Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?

http://journalisten.dk/journalisten-i-111-aar-tag-med-paa-tidsrejse

Jeg kan sige det som det er: Jeg håber inderligt at jeg i fremtidige blok-indlæg, kan blive fri for at omtale den nyvalgte USA-præsident, Donald Trump.

   Men her vil jeg starte med ham, foranlediget af en 'Signatur'-klumme. skrevet af Amalie Kestler ("lederkollegiet" i Søndagspolitikens debatsektion for en lille uge siden).

   Overskriften var en 'teaser' ...:

Fem veje til bedre journalistik

... Et 'set up' til at læseren ønsker svaret på et opfølgende spørgsmål "hvilke fem veje taler du om?"

   Underrubrikken er sådan lidt kryptisk i formuleringerne:

Ikke alle veje fører til en bedre presse. Men her er fem bud på veje, der gør.

Da jeg har læst den, er jeg hundrede procent sikker på at Donald Trump optræder i anslag og præsentation af historien, inden de 'fem bud' bliver opregnet og udfoldet.

Jeg er ikke specielt glad for udtrykket "bud" - det associerer til noget uforpligtende, noget man ikke skal tage alvorligt. Og den indforståede joke med formuleringen  "fem veje til" og "ikke alle veje fører til" hvor man så har udskiftet det klassiske bon mots "Rom" med "Journalistik", er måske heller ikke den mest spændstige invitation til at læse videre.

   Men ellers OK. 

Nedenfor følger et længere citat fra indledningen af klummen, som i genrens natur skal være mere eller mindre positiv og gerne analytisk moraliserende over verdens gang og elendighed.

   Men minsandten: 'Donald Trump' er ikke nævnt med ét ord.

Og dog - han er klart den skjulte og forudsatte reference i indledningen - eller rettere: Det er journalisternes dækning af ham og hans valgkamp som er blevet anklaget for at være en vigtig del af årsagerne til at han vandt - først republikanernes primærvalg - og i anden omgang altså selve præsidentvalget:

'Skyd efter pressen’, er blevet en global folkesport i den vestlige verden.

   At vrænge ad ’dårlige journalister’, der stiller de forkerte spørgsmål, interviewer hinanden eller undlader at sætte sig ind i sagerne, er blevet så hverdagsagtigt som at klage over it-problemer.

   For nylig fortalte en veninde mig om en journalist, der var så optaget af sin egen vinkel, at vedkommende virkede uinteresseret i, hvad min veninde – som var kilde – egentlig sagde.

  De fleste fag har faglige beskyttelsesdragter. Og jeg kommer tit til at iføre mig sådan en, når jeg hører den slags historier. »Det lyder som en dårlig oplevelse. Men husk på, at der hver dag laves god og grundig journalistisk af hundredvis af seriøse journalister i danske medier«, kan jeg finde på at sige. For det gør der.

   Men at tilliden til vores fag efterhånden er så lille, bør vække til eftertanke. Særligt i en tid, hvor det er presset af både Facebook og fake news.

   Det er ikke mere synd for journalister end for andre, når de mister deres job eller oplever nedskæringer. Men det er synd for andre end pressen, hvis den mister sin funktion som respekteret modspiller i samfundet.

  En fri og kritisk presse er den mørtel, der binder et demokrati sammen. Tilliden til, at uretfærdighed og magtmisbrug bliver afdækket, og at folk kan komme til orde i den offentlige debat, er afgørende.

   Hvordan bliver medierne så bedre? Danske medier udvikler sig heldigvis hele tiden. Men her er fem veje, som efter min mening vil styrke journalistikken:

De "fem veje "og flere til, vender jeg tilbage til sidst i dette og det følgende blogindlæg.

 

Både den danske, den internationale og den amerikanske traditionelle presse - også kaldt 'main-stream-nyhedsmedierne', er ganske rigtigt blevet kritiseret og har selv efterfølgende sanket glødende aske på deres journalistiske reporteres og redaktøres hoveder - over at det der skulle være en kritisk, men saglig og oplysende dækning af valgkampen, blev et langt kampagne-indslag for Trumps kandidatur.

   Og det er ikke første gang det sker internationalt: en lignende kollektiv journalistisk bodsgang oplevede vi også efter den engelske Brexit-afstemning og den valgkamp som førte til at de vælgere der ville ud af EU, vandt. Stik imod eksperters og mainstream-journalisters forventning.

   En næsten ordret lignende selvkritik kunne vi også læse i pressen herhjemme, da EU-folkeafstemningen om en nydefinering af retsforbeholdet i Danmarks traktat med EU, førte til et klart nej, en nydefinering der ville gøre det muligt for Danamark ar blive inden for EU-politi-samarbejdet, samtidig med at alt andet i forbeholdet var ved det gamle.

Et fællestræk for den politiske side der i alle tre tilfælde vandt afstemningen, var følgende:

1) Nej-siden (og Trump-siden) var simpelt hen fuld af løgn. Det er tydeligt blevet dokumenteret - lidt under, men først især efter valgene. Og disse løgne - usandheder - påstande uden dækning - er under valgkampen citeret vidt og bredt og virkelig blevet slået stort op i pressen - både i den traditionelle presse, men også og ikke mindst vi (deling på) de sociale medier: Twitter, Facebook m.fl. Samtidig med - naturligvis - at disse udsagn, især i den traditionelle presse, er blevet kritiseret for manglende "virkelighedsforankring" af den saglige politiske modpart og en lang række eksperter.

   Men uanset hvor kritisk live-reporterne gik til Trump og til de meste fremtrædende nejsigere, og uanset hvor afslørende journalisterne var i forhold til de oplagte usandheder, halve sandheder og fordomsfulde og forenklende bemærkninger Trump og de andre nej-sigere kom med, så gav det overskrifter og omtale. Og næsten dagligt var det dermed ham og de politikere der tænkte og udtalte sig som ham, der kom til at sætte pressens dagsorden. Han var altid og hvergang god for det enhver journalist kan genkende når han møder det i udtalelser: En god historie.

   Den i al journalistik indbyggede regel som Nej-siden og Trump så effektiv har udnyttet/brugt/misbrugt, hedder:

• For at kunne kritisere, må man først citere! 

Og det er det hele det retoriske game går ud på: At blive citeret og citeret og citeret igen. Og igen. Og igen....

   Så jo mere vilde udtalelser, jo flere citater i pressen og på nettet, og jo mere opmærksomheds-sugende omtale af citaterne og gencitering af citaterne. Ubetalelige kampagnebidrag. Længere er den historie ikke. Men lang nok, synes mange.

2) Nej-siden (og Trump-siden, som man vel også godt kan kalde Nej-til-Hillary-siden), kommunikerede i meget højere grad end tidligere helt uden om de traditionelle journalistske medier og deres redaktionellee gatekeepere. Og alle de stærkt støjende, spidsformulerede og provokerende udsagn - trekvarte og halve sandheder - og regulære usandheder - de blev konsekvent fremført i et stærkt følelsesladet, holdningsforstærkende og billedrigt sprog - i høj grad den slags dagligsprog som jeg tidligere (pyha: faktisk for godt 35 år) siden gav betegnelsen 'erfaringssprog' (som jeg så satte i modsætning til de veluddannede administratorers 'videnssprog').

   Både journalisterne og vælgerne elsker at poltiske udtalelser formuleres i erfaringssprog. Det er nemlig deres eget dagligsprog og også de fleste journalisters oprindelige arbejds- og brugssprog når de skulle skrive artikler til eller optræde som studieværter eller 'journalist-eksperter' i medierne. Der opstå simpelt hen det fænomen som er det helt afgørende for at kommunikation skal fungerer: identifikation,  som er det vigtigste af alle nyhedskriterierne, og den ene af de tre parametre som enhver dramaturgisk velfungerende fortælling skal levere.

   Både journalister og vælgere kunne og kan genkende sig selv  og leve sig ind  i det følelsesladede og billedrige sprog som Trump, Brexit-modstanderne Politiforbeholds-modstanderne brugte når de skældte ud og sagde fra i forhold til hvad ekspertene fremhævede af fordele ved at blive i EU, ved at vælge Hillary og ved at stemme for et revideret dansk retsforbehold.

   Enhver der har beskæftiget sig nogenlunde seriøst med hvordan og hvorfor en halvgod eller halvdårlig roman bliver en bestseller trods kritiske eller lunkne anmeldelser, ved at hvis bare læserne kan identificere sig i forhold til fortællingen, fortællerstemmen og fortællersynsvinklen, så er spørgsmålet om sandhed og virklighed i historien uden betydning.

Fore en ordens skyld repetere jeg lige forskellen mellem de to slag sprogbrug:

Videnssprog	Erfaringssprog
·        logisk ·        upersonligt ·        abstrakt ·        billedfattigt ·        følelsesrenset ·        monologisk ·        systemorienteret ·        rødder i skriftsprog ·        bruges mest offentligt	·        sanseligt ·        personligt  ·        konkret ·        billedrigt ·        følelsesladet ·        dialogisk ·        handlingsorienteret ·        rødder i talesprog ·        bruges mest privat

Se mere her hvor jeg i et meget tidligt indlæg på min blok introducerer de to begreber og de kendetegn som karakteriser de to slags sprogbrug:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Hvis man søger modsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' på nettet, vil man se hvor mange seriøse kilder der beskriver og omtaler den - og de gør de uden kildeangivelse, hvilket jo viser at begrebsparret nu er blevet en del af en bred faglig forståelse langt ud over en snæver akademisk offentlighed. Hvad jeg er lidt stolt af.

Og hvorfor mon jeg kommer til at tænke på "Harry Potter" og "Fifty Shades of Gray"?

   Og hvorfor mon jeg herefter som 73 årig gammel mand straks associerer 'down memory lane''  - og på den indre biograf ser og hører navne som: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Kristen Poulsgaard,  Preben Møller Hansen, Knud Jespersen, Kirsten Jacobsen, Pia Kjærsgaard.

   Svaret er at de alle er superbrugere af erfaringssprog til at formulere slagkraftige, følelsesladede, billedrige, konkrete og forenklende politiske budskaber, som derefter er lette at citere i overskrifter og som den dagsaktuelle journalistik straks kan se en god historie i - uanset om udtalelserne holder vand eller ikke.

 

Jeg husker at da jeg for første gang introducerede begrebsmodsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' for et hold studerende en gang i starten af 80'erne, så påstod jeg frækt:

"En dansk politiker som energisk turde bruge - og som fremturede med at bruge - erfaringssprog når han/hun mundtligt fremførte politiske budskaber i de elektroniske medier, var sikret mindst fire mandater ved førstkommende folketingsvalg."

Nu opremser jeg i punktform de "fem veje til en bedre journalistik" som Amalie Kestler relativt kortfattet uddyber i sin klumme sidste søndag:

• Handlinger frem for holdninger
• Indhold frem for anklager
• Nyheder er ikke hvad de har været
• Konsekvens frem for begivenhed
• Behold autoriteten

Ikke alverden ophidsende elle kampopråbende rubrikker, er min spontane mavefornemmelse. Men for de flestes vedkommende kan jeg umiddelbart gætte i hvilken retning uddybningen går.
   Man kan her læse her Amalie Kestler umiddelbart lægger i disse overskrifter:

http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/

Har du læst det? Hvad tænker du? 

   Jeg var og er i hvert fald ikke tilfreds.

   

Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 

   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.

   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".

Det spor forfølger jeg videre i det følgende blogindlæg!

(dette altså et set up til at læse videre i det efterfølgende blogindlæg som jeg i skrivende stund er begyndt på, men som nok først er færdig et par dage ind i februar)

Det man siger, er man selv - Søren Espersen vs Rune Engelbreth Larsen

Jeg har i et tidligere indlæg fra godt et år tilbage, illustreret hvordan man ved substitution af nogle kerneord i en argumenterende tekst, ironisk afslørende kan vende dens kritik mod ophavsmanden eller -kvinden selv. 

   Den gang var det Pia Kjærsgaard hvis manipulerende retorik rettet mod kvinder som bærer tørklæder når de går på gaden, som blandt andre blev taget ved vingebenet af en 'pensioneret skolelærer'.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/pia-kjrsgaard-kan-den-kreative-kunst-at.html

Den illustrerende afsløring skete ved i Pia Kjærsgaards tekst at udskifte frasen "kvinder, der bærer tørklæde" med frasen "kvinder i let påklædning".

   Et beslægtet retorisk afslørende greb fortæller jeg i øvrigt om i et indlæg som blandt andet beskriver en af mine egne pædagogiske substitutions-gimmicks i forhold til et hold RUC-basis-studerende som jeg skulle holde oplæg for om "Marxistisk pædagogik"  i 1972.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

Disse indlæg kommer jeg i tanker om ved at læse Rune Engelbreth Larsens debatindlæg i Politiken i går under denne rubrik og manchet: 

Søren Espersen misbruger 'det danske folk'

Jeg vil ikke være en del af den løgn om 'danskerne', som Søren Espersen repræsenterer

Rune Engelbreth har jævnligt i Politiken præcist, kritisk og kreativt formulerede indlæg med afslørende brod vendt mod ideologisk retorik og manipulerende snik-snak fra - hovedsagelig - den blå side af det politiske landskab. 

   Denne gang forholder han sig i sit indlæg til den verbalt nedgørende og arrogante behandling som Stine Bosse i den forgangne uge var blevet udsat for af Dansk Folkepartis Søren Espersen.

   

Afsættet for Søren Espersen var en kommentar fra Stine Bosse i tidskriftet Ræson  til Integrationsminister Inger Støjbergs plan om at skræmme flygtning fra at søge til Danmark med en negativ propaganda-kampagne i internationale medier der skal fortælle flygtningene hvor dårligt de vil blive modtaget som asylsøgere her.

   Stine Bosses indlæg der generelt er holdt i en saglig og nøgtern tone, sluttede sådan her om flygtningeproblemet:

JEG VED, jeg taler på manges vegne, når jeg skriver at vi sidder med en led smag i munden. For vi ved at dette kan løses, Vi ved, at Ministeren ikke har besøgt et eneste nærområde, endsige interesseret sig for dem og vi ved, at det ikke kun er i dag, mennesker betaler den pris, de gør. Historien husker. Danmark er blevet husket for indsatsen under Anden Verdenskrig (og fejret – ikke mindst af os selv) fordi vi bragte jøder i sikkerhed i Sverige. Men vi vil også blive husket som dem, der IKKE gjorde noget under Syrienkrigen. Det vil man huske ikke bare i Danmark, men også i Europa og resten af verden.

   Kære Inger Støjberg. Vil du ikke prøve at tage en lidt længere rejse? Start med at aflægge dine kolleger i Bruxelles et besøg. Tal med EUs agentur for flygtningespørgsmål, EASO, der ved meget om, hvad der bør gøres. Og følg derefter Jens Rohdes (MEP for V) opfordring til at besøge nærområderne. Tag TV2 eller DR med – og se om ikke du kunne finde lidt klogskab og human indsigt frem til at gå andre veje.

For mig er der ingen tvivl om at det er metaforen "vi sidder med en led smag i munden", der udløser kraftige følelser - tilsyneladende ikke hos integrationsministeren - men hos Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, som jo er dem der egentlig står bag ideen til denne anti-indvandrerkampagne. 

   Metaforen er jo meget fysisk og kropslig, og rammer derfor hårdt. Den er beslægtet med Nyrup Rasmussens om "at Danske Folkeparti aldrig vil kunne blive stuerent". Så Søren Espersen er hurtigt ude med en modkommentar som ikke forholder sig til det saglige indhold i Bosses indlæg, men har karakter af et - 'ledt', kunne man fristes til at sige - verbalt karaktermord på Stine Bosse. 

   Det indledes sådan her:

Stine Bosse lever på toppen – i en international high-flyer-verden – aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?

I sit debatindlæg i Søndags-Politiken tager Rune Engelbreth Larsen så på vanlig præcis vis, afstand fra at blive inkluderet i Søren Espersens retoriske fiflerier med brug af begreberne "fædreland" og "det danske folk".

   Efter et referat af indholdet i Stine Bosses ærligt bekymrede indlæg, fortsætter han:

Over for dette nuancerede indlæg, der svinger sig op på et enkelt emotionelt udbrud om »en led smag i munden« over for planerne om en skræmmekampagne, reagerer Dansk Folkepartis Søren Espersen med et foragtende personangreb. Bosse er således »aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk«.

     Sådan taler Propagandaløgnen.

   Hvordan kan jeg tillade mig at skrive dét? Fordi det er åbenlyst sandt. For det første er hele Stine Bosses indlæg udtryk for bekymring og forståelse for Danmark og danske interesser. Man kan selvfølgelig have andre prioriteringer end Bosse, eftersom 'Danmark' og 'danske interesser' ikke er noget entydigt, men netop er mangefacetteret og flertydigt. Men kun den bevidste løgner kan benægte hendes veneration for Danmark og danskere.

   For det andet er Søren Espersens misbrug af »det danske folk« selvindlysende. Han taler jo hverken på vegne af »det danske folk« eller »fædrelandet«. Ingen af delene eksisterer som homogene monolitter andre steder end i propagandaløgnen.

   Jeg er dansker. Jeg er en del af det danske folk. Men jeg er ikke, vil ikke være og bliver aldrig nogen sinde en del af den ensrettende løgn om »danskerne«, som Espersen repræsenterer.

Indlægget slutter med en afslørende substitution hvor Engelbreth i Søren Espersens indledende tekstafsnit, substituerer Stine Bosses navn med afsenderen Sørens Espersens navn. 

   Først citerer han Søren Espersens indledende angreb på Stine Bosse:

»Stine Bosse lever på toppen«, fastslår han bl.a. »Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?«

   Hvor pudsigt og interessant er det ikke, at ethvert af disse fordømmende ord, er udtryk for det reneste, tydeligste, ærligste og allermest træffende politiske spejl?

     Læs selv: »Søren Espersen lever på toppen. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Søren?«

Teknikken som Rune Engelbreth også har brugt kreativt tidligere, kaldes somme tider "jødeprøven", idet den fx kan bruges til at demonstrere og afsløre et indlægs kamuflerede racisme, ved i teksten at indsætter "jøder" og "jødisk" istedet for betegnelserne for den gruppe det racistiske indlæg er rettet imod.

   I de senere år bruges denne kreative substitutions-teknik næsten dagligt i Politikens ATS-satire-spalte på bagsiden af første sektion. 

   Med stor mentalt befriende effekt.

Det man siger, er man selv

Her link til de tre indlæg, så man selv kan vurdere kvalitetsforskellen i retorik og argumentation i indlæggene som helhed: 

http://raeson.dk/2015/stine-bosse-skriver-kaere-inger-stoejberg/

http://raeson.dk/2015/soeren-espersen-stine-bosse-har-ingen-veneration-for-%E2%80%A8sit-faedreland-og-for-det-danske-folk/

http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2776978/soeren-espersen-misbruger-det-danske-folk/

Pia Kjærsgaard kan den kreative kunst at frame uskyldig ofre for vold og chikane, så det er indlysende for enhver at de selv er ude om det ...

Jeg synes Pia Kjærsgaards kreative, dygtigt manipulerende retorik som hun har udfoldet gennem mange år i offentligheden,  trænger til en omgang  forhåbentlig lige så kreativ de-konstruktion, så vi kan få frem i lyset og synligt og forståelige for enhver, hvad hun er for en filurkat - inden bag de smarte folkelige formuleringer.

   Man har den sjove metafor at 'have en ræv bag øret' som betyder "snu" eller "udspekuleret". 

   Den talemåde synes jeg passer ret præcist på hendes udtalelser i forbindelse med en genoplivet debat i Politiken om hvordan kvinder der bærer tørklæde, bliver chikaneret fysisk og psykisk af danske medborgere.

Pia Kjærsgaard havde et blogindlæg på TV 2, for godt en uge siden hvor hun forholdt sig til den igangværende debat på Politiken om de erfaringer mange indvandrekvinder har haft med danskeres chikanerende reaktioner  på at de bar tørklæde, erfaringer de sjældent fortæller om offentligt - endsige melder til politiet.

   Et af indlæggene kom fra en yngre læge Aya Baram. Hun var vred. Rubrikken lød:

Jeg er blevet overfaldet og svinet til på grund af mit tørklæde

Underrubrikken lød: 

I 16 år har jeg holdt diskriminerende oplevelser for mig selv. Nu er det slut.

Aya Baram beretter om sine erfaringer med at bære tørklæde:

Jeg er blevet slået på gaden, hvorefter jeg har fået at vide, at jeg skal »tage mit f... tørklæde af«. Politiet ville ikke lægge sag an, fordi min mand var mit eneste vidne.

   Jeg har været vidne til en hel bus, der råbte, at de ville stemme Dansk Folkeparti og få muslimerne ud af landet, fordi en pige med tørklæde kom til at holde omkring sædet foran sig, da bussen drejede, og derved fik rørt ved en anden piges hår.

   Jeg har oplevet en mand pludselig gå amok på min dengang 3 måneder gamle nevøs barnevogn med slag og spark, hvorefter en anden mand overfusede min søster med ord som »terrorister« og andet, spyttede hende i ansigtet på en propfyldt Nørreport Station, mens alle så til uden at hjælpe.

   Den eneste kommentar, vi fik, var fra et kærestepar, der sagde til min grædende søster, at det jo »ikke var personligt ment«.

   Derudover har jeg i mine år som lægestuderende oplevet en overlæge, der ud i den blå luft og foran hele klassen begyndte at kalde muslimer terrorister midt under min fremlæggelse af en patient. Herefter begyndte de studerende, ja endda patienten at deltage i et langt verbalt angreb på muslimer.

   Jeg er også blevet svinet til af sygeplejersker på forskellige hospitalsafdelinger på grund af mit tørklæde og har fået en masse andre ’små bemærkninger’ og hårde slag gennem både lægestudiet og på gymnasiet af både elever og lærere.

   Og jeg VED, at vi er mange, der har oplevet lignende situationer. (...)

   Jeg er ikke et offer. Jeg skriver ikke dette for at krænge mit hjerte ud. Jeg fortæller det, fordi jeg er træt af at høre andre tale på mine vegne 

Den debat - og blandt andet dette indlæg fik Pia Kjærsgaard til at udkomme med et indlæg på TV 2´s politiske blog den 14. juli - under rubrikken

    Jeg føler mig provokeret

Indlægget er langt, men indledes sådan her;

Politiken kunne i fredags berette, hvordan muslimske kvinder, der bærer hovedtørklæde i stort omfang føler sig udsat for forfølgelse, uforskammetheder og tilråb på gaden.

   Selv har jeg aldrig oplevet en sådan batalje, jeg har heller aldrig hørt andre fortælle om det, så måske er omfanget en lille smule overdrevet.

   Generelt kender jeg danskerne som et velopdragent folkefærd, der selvom de ikke føler stor sympati for det muslimske hovedtørklæde, naturligvis ikke tyer til ukvemsord om bærerne af hovedtørklædet.

   De muslimske kvinder føler sig provokeret af den reaktion, som deres hovedtørklæde fremkalder. Jeg føler mig også provokeret. Af dem og deres valg af tørklædet frem for det danske samfund!

Grundformlen her er den vi kender fra barndommens mest primitive verbale udvekslinger under konflikter i skolegården: "Det man siger, er man selv", og "Det kan du selv være".

   Man bemærker blandt andet hvordan Pia Kjærsgaard udnytter et lille smart retorisk fif til at mistænkeliggøre udsagnene og erfaringerne, nemlig ved at henvise til egne manglende erfaringer som øjenvidne til chikane-episoder. Og at de mennesker hun kender, naturligvis aldrig kunne finde på sådan noget. Underforstået: De er nok fulde af løgn, eller overdriver vildt, dem der siger det.

   

Præmissen vi skal acceptere er at "når jeg ikke har erfaringer med noget, og ikke kender mennesker der kunne gøre sådan noget, så er det nok ikke sandt, eller - i værste fald - kun en ubetydelig undtagelse."

   Princippet Pia Kjærsgaard udnytter, er formuleret teoretisk af Daniel Kahneman i hans bog 'Thinking, Fast and Slow.

   Og det lyder i hans formulering: "What You See, Is All There Is" (WYSIATI) - og refererer til en af de udbredte dagligdags tommelfingerregler i den "hurtige, intuitive og ureflekterende tænkning", som ofte fører til fejltagelser og fejlslutninger.

Resten af Pia Kjærsgaards blogindlæg hvor hun uddyber, kan læses her:

http://politik.tv2.dk/2014-07-14-jeg-f%C3%B8ler-mig-provokeret

Jeg kan ikke lade være med alene i den overskrift "Jeg føler mig provokeret" at høre ekkoet fra Jyllandspostens kulturredaktør Flemming Roses forklaring på det urimelige i at muslimser følte sig

provokeret af Jyllandspostens Muhammed-tegninger. 

   Rose formulerede de herostratisk berømte ord til at beskrive vilkårene for at være borger i et danske demokrati med ytringsfrihed:

Man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Altså man må finde sig i at blive provokeret. Basta: 'Finde sig i! - som vel betyder noget i retning af 'at acceptere uden at kritisere og protestere imod'. Altså lige ud: Lade som ingenting! Holde sin kæft!

   Men det er selvfølgelig også en formulering der vender begge veje, en tveægget præmis, kan man sige: Pia Kjærsgaard må jo  vel så også være rede til at finde sig i den provokation hun føler ved til daglig at møde de tørklædeklædte muslimske kvinder rundt omkring på gader, restauranter, butikker, arbejdpladser. Eller hur?

I hvert fald må man konstatere at Politikens redaktion og en af dens kvindelige journalister med indvandrerbaggrund, Anna Meera Gaonkar, føler sig så provokeret af Kjærsgaards udtalelser i sit blogindlæg, at avisen bringer et opfølgende interview med hende i dag tirsdag den 15. juni.

   Interviewet har rubrikken:

Jeg føler mig provokeret af kvinder med tørklæde

Underrubrikken:

Interview: Pia Kjærsgaard (DF) forstår godt, at nogle lader sig provokere af kvinder, der bærer tørklæde

Jeg citerer nu interviewet i sin helhed. Det er ikke fordi interviewteknikken er fremragende, for det er den ikke: alt for mange ledende, argumenterende og præmistunge spørgsmål som det er nemt for den interviewede at feje af; dertil et dobbeltspørgsmål som gør det muligt for politikeren at vælge kun at svare på det andet.

   Men ikke desto mindre er Pia Kjærsgaards serie af svar i den her mundtlige spontane situation alligevel afslørende. Her kommer det:

Flere kvinder fortalte i fredags Politiken, at de er blevet slået, spyttet, sparket til og råbt ad på åben gade, fordi de bærer tørklæde. Du skriver på din blog på TV 2, at du har stor forståelse for, at tørklædet provokerer, men ikke et ord om volden. Hvorfor?

  »Jeg går ud fra, at hvis der er blevet begået vold mod dem, så henvender de sig til politiet. Derfor har det ikke været nødvendigt at nævne volden i mit indlæg«.

   Men er du ikke indirekte med til at legitimere volden ved at ignorere den, når du skriver, at du forstår, at man kan lade sig provokere af kvinder med tørklæder?

   »Overhovedet ikke. Men det provokerer mig meget, når kvinder i det danske samfund påberåber sig retten til at gå med tørklæde«.

   I en debat, der handler om vold mod kvinder, der bærer tørklæde, burde du så ikke forholde dig eksplicit til volden, som jo er hovedtemaet?

   »Bare fordi jeg ikke har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold, så betyder det jo ikke, at jeg går ind for den. Jeg skriver, at jeg føler mig provokeret af kvinder med tørklæde. At andre føler sig provokeret af disse kvinder, det forstår jeg også godt. Og at de har været udsat for bemærkninger, det forstår jeg også udmærket«.

   Du forstår godt, at kvinder med tørklæde bliver udsat for grove bemærkninger?

   »Jeg siger, at jeg godt forstår, hvis nogen får lyst til at sige ’sig mig lige engang, du’ og går til dem med ord«.

   Hvad betyder: ’Sig mig lige en gang, du’? Og hvor går grænsen?

   »Det må den enkelte gøre op med sig selv. Men jeg har også lyst til at sige, at nogle kvinder med tørklæder gerne vil være ofre. Det synes jeg er for meget«.

   Man er vel i sagens natur et offer, når man som uskyldig bliver udsat for vold? 

   »Jo, men kvinderne med tørklæde kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage tørklædet af. Så signalerer de også, at de gerne vil være en del af det danske samfund«.

http://politiken.dk/debat/ECE2343459/jeg-foeler-mig-provokeret-af-kvinder-med-toerklaede/

Jeg forsøgte mig dagen efter på Facebook med en opfølgende kommentar hvor jeg tog de centrale replikker i hendes svar og udskiftede "kvinder med tørklæde" med "Pia Kjærsgaard" - og gjorde mig selv til afsender. 

Peter Harms Larsen: "Jeg føler mig provokeret af Pia Kjærsgaards udtalelser. At andre føler sig provokeret af hendes udtaleser, det forstår jeg også godt. Og at hun har været udsat for grove bemærkninger, det forstår jeg også udmærket. Og jeg forstår, hvis nogen får lyst til at sige 'sig mig lige en gang du' og går til hende med ord. Og bare fordi jeg ikke her har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold mod hende, betyder det jo ikke at jeg går ind for vold mod hende. Men det provokerer mig meget, når Pia Kjærsgaard i det danske samfund påberåber sig retten til at udtale sig så kvindefjendsk som hun gør."

Jeg brugte altså også en variant af det retoriske greb "det man siger, er man selv", til at udstille perfiditeten i udtalelserne og den indbyggede umedfølende og arrogante foragt over for svage og forsvarsløse kvindelige medborgere der bare udnytter den ret man har i de danske samfund til at klæde sig som man vil og lyster.

Jeg skrev efterfølgende også et lille tankeeksperiment, idet jeg skrev situationen om til en scene i en skolegård, hvor læreren til et offentligt medie simulerede Pia Kjærsgaards udtalelser:

Lad os lege at en lærer i en skolegård hvor nogle børn blev mobbet fordi de fx gik fattigt klædt, var rødhårede, eller havde et handicap, at han havde utalt at han da godt forstod at de andre elever mobbede, slog og chikanerede dem - fordi det jo naturligvis var provokerende at gå rundt og se sådan mærkelig og anderledes ud; de fattigt klædte kunne bare tage noget pænt tøj på som de andre, de rødhårede kunne bare får farvet håret blond, de handicappede kunne bare lade være med at gå ud i skolegården og vise deres handicap frem. Så egentlig var de anderledes udseende børn jo selv ude om at de provokerede og blev udsat for mobning. Tja, en sådan lærer var vel blevet fyret på stedet og bortvist!

Det slog mig også da jeg første gang læste interviewet med Pia Kjærsgaard, at hendes argumentation var en jeg genkendte fra andre debatter, blandt andet fra den årelange debat om voldtægtsmænd og kvindelige voldtægtsofre der "selv lægger op til at blive overfaldet", og fra debatten i en lang række lande både sydpå og østpå hvor kvinder helt naturligt bliver udsat for omfattende sexchikane når de færdedes på gaden og i offentlige transportmidler. 

   Herhjemme kender vi også argumentet fra unge indvandrerdrenge der mener at hvis kvinder ikke dækker sig til, så opfører de sig provokerende "som ludere" og inviterer dermed selv til at blive udsat for sexkrænkelser. 

   Inden jeg selv nåede at omsætte disse associationer til dekonstruerende sproghandling, var en kreativ "pensioneret skolelærer" Niels-Ove Rolighed kommet mig i forkøbet - med denne version hvor frasen "kvinder i let påklædning" blev sat ind i stedet for frasen "kvinder, der bærer tørklæde". 

   Politiken indledt sådan her under temarubrikken "satire":

Hvad med de letpåklædte kvinder, Pia?

I går blev Pia Kjærsgaard (DF) interviewet på denne plads. Se lige, hvad der sker, når interviewets emne, ’kvinder, der bærer tørklæde’, bliver byttet ud med ’kvinder i let påklædning’.

Og så kommer hers selve den afslørende og dekonstruerende nye tekst - i den grad en øjeåbner, synes jeg: 

Flere kvinder fortalte i fredags Politiken, at de er blevet slået, spyttet, sparket til og råbt ad på åben gade, fordi de klædte sig sommerligt i let tøj. Du skriver på din blog på TV 2, at du har stor forståelse for, at let påklædning provokerer, men ikke et ord om volden. Hvorfor? 

   »Jeg går ud fra, at hvis der er blevet begået vold mod dem, så henvender de sig til politiet. Derfor har det ikke været nødvendigt at nævne volden i mit indlæg«.

   Men er du ikke indirekte med til at legitimere volden ved at ignorere den, når du skriver, at du forstår, at man kan lade sig provokere af kvinder i let påklædning? 

   »Overhovedet ikke. Men det provokerer mig meget, når kvinder i det danske samfund påberåber sig retten til at gå klædt i let tøj«.

   I en debat, der handler om vold mod kvinder, der klæder sig i let påklædning, burde du så ikke forholde dig eksplicit til volden, som jo er hovedtemaet? 

   »Bare fordi jeg ikke har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold, så betyder det jo ikke, at jeg går ind for den. Jeg skriver, at jeg føler mig provokeret af kvinder i let påklædning. At andre føler sig provokeret af disse kvinder, det forstår jeg også godt. Og at de har været udsat for bemærkninger, det forstår jeg også udmærket«.

   Du forstår godt, at kvinder i let tøj bliver udsat for grove bemærkninger? 

   »Jeg siger, at jeg godt forstår, hvis nogen får lyst til at sige 'sig mig lige engang, du', og går til dem med ord«.

   Hvad betyder: ’Sig mig lige engang, du?’ Og hvor går grænsen? 

   »Det må den enkelte gøre op med sig selv. Men jeg har også lyst til at sige, at nogle kvinder i let påklædning gerne vil være ofre. Det synes jeg er for meget«.

   Man er vel i sagens natur et offer, når man som uskyldig bliver udsat for vold? 

   »Jo, men kvinderne i let påklædning kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage mere tøj på. Så signalerer de også, at de gerne vil være en del af det danske samfund«.

http://politiken.dk/debat/ECE2343931/hvad-med-de-letpaaklaedte-kvinder-pia/

Det ligger meget tæt op af de ofte hylden morsomme parafraser på politikeres offentlige udtaleser i At Tænk Sig på bagsiden af Politiken, parafraser hvor kun enkelte ord eller vendinger er udskifte - med afslørende og øjeåbnende dokumentation til følge.

Jeg er selv tyk og fed - og pænt overvægtig. Og i de senere år bliver tykke mennesker faktisk også udsat for diskrimination og chikane i forskellige offentlige sammenhænge. Prøv bare i interviewet at udskifte "kvinder, der bærer tørklæde" ud med "stærkt overvægtige mænd". 

   Pia Kjærsgaard kunne så udtale at hun syntes det var meget provokerende af den slag mænd at gå på gaden og være så uklædeligt fede, og at hun godt forstod hvis nogen gik op til dem og sagde "'Hør lige her, du! og gik til dem med ord". 

   Og de tykke mænd kunne jo så i øvrigt bare tage sig sammen og slanke sig. "Så signalerede de også at de ville være en del af det danske samfund."

Der er i alle disse tilfælde hvor man udskifter en frase med en anden, tale om en variant af det der kaldes "jøde-testen", og som er et retorisk middel til at afsløre tekster der diskriminerer mod andre grupper end jøder, fx og ikke mindst i disse år: mennesker med muslimsk baggrund. 

   Altså prøv også i Pia Kjærsgaards interviewudtalelse rat indsætte "jøder med sort kalot"  i stedet for "kvinder med tørklæde".

Det greb er sådan set prøvet ganske mange gang før - med tilsvarende afslørende resultat. Hør bare Rune Engelbreth Larsens illustrerende radioindslag her hvor tre udtalelser af Pia Kjærsgaard udsættes for "jøde-testen":

http://www.loever.dk/modstandsradioen/mdl09-rel.php

Jeg synes at samfundudviklingen og den offentlige debat udvikler sig i en retning, så vi der er økonomisk solide, har arbjede og er så heldige at være sunde og raske, at vi - i stedet for at føle omsorg for mennesker der er fattige, handicappede, syge og derfor oppebærer hjælp fra det offentlige såkaldte 'overførselsindkomst' - at deres eksistensvilkår nu over en bred kam opleves som og beskrives som 'provokerende' os andre - fordi de bare "nyder" uden at "yde". 

   Der er sket et frame-skift så det kan mærkes. Og det kan Pia Kjærsgaard i sin retorik leve højt på. Oftere og oftere bliver de mennesker mødt med en reaktion som den retorisk kreative kvindelige politiker jo så godt kan forstå - at de bliver mødt med: 

"Sig mig lige engang, du', og går til dem med ord«.

Hvor langt er der fra ord til handling - fra Pia Kjærsgaards retorik til Anders Breiviks ugerninger? (2)

I det foregående blogindlæg forsøgte jeg summarisk at sige noget om hvorvidt vores måde at tale om indvandrere på kan få indflydelse på folk som Anders Breivik - i lyset af den teori om sammenhængen mellem tænkning, sprog, hjerne og handling (NTL) som jeg har forsøgt at forstå og videreformidle i en række tidligere blogindlæg (se slutningen af indlægget fra i går).

   Spørgsmålet er jo meget relevant og interessant fordi debatten herhjemme og i de andre nordiske lande i høj grad har drejet sig om variationer over dette tema:

Indebærer den meget aggressive - grænsende til det fjendtlige - måde at tale om indvandrere på i vores samfund - og om farerne ved af vi har fået multikulturelle samfund - at de politikere og politiske partier der har formuleret sig sådan igennem årene, har et medansvar for Anders Breiviks ugerninger og forvillede tænkning sådan som den kommer til udtryk i hans 1500 sider lange manifest? Eller er hans tænkning og handlinger noget som skal forstå som et isoleret udtryk for en gal mands sind og hjerne?

Hvor kort eller langt er der fra ord til handling - mentalt og kognitivt set? Det er det mere principielle spørgsmål.

   

Det er ikke ligetil at svare på. Og spørgsmålet er ikke nyt, men er blevet vendt og drejet i forbindelse med politisk, ideologisk og religiøst begrundede forbrydelser gennem årtier og århundreder.

   Breivik selv har legitimeret sine handlinger gennem henvisning til sit manifestet på 1500 sider. Og manifestet er er et klokkeklart udtryk for konceptuel blending af en lang række kilder, hvoraf mange har formuleret synspunkter og holdninger som er identiske med dem som Dansk Folkeparti og partiets meningsfæller offentligt har givet udtryk for: Jesper Langballe, Mogens Camre, Lars Hedegaard m.fl.

Den traditionelle forestilling - både hos hjerneforskere og menigmand - om forholdet mellem ord/tænkning på den ene side og handling på den anden, er at de to ting foregår i klart adskilte områder af hjernen. Ud fra den forestilling er der derfor mentalt set "langt fra ord til handling". En tanke udformes og sættes evt. i ord i en del af hjernen, og så sendes der en besked til en anden del: Udfør (de og de bevægelser som tilsammen udgør) handlingen.

   Når mennesker handler, så administreres og eksekveres handlingerne neuralt i et tæt samarbejde mellem de to nabomoduler i hjernen: præmotorcortex og motorcortex: Den overordnede organisering af handlingen foregår i præmotorcortex, og kommandoen til de enkelte muskelbevægelser som handlingen er sammensat af udspringer fra motorcortex.
   Tilbagemeldingen til hjerne fra alle sanserne om handlingen er blevet gennemført som simuleret, registreres i den del af hjernen som kaldes somastosensorisk cortex (postcentral gyrus).

Det som NTL-teorien siger, er at vores sprog og tænkning er "embodied" - kropsindlejret. 

   Det vil sige at de samme neurale netværk i hjernens præmotorcortex og motorcortex er aktive og "tænder": både 1) når et menneske selv udfører en specifik handling (fx tager en kop med hånden og drikker), og 2) når mennesket perciperer (ser og hører) et andet menneske udføre den samme handling, og 3) når det i tankerne forestiller sig udførelsen af den samme handling - fx foranlediget af at læse eller høre nogen beskrive handlingen i ord - eller af selv at kalde den frem i erindringen.

   Man kan nemt se dette som en neurologisk pendant til det vi kender fra den kognitive semantik som conceptual blending - som jo indebærer at man mentalt simulerer et nyt konceptuelt rum hvor eksisterende input blandes for at give ny betydning - som fx i metaforiske eller kontrafaktiske udsagn.

Dette sammenfald skyldes - siger forskerne - eksistensen af de såkaldte spejlneuroner i præmotorcortex - som funger sådan at de "tænder" i alle tre situationer. De er altså en afgørende faktor i dette at mennesker kan aflæse andre menneskers intentioner og følelser - ud fra perceptionen af deres bevægelser og ansigtmimik - idet de andres ydre adfærd opleves som spejlinger af det man selv tænker og føler i forbindelse med handlinger og ansigtsudtryk.

   De ting ved man fra ud fra iagttagelser af cases hvor forskellige dele af hjernen er beskadiget og folk fx mister evnen til at "læse" andre mennesker og dermed evnen til at omgås andre socialt.

Et bevinget slagord ord i den moderne neuroscience  er:

Neurons that fire together, wire together

Og konstateringen af det neurale sammenfald mellem handling, iagttagelse af andres handling, og tækning/ord om samme handling, er baggrunden for grundantagelsen i NTL-teorien:

Understanding as simulation  

Det indebærer simpelt hen at man forstår sproglige udsagn der beskriver en handling, ved at hjernen ubevidst simulerer handlingen, idet de samme neurale netværk er aktive og "tænder" som hvis man rent faktisk udførte denne handling.

   En engelsksproget blogger har fat i samme teori og formulerer den sådan her:

There is a relatively recent theory of linguistic meaning (semantics) called simulation semantics. It's basic idea is that when you understand the meaning of a sentence, you actually simulate what the sentence means in your head, actually firing the exact same neural structures which you would use to do the action you are hearing. So let's say, you are talking about kicking a ball. The exact same neurons which you use to kick the ball fire allowing you to understand the meaning of a sentence about kicking the ball. Your brain runs a simulation of the physical action, and that is how we are able to communicate meaning from one person to the next using language.

Skal man tage den her teori nogenlunde alvorligt, så betyder det at der hverken biologisk-fysiologisk eller mentalt er langt fra ord til handling - fra at læse om og tænke på noget - og så til at udføre det. 

   Begge dele udnytter de samme moduler i hjernen og de samme neurale netværk, men til to forskellige opgaver: en indre: simulering - og en ydre: kropslig handling.

   Dette er vel ganske relevant at overveje når man diskuterer hvad den indvandrerfjendske retorik der fx kalder fok "landsforrædere" nå de accepterer at vores samfund er blevet multikulturelt, hvad den retorik kan betyde for personlighedstyper som Anders Breivik.

Der er siden den første opdagelse af spejlneuroner i motorcortex i slutningen af 90´erne, fundet spejlneuroner i mange andre hjernemoduler. 

   I de dele af hjernen der tænder når den registrerer følelser, fx. smerte når man bliver stukket med en nål, der viser det sig at de samme neurale netværk er aktive og tænder når man ser en anden person blive stukket. 

   I sin smæknyebog "The Tell-Tale Brain - Unlocking the Mystery of Human Nature beskriver en af de helt tunge drenge inden for neuroscience, V.S. Ramachandran, om opdagelsen af "sensory pain neurons" som en slags spejlneuroner:

I like calling these cells "Ghandi neurons" becaus they blur the boudary between selv and others - not just metaphorically, but quite litterally,since the neuron can´t tell the difference. Similar neurons for touch have since been discovered in the parietal lobe by a group headede by Christian Keysers using brain-imaging teckniques.

   Think of what this means. Anytime you watch someone doing something, the neurons that your brain would use to do the same thing become active - as if you yourself where doing it. If you see a person being poked with a needle, your pain neurons fire away as though you were being poked. It is utterly fascinating, and it raises som interesting questions. What prevents you from blindly imitating every action you see? Or from litteraly feeling someone else´s pain?

Eller kunne man i forlængelse heraf spørge: Hvad forhindrer at du udfører enhver handling du får fortalt om, eller selv tænker på og overvejer, når det nu er de samme neurale kredsløb som er aktive både i tanke og handling. Hvad sikrer at den ubevidste simulering forbliver et tankeeksperiment under bevidsthedsgrænsen.

   Det forskerne oprindelig opfattede som det epokegørende i opdagelsen af spejlneuroner, var at de kunne forklare afgørende psykologiske fænomener som fx identifikation, empati, indlevelse og medfølelse - og grundlæggende sociale kompetencer som forståelsen af at de andres indre er nogenlunde indrettet på samme måde som en selv - kaldet "the theory of mind".

   Og i sidste instans kunne det forklare opståen af det menneskelige sprog og den menneskelige sevreflekterende bevidsthed og tænkning.

Men tilbage til spørgsmålet om neurologisk hæmning. Hvad forhindrer at ikke enhver mental simulation omsættes til impulsiv handling (eller tale)?

   V.S. Ramachandram skriver:

In the case of motor mirror neurons, on answer is that there may be frontal ihibitory circuits that suppress the automatic mimicry when it is inappropiate. In a delicious paradox, this need to inhibit unwanted or impulsive action may have been a major reason for the evolution of free will. Your left inferior prietal lobe constantly conjures up with vivid images of multiple options for action that are available in any given context, and your frontal cortex suppresse alle but one of them.

At der er spejlneuroner på spil også når det gælder følelser og følelsesudtryk, kender enhver. Og vi har  også alle erfaringer med at de impulser som spejlneuronerne foranlediger gennem simulation, ikke altid lader sig hæmme. 

   Følelser kan "smite": Når én griner, kommer andre til at grine; gråd hos ét barn, kan udløse gråd hos et andet, ligesom gråd på filmlærredet kan udløse gråd hos publikum; sidder én med afvisende korslagte arme, gør modparten det også; ser man én blive stukket med en nål, så vender mange sig bort; ser man én der bløder, kan man selv finde på at besvime som var bodtabet ens eget.

Spejlneuronerne når det gælder sansninger og følelser, gør det muligt at aflæse sine medmenneskers indre tilstand gennem indre simulation af observeret ydre mimik: smil>glæde, nedadbøjede mundvige>ked af det-hed, gråd>sorg, åben mund og opspilede øjne>overraskelse/frygt, krampede kæbemuskler og sammenknebne læber og øjne>vrede.

V.S. Ramachandram stiller spørgsmålet hvorfor de sensoriske spejlneuroner ikke automatisk og altid får os til for alvor at føle alt det vi er vidne til hos andre. Han forklarer det med at "nul-signaler" fra egne "receptorer" (=sansenerver i huden) kan tænkes at fungerer som en hæmning:

Speaking in more general terms, it is the dynamic interplay of signals from frontal inhibitory circuits, mirror neurons (both frontal and parietal), and null signals from receptors that allow you to enjou reciprocity with others while simutanously perserving your individuality.

Det den kloge mand refererer til, er altså at der i den del af hjernen som kaldes prefrontal cortex sidder to centrer: ét som planlægger og organiserer handlinger (den øvre dorsolatrale cortex), og et andet som er sæde for bedømmelse og kritik af handlinger, samt center for intern belønning og straf (den orbifrontale cortex). Og som derfor i samspil med spejlneuroner og sensoriske receptores "tavshed", bestemmer om mentale simulationer omsættes til handlingsimpulser eller de bliver "tilbageholdt" i hjerne som som ubevidste eller bevidste tanker, forestillinger og fantasier.

Jeg får en association til skellet mellem fakta og fiktion. 

   I princippet skulle fx en film eller en skreven tekst set gennem spejlneuronernes optik, opleves og forstås gennem mental simulation på samme måde - uanset om den er faktiv eller fiktiv.
   Men nogle tekster og billeder lagres ikke som faktisk oplysninger om den virkelige verden, mens andre gør.

   Der må  være en neurologisk hæmme- og sorteringsmekanisme på spil der minder om det samspil som Ramachandran beskriver ovenfor, en mekanisme som gør at vi kan skelne mellem fakta og fiktion, og som frasorterer alle fiktionernes input fra at indgå i det mentale billede af den ydre fysiske omverden som vi orienterer os efter og handler i forhold til. 

   Samtidig kan vi godt blive følelsesmæssigt berørt af en fiktiosfilm som om vi levede og handlede i fiktionens verden. Dér er der ikke nogen hæmning.

Min blogger fra før er også optaget af de spejlneuroner som er aktive ved at spejle følelsesudtryk hos andre og følelser beskrevet i ord:

This research has also gotten into emotion, so when you hear the sentence "John is happy" some of the same neural structures that are the emotion of being happy are engaged. (...)

   This is all a very powerful idea and would seem to tell us a lot about why art works. Here I am thinking about reading fiction. If reading a happy story engages the very neurons which make us happy, then it makes sense that books have the effect they do. It is also useful for personal Emotional Intelligence for lack of a better term. Namely, it explains why people can get in a cycle of sulking. They start off thinking about some bad experience; this then starts a sad simulation; if not completely blocked, you start feeling sad; then you think more sad things; etc and you go off on a spiral of sulkiness that you have a hard time breaking out of.

http://pacatrue.blogspot.com/2005/05/simulation-emotion-and-runaway.html

"Sulk" betyder at være ked af det eller at surmule.
   Og så primitiv beskrivelsen end er, så er den på en sær måde et meget godt billede på den mentale nedsmeltning over 9 år, som Anders Breivik ifølge medierne har gennemløbet samtidig med at han har samlet citater ind der kognitivt kunne underbygge og bekræfte hans paranoide simulation af verden og sin egen rolle i den.

Jeg har tidligere beskrevet at retorik og dramaturgi er redskaber til at skabe komplekse symbolske simulationsrum - i princippet sådan at dramaturgien er orienteret mod de fiktive og retorikken mod de faktive.

   Fidusen ved simulationsrum skabt gennem ord og billeder (romaner, film, afhandlinger, manifester, journalistiske rapporteringer, historie) er at de gør det muligt for et publikum mentalt "at se sig selv"  og i tanken "at prøve sig selv af" i dem.  Og "at se" er jo stadigvæk metafor for "at forstå" (=simulation).

   Publikum skal, når disse fremstillinger fungerer efter hensigten, ende med at "føle sig hjemme" i de simulationsrum - og dermed blive forført til eller overbevist om de handlemuligheder som disse rum muliggør og retfærdiggør.

   Jeg citerer endnu en gang fra James Gearys bog "I is an Other" hvor hans konklusion er at en fortælling er et en "prøve" i bevidstheden - en simulation - på en "forestilling" der kan eller skal spilles i virkeligheden:

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals.

   Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life.

   The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters.

   Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds.

   Stories are rehearsals for real life.

Jeg repeterer lige med stor skrift:

Stories are rehearsals for real life

Man kunne måske ud fra en naiv betragtning tro at Anders Breiviks handling er en følge af en skadet hjerne, en ødelagt orbifrontal pandelap som normalt hæmmer impulsive destruktive handlinger.

   Men det stemmer ikke med at han i 9 år har skrevet på sit monstrøse manifest og detaljere planlagt sine ugerninger.
   Måske er det mere frugtbart at se hans manifest som en overdimensioneret fortælling hvorigennem  han i fantasien har afprøvet - simuleret - sine planlagte terrorhandlinger.

Hvad er det Anders Breivik har skrevet på i alle de år - i sit manifest med titlen: "2083"?

   Det er et verbalt,  visuelt og emotionelt paranoidt simulationrum hvor fakta og fiktion er blevet blended i en stor konceptuel pærevælling - gennem input fra et utal af kilder: citater, slagord, rollemodeller, analogier, metaforer, lignelser, metonymier (jfr. billedet af ham selv i uniform), mytologiske fortællinger (tempelridderne, kristendommens historie).

   Det simulationsrum som han har bygget op - "mursten" for "mursten" - har han sammenstykket efter en indre konstruktionsplan sådan at han mentalt kunne "føle sig hjemme" i det. En konstruktionsplan som har været styret af hans mixofobi.

I det konceptuelle rum som han har set som et sandt billede af den faktiske virkelighed, har planerne for hans monstrøse ugerninger derfor også set helt fornuftige og legitime ud. Og først og fremmest har det været "nødvendige", som han selv har sagt. 

   Og han selv har derfor ikke været underlagt de hæmmende mekanismer som for os andre gøre det muligt at skelne simulerende fiktion fra simulerende fakta - at sætte en mental grænse mellem metaforiske fantasier på den ene side og en virkelighed man kan handle i på den anden.

Har Pia Kjærsgaard og ligesindede politikere og bloggere bidraget væsentligt til dette mixofobiske og superblendede simulationsrum?

   Ja, det har de - ingen tvivl om det. Det ligner rigtig meget på mange punkter.

   Men de kan hævde at når de taler om den aktuelle virkelighed og om frygten for fremtidens samfund, så er en stor del af det metaforisk ment: "krig" mellem kulturer, "kamp" mellem religioner, "forræderi" mod nationens værdier etc. 

   Dog har de også jævnligt blandet fakta og fiktion. Når fx Mogens Camre citeres for det følgende, så er der ikke megen metaforik i det: 

Vores samfund har en voksende underklasse af mennesker, som aldrig vil blive integreret, men som dag for dag vil rive det danske samfund i stykker, fordi den islamiske kultur ødelægger ethvert samfund. Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid, og vi vil hindre, at islam sætter nogen dagsorden i Europa. Den tro hører til i en mørk fortid og dens politiske mål er lige så ødelæggende som nazismens. Islam skal ikke have muligheden for at tage Europa fra os.

Megen metaforik er der heller ikke at spore når Lars Hedegaard citeres for:

De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.

Ej heller når Pia Kjærsgaard kan citeres for:

De ville nemlig ikke i deres vildeste fantasi have kunnet forestille sig [i 1900], at store bydele i København og andre danske storbyer, i 2005 ville være befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin. Med medbragte primitive og grusomme skikke, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halalslagtning - og blodhævn. Det er nemlig lige præcis det, der er sket. At titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005 - i stedet for i 2005 - er søgt til et land, der for århundreder siden lagde middelalderen bag sig.

Hvis disse folk selv blander mixofobiske fantasier med faktuelle udsagn, så kan det netop inviterer og inspirerer personlighedstyper som Anders Breivik til at gøre det samme.

Har de samme mennesker et moralsk (med)ansvar for det samlede mentale byggeri - manifestet "2083" - som Anders Breivik har legitimeret sine ugerninger med? Og dermed indirekte for hans uhyrlige terrorhandlinger?

   Vel ikke noget større ansvar end den presse og de journalister som i alle årene - gennem citater og referater fra de indvandrerfjendske og multikultur-kritiske kilder - har leveret autoritativt stof og hadsk stemning til Anders Breiviks mentale arbejde for at få bekræftet sin mixofobi.

   Men det har de måske også?

P.S. Hører Anders Breivik til kategorien af "særligt kreative personligheder"? 

   Ja, i den grad er han jo "to personer i en": Dr. Jerkyll og Mr. Hyde. 

   Beskrivelsen af hans barndoms- og ungdomsår: skilsmisseforældre, flyttet omkring i verden, ondt i farforholdet, mobbet i skolen. Det er "lige efter bogen".
   Men "vreden" og grænseoverskridelsen blev ikke kreativ, men i ren destruktion.

     (fortsættelse følger)

Grænsebomme - effektiv politik-symbolik og udtryk for mixofobi

Grænsebomme! Hvad er det?
 

Metonym + Metafor > Faktion < Blending = Symbolpolitik

"Grænsebomme" er noget der er nemt at tegne, det er noget der er nemt at forstå hvad meningen er med. Det er noget vi alle har haft personlige erfaringer med. Ordet ligger godt og tungt - på tungen. Og det ligsom runger for det indre øre med minder og associationer. Fedt ord, fedt begreb.

   Som mental forestilling i bevidstheden er "grænsebom" en såkaldt basic-level-kategori. Og basic-level-kategori-ord, er erfaringssprogets gloserarimu og leksikon.
   Derfor er Dansk Folkepart meget mere kreative end nogen af de andre politiske partier. Som altid har svært ved at formulere sig i andet end videnssprog. Og skal have spindoktorer til at oversætte.

Når derimod vores allesammens mentale "hjemme-hjælper-mordanmark" og hendes to blonde og velsoignerede vildmænd udtaler sig i den politiske debat, er det altid med brug af erfaringsprog - og dermed med gennemgående brug af basic-level-kategorier - indhyldet i en sværm af dekorative, forskønnende og kamuflerende omskrivninger: eufemismer

   Det samme saftige og livlige sprog som Glistrup, Erhard Jacobsen og Preben Møller Hansen også så effektivt gjorde brug af.

   Et fremragende eksempel har vi her i Pia Kjærsgaards udtalelse på sin face-book-side:

Regeringen har været alt for eftergivende. Jeg forstår ikke den falden på maven for tyskerne, bare fordi den tyske udenrigsminister og deres ambassadør bliver sure i skralden. Vi skal da ikke finde os i hvad som helst og beskyldes for alt muligt, bare fordi vi beslutter os for en afbalanceret kontrol ved grænsen.

Man bemærker basis-kategori-metaforerne "falden på maven", "blive sure i skralden", "finde os i hvad som helst", og eufemismen "afbalanceret kontrol ved grænsen".

   Læg også mærke til den kreative blending af to metaforiske klicheer: "falde på halen"="opføre sig som en klovn" + "lægge sig på maven"="udtrykke underdanighed". Og blendingen af: "blive gal i skralden"="blive vred" + "blive sur"="blive utilfreds".

   Det er lige efter bogen! Sprogligt kan det ikke gøres mere effektivt i forhold til en bred folkelig målgruppe. Almindelige mennesker vil i deres erfaringsprog have mængder af den slags sproglig blandinger - fagligt kaldt kontaminationer; sproglige vendinger som pæne og dannede mennesker synes er udtryk for uplejet sprog og dårlig sproglig opdragelse.

Tilbage til analysen af grænsebomme og hvad deraf følger:
   "En grænsebom" er et anskueligt metonym på det mere abstrakte fænomen: en grænse. Andre anskuelige metonymer på det samme er: "uniformerede toldbetjente". Et tredje er: "glasbure" på hver side af vejbaner.

 

Er der noget de ønsker i DF, så er det at sætte grænser. Først og fremmest mentale grænser: opdeling af mennesker i kategorier som skal behandles forskelligt: der skal gøres forskel, for at DF kan gøre en forskel.
   Pensionister får ældrecheck (også et basic-kategori-ord), nytilkomne flygtninge og indvandrere får halv kontanthjælp, noget som de med den sædvanlige kreative flair for eufemismer, har tildelt betegnelsen "starthjælp".

   Mixofobi er den vidneskabelige betegnelse for det som DF appellerer til - og som de  til hver en tid og med flid vil fremme.

Tre hundrede millioner kr. er fakta, 100 nyansatte toldere er fakta. Opførelsen af bygninger til disse toldere er fakta (dog først forventet færdigopført 2014). Men det vi reelt skal vi betale for. er et sæt kulisser til en scenografi om et symbolsk teater hvor mentale skygger og næsten usynlige spøgelser fra fortiden kan få rum til at svæve rundt.

Det kreative mesterstykket fra DFS side er at få regeringen til at finansiere opførelsen af  amatørteaterforestillingen "GRÆNSEBOMMENE".

   For disse rekvisitter, kostumer og sætstykker er ikke bare indlysende metonymer, men udgør tilsammen en lige så effektiv metafor på et kompleks af følelser, forestillinger og ideer som findes i en pænt stor del af befolkningen, men som det ellers er politisk ukorrekt at besidde, tænke på og især - tale om:

• fremmedangst og -had
• racisme
• religiøs diskrimination
• etnisk renhed og udrensning 
• nationalisme 
• isolationisme
• egoisme
• misundelse 

Og som underlægningsmusik: en næsten uhørlig melodi der giver en ubestemt fornemmelse af historisk nag og mindreværdsfølelser over for de større og rigere naboer: Tyskland og Sverige.

Fidusen er at en sådan metafor er udtryk for kreativ konceptuel blending af ét mentalt input-rum der er tabuiseret (ikke så meget fy-fy som det har været, og mere af svenskere og tyskere end af os), med et andet input-rum der nu er legaliseret, men juridiske kontroversielt og internationalt meget diskutabelt og kritisabelt.

   Og ud af denne kreative blendingproces kom et mentalt output - et konceptuelt blend: den vage og abstrakte formulering "permanent grænsekontrol" - i en åbent indrømmet politisk studehandel med regeringen.

  Genialt!

Skatteborgerne skal betale omkring tre hundrede millioner kr. om året i en uvis fremtid, for... ja, for hvad?

   Det er der ingen der kan finde ud af. Hverken eksperter, politikere eller journalister.

   DF har ganske vist lavet en aftale med regeringen om at der skal indføres såkaldt "permanent grænsekontrol", men hvad det så derefter indebærer - principielt og i praksis, svar på de spørgsmål blæser i vinden: 
  Om det overhovedet har nogen effekt, og effekt på hvad og på hvem? Om gennemførelsen af "det", er i stride med EU-principper og Schengen-aftalen?

Alt ligger i tåger, og journalisterne går helt agurk! Tjek Tv-Avisen, TV 2/Nyhederne, News, og jeg skal komme efter dig. Dansk public-service nyhedsmedier som PR-agenter for DF mens de kører på nyhedsjournalistisk automatpilot.
   Tillykke!

Krum og sur agurk går der også i Danmarks EU-partnere. Og ikke mindst den største og vigtigste, Tyskland, er gerådet i stor ophidselse (og de har i forvejen jo haft nok at se til hvad  agurker angår).

   Forskellige af regeringens centrale ministrer tumler rundt i udlandet og forsikrer om det ene - og tumler rundt i de danske medier og forsikrer om det modsatte. Et tumultarisk teaterforestilling uden lige.

   Og en total blanding af politisk back-stage og front-stage hvor ingen kan finde den grimasse der kan passe.

   På deres vegne sidder jeg her i sommervarmen i mit sommerhus og krummer - tæer. Det er næste synd for dem.

Den kreative bagmand og manuskriptforfatter i DF er sikkert rejst til Grækenland - og ligger nu i parasollens skygge og nyder at dette land er ved at gå politisk agurk og økonomisk bankerot.
   Det giver lavpris på alle hylder, og man kan få olivenolieret agurke- og tomatsalat med fetaost, grillede lammekoteletter og Retsina - for et rent symbolsk beløb.

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 4: Censur og kreativitet

Egentlig ville jeg have forfulgt det spor som Merete Pryds Helle lagde ud med sit essay - om forvetninger der skuffes når man sanseligt oplever det man først har læst om - f.eks. i en rejsebeskrivelse eller en guidebog - eller hørt om fra venner og bekendte der har været der før.  

   Men avisvirkeligheden som daglig presser sig på, tvinger til først at forfølge det andet spor i gårsdagens blogindlæg: Ai Weiwei, censur i Kina, systemkritik.

Politiken i går den 4. november, side 2 i kultursektionen. En af de små kulturnotitser nederst på siden. Rubrikken: "Kunstners atelier skal væltes".

   Den fanger nok til at læse videre, og ja, den handler om Ai Weiwei. Den fortæller at Ai Weiwei mister sit næsten nybyggede atelier i Shanghai. Det har kostet 3,5 millioner at bygge, og de kinesiske myndigheder kræver det nu fjernet (dvs. revet ned). Ai Weiwei referes for at sige at atelieret skulle være en slags spydspids i at opbygge et nyt kunstnerområde i Shanghai, og at han havde bygget det på opfordring af Shanghais borgmester. Han tror at grunden til myndighedernes ordre om at fjerne bygningen, er at han i de senere år har været aktiv i projekter som myndighederne har været utilfredse med (underforstået: fordi de har været kritiske over for systemet).

Har det noget med kreativitet at gøre? Hører det hjemme i denne blog?

Kreativitet er i princippet altid grænseoverskridende eller grænsenedbrydende, hvad enten den kreative proces eller det kreative produkt er "ondt" eller "godt" i forhold til normer og regler, love og standarder. Det ligger i ordets definition (se et af de tidlige blogindlæg om definitioner).

   Kreativitet kommer til udtryk gennem "blending" af konceptuelle og mentale rum der ellers holdes adskilt og tænkes hver for sig.

   "Blending" som tænkning og udtryksformer indebærer at elementer fra to eller flere af disse "rum" kombineres og trækkes med over i et nyt "rum" med et originalt udtryk og indhold.

   Censur eller selvcensur er altid grundlæggende forsøg på at forhindre "blending" ved at undertrykke bestemte tanker, informationer, synspunkter, vinkler, frames, udtryk, fortælleformer - og dermed forhindre at de konfronteres med andre i et offentligt rum.

   Det er også karakteristisk at det helt afgørende argument som de kinesiske myndigheder bruger for at legitimerer deres indgreb, er at bestemte personer, informationer, tanker og fortællinger kan bidrage til at svække eller nedbryde samfundets orden og stabilitet.

Fra Kina til Danmark: I starten af denne uge fremførte Pia Kjærsgaard præcis samme type argument for at man skulle forbyde paraboler til sattelitmodtagning i såkaldte "ghetto-områder" - for dermed at forhindre bestemte tv-nyhedskanaler fra arabiske lande i at blive distribueret i Danmark.

   Som jeg husker det, var et parabolforbud også noget det islamiske styre i Iran i en årrække forsøgte sig med.

   Derfor kan man hævde - og vil jeg hævde - at den it-revolution som de sidste 25 år har indebåret at vi har fået sattelit-tv, internet, mobiltelefoner, digitale kameraer - you name it, at den grundlæggende er kreativitetstimulerende og -befordrende, simpelt hen fordi den teknologi og de medier som er kommet ud af det, er grænseophævende: både geografisk, socialt og mentalt-psykologisk.

   Men andre kan med god ret hævde at de samtidig er moral-nedbrydende og samfundsopløsende - af præcis samme grunde. Som Kinas magthavere gør det.

Politiken i dag den 5. november havde endnu en stor Kina-artikel om hvordan de kinesiske myndigheder forfølger og blokerer for ethvert udtryk for støtte og opbakning til årets kinesiske modtager af Nobels fredspris.: Liu Xiaobo. Hans kone i Kina, Liu Xia, får husarrest, han selv er dømt fængselsstraf i mange år, advokater forhindres i adgang og kontakt, journalister holdes ude, etc. etc..

   Det er klart det er bagsiden af systemmedaljen vi her oplever. Vrangen af det kinesiske mirakel hvis udvikling hænger sammen med at man blander kapitalistisk liberal logik på økonomisiden med marxistisk autoritær logik på politiksiden: den sortbrogede kat.

Men, siger en stemme i mig - efter en uges læsning af danske aviser: Hvor anderledes er det de kinesiske toppolitikere gør over for Liu Xiaobo og Ai Weiwei end det systematiske karaktermord og den konsekvente mistænkeliggørelse af motiver og udtryksumidler som den borgerlige regering iværksatte gennem en medikampagne, rettet mod dokumentaristen Kristoffer Guldbrandsen i forbindelse med hans film fra 2007: "Den hemmelige krig".

   Filmen dokumenterede så godt den kunne at danske soldater havde udlevere afghanske fanger til amerikanerne - velvidende at de der kunne blive, og faktisk blev, udsat for afhøringer under tortur. Foghs og resten af regeringens omkvæd var: Der er ikke noget at komme efter, intet er fejet ind under gulvtæppet, filmen er udtryk for ensidig og uhæderlig journalistik.

   Manøvren var orkestreret af forsvarsminister Gades spindoktor, Jacob Winther, som nu er retsligt sigtet for lækagen i "Jægerbogsagen". Virkelig en mand journalistprofessionen kan være stolt af.

    Det er nu kommet frem at regeringen vidste hvad der foregik i forbindelse med udlevering af afghanistanfangerne til den amerikanske hær, men at sagsakter der dokumenterede det, blev hemmeligholdt, også for oppositionen i Folketinget.

   Endvidere har den daværende venstre-folketingspolitiker Jens Rohde offentligt indrømmet at han forsøgte at presse den daværende direktør for Danmarks Radio, Kenneth Plummer, til ikke at udsende Gulebrandsens dokumentar. Jens Rohde er virkelig en mand politikerprofessionen kan være stolt af.

Pølse for eller pølse bag - systemets reaktioner på systemkritik i Kina eller i Danmark - pølsen har den samme smag.

   Men i Kina er de kreative når det gælder hvad man kan tilberede og spis. F.eks. spiser de hunde, og der går vores grænse. Det kunne vi da heldigvis ikke finde på i Danmark.

                                                                                                                            (fortsættelse følger)