Taxa-historier - Jesper Grunwald på Facebook - og andre fortællinger fra virkeligheden

Alle de god journalister jeg har haft fornøjelsen at møde, lært af, undervist og arbejdet sammen med igennem 40 år - lige fra mit første møde med Poul Trier Pedersen i 1972 og til mit langvarige "møde" med Poul Martinsen i 2004-07, alle har de haft en fælles reference som de har prist i høje toner: de taxachauffører som har bragt dem rundt i verden - på mærkelige locations og på umulige tidspunkter, og som har været deres førstehånds kilde til hvad folk tænker og tror, føler og mener  i det miljø der er kommet for at rapporterer om.

   Men verden er ikke hvad den har været. Den er omvendt. Og jeg er ved at blive småafhængig ...

   - Af hvem? - Af hvad?

Af journalist Jesper Grunwalds små skrevne face-book-historier om sine oplevelser som taxa-chauffør i det københavnske natte- og tidlige morgen-liv. 

  Han er en af mine facebook-venner, små ti år yngre end mig, en mand som jeg mødte for første gang som radiojournalist på DR-Regionalen i Næstved sådan ca. 1982. Jeg husker ham blandt andet for hans tydeligt bornholmske accent. Og at han var både iderig og reflekteret - en af de lidt "skæve".

   Hans daglige taxa-historier er for mig ved at blive en nødvendig daglig dosis 'virkelighedsberetning' - i øjenhøjde med almindelige menneskers liv og gøremål - og med mig - skrevet i et sprog som godt og gedigent trækker på det jeg andet steds kalder 'erfaringssprog'. 

   

Jeg har det personligt med Jespers historier som han har delt med sine facebook-venner i vel et par måneder, lidt som jeg har det med mine egne oplevelser gennem 20 år som tidlig morgensvømmer (kl. 06:00-07:15 på hverdage) i den lokale svømmehals morgensvømmermiljø, et miljø og med svømmende og saunasvedende personligheder som jeg et par gange i tidligere indlæg har refereret til. 

   Hvis ikke jeg har været der en morgen, hilst, lyttet, svømmet, snakket, grinet, ja, så er dagen begyndt forkert. Helt forkert. Som at få det forkerte ben ud af sengen, som man siger.

Jeg citerer her en af historierne fra hans Facebook-side:

Kan du forestille dig at møde op i den lokale kirke til et foredrag om kalkmalerier. Og når ordstyreren så slår på klokken, rives der et forhæng til side og du befinder dig midt i et diskotek i happy hour.

   Nogenlunde sådan er det at køre taxa på en "lille fredag" - altså i storbyens minefelt natten mellem torsdag og fredag. Sådan starter min såkaldte dagvagt. Den begynder kl, 03, 00 og jeg har fri 12 timer senere. Så min arbejdsdag starter altså med at stå op kl 02:00. Bad, tandbørste, madpakke - og selv en stortalende mand som undertegnede er sådan set ret stille, når jeg ruller ind i downtown København fredag morgen et lille stykke efter 03. Det er både fysisk og psykisk en meget brat opvågnen...

   - Det er sgu da lige meget, så kan vi bare nøjes med at være bolle-vennner.

Han er fuld og rasende af jalousi, fordi damen gennememgår sin Facebook og ikke vil fortælle, hvem hun chatter med. De skændes på vej ind i taxaen, hele vejen i taxaen, mens han dirigerer mig gennem de sorte gader i bymidten. - Og de skændes videre under betalingen og mens de stiger ud. Han råber fra forsædet og skænker det ikke en tanke, at mit højre øre blot er få centimeter fra hans mund.

   - Hold kæft, hvor var det kedeligt, siger de næste kunder - to tøser på bagsædet. Det er helt rigtige lille-fredag-crawlere. Klokken er fire, de er temmeligt berusede og tager en taxa hjem, mens de diskuterer sejre og nederlag i natten - og veninden, der bare er sååååååååå forelsket i xx. De skal hjem og sove nu, og om 4 timer skal de sidde til forelæsning på Copenhagen Business School.

   Og så sker det vildeste, der kan ske på en torsdag aften. Bilen er pludselig fuld af fire friske og meget, meget berusede gutter fra Norge, der er på forlænget weekend i nordens fedeste by. De har været ude og snuse til de berømte, frisindede, danske natteliv. Og de skal videre uden at kende andet end navnet på næste værtshus. Det viser sig at ligge blot 200 meter derfra. Det forhindrer dem ikke at bryde ud i sang, der viser, at de i hvert fald har lært et dansk ord i nattens løb. De skriger sanseløse og griner af egen humor, mens to af dem glider ned på vogngulvet hulkende af grin.

   De synger deres nyforfattede lejlighedssang.:

   - Har du hår på fissen din, har du hår på fissen din?

   Holberg var norsk. Ibsen var norsk. Her var så en prøve på nyere norsk lyrik.

   God morgen og god weekend Danmark og til alle andre borgere i det skandinaviske kulturfællesskab

Hvorfor står Jespers historier særligt frem og er mindeværdige - i forhold til alt det andet snak og meninger og updates om mad og børn og ferier der kører ind over min startside på Facebook ? 

   Fordi han sprogligt prægnant leverer skarpe oplysende glimt af den menneskelige virkelighed (her fra storbyen) fra en synsvinkel og i en optik som er genkendelig fra ens eget livs erindringer, fra mine/vores børns og børnebørns genfortalte oplevelser (de bor næsten alle i København og nærmeste omegn, mens fruen og jeg nu på en-og-tyvende år lever og bor i en udkant-dansk provinsby på Sjælland. OK, skidt: Vordingborg, blandt venner kaldet Vordinghul!)

   Og Jesper Grunwald selv er jo et skoleeksempel på det jeg i mange blogindlæg har beskrevet som 'den særligt kreative personlighed'. 

   Det tillader jeg mig at prale lidt af at jeg godt var klar over allerede den gang vi mødtes - ham som lokal journalistisk reporter med dialektale sprogrødder i det absolut yderste Udkanstdanmark - Bornholm  - jeg som udefrakommende (DR/TV-byen) konsulent i 'analytisk konstruktiv efterkritik', men med en sprogligt set stødløs barndom på Lolland og på Møn.

Her er en mere af hans historier fra virkelighedens verden. Den ligner ikke meget af det som man ellers læser i den daglige sensationsprægede og dramatiserede nyhedstrøm på Facebook:

Jeg kører gennem den pæneste del af det pæne Hellerup. Foran mig, er den ældre kunde og hendes endnu ældre mand allerede trukket ud af huset. Jeg kører forsigtigt forbi dem for at vende kareten, så der bliver kortest at gå for dem. Da jeg passerer fruen, når jeg lige at se, at hun putter et par fingre i munden og lige efter skærer et skarpt pift gennem luften, så jeg hører det tydligt selv inde i kabinen, med motorgang og radiostøj.

   - Det kunne jeg altså ikke stå for frue. Det er temmelig sjældent at helt voksne kunder pifter for at få mig til at stoppe.
   - Jeg troede, De ville køre forbi mig, forsvarede hun sig. Pifteriet lærte jeg af min storebror, da han var en stor dreng. Det gjorde pæne piger ikke dengang, men det var jeg sgu ligeglad med. De kan jo se det virker!

   Kvinden er godt oppe i 80'erne og taler et lydefrit og smukt dansk med et skær af højere middelklasse. Hun har givetvis boet i længere tid i udlandet.

  - Kom så, tykke, siger hun kærligt til sin mand. Han et meget stor og pakket ind i en dynefrakke med kraven oppe om ørerne. Han går meget dårligt og har det svært med balancen. Han tager plads på forsædet og begynder langsomt at pakke sig selv ud. Store hænder med rynker og leverpletter og lange slanke fingre. Alt foregår i slowmotion. 

   Jeg får heldigvis ikke sagt så meget, for jeg var i værste fald kommet til at tale som hjælper-patient til ham. Var så sikker på, at han givetvis var dement eller ikke talende. Må alligevel have givet ham et startsignal til at tale. For ret hurtigt kom hans livshistorie på denne lidt længere taxatur.

   Manden er 98 år, taler et formfuldendt engelsk med accent - polsk viser det sig at være. Han kom til England i 1939 som bombepilot i den polske del af Royal Airforce. Han stod hele slaget om England igennem. - Næstefter at køre tanks, var det vel jobbet med dårligst overlevelseschancer i krigens første år. Hvad der sidenhen skete i hans liv, nåede vi ikke på turen. Jeg hold bare kæft og lyttede til en mand, der trods den drabelige fortid og de mange leveår talte med stor glæde, taknemmelighed - og kærlighed til livet. Om hvorfor, det er værd at leve. Og hvorfor det er værd at kæmpe for det.

   Og jeg mærkede en anden slags taknemmelighed. At sidde helt tæt på en mand, der måske er en af de sidste overlevende fra den del af verdenshistorien.

   Husker ikke, hvad jeg fik sagt ved turens slutpunkt. Men følelsen var voldsomt varmere end de indtjente kroner og den medfødte, journalistiske nysgerrigheds-tilfredsstillelse.

   Tag en god bid af livet - og hav en god dag, Danmark!

Jesper Grunwalds taxa-historier er et smukt eksempel på effekten af det jeg andet steds beskriver og omtaler som 'kreative restriktioner': 

   Synsvinklen er klar, rammen givet og i den grad begrænset  - og så vrimler historierne frem - formidlet af en gammel nysgerrig journalist med hang til godt sprog, talent for billeder og sære almindelige menneskeskæbner i intime situationer.

   Bagved den særlige kreative energi i historierne ligger måske også fænomenet 'kreativ vrede', et begreb og et fænomen som jeg sidst brugte til at beskrive hvad de var 'på gång' med den unge digter Yahay Hassan - som siden da godt nok også har fået kærligheden at føle i den journalistiske offentlighed:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html

Og så er Jesper Grunwalds taxa-historier jo også et smukt eksempel på det fænomen som kreativitetsteorien betegner som 'serendipitet': Det tilfældige held - eller det heldige tilfælde: Du søger ikke, men finder noget værdifuldt i det der måske bare var et nødvendigt onde.
   Det engelske Wikipedia anskueliggør begrebet med historien: Du går ind i en høstak for at finde en nål, men kommer ud med bondemandens frodige datter.

   

Karrieremæssigt endte Jesper Grunwald højt oppe i hierarkiet i DR, og blev så - pludselig 2010 - verfet ud, som mange andre af de gamle kreative chef-pionerer - i forbindelse med en eller anden af de mange nedskæringer, omorganiseringer, rekonstruktioner og hvad ved jeg - som DR har gennemgået siden 1994. 

 
Konsulentbranchen er hård i disse år, så for at få smør på brødet og enderne til at mødes, begyndte Jesper at køre nat- og morgen-taxa i København. 

   Jesper Grunwalds autentiske historier fra den aktuelle storby-virkelighed er en slag moderne new-journalism. Og lige i øjet til de sociale medier og en bred vennekreds der er på størrelse med min egen - og med mange fælles venner på listen.

  Hans historier fra Taxaens halvprivate lukkede rum har en empatisk humor og en visuel realisme som lover godt for den blog han snart begynder på, og som jo nok ender med en form for publicering som er værd at se frem til. 

  Se her hans video hvor han face-to-face med - nogenlunde - øjenkontakt annoncerer næste skridt i udviklingen:

https://www.facebook.com/photo.php?v=10152025005616351

Good luck! May the force be with you!

P.S. Det næste er vel at Poul Nesgaard bliver buschauffør! 

   Hvilken fornøjelse for kunderne, de historier gode gamle Nesgaard vil kunne divertere med over højtaleranlægget. Fakta eller fiktion? Who cares! 

   Denne ide er hermed give videre til den kommende VS-borgmester for miljø og trafik i København. Ville utvivlsom tiltrække en del cykel-pendler der ellers hensynsløst udøver "blød magt" over de københavnske gader, veje, fortove og fodgængerovergange.