Samba-effekten - om at komme i kollektivt flow gennem rytmisk musik når man spiller fodbold

Information har idag en artikel som i kraft af rubrikken fanger min opmærksomhed:

Elektronisk musik kan blive Morten Olsens hemmelige våben

Manchetten lyder

Synkrone rytmer i ørerne kan forbedre fodboldspilleres præstationer og også hæve holdets kollektive niveau, påviser tysk forsker 

Jeg har tidligere i flere indlæg været inde på hvordan det at lyttet til musik - især Mozart - kan påvirke og forbedre cognitive kreative præstationer i en kortere periode, et fænomen der populært kaldet 'Mozart-effekten':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/mozart-effekten-fantasi-eller-fakta-om.html

Mozart-effekten er i virkeligheden sammensat af flere effekter: beroligelse og afslapning, en mentalt åben tilstand - og bedre adgang til og udnyttelse af højre hjernehalvdels bidrag til vores tænkning, "spatio-temporal reasoning".

Men musik kan åbenbart også påvirke hjernen så den bogstaveligt talt er i empatisk og indforståe sync med andre hjerner, fx når hjernerne skal spille sammen på et fodboldhold.

   Tyske forskere har undersøgt et spillende foldboldholds performance hvis holdet samtidig lytter til synkroniseret rytmisk musik med 140 rytmeslag i minuttet i hovedtelefoner.

   Forskerne er ikke i tvivl om konklusionen og effekten: Holdet der lyttede til synkront til rytmisk musik, spillede væsentligt bedre end dem der ikke gjorde det.

En af forskerne bag undesøgelsen, Gerd Scmitz, fortæller at han forstiller sig at effekten kan udnyttes til at forbedre træningen, sådan at et synkront musikalsk trænet hold, også uden musik i ørerne, vil spille bedre. Han mener det vil udvikle en "instinktiv fornemmelse for holdets optimale rytme".

   Ifølge artiklen i Information er "forskerne nu ivrige efter at udforske, om de vedvarende sambarytmer, som brasilianske fans spiller for brasilianske landshold hjælper dette til at præstere så blændende fodboldspil på banen."

   Hvis det viser sig at der er hold i den hypotese, så foreslår jeg navnet: 'Samaba-effekten'.

I hvert fald stemmer det meget godt med et tidligere indlæg hvor jeg refererede en undersøgelse af hvordan hjernen aktiveres ved tango-musik:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/tango-pa-hjernen-nar-musikken-spiller.html

Den finske forsker, Petri Toiviainen havde konstateret at musik - i forsøgene et stykke forholdsvis avanceret finsk tangomusik - aktiverede ikke bare de centre og moduler i hjernen som man ved er sæde for musik-perceptionen og -bearbejdningen, men også en række andre fjernere neurale netværk som fx det der har med kontrol af muskler og bevægelser at gøre ((præ)motorcortex), det som bruges til at dagdrømme, fantasier og erindrer med (default mode netværk), og det som aktiverer og styrer vores oplevelse af følelser (limbiske system).

Der er heller ikke tvivl om at spejlneuronerne som er aktive både når vi selv udfører en handling, når vi ser en anden udføre den, eller når vi tænker på og mentalt visualiserer handlingen, også spiller med til at forklare resultatet af den tyske undersøgelse. 

   Jeg citerer fra "abstractet" til en af flere undersøgelser af sammenhængen mellem musik og spejlneuronernes funktion:

Here we review recent neuroimaging evidence and suggest that music, like language, involves an intimate coupling between the perception and production of hierarchically organized sequential information, the structure of which has the ability to communicate meaning and emotion. We propose that these aspects of musical experience may be mediated by the human mirror neuron system

Det der er tale om, er at man lærer at spejle sig synkront på et hold, antager jeg.

Forklaringen på at publikums rytmiske trommeudtryk på tilskuerpladsern kan virke positivt ind på et sportsholds samlede sampspilspræstation, antager jeg så videre, ligger i det begreb som kreativitetspsykilogen Mihaly Csikszentmihalyi er far til: FLOW - en særlig euforisk lykketilstand hvor man glemmer sig selv og tid og sted og bare mentalt set går op i situationen og forsvinder ind i aktiviteten. 

    For flow er ikke kun en mental tilstand man kan komme i som individ og hver for sig. Mihaly Csikszentmihalyi taler i sin skrifter også om muligheden for  "GRUPPE-FLOW". 

   Han taler ikke specifikt om det mentale team-work på et hold på en foldboldbane, men de kriterier han opstiller for at gruppe-flow kan opstå, svarer ret fint til de betingelser og rammer der kendetegner fodboldbanen og holdspillet når det udfoldeler sig i en kamp:

• Kreative rum (fordi arbejdet primært er stående eller i bevægelse)
• Arbejdsplads indrettet som legeplads (rummet designes så det ufleksible nedtones)
• Skørhed (det er en form for løssluppenhed, der appellere til noget helt nyt og skævt)
• Tryghed (her må alle sige lige hvad de har på hjerte uden bedømmelse)
• Parallelt arbejde (arbejdet organsiseres så alle arbejder med den samme metode samtidig, dvs tænker ens samtidig)
• Gruppen arbejder målfokuseret på sammen opgave.
• Ideer konkretiseres (prototyping)
• Øget effektivisering via visualisering/skitsering
• Bruger forskellene mellem deltagerne som en mulighed istedetfor som et problem

Min hypotese er at det den rytmiske musik i hovedtelefonerne (som i eksperimentet) - eller fan-trommer og rytmiske slagsange og - tilråbs-ritualer fra tilskuerne, stimulerer hjernen hos deltagerne så det øger mulighederne for kollektivt flow. Og dermed bidrager til at det optimale samspil opleves og fungerer som en slags  fælles dans hvor hele holder "danser i samme takt".

 
Måske skulle man foreslå de danske roligans at finde på en anden og mere rytmisk slagsang når det går godt, end "sejle op ad åen."
   En dansk roligan-samba....

Mere om flow på hjerne - nar man lytter til musik, læser en roman, ser en film - og når man selv skriver og får en "poetisk raptus"

Jeg synes jeg er kommet et skridt nærmere forståelsen af hvorfor det man (jeg) "prædiker", når man (jeg) underviser journalister, journaliststuderende og andre mediefolk i fx film og tv-dramaturgi eller  fx i journalistisk feature-reportage og -fortælling, hvorfor alt det "sludder"  faktisk har den effekt og de virkninger på læsere og seere som påstået - siden Aristoteles. 

  Som fx

• - Show, don´t tell
• - Hey, You, See, So
• - Less is more
• - Kreative restriktioner
• - Stedets, handlingens og tidens enhed
• - Skriv i scener
• - Brug cases
• - Den tredje dims!
• - Brug metonymisk og metaforisk erfaringssprog
• etc.

I foregående indlæg skrev jeg om en finsk forsker, Petri Toiviainen, der kombinerede musikindtryk og neuroscience-skanninger, skanninger som viser de aftryk musikken afsætter i hjernens blodgennemstrømning og elektriske udladningr når den lytter på et stykke livligt musi. 

   Petri Toiviainen var nået frem til at musik - i forsøgene et stykke forholdsvis avanceret finsk tangomusik (!!!) - aktiverede ikke bare de centre og moduler i hjernen som man ved er sæde for musik-perceptionen og -bearbejdningen, men også en række andre fjernere neurale netværk som fx det der har med kontrol af muskler og bevægelser at gøre ((præ)motorcortex), det som bruges til at dagdrømme, fantaser og erindrer med (default mode netværk), og det som aktiverer og styrer vores oplevelse af følelser (limbiske system).

Hvorfor er det interessant i kreativitetsammenhæng?

   Jo, fordi....

   

1) Noget tilsvarende - aktivering af en række forskelige moduler og systemer i hjernen der arbejder sammen om at producere oplevelsen - noget lignende må man gå ud fra sker når man fx. ser en film som ikke bare leverer musik  som underlægning, men som også aktiverer spejlneuron-systemet fordi man ser mennesker agerer med gestus og mimik på lærredet som man selv kan udføre, og default-netværket når filmen i sin helhed eller i scener igangsætter fantasier over det som ikke vises, det som er fraværende, defokuseret, halvt skjult bag en forgrund, sært og fremmedartet. 

   Som nu fx en række franske, engelske og italienske nybølgefilm. 

Jeg husker fra min tidlige ungdom midt i 60-erne film som Resnais "I fjor i Marienbad", flere Goddard-film hvis titler jeg ikke husker mere, filmen "Blow up" af Michelangelo Antonioni, filmen "7½" af Federico Fellini, filmen "Dagens skønhed" af Louis Bunuël.
   De gjorde et stort, faktisk et uudsletteligt indtryk på mig, selv om - eller måske netop derfor - at jeg indimellem kedede mig en smule.

Eller når man læser en roman! Underlægnings-musikken må man selv producere for sit indre øre - ud af sin egen musikalske erindring. 

   Men resten: identifikation, fascination, information - det er noget hjernens centre i samarbejde må blende og stykke sammen, integrere til en samlet stærk oplevelse så læseren kan komme i flow - føle med, blive forført, leve ind, græde, grine, gyse - når han/hun vender siderne i en rigtig "pageturner" eller "tåreperser" - opslugt i den imaginære romanverden til langt ud på natten.

2) Der er i hjernen to komplementære modsatrettede neurale netværk som - ifølge videnskabelig artikler jeg har læst en hoben af - skiftes til at være aktive: the task negative (default mode netværket) og the task positive netværk.
   De må jo må nødvendigvis arbejde sammen - "lappe over" - for at vi som læsere eller biografgængere får de opslugende mentale oplevelser vi gør - oplevelser der mere eller mindre er identisk med den flow-oplevelse man har når man er fuldstændig optaget af at løse en udfordrende udadrettet opgave.

Når vi ser en fængende film - eller når vi læser en gribende roman,  så sker der også det - at vi glemmer os selv og glemmer tid og sted. Flow!

   Og det må jo så også gælde når man skriver - fx en roman  eller et digt - eller som jeg de sidste mange måneder: en blog. 

   Man er aktiv og i skrive-flow - som Mikkel Hvid beskrev det så udmærket i sin bog "Skriv!! 

   Men en forfatter trækker jo samtidig - ofte helt erklæret - på erindringer, fantasier og selv-identifikation og selv-projektioner. Altså alt de funktioner som i neuroscience-forskningsrapporterne  beskrives som det the default mode eller the task negative neurale netværk gør når det er "tændt".

   Tænk bare på Knausgaard - eller Rifbjerg herhjemme - eller Lars von Trier. Eller alle de andre særligt kreative personligheder hvis barndom og ungdom jeg har bragt citater af og om på denne blog.

Jeg har i et tidligere indlæg begejstret noteret at der var "overlap" mellem spejlneuron-systemet og default netværk-systemet i visse situationer, og at det lignede den kognitive lingvistiks begreber om blending af forskellige klart adskilte konceptuelle rum som teorien siger er de mentale og kognitive forudsætninger for at kunne tænke og skabe nyt. 

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/fiktioner-som-fortllende-simulationer.html

Nu er spørgsmålet om man ikke med afsæt i vores finske forskers resultater, kan forestille sig tilsvarende forskning når det gælder film- og tv-seening, og når det gælder dette at man som forfatter får et skriveflip - som jeg selv har oplevet det en 4-5 gange i mit liv. 

   Sidst med indlæggene til denne blog

Og en pludselig association til min ungdoms litteraturundervisning - og glæden ved nogle af den klassiske litteraturs hovedværker: Holberg!

   Han er blevet kendt og berømt for sin såkaldte poetiske raptus. Langt de fleste af hans bedste komedier er skrevet inden for en meget kort periode i hans liv. 

   Han skrev 25 komedier på 5 år - fra 1722 til 1727.

I de fem år der fløj det bare for ham, og det flød fra ham med komedier. 

   Som skidt fra en spædkalv!