Hvorfor scener i film virker så stærkt på os - her er nøglen til dramaturgiens gåder

"Jeg handler og føler ligesom ham." - "Han tænker og føler nok ligesom mig." To udsagn der stort set betyder det samme! Eller gør de? Svaret er nej!
   Begge udsagn - begge konklusioner - er mulige når vi ser en person optræde i en scene på fx et biograflærred.
   Det første udsagn bygger på spejlneuronernes virkning. De aktiverer den del af hjernen som styrer vores handlinger - præmotorcortex, når vi ser andre udføres disse handlinger. Det virker som om vi får installeret et program for en handling, og det eneste der mangler for at udføre den handling vi ser en anden gøre, er at nogen trykker på "enter"-knappen. Altså at vi efterligner den.
    Det andet udsagn bygger på det som defaultnetværket kan, nemlig trække på egne erindringer og i fantasien forstille dig at en anden har tilsvarende. Det kan lade sig gøre fordi der i defaultnetværket er installeret det der hedder TOM - "the Theory of Mind", dette at alle mennesker som er nogenlunde ved deres fulde fem, går ud fra den grundantagelse når de selv tænker, handler og føler i en bestemt situation, at sådan vil et andet menneske tænke, handle og føle under tilsvarende omstændigheder.

Jeg synes jeg her på det sidste er kommet til nogle klare erkendelser om hvad det er der sker og kan forklare hvordan og hvad der gør at fx. en god spillefilm virker som den gør. Altså jeg er kommet nærmere til at kunne levere et neuroscience-grundlag for den dramaturgi og dens virkninger på seerpublikummet, jeg har undervist i i mange år - og troet på - uden at have andet end ret diffuse eksterne referencer til at underbygge det med.
   Ny synes jeg så småt jeg har det der er så moderne i dag at have for udsagn: evidens. 

Begge de to simulerende netværk - spejlneuronnetværket - og defaultmode-netværket - skal være aktiveret og deres indvirkning kompletterer hinanden og arbejder sammen om at levere den flow-oplevelse som kendetegner den mentalt opslugende oplevelsen ved at se en god film.

   Det er en oplevelse som er kendetegnet ved at man glemmer sig selv og tid og sted - til fordel for at "gå op" i en anden verden - i et eller flere andre "selv" og en anden tid og andre steder som filmen indvier en i. Og denne "gåen op" indebærer også at vi påvirkes følelsesmæssigt som om vi var den person vi ser på filmen.

Spejlneuronoplevelsen/-effekten kan formuleres sådan: "Jeg handler og føler ligesom dig" - det er effekten af den simulation i præmotorcortex som spejlneuronerne aktiverer ved at jeg ser en anden handle målrettet og gennem mimik og gestus udtrykke følelser. Denne aktivering af spejlneuroner er automatisk og foregår under bevidsthedsgrænsen. Den foregår stærkest ved direkte visuel og lydlig perception. Er væsentlig svagere aktivering - men den er der - når man læser om at en person udfører den handling eller udtrykker disse følelser.

JEG KIGGER UDAD OG IAGTTAGER ANDRE FOR AT KUNNE FORSTÅ MIG SELV GENNEM DISSE ANDRE

Denne intuitive forståelse skyldes spejlneuronerne og de simulationer af handlinger som deres aktivering indebærer.

Default-mode-netværkets måde at fungere på kan formuleres sådan: "Du som jeg ser og hører, tænker og føler nok ligesom mig".
   Det er effekten af at defaultnetværket "ser indad" og har referencer til ens mentale indre ressourcer: til egne erindringer, fantasier, Theory Of Mind (TOM), fremtidsprojektioner, moralske overvejelser, etc. - når hjernen via perception eller verbal beskrivelse konfronteres med oplevelsen af andre der taler eller agerer eller samspiller med dig i en social situation. Dit default netværk simulerer deres indre processer  som lig dit eget indres processer.

JEG KIGGER INDAD OG REFLEKTERER OVER MIG SELV FOR AT KUNNE FORSTÅ ANDRE GENNEM MIG SELV

Deri ligger forklaringen på hvorfor vi i undervisningen i dramaturgi, skal gøre så meget ud af betyndingen af handlingsbårne scener som det den dramatiske fremstillingsmåde er kendetegnet ved at levere. 

   Og det er også forklaringen på at det har et klart neurologisk grundlag når vi prædiker for de skrivend journaliststuderende: Don´t tell, show. "Show" skal oversættes til: Fortæl i handlingbårne scener.

Jeg citerer igen James Gearys meget klar sætning om dette, men nu skifter jeg "read a story" ud med "ser en film" - "watch a movie":

When we watch a movie, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while watching and viewing, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand movies by imaginatively acting them our in our minds. Movies er rehearsals for real lilfe.

"Acting out in our minds" - "rehearsals for real life".
     Citatet - her i revideret udgave, har James Geary formuleret i sin bog "Metaphors We Live By" - på baggrund af læsning af den forskning der har opdaget spejlneuronerne, og hvordan de virker. En tilsvarende sætning burde kunne laves på baggrund at forestillingen om hvordan the default mode network fungerer.

   Det er jeg bare ikke i stand til lige nu, men det virker ikke hel umuligt at det kan lade sig gøre.

Det må vel være noget i retning af at det mentale indre blik - den selvreflekterende sans - som vi kigger indad med når vi tænker alt det som default mode netværket gør, og det ydre blik - synssansen - som vi oplever filmen med som om den var virkelig, at de to "blik" spiller sammen, så det ydre blik gør det muligt for det indre blik at se filmen som om den var en del af dit eget indre, eller som om du havde transformeret dit eget indre ind i filmens univers og handling. 

Det lyder sgu meget godt!

Spejlneuroner og børnehavepædagogik - ifølge Annette Hauerberg

Det er en fed oplevelse når man læser en kronik hvor forfatteren er nået til erkendelser og har gennemgået erkendelsesforløb som ligner dem man selv har.

   Det gælder fx Anette Haurberg, der har skrevet en kronik i Politiken i tirsdags. Rubrikken:

Alle voksne er levende forbilleder

Den kan jeg godt lide.

   Hvem er Annette Fauerberg? Googling giver ingen ting. Men ifølge Politiken er hun "pædagog og lærer", tidligere leder af børnehave.

    Hun er en klog dame, belæst i neuroscience, og skriver rigtig godt, som starten her viser:

Det er formiddag, og alle børn er ude, en af de voksne er ved at tage lejeredskaberne frem, en anden er på vej med de sidst børn, da jeg inde fra børnehavens vindue kigger ud og opdager et fantastisk syn: Alle børn ligger på knæ i en kreds rundt om en håndværker, mens han studerer et kort over grunden. Børnene har alle indtaget samme stilling som ham ...

Hvad er det der suger dm ind i kredsen omkring den fremmede håndværker?

Er det måden han agerer på, hans koncentration og optagethed af sit virke? Er det hans synlige og for børn gennemskuelige arbejde, der for dem giver mening, er fysisk muligt at efterligne og derved inspirerer dem - for eksempel til korttegning og flere nye lege?

Jeg tænker straks "spejlneuroner" som håndværkerens fysiske adfærd aktiverer hos børnene. Og ganske rigtigt længere inde i kronikke har Annette fat i dem. 

    Anette Hauerberg konstaterer hvor vigtig mimetisk indlæring er fra børn er helt bitte små. Og hun modstiller børnene der er vildt optaget af håndværkerens fysisk adfærd og handlinger, hvordan vi voksen - også pædagoger - ellers tænker:

De fleste børn forklarer børn mangt og meget. Vi forfalder let til at forklare den treårige, at månen skifter form, fordi jorden drejer rundt om solen, eller far bærer den yngste ind i børnehaven, samtidig med at han forklarer hende, hvad de skal i aften, og at han kommer hjem klokken fire.

   Men børn lærer ikke meget af forklaringer, og vi voksen kan derfor hører os selv sige: "Det har jeg jo fortalt dig, det ved du godt". Ja, vi har fortalt det, men barnet har ikke forstået det, fordi små børn lever i langt mere i handlinger og følelser end i ord. (...)

   Børn tilegner sig først og fremmst forståelse af verden gennem deres handlinger og sanseindtryk.

Annette har utvivlsomt læst (et referat af) Giacometti Rizzolati og Corrad Sinigaglia´s bog "Mirrors in the Brain - How our Minds Share Actions and Emotions". Og forklarer lige ud af landevejen hvordan spejlneuronernes og dermed "efterligningens betydning for barnets udvikling og læring samt bevidstheden om, at spejlneuronerne giver os en mulighed for læse andres hensigt":

Ser du nogen spise is er der neuroner i hjernen, som imiterer følelsen af at spise is. Ser du nogen slå sig, vil du uvilkårligt selv fortrække ansigtet i smerte. 

   Det forklarer rigtig meget,som har været et mysterium. For eksempel ved vi, at børn lærer gennem at efterligne. Nu ved vi, at der er en hjernemekanisme som er 'designet' til det.

Anette Hauerberg referer til en bog på dansk: "Hvorfor jeg føler det, du føler", som hun siger er den første på dansk om spejlneuroner. Af Joachim Bauer, psykiater og profesor i medicin.

Spejlsystemerne kan kun indspejles når de kommer fra levende forbilleder, fra biologiske synligt handlende aktører, forklare AH videre. "Små børn har altså brug for tilstedeværende levende omsorgspersoner":

De har brug for at lære sig selv og andre at kende gennem deres livtag med omgivelserne. De har brug for at gøre livsnær erfaringer sammen med mennesker, der laver fysiske aktiviteter som at grave og plante i have, feje blade sammen, reparerer og lappe cykler, synge, male legehuse, snitte grene til huler og snobrød, strikke og hækle, lægge erantisløg og vintergæk, følge årstiderne, lave mad, bage m.m. Når disse opgaver er så gode for børn at være i nærheden af, er det fordi de inviterer til efterligning. 

Og selve det opleve at man kan efterligne, tror jeg der i sig selv er en belønning i - i form af lykke-stofferne i hjernen der er en del af oplevelsen af at være i flow. 

Anette supplerer med flere egenerfaringer der understøtter betydningen af at børn lærer og udvikler ved at iagttage og imiterer andre - voksnes - handlinger.

Jeg får mindelser fra da min datter var netop 2-3-4 år gammel. Fruen havde den gang den vane at når hun skulle være kreativ og skrive manuskripter, så gik hun i haven og gav den den store forårs-, sommer- og efterårs-make over. Faktisk lignede vore have næsten altid slagmarkerne under første verdenskrig. 

   Datteren der som sagt kun var en 3-4 år, var dybt fascineret og optaget. Og bad altid om at få besked om hvad hun skulle og kunne gøre. Havde hu så fået et bed til lugning, så var hun effektiv og de bede hun lugede, var i befriet for ukrudt som var det fruen der selv havde gjort det.

  Vi boede den gang i et sommerhusområde der var gradvist var ved at blive til helårsparcelhuse. Men et af sommerhusene der stadig blev brugt til det, var nabo til vores, og hvert forår flyttede "Herdis" ud i sit sommerhus og begyndt på sin forårs-klipning, -studsning og -lugning af haven. 

   Og vips! Lige så snart hun var flyttet ind, så levede min datter næsten døgnet rundt inde hos Herdis. Og ind fra vore side af hækken kunne vi høre hvordan der blev spurgt og instrueret i en lind strøm af oplevelsesfuld læring.

Jeg tænker så også på hvorfor diverse alle disse moderne make-over-program-formater, madprogrammer, Ryge Petersen-programmer, Bonderøven, etc. ja, hele reality-tv- udviklingen er så umanerligt populære. 

   Og jeg er ikke i tvivl om at det er spejlneuronerne som bliver "rørt" og "spillet på" - med direkte adgang til vores følelser - ved at vi ser andres konkrete målrettede handlinger under gør-det-selv-bearbejdning af materialer, planter og dyr.

Anette Hauerberg forklarer at 

...børn føler for det meste sympati for virksomme voksne, fordi de forbinder sig med handlingen. For en femårig er det langt sjovere at have en onkel, der kører motorcykel end en, der har det store kort. 

   Vi husker bedre konkrete oplevelser end abstrakt viden,

   (...)

Alle voksne er levende forbilleder, uanset om vi ønsker det eller ej! Om vi gør noget godt eller mindre godt, så bliver det optaget og efterlignet. Mange har sikkert oplevet den lidt pudsige situation at sætte sig på hug for at tale med et mindre barn, som derefter selv sætter sig på hug - og man er lige vidt.

   (...)

Der må gribes, før der kan begribes. Vi må begynde med handlingen og gennem vore daglige meningsfulde gøremål lade børnene lære verden og sig selv at kende. Til disse handlinger knyttes følelser, evner og erfaringer, der alle virke ind på både krop og sjæl.

AH skriver utroligt godt og konkret og illustrativt. Erfaringsprog med afsæt til vidensprogs-generaliseringer. Det fungerer umanerligt godt. 

   Og selvfølgelig ikke mindst. Det er lige vand på min mølle.

Mocumentary i radioen - hvor frækt og sjovt

Dem der følger denne blog ved at blandingsgenrer i medierne altid har optaget mig, så meget endda at jeg en gang har skrevet en hel bog om "Faktion som udtryksmiddel".

   En af tv-blandingsgenrerne har navnet "mocumentary", som i selve begrebet fortæller at det er en genre hvor man gør brug af den dokumentariske form, mens indholdet er fiktivt - fantasi - men næsten realistisk. I hvert fald så realistisk at det kan "drille" ("mock") publikum.

   Og blandingen har ofte en selvreflekterend kritisk metafunktion i forhold til medierne selv eller blandingen er ironisk vendt mod samfundets stive institutioner og roller når de udtrykker sig officielt.

  Det var fx meget karakteristisk for Poul Nesgaard, Per Schultz og andre kreative og skæve hoveder i TV-Ungdomsredaktionen i slutningen af 70´erne og begyndelsen af 80´ernne.

Igår eftemiddags  da jeg kørt hjem i bil på Sydmotorve blev jeg fuppet i radioen - af et radio-mocumentary. I programmet "Skønlitteratur på P1".

   Jeg hørte et ret interessant interview med en fagbogsforfatter, som havde udgivet en afslørende debatbog om at der var fusket med Nobels testamente, sådan at den litteratur han i virkeligheden ønskede at belønne med sin pris SF, Fantacy, Krimi, Gotiske romaner o. lign. Altås på den tid: Jules Verne og H.G. Wells fx. Eller Scherlock Holmes-serien. Eller Edgar Allan Poes gysernoveller.

   Efter vel 10 minutters tid, blev det så afsløret at interviewet var fup. Forfatteren var rigtig, Karsten Wind Meyhoff, han havde ganske vist også skrevet en bog der i autentiske detaljer og med fake-dokumentation beskrev hvordan Nobels testamente af det litterære establishment var blevet rettet til og omredigeret, så det kun var fin-litteratur der kunne belønnes for høj kunstneriske kvalitet. Men altså imod Nobels oprindelig erklærede ønsker og smag som bogen hævdede var mere folkelig og fantasi-orienteret.

   Det fakede interview i radioen som jeg altså troede på indtil det blev afsløret af interviewer og forfatter i fælleskab, præsenteres som nedenfor på netsiden der forannoncer programmet "Skønlitteratur i P1.

   Denne tekst fortæller også som om bogen refererer til en autentisk virkelighed som er holdt skjult og hemmelig af konspiratoriske finlitterære kræfter, et establishment der på den måde meler egen kage - mens de populære forfatter som de ovennævnte, holdes ude for altid.

Skulle J. K. Rowling have Nobelprisen?

Forfatteren Karsten Wind Meyhoff har netop udgivet en litterær reportage, der bringer os på sporet af snyd og svindel i Nobelkomiteen, der uddeler verdens største litteraturpris. Han afslører, at populære forfattere som J.K. Rowling, Agatha Christie og Mark Twain rent faktisk skulle have haft prisen, hvis gamle Alfred Nobel havde fået sin vilje - han ønskede nemlig, at prisen skulle gå til underholdningsromaner, science fiction og fantastisk litteratur.

   Eller hvad? Hør Karsten Wind Meyhoffs historie, der både handler om en saunaklub for vinterbadere, litterære konspirationer - og konstruerede reportager i genren mockumentary.

Det at man hopper på den, indebærer jo mentalt set konceptuel blending. Man synes nok det er lidt for fantastisk til at være sandt, men programrammen og personernes troværdige replikskifter under interviewet gør at man undtrykker sin skepsis. Og når det så afsløres, så får man en aha-oplevelse; "Min undertrykt anelse var rigtig, men tænk at jeg er så let at fuppe."

    Det er det der i dramaturgien kaldes et set up - pay off-forhold

George Orwells berømte radio-feature "Klodernes kamp", baseret på H.G.Wells roman, var og er jo en klassiker inden for radio-mocumentary-genren. Og medførte, efter sigende, adskillige dødsfald da den blev sendt, fordi nogen lyttere fik hjerteslag af skræk og andre blev så forskrækkede at de fór ud på gaden fra deres hus og slog sig ihjel.

  Og gad vide om den ikke både har inspireret Karsten Weyhoff i første omgang til at skrive sin mocumentary-bog, og  inspireret litteraturredaktionen til i anden omgang at opfinde et fake-radio-interview med forfatteren.

Jeg kan huske og referere til radio-mocumentary´s fra "gamle dage" i DR:

Thomas Haugaard hvis fyldige gode stemme stadig høres, lavede som interviewperson et radiointerview som i min båndsamling heder "Den ammende mand". Han blev interviewet af en anden mocumentary-personlighed, Jan  Krag Jacobsen, i ramme af det daværende P1-eftermiddagprogram Familiespejlet.

   Thomas meddelte i starten af interviewet med en stemme der meget autentisk udtrykte tøven og generthed, men også en vis stolthed, at han havde fået indopereret mælkekirtler i sine bryster for at kunne være på lige fod med sin kone i forhold til deres næsten nyfødte baby. Og faktisk sad han og ammede barnet (sådan lød det for lytterne) mens DR´s reporter interviewede ham om sine overvejelser og omgivelsernes reaktioner på dette ret store kirurgiske indgreb for kønssligestillingens skyld.

   Det typiske baby sutter bryst hos mor-lyde, fungerede som lyd-bevis for historiens autenticitet.

   En redaktør fra Radioavisen hørt Familiespejlets nyhedsværdige interview og ringede op til dem og bad om mandens telefonnummer, så de kunne få ham i radioavisen. Der var perspektiv i den historie.

   Det her blev lavet i en periode hvor hele samfundet af præget af feministisk debat og synspunkter og de bløde mænd blev både hyldet og set ned på.

    Sikken en radio-metafor der her blev lavet  i forhold til den debat. Blending så det batter.

Et tredje eksempel jeg husker det var radioens Ungdomsredaktion der i en Påskeferie lavede radiointerviews og reportager fra en række fiktive men realistisk lydende fængselsceller i Vestre med unge mennesker som myndighederne havde interneret der fordi disse celler var tomme og ledige (de rigtige fanger var på udgang og med fisketur i øjnene).

   Nyheden som denne fiktive men helt realistiske reportage tog afsæt i, var at flere og flere forældre var trætte af at være sammen med deres børn i ferierne, og ønskede at holde Påskeferie uden børn, og derfor havde ønske om at få dem afsat og passet. Og så havde fængselsvæsnet tilbudt deres for tiden tomme celler.

   Rigtig mange lyttere reagerede med forargelse, husker jeg.

Endelig må jeg nævne at jeg selv sammen det skæve og kreative hoved Morten Hartkorn der den gang var journalist på TV-Avisen, på en række faktionskurser lavede rollespil hvor vi snød med hvem der var hvem (journalist/akademiker) som af og til gjorde deltagerne stik-tossede fordi deres mentale virkelighedsforankring var røget sig en tur efter vores indledende rolle-mocumentary.

NB! Jeg har tidligere skrevet om aprilsnarrens dramaturgi på

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

Og der er kun ca. en måned til 1. april

Og hvor fra ved du i øvrigt at dette indlæg er autentisk og skrevet af mig? Jeg sidder jo og slapper af i Sydafrika, det er sikkert og vist.

Dine forestillinger om dig selv er et produkt af samarbejdet mellem default netværket og spejlneuronetværket

Også i en kladde fandt jeg et citat som refererede til "simulation", "default network" og "mirrorneurons". Og som fremførte en teori om at de to neurale systemer interagerer og abejder sammen om at producerer vores selv-identitet gennem simulationsmekanimer. Her kommer det indledende abstract:  

Searching for an integrated self-representation

Recent inquiries into the nature of self-representation have put forward a new and interesting conceptualization of the self, as a “center of gravity” of one's private and social behavior. We review recent neuroimaging work that has suggested interactions among brain regions comprising the default state network, including medial and temporo-parietal cortical regions and the mirror neuron system including lateral fronto-parietal regions as two interacting neural systems that work in concert to produce a cohesive self-representation through simulation. Simulation processes—broadly construed here as using existing representations as templates for understanding novel information—are instantiated by these brain systems across a wide range of domains including time, space, physical and social, giving rise to the multifaceted Self that we all are. Accumulating evidence also suggests, that these simulation processes are used in a multitude of cognitions that constitute the self, including autobiographical memory and prospection, perspective taking, understanding other's actions and mental states and embodied self-representation.

Det er en interessant artikel som refererer en stor bunke andre artikler som samlet argumenterer for at vores selv er et produkt af samspillet mellem Derfault mode netværket og spejlneuronnetværket som komplementerer hinanden. Artiklen betrager også simulation som den proces der gør det muligt for os at forstå hinanden og forstå os selv i tænkte situationer. Her et citat fra længere nede i artiklen

Based on the property of mirror neurons to internally simulate actions performed by others, it has been proposed that the MNS may provide the link between the physical representation of the Self as related to the physical representation of others.7,38,39 In fact, the MNS and the default network show opposing patterns of activation during the process of self-other distinction, such that mirror regions show increased activity to “self” relative to “other,” while default network regions deactivate less to “other” relative to “self.”38

Artiklens konklusion er at alle de mentale processer som er afgørende for vores oplevelse af vores selv, har karakter af simulation som er afhængig både af defualt neværket og spjelneuronetværket:

We have attempted to outline a common thread linking aspects of the self across the domains of time, space, physical embodiment and the social world as may be accomplished through a simulation mechanism. In our interpretation of the process of simulation, the self uses available knowledge as a template for processing, representing and understanding new information. Whether simulation involves self-projection in time for the purposes of planning the future, or projection of a perceived image onto the self-image during self-other differentiation; at their core, mental time travel, perspective taking, self-representation and mentalizing are all cogitations that in the broadest sense appear to involve a simulation mechanism. These high-level functions rely on a distributed network of brain structures, including the medial prefrontal cortex, medial temporal lobe, parietal regions and the temporo-parietal junction forming the core of the default mode network, and the posterior inferior frontal gyrus and inferior parietal lobule forming the core of the human mirror neuron system.

 http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2734050/?tool=pubmed

Hvad er de kognitive funktioner som default netværket varetager?

Jeg fandt en "kladde" her på min blog som udelukkende bestod af et langt citat fra en videnskabelig artikel om "the default network" og hvad det er for nogle mentale og kognitive processer det tager sig af.

   Jeg kører den lige igennem og "oversætter" lidt undervejs:

The current set of analyses provides converging evidence that DMN regions are engaged with specific cognitive behaviors. These behaviors may not be limited to those observed here, but may also include related processes such as moral decision-making (Greene, Sommerville, Nystrom, Darley, & Cohen, 2001), fictional narrative simulation (Mar & Oatley, 2008; Mar, 2004), or mind-wandering (Christoff, Gordon,Smallwood, Smith, & Schooler, 2009; Mason et al., 2007). 

Altså her nævnes tre specifikke kognitive funktioner som DMN tager sig af:

• moralsk vurderinger og beslutninger: "Hvad ville være det rigtige at gøre hvis...."
• simulation af fiktionshistorier: "Vi leger at vi er på vej til månen, du er kaptajn på rumskibet..."
• dagdrømme og tankeflugt: "Hvad var det egentlig jeg lavede i går, men måske skulle jeg heller tag til stranden, hvem mon kommer med til mødet i aften..."

Men hvad tager Default Mode Nework sig ellers af?

In order to determine the neural (in)dependence of these processes, however, neuropsychological investigations into co-occurring autobiographical and interpersonal deficits with compromised functional integrity of the midline, and lateral parietal and lateral temporal cortex are also necessary. Our analyses were designed to investigate the neural mechanisms underlying autobiographical memory, prospection, and theory-of-mind, and to determine if these domains rely upon a pattern of brain activity operating within the DMN. The results provide the first direct evidence to support previous independent observations that projection of the self into the past, the future, or the minds of others engages a common set of brain regions largely overlapping with the DMN (Spreng et al.,2009; Buckner & Carroll, 2007). 

Altså: deres undersøgelser viser at mental projektion af selvet ind i fortiden, inde i fremtiden eller ind i andres sind, engagere et fælles sæt af hjerneområder som falder sammen med Default Netværket.

Her refereres også til den sevlbiografiske hukommelse, og "theory of mind" og "prospection".

   "Theory of mind" er det mentale fænomen at man har en forestilling om at andre har et sind der er indrettet ligesom ens eget, hvilket betyder at man antager at hvis man selv vil føle og tænke noget i en bestemt situation, så vil en anden i samme situation nok tænke og føle det samme.

    "Prospection" går på det mentale fænomen at man kan forestille sig egne mentale, emotionelle og kognitive processer i en forventet fremtid:

....to have prospection abilities, which permit anticipating future mental processes and motivational and emotional states. For instance, we can evaluate future outcomes in light of the motivational state we expect to have when the outcome is collected, not (only) when we make a decision. Consequently, we can plan for the future and choose to store food to be consumed when we expect to be hungry, not immediately. Furthermore, similarly to any expected outcome, we can assign a value to our anticipated mental processes and emotions.

Pointen er at vi ikke blot kan forestille os hvordan vil f'øle i en given fremtidig situation, men også tillægge de forstillede følelser positiv eller negativ værdi.

Task-related functional connectivity analysis revealed reliable correlations within the core regions of the DMN, and only two nodes in the task-positive network, suggesting that the DMN was engaged during our experimental conditions, but not the task-positive network. The present study does not directly compare the experimental tasks with “rest.” Although preand postscan questionnaires have helped clarify resting state cognition (e.g., Andrews-Hanna, Huang, Reidler, &amp Spreng and Grady 1121Buckner, 2008; Mason et al., 2007), we remain unsure what people do while resting. 

    In order to circumvent this issue, novel techniques and analyses are needed to assess default cognition and its neural associations. For example, one study assessed the overlap between episodic memory and theory-of-mind tasks, and then determined peak activity!s relationship with the DMN using resting state functional connectivity analysis (Andrews-Hanna, Saxe, Poulin, & Buckner, 2007). 

     The present set of analyses provides converging evidence that the neuroanatomical correlates  of autobiographical memory, prospection, and theory-ofmind are shared and that the DMN is involved in the processing necessary to carry out these specific cognitive behaviors. This sharing of neural resources may allow remembering the past and imagining the future to provide a “long view” in decision-making, over and above stimulus–reward driven behavior, thereby facilitating theory-of-mind and promoting social cooperation (Boyer, 2008).

Her har de altså fundet ud af at de tre processer: den selvbiografiske hukommelse, even til at forestille sig selv mentalt i fremtiden, og evnen til at forestille sig andres mentale setup som ens eget, alle udspringer af og er aktive i default-netværket

http://www.people.fas.harvard.edu/~spreng/Publications_files/Spreng_Grady_JOCN_2010.pdf

Erfaringssprog så det lyser... to kreative kronikker af hhv. Marlene Duus og May Johson

De fleste kronikker læser jeg ikke. Det er sproget det er galt med. Det er for abstrakt, for teknisk, for fuld af fagudtryk. Kedeligt.

   Men ind i mellem siger det "flash". Man går i gang med første linie, og så går man i læse-flow. Det skete fx i går. Kronikken var af Marlene Duus. Rubrikken lød:

Får offeret også en chance til?

Sproget er et fortællende erfaringssprog. Alle ord er i "øjenhøjde" med den virkelighed jeg også lever i. Sådan begynder kronikken:

Han maltrakterede min krop og mit ansigt med et tungt vandrør. Dernæst kastede han min bevidstløse krop ud fra tredje sal. Det er tre år siden. Jeg var godt i gang med min karriere i modebranchen, var aktiv og livsglad. Det liv eksisterer nu kun i savn og billeder.

   I dag er jeg 50 procent invalid, og i en alder af 29 er jeg ikke længere i stand til at arbejde. Efter tre år med omfattende operationer kan jeg starte i genoptræning på et hjerneskadecenter. Gerningsmanden er derimod efter samme tre år reelt en fri mand, selvom han fik en dom på seks års fængsel. Hos stjernekokken Claus Meyer får han en læreplads som belønning for at have afsonet halvdelen af en i forvejen alt for kort straf. Claus Meyer er glad og stolt.

    Hvorfor vælger jeg at stå frem og fortælle min historie? Jeg kan ikke tie længere.På trods af, at det indebærer en personlig sikkerhedsrisiko, vælger jeg nu at tale. Nogle ofre må stå frem, for sandheden er, at Danmark – set fra offerets synsvinkel – har udviklet et forfærdeligt retssystem, som i mit tilfælde gør det endnu sværere at komme videre. Problemet er nemlig, at vi fuldstændigt har glemt, hvem vi skal hjælpe. Det burde ellers være let:

   1. Hjælp offeret. 2. Hjælp gerningsmanden. I Danmark er det desværre lige omvendt, og det er min historie et eksempel på. Her er min historie.

Det er en effektiv begyndelse. Et resume af en grusom historie. En skæbne i en grundlæggende uretfærdig verden. Så folder Marlene den ud i en fortælling der zoomer ind på detaljerne, historien går næsten i slow motion

Det er midt i myldretiden en tidlig morgen 19. november 2008. Frederiksberg summer af aktivitet, bilerne fylder vejene, og cyklisterne kører i lange slanger på cykelstierne. Folk er på vej på arbejde, til skole, ud til en ny dag, der for de fleste mennesker er som alle andre. Jeg er i min lejlighed iført nattøj. Min veninde har overnattet og senere samme dag skal jeg hjem. Hjem til min familie. Jeg har fået et par dage fri fra arbejde.

   Jeg står i gangen og tager afsked med min veninde, da lynet slår ned. Min ekskæreste dukker pludseligt og uden varsel op i døråbningen. Han holder et stort, rustent jernrør i hænderne. Med sindssyge øjne begynder han at slå vildt omkring sig.

   Min veninde prøver at stoppe ham. En helt umulig opgave. Han er som besat. Hun slipper ud af lejligheden og flygter ned af de mange trapper, mens hun råber og skriger efter hjælp. Jeg råber og skriger også – for mit liv.

Ja, læs kronikken til ende på adressen:

http://politiken.dk/debat/ECE1545204/faar-offeret-ogsaa-en-chance-til/

Det er sproget der gør det. Og selvfølgelig også at Claus Meyer bliver taget som retorisk gidsel fordi han har give voldsmanden en læreplads. Stor debat. Marlene Duus kom også i Aftenshowet.

En anden kronik i Politiken fra den 18/11/0. Jeg klippede den ud og gemte. Og kunne ikke få den ud af hovedet. Det var også sproget. Det sprog der gør et andet menneskes virkelighed til læserens, til din. 

   Den er skrevet af Amy Johnson. Rubrikken lyder:

Jeg føler mig udelukket fra menneskeheden

Selv om jeg har en skizofren i min nærmeste familie, og har læst en del om det. Også for nylig i forbindelse med min jagt på forståelsen af kreative processer i hjernen. Så er det første gang jeg synes jeg for alvor forstår. Det er det med at erfaringssproget er billedrigt, metaforisk og metonymisk. At se er at forstå. At forstå er at kunne simulere. Og det er det kronikken giver læseren mulighed for: Læs bare her:

Det er en forbandelse, denne skizofreni, fordi den får mig til at stille spørgsmål, får mig ud af balance, får mig til at sætte spørgsmålstegn ved hver grundregels grundregel hvert kvarter, igen og igen og så igen.

   Jeg kan aldrig komme nogen steder hen; aldrig komme videre fra at sætte spørgsmålstegn ved grundreglerne. Det ser ud, som om jeg spilder min tid med vilje, som om jeg undgår at blive voksen eller undgår at tage ansvar.

   Jeg ville elske at være i stand til at arbejde som en almindelig person. Jeg elsker at have travlt. Jeg elsker at føle mig nyttig. Jeg ville elske at kunne invitere til middagsselskab, et selskab til at lovprise alle de ting, jeg har opnået, til at fejre mig og min person.

    Jeg er ’paranoid’, fordi jeg ikke tror på det, der er ægte. Alting er en trussel, fordi alting er nyt: Jeg kan ikke huske, at en eller anden ting eller person var ’tryg’ for mig de seneste 200 gange. I stedet bliver jeg nødt til at gå igennem hele proceduren, denne realitetstjekprocedure. Det er, som om jeg har Alzheimers eller noget. Jeg er ikke dum, men jeg formår ikke at huske ting fra 24 timer siden. Dette kommer jeg aldrig til. Jeg bliver ikke fejret eller klappet ad, fordi jeg ingenting har at vise frem for alt det hårde arbejde, jeg gør hver dag. Det er forfærdeligt at føle sig u-værdsat og u-fejret. Jeg er diagnosticeret som ’paranoid skizofren’.

   Du spurgte mig før, hvorfor jeg havde så svært ved at træffe beslutninger. Du bad mig fortælle dig om de interne processer, som gør det så svært for mig at træffe en beslutning.

   Fordi jeg altid sætter spørgsmålstegn ved virkeligheden, kan jeg ikke komme videre. Nogle ting må man have tillid til, og noget må man tage for givet: for at komme videre må jeg stole på, at elektriciteten vil virke, når jeg trykker på stikkontakten.

   Hvis jeg ikke stoler på, at lyset vil tænde, ville jeg pines ved at tænke: Bliver jeg dræbt ved et elektrisk stød? Hvordan ved jeg, om det er sikkert? og Hvad sker der, hvis lyset ikke tænder? Hvad gør jeg så? og Måske skulle jeg ringe til elselskabet bare for at være på den sikre side – og så videre og så videre.

   Men hvis jeg blot stoler på, at det hele nok skal gå, kan jeg trykke på kontakten, gå ind i rummet, sætte mig og skrive ... Kan du se, hvordan tillid er knyttet til læring, til at vokse og til at få ting gjort?

    Dette er et uløseligt dilemma. 

Det er værd at bemærke hvad du-formen betyder. Sprogligt skabes der et fælles kognitivt simulationsrum mellem fortæller og læser, mellem "jeg" og "du". I overført betydning tvinger det læsere til at lægge øre til sproget.

   Læs videre på denne andresse. Og forstå:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1454202/jeg-foeler-mig-udelukket-fra-menneskeheden/

I kronikken er der en henvisning til endnu en kronik af en scizofreni. Også læsværdig. Med rubrikken 

Nå – skulle jeg have været en abort?

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE790419/kronik-naa--skulle-jeg-have-vaeret-en-abort/

"Sex og vold" - Muppet Show blended med ondskabens teater

Jeg havde i udklpsbunken gemt flere artikler fra slutningen af januar om et stykke voksen-dukke-teater, som tydeligvis var grænseoverskridende kreativt - et smukt eksempel på konceptuel blending af genrer og udtryksformer - af dukkefiktion og grusom virkelighed. 

   Det var billederne i artiklerne der fangede mig:

   

Forestillingen omtales blandt andet som et "freak-show" - og som "dukketeater for voksne". Det kan man forstå bare ved at se det billede her.

Jeg søger og finder en video på YouTube og en beskrivelse af stykket  på nettet:

Fix & Foxys freakshow

I SEX OG VOLD fremfører fem grimme, dumme og hæmningsløse kæmpedukker deres eget, indignerede splattershow. De udtrykker sig bedst gennem overgreb og vanrøgt, så her kommer deres musikalske, pornografiske og voldelige show om de ting, vi normalt ikke tør røre ved, og om hvordan verden ser ud fra deres side af hegnet.

   SEX OG VOLD er Muppet Show for voksne med en gruppe grimme, dumme og hæmningsløse kæmpedukker, der er klar til at gå så langt, det skal være, for at underholde deres publikum.

   De stiller sig til rådighed for grundforskning i menneskesjælens mørklagte områder. Dukker falder uden for straffeloven, så der er ikke noget, de ikke må. Og det er heldigvis ikke rigtige mennesker, det går ud over!

   SEX OG VOLD er Tue Biering og Jeppe Kristensens seneste stykke virkelighedsteater, hvor de udnytter de svage og udstødte til gemen underholdning.

Da jeg har et særligt personligt forhold til dukkespil og dukkespillere, kunne jeg godt tænke mig at komme ind og se det. Men har alt for forbasket travlt i disse uger.

Men andre kan nå det. Stykket spiller til den 18. januar på Husets teater. Og hvis man har glade minder om Muppet Show i fjernsynet i gamle dage, så kan de åbenbart genopfriskes her - med et grusomt twist.

    Man aner fra beskrivelsen inspiration og et aktualitetsperspektiv i forhold til de sager der har været for domstolene og i medierne de sidste par år - om grov vanrøgt, sexmisbrug og vold over for børn i dysfunktionelle familier.

Hvad opnår en fiktion ved at vise det som er fortrængt og tabubelagt? Det man ikke må forestille sig og det man ikke må tale om - endsige udtrykke sympati eller forståelse for?

Grundlæggende er det jo mentalt frigørende, fordi det er grænseoverskridende og grænsenedbrydende. Og altså et udtryk for kreativitet. At bruge dukker - altså skuespillere klædt ud som menneskestore dukker - med associationer til Muppet-show - er jo udtryk for en form for grotesk ironi. Surrealistisk teater.
   Der er altså tale om konceptuel blending af det der er sjovt - det barnlige - med det der er forfærdeligt - det forbudte
   En forestilling der at dømme efter foto og videoklippet leverer et satirisk twist af uskyldig tv-erindringer med en mørk bagside af ubevidste fantasier, et twist der derfor rammer tilskueren der hvor de mentale forsvarsværker er svagest.

Carsten Dahl - en musikalsk sommerfugl - med hang til fodbold og et mørkeliv i depressionens pubbe

Mere om musik. Hvordan man kan få "musik på hjernen", og hvad man kan bruge det til.

Et af mine avisklip er næsten 4 uger gammelt. Fra Politiken søndag - kultursektionen - den 15. januar 2012.

   Jeg har gemt det fordi det handler om en af de særligt kreative personligheder, hvis navn og liv jeg intet kendte til før jeg læste interviewportrættet: Carsten Dahl.

   Men han er altså autodidakt musiker. Har indspillet over 20 plader. Har været leder af Syddansk Universitets Musikkonservatorium i Esbjerg 1992-96. Professor på Rytmisk Musikkonservatorium i København 1997. Haft flere "nervesammenbrud" ifølge den interviewbaserede artikel med rubrikken:

Professor Dahl - på sommerfugle og nervemedicin

Manchetten lyder:

Som pianist har han selv brugt mesterskab og perfektionisme til at undertrykke sin angst og ensomhede, indtil en voldsom depression tvang ham til bunds i mudderet. Han kom op igen med en mission om at hjælpe andre. Fra næste måned står Carsten Dahl parat til at gøre landets dygtigste unge musikere endnu dygtigere.

Han tiltræder her i februar et fireårigt professorart på Rytmisk Musikkonservatorium i København. 

Jeg gætter på en barndom og ungdom med savn, fravær, fremmedgørelse - og sublimering gennem musikudøvelsen.

Artiklen og interviewet er skrevet af Peter Nicolai Gudme Christensen. Lad os høre om Dahls barndom?

   Artiklen fortæller Carsten Dahl er "misbruger" af ros - en sær metafor:

Misbrugeren begyndt at øve sin indflydelse på Carsten, da forældrene blev skilt og Carsten sendt på kostskole Grindsted i Jylland, 10 år gammel. Men inden da, faktisk så langt Carsgten Dahls hukommelse rækker tilbage. havde han problemer med at indgå i nære relationer med andre mennesker. Specielt i sin familie. Som lille dreng var han altid overfølsom over for stemninger og indtryk. Han kunne fornemme, hvad folk ville sige, inden de sagde det. I medicinsk forstand led han allerede fra 9-års aldren af panikangst. Det gjorde Carsten utryg, fik ham til at trække sig ind i sig selv. Helst ville han være i fred.

Så var der noget med faderen og forventningerne. Far accepterede ikke at musikinteresse var funderet i uambitiøs passiv modtagelse og nydelse . Det skulle ikke bare være "en leg":

"Du skal være den bedste. Alt andet gælder ikke." Det blev en grundtone for mig", siger Carsten Dahl.

Det at blive sendt på kostskole af forældre som har nok at gøre med sig selv, er en klassisk kreativ udviklingshistorie. 

    Fx radiomontage-mesteren Christian Stentoft fortæller tilsvarende: En far, Aage Stentoft, både med store forventninger og afvisninger over for sønnen. Der så blev sendt på kostskole - i stedet for at blive taget sig af.

Om Carsten Dahls møde med kostskolelivet fortæller artiklen videre:

Mødet med kostskolen virkede ikke ligefrem befordrende på Carstens evne til at knytte bånd til andre mennesker.

   "Det var et forfærdeligt sted. Ydmygelser, overgreb, misbrug, bank og mboning. 120 drenge, der hver især havde det ad helvede til", siger Carsten Dahl.

   Hver dag efter undervisningen søgte han skjul fra skolegårdens tæv i skolens lydisolerede øvelokale, hvor han hamrede på trommerne, indtil det var tid at krybe i seng. 

   "Der er mange forskellig vinkler på hvad musik er for mig. Som dreng tror jeg, at det var et sted hvor jeg var samlet.." (...)

    Gennem musikken overlevede han. Det gjorde smerten også.

    "Musikkens rum blev min redning. Men også en substitu for ægte nærhed. Den nærhed, som jeg savnede med mine forældre.

Billedet ser sådan ud for mig. De ydre sociale realiteter er præget af mentale savn og sociale afvisninger. Og metaforisk udtrykt "trækker han sig ind i sig selv", som der står skrevet. Dvs. han må gøre rigtig meget brug af sit "default  mode network" i hjernen. Og give udtryk for følelser gennem musik-motorisk aktivitet: tromning med særlig kontakt til "det limbiske system".

   Hvor er det lige musik og rytme har sæde i hjernen? - Højre hjernehalvdel.

   Siden kom der melodi på rytmerne: Carsten Dahl lærte sig at spille klaver. Men er ikke god til at læse noder (venstre hjernehalvdels musikalske aktivitet) fortæller artiklen.

   Han udtrykker det med klaverspillet meget poetisk og fysisk: "Det handler om  at kærtegne tangenterne."

Jeg kommer i tanker om at når jeg i et tidligere blogindlæg beskrev hvordan det var at male akvarel efter et forbillede, så føltes det også som noget rent fysisk. Som at "kæle for motivet".

Carsten Dahl siger at når han underviser kreative elver, så er det vigtigt at hans studerende lærer at få "en rummelig indstilling til sig selv". 

   Det kan han vist kun mene hvis han opfatter at den særlige kreative personlighed indeholder flere personer i én. Og det skal man kunne rumme. 

   Flere personligheder i en, det kan han selv være - og det er han så småt er ved at lære at leve med. Og bruger som mentalt afsæt for sin egen undervisning. 

   Fra puppe til sommerfugl er hans metafor for det. 

Han har et særligt forhold til sommerfugle, som han ifølge artiklen har en masse af - udstoppede i glas og ramme på væggen i sit hjem. 

   "Han ønsker at hjælpe de studerende med at udfolde sig fra puppestadiet til flyvefærdige insekter,"

refererer artiklen.

   Han ser ikke sig selv som en der skal revolutionere noget institutionelt i sit nye job med titlen: "professor i samtidsmusik".

Et udtryk jeg ikke bryder mig om, fordi der også er en fortid og en fremtid. For mig er det bare 'professor i forvandling'. I kunsten er der en lang metamorfose, man går igennem. Fra larve til sommerfugl. Og hele den forvandling må være mit hovedområde.

En lille aside-artikel i bunden af siden fortæller at Carsten Dahl er glødende Brøndbysupporter. Og at han ser en lighed mellem musikudøvelse og fodboldudøvelse. Fælles er nødvendigheden af improvisation, og dermed associerer han til at hjernen når den improviserer musikalsk lukker ned for nogle af de overordnede hæmmende frontale cortex-centre:

Det er mandehørmen, det er repetilhjernen, det er udyret. (...) Det er et legested, ligesom når jeg spiller tromme. De drenge jeg er sammen med der, kommer fra et helt andet sted. Jeg nyder bare a være Carsten, en dum Carsten når jeg står der. (...)

   Men det er ikke kun de primitive instinkter Carsten Dahl får tilfredsstillet gennem fodbolden. (...) Han pønser på at lave en slags forskningsprojekt. Blandt andet drejer det sig om at kortlægge nogle af berøringsfladerne mellem fodbold og musik. (...)

   "Vi vil finde af, hvordan improvisationen opstår, hvordan forholdet mellem solist og gruppe påvirker hinanden. Hvad sker der i den interaktion, og hvem er orkesterlederen? Er det træneren, anføreren? Hvad vil det sige at aflevere på en måde, så man er forud for spillet?"

Musikimprovisation med fokus på hvordan hjerne gjorde det muligt at improvisere, var præcis emnet for et tidligere indlæg her på bloggen:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Mere om flow på hjerne - nar man lytter til musik, læser en roman, ser en film - og når man selv skriver og får en "poetisk raptus"

Jeg synes jeg er kommet et skridt nærmere forståelsen af hvorfor det man (jeg) "prædiker", når man (jeg) underviser journalister, journaliststuderende og andre mediefolk i fx film og tv-dramaturgi eller  fx i journalistisk feature-reportage og -fortælling, hvorfor alt det "sludder"  faktisk har den effekt og de virkninger på læsere og seere som påstået - siden Aristoteles. 

  Som fx

• - Show, don´t tell
• - Hey, You, See, So
• - Less is more
• - Kreative restriktioner
• - Stedets, handlingens og tidens enhed
• - Skriv i scener
• - Brug cases
• - Den tredje dims!
• - Brug metonymisk og metaforisk erfaringssprog
• etc.

I foregående indlæg skrev jeg om en finsk forsker, Petri Toiviainen, der kombinerede musikindtryk og neuroscience-skanninger, skanninger som viser de aftryk musikken afsætter i hjernens blodgennemstrømning og elektriske udladningr når den lytter på et stykke livligt musi. 

   Petri Toiviainen var nået frem til at musik - i forsøgene et stykke forholdsvis avanceret finsk tangomusik (!!!) - aktiverede ikke bare de centre og moduler i hjernen som man ved er sæde for musik-perceptionen og -bearbejdningen, men også en række andre fjernere neurale netværk som fx det der har med kontrol af muskler og bevægelser at gøre ((præ)motorcortex), det som bruges til at dagdrømme, fantaser og erindrer med (default mode netværk), og det som aktiverer og styrer vores oplevelse af følelser (limbiske system).

Hvorfor er det interessant i kreativitetsammenhæng?

   Jo, fordi....

   

1) Noget tilsvarende - aktivering af en række forskelige moduler og systemer i hjernen der arbejder sammen om at producere oplevelsen - noget lignende må man gå ud fra sker når man fx. ser en film som ikke bare leverer musik  som underlægning, men som også aktiverer spejlneuron-systemet fordi man ser mennesker agerer med gestus og mimik på lærredet som man selv kan udføre, og default-netværket når filmen i sin helhed eller i scener igangsætter fantasier over det som ikke vises, det som er fraværende, defokuseret, halvt skjult bag en forgrund, sært og fremmedartet. 

   Som nu fx en række franske, engelske og italienske nybølgefilm. 

Jeg husker fra min tidlige ungdom midt i 60-erne film som Resnais "I fjor i Marienbad", flere Goddard-film hvis titler jeg ikke husker mere, filmen "Blow up" af Michelangelo Antonioni, filmen "7½" af Federico Fellini, filmen "Dagens skønhed" af Louis Bunuël.
   De gjorde et stort, faktisk et uudsletteligt indtryk på mig, selv om - eller måske netop derfor - at jeg indimellem kedede mig en smule.

Eller når man læser en roman! Underlægnings-musikken må man selv producere for sit indre øre - ud af sin egen musikalske erindring. 

   Men resten: identifikation, fascination, information - det er noget hjernens centre i samarbejde må blende og stykke sammen, integrere til en samlet stærk oplevelse så læseren kan komme i flow - føle med, blive forført, leve ind, græde, grine, gyse - når han/hun vender siderne i en rigtig "pageturner" eller "tåreperser" - opslugt i den imaginære romanverden til langt ud på natten.

2) Der er i hjernen to komplementære modsatrettede neurale netværk som - ifølge videnskabelig artikler jeg har læst en hoben af - skiftes til at være aktive: the task negative (default mode netværket) og the task positive netværk.
   De må jo må nødvendigvis arbejde sammen - "lappe over" - for at vi som læsere eller biografgængere får de opslugende mentale oplevelser vi gør - oplevelser der mere eller mindre er identisk med den flow-oplevelse man har når man er fuldstændig optaget af at løse en udfordrende udadrettet opgave.

Når vi ser en fængende film - eller når vi læser en gribende roman,  så sker der også det - at vi glemmer os selv og glemmer tid og sted. Flow!

   Og det må jo så også gælde når man skriver - fx en roman  eller et digt - eller som jeg de sidste mange måneder: en blog. 

   Man er aktiv og i skrive-flow - som Mikkel Hvid beskrev det så udmærket i sin bog "Skriv!! 

   Men en forfatter trækker jo samtidig - ofte helt erklæret - på erindringer, fantasier og selv-identifikation og selv-projektioner. Altså alt de funktioner som i neuroscience-forskningsrapporterne  beskrives som det the default mode eller the task negative neurale netværk gør når det er "tændt".

   Tænk bare på Knausgaard - eller Rifbjerg herhjemme - eller Lars von Trier. Eller alle de andre særligt kreative personligheder hvis barndom og ungdom jeg har bragt citater af og om på denne blog.

Jeg har i et tidligere indlæg begejstret noteret at der var "overlap" mellem spejlneuron-systemet og default netværk-systemet i visse situationer, og at det lignede den kognitive lingvistiks begreber om blending af forskellige klart adskilte konceptuelle rum som teorien siger er de mentale og kognitive forudsætninger for at kunne tænke og skabe nyt. 

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/fiktioner-som-fortllende-simulationer.html

Nu er spørgsmålet om man ikke med afsæt i vores finske forskers resultater, kan forestille sig tilsvarende forskning når det gælder film- og tv-seening, og når det gælder dette at man som forfatter får et skriveflip - som jeg selv har oplevet det en 4-5 gange i mit liv. 

   Sidst med indlæggene til denne blog

Og en pludselig association til min ungdoms litteraturundervisning - og glæden ved nogle af den klassiske litteraturs hovedværker: Holberg!

   Han er blevet kendt og berømt for sin såkaldte poetiske raptus. Langt de fleste af hans bedste komedier er skrevet inden for en meget kort periode i hans liv. 

   Han skrev 25 komedier på 5 år - fra 1722 til 1727.

I de fem år der fløj det bare for ham, og det flød fra ham med komedier. 

   Som skidt fra en spædkalv!

Tango på hjernen - når musikken spiller på hjernens forskellige neuronetværk

Politikens Viden-tillæg i går havde en lille notits om en finsk hjerneforsker der havde afspillet noget tangomusik for nogle forsøgspersoner og skannet deres hjerne imens musikken spillede for at se hvilke moduler, centre og netværk der blev aktiveret.

   Gå lige inde på dette link og se hvordan forskerne har lavet en animation, så man kan følge hjernens neuroners "pulsering" - mens musikke spiller. Det er godt nok fantastisk.

http://sciencenordic.com/how-music-touches-brain

Hvad fandt de så ud af, forskerne? I hvert fald flere meget interessante ting: 

     Blandt andet at det ikke bare er lydbearbejdende musikområder der er aktive når folk lytter, men også (præ)motorcortex aktiveres - den del af hjernen der styre vores bevægelser - og default  mode netværket - den del af hjernen som er aktiv når vi fx dagdrømmer, erindrer eller fantaserer - og det limbiske system som er det center inde i midten hvor følelser produceres i hjernen:

The researchers found that music listening recruits not only the auditory areas of the brain, but also employs large-scale neural networks. For instance, they discovered that the processing of musical pulse recruits motor areas in the brain, supporting the idea that music and movement are closely intertwined. Limbic areas of the brain, known to be associated with emotions, were found to be involved in rhythm and tonality processing. Processing of timbre was associated with activations in the so-called default mode network, which is assumed to be associated with mind-wandering and creativity.

    "Our results show for the first time how different musical features activate emotional, motor and creative areas of the brain," says Prof. Petri Toiviainen from the University of Jyväskylä. "We believe that our method provides more reliable knowledge about music processing in the brain than the more conventional methods."

Her en illustration:

 

Hvorfor er dette forsøg og dets resultater så spændende? Se lige videoen igen som jeg linker til oven for!
   Læs så det følgende indlæg om "Mere flow på hjernen..."

Bølgemodellens muligheder i web-tv-kontekst - lidt dramaturgisk grundforskning

Traditionelt skelener man i dramaturgisk sammenhæng mellem to måder at forme og opbygge historier på. En form styret af og underlagt en spændingskurve: berettemodellen. Og en anden form uden spændingsopbygning: bølgemodellen.

   I det følgende vil jeg dels beskrive bølgemodellens funktion som formgiver at historier i broadcast-tv, og dels så se på hvordan modellen arter sig når vi skifter medie til web-tv. Det bliver lidt langt og kedeligt. Men hvad...?

Bølgemodellens dramaturgiske funktion er at forme fortælling til historier hvori der ikke er nogen særlig spænding knyttet til det samlede indholdsmæssige forløb. Der er en begyndelse – et anslag og en præsentation – og en slutning, et klimaks (måske svagt) og en udtoning.

    Og der er en bærende ide/vinkel som historien skal bevise.

    Mellem disse to - begyndelse og slutning - udfolder historien sig så som et forløb af - scener, billeder, kapitler, småfortællinger, episoder - "bølger" der indholdsmæssigt hænger sammen i kraft af et tematisk fællesskab – og gennem det at de hver bidrager til at underbygge den bærende ide – med noget nyt eller anderledes i forhold til de andre.

Når det kaldes bølgemodellen er det fordi disse mindre dele - "bølgerne" - hver for sig har indbygget en lille dramatisk spændingskurve med en optakt, et vendepunkt og et klimaks.

    Andre metaforisk navne for modellen har været ”perler på en snor” eller ”mosaik”.

    Navnet "bølgemodellen" mener jeg at jeg er opfinder af. Først brugt i bogen "Faktion som udtryksmiddel".

Bølgemodellen er ”løsagtig” i den forstand at det ofte ikke er afgørende i hvilken rækkefølge bølgehistorierne lægges og hvor mange der er af dem mellem start og slutning. Rækkefølgen er bestemt af et variations- eller kontrastprincip. Den næste bølgehistorie skal overraske ved at bringe en ny og anden synsvinkel eller et andet aspekt ind, eller ved at overtrumfe den foregående, eller ved at ligne den foregående men alligevel være anderledes.

    Fremdriften er knyttet til at hver enkelt bølge er tilstrækkeligt spændende, og at der for hver ny bølge trods alt kommer noget nyt og overraskende i forhold til det allerede fortalte.

    Typisk er hver bølge adskilt af et mellemspil der både kan have karakter af et visuelt og lydligt hvilepunkt inden næste historie, eller af forbindende mellemspeak/tekst der leder over fra den ene bølge til den næste. Her kan man tænke form og forløb i en helt traditionel tv-nyheds­udsendelse eller et magasin.

Bølgemodellen er altså grundlæggende episodisk. 

   Men den findes i en overgangsform til berettermodellen, nemlig hvis der er en gennemgående karakter i alle historier, og bølgernes episoder er ordnet fremadskridende kronologisk.

   I så fald vil man næsten altid have en fornemmelse af fremdrift i forløbet knyttet til spænding om udfaldet af historien, også selv om hvert enkelt kapitel for så vidt er selvstændigt og afrundet. Og spændingen ikke egentlig stiger fra kapitel til kapitel

    Så kan vi tale om en føljetonversion af bølgemodellen. En masse tv-rejseprogrammer med synlig vært har den karakter.

Bølgemodellen bruges til historier der ikke indeholder nogen fælles, samlet og klar konflikt, eller til bøddel-offer-historier hvor der er en konflikt men uden udviklingsmuligheder for et subjekt.

Bølgemodellen bruges når man ikke har en gennemgående karakter til at bære historien, men en række ”sideordnede” og ”ligestillede” episoder eller segmenter.

    Bølgemodellen bruges til portrætter og til miljøskildringer hvor hver bølge fortæller en ny historie om hoved­per­sonen/miljøet, og hvor hver bølger lægger en ny brik til det samlede billede af personligheden/miljøet.

Med hensyn til journalistisk plot er ”opdagelsesrejsen” og ”rundvisning” dem der passer mest naturligt og fungerer bedst i en bølgemodel. 

   Et godt billede på en bølgemodelsfortælling er guiden der viser rundt på et museum, rum efter rum, og montre efter montre.

Det var overvejelser om bølgemodellens funktion og kendetegn som fortælleform i broadcast-tv. Men hvad med bølgemodellen i web-tv.

Bølgemodelshistorier er – i kraft af den løsere struktur og i kraft af at historien ikke hænger sam­men gennem udvikling af en konflikt – meget velegende til hypervideo på nettet. 

     Dels kan man i den samlede player-version indbygge muligheder for at springe flere bølger over, så man altså hvis man har travlt, kan kommer fra præsentation til klimaks uden at skulle have fortalt alle eller de fleste ”mellemregninger”. 

    Og dels kan man lægge de enkelte bølger ud som selv­stændige korte indslag som giver mening blot med et skrevet oplæg i konteksten, så man altså slet ikke behøver at få fortalt helheden hvis det kun er den enkelte eller nogle få minihistorie man er interesseret i.

En dansk officiel turistfilm på nettet havde den form, hvor man både kunne vælge den 20 minutters film med rundvisning til alle Danmarks turistherligheder, men man også kunne vælge at tage de emner eller lokaliteter som man havde særlig interesse for. 

   Et andet eksempel var en side med en hel modeopvisning med en enkelt model der viste alle de ny dessiner på skift, lagt ind på en virtuel catwalkscene. Man kunne så se alle fremvisningerne i en samlet forudbestemt rækkefølge, men man kunne også vælge at se nogle få udvalgte fremvisninger i tilfældig rækkefølge.

En nyhedsbegivenhed der udvikler sig over dagen kan følges i en slags bølgemodel, hvor det nye der sker, simpelt hen lægges i kronologi efter det allerede rapporterede med markering af tidspunkter når der skiftes til næste nyhedsepisode eller opdatering. 

   Det første indslag i playeren fra om morgenen er altså kort, mens det sidste indslag der lægges i playeren om aftenen har samlet forløbet op – reportagesegment efter reportagesegment – fra hele dagen. 

   De enkelte segmenter kan samtidig ses hver for sig, idet de tilbydes i oversigten ude til højre for playeren.

En bølgemodelshistorie i playeren kan også ”afbrydes” i mellemspillene med henvisning til at man på dette sted kan hoppe af og få baggrundsinformation, eller hele interviewet, eller andre web-videoindslag om netop dette aspekt. Eller for den sags skyld, løse en opgave, før man sætter playeren i gang igen med den fortsatte fortælling.

Den elektroakustiske flod - en blending-metafor-analyse

Jeg har tidligere reproduceret en grafisk model af den generelle blendingoperation med to input-rum som kilder og et blendede output-rum som resultat. Og konstateret at der er en klar analogi til en grafisk model af tvekønnet biologisk befrugtning.

   I bogen "The Way We Think: Conceptual Blending and the Mind's Hidden Complexities" af Fauconnier og Turner, skelner forfatterne mellem forskellige former for "blending". En af typerne er den som kendetegner metaforer, og som karakteriseres i bogen som "single scope blending".

  Her er et eksempel på en sådan blendinganalyse af metaforen "electroacoustic river", et udtryk som er opfundet til at beskrive en særlig slags ny elektronisk musik:

We can illustrate these concepts using Barry Truax’s composition 'Riverrun', the first significant artistic use of granular synthesis. An important aspect of the piece is the way in which it invokes the mental imagery of a natural soundscape without recourse to recorded sound. The electroacoustic soundfield is heard as an analogy to a river in the natural world. This is an example of conceptual blending. We can understand the structure of this blend by examining the conceptual integration network shown in Figure 3. The two inputs are the mental frames for the granular synthesis and for the flowing water.

   These two spaces have in common the concept of component and composite elements. The grains correspond to drops of water and the granular ‘clouds’ correspond to the body of water. The conceptual blend produces a novel space that contains an ‘electroacoustic river,’ exactly the mental image reported by listeners.

http://www.blogger.com/post-edit.g?blogID=522852440836797068&postID=139345340530125271

Skal jeg tage den teoretiske kasket på, så har der længe ligget et spørgsmål og luret. Hvordan er egentlig forholdet mellem en blending-analyse af metaforer og en analyse med afsæt i Lakoff og Johnsons teori om konceptuelle metaforer hvor de taler om "mapping" fra "source" til "target"?
   En metafor-analyse svarende til den jeg lavede af artiklen om forskningens affortryllelse med Milena Penkowa som den der svingede tryllekosten over videnskaben så alt dens elendighed blive blotlagt, kunne måske give svaret. Den klarer sig i hvert fald fint uden at trække på blending-teorien. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/den-fortryllede-videnskab-og-en-grafisk.html