Ingolf Gabold (2) - en særligt kreative personligheds aktanthistorie

(fortsat fra forrige blogindlæg)

Inde i Politikens kultursektion fra i går, står så fødselsdagsartiklen om Ingolf Gabold. Skrevet af Jens Lenler. Rubrikken er et citat:

"Når jeg ser tilbage på mit liv, minder det mig mere og mere om en tv-serie"

Selve artiklens form er et kreativt brud på fødeselsdagsartiklens traditionelle form. 

   Den er lavet som et stykke fortællende journalistik, opdelt i 10 afsnit, skrevet i 3. person som det hører til genren. Og inden for hvert afsnit er der så også beskrevet afgørende "scener". 

   Og der er tale om en helt regulær udviklingshistorie med klare eventyrtræk, med tilbagevendende ups and downs, startende "down" som han selv formulerer det: udgangspunktet er en 0,1-situation. Og den skal slutte i en 99,9-situation. Sådan som vi har undervist i på dramaturgikurserne.

   Og Ingolf kan få det til at passe. Præmissen - den bærende ide - efter hans eget udsagn:

Det er muligt for et menneske at blive født med alle odds imod sig og alligevel langsomt dreje den tommelfinger, der til at begynde med pegede grumt nedad, så den til sidst vender opad, og det menneske har realiseret sig selv.

I artiklens prolog beskrives hvordan Ingolf ser sit ege liv gennem aktantmodellens optik.

Ingolf Gabold tegner nogle pile på bloggen. Det er den såkaldte aktantmodel, som beskriver hvilke kræfter der arbejder for og imod hovedpersonen. Subjektet er ham selv. Objektet, som han jagter, er 'selvrealisering'. Hjælperen er eksempelvis hans  gamle mormor, der passe ham som barn, mens modstanderen er krigen og en fraværende far. Giveren er hans vilje, hans vædderagtige temperament, hans trang til selviscenesættelse.

   "Jeg vil godt have lov til at iscenesætte mig selv - og skifte skueplads, når det passer mig. Det er også en vigtig pointe i historien. Shakespeare siger, at verden er en scene, og sådan har jeg opfattet det. Den ideelle situation er, hvis man får lov til at skrive sit eget manuskript og selv instruerer det. Det værste er hvis andre skriver og instruerer - i hvert fald hvis man er indrettet som mig."

Associationen og optikken er klar. Manden har vundet berettige og fortjent hæder og anerkendelse for - som DR-dramachef - at have været primus motor for de mange fiktionsserie-successer som DR har haft i den sidste halve snes år. 

    Og Jens Lenler har naturligvis derfor også ladet Ingolf denne gang skrive sit eget manuskript.

Så føljeton-serie-fortællingen den helt rigtige form at fortælle hans historie i. Og naturligvis bygget over en berettermodel: 

• Anslag: Afsnit 1: 'Enegængeren'
• Præsentation: Afsnit 2: 'Ind på scenen', og Afsnit 3: 'Uden en far
• Uddybning: Afsnit 4: 'Den første sejr', og afsnit 5: 'Stormfulde noder'
• Point of no return: Afsnit 6: 'Farvel til musikken'
• Konfliktoptrapning: Afsnit 7: 'Fyret storskryder', og afsnit 8: 'Følg dit hjerte'
• Hovedscenen: Afsnit 9: 'Successen er hjemme'
• Klimaks: Afsnit 10: 'Den store sejr'
• Udtoning: Epilog: 'Det stopper aldrig´'

Jeg får under læsningen associationer til Poul Martinsen som jeg, efter at have interviewet i mange dage i løbet af efteråret 2005, til sidst spurgte om han "så sit liv som et eventyr?". Og han svarede: "Som et eventyr? Ja, det gør jeg faktisk."

   Når jeg stillede ham netop det spørgsmå, var det fordi han gang på gang konstaterede at han i forskellige sammenhænge i sit produktive liv havde været "heldig" - specielt når det så særligt sort ud.

   Jeg får også associationen fordi Martinsen havde "ondt i farforholdet" og blev pacet af sin mor og 7 år ældre søster til at blive "mønsterbryder".

For det er slående at  Ingolf Gabold i den grad har en barndom og ungdom som har alle de kendetegn jeg tidligere har opremset som typisk for den særligt kreative personlighed.

• ondt i farfoholdet/fadersavn - far er først tysk soldat og derefter i krigsfangenskab - og forlader moder og Ingolf for en anden dame.
• fly(g)tning - bliver flyttet fra et sprogsamfund (Tyskland) til et andet (Danmark) og skal undertrykke sit tyske sprog for at overleve
• intensivt fantasiliv - lyver over for kammerater i skolen for om sin far og sin tyske baggrund
• bliver mobbet i skolen for at være "tyskerunge" da det bliver opdaget.
• pacet af mor der er meget ambitiøs på hans vegne
• mormor forguder ham og bliver hans mentor.

At Ingolf ender med at være kreativ mangefacetteret: "flere personer i en", er klart. Han er søgende og afprøvende - usikker på sin identitet, men selvbevidst. Men som voksen personlighed en omvandrende opera, med dramatiske sceneskift, fremdrift i liv og handling, og bulder og brag-musik.

   At han må skifte liv og social ham sådan ca. hvert 7 år, genkender jeg fra mig selv. Der er mange paralleller og en ganske uforklarlig synkronitet i vores livs-vendepunkter. 

   Jeg kender det også fra mange andre kreative personligheder i min omgangskreds, som - efter nogle år i samme rolle eller funktion - bliver urolig og må flytte sig et andet sted hen - for igen at sidde i lort til halsen. 

    Til et sted og en funktion hvor der er godt  med modstand, konflikt, komplikationer, varsler gåder og tidsfrister. Og dermed fremragende udviklingsmuligheder. 

Da jeg mødet Ingolf (se foregående blogindlæg) var det i point of no return af hans livs spændingskurve. Og også i mit. 

   Den dramaturgiske teori siger at point of no return er midtpunktet i fortællingen, og at det er på det tidspunkt hovedpersonen skifter karakter - og for alvor tager kampen op og viser hvad han dur til. Det helt store plot- og vendepunkt.

Der er flere paralleller: Godt 10 år senere blev vi tv-direktører på næsten samme tid: Han for det store DR, jeg for den i sammenligning lille regionale tv-station TV2 ØST. Begge udnyttede vi de særlige unikke kvalifikationer som en næsten 10-årig lang fast beskæftigelse med dramaturgiens teori og funktion i gode historier havde givet os. 

  Mit job var mere overkommeligt end hans, og vilkårene meget mere taknemmelige. Jeg fik rimelig succes i mit job, som jeg forlod efter 6 år for at blive professor i journalistik i Odense.

  Ingolf blev dolket i ryggen efter mindre end et år i DR. Men - og det kendetegner den gode historie og den gode hovedkarakter - han kom stærkt tilbage og sejrede med vejende faner som dramachef.
  Endelig var der kommet total sammenhæng mellem ide, indhold, form og udtryk i personlighederne.

  Tillykke!