Hvad ved man efterhånden om hjernens kemi - når det gælder grænserne og forbindelsen mellem sindslidelser og kreativitet?

I de snart 6 år jeg har haft min blog kørende, har en af 'trådene' jeg har forfulgt, været sammenhængen mellem emnet 'kreativitet' og det som den moderne hjerneforskning løbende finder ud af, blandt andet når det gælder 'kemien' i hjernen: hormoner, neotransmittere, mv. - eller bevidsthedsudvidende stoffer som LSD, alkohol, amfetamin.

   Og jeg har jævnligt været omkring de forbindelseslinjer hjerneforskerne efterhånden har kunnet trække mellem 'kreativitet' og forskellige former for sindslidelser.

   Derfor er jeg særlig opmærksom på når der dukker nyheder op på det område i medierne.

 

I Weekendavisens videnskabstillæg fra den 18. december var der en kort notits som fangede min opmærksomhed - primært fordi jeg for nylig har skrevet om assperger-autisme med afsæt i en radioudsendelse om emnet i serien "Hjernekassen".

   Rubrikken lød

Autisme og hjernekemi

Artiklen fortalte at forskere på MIT med Caroline Robertson i spidsen havde identificeret en sammenhæng mellem hvordan autister typisk opfører sig, og et særligt signalstof i hjernen kaldet GABA, et stof som jeg ikke tidligere har været opmærksom på.

   GABA har som primær opgave at hæmme aktiviteter i hjernen og begræsnse kommunikationen mellem hjerneceller. Og det forskerne mener at have fundet ud af, er at mennesker med autisme gennemgående har for lidt GABA.

   

Artiklen bruger fine metaforer (der støder lidt sammen,) til at forklarer:

GABA fungerer som en slags håndbremse, der kan bremse modtagelsen af alle de stimuli, som hjernen modtager. Hvis den bremse ikke er der, vælter stimuli ind som en kaskade, og der kan ikke dannes mening med informationerne.

Istedet for "håndbremse", skriv hellere "vandhane".

Autisters særlige adfærd kan altså tolkes som mere eller mindre et resultat af GABA-underskud i hjernen, som gør det vanskeligt for dem at få mening i de mange sanseindtryk fra omgivelserne som de bliver mentalt overvældet af - og mentalt må "forsvare" sig imod med 'autistreaktioner'.

Jeg kobler dette sammen med flere andre emner jeg har været inde på tidligere:

- HSP - den særligt sensitive personlighedstype som angiveligt udgør 15-20 procent af befolkningen. De er bl.a. kendetegnet ved en form for social indadvendthed som forklares med at ydre impulser let bliver "for meget", man stresser hurtigt, bliver "excited", og man skal derfor bruge længere tid end andre til at sortere og bearbejde indtrykkene for sig selv.

   Bingo: en søgning der googler "HSP" sammen med "GABA", giver flere tekster hvor der står at det kan virke "beroligende" for mennesker der tilhører typen HSP, at tage stoffet.

- Begrebet LI - Latent Inhibition - som er den generelle egenskab ved hjernen som forhindrer at alle mulige dele af hjernen frit kan sende nerveimpulser til alle mulige andre dele af hjernen.

   Ifølge faglitteraturen kan svækket eller relativt lav LI (=LLI) være en medvirkende eller udløsende faktor for skizofreni og ADHD.

    Men effekten kan også være øget kreativitet. Hjerneforskeren Shelly Carson siger:

“Our research results indicate that low levels of latent inhibition and exceptional flexibility in thought predispose people to mental illness under some conditions and to creative accomplishments under others.”

Og bingo igen: en søgning på "Low Latent Inhibition" og "GABA" giver blandt andet følgende citat fra en seriøs faglig blog:

If all that sounds way too simple, Dr. Krystal rolled out a far more complicated scenario involving glutamate’s tag team partner, GABA (the main inhibitory neurotransmitter), in particular a group of GABA neurons referred to as chandelier cells. In this context, GABA helps prevent glutamate from running wild. When involved in working memory, GABA tunes out distractions from competing neurons, allowing the brain to focus. But a deficit in NMDA glutamate receptor function effectively disables GABA chandelier cells.

- Man har i ganske mange år forbundet sindslidelsen depression med mangel på en anden neurotransmitter i hjernen: serotonin.

    Relativt mange kunstnere har perioder af depression, nogle af såkaldt 'bipolær lidelse' som tidligere blev kaldt maniodepressivitet (det var det Viggo Kampann led af). 

   To af vores mest kendte danske filminstruktører har klart depressive tendenser: Lars von Trier og Nils Malmros.

    På nettet kan man finde oversigter over "kendte mennesker" der angiveligt har lidt af depressioner, heriblandt er der rigtig mange kunstnere:

http://www.nursingschools.net/blog/2010/10/50-famous-artists-thinkers-who-have-struggled-with-depression/

Googler jeg "serotonin" og "GABA" er der også bid med det samme.

   I en artikel omtales GABA som 'hjernens naturlige valium', og rubrikken har titlen: "GABA & Serotonin Deficiency Anxiety". Læs mere her:

http://www.balancingbrainchemistry.co.uk/peter-smith/26/GABA-Deficient-Anxiety.html

En anden artikel gennemgår hvad "neurotransmittere" er for noget, og deler dem i to hovedgrupper: de hæmmende ("inhibitory") og de stimulerende ("excitatory"). 

   Til de hæmmende hører serotonin og GABA, til de stimulerende hører noradrenalin ("norepinephrine") og adrenalin "(epinephrine").

   Endelig nævner artiklen dopamin som en vigtig neurotransmitter, og fortæller at dopamin har effekter som gør at den hører til både i gruppen der hæmmer, og i gruppen der stimulerer. Flere faglige kilder taler ligefrem om "dopaminsystemet", som her:

New research shows a possible explanation for the link between mental health and creativity. By studying receptors in the brain, researchers at Karolinska Institutet have managed to show that the dopamine system in healthy, highly creative people is similar in some respects to that seen in people with schizophrenia.

Den artikel fra sciencedaily.com uddyber hvad man indtil nu (2010) har kunnet sige om sammenhængen som nu har fået forskningsmæssigt back-up:

High creative skills have been shown to be somewhat more common in people who have mental illness in the family. Creativity is also linked to a slightly higher risk of schizophrenia and bipolar disorder. Certain psychological traits, such as the ability to make unusual bizarre associations are also shared by schizophrenics and healthy, highly creative people. And now the correlation between creativity and mental health has scientific backing.

En af forskerne bag undersøgelsen er den svenske professor dr. Ullén fra Karolinska Instiuttet:

"We have studied the brain and the dopamine D2 receptors, and have shown that the dopamine system of healthy, highly creative people is similar to that found in people with schizophrenia.

   "The study shows that highly creative people who did well on the divergent tests had a lower density of D2 receptors in the thalamus than less creative people. Schizophrenics are also known to have low D2 density in this part of the brain, suggesting a cause of the link between mental illness and creativity."

Thalamus er det center i hjernen der fungerer som en slag relæ som filtrerer informationer før de fordeles til andre dele af hjernen, fx frontallapperne. Og teorien er her at denne filtreringsfunktion er svækket hos særligt kreative mennesker, så flere informationer lettere 'flyder' igennem:

"Fewer D2 receptors in the thalamus probably means a lower degree of signal filtering, and thus a higher flow of information from the thalamus," says Dr Ullén, and explains that this could a possible mechanism behind the ability of healthy highly creative people to see numerous uncommon connections in a problem-solving situation and the bizarre associations found in the mentally ill.

Og så slutter artiklen med en flot kobling til metaforen om at særligt kreative mennesker er særligt gode til at "tænke ud af boksen", nemlig at det kan være fordi boksen hos dem er gået lidt i stykker:

"Thinking outside the box might be facilitated by having a somewhat less intact box," says Dr Ullén about his new findings.

http://www.sciencedaily.com/releases/2010/05/100518064610.htm

Neurodiversitet: et nyt ord til at at beskrive at forskelle i hjernens 'wiring' og neurologiske set up - ikke er handicaps og sygdom, men dele af menneskets naturlige biologiske variation

Jeg har skrevet en lang række indlæg i årenes løb hvor jeg har forsøgt at fast- og udfolde at de mange forskellige måder den menneskelig hjerne neurologisk kan være indrettet på, er udtryk for kreative muligheder, og ikke som vores samfund stort set nu forholder sig til dem: som mentale handicaps og skavanker der en gang for alle udskiller folk i fikserede taber-båse. 

   Eksistensen af 'den plastiske hjerne', som især forskeren Richard J. Davidson har beskrevet og forsket i, er en beslægtet tilgang.

   Under alle omstændigheder er der tale om at se kreative udviklingsmuligheder i fx synæstesi-erfaringer, ordblindhed, autisme, ADHD, maniodepressivitet, HSP-karakteren, m. fl.

   

I dag læser jeg i Information en artikel med afsæt i en amerikansk bog af forfatteren Steven Silberman: "Neurotribes: The Legacy of Autism and the Future of Neurodiversity".

   Rubrikken i artiklen der er skrevet af Matte-Line Thorup, lyder:

Psykiatriske diagnoser kan være en styrke

Manchetten:

En ny bog om autister og neurodiversitet - forestillingen om, at der ikke findes en normal hjerne, men en mængde snørklede variationer - går som varmt brød i USA. I stedet for at kritisere diagnosesamfundet, skal vi udnytte den mentale mangfoldighed, lyder budskabet. 

Jeg tror første gang jeg fik bekræftet en opfattelse som ligner Silvermans, var da jeg for mange år siden læste en bog om 'de syv slags intelligens', af Howard Gardener:

The theory of multiple intelligences is a theory of intelligence that differentiates it into specific (primarily sensory) "modalities", rather than seeing intelligence as dominated by a single general ability. This model was proposed by Howard Gardner in his 1983 book Frames of Mind: The Theory of Multiple Intelligences. Gardner articulated eight criteria for a behavior to be considered an intelligence.[1] These were that the intelligences showed: potential for brain isolation by brain damage, place in evolutionary history, presence of core operations, susceptibility to encoding (symbolic expression), a distinct developmental progression, the existence of savants, prodigies and other exceptional people, and support from experimental psychology and psychometric findings.

Populærversionen med afsæt i Gardeners teori blev fremført i en anden bog af Daniel Goleman med den danske titel "Følelsernes Intelligens". Den længere engelske titel var "Emotional Intelligence - Why it can matter more than IQ"(1995). 

   Den danske udgave introducerer forlaget sådan her:

Hvad betyder vores IK?

Daniel Goleman gør op med den gængse opfattelse af, hvor afgørende vores IK er. Bogen er blevet til på grundlag af mange års undersøgelser, og Goleman beskriver, hvad det er, der spiller ind, når nogle mennesker med en høj IK roder med deres liv, mens andre med en mere ydmyg IK klarer tilværelsen med bravur.

   Han understreger betydningen af følelsesmæssig intelligens, som hviler på kvaliteter som selverkendelse og -beherskelse, vedholdenhed, flid og motivation, indlevelsesevne og situationsfornemmelse. Disse kvaliteter er betegnende for mennesker, der udmærker sig i tilværelsen, hvis nære forhold fungerer, og som arbejdsmæssigt klarer sig suverænt. Disse personer er kendetegnet ved selvstændighed og selvdisciplin, næstekærlighed og medfølelse - basale evner, som er nødvendige, hvis vores samfund skal blomstre.

Jeg har interesseret mig for spørgsmålet i flere indlæg om autisme. 

   Blandt andet skrev jeg et indlæg om den den gang  nyoprettede danske virksomhed "Specialisterne" hvis ide var at ansætte autister med aspergers syndrom til at løse specialiserede it-opgaver som den gruppe havde særlige kvalifikationer til at løse, netop fordi de var autister.

   Virksomheden har nu sin egen hjemmeside der introducerer ideen sådan her:

Specialisterne skaber jobmuligheder for mennesker med autisme og lignende udfordringer. Specialisterne er en af de første socialøkonomiske virksomheder i verden, med et team af IT-konsulenter, som alle har en diagnose inden for autisme spektret.

   De særlige kompetencer, der ofte går hånd-i-hånd med autisme – stærk logisk og analytisk sans, nul-fejl tolerance og evnen til at holde koncentrationen i længere tid end de fleste – giver vores konsulenter en fordel, når det kommer til løsningen af en bred vifte af opgaver inden for IT-branchen. Det er den slags kompetencer, der kan være af stor værdi for lige netop din organisation.

De var faderen til en søn med autisme der fik og realiserede ideen. Her et link til hjemmesiden for "Specialisterne" der nu har afdelinger i en række lande:

http://dk.specialisterne.com/

Det er så de ideer og det menneskesyn der nu via begrebet 'neurodiversitet' bliver generaliseret og får sin egen videnskabelig 'frame' som er grænseoverskridende frem for grænsesættende. 

   Og det synes jeg er en rigtig god ting fordi den tilskynder til at se muligheder i de neurologiske og mentale  variationer og særheder som kendetegner mennesket som art, fremfor at se handicap, svagheder og mangler, et syn som medicinalindustrien ellers i den grad har promoveret og levet højt på i de senere år.

En af pointerne i bogen som artiklen i Information fremhæver, er at internettet har gjort det muligt for de forskellige 'diagnose-grupper' at komme i kontakt med hinanden, direkte udveksle erfaringer, og danne communities for mennesker med samme hjernemæssige særpræg, så at sige uden om de forskellige professionelle behandlingssystemer mentale båse og skillevægge. 

   Disse communities´ hjemmesider har jeg også haft stor glæde af at kunne trække på i min research i forhold til HSP-karakteren, synæstesi-erfaringerne, forklaringer fra hjerneforskningen på ordblindhed (dysleksi).

Kreativitet er genetisk forbundet med forskellige former for sindslidelser som skizofreni og maniodepressivitet

Det er ikke nogen nyhed at forskellige former for sindslidelser forekommer relativt hyppigere blandt særligt kreative mennesker som forfattere, malere, musikere, skuespillere. 

   Det samme gælder for personlighedstypen Highly Sensitive Personality (HSP) og forekomsten af synæstesi, som også er hyppigere blandt kunstnerisk begavede mennesker end blandt gennemsnittet.

En af hypoteserne for den sammenhæng har været at det at "tænke ud af boksen" og på tværs af socialt og sprogligt veletablerede normer, kategorier og såkaldte 'frames', hænger sammen med svækket latent hæmning (eng. 'latent inhibition' (LI)) i hjernen, som gør at der hos kreative og hos skizofren er flere og nemmere neurologiske forbindelser mellem ellers ret adskilte sektorer og moduler i hjernen. 

   Nogle hjerner risikerer derfor - i kortere eller længere perioder af deres liv - mentalt at løbe løbsk som er en måde at beskrive fx skizofreni (ustoppelige tankemylder og hallucinationer) og maniodepressivitet (ustoppeligt storr emotionelle udsving) på. 

  Andre kreative personligheder har måske deres ud af boksen-tænkende og stærkt emotionelt påvirkelige hjerne mere under kontrol, og er derfor også mere stabile i deres kreative produktion og udtryk.

Læs mere her (eller gå i søgefeltet under "latent hæmning"/"latetent inhibition":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/om-nye-effekter-af-krammehormonet.html

Hjemmesiden "videnskab.dk" har nu en forholdsvis overbevisende genetisk forklaring på det i artiklen her:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/kreativitet-og-psykoser-er-genetisk-forbundet

Man har simpelt hen nu fundet nogle genvarianter som er fælles for personer der ud fra kreativitetkriterier og -tests er særligt kreative og for personer med diagnoserne skizofreni og bipolar lidelse:

Vores tanker og følelser definerer os som arter og som individer. Vi kategoriserer ofte de, der er kreative af natur, som mennesker, der er i stand til at tænke ud af boksen, mens vi stigmatiserer dem, som er langt fra boksen, ved at diagnosticere dem med en psykotisk lidelse.

   Men hvad er forholdet mellem kreativitet og mentale lidelsers sande natur? Som Kári Stefánsson, administrerende direktør ved deCODE Genetics i Island, udtrykker det, hvornår fører det at tænke ud af boksen os til at forlade boksen fuldstændig?

   I et studie, som bliver publiceret i Nature Neuroscience i denne uge, har et internationalt forskningsteam fundet fælles genetiske rødder, der forbinder kreativitet og udviklingen af to psykiske lidelser – skizofreni og bipolare lidelse.

   De skriver, at mennesker med disse psykiske lidelser har en fælles genvariant med ellers raske mennesker.

   Det er nyt bevis for, at denne særlige gruppe gener influerer vores tankeprocesser og adfærd – og gør os mere eller mindre kreative, og endda mere eller mindre tilbøjelige til at udvikle psykiske lidelser.

   Forskningen blev udført af Kári Stefánsson i samarbejde med kollegaer fra Storbritannien, USA og Japan.

Man kan så spørge hvad der kommer først - sindslidelsen eller kreativiteten? 

   Er det sådan at man altid er potentielt sindslidende når man er særligt kreativ, eller er det omvendt sådan at de nævnte sindslidelser blot er noget kun nogle særligt kreative mennesker er i risikozonen for?

   Det sidste, ser det ud til:

Til studiets formål definerede forskerne en kreativ person til at være enhver, der er involveret i kunst gennem deres hverv, eller som er medlem af et kunstnerisk forum.

   De opdagede, at de genetiske faktorer, der blev forbundet med en risiko for at udvikle skizofreni og bipolar lidelse, også er ansvarlige for niveauet af kreativitet hos ellers raske mennesker.

   Denne almindelige genetiske forbindelse resulterer i adfærdsforandringer, som påvirker vores kreativitet og gør os mere eller mindre påvirkelige over for at udvikle en af de to psykiske tilstande.

   »Vi ser, at abnormitet i måder at tænke på eller at tænke ud af boksen, om du vil, ikke er en konsekvens af lidelserne. Faktisk er det sandsynligt, at man allerede tænker anderledes på grund af disse almindelige genetiske varianter, der forandrer den kognitive funktion, som dermed sætter dig i større risiko for at udvikle skizofreni,” siger Stefánsson.

Videnskab.dk har et supplerende link til en artikel jeg også tidligere har refereret til, nemlig en hvor man fortæller om forskning der påpeger at kreativitet har at gøre med at dopamin-signalstoffet fungerer anderledes hos både kreative mennesker og skizofrene mennesker.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-taenker-kreative-ud-af-boksen

Når kreative mennesker har lettere ved at tænke ud af boksen, så hænger det sammen med at "boksen" metaforisk udtrykt er "mindre tæt og kompakt" - og derfor mindre frasorterende og mere gennemtrængelig for de signaler og impulser der kommer ude fra via sanserne eller fra andre dele af hjernen som de er neurologisk forbundet med:

Der synes at hvile en forbandelse over genialitet.

   De kunstnere, der har frembragt de smukkeste og stærkeste værker, er også ofte dem, der har lidt mest under sindets tyngde.

   Blandt forfattere, malere, skuespillere og musikere er eksemplerne på sindslidelser utallige, og forskning har for længst bekræftet sammenhænge mellem stor kreativitet og psykiske lidelser.

   Nu er svenske forskere kommet frem til en mulig forklaring. De mener, at når nogle er særlig gode til at tænke ud af boksen, så er det simpelthen, fordi de ikke rigtig har nogen boks. Det er det samme, der gør, at skizofrene oplever virkeligheden på en alternativ måde.

   »Evnen til at tænke ud af boksen skyldes måske, at meget kreative menneskers boks har en løsere struktur,« siger forsker Fredrik Ullén fra svenske Karolinska Instituttet, der står bag undersøgelsen Thinking Outside a Less Intact Box.

Og denne relativt svagere signalfiltrering hos både kreative mennesker og mennesker med skizofreni, den synes at have at gøre med at hjernens dopamin-produktion ikke virker helt så "dæmpende" eller "bedøvende" på den vigtige del af hjerne der kaldes thalamus, et centralt placeret modul der fungerer som en slags fordelingscentral eller krydsfelt for signaler der kommer fra og går til alle mulige dele af hjernens cortex, herunder frontallapperne hvor vores bevidsthed sidder: 

De svenske forskere udsatte 14 forsøgspersoner for en 'divergent thinking-test', hvor de skal finde flere forskellige løsninger på en række opgaver. Her

efter blev der foretaget en hjernescanning.

   Det viste sig, at de, der havde klaret opgaven godt og derfor blev vurderet til at være meget kreative, havde færre af de D2-receptorer, der reagerer på stoffet dopamin i hjernens thalamus.

   Det er i thalamus, at information bliver filtreret, inden det når videre til vores bevidsthed. Det forhindrer normale i at for eksempel associere frit på alle ord i en sætning i stedet for at forholde sig til sætningens indhold.

  »Færre D2 receptorer i thalamus betyder formentlig en lavere signalfiltrering. Dermed bliver en større mængde information sendt videre fra thalamus. 

   Det er kendt, at skizofrene også har færre D2 receptorer i thalamus, hvilket antyder en sammenhæng mellem psykisk syge og kreativitet,« siger Fredrik Ullén.

   Eller sagt på en anden måde, den boks, som almindelige mennesker ikke evner at tænke ud af, er langt mindre kompakt hos kreative og skizofrene.

Kritikerne af denne forsknings resultater, fremhæver at forsøgspersonernes antal er for lille til at sikrer troværdighed og sandsynlighed for at kunne generalisere. 

Martin Bigum igen, igen - nu med personlig kunsthistorie

Der er mindst en god grund til at se 'Kunstquiz' på DRK. Han hedder Martin Bigum. 

  Dermed ikke være sagt at der ikke kan være flere god grunde, fx værten Adrian Hughes. 

   Og de øvrige quiz-deltagere er heller ikke kedelige. Bente Scavenius som har en barndom og tidlig ungdom som godsejerdatter på Møn, hvor jeg selv har boet fra jeg var 12 til jeg var 14 år, hun er for eksempel særdeles vidende og har samme kærlighed til de naturalistiske guldaldermalere som jeg selv.

    Hende skriver jeg mere om en anden gang.

Martin Bigum er tydeligvis en ekstraordinært kreativ personlighed, 'flere personligheder i én', som jeg plejer at skrive: digter, maler, tegneserietegner, foredragsholder, video og -installationskunstner. Han kan vist også spille klaver.

   Og nu sidst - lige før Jul - udgav han en mammutbog med eget navn som titel og med  undertitlen:

Min personlige kunsthistorie

Vi bestilte den hurtigt efter anmeldelserne. Fruen og jeg ville give hinanden den i julegave.

   Men der var vi for sent ude, så vi fik den først leveret ca. en uge inden foredraget, og jeg nåede kun at læse lidt spredt rundt omkring i den store bog.   Men jeg genkendte så mange af formuleringerne fra det interview med ham  som jeg brugte som afsæt for et længere blogindlæg fra for godt 2 år siden:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html

For godt en måned siden holdt Martin Bigum så sit lysbilledeforedrag en aften på det lokale bibliotek. 

   Fruen og jeg var en del af publikummet i en propfyldt sal. Vores aktive lokale kunstforening var medarrangør.

Vi havde en anelse om at biletterne ville blive efterspurgt, så vi købte lige så snart der var opslag om det i den lokale ugeavis Sydsjællands Tidende - som i øvrigt vandt prisen som den bedste i Danmark, se bare her:

http://www.sydtid.dk/sydsj%C3%A6llands-tidende-danmarks-bedste-ugeavis

Sådan så han ud, foredragsholderen, 'kendt fra fjernsynet', som man siger:

Klædt i pænt, sort jakkesæt med koksgrå striber, matchende slips og hvid skjorte med dueblå striber. Venlig, levende, klart formuleret, smilende, ironisk.

Privatfoto fundet på nettet - ikke taget af mig

Glimrende foredrag. Sluttede præcist til den aftalte tid. Ingen tekniske koks. Ca. 20 minutter til mere eller mindre begavede spørgsmål fra publikum. Til slut: Underskrift af hans  bog som folk kunne købe. 

   Vi havde glemt at tage vores eksemplar med, så vi har ikke en Martin Bigum-signatur i den.

Interesse for personligheden og kunstneren Martin Bigum var for mit vedkommende ikke noget nyt. Jeg skrev allerede om ham for to år siden i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html

Og mange af de træk jeg allerede hæftede mig ved den gang- i hans personlige historie, bliver under foredraget understreget af Martin Bigum selv: 

- om hans meget tidlige barndomsbesøg hos katolske bedsteforældre på Lolland, - om fadertab og -savn da forældrene blev skilt da han var syv, 

- om at blive mobbet i skolen i Brøndby Strand fordi han var 'anderledes' og tegnede hele tiden, 

- om en kreativ, men også depressiv mor som opmuntrede ham og skubbe på hans lyst til at tegne og male, 

- om at han fra helt ung og i en række år levede at at være tegneserietegner til det satiriske magasin 'MAD', 

- om at han i mange år følte sig som outsider i forhold til det kunstneriske establishment i Danmark, og også har iscenesat sig selv som en 'outsider' over for offentligheden.

En særlig egenskab hæftede jeg mig især ved i interviewet, nemlig at han beskrev sig selv som ....

... 'hypersensitiv'. 

Det vender jeg tilbage til i et senere indlæg. 

   Jeg har nemlig jævnligt skrevet om 'HSP'-personligheden - en personlighedstype som videnskabsjournalisten Lone Frank også - selverklæret - er.

   Måske er Bigum også synæstetiker. Det glemte jeg at spørge ham om efter fordraget, men det kan nås endnu.

   

Endvidere hæftede jeg mig for to år siden især ved at han billeder tydeligt bærer præg af at han har elsket de indtryk han fik ved at se og opleve de gamle kunstnere - som fx Jeronimus Bosch.
   Og af at han har elsket og elsker tegneserier.
  Og af at han tidligt blev fascineret af de små plastikmodeller af indianere og cowboy-dere som også jeg legede med i en række barndomsår.
   Og interessen for  og fascinationen ved realistiske, vellignende modeller har jeg stadig - ligesom for gode flot tegnede tegneserier og tegnefilm.

Jeg kan også læse ud af mit blogindlæg fra for to år siden at jeg har oplevet stor identifikation med manden Martin Bigum og hans personlige historie. 

   Ikke mindst hans beskrivelse af sit forhold til sin mor, kan jeg genkende fra mit forhold til min mor - i teenagerårene hvor jeg også tegnede og malede dagligt, og hvor hun roste og opmuntrede mig - og tog mig med på kunstudstillinger på Charlottenborg med fx Paul Klee og Emil Nolde.

   Og ikke mindst kan jeg læse ud af blogindlægget at det for mig selv var frigørende at læse hans udtalelser i interviewet - det gav en slags befrielse fra den aura af fisefornemhed jeg også selv jævnligt har måttet distancere mig fra, omkring den moderne kunst og det sprog anmelderne bruger når de beskrive udstillinger.

Martin Bigums bog er skrevet og illustreret med afsæt i den kerne af billeder og kommentarer der indgik i foredraget. Og selvfølgelig kraftig udvidet.

   En forlægger så mulighederne - og opmuntrede ham til at skrive en bog med foredragets kronologisk ordnede pointer og illustrationer som indhold, fortalte Bigum. 

   Han svarede forlæggeren at det kunne han ikke finde ud af. Men - det kunne han altså  da det kom til stykket.

 
Løsningen var, fremgik det af foredraget - at tage det - opgaven - i små bidder - skridt for skridt - billede efter billede - med oplysende kommentarer om kunsthistoriske og andre historiske inspirationskilder  blandet med malerens egen samtidshistorie med aktuelle begivenheder som han har oplevet og er blevet inspireret af. 

   Altså  bogen er simpelt hen et smukt eksempel på det jeg har betegnet og beskrevet som ...

... 'konceptuel blending'.  

Bigums skriftsprog er tydeligvis præget af at det hele først er fortalt - mundtligt. Dermed bliver den skriftlige del af hans kunsthistorie fyldt med det jeg ofte har fremhævet kendetegner gode tekster med stærk appel til mange mennesker i det offentlige rum ... 

... 'erfaringssprog'.

Brug af 'erfaringssprog' som skriftsprog giver sig også udslag i en masse friske billeder, iagttagelser, metaforer.

Jeg kan genkende rigtig mange af de løsninger jeg selv fandt på for at kunne skrive tobindsværket om tv-dokumentaristen Poul Martinsen, hvis personlige udviklingshistorie også har flere slående fællestræk med Martin Bigums, og hvis kælenavn i øvrigt blandt venner i øvrigt ikke var Poul, men - ja, selvfølgelig - 'Martin'.

   Serendipitet!

Man kan sige at der med bogens kunstneriske udviklingshistorie er tale om ...

... 'en kunsthistorisk selfie'...

- et værk der i sin form jo helt er på forkant med 'tidens ånd', som jeg prøver at fange ind i det foregående indlæg om 'autofiktion', og om autofiktionens re-aktive karakter i forhold til 'nykritikken', og hvad deraf fulgte af golde abstraktioner - med blind makker.

'Min personlige kunsthistorie' har også klare lighedspunkter med Jesper Grunwalds nogenlunde samtidigt udkomne 'Jeg er bare taxamand'.
   Bigum kunne måske også bare have kaldt sin bog "Jeg er bare kunstner".

 
Og hvis Martin Bigum havde haft en blog - så virker bogen som en serie af personlige illustrerede blogindlæg der både beskriver og reflekterer over hans udviklingshistorie fra barn til nu moden og mærkelig, men anerkendt kunstmaler.

Fruen snuppede 'Min personlige kunsthistorie' efter foredraget og læste den på samme måde som den var skrevet - i små bidder. Så det er først nu jeg genser den - og kan genlæse den i bidder fra min første hurtige gennembladring - inden foredraget.

   Den er stadig fabelagtig god - og en både levende og indsigtsfuld udviklingshistorie af en klog og reflekteret mand - helt i sin egen klasse og genre.

En af mine pointer i første blogindlæg var at Martin Bigum er - og beskriver sig selv - som "kontrolfreak". Og det bekræftes på mange måder hen gennem bogen.

   For eksempel når han beskriver i forordet hvordan han har det med at male. Jeg citerer fra inderflappens tekst: 

Hvert penselstrøg, hver opblandet farve, kan sammenlignes med en romanforfatters næste sætning: Den skal sidde lige i skabet. Hvis ikke, kan handlingen løbe vild og i tusinde retninger. Forfatteren skal styre sin fortælling ord for ord, og det samme skal jeg med maleriet. Strøg for strøg.

Og på den følgende side - før 'Forordet' - skriver han om sine malervilkår sådan her.

I atelieret  har jeg disse store malerklude af gammelt sengelinned, som jeg tørre min pensels oliemaling af i, hver gang jeg har malet et strøg.  Disse klude med deres tusinder af pletter og plamager af maling er et vidnesbyrd om lige så mange kunstneriske valg. Når jeg bagefter ser på kludenes farvemorads, kan jeg overhovedet ikke huske hvor vigtig de enkelte valg var, men det var det. Det var tvingende nødvendigt, for den rette opblandede farve føjer sig til en komposition af farver før denne, og åbner op for andre farver efter denne.

Maleriet er et puslespil jeg samler, og kun jeg ved hvordan brikkerne skal se ud, og hvor de skal sidde for at passe. 

Det er godt nok en usædvanlig og helt uventet metafor: Maleriet som 'et puslespil'. 

   Men den oplevelse han beskriver vil jeg kalde en oplevelse af at være i "flow" - og ligesom man altså kan tale om: "runner's high", "writer's high", "helper's high" - så er her - på vidnesbyrd af Martin Bigum - noget man analogt må kunne kalde ... 

... 'painters high'.

Jeg googler lige 'painters high', og minsandten jeg er ikke alene om at finde ud af at sådanne flow-oplevelser også må findes hos malere:

http://clicks.robertgenn.com/painters-high.php

Senere - i selve 'Forordet' - fortæller Martin Bigum om genren;

Dette er ikke en selvbiografi, men en rejse gennem samtider og deres forskellige impulser, som har været med til at forme mine kunstværker. Samtiden og mine egne erfaringer er mit levende materiale. Men det er vigtigt at hvert maleri samtidig kan tale for sig selv.

   Jeg har afklaret med mig selv at der ikke går noget af mig eller min kunst ved at åbne op på denne måde. Forhåbentlig bidrager det bare til en større og dybere forståelse af kunstens ellers så uransagelig veje og væsen.

Det bidrager det til, skulle jeg hilse og sige.
   Og utvivlsomt må han også have været i flow da han skrev bogen. Ligesom jeg i øvrigt var da jeg skrev bogen om Poul Martinsen.

Og videre om den arbejdsproces som han har fundet ud af er nødvendig for ham, fortæller Martin Bigum at den er ekstremt disciplineret: Han er i sit atelier hver dag og maler fra 9-17 - og et maleri tager mellem tre og fem uger at male (i foredraget sagde han mellem fire og syv uger, mener jeg). 

   Og så skriver han videre:

At male et maleri er at træde ind i en uforudsigelig proces hvor jeg konstant svinger mellem at skulle være bevidst og ubevidst. Altså at slå til eller flyde med.

   Det er faktisk en del af kunsten. For hvornår skal jeg være vågen og gøre mit yderste for at klare en uforudset udfordring, og hvornår skal et felt bare udfyldes med en grundfarve.

På bagflappen af bogen fortæller Bigum at han har et 'motto' for sin kunst:

Kunst er at skabe nyt nærvær

Det er lidt for abstrakt, efter min smag. Men noget skal han jo sige når folk vil have ham til at udtale hvilken kunst der er hans 'favoritkunst'.

   

Men Martin Bigum beskriver i det smukkeste billedrige erfaringssprog sin oplevelse af som seks-syv-årig at bo i et parcelhus og se Brøndby Strands betonbyggeri af højhuse rejse sig mod himmelen når han kiggede ud af køkkenvinduet:

Kranerne lignede dinosaurer og svingede uendelig langsomt om deres egne akser, med betonelementerne hængende som tonstunge hundetegn for ende af de stærke kæder. Pludselig var der seks halve højhuse synlige, over naboens birketræer, mindre end en kilometer væk. De arbejdede i døgndrift deroppe. Det lignede lysende rumstationer mod aftenrøden, og de dybe skurrende klange lød som skibsskrog der sled mod hinanden. Når jeg vågnede næste morgen og talte efter, var der knopskudt en etage i løbet af natten. Men man kunne se lige igennem etagerne. Man kunne se himmelen imellem dem.

Man mærker at Marin Bigum også er forfatter og har udgivet flere digtsamlinger.

Og til sidste i dette kapitel der har overskriften ... 

HØJHUSE PÅ HORISONTLINJEN
(eller: Når de voksne træffer beslutninger)

... runder han dette billede af med følgende afslutnings-afsnit:

Allerede den gang tænkte jeg: Hvad er modpolen til alt dette? Jeg ville i hvert fald ikke tage del i denne voksne verden.

   Allerede da spirede det i mig til hver en tid at lave ting, tegninger, kunst, der pegede mod vitalitet og kommunikation og eftertanke, fremfor kølige linjer, konformisme og teori uden bund i virkeligheden.

   Så hvad gør en lille dreng hvis lille samfund bliver delt på midten. Og hvis familie i øvrigt begynder at bære præg af at forældrene skal skilles, hvilket de bliver da han er syv år.  Han sætter pennen på papiret og begynder at tegne, tegne, tegne, tegne, tegne, tegne, tegne. Han forsvinder ind i de verdener han selv kan lave og bestemme over.

Sådan! 

   Meget, meget præcist og lysende klart. Den særligt kreative personligheds fødsel; en 'spire'.

Martin Bigum: Jigsaw Falling Into Piece, 2008-09.

I et senere indlæg vil jeg se nærmere på om ikke Bigum skulle være synæstetiker og om ikke det han er så fokuseret på at styre og kontrollere, og som kommer 'indfra' og presser sig ud ad og igennem hans motivverden, om ikke det skulle være nogle af de hallucinationsagtige 'formkonstanter' som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med Hilda af Klint og Van Gogh.

Om sammenhængen mellem kreativitet - og det nemt at blive distraheret af tilsyneladende uvedkommene indtryk

Videnskab.dk havde for et par uger siden en artikel som fangede min opmærksomhed. Den handlede om sammenhængen mellem det let at blive distraheret og så hvor kreativ man var - i en eller anden forstand. 

   Rubrikken lød:

Har du svært ved at koncentrere dig? Så er du måske et kreativt geni

I første omgang læste jeg det som om den handlede om at det at være "distræt", en egenskab man i folkepsykolgien tilskriver især "verdensfjerne" professorer - som fx professor Turnesol i tegneserien Tintin. 

   'Distræt' kan også oversættes til "åndsfraværende"  - eller set fra en undervisersynsvinkel; "uopmærksom".

   

At være distræt er noget der ifølge mine nære omgivelser har kendetegnet mig siden jeg var barn.

   Det fortælles om mig at da jeg gik i første klasse i Holeby Skole, kunne jeg 'glemme' mine omgivelser så radikalt at min lærerinde frøken Rømme kunne lægge en lineal på toppen af mit hoved uden at jeg bemærkede det.

   Senere har jeg også fået at vide at jeg har nemt ved at "falde i staver" og ofte bliver fjern i blikket og fantaserer over noget på den indre skærm, i stedet for at vær opmærksom på det der foregår og burde optage mig i mine umiddelbare omgivelser.

Men faktisk var det ikke den form for uopmærksomhed artiklen handlede om. Den handlede ikke om distræthed, men om det nemt at blive distraheret - fx af uvedkommende lyde.

   Artiklen i Videnskab.dk fortalte om nogle eksperimenter som påviste en sammenhæng mellem en høj grad af kreative aktiviteter og resultater,  og så det (for) nemt at blive forstyrret og optaget af 'input' fra omgivelserne som man egentlig bare burde set bort fra. Altså en slags overfølsomhed i forhold til  for så vidt uinteressante og uvigtige sanseindtryk fra periferien af opmærksomhedsfeltet.

   Her melder jeg så pas. Sådan er jeg absolut ikke indrettet. Det der kendetegner min personlighedstype, er at jeg nemt bliver distraheret af 'interne input' - tanker, billeder, fantasier der kommer indefra, og som vender min opmærksomhed mod den indre skærm. Som regel har jeg ikke problemer med at arbejde selv om der er støj omkring mig. Faktisk kan det godt være lidt positivt frem for totalt støjfri omgivelser

   

Men artiklen rammer plet i forhold til hvordan fruen har det. Hun er udviser ofte hvad man kunne kalde akut delt opmærksomhed, som giver sig udtryk i fx. at hun opdager og forstyrres af en plet på min trøje, mens vi sidder og snakker alvorligt om helt andre og vigtige ting. 

   Frue bliver også markant nemmere forstyrret af og irriteret over uvedkommende lyde i omgivelserne.

   Hun er også bemærkelsesværdigt observant i forhold til omgivelserne, både hvad angår syns og lydindtryk - og kan som en slags veyeur  helt fortabe sig i samtaler eller interaktion som tilfældigvis udfolder sig inden for syns- eller hørevidde.

Det faglige begreb som ifølge de engelske referater af undersøgelsen bruges til at karakterisere nogle menneskers personlighed, er "leaky attention" - altså 'utæt opmærksomhed'.

    Der er tale om en metaforisk framing der udsiger at opmærksomheden  er som en væske der så at sige 'siver' andre steder hen end i den retning hvor fokus og målet for aktiviteten normat burde befinde sig.

   Man taler i referaterne af undersøgelsen også om "reduced sensory gating", og dermed rammer resultaterne ind i en teori jeg tidligere har omtalt i flere indlæg: at den kreative hjerne har forøget 'connectivity' mellem forskellige moduler, og at de mekanismer i hjernen som varetager den nødvendige latente hæmning som er nødvendig for at vi ikke bliver totalt oversvømmet af nerve- og sanseinput, at den hos særligt kreative personligheder er relativt svækket.

   Her link til flere indlæg om denne teori, som også er en af forklaringerne på synæstesi som også fruen har, og flere af hendes genetiske børnebørn.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/skriveblokeringer-latente-hmninger-og.html

Undersøgelsens opsigtsvækkende resultater er lynhurtigt blevet spredt i forskellige fora på nettet gennem en populariseret resumé-artikel af en af forskerne bag undersøgelsen, Darya Zabelina, under titlen:

Creativity and Sensory Gating

Artiklen indledes med at referere til en erfaring som mange kreative mennesker kender til: at uvedkommende lyde er stærkt forstyrrende for det kreative arbejde:

In our everyday life we are constantly bombarded by sensory information, but some people seem to be more affected by this sensory input than others, or you may say some people have “leakier” sensory filters than other people. There are numerous anecdotal accounts of eminent creative people being especially sensitive to noise. Marcel Proust, for example, wore ear-stoppers because he was unable to filter out irrelevant noise, and lined his bedroom with cork to attenuate sound. Richard Wagner noted “a master needs quiet; calm and quiet are his most imperative needs.” And Franz Kafka asserted “I need solitude for my writing; not ‘like a hermit’ – that wouldn’t be enough – but like a dead man.” Others, such as Charles Darwin, Anton Chekhov, and Johan Goethe also strongly lamented the distracting nature of noise. 

Forskeren Darya Zabelina skriver senere i sin artikel at forsøgte peger på at særligt kreative mennesker har relativt sværere ved at filtrere udvekommende lydindtryk bort end mere jordbundne typer:

Our recent work provides first physiological evidence that creativity may indeed be associated with the reduced ability to filter our “irrelevant” sensory information. Specifically, we find that people with real-world creative achievements are less likely to filter out sound than their less creative counterparts. Additionally, they do it involuntarily, as this happens very early in the processing stream—only 50 ms after the onset of the sound.

   Reduced sensory gating is akin to reduced latent inhibition, or a reduced ability to screen or inhibit from conscious awareness stimuli previously experienced as irrelevant. Thus reduced latent inhibition may enhance creativity by enlarging the range of unfiltered stimuli available in conscious awareness, thereby increasing the possibility that novel and useful combinations of stimuli will be synthesized. Therefore leaky attention may underlie both costs and benefits of creative cognition: Noise and other environmental stimuli can serve as distractors for creative people, leading them to make errors on some tasks, as well as generally making their life less comfortable. At the same time, leaky attention may help people integrate ideas that are outside the focus of attention into their current information processing, leading to creative thinking.

Selve eksperimentet som disse overvejelser bygger på går altså ud på at dele forsøgspersonerne i to gruppe - meget kreative og ikke så  kreative. Og så får alle forsøgspersonerne to ens lyde i ørene med meget kort mellemrum via hørebøffer. Og så måler man hjernens reaktion ved hjælp af en såkaldt EEG-hætte med elektroencephalogrfiske sensorer.,  

    Den indbygged og ubevidste latente hæmning ("inhibition") burde betyder at hjernens fysiologisk reaktion er svagere når lyden høres anden gang fordi den nu er "velkendt". Og sådan reagerede gruppen af ikke så kreative forsøgspersoner også. 

   Men gruppen af meget kreative reagerede fysiologisk næsten lige så kraftigt på lyden anden gang som første gang, hvilket dokumenterer at deres neurologiske "gating" i forhold til lydsansning er svækket. Det udlæggerrr Zabelina således:

When we considered sensory gating with respect to real-world creative achievement, we saw that people with high creative achievements didn’t inhibit or didn’t gate as much of the sounds compared to people with fewer creative achievements.

Og senere skriver Zabelina videre om tolkningen af eksperimentets udfald:

Thus, real-world creative achievers appear to have reduced filtering of sensory information, which may be the mechanism for their wider focus on a larger range of stimuli, and their ability to make connections between distantly related concepts or ideas. In conjunction with other protective factors, such as cognitive control, reduced sensory gating may be what is needed for real-world creative achievements. In the absence of strong cognitive control (or other protective factors), leaky sensory processing may be a risk factor for attention disorders and/or psychopathology.

Det Zablina refererer til her til sidst, er at både sindslidelsen skizofreni, ADHD-diagnosen, Tourettes syndrom, og den såkaldt højsensitive personlighedstype (HSP), i forskellige teoretiske sammenhænge og gennem forskellige tests og forsøg er blevet forbundet med det der kaldes svækket latent hæmning" - altså en svækket kontrol og dæmpning eller "gatekeepning" af eksterne sensoriske input eller interne neurolgisk reaktione mellem forskellige centre i hjernen.

   

Det er ikke første gang man i forskerkredse diskuterer sammenhæng mellem sindslidelser og særlige hjernetilstande på den ene side og så kreative tænkning og udfoldelse på den anden. Og man kan altså konstatere at dette forsøg endnu en gang peger på den sammenhæng:

Thus it is possible that some risk factors that are associated with elevated psychopathology, such as leaky sensory gating, might also, in combination with other factors, be a "risk" factor for increased creative achievement, as previously suggested. Therefore for some prominent creative achievers who complained about noise as a source of distraction, the same leaky filters may have facilitated their creativity. 

Hvad kan man så bruge det til?
   At lave gruppearbejde i et støjende klasseværelse kan være hæmmende for børn med særlige kreative evner.
     Et støjende redaktionslokale er måske ikke det bedste sted at arbejde hvis vil praktisere og udvikle en mere kreativ form for journalistik.
     For bare at nævne to forhold jeg umiddelbart kom på.

Her et link til Darya Zabelinas resumeartikel:

http://www.creativitypost.com/psychology/creativity_and_sensory_gating

Og her et link til artiklen fra videnskab.dk

http://videnskab.dk/kort-nyt/distraktion-kan-stamme-fra-kreativ-genialitet?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=6c2c8d8e6e-201503063_6_2015&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-6c2c8d8e6e-239790449

Dysleksi eller ordblindhed - frustration og kreativitet - og nogle neurologiske forklaringer

Da et af mine børnebørn er begyndt i skole og efter alt at dømme er ordblind - fagsprogligt betegnet dysleksi - så har jeg genbesøgt og researchet på sagen. Blandt andet fordi lærerene og ledelsen tilsyneladende er uprofessionelt blanke på området.

   

Jeg har skrevet om ordblindhed tidligere her på bloggen. Jeg er selv ordblind - i mildere grad - en af mine døtre er det også, hendes mand er det - og derfor sandsynligvis begge hendes sønner.

   Her beskriver jeg nogle af de forhold som jeg selv har oplevet og min datter - og også om at mange kendte og kreative mennesker har været ordblinde:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orblindhed-og-kreativitet.html

For eksempel har jeg tidligere skrevet om følgende kreative personligheder som er/var ordblinde: Thomas Blachman, Susanne Bier, Steven Jobs, Mikkel Lomborg (alias "Her. Skæg"), Bubber.

   Lidt research fortæller at H. C. Andersen, Einstein og Steven Spielberg også var ordblinde. Og nettet fortæller side op og side ned om kendte mennesker: forskere, politikere, sporstfolk, kunstnere - der var ordblinde.

   

I det her indlæg beskriver jeg blandt andet konceptkunstneren Gudrun Hasle som har udnyttet sin ordblindhed som motor for kreative udtryk - altså som en kreativ restriktion:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/ordblindhed-og-kreativitet-2-case.html 

Når mange kreative mennesker har dysleksi, kan man altså forestille sig at deres kamp for at finde på strategier for at overkomme dette handikap, fremmer de dele af hjernen som i øvrigt forbindes med særlige kreative evner: især den højre højre hjernehalvdel.

"Ordblindhed" er ikke verdens bedste ord for problemet. For man er ikke blind i forhold til ord, og det man har problemer med er i høj grad opfattelsen og afkodningen af lyd inden for forskellige dimensioner af sproget, det der på engelsk omtales som "phonetic awareness". Det vil derfor ofte være en fordel at bruge det faglige fremmedord "dysleksi" frem for "ordblindhed".
   De typiske symptomer på dysleksi inkluderer staveproblemer, problemer med at genkende lyde i ord, problemer med at opfatte og bearbejde hurtig visuel information, og problemer med at sige ord hurtigt og straks når man ser et billede af det det refererer til.

I det følgende vil jeg beskrive hvad årsagerne er - eller kan være - til ordblindhed/dysleksi, hvordan det ytrer sig, og hvad man kan gøre ved det for at det ikke skal blive alt for ødelæggende for barnets selvværd - som ellers præcis er det der kendetegner de fleste nu voksne ordblindes erfaringer med skolelivet og klasseundervisningen.

Men først lige en opregning af de typiske kendetegn for dysleksi. De fleste ordblinde/dyslektikere har 10 eller flere af nedenstående kendetegn. Disse kendetegn kan ændre sig fra dag til dag eller fra minut til minut. Det mest påfaldende kendetegn ved dysleksi er netop det skiftende funktionsniveau.

Kendetegn ved læsning og læring

   Når personen:

• klager over hovedpine, ondt i maven, svimmelhed eller kvalme, når der læses.
• har vanskeligt ved at lære alfabetet og oversætte bogstaver til lyd, og bogstavsekvenser til ord. Har generelt nedsat læseforståelse.
• spejlvender bogstaverne p/b, b/d, J/L.
• bliver forvirret over bogstaver, tal og andre symboler.
• klager over at se ting, der ikke er der, eller ting, der bevæger sig, under læsning.
• virker til at have synsproblemer, selvom en synstest ikke påviser nogen.
• har svært ved at omsætte idéer til ord.

Kendetegn ved taleevne og hørelse

   Når personen:

• er sen til at lære at tale, har talevanskeligheder eller svært ved at benævne ting ved navn, selvom man godt kan se, at barnet ved, hvad der tales om.
• har svært ved at udtale ord med flere konsonanter (f.eks. strømpe, springe, længst).
• har svært ved at formulere sig. Det er, som om talen ikke kan følge med de tanker og billeder, der farer rundt i hovedet. Der springes fra billede til billede imens personen fortæller, og tilhørerne kan have svært ved at følge med.
• hører ting, der ikke er blevet sagt, så der nemt opstår forvirring omkring kommunikationen.
• lader sig nemt distrahere af lyde.
• har svært ved at følge en mundtlig instruktion.

Motoriske kendetegn på dysleksi

   Når personen:

• har svært ved at holde på en blyant og svært ved at skrive.
• har svært ved at holde på kniv og gaffel.
• har koordinationsproblemer, især finmotorisk - er eksempelvis dårlig til at gribe en bold.
• er meget praktisk orienteret.
• har svært ved at skelne mellem højre/venstre, op/ned.
• hurtigt bliver køresyg.

Kendetegn ved regning og tidsfornemmelse

  Når personen:

• har svært ved at tælle korrekt (spejlvender tal) og ikke behersker de matematiske symboler.
• har god matematisk forståelse, men ikke forstår spørgsmålene i matematikbogen.
• har svært ved at læse, kende klokken og mangler tidsfornemmelse.
• har svært ved at huske ugedagene og månedernes rækkefølge.

Kendetegn ved hukommelse

   Når personen:

• har en ekstremt god hukommelse, hvis det drejer sig om erfaringer, ansigter m.m. 
• har svært ved at huske rækkefølger og mundtlige instruktioner. 
• hovedsaglig tænker i billeder og følelser, og ikke med lyde eller ord (ingen indre-monolog/dialog).

Kendetegn ved fysik, adfærd og personlighed

   Når personen:

• har svært ved at holde orden i sine ting - eller er et overdrevent ordensmenneske.
• hurtigt bliver frustreret og emotionelt påvirket.
• er meget tidligere eller senere i sin udvikling end de fleste andre børn, hvad angår bestemte færdigheder. Eksempelvis tidligere til at gå eller senere til at tale.
• er overfølsom og allergisk over for madvarer.
• er følsom over for øreinfektioner.
• har stor opmærksomhed på omverdenen og er med i alt, hvad der foregår i omgivelserne.
• er mere nysgerrig end gennemsnittet.
• har en stærk følelse af retfærdighed og er emotionel og følsom.
• har gode sociale og menneskelige egenskaber. Er socialt intelligent og dygtig til at aflæse mennesker.
• oplever, at symptomer og fejl bliver forværret under pres, ved stress, emotionel spænding, sygdom m.v.
• har et negativt selvværd, og bliver hurtigt frustreret og emotionel.
• har svært ved at koncentrere sig, er hyperaktiv eller en dagdrømmer.

Det er naturligvis en overvældende lang liste, og en dyslektiker har naturligvis ikke alle disse kendetegn samlet. Men jeg kan genkende mange af kendetegnene - også  fra andre ordblinde jeg kender.

   Det er imidlertid slående for mig hvordan en del af personegenskaberne også passer med egenskaber som kendtegner HSP´ere - højsensitive personligheder - og ADHD´ere (tidligere omtalt som "damp-børn").

   Nogle af de egenskaber kan også genfindes fra den liste jeg andetsteds har opregnet på egenskaber som kendetegner 'den særligt kreative personlighed'. 

Mange af kilderne forklarer dysleksi - primært - med problemer i afkodningen af lyd, som denne her undersøgelse:

Personer, der lider af ordblindhed, har svært ved at skelne mellem tale og baggrundsstøj. Det viser en ny amerikansk undersøgelse.

   Børn og voksne med ordblindhed har svært ved at skelne tale i støj; for eksempel en lærer, der underviser i et støjende klasselokale.

   Det viser resultaterne fra en ny undersøgelse, der antyder at ordblindhed både er et høre- og et læseproblem.

   Undersøgelsen anbefaler også, at personer med ordblindhed med fordel kan placeres forrest i et klasseværelse eller udstyres med høretekniske hjælpemidler såsom støjreducerende høretelefoner for bedre at kunne fokusere.

   De fleste mennesker har en fortsat delvist uforklaret evne til at kunne genkende en stemmes særlige kendetegn og fokusere på den, selv om baggrundsstøjen er varierende og dækker et bredt frekvensområde.

   Børn, der har læsevanskeligheder, har ikke den samme skelneevne. Deres opmærksomhed bliver hele tiden bombarderet med en uønsket kakofoni aflyd, som gør det meget vanskeligt at koncentrere sig.

Fra www.høreinfo.dk 

En relativt ny diagnose, (C)APD, (Central) Auditory Processing Disorder, kan være en del af forklaringen.

   Funktionshæmningen rammer ikke selve hørelsen, men den evne som de fleste har til at fokusere lyde som er vigtige og sortere andre fra som ikke er relevante. Det er den evne der gør at vi kan tale med og høre andre selvom der er meget omgivende støj i lokalet.

   APD synes at ramme følgende områder i afkodningen:

• Auditiv diskrimination
• Auditiv mønstergenkendelse
• Temporale aspekter af hørelsen
• Talegenkendelse i baggrundsstøj
• Auditive færdigheder ved konkurrerende akustiske signaler (f.eks. dikotisk lytning)
• Auditive færdigheder ved forringede akustiske signaler

En netside forklarer det sådan her:

A CAPD is a physical hearing impairment, but one which does not show up as a hearing loss on routine screenings or an audiogram. Instead, it affects the hearing system beyond the ear, whose job it is to separate a meaningful message from non-essential background sound and deliver that information with good clarity to the intellectual centers of the brain (the central nervous system). When we receive distorted or incomplete auditory messages we lose one of our most vital links with the world and other people.

Ørerne hører altså fint, men hjernen får ikke mulighed for at forstå hvad der bliver sagt fordi den ikke kan udskille lyden fra den man taler med eller høre på, fra den omgivende støj i lokalet. Talesprogets forskellige lyde og omgivelsernes lyde bliver altså "mudret sammen".
   Derfor vil man som regel anbefale at specialundervisning af ordblinde børn foregår i enrum.

En anden delforklaring kan være en svækkelse af den del af hørelsen som ellers skelner mellem lyde som ligner hinanden som m og p (begge læbelyde) i henholdsvis "mil" og "pil" eller mellem d og t som i "dam" og "tam".

   Det kan hænge sammen med en mere overordnet teori kaldet "The temporal processing deficit theory" - en teori som går ud på at dysleksi har at gøre med at hjernen er dårlig til at bearbejde - "processerer" - forskellig lydlige input der følger hurtigt efter hinanden, og derfor ikke kan analysere et ord i dets små lydlige eller grafiske bestanddele som man skal kunne for at forstå nye ord:

Difficulties for processing time in its different dimensions is an amazingly universal characteristic of the dyslexic individual. Thus, it is plausible that a general difficulty for the brain (most probably in the left hemisphere) is to integrate rapidly changing stimuli. Such a difficulty could account for (i) an impaired perception of transient auditory stimuli, such as consonants; (ii) a deficit in generation or judgement of temporal order; and (iii) deficits in multiple stages of reading that utilize rapid processing, e.g. visuospatial letter arrangement, global word-form perception, integration of successive relative word positions during oculomotor scanning. In this context, the central feature of phonological awareness could appear as a typically sequential activity requiring at the same time intact phoneme representation, efficient temporal processing of the phonemic constituents and adequate maintaining of information in short-term memory.

http://brain.oxfordjournals.org/content/123/12/2373.lon

Endelig kan den slags problemer - og altså specifikt ordblindhed/dysleksi - have at gøre med at hjernen hos ordblinde "processerer" sprog anderledes end flertallet - nemlig delvist med højre hjernehalvdel og delvist med venstre,  hvor det normale er at de centrer som bearbejder sprog, alle sidder i venstre hjernehalvdel. 

   Det vil sige at hos ordblinde skal de to hjernehalvdele arbejde sammen og synkronisere på tværs af de to hjernehalvdele når sprog skal forstås eller udøves. Det sker via neurologiske signaler formidlet gennem hjernebjælken - også kaldet 'corpus callosum'.
   Og det kan give både en langsommere bearbejdning af indkomne signaler, og at det der bearbejdes huskes dårligere.

  

Her forklares og illustreres det nærmere:

Dyslexia is a medical condition that results in individuals having difficulty in the areas of language processing. Dyslexia is the most common learning disability. It affects approximately 1 out of every 5 individuals in our country. It is a neurological condition that requires an educational treatment. 

   Individuals with dyslexia process information in a different part of the brain than do non-dyslexics. Individuals with dyslexia tend to be creative and exhibit a high level of intelligence – it has nothing to do with IQ!

   Definition of dyslexia from the International Dyslexia Association:

   Dyslexia is a specific learning disability that is neurological in origin. It is characterized by difficulties with accurate and/or fluent word recognition and by poor spelling and decoding abilities.  These difficulties typically result from a deficit in the phonological component of language that is often unexpected in relation to other cognitive abilities and the provision of effective classroom instruction. 

   Secondary consequences may include problems in reading comprehension and reduced reading experience that can impede growth of vocabulary and background knowledge.

   Non-dyslexics use three areas on the left side of the brain to process language.

The center area is for automatic word retrieval.

   Dyslexics tend to use the right side of the brain to process language, which is an inefficient method. They have great difficulty remembering words they have recently encountered, and their processing speed tends to be slower.

De neurologiske forskelle i hjernen mellem ikke-dyslektikere og dyslektikere som afsløres ved skanninger, tyder på at hjernen kompenserer for mangler i de to bagerste sprogcentrer i venstre hjernehalvdel med øget aktivitet i andre områder, dels det forreste område i venstre hjernehalvdel og dels i den bagerste del af højre hjernehalvdel (som vist ovenfor):

Her følger en forklaring som er oplæg til en af de former for behandling som forsøger at "omprogrammere" hjernen, så venstre hjernehalvdel genovertager hele sprogbearbejdningen, og højre hjernehalvdel holder op med at blive overbelastet:

In a nutshell:

The dyslectic person is using his right hemisphere instead of his left to read and spell.

In great detail:

The two most important contributers to dyslexia are an underutilized left-hemisphere, and an out-of-whack central bridge of tissue in the brain, called the corpus callosum. 

   But why does it matter which side of the brain you use? 

   Because the left-hemisphere is programmed to do the things you need for reading and the right is not.

 The left can:

    - match a letter with its sound,

   - handle information that comes into your brain in strings, like the sounds in a word -   one letter after the other, rather than seeing a word as a single picture,

   - separate a word into its individual sounds, and understand grammar and syntax.

The right hemisphere is different. It deals in areas and space and patterns. It doesn't understand parts of speech, or keep track of letter-order in spelling. It "reads" a word as a line drawing that it has been taught has a meaning, -- a sketch, not a line up of sounds. So if it sees this:

or this:

it knows that these "drawings" represent a place where somebody lives. But it is just as apt to say home or residence (or igloo or tepee) as house.

   You can see that if the left side leaves the reading to the right side, the result can come out as scrambled eggs.

   As to the corpus callosum, it is a bridge of nerve cells over which information from one side of the brain gets to the other. Everything you see or hear goes to both sides, but each side has it own specialty. The corpus callosum not only transfers information, it helps decide which is the appropriate side, and sends it there.

   Obviously a wimpy CC may not deliver language tasks to the left where they belong. On top of that, it transmits slowly, so part of the information arrives out of sync with the rest.

   As if all that weren't enough, the language areas in the dyslectic brain tend to be smaller than they are in a standard brain. Now you take a wimpy corpus callosum, an over eager right-hemisphere, and an undersized left language area, and you have the recipe for trouble.

http://www.dyslexia.org/what_causes.shtml

En variant af denne teori er at der ikke er sket en koordineret fordeling af "dominans" af de forskellige afdelinger i hjernen som skal arbejde sammen når man lærer at læse. 

   Man kan fx have en højredominant hørelse og et venstredominant syn, og det kan give ukoordineret signalforvirring i hjernen når syn og lyd/hørelse skal integreres i forsøget på at læse ud fra det man har hørt - eller omvendt.

Når et sprogcenter er flyttet over i højre hjernehalvdel (og aktiviteten i sprogcentrene i venstre hjernehalvdel er relativt svækket), så kan man forestille sig at det skaber problemer for de centres arbejde som i forvejen er placeret i højre hjernehalvdel, fx arbejde med musik, ansigtgenkendelse og rumlig orientering.

   Normalt "processeres" musik i højre hjernehalvdel. Og dyslektikere har ofte problemer både med at synge rent og ramme toner, følge melodier og læse noder. 

   Normalt "processers" ansigtgenkendelse, stedgenkendelse, retningsorientering, og objekt-genkendelse i højre hjernehalvdel - og noget af det foregår i de dele af hjernen som modsvares af - er et spejlbillede af - sprogcentrene i venstre hjernehalvdel. 

Crucially, the area of the brain used for recognising faces is the mirror image of the region of the brain that shows reduced activity in dyslexics. Recent studies have indicated a possible link, showing that some dyslexics also have difficulties with face recognition.

Her er referat af en forsker der kobler problemer med dysleksi sammen med problemer med ansigtgenkendelse - også kaldet 'prosopagnosia' - og andre former for "genkendelsesfunktioner". Og han mener at kunne føre en sådan kombination af "svækkede" funktioner, sammen med fejl i nogle gener som styre den såkaldt "neurale migration" i udviklingen af fosterets hjerne:

To account for the phonological problems in dyslexia and its comorbid conditions, French neuroscientist Franck Ramus and his colleagues have proposed that dyslexia results from neural migration errors. According to their model, these errors occur while the brain is developing prenatally, and the errors lead to cortical anomalies concentrated in the brain regions critical for phonological processing (left perisylvian cortex). For example, small clusters of neurons (approximately 50-100) may end their migration in the wrong layer of cortex, which leads to disorganization in that bit of cortex. Not surprisingly, when neural migration errors are present in an individual, they are not usually limited to one brain area, but rather occur in a number of regions. When multiple brain areas are affected in someone with dyslexia, then that person will have other impairments. The type of impairment will depend on which other brain regions are disrupted. Support for this neural migration account comes from genetic studies of dyslexia: Four genes have been linked to dyslexia, and all four genes contribute to neural migration.

http://www.faceblind.org/links/Face%20to%20Face%20Newsletter%20-%20Winter%202013.pdf

Ud fra disse teorier kan man så også ved at søge på nettet finde forskellige former for tilbud om "terapier" hvis mål er at påvirke den plastiske hjerne og dermed gør frustrationen over besværet med at lære at læse og skrive mindre for de ordblinde, terapier som fx den nævnt ovenfor.

   Nogle arbejder på at få opbygget og aktiveret de svækkede eller dårligt fungerende sprogcentre i venstre hjernehalvdel. 

   Andre går ud på at ændre på høredominansen. Og man kan finde former for lydterapi som skulle kunne normalisere "hørebalancen" som her eksemplificeret:

Ved du, om du er orddøv eller ordblind, og ved du at, at 80% af de der kaldes ordblinde, i virkeligheden er orddøve? (Undervisningsministeriets undersøgelse), og at besvær med at lære at læse ofte handler om manglende hørebalance?

   For at kunne opfatte sproglydene rigtigt, er det vigtigt at have en god hørebalance, samt en højre høredominans.

   Om det er tilfældet, afdækkes ikke af høretesten, der foretages i skolerne. Derfor kan man godt få at vide, at hørelsen er fin, og alligevel har barnet svært ved at læse og stave. Man kan vel sige sige, at sproglydene bliver forvrænget (hvis hjernen har venstre høredominans).

   En test på lydklinikken viser ofte, at disse forhold ikke er på plads.

   I disse tilfælde hjælper træning og øvelse meget lidt.

   Til gengæld er hurtige fremskridt ikke ualmindelige, når høre-

balance og dominans kommer på plads.

   Med ca. 10 min. daglig lytten til specialkomponeret musik, der månedligt justeres i forhold til nye høretest, er det ikke usædvanligt, at vi ser, at 2 års væren bagud på det sproglige område indhentes på et halvt år.

http://www.lydterapi-fredericia.dk/14118567