin as measured in blood. Controlling for distress (which was associated with elevated stress hormones), empathy was highly correlated with the spike in oxytocin. This is the first evidence for the speculation, often from my mouth, that oxytocin is a physiologic signature for empathy.
Jeg søger videre på nettet: Om der er en sammenhæng mellem de to biologiske forklaringer på empati: spejlneuronerne og oxyctocin. Og finder en videnskabelig artikel fra 2010 med den let tilgængelige titel:
Intranasal oxytocin modulates EEG mu/alpha and beta rhythms during perception of biological motion.
Artiklens 'abstract' slutter med følgende citat der faktisk kobler alfabølger, spejlneuroner og krammehormonet oxycotin (her forkortet OT) sammen i et eksperimentelt design:
These results are a first step linking OT to the modulation of EEG rhythms in humans, suggesting that OT may have a role in allocating cortical resources to social tasks partly mediated by mirror neuron activity.
Her er et link til en artikel fra magasinet "The Atlantic" om en anden forsker, psykologen Barbara Fredrickson, som i sin nye bog Love 2.0: How Our Supreme Emotion Affects Everything We Feel, Think, Do, and Become, fortæller om eksperimenter som viser samspillet mellem spejlneuroner og oxytocin-hormonet i forbindelse med mellemmenneskelig 'kærlighed', et forhold som hun karakteriser er som "micro-moment of positivity resonance":
Like all emotions, love has a biochemical and physiological component. But unlike some of the other positive emotions, like joy or happiness, love cannot be kindled individually—it only exists in the physical connection between two people. Specifically, there are three players in the biological love system—mirror neurons, oxytocin, and vagal tone. Each involves connection and each contributes to those micro-moment of positivity resonance that Fredrickson calls love.
Da jeg begyndte det her indlæg ville jeg bare have lidt mere kød på Wikipedias artikel om oxytocin-hormonet som udløses ved helende og helbredende meditationsmusik.
Men det førte vidt omkring, jeg kom i en tilstand af 'researchflow' - 'researchers high' - og sluttede altså med indblik i berøringernes kærlighedens underliggende neurofysiologisk maskineri.
Lidt sjovt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar