Moebius er død - han længe leve - manga-inspirationens betydning - og en mærkelig ring som ikke har noget med sagen at gøre

Tegneseriekunstneren Moebius er død, fortæller aviserne i dag. Et stik i hjertet. Erindringer. Hans rigtige navn: Jean Giraud.

I ca 15 år var jeg stærkt optaget af tegneserier. Købte dem i store mængder i tegnesrierforretningen Fantask inde i midten af København. De nederste hylder på alle mine reoler er fyldt med dem: Tintin, Tarzan, Prins Valiant, Vindenes passagerer, Linda og Vallentin, Asterix, Lucy Luke, Den store Anders And, Tardis Adele, Corto Maltese, ...  

   You name them, I have them.

Min erindring om Moebius er f'ørst knyttet til serien 'Blueberry'. En blanding af John Ford-historier med fransk nybølgefilms store helt, Jean Paul Belmondo som bærende karakter

Men for mig fik Moebius større impact i senere serier hvor det var tydeligt at han fik nye inspirationskilder. Og jeg har også en lang række af hans senere hæfter.

   Klassisk surrealisem på den ens side - og manga på den anden. Uforglemmelige billeder - magiske visuelle universer der blender underbevidste drømme, myter og eventyr med science fiction-fantasier:

 

 

 

 

Som kunstner er Moebius fuldt ud på højde med dem jeg skrev om i de to foregående indlæg: Anne-Marie Brauge og Gunnar Saietz.

   Men han er godt nok kommet bredere ud!

Og jo, ganske rigtigt, Moebius er stærkt betaget af og inspireret af de store japanske manga-kunstnere - som dette interviewcitat dokumenterer, hvor han taler om den japanske mangakunstner Urasawa.

First of all, Urasawa is without a doubt one of Japan’s elite manga creators whom I absolutely love. The very word “manga” is tricky and something you can’t just sum up with a brief description, though… It’s not what you asked me, but if I may I’d like to start off by talking about that.

   I have traveled all over the world and there are many countries I’d like to live in, but Japan is the one country about which I can say, “I wish I was born there.” The high culture – gestures, philosophy, culture and figurative arts, are so pure they directly invoke affluence into human instincts and human nature.

   Japanese people probably don’t realize it, but that affluence is something that’s in a class of it’s own in this world. To me, manga is one example of a rich form of Japanese cultural expression. As a bande dessinée (Franco-Belgian comics, commonly abbreviated as “BD”) creator looking at manga, I am attracted to this expressiveness, which is more advanced than in any other country’s comics.

French BD even now are aimed at children, or they are treated as a marginal subculture, which leaves them cast in a “derelict” shadow. With American comics, the publisher’s political power is too strong and there is a tendency to simplify the characters and stories, but manga is different. Neither the art nor the stories have any commercial style, or complexes and constraints at all, and exist in society with a power of expression equal to that of literature.

   In high quality manga, there is even a psychologically therapeutic effect.

And the variety!

   The quality and amount, along with every imaginable type and level of work - yet it all still feels undoubtedly unified as “manga” - puts it on a mystic level. It makes me think of brilliant light actually being made up of 7 primary colours.

Ved en fejl i stavningen af hans navn  da jeg googlede, fandt jeg en såkaldt Möbius-ring, opkaldt efter "opfinderen", en tysk matematiker fra 1800-tallet. Der er tale om en flad ring med en orienteringsløs to-dimensional overflade med kun en side når den er indlejret i et tredimensionelt euklidisk rum.

   Siger det dig noget? - Don´t tell it, show:

Det har også noget med kreativitet at gøre! Og viser endnu en gang betydningen af serendipitet.
   Og så viser det sig selvfølgelig at andre også har lavet den kreative associative kobling af de to navne der ligner hinanden, så her er en "Moebius Highway"-animationsfilm fra You Tube:

Mocumentary i radioen - hvor frækt og sjovt

Dem der følger denne blog ved at blandingsgenrer i medierne altid har optaget mig, så meget endda at jeg en gang har skrevet en hel bog om "Faktion som udtryksmiddel".

   En af tv-blandingsgenrerne har navnet "mocumentary", som i selve begrebet fortæller at det er en genre hvor man gør brug af den dokumentariske form, mens indholdet er fiktivt - fantasi - men næsten realistisk. I hvert fald så realistisk at det kan "drille" ("mock") publikum.

   Og blandingen har ofte en selvreflekterend kritisk metafunktion i forhold til medierne selv eller blandingen er ironisk vendt mod samfundets stive institutioner og roller når de udtrykker sig officielt.

  Det var fx meget karakteristisk for Poul Nesgaard, Per Schultz og andre kreative og skæve hoveder i TV-Ungdomsredaktionen i slutningen af 70´erne og begyndelsen af 80´ernne.

Igår eftemiddags  da jeg kørt hjem i bil på Sydmotorve blev jeg fuppet i radioen - af et radio-mocumentary. I programmet "Skønlitteratur på P1".

   Jeg hørte et ret interessant interview med en fagbogsforfatter, som havde udgivet en afslørende debatbog om at der var fusket med Nobels testamente, sådan at den litteratur han i virkeligheden ønskede at belønne med sin pris SF, Fantacy, Krimi, Gotiske romaner o. lign. Altås på den tid: Jules Verne og H.G. Wells fx. Eller Scherlock Holmes-serien. Eller Edgar Allan Poes gysernoveller.

   Efter vel 10 minutters tid, blev det så afsløret at interviewet var fup. Forfatteren var rigtig, Karsten Wind Meyhoff, han havde ganske vist også skrevet en bog der i autentiske detaljer og med fake-dokumentation beskrev hvordan Nobels testamente af det litterære establishment var blevet rettet til og omredigeret, så det kun var fin-litteratur der kunne belønnes for høj kunstneriske kvalitet. Men altså imod Nobels oprindelig erklærede ønsker og smag som bogen hævdede var mere folkelig og fantasi-orienteret.

   Det fakede interview i radioen som jeg altså troede på indtil det blev afsløret af interviewer og forfatter i fælleskab, præsenteres som nedenfor på netsiden der forannoncer programmet "Skønlitteratur i P1.

   Denne tekst fortæller også som om bogen refererer til en autentisk virkelighed som er holdt skjult og hemmelig af konspiratoriske finlitterære kræfter, et establishment der på den måde meler egen kage - mens de populære forfatter som de ovennævnte, holdes ude for altid.

Skulle J. K. Rowling have Nobelprisen?

Forfatteren Karsten Wind Meyhoff har netop udgivet en litterær reportage, der bringer os på sporet af snyd og svindel i Nobelkomiteen, der uddeler verdens største litteraturpris. Han afslører, at populære forfattere som J.K. Rowling, Agatha Christie og Mark Twain rent faktisk skulle have haft prisen, hvis gamle Alfred Nobel havde fået sin vilje - han ønskede nemlig, at prisen skulle gå til underholdningsromaner, science fiction og fantastisk litteratur.

   Eller hvad? Hør Karsten Wind Meyhoffs historie, der både handler om en saunaklub for vinterbadere, litterære konspirationer - og konstruerede reportager i genren mockumentary.

Det at man hopper på den, indebærer jo mentalt set konceptuel blending. Man synes nok det er lidt for fantastisk til at være sandt, men programrammen og personernes troværdige replikskifter under interviewet gør at man undtrykker sin skepsis. Og når det så afsløres, så får man en aha-oplevelse; "Min undertrykt anelse var rigtig, men tænk at jeg er så let at fuppe."

    Det er det der i dramaturgien kaldes et set up - pay off-forhold

George Orwells berømte radio-feature "Klodernes kamp", baseret på H.G.Wells roman, var og er jo en klassiker inden for radio-mocumentary-genren. Og medførte, efter sigende, adskillige dødsfald da den blev sendt, fordi nogen lyttere fik hjerteslag af skræk og andre blev så forskrækkede at de fór ud på gaden fra deres hus og slog sig ihjel.

  Og gad vide om den ikke både har inspireret Karsten Weyhoff i første omgang til at skrive sin mocumentary-bog, og  inspireret litteraturredaktionen til i anden omgang at opfinde et fake-radio-interview med forfatteren.

Jeg kan huske og referere til radio-mocumentary´s fra "gamle dage" i DR:

Thomas Haugaard hvis fyldige gode stemme stadig høres, lavede som interviewperson et radiointerview som i min båndsamling heder "Den ammende mand". Han blev interviewet af en anden mocumentary-personlighed, Jan  Krag Jacobsen, i ramme af det daværende P1-eftermiddagprogram Familiespejlet.

   Thomas meddelte i starten af interviewet med en stemme der meget autentisk udtrykte tøven og generthed, men også en vis stolthed, at han havde fået indopereret mælkekirtler i sine bryster for at kunne være på lige fod med sin kone i forhold til deres næsten nyfødte baby. Og faktisk sad han og ammede barnet (sådan lød det for lytterne) mens DR´s reporter interviewede ham om sine overvejelser og omgivelsernes reaktioner på dette ret store kirurgiske indgreb for kønssligestillingens skyld.

   Det typiske baby sutter bryst hos mor-lyde, fungerede som lyd-bevis for historiens autenticitet.

   En redaktør fra Radioavisen hørt Familiespejlets nyhedsværdige interview og ringede op til dem og bad om mandens telefonnummer, så de kunne få ham i radioavisen. Der var perspektiv i den historie.

   Det her blev lavet i en periode hvor hele samfundet af præget af feministisk debat og synspunkter og de bløde mænd blev både hyldet og set ned på.

    Sikken en radio-metafor der her blev lavet  i forhold til den debat. Blending så det batter.

Et tredje eksempel jeg husker det var radioens Ungdomsredaktion der i en Påskeferie lavede radiointerviews og reportager fra en række fiktive men realistisk lydende fængselsceller i Vestre med unge mennesker som myndighederne havde interneret der fordi disse celler var tomme og ledige (de rigtige fanger var på udgang og med fisketur i øjnene).

   Nyheden som denne fiktive men helt realistiske reportage tog afsæt i, var at flere og flere forældre var trætte af at være sammen med deres børn i ferierne, og ønskede at holde Påskeferie uden børn, og derfor havde ønske om at få dem afsat og passet. Og så havde fængselsvæsnet tilbudt deres for tiden tomme celler.

   Rigtig mange lyttere reagerede med forargelse, husker jeg.

Endelig må jeg nævne at jeg selv sammen det skæve og kreative hoved Morten Hartkorn der den gang var journalist på TV-Avisen, på en række faktionskurser lavede rollespil hvor vi snød med hvem der var hvem (journalist/akademiker) som af og til gjorde deltagerne stik-tossede fordi deres mentale virkelighedsforankring var røget sig en tur efter vores indledende rolle-mocumentary.

NB! Jeg har tidligere skrevet om aprilsnarrens dramaturgi på

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

Og der er kun ca. en måned til 1. april

Og hvor fra ved du i øvrigt at dette indlæg er autentisk og skrevet af mig? Jeg sidder jo og slapper af i Sydafrika, det er sikkert og vist.