Aktiv musikudøvelse og det at lære at spille på et instrument - er bedre 'fitness' for hjernen end kommercielle apps til mobilen og tabletten

Mine indlæg på den her blog er jo tilegnet 'kreativitet' som et gennemgående tema. Og jeg har ofte researchet og skrevet om sammenhængen mellem nydelse og udøvelse af kunst i dens forskellige former  på den ene side og på den anden: det der foregår i hjernen mens det foregår.

   Faktisk var et af incitamenterne til at begynde at skrive blogindlæg for godt seks år siden, min bekymring over det forfald af hjernen som jeg kunne læse mig til fulgte med det at blive gammel, pensioneret og mental for nedadgående.

   Mine kilder sagde - ud fra forskellige faglige tilgange - at ligesom man skulle motionere for at holde kroppens muskler og hele biofysiske system igang, så skulle man også fx jævnligt skrive noget for at holde hjernen igang - specielt de dele af hjernen som havde med sprogudøvelse at gøre (venstre hjernehalvdel).

  Og man skulle tilsvarende også male og/eller tegne for at holde andre dele af hjernen igang (i sær i højre hjernehalvdel). Det fik mig igang med at male akvarel.

  Siden har jeg læst mig til at daglig fysisk aktivitet også er gavnligt for hjernen:

According to a study done by the Department of Exercise Science at the University of Georgia, even briefly exercising for 20 minutes facilitates information processing and memory functions.

http://www.brainhq.com/brain-resources/everyday-brain-fitness/physical-exercise

Det er opmuntrende at vide når man dagligt i mange år har udøvet 'morgensvøming' en halv time i den lokale svømmehal. 

Jeg har også i flere indlæg skrevet om den positive effekt på hjernen som det at lytte til musik af Mozart skulle have, kaldet 'Mozart-effekten', en effekt der i de senere år er rejst alvorlig tvivl om der er forskningsmæssig evidens for.

   

Buzz-ordet for alt det her er 'brain fitness'.

   Googler man på  'brain fitness', dukker der i hundredevis af henvisninger op til instruktioner, programmer og kurser der skal hjælpe folk til at holde hjernen 'fit' så den fortsat kan varetage de funktioner som en god hjerne nu helst skal kunne klare - også når man er voksen og ældre.

Og den digitale verden er naturligvis kørt med på bølgen, med en lang række brain-fitness-apps til mobiltelefonen eller til tabletten:

http://www.bachelorsdegreeonline.com/blog/2012/50-best-mobile-apps-for-your-brain-fitness/

Men, og sådan set mærkeligt nok, så indgik det ikke den gang for en fem-seks år siden i mine overvejelser at jeg kunne/skulle gå igang (igen) med jævnlig musikudøvelse: spille et instrument, eller begynde at synge i kor (begge dele noget jeg faktisk gjorde som ung).

En The Guardian-artikel fortæller nu at det ud fra et brain-fitness-synspunkt er meget mere effektivt at lære at spille musik, end at gøre brug af disse apps.

   Rubrik og underubrik annoncerer:

Want to 'train your brain'? Forget apps, learn a musical instrument

Musical training can have a dramatic impact on your brain’s structure, enhancing your memory, spatial reasoning and language skills

Og artiklen indledes med at nedgøre effekten af den slags hjerne-fitness-programmer:

The multimillion dollar brain training industry is under attack. In October 2014, a group of over 100 eminent neuroscientists and psychologists wrote an open letter warning that “claims promoting brain games are frequently exaggerated and at times misleading”.

   (...)

   And a recent review examining studies purporting to show the benefits of such products found “little evidence ... that training improves improves everyday cognitive performance”.

Et væsentligt argument for at hjernen stimuleres ekstraordinært godt gennem musikudøvelse (og -lytning), er at musik altid involverer den del af hjernen som har med følelser at gøre: 

“Music probably does something unique,” explains neuropsychologist Catherine Loveday of the University of Westminster. “It stimulates the brain in a very powerful way, because of our emotional connection with it.”

Endvidere er pointen at det at lære at spille på et instrument kræver at hjernen integrerer input fra flere forskellige sanser: høresansen, synssansen og følesansen, plus at det i den grad stimulerer hændernes finmotorik. Og udøvelse over lang tid - en årrække - kan simpelt hen udvikle hjernen neurologiske forbindelsesveje mellem de forskellige centre der er aktive under musikudøvelsen:

Playing a musical instrument is a rich and complex experience that involves integrating information from the senses of vision, hearing, and touch, as well as fine movements, and learning to do so can induce long-lasting changes in the brain.

   (...)

   Early brain scanning studies revealed significant differences in brain structure between musicians and non-musicians of the same age. For example, the corpus callosum, a massive bundle of nerve fibres connecting the two sides of the brain, is significantly larger in musicians.

   (...)

   Together, these studies show that learning to play a musical instrument not only increases grey matter volume in various brain regions, but can also strengthen the long-range connections between them.

Men afgørende er det så også at stadig og aktiv musiktræning og -udøvelse påvirker andre dele af hjernen positivt end dem som direkte er aktive når man spiller musik:

Other research shows that musical training also enhances verbal memory, spatial reasoning, and literacy skills, such that professional musicians usually outperform non-musicians on these abilities.

Denne bredere virkning beskrives professionelt som "transfer effects": 

Unlike commercial brain training products, which only improve performance on the skills involved, musical training has what psychologists refer to as transfer effects – in other words, learning to play a musical instrument seems to have a far broader effect on the brain and mental function, and improves other abilities that are seemingly unrelated.
   “Music reaches parts of the brain that other things can’t,” says Loveday. “It’s a strong cognitive stimulus that grows the brain in a way that nothing else does, and the evidence that musical training enhances things like working memory and language is very robust.”

https://www.theguardian.com/education/2016/oct/24/want-to-train-your-brain-forget-apps-learn-a-musical-instrument?CMP=fb_gu

I  mine helt unge dage har jeg faktisk lært at spille et par instrumenter: blokfløjte og guitar.

   Guitar holdt jeg relativt hurtigt op med. Men kunne dog i nogle år spille en bluesrundgang og synge en simpel blues til den.

   Blokfløjte er det lidt anderledes med: Jeg gik et par vintre hos en spillelærer og endte faktisk med hæderligt at kunne spille forholdsvis simple blokfløjte-melodier efter noder. Det var i årene inden jeg var 'exchange-student' et år i USA mellem 2. og 3. g. (1961-62).

  Den familie jeg boede hos, havde et fint sortlakeret og velstemt flygel stående til hvem der nu ville spille på det.

  Min mellemste amerikanske 'bror´' spillede cello på et rimeligt avanceret niveau og blev af min amerikanske far det meste af året hver lørdag formiddag kørt til cello-undervisning på Julliard Musikkonservatorium på Manhattan, New York.

  Men der var ingen i min amerikanske familie - sådan husker jeg det - der spillede på flyglet.

   Det gjorde jeg så. Ofte - sikkert flere gange om ugen om eftermiddagen satte jeg mig ved flyglet og improviserede. Jeg kunne ikke spille klaver efter noder, og kunne ikke spille bestemte akkorder.

   Alligevel nød jeg at sidde der og få 'smukke' ikke melodistyrede toner ud af mine to hænders spillen hen over flyglets hvide og sort tangenter.

   Da jeg kom hjem fra USA, genoptog jeg blokfløjtespilleriet - men nu på samme måde som jeg var blevet vant til på flyglet hos familien i USA: rem improvisation.

   Tit spillede jeg også improvisererede forløb på blokfløjten mens jeg havde venner på besøg. De protesterede ikke, og løb ikke skrigende bort.

I øvrigt havde jeg også på et tidspunkt fået anskaffet mig en afrikansk tromme, og jeg dyrkede i en længere periode i mine yngre dag (et år eller tre) det med hænderne at spille forskellige rytmer på den tromme.

  I det år jeg var i USA sang jeg i øvrigt også i kor på min High School - både i et stort klassisk kor - og i et barbershop-kor.

  Det havde jeg det sådan set ret godt med.

Hvor længe det improviserede blokfløjtespil stod på efter jeg var kommet hjem fra USA, husker jeg ikke præcist. Men vel nok 2-3 år - et par år ind i min studietid.

Hvad gjorde det for mig - både blokfløjtespillet og trommeriet?

    Jeg er nu - i erindringens bakspejl - ikke i tvivl. Det fungerede som meditation af den såkaldt 'non-direktive' slags - ligesom TM (en teknik jeg lærte mange år senere): den form for meditation ... "where people focus on their breathing or a sound, but also allow their mind to wander where it will."

At det så meget vel også kan have været gavnligt for de dele af hjernen som har med følelser, med hukommelse, sprogudøvelse og kreativitet at gøre, havde jeg den gang ingen viden om.

   Jeg tror jeg holdt op med disse udøvende musikalske aktiviteter på nogenlunde samme tid som jeg holdt op med at male og tegne dagligt - 3-4 år inde i min studietid på universitet.

  I begge tilfælde manglede jeg utvivlsomt det særlige drive - den særlige sult - som det krævede og kræver for at forfølge en professionel artistisk karriere: træning, træning, træning.

  Og jeg forfulgte et andet - og for mig nemmere spor: det analytiske og intellektuelle.

Hvad sker der når hjernen ændrer sig under påvirkning af musik eller LSD - og grænsen mellem selvet og resten af verden udviskes?

Nogle af de bedste - og mærkeligste - Beatles-numre er fra perioden omkring Seargent Pebber-LP´en.
    For eksempel 'Lucy in the Sky with Diamonds':

På Facebook så jeg en henvisning til forskning der blev markedsført som at musik var sundere for både hjerne og krop end fysisk motion:

Musik är bättre för hälsan än idrott

Det er en kort artikel fra den finske public-service-station YLE som bringer nyheden i forbindelse med annonceringen af et foredrag i byen Vasa:

Musik är hjärnans bästa vän - den öppnar upp igenslammade nervbanor och gör en beredd att ta emot andra utmaningar. Det säger vetenskapsjournalisten och musikredaktören Minna Lindgren som härom kvällen föreläste i Vasa.

Og Weekendavisens tillæg "Ideer" kunne i en kort notits annoncerer sin nyhed med denne overskrift:

 Næstkærlig LSD

Har de to nyheder noget med hinanden at gøre?
   Og hvad har det med 'Lucy in the Sky with Diamonds' at gøre?

   Det diskuterer jeg til sidst i indlægget her. 

Hvad siger Minna Lindgren så:

Föreläsningens rubrik "Musik är bättre för hälsan än idrott" är inte menad som en provokation. Den har bas i neurologisk forskning, säger Lindgren.

   - Under de senaste 15-20 åren har man i Jyväskylä och Helsingfors undersökt vad som händer i hjärnan då man spelar eller sjunger. Därifrån kan man allvarligt säga att musik är mycket mera hälsosam än idrott, säger hon.

   Hjärnan är uppdelad i olika delar som sköter om olika saker: språk, känslor och så vidare. Men musiken, den aktiverar hela hjärnan.

  - Forskarna vet inte varför, men de har kunnat påvisa det, tack vare modern teknologi.

Det her er skrevet og fortalt i meget populært sprog, og artiklen har referencer til tekster på finsk, så det er ikke helt muligt at være sikker på hvad Lindgren refererer til. 

   Men hun må nok mene noget i retning af at musik øger hjernens "connectivity" - dvs. aktiverer og forstærker de neurale baner og forbindelser mellem mange forskellige dele af hjernen, blandt andet altså forbindelserne mellem centrer i både venstre og højre hjernehalvdel som skal arbejde koordineret og i takt når musikken spiller. 

   Artiklen fortsætter - stadig sprogligt ret upræcist:

Minna Lindgren efterlyser mera musik i skolan. 15 minuter musik i början av dagen skulle öpna upp hjärnans nervbanor.

   - Det hjälper koncentrationen, att orka sitta ner hela dagen, att lyssna och förstå, och det är bra för finmotoriken och abstrakt gestaltning.

   Undersökningar har visat att musikers hjärnor skiljer sig från "vanliga" människors: främre delen, som styr empati och koncentration är större. Där finns kontroll, abstrakt tänkande och planering - sånt är lättare för musiker.

   - Nu ska man bara inte tänka att musiker är intelligenta, utan på vad musiken och möjligheten att spela ett instrument kan göra för ett barn.

   Ett barns hjärna utvecklas och växer och att då "gympa" hjärnan med musik hjälper barnet att utvecklas. Och det gäller inte här att drilla fram nya underbarn, en ny Mozart.

   - Det räcker väl att spela blockflöjt, säger Minna Lindgren.

Vi får nu på ingen måde dokumenteret overskriftens påstand om at musik er bedre for helbredet end sport.

Det med musikkens helsebringende effekt har jeg tidligere været inde på flere gange.
   Musik kan gøre noget ved hjernen, ved man, noget som fx er gavnligt for kreativiteten og intelligensen.
   Den 'opdagelse har i sin tid fået navnet 'Mozart-effekten', fordi det oprindelig især var hans musik man fandt havde de særlige gode effekter. 

   Den meget snævre påstand om  netop Mozart-musikkens særlige effekt, er der siden blevet rejst alvorlig tvivl om gennem såkaldte meta-studier. 

   Men samtidig er der forskningsmæssig evidens for en bredere virkning på hjernen af at lyttet til eller udøve musik og sang.

 
Hjemmesiden Brainfit.com har en omfattende oplistning af hvilke "benefits" som hjernen, kroppen og sundheden har af at lytte til og udøve musik og sang -i følge de senere års forskning.

  Man kan her fx læse at udøvende musikeres hjerner er forskellige fra almindelige menneskers hjerner:

If you want evidence of how music affects the brain, it makes sense to look at the brains of people who play a lot of music — professional musicians.

   Brain scans show that their brains are different from the rest of ours.

   Their brains are noticeably more symmetrical.

   Areas of the brain responsible for motor control, auditory processing, and spatial coordination are larger.

   They also have a larger corpus callosum.

   This is the band of nerve fibers that enables the two hemispheres of the brain to communicate with each other.

'Corpus callosum' kaldess på dansk 'hjernebjælken' og udgør forrbindelsen mellem de to hjernehalvdele.
   Det ligner hvad man fx har fundet ud af om rutinerede taxa-chauffører: De dele af hjernen der særligt skal aktiveres for at finde rundt i en storby som London, er hos dem større end andre menneskers:

Cab drivers' grey matter enlarges and adapts to help them store a detailed mental map of the city, according to research.

   Taxi drivers given brain scans by scientists at University College London had a larger hippocampus compared with other people. This is a part of the brain associated with navigation in birds and animals.

   The scientists also found part of the hippocampus grew larger as the taxi drivers spent more time in the job.

   "There seems to be a definite relationship between the navigating they do as a taxi driver and the brain changes," said Dr Eleanor Maguire, who led the research team.

Tilbage til musik på hjernen:

   Brainfit-artiklen fortæller videre at den rette musik kan påvirke humøret hos folk positivt (ikke den store nyhed!). Og at det at lytte til en bestemt slags musik kan reducere stress, idet det sænker produktionen af stresshormonet cortisol.

   Da jeg for nylig fik foretaget en ret så ubehagelig rygmarvsbiopsi på et sygehus, afspillede personalet beroligende 'meditationsmusik' under operationen med samme formål.

   

Omvendt stimulerer musik den "positive kemi" i hjernen via neurotransmitter-systemet idet den øger dopamin-produktionen som påvirker 'belønningscentret'. Når man spiller sammen øges og produktionen af "krammehormonet" oxytocin :

One of the ways music enhances brain function is by stimulating the formation of certain brain chemicals.

   Listening to music increases the neurotransmitter dopamine.

   This is the brain’s motivation molecule and an integral part of the pleasure-reward system.

   It’s the same brain chemical responsible for the feel-good states obtained from eating chocolate, orgasm, and runner’s high.

   Playing music with others or enjoying live music stimulates the brain hormone oxytocin. (13)

   Oxytocin has been called the “trust molecule” and the “moral molecule” since it helps us bond with and trust others. (14)

   There’s evidence that the oxytocin bump experienced by music lovers can make them more generous and trustworthy.

Brainfit opsummerer den positive effekt af musikundervisning og -udøvelse i skolen i disse punkter:

Music, whether taught in or outside of school, helps students excel in the following ways: (16)

• improved language development 
• small increase in IQ
• improved test scores 
• increased brain connectivity 
• increased spatial intelligence

http://bebrainfit.com/music-affects-brain/

Jeg har i flere tidligere indlæg refereret til jazz-musikeren og  hjerneforskeren Peter Vuust, som bl.a. har påvist at jazzmusik er den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger - både når man spiller og når man lytter.

   Endvidere har han påvist at hjernens sprogcentre også er aktive når vi lytter til eller udøver musik, så der er altså faktisk neurologisk belæg for at tale om musik som en slags sprog.

   Man kan også på nettet læse sig til at Peter Vuust holder foredrag om musik som et middel mod depression, smerter og parkinsons sydom.

   

På hjemmesiden Videnskab.dk fra 2008 refereres Vuust for hvad der sker når fx en masse mennesker er til koncert på en Roskilde Festival. 

   Han bruger til sidst i citatet den smukke metafor "en kemisk ballet" til at beskrive hvad der sker når mange hører musik sammen:

Enhver, der har kæmpet med at lære et fremmedsprog som voksen ved, at sprog i høj grad handler om regler, og det samme kan man sige om musik. Når vi lytter til musik, så lytter vi efter reglerne eller mønstret. Når vi kan forudsige mønstret, udløses der lidt dopamin, som er hjernens lykkestof, og vi bliver glade og tilfredse.

   »Hjernen er en forudsigelsesmaskine, der skal sikre os flest mulige chancer for overlevelse. Derfor belønnes vi, når vi gætter rigtigt,« siger Peter Vuust. Men hvis mønstret er alt for forudsigeligt, går hjernen på stand by, og der er ikke den store belønning at hente. 

   Men hvis vi kun kan forudsige en del af mønstret, mens andre dele af det overrasker os, så bliver vi belønnet med dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, og derfor bliver den også belønnet med dopamin. 

   Hvis man ikke kender et musiknummer særlig godt, eller omvendt hvis man har lyttet rigtig meget til det, så er hjernen ikke vild med netop det nummer. Det gælder altså om at finde balancen, hvor man kender musiknummeret uden at det er blevet overspillet endnu.

   Der tegner sig en omvendt u-kurve, hvor et ukendt eller et alt for velkendt stykke musik ikke er noget, man bryder sig om,« forklarer Peter Vuust. 

   En koncert er en kemisk ballet. 

   Når pladsen foran OrangeScene er fyldt til bristepunktet af musiknydende festivalgængere, svinger tilskuerne i takt på mere end en måde. Kroppene følger rytmen, og alle tilskuere sættes i den samme stemning, mens deres hjerner arbejder på højtryk for at afkode musikkens mønster. Oplever de genkendelsens glæde, fordi de kan forudsige musikkens mønster, så frigives lidt dopamin, men hvis de oplever overraskelsens fryd, sker det samme. Kemien i hjernen danser i takt med rytmen, der kommer ud af højtalerne.

Man kan sige at glade og aktive deltagere i en rockkoncert oplever at deres afgrænsede identitet delvis opløses under påvirkning af musikken, fordi de - og dermed deres hjerne og krop - underlægges en fælles rytmisk musikalsk påvirkning, som Peter Vuust sammenfatter i metaforen "en kemisk ballet".

  

Den metafor er en glimrende indgang til den korte artikel i "Ideer" om "næstekærlig LSD". 

   Den tager afsæt i de kontroversielle forsøg og eksperimenter med LSD som bevidsthedsudvidende stof i 60´erne, og fortæller at ruseffekten af at indtage LSD deformerer og forvrænger sanseindtryk så det ligner en psykose hvor "personen oplever, at grænsen mellem selvet og resten af verden bliver opløst. 

   Denne effekt har hjerneforskere fra Royal Netherlands Academy of Arts and Sciences i Amsterdam nu set nærmere på i hjerneskanninger.

De har givet 15 testpersoner udskadelige doser af LSD eller placebo og med en fMRI-skanner undersøgt hvad der sker i hjernen. Hjerneforskerne kunne se, at de områder i hjernen, der er involveret i højere kognitive funktioner, bliver stærkt overforbundne.

"Overforbundne" er det danske ord for det engelsk "hyperconnected" - og "connectivity" i hjernen refererer til hvordan hjernens forskellige centrer og moduler er forbundet og arbejder sammen - i højere eller mindre grad. 

   Inden for den del af hjerneforskningen der har med kreativitet at gøre, er teorien at særligt kreative menneskers hjerne har en relativt højere "connectivity" end andre, og at denne sikkert medfødte egenskab gør det nemmere for dem at forbinde forestillinger som mentalt ligger langt fra handen og logisk set ikke har noget med hinanden at gøre (= 'conceptual blending')

   Også indtagelsen af alkohol og hash øger hjernens "connectivity" og reducerer den såkaldte 'latente hæmning' (LI).

   Wikipedia definerer:

Hyperconnectivity is used in medical terminology to explain billions and billions of neurons creating excessive connections, within the brain associated with schizophrenia, [11][12] or epileptic seizures [13][14] or DS [15].

Avisnotitsen i "Ideer" fortsætter:

Generelt er der i hele hjernen ekstra gang i forbindelserne, så selv områder, der ellers er adskilte, taler sammen. De områder, der har øget aktivitet, overlapper med de områder, hvor recpetorerne, som LSD binder sig til, sidder. 

   (....)

   Forskerne mener, at når LSD får hjernen til at dele mere information mellem hjernens områder, giver det en stærkere forbindelse mellem vores følelse af selvet og følelse af omgivelserne. Det er det der opløse identiteten.

Notitsen er et rip-off af en undersøgelse som i den videnskabelige artikel i Current Biology sammenfatter resultaterne sådan her:

• High-level cortical regions and the thalamus show increased connectivity under LSD
• The brain’s modular and rich-club organization is altered under LSD
• Increased global connectivity under LSD correlates with ego dissolution scores

Artiklen har titlen:  

Increased Global Functional Connectivity Correlates with LSD-Induced Ego Dissolution

Fællesnævneren for denne artkel og de tidligere referencer til forskning i effekten af musik, er at grænsen mellem selvet og resten af verden opløses. Det må være det journalisten mener med overskriften "Næstekærlig LSD".

Her kobler jeg så til begrebet 'flow'!

   Det at komme i flow - 'at blive høj' - indebærer jo nemlig også at man glemmer sig selv og mister fornemmelsen af tid og sted. 

   Man taler også om 'at gå op i en opgave', 'at begrave sig i en bog', eller helt 'at blive opslugt af et maleri eller en skulptur', hvad der fx var min egen oplevelse for nogle år siden ved mødet med Nefertiti-busten på et museum i Berlin:

Nefertiti

Jeg kan også blive høj bare ved at gå i rundt i vores hus og 'fortabe mig' i synsoplevelsen af alle mine Harald Henriksen-træsnit:

Harald Henriksen: Plov i snelandskab. 1924

Wikipedia definerer 'flow' sådan her - med henvisning til opfinderen af begrebet, psykologen Mihaly Csikszentmihalyi:

In positive psychology, flow, also known as the zone, is the mental state of operation in which a person performing an activity is fully immersed in a feeling of energized focus, full involvement, and enjoyment in the process of the activity. In essence, flow is characterized by complete absorption in what one does. Named by Mihály Csíkszentmihályi, the concept has been widely referenced across a variety of fields (and has an especially big recognition in occupational therapy), though has existed for thousands of years under other guises, notably in some Eastern religions.[1] Achieving flow is often colloquially referred to as being in the zone.

Men det at komme i en flow-lignende mental tilstand, kan altså ske på flere måder og med forskellige midler: med psykodeliske stoffer som LSD, ved at udøve en aktivitet hvor man presser sig selv til det yderste (løb, musik, skrive), eller ved at gå til rockkoncert og hoppe og synge, danse og klappe i takt med en masse andre jævnaldrende. 

En række Beatles-numre er gennemsyret af LSD-oplevelser og -erfaringer, det kan man ikke være i tvivl om:

L(ucy in the) S(ky with) D(iamonds)

Af andre numre der er LSD-inspirerede og -påvirkede er i hvert fald følgende: 'Strawberry Fields Forever', ‘It’s All Too Much’, ‘Within You Without You’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘I Am The Walrus’. 'A Day in the Life', ‘Tomorrow Never Knows’, ‘Only A Northern Song’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘She Said, She Said’

    Og ud fra den forskning som er lavet om hvordan LSD selv i meget begrænsede doser påvirker sindet og oplevelsen af selvet, så er det ikke svært at føle - synes jeg - hvordan grænserne mellem selvet og resten af verden er mere eller mindre opløst - både hos dem der har produceret sangene, og når man giver sig hen i at lytte til dem - igen, igen.

   'A Day in the  Life'. Enjoy og bliv høj!:

NB!
   For en ordens skyld: Jeg har ingen personlige erfaringer med indtagelse af LSD og de eventuelle effekter. Men bruger mange svampe i min madlavning, og samler og bruger de spiselige når de er i sæsonen.
   Og hash har jeg prøvet to gange i kager omkring slutningen af 60´erne. Uden særlig mental effekt. 

Agurketid og medieformater - om kreative personligheder og grænseoverskridende metaforiske hjerner - flere med efternavnet "Dahl"

Det er agurketid i aviserne og medierne over en bred bank. Og dermed tid til at mobilisere kreativitet på redaktionerne, herunder at opfinde serier og formater som kan legitimere billigt og nemt producerede portrætter af personer man i forvejen kender fra den almindelige "tunge" nyhedsdækning resten af året.

   Det er vel en variant af det som kreativitetsteorien kalder "kreative restriktioner". Virkeligheden leverer simpelt hen for lidt til at fylde mediernes forskellige faste genrer. Så man må op på dupperne rent mentalt - og finde på!

   Og det her indlæg handler om det mærkværdige syrendipitetiske tilfælde: at to særligt kreative personligheder som har optrådt i medierne, begge hedder 'Dahl' til efternavn, og begge har bidraget til at levere stof og historier om dem selv til disse sommerfeatureformater.
   Endnu en "Dahl", en "Andersen", og en "Messerschmidt" kom med i farten for at få det hele til at hænge sammen. Så det blev lidt (for) langt.

Danmarks Radio har på P1 serien "Sommergæsten" kørende, et format som er en let og hurtig udgave af Karen Sechers højt berømmede, indholdsmæssigt interessante og meget interviewteknisk kreative radioserie som har været udsendt i mange år under titlerne "Besøgstid" og "På Tomandshånd".

    Vært og interviewer Dorte Krogsgaard på "Besøgstid", er til daglig vært på P1 Morgen hvor man også bemærker hende som en frisk og kontant interviewer.

    Her i sommerformatet skal hun dagligt levere en hel udsendelsestime, dog afbrudt af musik valgt af gæsten. Der er tale om en journalistisk og mental kraftpræstation, selv om Dorte Krogsgaard selvfølgelig har en anonym backinggroup af researchere - og selv har må have haft tid til forresearch.

 

I onsdags var der et interview med sangeren og skuespilleren Lotte Andersen hvori hovedhistorien og vinklen var at Lotte Andersen ...

"... mistede sit vigtigste arbejdsredskab: sin stemme. Hun fortæller om at blive stum - og om arbejdet med at genfinde sin stemme."

Hendes fortælling var et smukt og rent eksempel på fænomenet "kreativ restriktion", begrænsninger i vilkår der afføder mentale behov for at skabe nyt - i Lotte Andersens tilfælde efter en nærmest traumatisk opleves af identitetstab da hendes stemme forsvandt i næsten et år.

En del af det fremdriftsgivende plot i radioserien er at hver sommergæst i en lukket kuvert skal give et spørgsmål videre til den næste i rækken.

     Og torsdagens sommergæst var pianist og professor på Rytmisk Musikkonservatorium Carsten Dahl der ...

"... fortæller om at improvisere og bruge sine egne depressioner som drivkraft."

Han fik spørgsmålet fra Lotte Andersen: "Har du nogensinde mistet din stemme?"

    Carsten Dahl svarede ja, idet han parallelliserede stemmetab med det mentale tabe det for ham selv havde været at blive ramt af en alvorlig depression:  Depression = Tab af idenditet og personlighed, var hans metaforiske ligning.

   Han fortalte også om sin barndom og ungdom, og ingen tvivl om at han hørte til den særligt kreative personlighedstype med forældresavn, ensomhed, mobning, kostskoleophold, etc. da forældrene blev skilt. En højsensitiv kreativ personlighed der med sin musik har spillet sig igennem tilbagevendende angstanfald og depressive mentale tilstande.

 

Og kriteriet "flere personer i en" levede han også smukt op til  - idet han beskrev sig selv som at han havde fundet "drengen Carsten" inde bag "masken Carsten Dahl" - en identitet som han først var nået til klarhed over gennem arbejdet med at komme ud af sin flere år lange depression.

   

Mere generelt brugte han sin musikalske improvisationer til at "forsvinde i" - og til at udtrykke sindsstemninger gennem, fortalte han.

   Metaforisk oplevede han  at han ved at improvisere blev ...

"... forbundet med universet", og "forbundet med vinden i træerne, bølgerne i havet, blodet i kroppen". 

Sin musik opfatter Carsten Dahl altså selv som en form for metaforiske udtryk der har billedfunktion, og som i ham aktiverer emotionelle mentale landskaber og figurer.

   Noget der godt kunne minde om det fænomen jeg har skrevet om  i flere indlæg på det sidste: synæstesi, uden at jeg dog har andet belæg end disse få citater for at det kunne forholde sig sådan.

Carsten Dahl fortalte at det at improvisere for ham ofte indebar en regulær tilstand af "trance" som - af hans beskrivelse at dømme - altså har karakter af en regulær "flow-oplevelse" - en parallel til den oplevelse fx løbere kan få gennem det der kaldes "runners high", beskrevet sådan i Wikipedia

Runner's high is said to occur when people exercise so strenuously that their bodies reach a certain threshold. It is suggested that endorphins are responsible for this state. Endorphins are released during long, continuous workouts of moderate to high intensity, corresponding to prolonged physical stress. This also corresponds with the time that the muscles use up their stored glycogen. The presence of endorphins would presumably mitigate pain sensation by negatively regulating pain-carrying signals from nociceptive neurons in the spinal cord. Notably, such analgesic effects of endorphins could potentially increase the likelihood of injury, as pain sensation could be more easily ignored. Experiencing a runner's high has also been known to cause feelings of euphoria. Although it is called a "runner's" high, the effect can occur anytime that people engage in any strenuous exercise or activity, not just running.

Det kan så også forklare hvorfor det at improvisere musikalsk i længere tid, af Carsten Dahl bliver oplevet som noget der har en 'immuniserende effekt' i forhold til risikoen for depression.  

Som barn og ung var det trommer Carsten Dahl  udtrykte sig gennem, men han lærte sig på et tidspunkt "at spille klaver uden klaver" - rent bogstaveligt - ved at lyttet til plader med jazzpianister og så spille med fingrene - men imaginært og som en form for mime - på et sin mors chatol der godt kunne minde om et opretstående klaver.

   Hvad der i øvrigt foregår i hjernen når musikere improviserer, har jeg skrevet om i flere indlæg, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Her et citat fra noget af den forskning som jeg refererer i indlægget. Det der sker, er at de forreste pandelapper der styrer, moraliserer og censurerer et bredt spektrum af funktioner andre steder i hjernen, lukker ned, mens det som kaldes "the default network", så lukker op under improvisationen.

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

   They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.   

The default network i hjernen er blandet andet kendetegnet ved at være aktivt når man dagdrømmer, "mind wandering", som man kalder det på engelsk. Men også når man fremkalder erindringer, eller når man forestiller sig en i en andens persons sted, eller når man fantaserer om andre verdener og virkeligheder.

   Jazz-improvisationer kan altså anskues som en slags musikalske dagdrømme der kommer ud gennem fingrene.

   Carsten Dahl har i øvrigt spillet musik sammen med en anden særligt kreativ personlighed, Thomas Blachman, som jeg har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Dette med musik på hjernen kan også kobles sammen med jazzmusikeren og musikforskere Peter Vuusts synspunkter og forskning, som jeg har refereret her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/kunst-pa-hjernen-i-anledning-af-en-tv.html

Et af de markante resultater som Peter Vuust havde fået ud af sin hjerneforskning, var at jazzmusik - hvad enten den blev udøvet eller lyttet til, var den musikgenre som udløste størst  og mest omfattende aktivitet i hjernen på alle de parametre man målte på ved skanninger.

Carsten Dahl gav så følgende spørgsmål videre til den næste sommergæst, Dansk Folkpartis stemmemagnet ved det nys overståede EU-valg, Morten Messerschmidt: "Hvad er medfølelse og åndelighed for dig?" 

   Her fik Dorte Krogsgaard, så vidt jeg husker, et så langtrukkent, glat og velformuleret svar at hun måtte afbryde interviewpersonens rivende automatiske talestrøm.

   I følge programteksten på DR´s hjemmeside er også Messerschmidt en blended personlighed med "flere personer i en".

   Hans væsentligt ældre kæreste, bakkesangerinden Dot Wessman, har karakteriseret ham som "en gammel mand i en ung mands krop". Og i avisoverskrifter har han fået prædikatet "et dobbeltmenneske".

   Også han har i en eller anden forstand musik på hjernen, men absolut ikke jazz.  Allerede som barn var han operaelsker, og havde tidligt en drøm om selv at blive operasanger. Han har også indspillet en CD hvor han synger sammen med Dot Wesman, som udkom for ikke så længe siden: "Med et glimt i øjet".

   Og han er vokset op i et hjem med en enlig mor, som vel har forventet at han gik ind som "manden i huset", en prægning han så har taget med sig ind i voksenlivet.

Det fører lige over i endnu en særligt kreative personlighed som også bliver portrætteret i en sommerserie, en kendis der deler efternavn med Carsten, nemlig sociolog, forfatter, blogger og debattør Henrik Dahl.

   Og sidste nyt om ham er at han deler ambition med Messerchmidt om magt og indflydelse gennem at blive valgt politiker.

 

Henrik Dahl blev interviewet og portrætteret til Politikens agurketidserie "180 grader" i lørdags (12/07). For at gøre sig fortjent til at blive interviewet til dette sommerformat skal interviewpersonen leve op til følgende karakterspecifikation:

I løbet af sommeren interviewer vi en række personer, der valgte at gå i en helt ny retning, fordi de var nødt til at følge deres samvittighed og foretage et nyt livsvalg.

Jeg har skrevet om Henrik Dahl som særligt kreativ personlighed flere gange her på bloggen, vist nok første gange i de her to sammenhængende indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre_14.html

Manden er en frisk og fræk metaforskaber af Guds nåde - og en inkarneret ironiker - hvilket første indlæg tager afsæt i.

   Jeg har kendt sociologen Henrik Dahl personligt i hans unge og mine yngre dage. Og hans bog om livsstilsegmenter 'Hvis din nabo var en bil' - i sær 2. udgaven fra 2006 - er fremragende - og kan stadig anbefales som mentalt øjeåbnende for journalist-, medie-, og kommunikationstuderende.

  Han debuterede for nylig som fiktionsforfatter med romanen 'NT - en forstadstragedie', som blev sablet ned af Politikens og Informations anmeldere. 

   Henrik Dahls kreative modangreb var at foreslå at der blev oprettet et officielt "ankenævn for anmeldelser" som skulle kunne tage fagligt stilling til om en dårlig anmeldelse var rimelig og kvalificeret! 

   God ide, eller syg ide? Debatten kørte derudaf i over en uge.

 

'Krogen' for artiklen i Politiken i lørdags var at Henrik Dahl for nylig har annonceret at han stiller op som folketingskandidat for Liberal Alliance. 

   Dermed tilslutter han sig nu rækken af "politiske overløbere" i nyere tid - med Karen Jespersen og Ralph Pittelkow som de mest prominente, men hvori også indgår adskillige yngre SF-politikere som skiftede parti da SF trådte ud af regeringen.

    Rubrikken for artiklen af Kenneth Lund er et citat fra hovedpersonen:

"Jeg har skiftet parti, men jeg har ikke skifte holdninger" 

Og manchetten fortæller at Henrik Dahl "på 15 år er gået fra intellektuel SF´er til liberalistisk folketingskandidat." 

   Jeg kan ikke lade være med at associere til Løkke Rasmussen der tumlede ind i nogle meget besværlige filosofiske distinktioner da han kom til at svar på et kritisk interviewspørgsmål med udtalelsen:

"Vi har skiftet standpunkt, ikke holdninger!"

Det der virkelig tændte mig i interviewet, var igen en af Henrik Dahls fremragende metaforer - her til at beskrive hvorfor han på et vist tidspunkt for nogle år siden ikke var gået til de radikale, men blev hos de venstreorienterede socialdemokrater -  trods afgørende uenighed på en række punkter:

Det var også med mange forbehold. Jeg betragtede den socialdemokratiske bygning som et håndværkertilbud. Selve bygningen var ikke meget værd, tilstandsrapporten var kritisk, men beliggendheden var fantastisk, der lige på midten af dansk politik. Min tanke var,at hvis man var fiks på fingrene og villig til at lægge mange kræfter i at reparere på det gamle lort, så kunne der godt være en fremtid i det. 

Ellers siger citatet fra rubrikken faktisk det hele. Henrik Dahl er mentalt i defensiven, og han er langt mindre skarp og slet ikke så morsom som han var da jeg mødte ham for mange år siden, og som han kan være i nogle af sine blogindlæg.

   Den kreative spændstighed som tit har karakteriseret hans sprog i offentlige debatter, er i interviewet blevet ret så velfriseret. De mentale omkostninger ved at prøve den nye politikerkasket, slår igennem i sproget. 

   På spørgsmålet om hvad hans største mærkesag bliver hvis han bliver valgt ind, svarer han:

Jeg går meget ind for afbureaukratisering, og at alt ikke kommer til at handle om politik. Jeg kunne godt tænke mig et paradigmeskift for, hvad politik og lovgivning bør handle om. Det er et demokratisk problem, hvis borgerne ikke kan forstå de love, som de har pligt til at sig efter, men det gør mange ikke i dag. Jeg mener det er enormt vigtigt. 

Altså Henrik Dahls mærkesag er at lovene skal skrives så folk kan forstå dem!!!!

   Journalisten slutter med et muntert spørgsmål som han har forberedt hjemmefra:

   Du blev kendt som sociolog med bogen 'Hvis din nabo var en bil'. Hvilken bil er Henrik Dahl? 

   "Det ved jeg sgu ikke. En lidt brugt én, måske."

   Men altså den samme bil, han var i slutningen af 90´erne?

   "Jeg synes sådan set, at der er kontinuitet i de ting, jeg har foretaget mig og skrevet gennem tiden, ja".

Et af de træk der kendetegner den særligt kreative personlighed er jo at de i en eller anden forstand er grænseoverskridende mønsterbrydere, mentale begrebsblandere og opfindsomme frame-udviklere. 

    Og det er vel præcis det som mange politiske konvertitter og overløbere som Henrik Dahl netop er: mennesker som mentalt set på et kritisk tidspunkt i deres liv forbinder "elementer" som ellers har været adskilt: deres egen politiske personlighed forankret i ét partitilhørsforhold som de har forladt - og deres egen politiske personlighed indlejret i et andet parti som de har meldt sig ind i.

   

Når man er kreativ på den måde at man glider, skrider eller springer over ideologi- og partiskel, så opstår der problemer i forholdet mellem tre sider af personlighedens samlede konstruktion:

• IDENTITETEN: den man dybest set er (mht. værdier og holdninger).
• ENS IMAGE: den man ønsker at fremstå som, 
• ENS ETOS: den opfattelse andre har af en

Det skrev jeg nogle kloge ord om i et indlæg for næsten præcis tre år siden, som jeg synes kunne fortjene at blive citeret her - til at forstå hvad det er for problemer journalisten pirker til, og som Henrik Dahl kæmper med at forholde sig til:

Skifter man så parti, så ryger den politiske ethos i højere eller mindre grad, troværdigheden undermineres og smuldrer. For enten har politikeren sejlet under falsk flag i det gamle parti - man har haft et image som har været påklistret og ikke i overensstemmelse med ens sande jeg; eller man har rent faktisk skiftetidentitet - dvs. ændre centrale værdier og holdninger, så der ikke mere er dækning for det hidtidige image man har stræbt efter. Uanset hvad forklaringen er, så svækker det de politiske interessenters og stakeholderes tillid, og det er rigtig svært at genoprette sin politiske ethos i den nye parti-kontekst.   Jeg har nu den teori at mange af de politikere som skifter parti, tilhører gruppen af særligt kreative personligheder - altså personligheder der er autoteliske, som oplever sig fremmedgjorte i forhold til forskellige sociale miljøer, og som kæmper med at definere deres identitet.

   Og at hvis denne identitetsøgen og indentitetkamp har ført dem ind i et forpligtende forhold til et bestemt parti og partiprogram og givet dem en position indadtil og udadtil i det parti, så har det haft den naturlige omkostning at sider af personligheden har følt sig "fremmedgjort" i forhold til det image som politikeren har opbygget igennem sit arbejde for partiet.

Under min research til det her indlæg støder jeg på sociologen Henrik Dahls navnebroder, som for nogle år siden var kendt som en meget populær og næsten folkekær DR-TV-studievært - for flere opfindsomme forbruger-tv-formater.

   Jeg husker den Henrik Dahl som var deltager på et Power-tv-kursus, som en person der bare kunne få den ene gode og sjove programidé efter den anden. Og som havde en umiddelbar og intuitiv forståelse for dramaturgi og storytelling - med et ironisk tvist.

   Altså en af de rigtig kreative personligheder inden for de nyere fakta-light-genrer.

   Hvad er der blevet af ham, tænkte jeg?

   

En artikel i B.T. fra 11. juni 2010 fortæller hans historie, underlagt maniodepressivitet som et mentalt livsvilkår, det der nu lægefagligt kaldes "bipolar lidelse". Artiklen udsprang af nyheden om skilsmisse:

Henrik Dahl kom til DR i 1998, da han indledte sin kometkarriere som tv-vært på forbrugerprogrammet 'Rene ord for pengene' og derefter det lignende program 'Rabatten'.

   Men da den flamboyante tv-vært var på toppen af sin karriere i 2004, blev manien utæmmelig. Det kulminerede på et redaktionsmøde, hvor Henrik Dahl overfusede sin chef og stormede ud ad døren i raseri. Reaktionen kom prompte. Henrik Dahl blev sendt på tvungen afspadsering og valgte så selv at forlade DR.

   Derefter kom han til TV 3, hvor han blev vært for programmet 'Bugbusters'. Satsningen blev dog aldrig den succes, tv-kanalen havde håbet på, og i 2007 valgte TV3 at sætte det foreløbige punktum for Henrik Dahls tv-karriere.

(...)

   For tiden arbejder Henrik Dahl som key account manager for firmaet Konica Minolta, hvor han bl.a. sælger kopimaskiner.

   Han fortæller, at han er glad og tilfreds med sit job, og omvæltningen i familielivet er han efterhånden kommet over.

   Men han holder sig selv i kort snor med den kraftige medicin litium, som er skadelig for lever og nyrer.

Carsten Dahl - en musikalsk sommerfugl - med hang til fodbold og et mørkeliv i depressionens pubbe

Mere om musik. Hvordan man kan få "musik på hjernen", og hvad man kan bruge det til.

Et af mine avisklip er næsten 4 uger gammelt. Fra Politiken søndag - kultursektionen - den 15. januar 2012.

   Jeg har gemt det fordi det handler om en af de særligt kreative personligheder, hvis navn og liv jeg intet kendte til før jeg læste interviewportrættet: Carsten Dahl.

   Men han er altså autodidakt musiker. Har indspillet over 20 plader. Har været leder af Syddansk Universitets Musikkonservatorium i Esbjerg 1992-96. Professor på Rytmisk Musikkonservatorium i København 1997. Haft flere "nervesammenbrud" ifølge den interviewbaserede artikel med rubrikken:

Professor Dahl - på sommerfugle og nervemedicin

Manchetten lyder:

Som pianist har han selv brugt mesterskab og perfektionisme til at undertrykke sin angst og ensomhede, indtil en voldsom depression tvang ham til bunds i mudderet. Han kom op igen med en mission om at hjælpe andre. Fra næste måned står Carsten Dahl parat til at gøre landets dygtigste unge musikere endnu dygtigere.

Han tiltræder her i februar et fireårigt professorart på Rytmisk Musikkonservatorium i København. 

Jeg gætter på en barndom og ungdom med savn, fravær, fremmedgørelse - og sublimering gennem musikudøvelsen.

Artiklen og interviewet er skrevet af Peter Nicolai Gudme Christensen. Lad os høre om Dahls barndom?

   Artiklen fortæller Carsten Dahl er "misbruger" af ros - en sær metafor:

Misbrugeren begyndt at øve sin indflydelse på Carsten, da forældrene blev skilt og Carsten sendt på kostskole Grindsted i Jylland, 10 år gammel. Men inden da, faktisk så langt Carsgten Dahls hukommelse rækker tilbage. havde han problemer med at indgå i nære relationer med andre mennesker. Specielt i sin familie. Som lille dreng var han altid overfølsom over for stemninger og indtryk. Han kunne fornemme, hvad folk ville sige, inden de sagde det. I medicinsk forstand led han allerede fra 9-års aldren af panikangst. Det gjorde Carsten utryg, fik ham til at trække sig ind i sig selv. Helst ville han være i fred.

Så var der noget med faderen og forventningerne. Far accepterede ikke at musikinteresse var funderet i uambitiøs passiv modtagelse og nydelse . Det skulle ikke bare være "en leg":

"Du skal være den bedste. Alt andet gælder ikke." Det blev en grundtone for mig", siger Carsten Dahl.

Det at blive sendt på kostskole af forældre som har nok at gøre med sig selv, er en klassisk kreativ udviklingshistorie. 

    Fx radiomontage-mesteren Christian Stentoft fortæller tilsvarende: En far, Aage Stentoft, både med store forventninger og afvisninger over for sønnen. Der så blev sendt på kostskole - i stedet for at blive taget sig af.

Om Carsten Dahls møde med kostskolelivet fortæller artiklen videre:

Mødet med kostskolen virkede ikke ligefrem befordrende på Carstens evne til at knytte bånd til andre mennesker.

   "Det var et forfærdeligt sted. Ydmygelser, overgreb, misbrug, bank og mboning. 120 drenge, der hver især havde det ad helvede til", siger Carsten Dahl.

   Hver dag efter undervisningen søgte han skjul fra skolegårdens tæv i skolens lydisolerede øvelokale, hvor han hamrede på trommerne, indtil det var tid at krybe i seng. 

   "Der er mange forskellig vinkler på hvad musik er for mig. Som dreng tror jeg, at det var et sted hvor jeg var samlet.." (...)

    Gennem musikken overlevede han. Det gjorde smerten også.

    "Musikkens rum blev min redning. Men også en substitu for ægte nærhed. Den nærhed, som jeg savnede med mine forældre.

Billedet ser sådan ud for mig. De ydre sociale realiteter er præget af mentale savn og sociale afvisninger. Og metaforisk udtrykt "trækker han sig ind i sig selv", som der står skrevet. Dvs. han må gøre rigtig meget brug af sit "default  mode network" i hjernen. Og give udtryk for følelser gennem musik-motorisk aktivitet: tromning med særlig kontakt til "det limbiske system".

   Hvor er det lige musik og rytme har sæde i hjernen? - Højre hjernehalvdel.

   Siden kom der melodi på rytmerne: Carsten Dahl lærte sig at spille klaver. Men er ikke god til at læse noder (venstre hjernehalvdels musikalske aktivitet) fortæller artiklen.

   Han udtrykker det med klaverspillet meget poetisk og fysisk: "Det handler om  at kærtegne tangenterne."

Jeg kommer i tanker om at når jeg i et tidligere blogindlæg beskrev hvordan det var at male akvarel efter et forbillede, så føltes det også som noget rent fysisk. Som at "kæle for motivet".

Carsten Dahl siger at når han underviser kreative elver, så er det vigtigt at hans studerende lærer at få "en rummelig indstilling til sig selv". 

   Det kan han vist kun mene hvis han opfatter at den særlige kreative personlighed indeholder flere personer i én. Og det skal man kunne rumme. 

   Flere personligheder i en, det kan han selv være - og det er han så småt er ved at lære at leve med. Og bruger som mentalt afsæt for sin egen undervisning. 

   Fra puppe til sommerfugl er hans metafor for det. 

Han har et særligt forhold til sommerfugle, som han ifølge artiklen har en masse af - udstoppede i glas og ramme på væggen i sit hjem. 

   "Han ønsker at hjælpe de studerende med at udfolde sig fra puppestadiet til flyvefærdige insekter,"

refererer artiklen.

   Han ser ikke sig selv som en der skal revolutionere noget institutionelt i sit nye job med titlen: "professor i samtidsmusik".

Et udtryk jeg ikke bryder mig om, fordi der også er en fortid og en fremtid. For mig er det bare 'professor i forvandling'. I kunsten er der en lang metamorfose, man går igennem. Fra larve til sommerfugl. Og hele den forvandling må være mit hovedområde.

En lille aside-artikel i bunden af siden fortæller at Carsten Dahl er glødende Brøndbysupporter. Og at han ser en lighed mellem musikudøvelse og fodboldudøvelse. Fælles er nødvendigheden af improvisation, og dermed associerer han til at hjernen når den improviserer musikalsk lukker ned for nogle af de overordnede hæmmende frontale cortex-centre:

Det er mandehørmen, det er repetilhjernen, det er udyret. (...) Det er et legested, ligesom når jeg spiller tromme. De drenge jeg er sammen med der, kommer fra et helt andet sted. Jeg nyder bare a være Carsten, en dum Carsten når jeg står der. (...)

   Men det er ikke kun de primitive instinkter Carsten Dahl får tilfredsstillet gennem fodbolden. (...) Han pønser på at lave en slags forskningsprojekt. Blandt andet drejer det sig om at kortlægge nogle af berøringsfladerne mellem fodbold og musik. (...)

   "Vi vil finde af, hvordan improvisationen opstår, hvordan forholdet mellem solist og gruppe påvirker hinanden. Hvad sker der i den interaktion, og hvem er orkesterlederen? Er det træneren, anføreren? Hvad vil det sige at aflevere på en måde, så man er forud for spillet?"

Musikimprovisation med fokus på hvordan hjerne gjorde det muligt at improvisere, var præcis emnet for et tidligere indlæg her på bloggen:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Thomas Blachman - særligt kreativ personlighed - og improvisator

I det foregående indlæg skrev jeg om improvisation - især i musiksammenhæng - og hvordan denne form for kreativ aktivitet kom til udtryk i hjernen. 

   Og ikke så snart er begrebet improvisation kommet ind på den indre nethinde, før jeg i Politiken i dag læser et interview med Thomas BLachman, den barske og provokerende dommer i X-factor i flere omgange, hvor begrebet dukker op i slutning af interviewet:

Selv var Thomas Blachman en katastrofe i skolen. Han var ordblind og lavede aldrig lektier. Gik på syv-otte forskellige skoler, indtil han kom på Bernadotteskolen, hvor de anbefalede ham at spille musik. I musikke vendte han ordblindheden til en fordel.

   "Jeg har været overladt til abstraktionen, når bogstaverne i en tekst løsriver sig fra hinanden, og nye ord opstår; sindsygt mange på hver linie. Jeg associerer hurtigt, og det har gjort, at jeg blev jazzmusiker og færdes med stor tryghed i et irrelevant abstrakt rum."

   Du har ikke haft problemer med at improvisere. Men har du savnet mangel på struktur?   "Helt vildt. Jeg har aldrig fået en ADHD-diagnose. Eller autisme, eller noget. Men jeg  kæmper med disciplinen", svarer han.

   "Det er nok også en del af forklaringen på, at jeg tit bliver træt af ideer, så snart jeg har fået dem. Bare jeg har set den for mig, er den næsten realiseret. Systematikken er det hårde arbejd. At gøre tingene færdige," siger Thomas Blachman, der har tre fire plader liggende, som bare mangler at blive udgivet, men som han allerede er træt af.

Ordblind. Skoleproblemer og mange skoleskift. Aktivt fantasiliv ("abstraktionen"). Det lugter langt væk af den særligt kreative personligheds typiske barndomshistorie. 

   Og af artiklen, skrevet af Peter Nicolai Gudme Christiansen, fremgår i øvrigt at Blachman er et musikalsk multitalent og grænseorverskridende kreativ. Og som mange i hans kategori: uhæmmet ærlig og derfor stærkt provokerende.

   Hvad kan jeg finde om hans barndom i øvrigt? Forholdet til faderen fx?

Hjerteblodet kommer fra et foretagsomt forældrepar. Faren af russisk jødisk afstamning. Moren ejede tøjbutikkerne Vi Unge og undertøjsforretningen Babs & Nutte. Faren opfinder bl.a. af den fuldautomatiske telefonsvarer. Barndomshjemmet var uhyre velhavende.

   Thomas Blachman har arvet morens fornemmelse for tøj, og farens opfindergen. Evnen til at tænke hurtigt og den kompromisløse stil har Thomas med hjemmefra. Som dreng var han ordblind. En enspænder, som senere har spejlet sig i historien om H.C. Andersens historie om den grimme ælling. - Jeg følte mig anderledes, for min mor klædte mig altid på med mærkeligt tøj, og jeg har jo det der mærkelige efternavn, har han sagt.

   Før krakket med Man Rec. kørte han i Rover og boede i en kæmpe villa på Østerbro fyldt med dyre møbler. Til dels finansieret af farens opfindelser.

   - Måske har jeg gjort oprør mod mine forældre ved at ville have mit helt eget domæne, som min far har accepteret, men aldrig har kunnet trænge ind i. Min far er en ekstremt dominerende type, har Blachman sagt.

http://www.bt.dk/underholdning/blachman-nyder-vaere-et-dumt-svin

Af udseende og temperament kunne han jo i øvrigt godt ligne min gamle legekammerat udi dramaturgiens verden, Ingolf Gabold, som også hører til den særligt kreative personlighedstype.

   Som jeg også må se at få ind i et selvstændigt indlæg her på bloggen, inden han snart går af som DR´s TV-dramachef.

Improvisation, kreativitet og hjernens funktion - ud fra Charles Limb´s forsøg

Det at kunne improvisere er udtryk for kreativitet. Det kan alle vist hurtigt blive enige om. At improvisere indebærer at man delvis eller for en tid forlader et mønster og et givet spor i udøvelsen af en målrettet handling. Man opfinder nyt hvor der foreligger et mønster i forvejen som man så improviserer over.

   Ikke mindst kender vi det jo fra musikken - og især jazmusikken har kravet eller ønsket om improvisation været set som et genrekendetegn.

Wikipedia definerer:

Improvisation er en skabende handling hvor resultatet, eller udsagnet, ikke er bestemt på forhånd, men bliver skabt på stedet. Improvisation som metode spiller en stor rolle i flere kunstformer som musik, teater og dans.

Og senere skriver leksikonnet om "improvisation i dagligdagen" at det også har at gøre med centrale kreativitetsbegreber som "intuition"

I dagligdagen kan man gøre brug af improvisation. Det kan for eksempel ske i arbejdssammenhæng, hvis man befinder sig i en situation, hvortil ens normale arbejdsrutiner ikke rækker - så må man improvisere. En anden situation kan være i trafikken, hvis den kendte rute er spærret, og man ikke har kort og/eller GPS-udstyr til rådighed. Også her må man improvisere. Mennesker kan have større eller mindre evner til at improvisere i sådanne situationer, og hvis man tænker på erhvervslivet, er begrebet "omstillingsparathed", som er blevet et modeord de senere år, netop et udtryk for evner til at improvisere i jobbet.

   Et andet begreb, der kan sidestilles med improvisation i denne sammenhæng, er intuition, som kan være nyttig, når man står i ukendte situationer.

Jeg mener ikke jeg har været inde på det begreb tidligere i min blog. Og det kan jo sådan set undre i betragtning af hvor centralt det er i en række kunstarter.  

Når jeg tager det op her og nu, så er det fordi jeg ved en søgning på nettet kom ind på en side der sagde noget spændende om sammenhængen mellem musikimprovisation og hjernens funktion.

   Kilden var en hjerneforsker og musiker Charles Limb. Det han have fundet ud af, var at når jazmusikere begyndte at improvisere, så deaktiverede den del af prefrontal cortex - de forreste pandelapper - som vi ved varetager en række overordende styrende, kontrollerende og hæmmende funktioner (lateral prefrontal cortex). Samtidig med denne "nedlukning" af "hæmmecentrene", blev dele af the default network aktiveret (medial prefrontal cortex):

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

  They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

  The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.

Her er manden selv der fortæller om forsøget:

I et interview forklarer Charles Limb om hvad der skete under forsøget:

The activity in the medial prefrontal area went up—that's this autobiographical, self-referential, self-expressive area. And the lateral prefrontal regions went down—those are self-inhibitory, self-censoring, self-monitoring regions of the brain. That's a pattern of activity that is not commonly seen. The way we interpreted it—and this is with a lot of caveats—is that this might be one of the neural signatures of spontaneous creativity.

Charles Limbs samarbejdspartner Allen Braun har lavet skanninger af hjernen mens den drømmer, og nået frem til at der er store ligheder i hjernens måde at fungere på når den drømmer og når der improviseres:

My co-author in the jazz study, Allen Braun at the NIH, did some studies of dreaming using PET scanning. He found this similar increase in medial-prefrontal activity. Dreaming is de-focused, random associations, and the decreased lateral peripheral activity that he saw during dreaming he interpreted as turning off the barriers of rationality that normally link our thoughts together. So what does that imply? Well, maybe dreaming and improvisation do overlap cognitively. You can understand that qualitatively, but to prove that definitively is hard.

 Når der i litteraturen om kreativitetsteknikker tales om nødvendigheden af at komme i "åben tilstand" og at man skal suspendere vurderinger når man fx laver en fælles brainstorm, så betyder det vel rent neurologisk at man lukker ned for medial prefrontal cortex-delen - og åbner op for større eller mindre dele af the default network.