Hatsune Miku - den nye digitale virkelighed der producerer pop-sange efter fan-skarens ønsker - kreativt?

Hvad har vi her? 

   Et hologram som optræder som sanger og hoveperson på en live- koncert!!!!????

Og her et par musikvideoer med samme 'sanger':

Hvad er historien? 

Den starter med min Søndagspolitiken. Konceptredaktionen har nu lavet den gamle PS-sektion om fra broad-sheet til tabloid-format.

   Da en lang række af artiklerne er af samme længde - dvs. meget lange - som skrevet til det gamle PS, så opleves de i det nye format som uendeligt lange. Man har ikke tilpasset det skrevne format til det fysiske.

    Ikke gennemtænkt.

Men der er sket OK-fornyelser. Sådan cirka midt i sektionen er der en fast temarubrik med titlen nybrud med ca fem relativt korte internationale kulturnyheder. Fra søndag til søndag skifter man så emneområde. 

   Sidste søndag var det musik. Redaktøren var Simon Lund. Og en af artiklerne havde rubrikken

Kan en robot levere den perfekte popsang?

Tja, hvorfor ikke? - tænker jeg. 

   Popmusik består jo grundlæggende af musikalske klicheer og stereotypier. 

   Jeg har fulgt DR K´s serie om dansktoppens historie i DR. Og jo, sådan er det, og sådan har det altid været. Og der er jævnligt opretshavsjuridiske slagsmål mellem popkomponister der hugger - eller ikke - fra hinanden. 

   Og det er sjældent nogen får ret ved domstolene, fordi ...

POP ligner POP 

... og er melodiøst forudsigeligt og skematisk - ligesom de tekster der synges. 

Derfor har kommercielle musikproducenter også i årevis forsøgt at få computere til at komponere pop- og slagerhits. Og på den måde komme uden om 'den menneskelig faktor'.

   Også hjerneforskere har været inddraget i den slags projekter.

   

Det er det der er vinklen i historien og svaret på spørgsmålet i overskriften, er det umiddelbart indlysende: Nej.

Som professor John Covach fra Institute for Popular Music på Rochester Universitet påpegede, handler popmusikkens popularitet meget mere om kulturel betydning end musikalsk opfindsomhed. At Gilli og Sivas’ autotunede hiphop lige nu er et stort hit hos den danske ungdom, betyder ikke at det kunne være gået sådan for fem eller ti år siden.

   Det betyder dog ikke, at en robot ikke kan skrive et stort hit. Det kræver bare, at robotmusik stiger i kurs på cool-børsen. Og her kommer japanske Hatsune Miku ind i billedet. Hun er et hologram af en anime-figur, en fiktiv pige med turkis rottehaller, der har været 16 år siden 2008. Hun er en post-human-popstjerne og et stykke software på linje med Siri fra iPhonen.

Da kulturen ændrer sig, så ændrer også pop-smagen sig. Og derfor kan computeren kun producere hits ved at konsultere fans´ne på ethvert givet tidspunkt.
   Hvad er - med den nuværende 'kultur' - det der skal til musikalsk for at lave et hit? Og da computeren ikke har en kontekst af oplysninger om 'den nuværende kultur', så famler den musiklask set i blinde.

Men det er billedet af Hatsune Miku forneden i artiklen der fanger mig, og som får mig til at læse artiklen. 

   For jeg er selv fan af den japansk tegnekunst og tegneseriestil - kaldet 'manga' - siden jeg for mange år siden lærte mangaens ophavsmand Hokusai at kende. Det er ham med 'bølgen' - og de mange træsnit med Fujiama i baggrunden.

Hatsune Miku har blåt hår - lidt ligesom pelsen på den blå gravhund jeg for nylig har malet i akvarel:

 Hatsune Miku er et hologram, hvis musik er skabt af fans. Illustration: Fernando 12821

Egen akvarel - efter forbillede fa nettet

Hatsune Miku er sådan set allerede en gammel pige. 

   Hun blev født af en synthesizer i 2008, men hendes alder er uforandret, nemlig 16 år - her otte år efter fødslen.

   Wikipedia fortæller:

Hatsune Miku (Japanese: 初音ミク?), sometimes referred to as Miku Hatsune, is a humanoid persona voiced by a singing synthesizer application developed by Crypton Future Media. Hatsune Miku is portrayed as a 16-year-old girl with long turquoise twintails. She uses Yamaha Corporation's Vocaloid 2 and Vocaloid 3 singing synthesizing technologies. She also uses Crypton Future Media's Piapro Studio, a singing synthesizer VSTi Plugin. She was the second Vocaloid sold using the Vocaloid 2 engine, and the first Japanese Vocaloid to use the Japanese version of the Vocaloid 2 engine. Her voice is sampled from Japanese voice actress Saki Fujita. Hatsune Miku has performed at her concerts onstage as an animated projection. 

Og det var altså disse "animated projections" vi så eksempler på i de to første YouTube-indslag oven for.

Hvad er oprindelsen til navnet Hatsune Miku?

The name of the character comes from merging the Japanese words for first (初hatsu), sound (音 ne) and future (ミク miku[n 1]), thus meaning "the first sound from the future," referring to her position as the first of Crypton's "Character Vocal Series."

Det startede altså med en computerproduceret stemme og computerproducerede melodier. 

   Men hvordan blev Hatsuen Miku til som en visuel gestalt?

Det var den japanske mangakunstner KEI som fik opgaven at illustrere stemmen og sangene, Ikke nogen helt nem opgave, som det fremgår:

KEI (ケイガロウ; Kei Garou) is a Japanese illustrator and cartoonist. 

   He was born in Chitose, Hokkaido in April 1981, and started drawing fan works when he was a student. His watercolor-like moe style caught the notice of the publisher Dengeki Bunko, and he made his debut as an illustrator for the novel Kiseki no Hyougen. 

   In 2007, Crypton requested him to draw an illustration for their first Character Vocal Series product Hatsune Miku. Crypton also provided KEI with detailed concepts. 

   However, Crypton said it was not easy to explain what a "VOCALOID" was like to him, and KEI said he could not create an image of "singing computer" at first, as he did not even know what a "synthesizer" was. It took him more than a month to finish. 

   His illustration supported the sale of this software and sparked the VOCALOID trend. His fame led to the following works for the Kagamines, Luka and Lily. He also designed galaco.

   Because of his illustrations for VOCALOID, his style is often emulated in the western fandom, notably on deviantART.

Her følger lidt flere oplysninger om den konkrete arbejdsproces som KEI måtte igennem da han kreerede Hatsune Miku:

When KEI illustrated Miku, he was given a color scheme to work with (based on YAMAHA synthesizers' signature blue-green colour) and was asked to draw Miku as an android. Crypton also provided KEI with Miku's detailed concepts, however, Crypton said it was not easy to explain what a "Vocaloid" was to him. KEI said he could not create an image of a "singing computer" at first, as he did not even know what a "synthesizer" was. It took him more than a month to complete the commission.[7]

   Miku was originally intended to have a different hairstyle, but after trying out pigtails, KEI thought they were more suitable. Her pigtails have since become an iconic part of her design. 

   On June 22, 2012, Hatsune Miku's twin tails even earned her the title of the Twin Tail which best represented the 2000s, marking her the best set of Twin Tails from the dawn of the 21st century. She now shares her twin tail distinction with other characters like Sailor Moon (who won best Twin Tails for the 90s period).[8]

   The digital design on Miku's skirt and boots is based off synthesizer program colours, and the bars represent actual bars within the program, following Crypton's ideas. Part of her design is based on some of YAMAHA's keyboard models, particularly the DX-100 and the DX-7.[9][10] The thin squares around her pigtails are futuristic ribbons made of a special material that floats in place.   

   As seen in KEI's art for Miku, they are able to hold Miku's pigtails in place without having to physically touch the hair itself. The ribbons are also reported by KEI to be the hardest item on the character's design for cosplayers to recreate.

Hatsune Miku

Astro Boy, Asimov, Animé, Animisme - om hvordan alting hænger samme med alting - også vores kat

Jeg nåede lige at høre slutningen på en sommergenudsendelse af programmet Eksistens forleden. Den handlede om en japansk tegneseriefigurs betydning for landets frontløberudvikling inden for robotteknologi, speciel menneskelignende robotter med sociale færdigheder. 

   Det gnistrede og fængede i det indre mentale rum. 

   

Det var en historie som handlede om kreativ konceptuel blending af en række af de universer jeg har dyrket her på blokken: den japanske tegneseriestil manga og tilsvarende film, den religionsretning som kaldes animisme, den litterære genre som kaldes science fiction der som et af sine gennemgående motiver har menneskehedens fremtid med robotter.

   Og i følge de serendipitetiske principper så har jeg naturligvis for et par dage siden været inde og se den japanske tegnefilm 'Hjertets hvisken' i Grand Biografen, som er en tegnefilmversion af en manga-tegneserie-roman. Og på vej til biografen slog vi lige et slag indenom Glyptoteket for at se udstillingen Degas' metode, som jeg tidligere har skrevet om, Degas som var stærk inspireret af Japanske træsnit i sin kunst.

   Og det har så også lidt med vores indekat Fister at gøre,  hvis menneskeliggørelse jeg har fortalt om på Facebook.

Hvad er det med de robotter og kreativitet og katte?

   Den i min bevidsthed største science fiction-forfatter er Isac Asimov, og hans indgang til berømmelse er ikke mindst hans nyskabende historier om robotter, vel at mærke robotter som er søde og hjælpsomme ud over alle grænser i kraft af de tre 'grundlove for robotter' som ubrydeligt er præget ind i deres positroniske hjernevindinger fra 'fødslen' fra samlebåndet:

1. En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade.

1. En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.

1. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.

Alene på disse tre fiktive robotgrundlove er Asimov blevet verdensberømt, og de indgår efterfølgende som en del af plottet i en masse andre science-fiction-forfatteres robothistorier. 

   Asimov beskriver selv baggrunden for ideen til disse historier og hans positive vinkling af robotterne. Siden robotbegrebets opfindelse af den tjekkiske forfatter Karel Capäek havde de haft et mildes talt dårligt ry i litteraturen - som kunstige ufølsomme maskinagtige væsner der på den ene eller anden måde overflødiggjorde mennesker - eller ligefrem truede og endte med at udryddede hele meneskeheden.

   Asimov ville frame robotter positivt i sine historier fordi han ville modvirke den teknologiangst og -fjendtlighed som lå indbygget i den eksisterende litterære tradition, som går helt tilbage til Frnkenstein-historien fra begyndelsen af 1800-tallet af Mary Shelley.

   Altså den kreative tænknings klassiske greb: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Den samme intention som Asimovs var drivkraften i den japanske manga-tegner Osamu Tezukas opfindelse af figuren Astro Boy:  

Dansk Wikipedia fortæller om Osamu Tezukas betydning: 

Hans banebrydende teknikker og nytænkning gav ham titler som "Mangaens far" og "Mangaguden". Den karakteristiske stil med store øjne hos karakterene i Anime blev opfundet af Tezuka, som var inspireret af vestlige serier fra den tid, som for eksempel Betty Boop af Max Fleischer og Mickey Mouse af Walt Disney.

   Han var oprindeligt uddannet fysiker, men gav i stedet hele sit liv til produktionen af en enorm mængde manga, hovedparten har aldrig været oversat fra det oprindelige japanske sprog og er derfor utilgængeligt for et vestligt publikum. "The complete works of Tezuka Osamu" (udgivet i Japan) bestod af 400 album, på til sammen over 80.000 sider. Han begyndte sin karriere som mangaskaber da han var på universitetet. Han havde doktorgrad i medicin. Hans viden om videnskab og medicin har bidraget til at berige hans science fiction-orienterede manga, specielt Blackjack-seriene.

   Berømte værker inkluderer Astro Boy, Blackjack, Princess Knight, og Kimba the White Lion (som Walt Disney Companys Løvernes Konge antagelig var baseret på). Hans "livsværk" var en serie ved navnHinotori – en historie om livet og døden.

De to kunstnere Asimov og Tezuka havde flere lighedspunkter. Dels var de fælles om at besidde en enorm produktivitet og en utæmmelig opfindsomhed. Dels havde de begge en naturvidenskabelig akademisk uddannelse som afsæt for og input til deres science-fiction-fantasier og -fiktioner.  Og endelig blev de begge  banebrydende inden for de genrer de hver for sig var mestrer i næsten fra starten.

   

Tezuka var altså som tegneseriekunstner inspireret blandt andet af Walt Disney (der er klare lighedspunkter mellem oprindelseshistorien for Pinoccio og Astro Boy), men han kan også meget vel have læst Asimovs robothistorier som udkom i tiåret inden de første Astroboy historier blev publiceret i (1952).

   

Det fremgår af flere kilder at den i Japan superpopulære Astro Boy-tegneseriefigur er en vigtig baggrund for den japanske teknik-begejstring efter 2. Verdenskrig. Figuren ses som en af de medvirkende årsager til den udvikling af moderne japansk kultur og tænkning som er kommet til udtryk ved at japanerne i løbet af 60´erne og 70´erne blev førende inden for et bredt felt af moderne teknologier, herunder ikke mindst den kreative udnyttelse af robotter.

    Astro Boy-figuren er en menneskelignende robot der optræder som en slags superhelt der hjælper mennesker i nød, kæmper for fred og er imod diskrimination (NB! også mod diskrimination af dyr).

   

Ledende japanske robotforskere er citeret for at fremhæve Astro Boy som en karakter der har haft stor betydning for deres fascination af robotter og deres syn på robotter som gode og hjælpsomme, og som inspirationskilde til at forsøge at udvikle robotter med positive sociale egenskaber.

   Og kulturforskere ser også figurens popularitet i Japan som noget der hænger sammen med den særlige religiøse tradition og de medfølgende værdier som gennemsyrer alle aspekter af japansk kultur og religion: animismen. 

   Den animistiske religiøsitet indebærer troen på og forestillingen om at alt ting i verden er besjælet: sten, træer, bjerge, søer, planter, dyr, fisk, fugle. Og de forestillinger er stadig levende i Japan.
   Ligesom de utvivlsomt var for vores egen verdenskendte eventyr-fortæller H. C. andersen

   

Animismen gennemsyrer også universet i næsten alle de japanske tegnefilm jeg har set. 

   Det har typisk været eventyr-historier ofte blandet med scienceficiion-elementer og -figurer. Og de fleste har været produceret af Hayao Miyazaki. En af de meste kendte er 'Min ven Totoro':

Den sidste  jeg har set, er tegnefilmen 'Hjertets hvisken' fra 90´erne som er produceret af samme produktionsselskab Ghbli som i sin tid blev grundlagt af Hayao Miyazaki.  

   'Hjertets hvisken' er instrueret af Yoshifumi Kondō, og i modsætning til en stor del af Miyazaki's film er det en relativt realistisk ungdoms-drama-kærlighedsfilm, beslægtet i stil og tema med 'Oppe på valmuebakken' som jeg tidligere har skrevet om her på blokken.

   'Hjertets hvisken' foregår ikke i en fantastisk eventyrverden, men er fuld af japansk hverdagsrealisme og -poesi, ligesom mange moderne manga-tegneserie-romaner er det. 

   Men selv i sådan en film stikker animismen frem, idet der i den indgår et enkelt gennemgående animistisk tonet fantacy-element, nemlig en mystisk småfed kat. 

   En kat som i mange scener bare er der, og som hele tiden kommer med i udkanten af billedet, men som stort set ikke er med i selve handlingen, og som ikke tilhører nogen. 

   Som her:

Katten hedder Moon eller Muta. Og dens typiske kattebevægelser er så godt animeret i filmen, at man bliver helt varm i maven, fordi man via spejlneuronerne i hjernen bliver mindet om ens egen kat, den store røde skovkat Fister som, mens vi er i sommerhus, har måttet lide den tort for det meste at være indekat og kun har kunnet komme ud iført sele og snor.

   Årsag: En lokal fritomkringfarende og territoriehævdende hankat, af os navngivet "Lille sorte Satan" som sidste år i sommerhuset to gange bed og rev Fister så meget til blods at det kostede os en samlet dyrlægeregning på over 3.000 kr.

Her er Fister - inde - i frugtkurv:

Her er Lille sorte Satan der inspicerer sit territorium:

Her Fister - ude - i sele og snor:

 

 

 

 

 

 

Hjertet bløder.  Men hellere det end at Fister bløder.

Moebius er død - han længe leve - manga-inspirationens betydning - og en mærkelig ring som ikke har noget med sagen at gøre

Tegneseriekunstneren Moebius er død, fortæller aviserne i dag. Et stik i hjertet. Erindringer. Hans rigtige navn: Jean Giraud.

I ca 15 år var jeg stærkt optaget af tegneserier. Købte dem i store mængder i tegnesrierforretningen Fantask inde i midten af København. De nederste hylder på alle mine reoler er fyldt med dem: Tintin, Tarzan, Prins Valiant, Vindenes passagerer, Linda og Vallentin, Asterix, Lucy Luke, Den store Anders And, Tardis Adele, Corto Maltese, ...  

   You name them, I have them.

Min erindring om Moebius er f'ørst knyttet til serien 'Blueberry'. En blanding af John Ford-historier med fransk nybølgefilms store helt, Jean Paul Belmondo som bærende karakter

Men for mig fik Moebius større impact i senere serier hvor det var tydeligt at han fik nye inspirationskilder. Og jeg har også en lang række af hans senere hæfter.

   Klassisk surrealisem på den ens side - og manga på den anden. Uforglemmelige billeder - magiske visuelle universer der blender underbevidste drømme, myter og eventyr med science fiction-fantasier:

 

 

 

 

Som kunstner er Moebius fuldt ud på højde med dem jeg skrev om i de to foregående indlæg: Anne-Marie Brauge og Gunnar Saietz.

   Men han er godt nok kommet bredere ud!

Og jo, ganske rigtigt, Moebius er stærkt betaget af og inspireret af de store japanske manga-kunstnere - som dette interviewcitat dokumenterer, hvor han taler om den japanske mangakunstner Urasawa.

First of all, Urasawa is without a doubt one of Japan’s elite manga creators whom I absolutely love. The very word “manga” is tricky and something you can’t just sum up with a brief description, though… It’s not what you asked me, but if I may I’d like to start off by talking about that.

   I have traveled all over the world and there are many countries I’d like to live in, but Japan is the one country about which I can say, “I wish I was born there.” The high culture – gestures, philosophy, culture and figurative arts, are so pure they directly invoke affluence into human instincts and human nature.

   Japanese people probably don’t realize it, but that affluence is something that’s in a class of it’s own in this world. To me, manga is one example of a rich form of Japanese cultural expression. As a bande dessinée (Franco-Belgian comics, commonly abbreviated as “BD”) creator looking at manga, I am attracted to this expressiveness, which is more advanced than in any other country’s comics.

French BD even now are aimed at children, or they are treated as a marginal subculture, which leaves them cast in a “derelict” shadow. With American comics, the publisher’s political power is too strong and there is a tendency to simplify the characters and stories, but manga is different. Neither the art nor the stories have any commercial style, or complexes and constraints at all, and exist in society with a power of expression equal to that of literature.

   In high quality manga, there is even a psychologically therapeutic effect.

And the variety!

   The quality and amount, along with every imaginable type and level of work - yet it all still feels undoubtedly unified as “manga” - puts it on a mystic level. It makes me think of brilliant light actually being made up of 7 primary colours.

Ved en fejl i stavningen af hans navn  da jeg googlede, fandt jeg en såkaldt Möbius-ring, opkaldt efter "opfinderen", en tysk matematiker fra 1800-tallet. Der er tale om en flad ring med en orienteringsløs to-dimensional overflade med kun en side når den er indlejret i et tredimensionelt euklidisk rum.

   Siger det dig noget? - Don´t tell it, show:

Det har også noget med kreativitet at gøre! Og viser endnu en gang betydningen af serendipitet.
   Og så viser det sig selvfølgelig at andre også har lavet den kreative associative kobling af de to navne der ligner hinanden, så her er en "Moebius Highway"-animationsfilm fra You Tube:

Hukommelseskunstnere og mentalatleter - hukommelsespaladser med frække huskebilleder på væggen

Jeg er igang med at læse bogen Moonwalk med Einstein, forfatter Joshua Foer, som jeg i to tidligere indlæg har refereret til. Den er godt nok sjov og spændende og interessant. 

   Ikke fordi der er så meget nyt, men det er måden det er fortalt og præsenteret på. Og så vrimler det med dejlige blandede metaforer som fx. hukommelsespaladser og mentalatleter.

Det sidste står for de mennesker der har trænet sig op til at være hukommelseskunstnere. Og bogens nagelfaste pointe er at alle kan lære at huske meget, meget mere end de tror. 

   De mennesker der deltager i forskellige mesterskaber i hukommelse, har ikke en særlig evne eller er udstyret med en helt speciel hjerne. Nej, de kan og har lært sig nogle teknikker, og så kan de altså huske store mængder af facts revet ud af en meningsfuld sammenhæng.

Jeg har tidligere læst at man mentalt skulle lave en forbindelse mellem det svært huskelige og noget visuelt, et billede, for at kunne huske det bedre og genkalde det nemt og nøjagtigt. Men her uddybes det med "hukommelspaladset", det mentale "sted" hvor man skal "gemme" billederne som så står for det man egentlig skal huske. Der skelnes mellem den naturlige hukommelse som er den man bar har som medfødt, og den "kunstige":

Kunstig hukommelse har to grundlæggende komponenter: billeder og steder. Billeder repræsenterer indholdet af det man ønsker at huske. Steder - eller loci, som det kaldes på latin - er der hvor disse billeder bliver opbevaret.

   Meningen er at man skaber et sted for sit indre blik, et sted, som man kender godt og let kan visualisere, og derefter befolker man det imaginære sted med billeder der repræsenterer det man ønsker at huske. Romerne kaldte det "loci-metoden", og en sådan bygning kom senere til at hedde "hukommelsespaladser."

Et hukommelsespalads kan også være erindrede forestillinger om andre steder man kender rigtig godt og i detaljer, fx et landskab eller sin egen krops legemsdele. 

   Jeg bemærker her hvordan metaforen "det indre blik" hives af stalden - for at beskrive og forklare indre mentale processer. Og jeg ser for mig "mentalatleter" spæne rundt i "hukommelseslandskaber".

Hele fidusen er at mennesket har en fremragende rumlig og visuel hukommelse (biologisk nødvendig for jæger- og samler-hjernen), men en dårlig hukommelse for løsrevne facts og enkeltinformationer som tal og ord.
   Så ved at koble de løsrevne og i den givne sammenhæng meningsløse oplysninger med noget visuelt og rumligt, så motiverer det hjernen til at huske det meget bedre. 

   Og det billede der repræsenterer det du skal huske, skal du så udstyre med så mange visuelle eller sanselige egenskaber at det giver et stort net af neurale forbindelser til andet mentalt stof som befinder sig i hjernen: farve, lugte, smag, størrelse. Her skal man altså udnytte sin fantasi. 

   Og det er en fordel hvis man har en beskidt fantasi.

For mig er der ingen tvivl om at det her kan kobles til det jeg skrev om for ikke så længe siden: nyheder formidlet som manga-tegneserier, via afklædte damer som nyhedsværter, eller nyheder opført som teaterperformance. Det fremmer interessen, forståelsen - og at det sætter sig på hjernen som noget man husker.

    Vi kobler nyheden til noget der er visuelt og fascinerende, og så sidder den fast og forstås for alvor.

Så min konklusion er så også at disse memoteknikker i virkeligheden er en form for blending. Vi ser og forstår X gennem Y.

Men jeg associerer også til erfaringssprogets basic-level-kategorier: ord der refererede til noget man kan tegne eller udføre som handling.

Harajuku - japanske blandingsfantasier - ungdomsoprør og mode

Harajuku er navnet på et kvarter i Tokyo. Og også navnet på en tøj-, frisure-, og sminke-stil som piger og unge japanske kvinder optræder i. 

  En udvalgt skare af disse udstiller sig og viser sig frem på Jingu Broen - en bred fodgængerovergang der forbinder Harajuku-kvarteret med naborkvarteret.

Når jeg kommer i tanker om den stil, er det fordi på det højhushotel i Berlin fruen og jeg boede på, optrådte sådan en harajuku-pige/-kvinde i den store restaurantsal hvor der blev serveret morgenmad for mange hundrede hotelgæster.

   Ingen tvivl om at hun vakte opsigt. I de grad var hun jo spektakulært afvigende fra den gruppe af midaldrende og ældre turister der udgjorde flertallet af mogenmadsgæsterne. Og hvis påklædning mildest talt ikke var noget at skrive hjem om. Vi fik virkelig anledning til at gnide søvnen ud af øjnene.

Da jeg så hende gå rundt der i salen, blev jeg med et kastet tilbage i erindringen om den Japan-rejse jeg og fruen og fruens søster var på for efterhånden 3 år siden.

  Mit første møde med en Harajuku-pige skete en aften på gaden i Tokyo - en gade hvor der var modebutikker. Jeg så hende gå foran os på fortovet, løb efter hende og prøvede at tage et billede selvom belysningen jo var elendig. For også på gaden i Tokyo var hun som en eventyrfigur fra en fantasiverden der lyslevende gik rundt blandt almindelige anonyme japanere. 

  Det viste sig hun skulle hen til en butik hvor vi kunne se på udstillingsvinduet at man kunne købe den slags mærkeligt tøj. Vores lille danske gruppe af rejsende gik ind, men fik at vide at vi ikke var ønskede som nysgerrige kiggere.

   Dagen efter førte vores guide os til Harajuku-broen hvor det så vrimlede med disse særpræget udklædte og sminkede piger. Det var svært at vurdere hvor gamle de var, men umiddelbart tror jeg ikke der var mange der var over 20.

   Kostumerne, sminken og frisurerne var jo et fascinerende mix af stilarter - fra tidligere perioder og fra film og litteratur. Og på en eller anden måde jo også inspireret af manga-tegneseriestilen. 

  Der var i nogle af frisurerne og i nogle af kostumerne klare associationer til 80-ernes punk-tøj-stil. Som også bgyndte som en protest og et oprør - og med provokationen af pænheden som mål. Men som endte som en modestil blandt andre.

Her følger nu nogle billeder til illustration Harajuki-pigerne sådan som vi oplevede dem på Jingu-broen:

Der er jo ingen tvivl om at her er tale om konceptuel blending - et kreativt mix af moderetninger og stilarter. Deraf fascinationen. Hos os danske turister, men også hos modefolk.

   Men man har også en klar fornemmelse af at der ligger et manifest visuelt oprør mod det pæne høflige og indadvendte Japans traditionelle nutidige tøjkultur - som jo er vestlig og anonym. Men også - fornemmer jeg - en protest mod at blive voksen.

Her er hvad Wikipedia skriver om fænomenet:

The term "Harajuku Girls" has been used by English-language media to describe teenagers dressed in any fashion style who are in the area of Harajuku.[10] This fashion infuses multiple looks and styles to create a unique form of dress. The cyber-punk look takes its influence from gothic fashion and incorporates neon and metallic colors.

Og her en opregning af de stilarter som tilsammen udgør Harajuku-mixet: 

Punk style in Harajuku is more of a fashion than a statement. Its fashion mainly consists of dark colors, plaid, chains, and zippers. Punk style is also one of the more gender-neutral fashions in Harajuku.

   Ganguro is a style that symbolizes the average American teenager. The term translates to ‘black-faced’. The basic look is what Westerners would call a ‘California girl’, with bleached hair, dark skin, fake eyelashes and nails. It is not clear how Ganguro came to be. Many assume it originated in the early 1990s, and was meant as a way of rebelling against the traditional Japanese ideas of beauty (pale skin, dark hair, etc.).

   Cosplay is more of a costume-based style. A cosplay enthusiast will usually dress as a fictional or iconic character from a band, game, movie, anime, or manga.

På Alexander Platz i Berlin hvor vores hotel lå i Berlin, var der mange unge mennesker der også havde klædt sig ud, men slet ikke så ekstremt og konsekvent som i Japan.

   Specielt mange unge tyskere så vi med det ekstrem-farvede hår.

Jeg vender tilbage til den fantastiske retrospektive Hokusai-udstilling som vi så i Berlin - og som var det egentlig mål med vores rejse.

Hokusai, Hokusai, Hokusai - Berlin, here we come!

Jeg tager nu til Berlin for at se en eksklusiv udstilling med billeder af den japanske maler og tegner og træsnitkunstner Hokusai. Jeg har skrevet om ham før - senest da jeg så udstillingen på Ordrupgaard hvor det blev dokumenteret at hans indflydelse på impressionisternes mestre var enorm. http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/nar-blending-i-malerkunsten-frer-til-en.html

   Begge mine to faste aviser, Politiken og Information, havde store anmeldelser af den nye udstilling i Berlin. De var var helt euforiske. Det drejer sig om billeder i original der er blevet fundet sent, og som normalt ikke udstilles - heller ikke i Japan.

   Det var fruen, som også er meget begejstret for Hokusai, der foreslog at vi skulle tage ned og se udstillingen, når vi nu havde tid og mulighed for det. Så det gør vi.

   Nedenfor lidt oplysninger om manden. Han er ikke kedelig. Og mildest talt arbejdsom og produktiv ud over alle grænser. Og af hans biografi at dømme tilhører han i den grad den særligt kreative personlighed, fx dette at han havde problemer med at finde sig til rette i skolen. Og gennemgående var svær at omgås. Han var i øvrigt fader til Manga-tegneseriestilen.

   Han havde i sit liv mange identiteter (mere en 30) tilsyneladende. Og det sidste billede han producerede underskrev han med "den tegne-tossede gamle mand."

   Først da han var 70 år gammel syntes han at han nogenlunde havde forstået det med at tegne naturens former. Selv er jeg nu 68 år gammel, så der er håb forude. 

Hokusai (1760-1849) lived during the Tokugawa period (1600 to 1867). In a Japan of traditional Confucian values and feudal regimentation, Hokusai was a thoroughly Bohemian artist: cocky, quarrelsome, restless, aggressive, and sensational. He fought with his teachers and was often thrown out of art schools. As a stubborn artistic genius, he was single-mindedly obsessed with art. Hokusai left over 30,000 works, including silk paintings, woodblock prints, picture books, manga, travel illustrations, erotic illustrations, paintings, and sketches. Some of his paintings were public spectacles which measured over 200 sq. meters (2,000 sq. feet.) He didn't care much for being sensible or social respect; he signed one of his last works as "The Art-Crazy Old Man". In his 89 years, Hokusai changed his name some thirty times (Hokusai wasn't his real name) and lived in at least ninety homes. We laugh and recognize him as an artist, but wait, that's because we see him as a Western artist, long before the West arrived in Japan. 

"From the age of six I had a mania for drawing the shapes of things. When I was fifty I had published a universe of designs. but all I have done before the the age of seventy is not worth bothering with. At seventy five I'll have learned something of the pattern of nature, of animals, of plants, of trees, birds, fish and insects. When I am eighty you will see real progress. At ninety I shall have cut my way deeply into the mystery of life itself. At a hundred I shall be a marvelous artist. At a hundred and ten everything I create; a dot, a line, will jump to life as never before. To all of you who are going to live as long as I do, I promise to keep my word. I am writing this in my old age. I used to call myself Hokosai, but today I sign my self 'The Old Man Mad About Drawing." -- Hokusai

 De her træsnit har jeg i kopi på mine vægge:

(Fortsættelse følger. Se tanker efter udstillingsbesøget på: http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/hokusai-og-hockney-to-alen-ud-af-et.html )

Opera i manga-kostume - iscenesætter Kirsten Dehlholm - en særligt kreativ personlighed

Politiken har i dag på sit kulturtillægs side 2, en notits om endnu et eksempel på at manga-tegnestilen udnyttes til at blende ind i andre genrer.

   Manga-tegneseriestilen kommer fra Japan, og urfaderen til stilen er den verdensberømte træsnitkunstner Hokusai der tegnede en fantastisk lærebog i at tegne mennesker i første halvdel af attenhundredetallet: "Manga" - der betyder lærebog på japansk:

Jeg har tidligere fortalt om journalstiske nyheder formidlet i manga-tegneserieform, og her i Politiken får vi nu beskrevet noget som rubrikken udråber til: "Manga-opera i XL-format".

   Og hvad er så det?

Forestillingen produceres i samarbejde med Letlands Nationalopera og har nyskreven musik af britiske The irrepressibles og lettiske Santa Ratniece. Med manga-tegninger i Xl-format, klare streger og simple figurer fortælles historien om krigens væsen, hvor bl.a. en spion tages til fange og må transformere sig til fantasy-genrens superhelt for at blive befriet. Kirsten Dehlholm instruerer. Verdenspremire 2. september på Letlands Nationalopera i Riga, i oktober og november opføres den herhjemme i Arhus og på det Kgl. Teater.

Delvis indforstået sort tale. Men Kirsten Dehlholm kender jeg fra "Billedstofteatret" som jeg så en forestilling fra for mange, mange år siden. Fascinerende dame. Og en hybrid af mangastil, fantacyplot og opera, kan jeg godt se for mig som en mulighed.

   Men hvordan  det egentlig vil komme til at se ud og fungere, det kan jeg ikke greje ud fra notitsen. Så jeg billed-googler "manga" og "opera". Og... yes, masser af fascinerende hits. Fx

Det her er en illustration fra Vancouveroperaens trykte program til deres forestilling "Salome" i 2009.

  Og her fra en japansk forestilling:

Et foto fra en operaforestilling "Japan Anime Alive" som beskrives sådan:

The heroes of Japanese manga cartoons are preparing to take Europe by storm in a new 'pop opera' featuring a wild mix of martial arts and music billed as the world's biggest manga show ever.

Se trailer: http://www.youtube.com/watch?v=BW7GTYFDhrM

I øvrigt hører Kirsten Dehlholm til kategorien af særligt kreative personligheder, er jeg ikke i tvivl om. Det fremgår af mange beskrivelser at hun i den grad arbejder med konceptuel blending af genrer, motiver og synsvinkler. Ordet "Billedstofteatret" er jo i sig selv et blended udtryk.

    Hun har i mange år været primus motor i teaterkompagniet "Hotel Pro Forma", og det er også dem der skal opføre denne forannoncerede manga-opera. På hjemmesiden har den titlen "War Sum Up" - illustreret med et enkelt billede der ikke siger så meget:

Jeg er interesseret i Kirsten Dehlholms barndom og opvækstvilkår. Det viser sig at være rigtigt svært at få noget at vide om. Alle de officielle biografier om hende fortæller at hun "er født i Vejle" og at... 

... efter studentereksamen i 1963 uddannede hun sig som tekstilkunstner i Krefeldt i Tyskland 1965-66 samt Kunsthåndværkerskolen i København 1966-69. I 1969 blev hun gift med digteren Otto Sigvaldi, til hvem hun skabte de farvestrålende dragter, som han brugte, når han gik rundt på gaderne og solgte sine bøger fra sin barnevogn.

Men hvad efter fødslen og før studentereksamen? Der er et hul i biografien som ikke sådan lige er til at få fyldt ud. På nettet finder kun en enkelt henvisning til DR P1-programmet "Vita" - med journalist Mette Starck som interviewer Kirsten Dehlholm. 

   I udsendelsen snakker KD meget, længe og ivrigt om alt det hun har lavet i årenes løb. Men Mette Starch der som en god journalist også har konstateret at der er et stort hul i biografien, spørger midt inde i udsendelsen og talestrømmen: 

    Hvordan startede det hele egentlig for dig?"

   Først startede det med at jeg blev født. Og det kan jeg ikke huske. 

   Men så startede det med at jeg stjæler og lyver - som barn - og jeg sidder og maler lidt i nogle tegnehæfter. Og på en måde tror jeg det startede med at jeg havde nogle ønsker om at blive kunstner. Og jeg kunne slet ikke finde ud af hvad det var, og hvad man gjorde eller... Jeg synes nok jeg var noget særligt, men i starten kunne jeg slet ikke finde ud af hvad det var for noget, og hvordan jeg skulle udtrykke det, så det ikke blev til nogle ret negative ting i min familie - som man også skulle have psykologhjælp til at klare.

   Var det det med at du løj og stjal?

   Jaah, deet var det. Men det viste sig at det kom jeg så over (ler undskyldende). 

   Jeg kan bare huske - tidligt startede det med at bruge hænderne og lave ting man egentlig ikke kunne som barn - som fx at strikke en meget stor sweater til min far da jeg var syv år. Eller... jeg ville gerne overgå alle andre og bevise noget som jeg egentlig ikke vidste. Jeg ville gerne gøre alting større. Når læreren sagde: Så stort kan man ikke lave et linoleumsnit, så lavede jeg det selvfølgelig stort. (...) Det har været en trang som sikkert har ligget i nogle gener til at udtrykke mig. (...) 

   Men alligevel tror jeg også jeg har været ambitiøs, altid. Også som barn, som meget lille barn  arbejdede jeg også med materialer som svovlsyre til at fremkalde farver, stof-farver som jeg arbejdede med, ... Jeg tror slet ikke man måtte gøre det i dag - over for børn, der er så meget man ikke må - over for børn - i dag, men det gjorde jeg altså. Jeg var nede i den der kælder, den der hobbykælder stort set altid når jeg ikke var i skole. Jeg har haft en nysgerrighed over for alt i et bestemt felt jeg ville udforske, og helst på egen hånd. Og heldigvis gik det ikke galt, det gjorde det ikke.

   Men jeg kopierede meget, jeg havde ikke den evne at tegne, jeg var ikke sådan et barn der var meget kreativt - sådan med at tegne og male, eller "ih" og "åh". Nej, det var jeg slet ikke. Jeg tegnede af, jeg kopierede fra bøgerne, og sagde også ofte at det var mit eget, men det vidste de andre godt at det ikke var, men jeg tror de varflinke, og de lod som om de troede på det. 

   Det varede længe før jeg begyndte sådan på egen hånd at skabe billedet, eller billeder. Det var først da jeg kom hjemmefra, tror jeg.

   Hvor gammel var du da?

   Der var jeg 18 år - da jeg rejste - langt væk. Men så begyndte jeg også straks at lave tøj og male kjoler og....

Umiddelbart bliver man jo ikke alverden klogere.
   Men der er en konceptuel kerne om at have et stærkt, men hæmmet behov for at udtrykke noget negativt om familien, og at hun gik til psykolog. Et blokeret behov for at udtrykke noget stærkt følelsesladet og "farligt" i direkte form i forhold til de omgivelser der har magt over en, er drivkraften i et stærkt fantasiliv hvis mål så er at få udtrykt det samme i omskrevet - metaforisk form. 

Sådan tolker jeg det hun fortæller. Og at den kreative fantasi så hæmmes af hendes ønske om anerkendelse der gør at hun kopierer i stedet for selv at skabe, en blokerende hæmning som hun først kan frigøre sig fra når hun forlader sit miljø og rejser "langt væk".

   Sådan startede den stærkt kreative personligheds mentale stavblender tilsyneladende i hendes tilfælde. Men hvad der egentlig skete i barndommen og ungdommen - helt konkret - det får lov at stå ubeskrevet hen. Hullet i den officielle biografi er der stadig.

   Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt at Kirsten Dehlholm først oplever at hun kan udtrykke sig selv ærligt, kreativt og frit da hun skifter miljø - og rejser "langt væk". Det er som om kreativiteten eksploderer, fornemmer man. Måske "kreativ vrede" ligger bag.

"At finde en figur til en tegnefilm" - ved at tegne og tegne om igen indtil den er der - etc.

Jeg har siden jeg var barn elsket tegneserier og tegnefilm. Og går stadig ind og ser tegnefilm i biografen hvis de har fået gode anmeldelser. I de senere år har jeg specielt været meget begejstret for og fascineret af japaneren Hayo Miyazakis manga-tegnefilm, f.eks. Min nabo Totoro og Porco Rosso.       
   Lørdagspolitikens kulturtillæg har en artikel med rubrikken der er et citat fra artiklen: "Jo mere hun bliver holdt tilbage, desto mere rumsterer grokraften i hende". Det kunne næsten være mottoet for den særligt kreative personlighed.
   Manchetten fortæller: "Disneyveteranen Glen Keane har tegnet Tarzan ned på alle fire og givet havfruen Ariel ben at gå på. Og nu har han fundet frem til en moderne udgave af Rapunzel med det 25 meter lange hår til den premiereaktuelle film 'To på flugt'." Det er Søren Vinterberg der har interviewet tegneseriekunstneren.
   Artiklen er illustreret med en fascinerende tegning af film-hovedfiguren i aktion med det lange hår nærmest som et angrebsvåben, som det ses her i beskåret form:

Rapunzel figuren som hovedperson i en tegnefilm har været længe undervejs. Allerede gamle Disney havde hende på idestadiet i 40´erne, fortæller artiklen. Glen Kean fortæller om udviklingen af den tegnede figur:

"At designe sådan en person føles faktisk som at opdage én der hele tiden har gemt sig i papiret. (...) Jeg tegner og tegner, nej, det der er ikke hende ... heller ikke det ... Jeg ved ikke hvorfor ikke. Men jeg ved det, når jeg så ser hende: Dér er hun! Ligesom da jeg mødte min kone første gang: Jeg var 17 og sto i billetkøen til 'The Godfather', vendte mig om - og følte at jeg kendte den pige der. Remarkable."

I kreativitetssammenhæng er det citat særligt interessant, synes jeg. Billedet - den visuelle tanke eller ide om tegnefilmfiguren Rapunzel - må jo være aflejret i den del af bevidstheden Glen Keane ikke har direkte adgang til. Han kan åbenbart ikke bare bevidst forestille sig den og "se den for sig", som man siger. Han må tegne og tegne om igen indtil der er "et match" (ligesom med fingeraftryk) mellem det ubevidste billede og det han tegner på papiret.
   Citatet viser at der klart er tale om en slags aha-oplevelse - af lykke og lettelse: Der var hun! Endelig!

Det minder mig om Poul Martinsen der havde forestillinger fra barndommens familieliv og miljø - ubevidst - liggende i erindringen, billeder der var følelsesladede og fungerede som drivkraft for Martinsen til finde "et match" med mennesker og miljøer i den aktuelle virkelighed som "lignede" barndommens så meget at de kunne og skulle bruges til figurer i hans dokumentarfilmen.

Jeg mindes også mange romanforfattere der i interviews har fortalt at deres romanfigurer efter nogen tids skrivning tilsyneladende får deres eget liv og "selv bestemmer" romanens udvikling.
  Også det må betyde at den ubevidste forestilling om hovedpersonen og historien er meget mere omfattende end den bevidste forestilling forfatteren begynder at skrive ud fra. Og at skriveprocessen får karakter af en opdagelsesrejse - her i sproget - af en person der for en meget stor dels vedkommende er "gemt" for forfatteren i starten.

Og jeg får pludselig en erindring om den følelse jeg havde da jeg for første gang skulle skrive manuskript til en skoleradioudsendelse i begyndelsen af 70´erne, og gjorde den opdagelse at jeg havde adgang til et andet sprog - en anden stemme - som pludselig kunne forklare børnelytterne indviklede ting på en helt uakademisk og ligefrem måde.
   Det var en stærk aha-oplevelse den gang, som jeg reflekterede over, og som førte til at jeg begrebsmæssigt fandt på den skelnen jeg siden benævnte: erfaringssprog vs. videnssprog (beskrevet nærmere i et tidligere blogindlæg).

Et eksempel på konceptuel blending - manga-tegnede nyheder

"Nyheder som manga-tegneserier", var rubrikken til en kulturnotits i Politiken i dag 30.6. Den fortæller at også i Japan er der problemer med at få unge til at læse aviser, de gør det i meget mindre grad end forældregenerationen. De unger japanere gør også kun i begrænset omfang brug af nettets nyhedssider. Den kreative løsning er at fortælle nyheder i form af manga-tegneserier, en ekstremt effektiv og effektfuld japansk tegneseriestil og -form som jeg i en tidligere blog har været inde på. Navnet er 'Manga No Shimbun', der simpelt hen betyder 'manga avis'.

   Notitsen fortæller at de tegnede manga-nyheder dækker alt fra udenrigspolitik til popkultur. "Avisen" har ansat 100 mangategnere til at dække dagens nyhedsstrøm, og hjemmesiden opdateres med manga-nyhedshistorier mange gange om dagen.

Et smukt udtryk for den kreativitet der ligger i konceptuel blending som "svar" på et samfundsmæssigt problem: I det ene input-rum har vi nyheder der som historier betragtet er faktuelle; i det andet input-rum har vi manga-tegneserier der som historier betragtet er fiktion; i det konceptuelt blendede rum, komprimeres egenskaber fra de to inputrum i et nyt genre-koncept: "manga-tagnede-nyhedsstriber".

Sådan! Hvor svært kan det være?

Min afdøde mor ville vende sig i sin grav. Da jeg var barn, elskede jeg tegneserier i enhver form, men det var noget som hun, der ellers i øvrigt var en ret så åben og kreative dame, tog kraftig afstand fra, og noget hun ikke ville have jeg købte eller læste. Anders And var smuds!

   Som voksen færdiguddannet cand. phil. i dansk sprog og litteratur, tog jeg revanche og havde igennem mange år et stort indkøb og forbrug af tegneserier, både de klassiske og de nye der florerede i 70-erne og begyndelsen af 80-erne.

   Den gang vidste jeg så ikke at den japanske træsnitkunstner og -maler Hokusai fra første halvdel af 1800-tallet, hvis træsnit jeg var og stadig er dybt betaget af, var far til manga-tegneseriestilen i Japan, en stil som også allerede i 30-erne inspirerede amerikanske og europæiske tegneserie- og tegnefilm-tegnere.

Between 1812 and 1878, he published 15 volumes of 'Hokusai Manga' ('Sketches by Hokusai'), which inspired generations of artists to come, not in the least Japanese comic artists. It is no coincidence that comics in Japanese are called Manga. Hokusai continued producing landscapes and fine prints until his death in April 1849, at the age of 88. His last words were: "If heaven gives me ten more years, or an extension of even five years, I shall surely become a true artist."  

http://lambiek.net/artists/h/hokusai.htm

Men her er så et eksempel på en sådan manga-nyheds-stribe:

 

Og her endnu et, det må vist være en historie med Obama: