Du bliver mere kreativ af at lyve, snyde og bedrage - og mere lykkelig gennem 'cheaters high'

Under min research på det foregående indlæg om hvordan kreative aktiviteter gjorde folk mere lykkelige, stødte jeg på en anden nyhed fra forskningen i kreativitet:

New research finds people who cheat subsequently perform better on tests measuring creative thinking

Det er interessant nok forskere fra Harvard Business School som har forsket i  det spørgsmål. De har gennemført en række forsøg hvor de først lokker en gruppe forsøgspersoner til at lyve eller snyde i forbindelse med løsningen af en opgave, og derefter lader dem tage den såkaldte "Remote Associates Test".

   Det viser sig at de forsøgspersoner der lyver/snyder, scorer signifikant højre i den test end en kontrolgruppe som har optrådt ærligt og sandfærdigt.

After Harvard Business School researcher Francesa Gino reported in 2011 that that highly creative people are more likely to engage in unethical activities, she began to wonder whether dishonesty could actually enhance creativity. Her latest paper suggests the answer is yes.

   “This research shows that the sentiment expressed in the common saying ‘rules are meant to be broken’ is at the root of both creative performance and dishonest behavior,” Gino and co-author Scott Wiltermuth write in the journal Psychological Science. “It also provides new evidence that dishonesty may therefore lead people to become more creative in their subsequent behaviors.”

http://www.psmag.com/navigation/health-and-behavior/dishonesty-can-foster-creativity-75147/

En af de definitorisk kendetegn ved kreativitet er jo at man er i stand til at overskride grænser og blander kategorier som ellers holdes adskilt. Så i den sammenhæng kan man altså betragte det at lyve og snyde som overskridelse af en moralsk grænse og praktiseringen af den slags uetisk adfærd for en form for konceptuel blending hvor en løgn kamufleres som en sandhed.

   At lyve og snyde kræver i sig selv at man er opfindsom og kreativ og kan finde på noget nyt at sige som lyder sandt, men ikke er det. Og det som disse forsøg viser, er altså at den slags uærlige aktiviteter automatisk fungerer som mental træning i kreativitet.

   Artiklen som er citeret ovenfor, konkluderer efter referatet fra en af af disse eksperimenter:

Fifty-one of the 53 participants who had an opportunity to cheat did so. Those dishonest people did better on the creative-thinking test than their counterparts who had no opportunity to cheat.

   “These results indicate that cheating increased creativity on a subsequent task,” the researchers write. A subsequent experiment provided evidence that acting dishonestly left participants to “feel unconstrained by rules,” which helped them think more creatively.

   At least theoretically, this dynamic could continue indefinitely in a circular fashion, Gino and Wiltermuth conclude. “By acting dishonestly,” they write, “people become more creative, which allows them to come up with more creative justifications for their immoral behavior, and therefore more likely to behave dishonestly.”

Det giver stof til eftertanke både når det gælder fiktionsforfatteres, politikeres, journalisters og brugtbilforhandleres udvikling og karriere.  

   Og det giver måske også noget af en forklaring på at når først man som forfatter eller journalist har opdaget glæden og fascinationen ved at arbejde med og producere  'faktion' - kreative genrer der blander fakta og fiktion - så stimulerer det til at fortsætte sin produktive og kreative karriere ud ad det spor.

   

En association: Da jeg i sin tid arbejde med at skrive bogen "Faktion som udtryksmiddel" - husker jeg at jeg oplevede at det var en helt speciel personlighedstype som igen og igen gjorde produktive forsøg inden for spektret af genreblandinger mellem fakta og fiktion, som fx Poul Trier Pedersen, Poul Martinsen, Poul Nesgaard. Mens der var en masse kritikere og kolleger som så rødt og tog kraftigt emotionel afstand fra den slags grænsanfægtende faktions-programmer, -bøger eller -artikler.

Iøvrigt har man konstateret at frontallapperernes (den præfrontale cortex) neurale aktivitet kører i højeste gear når folk lyver og bedrager. Det er den del af hjerne som blandt andet fungerer som kontrollør og moralsk regulator af vores adfærd. 

The act of lying or suppressing the truth triggers activities in the brain that send blood to the prefrontal cortex (located just above the eye sockets), which controls several psychological processes, including the one that takes place when a person crafts a new rather than a known response to something.    

   "Lying is an example of this type of executive response, because it involves withholding a truthful response," says Sean Spence, a professor of general adult psychiatry at the University of Sheffield in England. "When you know the answer to a question, the answer is automatic; but to avoid telling me the true answer requires something more."

http://www.scientificamerican.com/article/lie-brain-fmri-polygraph/

Her et andet citat fra undersøgelser der peger i samme retning. Det er mentalt krævende - en form for nyskabende problemløsningsproces - at lyve og snyde: 

Although several brain areas appear to play a role in deception, the most consistent finding across multiple fMRI studies is that activity in the prefrontal cortex increases when people lie. The prefrontal cortex, situated just behind the forehead, is a collection of regions responsible for executive control (the ability to regulate thoughts or actions to achieve goals). Executive control includes cognitive processes such as planning, problem solving, and attention — all important components of deception — so it’s no surprise the prefrontal cortex is active when we lie. Dishonesty requires the brain to work harder than honesty, and this effort is reflected by increased brain activity. Studies even show people take longer to respond when lying. 

http://www.brainfacts.org/in-society/in-society/articles/2013/the-truth-about-lies-the-science-of-deception/

Det er også i frontallapperne at kernen i hjernens belønningssystem (det med dopamin og endorfiner som brændstof) har sæde, så jeg synes der er god grund til at tro at man også kan tale om fx 'cheater's high' eller 'con man's high'.

    

Jeg googler lige på "cheaters high". Og jo! - begrebet findes allerede, og der er forskning der understøtter at det ikke - som man måske skulle tro eller kunne ønske sig - nødvendigvis er forbundet med negative følelser (skyld, skam og angst) at snyde og bedrage, men at det tværtimod kan udløse en oplevelse af lykke og tilfredshed. 

   Læs bare dette abstract:

Many theories of moral behavior assume that unethical behavior triggers negative affect. In this article, we challenge this assumption and demonstrate that unethical behavior can trigger positive affect, which we term a “cheater’s high.” Across 6 studies, we find that even though individuals predict they will feel guilty and have increased levels of negative affect after engaging in unethical behavior (Studies 1a and 1b), individuals who cheat on different problem-solving tasks consistently experience more positive affect than those who do not (Studies 2-5). We find that this heightened positive affect does not depend on self-selection (Studies 3 and 4), and it is not due to the accrual of undeserved financial rewards (Study 4). Cheating is associated with feelings of self-satisfaction, and the boost in positive affect from cheating persists even when prospects for self-deception about unethical behavior are reduced (Study 5). Our results have important implications for models of ethical decision making, moral behavior, and self-regulatory theory.

http://freakonomics.com/2013/11/01/the-cheaters-high/

Hvis du vil vide noget om den test som man bruger til at måle hvor kreative folk er som er nævnt oven for: "The Remote Associates Test", så er her et link: 

http://en.wikipedia.org/wiki/Remote_Associates_Test

"Sex og vold" - Muppet Show blended med ondskabens teater

Jeg havde i udklpsbunken gemt flere artikler fra slutningen af januar om et stykke voksen-dukke-teater, som tydeligvis var grænseoverskridende kreativt - et smukt eksempel på konceptuel blending af genrer og udtryksformer - af dukkefiktion og grusom virkelighed. 

   Det var billederne i artiklerne der fangede mig:

   

Forestillingen omtales blandt andet som et "freak-show" - og som "dukketeater for voksne". Det kan man forstå bare ved at se det billede her.

Jeg søger og finder en video på YouTube og en beskrivelse af stykket  på nettet:

Fix & Foxys freakshow

I SEX OG VOLD fremfører fem grimme, dumme og hæmningsløse kæmpedukker deres eget, indignerede splattershow. De udtrykker sig bedst gennem overgreb og vanrøgt, så her kommer deres musikalske, pornografiske og voldelige show om de ting, vi normalt ikke tør røre ved, og om hvordan verden ser ud fra deres side af hegnet.

   SEX OG VOLD er Muppet Show for voksne med en gruppe grimme, dumme og hæmningsløse kæmpedukker, der er klar til at gå så langt, det skal være, for at underholde deres publikum.

   De stiller sig til rådighed for grundforskning i menneskesjælens mørklagte områder. Dukker falder uden for straffeloven, så der er ikke noget, de ikke må. Og det er heldigvis ikke rigtige mennesker, det går ud over!

   SEX OG VOLD er Tue Biering og Jeppe Kristensens seneste stykke virkelighedsteater, hvor de udnytter de svage og udstødte til gemen underholdning.

Da jeg har et særligt personligt forhold til dukkespil og dukkespillere, kunne jeg godt tænke mig at komme ind og se det. Men har alt for forbasket travlt i disse uger.

Men andre kan nå det. Stykket spiller til den 18. januar på Husets teater. Og hvis man har glade minder om Muppet Show i fjernsynet i gamle dage, så kan de åbenbart genopfriskes her - med et grusomt twist.

    Man aner fra beskrivelsen inspiration og et aktualitetsperspektiv i forhold til de sager der har været for domstolene og i medierne de sidste par år - om grov vanrøgt, sexmisbrug og vold over for børn i dysfunktionelle familier.

Hvad opnår en fiktion ved at vise det som er fortrængt og tabubelagt? Det man ikke må forestille sig og det man ikke må tale om - endsige udtrykke sympati eller forståelse for?

Grundlæggende er det jo mentalt frigørende, fordi det er grænseoverskridende og grænsenedbrydende. Og altså et udtryk for kreativitet. At bruge dukker - altså skuespillere klædt ud som menneskestore dukker - med associationer til Muppet-show - er jo udtryk for en form for grotesk ironi. Surrealistisk teater.
   Der er altså tale om konceptuel blending af det der er sjovt - det barnlige - med det der er forfærdeligt - det forbudte
   En forestilling der at dømme efter foto og videoklippet leverer et satirisk twist af uskyldig tv-erindringer med en mørk bagside af ubevidste fantasier, et twist der derfor rammer tilskueren der hvor de mentale forsvarsværker er svagest.

Sociale skel og kreativ udvikling - en opsummering og endnu et eksempel

Jeg har tidligere skrevet om mentorers og gode feers betydning for at kreative mennesker med barske barndoms- og ungdomserfaringer, ikke bare blev tabere. Og har blandt andet refereret til børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, som blev interviewet til Politikens sommerserie om sammenhængen mellem opvækst og voksenholdninger.
   I går i Politiken har Per Michael Jespersen så en opsummerende klumme om hvad der er fælles for de syv de har interviewet til serien. Han konkluderer at det fælles var, at de tidligt i livet havde mødt mennesker fra et andet socialt miljø, hvad enten de selv kom fra bunden eller toppen af samfundsstigen.

Det giver mig anledning til at filosofere over min egen opvækst, vokset op i en pæn og socialt beskyttet funktionærfamlie med en far som ingeniør på Sukkerfabrikkerne og en hjemmegående mor. Og vi havde altid pige i huset. Ingeniørfamilien blev flyttet rundt fra fabrik til fabrik, alt efter hvor der var brug for den enkelte ingeniørs særlige kvalifikationer og tekniske speciale: fra Gørlev til Holeby, fra Holeby til Stege, fra Stege til Christianshavn. Jeg skiftede derfor skole med relativt korte mellem rum.
    Alt det flytteri producerede jo identitetsusikkerhed, rodløshed og fremmedgørelse - en type erfaringer og oplevelser som jeg tidligere har nævnt kan være en kilde til kreativitet, fordi det skaber savn og ønskedrømme, og får en til at reflekterer og fantaserer over de grænser og skel man oplever i sine omgivelser.
   Og de faste og bedste venner og legekammerater jeg havde de forskellige steder, hvad var det for nogen? I Holeby hed han Flemming og var søn af en ufaglært arbejder, i Stege hed han Per og var søn af en lille håndværksmester, og på Christianshavns Gymnasium hed han Mogens, og var søn af en enlig mor der vel gjorde rent eller ekspederede i en butik.
   Og jeg kan faktisk huske at jeg den gang ofte reflekterede over klasseforskelle, og hvad det at være priviligeret, betød for hvilken fremtid man havde udsigt til.

Per Michael Jespersen har givet klummen overskriften "Social blindhed", og hans pointe er at det er vigtigt for den menneskelige udvikling (=kreativitet?) , at man konfronteres med sociale forskelle i sin opvækst. Han formulere det dog alt for slapt, synes jeg, når han siger at faren er "et mere kedeligt samfund", hvis alle vokser op i miljøer der har karakter er af sociale ghettoer, og man derfor sjældent konfronteres med mennesker/skolekammerater med en anderledes baggrund end man selv har.

Jeg mener at kreativitet, fremdrift, udvikling, fornyelse - skabes og udspringer af forskelle der mødes og konfronteres på tværs af konventionelle og historiske grænser og skel. Den slags konfrontationer er forudsætningen for konceptuel blending - tænkning hvor forskellige forestillingsverdener, livserfaringer og bevidsthedsformer mødes - og i mødet skaber nye tanker og ideer der kommer til udtryk i nye koncpetuelle output-rum hvor der foregår både integration og kompression af elementer fra de forskellige mentale input-rum.
   Mennesker mødes og sød musik opstår. Det var vist var titlen på en af Jens August Schades digtsamlinger.

Og så apropos: Politiken i dag den 15. August. Portrætartikel af Minna Skau om en kvinde hvis navn jeg ikke havde hørt før, og hvis ansigt var interessant at se på: smukt men lidt hærget. Rubrikken var: "Krigen lærte hende at sætte pris på livet". Det drejer sig om en dansk journalist som er frisk udnævnt nyhedsredaktør på den amerikanske netnyhedstjeneste 'The Daily Beast'. Manchetten lyder:

Da Louise Roug Bokkenheuser som ung teenager mistede begge sine forældre, begyndte en lang flugt væk fra smerten og minderne. Hun lagde lillebroderen, hjemmet og Danmark bag sig på en rejse, hun i dag beskriver som ét langt selvmordsforsøg. Nu, da hun har skrevet det hele ned i en bog, håber den 37-årige, succesfulde journalist at have forsonet sig med sine spøgelser. 

De kreative processer ved at skrive ud fra barske erfaringer, som noget der skal hele en mental splittelse skabt ved sorg og savn, er essensen af historien. Forældrene bliver skilt, moderen dør ved en ulykke hvor hun var stærkt beruset, faderen dør to år efter af druk, fremgår det.
   Siden har Louise både været kriminalreporter for L.A. Times og krigskorrespondent i Bagdad i to år. Om livet som kriminalreporter siger hun: "Man møder folk, når de er helt derude  i deres liv, hvor tingene er meget klare og meget tydelige. Og det er vildt grænseoverskridende". Og om erfaringerne i Bagdag siger hun:

"Krig er jo fedt på en måde. Det er meget tiltrækkende, fordi du har alting virkelig skarpt og nært - og der er en ærlighed i øjeblikket.  Både i situationen og i den måde, du relaterer til folk på. Der er ingen rudekuverter og ingen bekymringer over næste elregning. Der er bare det helt basale med had-kærlighed og liv-død. Men mens jeg havde troet, jeg ville finde svar på spørgsmålet om, hvordan krig overhovedet sker, så fandt jeg med tiden ud af, at mit egentlig spørgsmål var: Hvordan er det egentlig vi overlever? Hvordan var det, mine venner overlevede? Og hvordan var det, jeg selv overlevede (...). Jeg troede, jeg kunne gøre alting alene. At man kan leve et liv, hvor man bare frasiger sig alle andre og det nær. (...) Men i dag har jeg jo fundet ud af, at jeg har behov for andre mennesker. Jeg kan ikke alene, og et menneske er ikke en ø. De mennesker jeg mødte i Irak, de overlever jo netop fordi de har støtten fra familien. Og jeg har også behov for andre mennesker."

For Louise betyder konfrontationen med krigen og de kulturelt set helt anderledes mennesker hun møder og får som venner, en re-framing af egne erfaringer: fra flugt til forsoning. Nøgleordet er: "grænseoverskridende".

Hvad er kreativitet? - definitionernes fællesnævner!

Kreativitet er et ord der refererer til et begreb der sammenfatter en bred vifte af fænomener der har med udvikling, fornyelse, skabelse at gøre.

   I definitionen indgår ofte at det er en "evne" - altså en egenskab ved en person som udtrykker at han hun besidder en særlig kompetence:

• "Kreativitet er evnen til nyskabelse, iderigdom."
• "Kreativitet er evnen til at gøre ideer til virkelighed, til at kombinere eksisterende viden på en ny måde."
• "At tænke kreativt vil sige at kunne skabe nye sammenhænge ud fra det som er kendt"
• "...en persons evne til (...) at gennemføre synlig fornyelse inden for et givent videns- og praksisdomæne."
• "Kreativitet er evnen til at løse et problem, der først kan defineres når det er løst."
• "... en egenskab der muliggør at vi kan tænke ud over det vante (...) at vi kan udvikle og anvende ny viden, set tingene på en anden måde, eller omfortolke vores oplevelser af dagligdags hændelser"
• "Det er individets evne til at danne en original ændring i perception, en ændring i perspektiv, at se en problemstilling ud fra en ny og overraskende synsvinkel."
• "Den kreative handling består i at kombinere hidtil ikke relaterede struktur på en sådan måde at man får mere ud af det samlede resultat end man har bidraget."
• "Evnen til konstruktivt og produktivt at kombinere elementer - dvs. handinger, begreber, ideer, tanker - der logisk eller konventionelt ikke hænger sammen eller har noget med hinanden at gøre."
• "Evnene til at tænke nyt og originalt i forhold til velkendte problemer - med et konstruktivt, dvs. værdifuldt resultat."
• "Evnen til at se nyt i det velkendte."
• "Evnen til at tænke ved hjælp af billeder, ligheder og kontraster, rytmer, associationer, metaforer, analogier, lignelser."
• "Evnen til at forestille sig og mentalt forbinde hinanden fjernstående elementer og til at kategorisere på kryds og tværs af konventionelle grænser og definitioner"

Er der noget fælles i disse defintioner som er høstet rundt omkring i bøger og på nettet?

   Der er det grænseoverskridende, der er noget med at kunne se noget for sig som ikke findes - fantasi, og at "tænke" i billeder, der er noget med nyt og originalt i modsætning til velkendt og traditionelt.

   Andre taler om en "kreativ sans". Det må jo så være en 6. sans, intutionen, en sans der rækker indad hvor de andre vender ud mod omverdenen. Walt Disney sagde: "If you can´t dream it, you can´t do it".

   Når man siger om en person at han er kreativ, så mener man at vedkommende er god til at få ideer, at han er opfindsom, har fantasi, kan male og tegne, eller skrive digte, eller improvisere musik; at han er produktiv og skaber nyt inden for de områder han udfolder sig inden for. Men man kan også være en "kreativ forretningsmand", "en kreativ fodboldspiller". Og hvad med "kreativ bogføring".

   Kreativitet er ikke noget entydigt godt, og det haves og udøves også af forbrydere, og på trods af lov og moral: Peter Brixtofte, Kurt Thorsen, Stein Bagger, Klaus Riskær Pedersen. 

Det er altså klart forkert at begrænse kreativitet til noget der har med kunstnerisk udfoldelse at gøre. Men kunstnere synes at have en særlig nem adgang til "det kreative", eller måsk er det for dem sådan at de bliver særligt frustrede og følser sig "syge" når de ikke har mulighed for at udøve og skabe, og at for dem er udøvelse af kreativitet ikke kun en evne og en mulighed, men et behov - en lyst - en drift.