Sider

lørdag den 27. august 2011

Karl Ove Knausgaard om tekster uden et "du" og skrevet af "ingen"

Jeg har ikke læst Karl Ove Knausgaards "Min Kamp", men nogle citater hist og pist. Men nu har jeg læst et essay af ham i Weekendavisen fra den 19. august: "Mit fædreland". Og det er jo en medrivende stil han skriver i - og jeg gætter på at essayet med sine erindringsafsnit - koblet med reflekterende afsnit må ligge tæt på stilen i hans romanserie.
   Anledningen til essayet er Anders Breiviks ugerninger: terrorbomben i Oslo og massemordene på øen Utoya.
 
Jeg er ikke i tvivl om at han - altså Karl Ove Knausgaard - hører til kategorien af særligt kreative personligheder.
   Og hvis jeg en dag skulle finde et enkelt eksempel på en skreven tekst der illustrerer det jeg har benævnt erfaringssprog, så ville essayet være en god kandidat.
   Jeg forstår læseres og anmelderes begejstring - at de bliver "grebet" og "suget med". Knausgaard skriver tydeligvis i flow - og læserne kommer også i flow når de læser

Og jeg tænker på at nu da jeg har fået lidt styr på det med de forskellige hukommelser, så må Knausgaard jo altså være udstyret med en fantastisk episodisk hukommelse der så arbejder tæt sammen med den visuelle hukommelse.
   Wikipedia:
Episodic memory is the memory of autobiographical events (times, places, associated emotions, and other contextual knowledge) that can be explicitly stated
Jeg tjekker så op på om der er en særlig selvbiografisk hukommelse, og det er der. Wikipedia:
Autobiographical memory is a memory system consisting of episodes recollected from an individual's life, based on a combination of episodic (personal experiences and specific objects, people and events experienced at particular time and place) and semantic (general knowledge and facts about the world) memory.
Jeg tænker så at det default network som er aktivt i forbindelse med dagdrømme og andre indadvendte mentale processer som er forbundet med kreativitet, det må jo logisk set så være aktivt når hjernen fremkalder erindringer, forestillinger om fremtiden - og foretager selvreflektioner.
  Og her er nettet jo fantastisk. Jeg citerer slutningen fra en forskningsafhandling med titlen:  "Patterns of Brain Activity Supporting Autobiographical Memory, Prospection, and Theory of Mind, and
Their Relationship to the Default Mode Network" af  R. Nathan Spreng
and Cheryl L. Grady. Artiklen slutter:
Our analyses were designed to investigate the neural mechanisms underlying autobiographical memory, prospection, and theory-of-mind, and to determine if these domains rely upon a pattern of brain activity operating within the Default Mode Network (DMN. The results provide the first direct evidence to support previous independent observations that projection of the self into the past, the future, or the minds of others engages a common set of brain regions largely overlapping with the DMN.
Men det var slet ikke det jeg egentlig ville skrive om. Det var Knausgaards reflektioner over Anders Breivik som personlighed sådan som det kommer til udtryk i hans manifest. Og over de klare ligheder der er mellem hans manifest og Hitlers "Mein Kampf".
   På mange måder oplever Knausgard dem begge som kreative personligheder der mentalt er kørt totalt af sporet. Han har researchet på Hitler og "Mein Kampf" fordi han havde en plan om at skrive en bog.
Jeg ville ikke skrive en roman om ondskab eller om krig eller om nazisme, jeg ville skrive en roman om den ene bog "Mein Kampf" og det ene menneske, som har skrevet den. Hvis jeg skulle beskrive "Mein Kampf" i en sætning, ville det være, at det er en bog uden et "du". Der er et "jeg" i den, der er et "vi" i den, og der er et "dem" i den. Uden et sådan du kan jeg sige og mene hvad som helst. Jeg er fuldstændig ukorrigeret. Det er ikke forpligtet over for noget andet end sig selv og sine ideer. Fraværet af et du kendetegner også Hitlers liv. Tre af hans søskende døde, da han var dreng,og hans mor, som var det eneste menneske han virkelig var knyttet til, døde da han var ung. Han rejste til Wien efter begravelsen, og han var helt alene. Han havde ikke nære forbindelser med nogen. Fattigdommen i Wien var enorm, arbejdsløsheden omfattende, den politiske uro stor. Antisemitiske tidsskrifter og aviser florerede. Hitler læste alt hvad han kunne få fingre i, men befandt sig uden for samfundet. Han var ingen, og når man er ingen er man død, og når man er død kan man gøre hvad som helst.
Knausgaard fremhæver de mange slående paralleler der er mellem "Mein Kampf" og Breiviks manifest - og derfor også mellem de to personligheder:
Begge teksterne rummer et paranoidt verdensbillede: i 1924 var jøderne og bolsjevikkerne skyld i alt, hvad der var galt med verden, i 2011 er kulturmarxisterne og muslimerne skyld i det alt sammen. Begge tekster giver en nøjagtig og udførlig redegørelse for, hvordan de skal stoppes. Begge tekster dirrer af retfærdig harme. Begge tekster er fuld af udklip og citater fra hadske skrifter fra samfundets overdrev, men også fra anerkendte kilder i dets midte. Begge jeg-erne er fuldstændig ukorrigerede, begge jeg-erne er fuldstændig hensynsløse, og begge jegerne mangler et du. Det får mig til at tænke, at også Anders Breivik er en ingen, at også han er død, og at han for at blive nogen har været i stand til at gøre hvad som helst. 

En personlighed der er uden du, er ingen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar