Forfatteren Ib Michael som jeg for nogle år tilbage læste flere bøger af med fornøjelse, har udgivet en ny bog, som af Politikens anmelder benævnes et "erindringskalejdoskop".
Anmelderen er Mikkel Bruun Zangenberg og rubrikken på bagsiden af kultursektionen i går lød: "Ib Michaels skrummelkasse".
Ib Michael er en hjem-og rodløs, identitetssøgende personlighed der blender og simulerer på alle niveauer og i mange dimensioner i sine værker: realisme og magi, fortid og nutid, erindringer og opdigtet virkelighed.
Og som man kunne forvente har han tydeligvis ondt i faderforholdet.
Ib Michael er grosserersøn fra Roskilde, men faderen var en proletar, der havde arbejdet sig op, og det lægger sig som et mørkt spor i billedet af en fader, der kunne være hård og smålig, mest rørende i en art urscene ude i skoven. Ib Michael og hans far rider sammen i skoven; Michael er en meget dygtig og talentfuld rytter, men på et tidspunkt presser hans far ham til, at de skal konkurrere ved at sætte over en grøft.Michael farer af sted, indser midt i springet, at afstanden er for lang, holder sig iskold, ændrer hestens tyngdepunkt bagud og lander sådan, at både hest og rytter lige undgår faldet og døden.Faderen? Han red rundt om grøften i en blød bue, veg uden om og sagde blot til den store dreng:»Vi siger ikke noget til mor!«.Ved at holde sin anerkendelse tilbage, og ved selv at opføre sig som en kujon, svigter han sin søn og skaber et raseri, der skal blive til hævn og faderopgør. Faderen napper på et tidspunkt også en ridetur alene med sønnens sommerkæreste, han kujonerer moderen, bl.a. ved at udnytte højtider til at afværge angreb, og så fremdeles.Michael: »Af samme grund afskyr jeg urimelige mænd«. Men: »Nu har jeg begravet dem begge. Det vil sige, jeg var til min mors, ikke min fars begravelse.
Jeg kan ikke frigøre mig fra oplevelsen af et hele hans produktion er et langt udbrud af kreativ vrede - rettet mod faderen. Og at det er den der igangsætter den store mentale stavblender i hans kreative processer.
Ib Michael leger med identiteter, fortællerroller, virkelighedsreferencer og -lag, og han lider af vildt galoperende grænseoverskridende metaforløb igennem sine tekster.
For meget af det gode mener flere anmelderen som generelt har svært ved at goutere ham.
Men 'Den store danske encyklopædi' sammenfatter det positive billede som nok falder sammen med hans mange læseres:
Hans bøger er eventyrlige beretninger om udlængsel, eksotiske rejser og mirakuløse sammentræf, udspændt mellem handlingens dramatik og beskrivelsernes nærsansning og ordmusikalske billedstorm. De er samtidig fulde af konkret virkelighed, forankret i tid og sted og fyldt med farve og liv, hvad enten de foregår i middelalderen eller atomtiden, i Latinamerika, Kina eller Roskilde.
Ikke mindst blender han også selvbiografi og opdigtet virkelighed, fx i 'Vanillepige'-trilogien. Og det har jo min særlige interesse.
I forbindelse med den foregående "selvbiografiske" trilogis sidste værk 'Vilde engle' blev han derfor også inddraget i den faktionsdiskussion jeg tidligere har omtalt og refereret til fx. i forbindelse med Knausgaards serie 'Min Kamp'. Det er diskussionen om "dobbeltkontrakten" når man blander fakta og fiktion og taler om 'selvbiografiske romaner' som fx Knud Romers 'Den som blinker er bange for døden'.
I Politiken den 11.05.2009 bliver han interviewet af Tine Maria Winther. Hun spørger:
Senere i interviewet kommer de ind på farforholdet og problemerne med at bruge familie tilsyneladende uden fiktionens metaforiske omskrivning af virkeligheden som filter:Men er han som kunstner fritaget for ansvar, bare fordi han er kunstner? Har forfattere ikke et hensyn at tage over for de mennesker, de involverer i deres fiktion og udstiller for læserne?»Nej. Undskyld mig, men nej!«, siger Ib Michael med engageret stemme og kropssprog.Han har hørt det argument før – og for nylig læst det i flere af avisernes anmeldelser af ’Vilde engle’:»Kunst er et spørgsmål om at komme ind, hvor noget rykker. Jeg har skrevet en erindringstrilogi (Vanillepige-trilogien, red.) før denne, og der er ingen af de mennesker, som dengang var i levende live, det være sig min far (portrættet af faren i ’Vanillepigen’ og ’Brev til månen’ er ganske barskt, red.), der har følt sig gået for nær«.»Jeg har kun mødt personer, der har følt sig småfornærmede over ikke at være med. Det er et mærkeligt dogme det der«, siger Ib Michael og ryster på hovedet.Han hælder mere grøn te op fra kanden i den østligt udseende tevarmer og henviser til den kontrakt, han føler, han meget tydeligt laver med læserne, for eksempel i ’Vilde Engle’, hvor han krydser sine erindringer fra tresserne med tsunamien, som han oplevede på klods hold i Thailand 26. december 2004:»Jeg benytter mig af en jeg-fortæller, men vi er ikke ti sider inde i ’Vilde engle’, før han har fået det halve hoved revet af af en betonblok under tsunamien – jeg ved ikke, om folk nogensinde har set mig i den tilstand ... Vi er heller ikke ti sider inde, før jeg-fortælleren har byttet tegnebog med et ansigtsløst lig. Meget har jeg foretaget mig, men det har jeg ikke gjort. Det er folkeskoleviden, at en jeg-fortæller ikke må identificeres med forfatteren«.Ib Michael balancerer mellem at more sig og være irriteret over de anmeldere, der mener, at hans trilogi er underholdende, men også har alvorlige problemer med at få romankunst og selvbiografi til at gå op i en højere enhed.
Portrætter af forældre hører naturligvis til i blandingsgenren selvbiografi og roman.Vagn Lundbye gav et uforsonligt billede af sin far i ’Trefoldighedsbarn’, Kim Leine et hårrejsende et af sin incestuøse far i ’Kalak’. Morten Sabroe skriver barskt og hudløst om sin mor i ’Du som er i Himlen’ og ’Kærlighedskrigeren’, og Ib Michael gør op med sin familietyran af en far i ’Brev til månen’.Jeg spørger, hvordan det opfattes søskende imellem, at den ene udstiller fælles forældre på tryk.»Min elskede storesøster, Lilian, som jeg har portrætteret gennem trilogien, blev ked af det og vred, da hun læste portrættet af min far i Vanille-trilogien, men der er ikke nogen af os, der er sandhedsvidner. Hendes oplevelse af min far var af gode grunde helt anderledes end min, og hun skal være ærlig over for sin, og jeg skal være ærlig over for min«.»Hvis kunsten kan noget, er det netop at indsætte personer i et psykologisk billede og en større sammenhæng. I ’Brev til månen’ kommer tilgivelsen, da jeg ser et foto af min far som 19-årig. Han var en fattig soldat, vokset op som adoptivbarn, der ville frem i verden. Jeg forstår ham, jeg ser ham som en kriger, jeg ser mig selv som en kriger. Jeg ser ærligheden i det spil«, siger Ib Michael og kommer selv ind på, at underholdningsværdien også spiller en rolle.»Hvem ville gide læse den her roman: Jeg voksede op i Roskilde, det var meget lykkeligt, mine forældre var så søde, og vi var i Tivoli fire gange om året. Hey, du er da allerede stået af«, smiler han: »Vi ved godt, det ikke er den slags historier, vi bliver skabt af«.
Jeg kan jo kun være enig.
Poul Martinsen havde også ondt i farforholdet, og bruget også den kreative vrede til at producere stor dokumentarkunst, hvor de medvirkende ofte var "kopier" af forældrene eller spejlinger af ham selv.
