Ingolf Gabold (1) - og historien om kurser i film- og tv-dramaturgi i Danmarks Radio

Politiken har i dag søndag den 25. marts en forside på kulturtillægget der viser et billede af den snart afgåede DR-dramachef Ingolf Gabold. Rubrikken lyder:

iSCENESÆTTEREN

afsnit 1-10

Produceret af POLITIKEN og INGOLF GABOLD

Der er nogle få mennesker som i mit liv har betydet så meget for min udvikling at det er svært at overvurdere det.

 

Et af dem er Poul Trier Pedersen som for nylig døde. Fra starten af 70´erne og til starten af 80´erne var mit samarbejde med ham afgørende for at jeg synes jeg blev klogere på en masse ting omkring journalistik, dramaturgi, tv-produktion, menneskelig interaktion gennem samtaler. Og klogere på mig selv og hvad jeg ville med mit professionelle liv.

   Hvis ikke jeg havde arbejde sammen med ham op gennem 70´erne, ville jeg nok ikke have forladt en sikker og tryk akademisk karriere. Samarbejdet gjaldt tv-manuskript- og interviewkurser. Og senere en form for seriøs reality-tv: Spontanspil - ambitøse tv-produktioner hvor jeg fik mulighed for at være hans hjælpeinstruktør - både i programmer til DR og til kursusbrug for Den Kommunale Højskole i Grenaa.

   I bakspejlet er der for mig ingen tvivl om at Poul hørte til den gruppe af personligheder som jeg i denne blog har kaldt de særligt kreative.

En anden personlighed hvis betydning for mig og min faglige udvikling har været grænseoverskridende stor, er Ingolf Gabold.
   Man kan næsten sige at han "tog over" efter Poul Trier. Jeg tror i hvert fald at samarbejde med Poul Trier gjorde mig moden til samarbejdet med Ingolf.

Fruen omtaler altid Ingolf som "en omvandrende opera" - og det er kærligt ment. Og jeg forstår hvad hun mener.

   Selv om jeg ikke er operaelsker, tænker jeg altid med stor varme på ham - som et af de mest kreative mennesker jeg har mødt i mit liv.

Da jeg i starten af 80´erne blev headhuntet til DR´s interne uddannelses- og udviklings-afdeling - fra min forskerstilling på RUC, så kom jeg til en afdeling i DR som på det tidspunkt tiltrak nogle af de mest kreative hoveder fra forskellige afdelinger i DR. Til at udvikle nye interne kurser for medarbejderne.

    En af dem var Ingolf Gabold, som havde haft en stilling i musikafdelingen som han var træt af, og som nu var kommet til "Personalekursus" for at udvikle et ambitiøst kursus i film- og tv-dramaturgi kursus for alle tv-medarbejdere i institutionen. 

   Jeg kendte ham ikke, men vi havde fået kontor ved siden af hinanden. Gennem væggen kunne jeg høre ham tale i telefon. Han talte højt! Som stod han på en scene

På det tidspunkt var jeg ansat til - blandt andet - at udvikle nye radiokurser. Og et af dem jeg var i gang med var et kursus i "storytelling" på radio. Et kursus som skulle være for almindelige radiojournalister - og et praktisk-pædagogisk alternativ til de meget eksklusive, ambitiøse og fascinerende fortælleformer som radio-montagegruppen ellers udfoldede sig inden for.

   En dag kom Ingolf ind på mit kontor og spurgte: "Kender du noget til aktantmodellen?"

   Det gjorde jeg. Det var en velkendt model inden for datidens litteraturvidenskab, og jeg havde en akademisk uddannelse i dansk sprog og litteratur.

  Resten er historie, som man siger.

  Vi kom hurtigt på inspirerende talefod. Og jeg blev godt nok stimuleret af manden og hans måde at tænke og tale på omkring udviklingen af det kursus som han sammen med en makker havde kaldt: TV Som Udtryksmiddel - TV SUM. Et to-uger langt intensivt film- og tv-dramaturgi-kursus.
   Stærkt inspireret af en svensk filmmand og dramaturg som hed Ola Olsson, som i årene inden havde turneret med kurser på næsten alle tv-stationer i Skandinavien.

Jeg blev indlagt som deltager på et af de første SUM-kurser. Og som jeg husker det, udviklede Ingolf som undervise og jeg som aktiv deltager helt spontant under kurset ideen om betydningen af blandingsformerne mellem fakta og fiktion: FAKTION.

Jeg blev provokeret af - og inspireret af - at Ingolf stort set i sin tænkning og fremstilling ikke skelnede mellem fakta og fiktion. For ham var fiktion og fakta et fedt - dramaturgisk set. Som en der havde undervist radio- og tv-journalister i ca. 10 år, synes jeg man var nødt til at indarbejde en begrebsmæssig skelnen mellem fakta og fiktion. At der skulle være en særlig konceptuel skuffe til fakta-dramaturgien.

  Der var noget med et krav om faktuel troværdighed, fortællerstemmer, øjenkontakt med seerne m.m. som var helt fraværende i fiktion. Hvis man ikke dramaturgisk kunne skelne mellem fakta og fiktion, så kunne man heller ikke forstå og beskrive de problemer der opstod når man produktionelt arbejdede med blandingsformer. Syntes jeg.

Som jeg så det, manglede der i kursets begrebsapparat en systematik der gjorde det muligt at beskrive de fortælleniveauer som kendetegner tv-programmer som forholder sig forpligtende på sandhed og virkelighed - som fx tv-nyheder, dokumentarer, belærende og oplysende genrer. 

   I fakta kommer fortælleniveauer til udtryk som er "klappet sammen" og "skjult" i den traditionelle film- og tv-fiktion.

   Og tænkte jeg: Hvis kurset skulle "gå hjem" hos tv-fakta-folk, så skulle der noget ind om fortællemåder, fortælleroller, researchproces og referencer til modtagerens vidensudvikling ved at se programmet.

   I løbet af et års tid blev kursets kompendier, begreber og teori revideret så det også positivt inddrog faktaprogrammers kontraktlige forpligtelser over for sandhed og virkelighed og faktuelt indstillede seere.

   Jeg oplevede Ingolf som utroligt åben - og lynhurtig til at se at en sådan fakta-integration kun ville være en styrke for kursets "impact" over for deltagerne, som for de flestes vedkommende producerede fakta og ikke fiktion.

   

Jeg husker at vi relativt kort tid efter vores møde og vores begyndende samarbejde om at få TV-SUM-kurset til også begrebsmæssigt og analytisk at indfange journalistik og fakta-dramaturgien, var sammen i Venedig til Prix-Italia-ugen i september. 

   Blandingen af Venedig og Ingolf og det lune vejr og rødvinen og den italienske mad, og ikke mindst vores løbende snak om dramaturgisk teori og pædagogik, gjorde at jeg mentalt set var "solgt" eller "hooked". Både på manden med den store charme, store stemme og smukke skaldepande - og på den dramaturgiske grundtænkning han havde introduceret mig til.

  

Jeg blev suget ind i videreudviklingen af TV-SUM-kurset og begyndte selv at undervise på det. Og især da vi et par år efter skulle lave et særligt komprimeret kursus for TV-A og TV-SPORTEN (kurset fik navnet TVASP-SUM) blev den dramaturgiske tænkning en totalt integreret del af mit fagligt- pædagogiske mentale set up.

Vores energiske, udfordrende og kreative diskussioner op gennem 80´erne, førte til at jeg foreslog uddannselsesafdelingen at jeg researchede og tilrettelagde et særligt kursus om dramaturgien i tv-blandingsformer. Titlen på kurset blev: FAKTION-SOM-UDTRYKSMIDDEL. 

   Kurset var på 5 dage, og den undervisningsansvarlige konsulent, Viggo Holm-Jensen, var ekstremt hjælpsom og fremskaffede kassevis af vhs-bånde med udenlandske og DR-eksempler på disse tv-blandingsformer: dokudrama, dramadok, tv-eksprimenter, meta-tv, mocumentary - og hvad det nu var man havde givet disse tv-hybridformer af navne rundt omkring i tv-selskaberne.

Et DR-kursus skulle den gang altid være ledsaget af et kvalificeret kompendium. Så sådan et begyndte jeg også at skrive på - samtidig med at jeg udviklede kurset. 

   Det viste sig imidlertid at være meget mere krævende end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg læste som en gal og tænkte begreber og ideer sammen fra mange forskellige kilder. Og først da det sidste af de 5-6 kurser var afviklet, var kompendiet færdigt.

   Det blev til min anden egentlige fagbog: 'Faktion Som Udtryksmiddel', som Dansklærerforeningen udgav i forbindelse med et større tv-uddannelsesprojekt for gymnasiet.

Et par anmeldere var så venlige at kalde den "et pionerværk". Den udkom i 4 oplag op gennem 90´erne. Uden de mange diskussioner og kreative konfrontationer med Ingolf var den aldrig blevet skrevet.

Ingolfs og mine veje skiltes omkring 1990. På det tidspunkt havde han forladt DR, og jeg var tilknyttet DR-Udvikling, som afdelingen var omdøbt til, som freelance-konsulent med særlig henblik på redaktionsudvikling. Og jeg var begyndt at holde kurser i tv-nyheds-dramaturgi for svenske og finske tv-redaktioner.

Historien er ikke slut endnu. 

   Da jeg 1998 forlod min stilling som direktør for TV 2 ØST i Vordingborg for at blive "kaldet" til et professorat i journalistik på den nyoprettede journalistuddannelse i Odense, blev jeg stort set samtidig kontaktet af DR´s nu stærkt minimerede udannelses- og udviklingsafdeling. 

   Den relativt nyansatte tv-direktør Bjørn Erichsen ville have udviklet et nyt og modernisert TV-SUM-agtigt kursus. Men det måtte kun vare 3 dage, og skulle inkludere alle tv-genrer - og ikke mindst tage højde for den udvikling i tv-dramaturgien som de ny frembrusende underholdende blandingsformer: reality-show, dokusoap, formateret fakta, mv. var udtryk for. 

   Jeg blev koblet sammen med en yngre og meget kreativ medarbejder i denne afdeling, Nikolaj Christensen. Og vi fik også fat i Pia Marquard, som havde været med i den gamle TV-SUM-gruppe, og som jeg havde arbejdet sammen med i forbindelse med nogle redaktionsudviklingsprojekter i begyndelsen af 90´erne.

   Pia havde som underholdningschef i SVT været initiativtager til at 'Robinson-ekspeditionen' blev produceret og udsendt af det svendske public service-tv, SVT.

   Det gik ikke stille af. Og kostede Pia hendes stilling. 

Hun havde siden i nogle år arbejdet for Canadas CBC, var særdeles kvalificeret, kreativ, skarpt tænkende og en god pædagog. 

Vi tre tog opgaven på os - og udviklede et sådant 3-dages kursus i løbet af 3/4 år, og gav det navnet Power TV. Ca. 700 deltager har været på kurset siden. 

   Sidste udgave blev afholdt i Norge for NRK som led i et masterclass-forløb i "tv-historiefortælling" for en måned side - med Nikolaj Christensen og mig som undervisere.

For mig blev Power-TV-kurset - ligesom det om faktion 12 år tidligere - afsæt for  derefter at skrive en bog: 'De levende billeders dramaturgi´. 

 

Mens jeg skrev den følte jeg at Ingolfs ånd i den grad var til stede - den svævede over skriveprocessens flow. 

    Bogen skulle på en eller anden måde leve op til det kreative samarbejde som for mig var blevet et afgørende vendpunkt - både i min tænkning og hele mentale udvikling - og i min karriere. 

    Ingolf anmeldte den meget, meget pænt i fagbladet ´Journalisten`. 

Jeg blev glad!

(fortsættelse følger)

Spændingskurver i film, dramaturgi og pædagogik

I uddannelsesssktionen i Søndagspolitiken den 4.marts havde min fornavnebroder og soulmate Peter Bro en kommentar under rubrikken:

Kunsten at få spændingen op på studiet

Peter Bro står i spidsen for journalistuddannelsen på SDU i Odense.

   Synspunktet er at tilrettelæggere af universitetsundervisning med fordel kan udnytte Hollywood-dramaturgiens redskaber når de tilrettelægger undervisningsforløb. Altså udnytte den tænkning at publikum via identifikation med hovedkarakteren i en klassisk Hollywoodfilm (for)føres gennem en række spændingsopbyggende faser med vendepunkter til et mentalt og emotionelt forløsende klimaks.

   En kobling af filmplottetes spændingskurver og studerendes indlæringskurver er ikke det der ligger i front i universitetspædagogikken. Snarere tværtimod.

   Peter Bro forklarer:

Men måske behøver spændings- og indlæringskurnerve ikke at være hinandens modsætninger, og det er måske lige her vi skal sætte ind, hvis vi skal blive dygtigere til at tiltrække - og ikke mindst fastholde - unge i uddannelse. Som tingene er i dag har vi nemlig meget at lære af Hollywood.

Peter Bro tænker sig helt konkret at de bedste historiefortællere kommer og besøger og inspirerer og befrugter uddannelserne. Studerende er lig et kræsent filmpublikum, og universitetslærerne bliver sjældent provokeret til "at afprøve nye stimulerende undervisningsformer" ved blot at holde sig "skrivelser om kompetanceløft, læringsmål og udprøvningsformer" for øje.

Hvad vi i stedet trænger til, er besøg af dygtige manuskriptforfattere, spillefilmsinstruktører, reklameskribenter, skønlitterære forfattere eller andre, som har solid træning i at sælge viden,visioner elle sågar forbrugsvarer til det kræsne publikum, som mange af tidens studerende vitterlig er.

Det er i hvert fald vand på min mølle - og rammer plet i forhold til de temaer som jeg har forfulgt på denne blog. Og jeg mindes et bevinget ord hvis kilde jeg ikke lige husker:

Studerende er ikke flasker der skal fyldes, de er bål der skal tændes.

Læs om erfaringspædagogik og simulationsindlægring her:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/simulations-pdagogik-en-konsekvens-af.html

Jeg mener der rent faktisk er evidens for at pædagogik og dramaturgi er to sider af samme sag. I et indlæg under titlen "Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa" konstaterer jeg de slående ligheder der er mellem berettermoddellens spændingskurve på den ene side og på den anden side de grafiske modeller der beskrive den flow-tilstand som kendetegner "lykkelige" produktive udviklingsprocesser. 

   Man kan i den forbindelse bemærke at det der kendetegner den optimale oplevelse af en film eller en god roman, har samme kognitive og mentale karakteristika som det at komme i flow: at man glemmer sig selv og tid og sted for at "gå op" i filmen eller "blive optaget" af arbejdet.

   Se mere om det her:

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/10/berettermodellen-som-et-spejl-af-den.html

Jeg får også lige nu en erindring fra min tid som konsulent for DR som koblede et pædagogisk forløb og berettermodellens spændingskurve sammen. 

   Omkring 1990 blev jeg hyret af DR-udvikling til - med gode kolleger - at gennemføre nogle såkaldte RIKK-projekter med forskellige DR-redaktioner som havde brug for at forny sig - både arbejds-, produktions- og fortælleformer - for at kunne klare sig i konkurrence med de nye stationer og medier som dukkede op i halen på monopolbruddet i slutningen af 80´erne. 

   Regionalradioerne havde svært ved at klare sig imod en række af de nye store kommercielle lokalradioer - især i Jylland, og TV-Avisen, TV-sporten og en række andre DR-radaktioner klarede sig rigtig dårlig i konkurrencen med TV 2/Danmark.

RIKK var en forkortelse for en sammenflettet målsætning: Redaktionsudvikling, Ideudvikling, udvikling af Kreativitet og af efterKritik.

  Og det som var det gennemgående for tilrettelæggelsen af disse RIKK-forløb var at det havde en række klart markerede faser der fulgte berettermodellens indholdslogik, og hvor klimaks var at station og redaktion selv - ud fra det indhold de var blevet konfronteret med i forløbet - gik i gang med en sammenflettet udviklingsproces af redaktionelle arbejdsrutiner og nye konkurrencedygtige programkoncepter.

   Tilsyneladende virkede modellen. Kurverne blev vendt. Redaktionerne blev mere offensive og mere ambitiøse.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på det 'Power TV-kursus' jeg og en god gammel kursusmakker lige har gennemført for NRK i Oslo. Kurset var en indledende del af et langstrakt såkaldt masterclass-forløb i storytelling for en udvalgt gruppe af i forvejen dygtige og kreative tv-folk, både "teknikere" og "tilrettelæggere", 14 i alt.

   Power TV-kurset var opbygget så første fase - anslag og præsentation - var deltagernes egne fremlæggelse af en ide til et nyt program eller en programserie. 

   Anden fase - uddybningen - var vores input til dem: en introduktion til fiktionsfilmens dramaturgi - med afsæt i Hollywood-filmen "Thelma og Louise". 

   Trejde fase - en slags mental konfliktoptrapning - introducerede til faktaprogrammernes genrer og dramaturgi - og var det der for alvor var nyt og måske ret så provokerende. 

   Fjerde fase - hovedscenenen -  var en opgave hvor deltagerne selv skulle udvikle deres oprindelige ide ved hjælp af det sprog, de begreber og modeller som de var blevet introduceret til i de foregåend to faser. 

   Og sidste fase - klimaks og forløsning - var deltagernes fremlæggelse af den videreudviklede ide i en Pitch og efterfølgende feed back fra underviserne og de andre deltagere. 

   Det der sker via dramaturgien i en film er at publikum gennem identifikation med hovedpersonen i filmen bliver en slags simuleret subjekt i filmens historie. Og jeg mener det stort set er en lignende proces deltagerne på Power TV-kurset gennemløber.

   At der var tale om en kombineret indlærings- og udviklingskurve som deltagerne gennemgik,  fremgik af sidste dagens fremlæggelser. At det dramaturgiske sprog og den bagvedliggende tænkning havde fungeret som en form for kognitiv befrugtning, kunne man direkte aflæse af de power-point-slides deltagerne brugte i deres Pitch. 

   Ikke lige meget hos alle, og nok mest hos de deltagere som tydeligevis var mest ambitøse i ønsket om at udvikle sig.

Power TV-kurset er fundamentet for mine bøger "De levende billeders dramaturgi", 1. spillefilm, 2. TV, som deltagerne fik udleveret ved slutningen af kurset.