Sider

lørdag den 28. januar 2017

Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?

http://journalisten.dk/journalisten-i-111-aar-tag-med-paa-tidsrejse

Jeg kan sige det som det er: Jeg håber inderligt at jeg i fremtidige blok-indlæg, kan blive fri for at omtale den nyvalgte USA-præsident, Donald Trump.
   Men her vil jeg starte med ham, foranlediget af en 'Signatur'-klumme. skrevet af Amalie Kestler ("lederkollegiet" i Søndagspolitikens debatsektion for en lille uge siden).
   Overskriften var en 'teaser' ...:
Fem veje til bedre journalistik
... Et 'set up' til at læseren ønsker svaret på et opfølgende spørgsmål "hvilke fem veje taler du om?"
   Underrubrikken er sådan lidt kryptisk i formuleringerne:
Ikke alle veje fører til en bedre presse. Men her er fem bud på veje, der gør.
Da jeg har læst den, er jeg hundrede procent sikker på at Donald Trump optræder i anslag og præsentation af historien, inden de 'fem bud' bliver opregnet og udfoldet.

Jeg er ikke specielt glad for udtrykket "bud" - det associerer til noget uforpligtende, noget man ikke skal tage alvorligt. Og den indforståede joke med formuleringen  "fem veje til" og "ikke alle veje fører til" hvor man så har udskiftet det klassiske bon mots "Rom" med "Journalistik", er måske heller ikke den mest spændstige invitation til at læse videre.
   Men ellers OK. 

Nedenfor følger et længere citat fra indledningen af klummen, som i genrens natur skal være mere eller mindre positiv og gerne analytisk moraliserende over verdens gang og elendighed.
   Men minsandten: 'Donald Trump' er ikke nævnt med ét ord.
Og dog - han er klart den skjulte og forudsatte reference i indledningen - eller rettere: Det er journalisternes dækning af ham og hans valgkamp som er blevet anklaget for at være en vigtig del af årsagerne til at han vandt - først republikanernes primærvalg - og i anden omgang altså selve præsidentvalget:
'Skyd efter pressen’, er blevet en global folkesport i den vestlige verden.
   At vrænge ad ’dårlige journalister’, der stiller de forkerte spørgsmål, interviewer hinanden eller undlader at sætte sig ind i sagerne, er blevet så hverdagsagtigt som at klage over it-problemer.
   For nylig fortalte en veninde mig om en journalist, der var så optaget af sin egen vinkel, at vedkommende virkede uinteresseret i, hvad min veninde – som var kilde – egentlig sagde.
  De fleste fag har faglige beskyttelsesdragter. Og jeg kommer tit til at iføre mig sådan en, når jeg hører den slags historier. »Det lyder som en dårlig oplevelse. Men husk på, at der hver dag laves god og grundig journalistisk af hundredvis af seriøse journalister i danske medier«, kan jeg finde på at sige. For det gør der.
   Men at tilliden til vores fag efterhånden er så lille, bør vække til eftertanke. Særligt i en tid, hvor det er presset af både Facebook og fake news.
   Det er ikke mere synd for journalister end for andre, når de mister deres job eller oplever nedskæringer. Men det er synd for andre end pressen, hvis den mister sin funktion som respekteret modspiller i samfundet.
  En fri og kritisk presse er den mørtel, der binder et demokrati sammen. Tilliden til, at uretfærdighed og magtmisbrug bliver afdækket, og at folk kan komme til orde i den offentlige debat, er afgørende.
   Hvordan bliver medierne så bedre? Danske medier udvikler sig heldigvis hele tiden. Men her er fem veje, som efter min mening vil styrke journalistikken:
De "fem veje "og flere til, vender jeg tilbage til sidst i dette og det følgende blogindlæg.
 
Både den danske, den internationale og den amerikanske traditionelle presse - også kaldt 'main-stream-nyhedsmedierne', er ganske rigtigt blevet kritiseret og har selv efterfølgende sanket glødende aske på deres journalistiske reporteres og redaktøres hoveder - over at det der skulle være en kritisk, men saglig og oplysende dækning af valgkampen, blev et langt kampagne-indslag for Trumps kandidatur.
   Og det er ikke første gang det sker internationalt: en lignende kollektiv journalistisk bodsgang oplevede vi også efter den engelske Brexit-afstemning og den valgkamp som førte til at de vælgere der ville ud af EU, vandt. Stik imod eksperters og mainstream-journalisters forventning.
   En næsten ordret lignende selvkritik kunne vi også læse i pressen herhjemme, da EU-folkeafstemningen om en nydefinering af retsforbeholdet i Danmarks traktat med EU, førte til et klart nej, en nydefinering der ville gøre det muligt for Danamark ar blive inden for EU-politi-samarbejdet, samtidig med at alt andet i forbeholdet var ved det gamle.

Et fællestræk for den politiske side der i alle tre tilfælde vandt afstemningen, var følgende:

1) Nej-siden (og Trump-siden) var simpelt hen fuld af løgn. Det er tydeligt blevet dokumenteret - lidt under, men først især efter valgene. Og disse løgne - usandheder - påstande uden dækning - er under valgkampen citeret vidt og bredt og virkelig blevet slået stort op i pressen - både i den traditionelle presse, men også og ikke mindst vi (deling på) de sociale medier: Twitter, Facebook m.fl. Samtidig med - naturligvis - at disse udsagn, især i den traditionelle presse, er blevet kritiseret for manglende "virkelighedsforankring" af den saglige politiske modpart og en lang række eksperter.
   Men uanset hvor kritisk live-reporterne gik til Trump og til de meste fremtrædende nejsigere, og uanset hvor afslørende journalisterne var i forhold til de oplagte usandheder, halve sandheder og fordomsfulde og forenklende bemærkninger Trump og de andre nej-sigere kom med, så gav det overskrifter og omtale. Og næsten dagligt var det dermed ham og de politikere der tænkte og udtalte sig som ham, der kom til at sætte pressens dagsorden. Han var altid og hvergang god for det enhver journalist kan genkende når han møder det i udtalelser: En god historie.
   Den i al journalistik indbyggede regel som Nej-siden og Trump så effektiv har udnyttet/brugt/misbrugt, hedder:
  • For at kunne kritisere, må man først citere! 
Og det er det hele det retoriske game går ud på: At blive citeret og citeret og citeret igen. Og igen. Og igen....
   Så jo mere vilde udtalelser, jo flere citater i pressen og på nettet, og jo mere opmærksomheds-sugende omtale af citaterne og gencitering af citaterne. Ubetalelige kampagnebidrag. Længere er den historie ikke. Men lang nok, synes mange.

2) Nej-siden (og Trump-siden, som man vel også godt kan kalde Nej-til-Hillary-siden), kommunikerede i meget højere grad end tidligere helt uden om de traditionelle journalistske medier og deres redaktionellee gatekeepere. Og alle de stærkt støjende, spidsformulerede og provokerende udsagn - trekvarte og halve sandheder - og regulære usandheder - de blev konsekvent fremført i et stærkt følelsesladet, holdningsforstærkende og billedrigt sprog - i høj grad den slags dagligsprog som jeg tidligere (pyha: faktisk for godt 35 år) siden gav betegnelsen 'erfaringssprog' (som jeg så satte i modsætning til de veluddannede administratorers 'videnssprog').
   Både journalisterne og vælgerne elsker at poltiske udtalelser formuleres i erfaringssprog. Det er nemlig deres eget dagligsprog og også de fleste journalisters oprindelige arbejds- og brugssprog når de skulle skrive artikler til eller optræde som studieværter eller 'journalist-eksperter' i medierne. Der opstå simpelt hen det fænomen som er det helt afgørende for at kommunikation skal fungerer: identifikation,  som er det vigtigste af alle nyhedskriterierne, og den ene af de tre parametre som enhver dramaturgisk velfungerende fortælling skal levere.
   Både journalister og vælgere kunne og kan genkende sig selv  og leve sig ind  i det følelsesladede og billedrige sprog som Trump, Brexit-modstanderne Politiforbeholds-modstanderne brugte når de skældte ud og sagde fra i forhold til hvad ekspertene fremhævede af fordele ved at blive i EU, ved at vælge Hillary og ved at stemme for et revideret dansk retsforbehold.
   Enhver der har beskæftiget sig nogenlunde seriøst med hvordan og hvorfor en halvgod eller halvdårlig roman bliver en bestseller trods kritiske eller lunkne anmeldelser, ved at hvis bare læserne kan identificere sig i forhold til fortællingen, fortællerstemmen og fortællersynsvinklen, så er spørgsmålet om sandhed og virklighed i historien uden betydning.

Fore en ordens skyld repetere jeg lige forskellen mellem de to slag sprogbrug:

Videnssprog
Erfaringssprog
·        logisk
·        upersonligt
·        abstrakt
·        billedfattigt
·        følelsesrenset
·        monologisk
·        systemorienteret
·        rødder i skriftsprog
·        bruges mest offentligt
·        sanseligt
·        personligt 
·        konkret
·        billedrigt
·        følelsesladet
·        dialogisk
·        handlingsorienteret
·        rødder i talesprog
·        bruges mest privat

Se mere her hvor jeg i et meget tidligt indlæg på min blok introducerer de to begreber og de kendetegn som karakteriser de to slags sprogbrug:
Hvis man søger modsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' på nettet, vil man se hvor mange seriøse kilder der beskriver og omtaler den - og de gør de uden kildeangivelse, hvilket jo viser at begrebsparret nu er blevet en del af en bred faglig forståelse langt ud over en snæver akademisk offentlighed. Hvad jeg er lidt stolt af.

Og hvorfor mon jeg kommer til at tænke på "Harry Potter" og "Fifty Shades of Gray"?
   Og hvorfor mon jeg herefter som 73 årig gammel mand straks associerer 'down memory lane''  - og på den indre biograf ser og hører navne som: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Kristen Poulsgaard,  Preben Møller Hansen, Knud Jespersen, Kirsten Jacobsen, Pia Kjærsgaard.
   Svaret er at de alle er superbrugere af erfaringssprog til at formulere slagkraftige, følelsesladede, billedrige, konkrete og forenklende politiske budskaber, som derefter er lette at citere i overskrifter og som den dagsaktuelle journalistik straks kan se en god historie i - uanset om udtalelserne holder vand eller ikke.
 
Jeg husker at da jeg for første gang introducerede begrebsmodsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' for et hold studerende en gang i starten af 80'erne, så påstod jeg frækt:

"En dansk politiker som energisk turde bruge - og som fremturede med at bruge - erfaringssprog når han/hun mundtligt fremførte politiske budskaber i de elektroniske medier, var sikret mindst fire mandater ved førstkommende folketingsvalg."

Nu opremser jeg i punktform de "fem veje til en bedre journalistik" som Amalie Kestler relativt kortfattet uddyber i sin klumme sidste søndag:
  • Handlinger frem for holdninger
  • Indhold frem for anklager
  • Nyheder er ikke hvad de har været
  • Konsekvens frem for begivenhed
  • Behold autoriteten
Ikke alverden ophidsende elle kampopråbende rubrikker, er min spontane mavefornemmelse. Men for de flestes vedkommende kan jeg umiddelbart gætte i hvilken retning uddybningen går.
   Man kan her læse her Amalie Kestler umiddelbart lægger i disse overskrifter:
http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/
Har du læst det? Hvad tænker du? 
   Jeg var og er i hvert fald ikke tilfreds.
   
Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 
   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.
   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".

Det spor forfølger jeg videre i det følgende blogindlæg!

(dette altså et set up til at læse videre i det efterfølgende blogindlæg som jeg i skrivende stund er begyndt på, men som nok først er færdig et par dage ind i februar)


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar