Sider

Viser opslag med etiketten poetisk raptus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten poetisk raptus. Vis alle opslag

torsdag den 13. november 2014

Om blogskriverier - som mit mentale marathonløb og hjerne-konditur - 'writers high' er godt til at holde hjernen i form

I denne weekend rundede bloggen her - Peters Udsigt - 200.000 visninger. Der er gået ca. 4½ år efter jeg begyndte på at skrive indlæg til bloggen.
   Jeg ved ikke om det i forhold til andre blogge der formidler viden, analyse og refleksion, er mange eller få.
   Peters Udsigt har 41 såkaldte "følgere" som automatisk får mails når der er et nyt indlæg.
   De første 3 år var antallet af indlæg hhv. 147, 227, 155. Sidste år var antallet 91 - og i år bliver det endnu færre. 
   Når dette 'jubilæumsindlæg' udgives, har jeg skrevet og offentliggjort 683 indlæg som altså alle stadig kan læses fordi de ligger i bloggens arkiv der er ordnet kronologisk.
    Til hvert indlæg skriver jeg fyldige stikord, såkaldte 'etiketter', som gør at indlægget vil dukke op ved en Google-søgning på et af disse stikord. 
   Af såkaldte "kladder" jeg for tiden gemt 43. Det er indlæg som jeg er startet på, men aldrig har fået gjort færdige til udgivelse. Af og til kigger jeg nogle af kladderne igennem, og beslutter om de stadig skal stå der - som en slags reminder om 'unfinished business', eller om de skal opgives og slettes 'for good.
 
Den dalende udgivelsesfrekvens modsvares af  at indlæggene de senere år er blevet meget længere. Jeg kan nemt bruge en lille uges tid på at skrive et indlæg nu, mens jeg de første år typiske skrev et indlæg på en til to dage.
   Det der er sket, er at jeg i mange indlæg i stadig højere grad tillader mig at følge snoede konceptuelle spor og tankemæssige spiraler - og tillader mig at få og udnytte serendipitetiske indfald undervejs i research og skrivning.
   Jeg har som regel ikke  nogen forestilling om hvor det enkelte indlæg skal ende. Og overskrifterne afspejler meget godt at der ikke er tale om journalistiske klummeindlæg - med en vinkel og en klar konklusion eller pointe til sidst.
    Jeg har også for vane at producere serier af indlæg som holdes sammen af et fælles tema. Det kan være indtryk og indfald i forbindelse med en længere rejse til 'langbortistan', fx Kina; eller et tema som er udsprunget af en dybere læsning af en fagbog, fx "Thinking, Fast and Slow"; eller en serie der beskriver min egen udvikling, fx "akvarelmaleriets mysterer" (33 indlæg i den serie er det foreløbig blevet til).
    

Jeg samler udklip fra aviser og noterer ideer ned på gule sedler som afsæt for indlæg jeg kunne tænke mig at skrive. Jeg får løbende samlet mange flere potentielle input end jeg kan nå at skrive om. Så indimellem kan jeg være lidt stresset af den uomsatte bunke af avisudklip og gule sedler, og så må jeg tage mig sammen og sortere og smide ud. 
   Det kan også bidrage til stresset at jeg jo også har en anden permanent produktiv ambition, en der mere trækker på højre hjernehalvdel: at male akvarel, en aktivitet jeg startede på godt et år efter at jeg begyndte at skrive.

Bloggen har, som det fremgår af preamblen, et gennemgående tema: KREATIVITET.
    I praksis betyder det blot at hver gang jeg skriver et indlæg, så er den eneste indholdsmæssige begrænsning at tillægsordet "kreativ" eller afledninger af det, skal indgå meningsfuldt i teksten.
    Jeg har skrevet indlæg om hjerneforsknng, kognitiv lingvistik, arkitektur, malerkunst, litteratur, tænkning, økonomi, psykologi, sociologi, journalistik, faktion, og meget mere. Jeg forsøger at tænke og fantasere på tværs af faggrænser og konventionelle frames i mange af indlæggene.
   En helt afgørende pointe er at jeg - uhæmmet - kan tillade mig at skrive "jeg" i hvert eneste indlæg, og at jeg med flid og lyst tillader mig at blande personlige erindringer og erfaringer fra mit eget liv ind i indlæg om emner som ellers er abstrakte, upersonlige og konceptuelt højtravende.

Jeg har bevidst gjort det "besværligt" for læsere at kommentere indlæg. Man skal nemlig oprette en profil for at man kan få adgang til at skrive en kommentar i bloggens kommentarfelt. 
   Grunden til det er at jeg ikke skriver for at udtrykke og rundsende meninger eller holdninger som skal invitere til modsigelse og debat, men for det mentale afkast selv at blive oplyst og klogere. Det er derfor også alene mig selv som skriver indlæg i bloggen.
   Det er måske dette meget egoistiske motiv til skriverierne der gør at jeg så også er blevet overrasket over at der dagligt er mellem 150 og 400 visninger - sådan i gennemsnit. Men der er naturligvis ingen sikkerhed for at en visning også fører til læsning af hele indlægget.
 
Jeg gør mig umage med at skrive nogenlunde klart, men er ikke bange for at bruge faggudtryk og fremmedord - eller for at bringe lange citater fra eksperter og fagfolk, både på dansk og - især - på engelsk.
   De mange citater har til formål at dokumentere det jeg finder ud af under researchen til et indlæg. Her synes jeg ikke at jeg vil nøjes med link til kilderne. Det skal være nemt at kigge mig i kortene.

Hvorfor begyndet jeg på at skrive indlæg til Peters Udsigt i sin tid?
   Det har jeg ikke fortalt om i det første indlæg, har jeg tjekket. Jeg gik bare igang!

Men jeg ved godt hvad det var for 'kræfter' der satte processen igang: en slags 'abstinenser'.
   Jeg havde i årene inden skrevet af karsken bælg, to tykke bøger - hver i et omfang af to solide bind: "De levende billeders dramaturgi" og "Poul Martinsen - Besat af virkelighed".
   Og da den første var færdig og udkommet, gik jeg stort set straks igang med researchen til den anden.
  Da jeg så var færdig med Martinsen-bogen, troede jeg at nu var det slut med skriverierne - med min  5-6-årige 'film- og tv-raptus'. 
   Jeg nærmede mig pensionalderen og tænkte at det var jo en fin måde at slutte karrieren på - med de to solide bøger. Nu kunne jeg slappe af og mentalt set tage den med ro.
   Men jeg blev klar over at jeg var blevet en slags narkoman i forhold til selve processen "tænke-researche-skrive" - mens det til gengæld ikke betød noget om der kom "bog" ud af anstrengelserne.
  
Og "narkoman" er ikke bare en metafor.
   Jeg fandt ud af jeg kom i "flow" ved at skrive - en tilstand som aktiverer hjernens belønningssystem der i praksis virker som en form for naturlig "doping" via den øgede produktion af endorfiner, serontonin, dopamin mfl. Signalstoffer i hjernen som kaldes "neurotransmittere".
   Og jeg blev klar over at jeg helt regulært var blevet afhængig af processen "tænke-researche-skrive" sådan at hvis der gik længere tid hvor jeg ikke skrev, så blev jeg urolig og i dårligt humør. Jeg fik fysiologiske abstinenser som man kender fra andre former for afhængighed, som man oplever ved at prøve at holde op med rygning eller ludomani.

Jeg kommer til at tænke på Holberg og hans forfatterskab som vi lærte  om i skolen.
   I årene 1722-27 skrev han som besat - i alt 25 komedier. Denne mentale besættelse af at skrive og producere dramatik omtaler han selv som sin "poetiske raptus."
   'Den poetiske raptus' stoppede ikke i 1727. Den skiftede bare spor - og gik over i en "historisk raptus". Og derefter kom så en "moralsk-filosofisk raptus". Han må have skrevet side og
op og side ned dagligt  i årtier. 
   Holberg blev simpelt hen høj af at skrive, ville man sige i dag. Og blev "hooked" på processen.
   
Og det minder mig så også om en anden skrivenarkoman hvis erindringer jeg læser for tiden - for tredje gang: Isaac Asimov. Titlen er "I, Asimov" - og den alluderer til en af hans mest kendte bøger - en samling af noveller om robotter: "I, Robot" som udkom 1950, og som gav konceptuel inspiration til en SF-film med samme titel mange år senere.
   Asimov skrev også som besat, og skiftede spor flere gang. I de første 10-15 år var det science-fiction, men derefter producerede han faktuelt viden(skab)sformidlende bøger inden for et bredt felt af fagområder, både inden for naturvidenskab og humaniora. 
   Han skrev og fik udgive også krimier, limmericks, samlinger af vittigheder, essays, you name it.
   Af erindringerne fremgår det utvetydigt at han stort set kun føler sig lykkelig når han skriver. Så det gør han så, altid.
   Han holdt nøje tal på sine udgivelser og var pavestolt da antallet rundede 500, fortæller han i sine erindringer.
   Wikipedia introducerer ham sådan her.
Isaac Asimov (/ˈaɪzɨk ˈæzɨmɒv/; born Isaak Yudovich Ozimov; circaJanuary 2, 1920 – April 6, 1992) was an American author and professor of biochemistry at Boston University, best known for his works of science fiction and for his popular science books. Asimov was one of the most prolific writers of all time, having written or edited more than 500 books and an estimated 90,000 letters and postcards. His books have been published in 9 of the 10 major categories of the Dewey Decimal Classification.
Azimov kom ind i min bevidsthed i anledning af nyheden om at det er lykkedes at lande et menneskeskabt rumfartøj på en komet. På Facebook skrev jeg idag:
Som storforbruger af Science-Fiction siden min yngste ungdom, kan det kun give et mentalt kick i hjernen at det nu er lykkedes at lande et rumsonde modul på en meteor. En af mine absolutte favoritter bland SF-forfatterne er nu afdøde Isaac Asimov. Han har fået en asteroide opkaldt efter sig "5020 Azimov". Han har skrevet flere historier om robotters landinger på asteroider. En god dag til at blive mindet om at kreative fantasier og visioner kan blive til virkelighed, og at ny teknologi ikke altid er synonym med nye dødbringende våbensystemer. 
Tilbage til hovedsporet:
   Både Holberg og Azimov har altså været dybt afhængige af at komme og være i en såkaldt 'flow'-tilstand gennem det at skrive - uanset emne og genre. Og det er jeg så åbenbart også blevet. Det dokumenterer blokken jo.
  Den danske Wikipedia forklarer den psykologiske side af begrebet 'flow' sådan her, meget præcist synes jeg:
Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.
Man kan også komme i flow-tilstand gennem andre former for ambitiøse længerevarende fysiske og mentale aktiviteter - fx. ved at motionere hårdt og længe, en tilstandsom også kaldes "runners high".
   Jeg har ved analogi fundet på ordet "writers high" - og det er derfor ikke nogen dårlig metafor at sige at det at holde bloggen aktiv og igang, er mit evigt kørende mentale maratonløb, en hjernens stadigt tilbagevendende 'ironman'.
   Og hvert indlæg kan så siges at fungere som kognitiv og mental 'konditionstræning'.

Og parallellen kan faktisk godt trækkes yderligere i halen.
   Som en del af det at blive klogere, har jeg researchet på hvad den nyeste hjerneforskning kan bidrage med om det gavnlige i forhold til det at skrive. Og den siger utvetydigt at fx blogskriverier er med til at holde den skrivendes hjerne frisk og rask; Det modvirker demens og alzheimer, for eksempel. 
   Og det hænger sammen med at hjernen i modsætning til hvad man og forskerne troede tidligere, er plastisk og kan holdes i vigør gennem mental træning. 
   Ligesom muskler holdes hjernens mange forskellige samarbejdende moduler altså ved lige og udvikler sig ved at blive brugt, har det vist sig.

På Facebook annoncerede jeg over for vennerne jeg at jeg med min blog nu havde rundet de 200.000 visninger. Så at der nu kun var 800.00 til millionen.
   Bare hjernen holder til det!


torsdag den 9. februar 2012

Mere om flow på hjerne - nar man lytter til musik, læser en roman, ser en film - og når man selv skriver og får en "poetisk raptus"

Jeg synes jeg er kommet et skridt nærmere forståelsen af hvorfor det man (jeg) "prædiker", når man (jeg) underviser journalister, journaliststuderende og andre mediefolk i fx film og tv-dramaturgi eller  fx i journalistisk feature-reportage og -fortælling, hvorfor alt det "sludder"  faktisk har den effekt og de virkninger på læsere og seere som påstået - siden Aristoteles. 
  Som fx
  • - Show, don´t tell
  • - Hey, You, See, So
  • - Less is more
  • - Kreative restriktioner
  • - Stedets, handlingens og tidens enhed
  • - Skriv i scener
  • - Brug cases
  • - Den tredje dims!
  • - Brug metonymisk og metaforisk erfaringssprog
  • etc.
I foregående indlæg skrev jeg om en finsk forsker, Petri Toiviainen, der kombinerede musikindtryk og neuroscience-skanninger, skanninger som viser de aftryk musikken afsætter i hjernens blodgennemstrømning og elektriske udladningr når den lytter på et stykke livligt musi. 
   Petri Toiviainen var nået frem til at musik - i forsøgene et stykke forholdsvis avanceret finsk tangomusik (!!!) - aktiverede ikke bare de centre og moduler i hjernen som man ved er sæde for musik-perceptionen og -bearbejdningen, men også en række andre fjernere neurale netværk som fx det der har med kontrol af muskler og bevægelser at gøre ((præ)motorcortex), det som bruges til at dagdrømme, fantaser og erindrer med (default mode netværk), og det som aktiverer og styrer vores oplevelse af følelser (limbiske system).

Hvorfor er det interessant i kreativitetsammenhæng?
   Jo, fordi....
   
1) Noget tilsvarende - aktivering af en række forskelige moduler og systemer i hjernen der arbejder sammen om at producere oplevelsen - noget lignende må man gå ud fra sker når man fx. ser en film som ikke bare leverer musik  som underlægning, men som også aktiverer spejlneuron-systemet fordi man ser mennesker agerer med gestus og mimik på lærredet som man selv kan udføre, og default-netværket når filmen i sin helhed eller i scener igangsætter fantasier over det som ikke vises, det som er fraværende, defokuseret, halvt skjult bag en forgrund, sært og fremmedartet. 
   Som nu fx en række franske, engelske og italienske nybølgefilm. 

Jeg husker fra min tidlige ungdom midt i 60-erne film som Resnais "I fjor i Marienbad", flere Goddard-film hvis titler jeg ikke husker mere, filmen "Blow up" af Michelangelo Antonioni, filmen "7½" af Federico Fellini, filmen "Dagens skønhed" af Louis Bunuël.
   De gjorde et stort, faktisk et uudsletteligt indtryk på mig, selv om - eller måske netop derfor - at jeg indimellem kedede mig en smule.

Eller når man læser en roman! Underlægnings-musikken må man selv producere for sit indre øre - ud af sin egen musikalske erindring. 
   Men resten: identifikation, fascination, information - det er noget hjernens centre i samarbejde må blende og stykke sammen, integrere til en samlet stærk oplevelse så læseren kan komme i flow - føle med, blive forført, leve ind, græde, grine, gyse - når han/hun vender siderne i en rigtig "pageturner" eller "tåreperser" - opslugt i den imaginære romanverden til langt ud på natten.

2) Der er i hjernen to komplementære modsatrettede neurale netværk som - ifølge videnskabelig artikler jeg har læst en hoben af - skiftes til at være aktive: the task negative (default mode netværket) og the task positive netværk.
   De må jo må nødvendigvis arbejde sammen - "lappe over" - for at vi som læsere eller biografgængere får de opslugende mentale oplevelser vi gør - oplevelser der mere eller mindre er identisk med den flow-oplevelse man har når man er fuldstændig optaget af at løse en udfordrende udadrettet opgave.

Når vi ser en fængende film - eller når vi læser en gribende roman,  så sker der også det - at vi glemmer os selv og glemmer tid og sted. Flow!
   Og det må jo så også gælde når man skriver - fx en roman  eller et digt - eller som jeg de sidste mange måneder: en blog. 
   Man er aktiv og i skrive-flow - som Mikkel Hvid beskrev det så udmærket i sin bog "Skriv!! 
   Men en forfatter trækker jo samtidig - ofte helt erklæret - på erindringer, fantasier og selv-identifikation og selv-projektioner. Altså alt de funktioner som i neuroscience-forskningsrapporterne  beskrives som det the default mode eller the task negative neurale netværk gør når det er "tændt".
   Tænk bare på Knausgaard - eller Rifbjerg herhjemme - eller Lars von Trier. Eller alle de andre særligt kreative personligheder hvis barndom og ungdom jeg har bragt citater af og om på denne blog.

Jeg har i et tidligere indlæg begejstret noteret at der var "overlap" mellem spejlneuron-systemet og default netværk-systemet i visse situationer, og at det lignede den kognitive lingvistiks begreber om blending af forskellige klart adskilte konceptuelle rum som teorien siger er de mentale og kognitive forudsætninger for at kunne tænke og skabe nyt. 

Nu er spørgsmålet om man ikke med afsæt i vores finske forskers resultater, kan forestille sig tilsvarende forskning når det gælder film- og tv-seening, og når det gælder dette at man som forfatter får et skriveflip - som jeg selv har oplevet det en 4-5 gange i mit liv. 
   Sidst med indlæggene til denne blog

Og en pludselig association til min ungdoms litteraturundervisning - og glæden ved nogle af den klassiske litteraturs hovedværker: Holberg!
   Han er blevet kendt og berømt for sin såkaldte poetiske raptus. Langt de fleste af hans bedste komedier er skrevet inden for en meget kort periode i hans liv. 
   Han skrev 25 komedier på 5 år - fra 1722 til 1727.

I de fem år der fløj det bare for ham, og det flød fra ham med komedier. 
   Som skidt fra en spædkalv!