Sider

Viser opslag med etiketten Mette Lützhøft. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mette Lützhøft. Vis alle opslag

tirsdag den 27. marts 2012

Auken vs Nyrup - en gammel historie i nye digitale klæder

Blending er det sprogvidenskabelige begreb for dette at man kobler to ellers adskilte konceptuelle rum sammen i et tredje, og derigennem når ny indsigt, ny formidling, nye effekter. Når man bruger en metafor som bolighaj så er der tale om blending, når man laver dokudrama, så er det en blended genre.
   Somme tider virker det godt og befriende - øjeåbnende - at blende, og somme tider er det et flop. Men det er altid udtryk for kreativ tænkning.
   Christian Jungersens seneste roman 'Du forsvinder', som jeg skrev om for nogle blogindlæg siden, er også et resultat af blending. Den bliver anmeldt i dag i information af Lilian Munk Rösing, som ikke rigtig kan finde sin ben i forhold til blandingen:
Det hele er illustreret med  fotografier af sedler, mails, sms-beskeder, fagbogopslag, facebookprofiler, boligopslag m.m., som giver indtryk af dokufiktion.
   Så langt har jeg to problemer med bogen: Den fremtræder som en populærvidenskabelig fagbog forklædt som roman, og den plæderer tilsyneladende for en bioligistisk fundamentalisme, som jeg anser for at være direkte farlig.
 Udryk for blending i teksten: "dokufiktion", "fagbog forklædt som roman".

Det sidste ny eksempel på blending, her udtrykt i de sociale medier, fortalte Politiken om for nogle dage siden under rubrikken
HISTORIEN GÅR LIVE
Artiklen er af Mette Lützhøft.
   Ideen hun fortæller om bygger på den kreativ urformel: "Hvad nu hvis..."
   Det aktuelle eksempel kan man finde på Facebook: "Hvad nu hvis formandsopgøret i socialdemokratiet mellem Nyrup og Auken foregik i disse dage, og blev "dækket" minut for minut, time for time, med små korte one-liners på Facebook og Twitter? - Ja, så ville det se sådan ud som man her kan se:

Ophavsmanden til denne blandingsform af historisk faktuelt indhold og aktuel digital-social formidlingsform hedder Jakob Horn og er kommunikationskonsulent og historiker. Han forklarer i artiklen:
Det er en spændende og reel måde at fortælle historie på, fordi folk selv oplever den historieske begivenhed,  som den udspiller sig minut for minut, forklarer Jakob Horn.
   "Når man ser tilbage på det, der foregik for for 20 år siden, trækker man som regel de væsentlige begivenheder ud. Det giver et forvrænget billede af begivenhedernes gang. På Twitter og Facebook kan man lade historien udspille sig i realtid.
Man kan vel godt kalde genren for en moderne afart af dramadokumentaren. Og man kan i hvert fald godt diskuterer om det at trække det væsentlige ud, er en "forvrængning", mens det at lade historien "udspille sig" i en 20 år forrykket "realtid", til gengæld ikke skulle være en "forvrængning".

Det er 20 år siden det foregik i virkeligheden: formandsopgøret der førte til at Nyrup slog Auken ved en ekstraordinær kongres. Det var uhørt den gang, og blev af mange betragtet som et kup - og som en kniv i rygge på Auken - gennemført af modstandere der mente at den eneste måde det var muligt at vælte den borgerlige Schlüter-regering på, var at udskifte ham med en ny formand for socialdemokratiet, som havde større tillid i offentligheden, i det socialdemokratiske bagland og - ikke mindst - hos de radikale.
   Det er et sjovt eksperiment at opdatere og aktualisere historien gennem en fiktiv Twitter og Facebook-dækning. Og i følge artiklen i Politiken er denne form inspireret af de sociale mediers måde at fungere på i og omkring nutidige dramatiske begivenheder som fx "det arabiske forår".

Jeg er i tvivl om det fungerer. Jeg synes der kommer til at mangel for meget kontekst som avislæsere og tv-seere havde den gang via længere baggrundsartikler og indslag, til at man for alvor opnår den indlevelse som er formålet. Kontekstinformation som man skal altså have i forvejen og kunne genkalde sig umiddelbart, for at kunne blive grebet af spændingen og nyde oplevelseskvaliteterne ved formen.

Artiklen i Politiken fortæller så også at ideen for så vidt ikke er helt ny: I USA og England har man haft tilsvarende eksempler på Facebook- og Twitter-dækning "fra slagmarken under Første Verdenskrig, fra de skæbnesvangre timer inden Titanic sank, og fra øjeblikket, da det første menneske gik på Månen."
   Og ifølge artiklen er der flere eksemler som med succes har været anvendt til undervisningsbrug.

En af de mest succesfulde er Alwyn Collinson som for 3/4 år siden påbegyndt et 6-årigt projekt med at tweete og facebook-dække 2. Verdenskrig. Ifølge Politiken har han nu 228.000 "followers".

Se mere:
og


tirsdag den 13. marts 2012

Struense som gæst i talk-show-teater - blended historieformidling

På forsiden af Politiken kulturtillæg i går, var der en artikel som fortalte om et smukt eksempel på faglig formidling gennem genremæssig blending.
   Rubrikken var i citationstegn:
"Struense ville aldrig have haft en spindoktor"
Artiklen fortæller om en ny historisk vidensfestival i Aarhus, arrangeret af Folkeuniversitet, Aarhus Universitet og en række kulturinstitutioner i fællesskab.
   Artiklen, skrevet af Mette Lützhøft, starter "in media res" - i form af en scenisk beskrivelse:
Johan Friedrich Struense har rejst sig op fra den røde designerstol.
   "Det er for gement, Krause, at du bringer denne her sag frem", tordner han.
   "Vi havde aftalt at dette talkshow skulle handle om mi liv som læge."
   Han skyder brystets flæser og slø'jfer frem og tager nogle hurtige skridt væk, så han indtager scenens midtpunkt.
   "Men i virkeligheden er Deres hensigt blot at bore i mit forhold til dronning Caroline Mathilde," konkluderer han.
   Journalist og politisk kommentator Niels Krause-Kjær, manden der netop har stillet Struense sit spørgsmål, drejer sig en halv omgang på stolen.
   "Jamen, det hænger jo uløseligt sammen med dit fald fra magten," prøver ha og vifter bestemt mod den tomme stol på scenen.
   "Sæt dig nu ned."
   Struense, iført jakke med guldborter, spænder på skoene, og pudret paryk, makker ret, om end med en smule modvilje. Talkshowet skal vare en time endnu, så det går ikke, at hovedpersonen skrider. Slet ikke når Niels Krause-Kjær, som han påstår i starten, harbruge krudt på at hente den for længst afdøde livlæge for kong Christian VII op fra graven, så han kunne medvirke i dagens hstoriske talkwhow i Musikhuset i Aarhus.
Der er tale om en teaterforestilling, Struense spilles af en skuespiller, men Niels Krause Kjær spilles af - Niels Krause Kjær. Og formålet er ikke "kun" at underholde, men som på Holbergs tid: at gavne og fornøje. Dvs. at oplyse om den del af 1700-tallets danske historie, som havde kongens livlæge som en slags hovedperson.
    Stykket bygger på historikeren Ulrik Langens bøger. Han forklarer om hvad fidusen er ved denne sære genreblanding er:
"Når man laver en film eller et teaterstykke over historiske begivenheder, er man nødt til at binde det op på personer og deres følelsesmæssige dramaer. Men i et talkshow får man både den personliggjorte fortælling, de større sammenhænge og indblikket i datidens magtstruktuerer. Man får kommentatorsporet."
Instruktøren Bent Nørgaard har skrevet versioneringen af historieforskerens bøger, fortæller om denne blanding af fakta og fiktion:
"Det har været sindsygt sjovt at lege med formen. Struense er jo en teaterfigur, hvor Krause er virkeligheden. Udfordringen var at få balancen mellem de to i orden, så det det udvikler sig til et talkshow med både nutidige og historiske elementer."
Instruktøren fortæller videre at rigtige talkshow-formaterer og værter har været inspirationskilder: "Her er dit liv", "Ophra" og "The Late Show" med David Lettermann.

Historikeren Ulrik Lange har lært noget af eksperimentet: "Historikerne skal blive bedre til at gentænke vores udtryksmåde. Vi skal kunne koge vores budskab ned til et koncentrat, for det giver gennemslagskraft og vækker interessen hos folk."
   Det er præcis det dramaturgien kan gøre ved et "stof".

Altså: 4 genrer og fortælleformer er her blandet sammen: teater (fiktion), talkshow (tv-underholdning), reality (Krause-Kjær) og fakta (1700-tallets Danmarkshistorie. Ved at se på, anskue og forstå Danmarkshistorien gennem den optik som talkshow-formatet leverer - med en reel journalist som været, så bliver det muligt at formidle historien på en måde der når bredere ud end den akademiske historieskrivning.

Jeg minder om det teater-eksperiment som magasinet Zetland stod for, for en måneds tid siden, og vil gentage til maj: "Zetland Live". Se: