Negative erindringer - kan behandles med medicin - og gennem kunstneriske flow

Erindringer er det der gør det muligt for os at sætte vores aktuelle situation i perspektiv og ramme af vores tidligere liv. Erindringer kan genkaldes og det er default mode netværket der varetager den funktion at genkalde sig erindringer ud af den selvbiografiske hukommelse. 

   Stort set alle filminstruktører og forfattere og andre kunstnere gør brug af deres genkaldte erindringer som inspiration og stof i deres værker.

   Hukommelsespsykologer og -neurologer er enige om at jo mere og jo oftere en erindring genkaldes, jo stærkere lagret bliver den også i hukommelsen. Men at det også ændrer den ved at den bliver genkaldt den i en eller anden sammenhæng. 

   Det er som om der sker en form for re-writing - en overskrivning - af erindringen for hver gang den fremkaldes. 

  

Vi ved også at erindringer ikke bare er neutrale scener og billeder, men at de ofte er tilknyttet følelser, så man under genkaldelsen også genkalder sig en del af de følelser der var aktive da man oplevede det som siden blev lagret i hukommelsen.

   Jeg kan fx stadig huske min første store forelskelse i gymnasiet, en række scener hvor jeg oplevede hende særligt attraktiv. Når jeg genkalder mig de erindringer så mærker jeg også lidt den mavefornemmelse - kildrende spænding - som synet af hende den gang var forbundet med.

At genkaldes sig positivt ladede erindringer, er ikke noget problem. De forstærkes og forankres i positive følelser. Dvs. der forstærkes en neurokemisk reaktion - coctailen af "lykkkestoffer" - ved at genfremkalde dem for sit indre øje og på den indre skærm.

Men hvad med de negativt ladede erindringer? - Politikens tillæg 'Viden' har idag søndag en artikel med rubrikken

Ud med de syge tanker

Den handler om behandlingen af posttraumatisk stress, som forskere nu mener at være på vej til at kunne behandle/helbrede med medicin.

Når en erindring genkaldes, sker det via en kemisk reaktion. En negativ erindring vil ændre sig lidt, hver gang den genkaldes og lagres igen. På den måde kan den omformes og blive så fasttømret, at angstanfaldene bliver værre og forekommer oftere. Men ved at ændre på en erindring ved hjælp af medicin, mens den står på, kan den negative del påvirkes og undertrykkes. Og så lagres de negative indtryk og følelser i mindre grad bagefter (...) 

    Det er samspillet mellem følelser, fornuft og hukommelse, der fører til angstanfald. Dæmpes følelserne, mens erindringen er aktiv, kan traumet mindskes.

Men hvad er det lige posttraumatisk stress er for noget? Det er en af de mest ekstreme former for angst, fortæller artiklen der er skrevet af Morten Garly Andersen.

Den kan optræde, hvis man har set forfærdelige ting i forvbindelse med en krig. Stået over for en bankrøvers pistolmunding. Set sit barn blive kørt ned af en lastbil. Eller hvis familien går i opløsning, man mister sit job og må sælge sit hus.

    Patienter med denne lidelse plages af erindringer om frygtelige detaljer fra den slags begivenheder. De dukker op og forstærkes i situationer, der kan relatere til oplevelsen - udløst af at se en krigsfilm, gå ind i en bank eller ved lyden af en lastbil.

Jeg associerer til teorien om den særligt kreative personligheds særlige barndom og ungdom. Mange forfattere og kunstnere som har oplevet forældresavn og -tab, social fremmedgørelse ved radikale miljøskift - og mobning i skolen, bruger jo genkaldte erindringer om disse negative oplevelser som stof i deres kunst. 

    Og denne kunstneriske bearbejdning af negativt farvede erindringer kan jo tilsyneladende fungerer som en slags medicin. Ikke så erindringerne forsvinder, men så den kunstnerisk anlagte person mentalt og kognitivt får et mere positivt - eller i det mindste mindre belastet forhold til dem ved skrive elle male med afsæt i dem og dermed bearbejde dem - ja, emotionelt.

 
Kan det forklares neurobiologisk? Ja, det synes jeg. 

    Vi ved at det at skrive eller male eller andre kreative aktiviteter indebærer at personen kommer i en flowtilstand - en tilstand som man kan blive helt afhængig af (som mange journalister fx) fordi den netop foregår under påvirkning af dopamin, serotonin, endofiner mv.

    Så en erindring der er forbundet med angst - og dermed når den genkaldes genudløser de kemiske stoffer som angst udløser, kan blive angstdæmpet af de stoffer som udløses ved den kunstneriske flow-tilstand.

    Det ligner den opdagelse at fx depression også kan dæmpes eller læges ved fx lange og krævende løbeturer - løbeturer som også udløser flow-coctailen. 

Spejlneuroner og børnehavepædagogik - ifølge Annette Hauerberg

Det er en fed oplevelse når man læser en kronik hvor forfatteren er nået til erkendelser og har gennemgået erkendelsesforløb som ligner dem man selv har.

   Det gælder fx Anette Haurberg, der har skrevet en kronik i Politiken i tirsdags. Rubrikken:

Alle voksne er levende forbilleder

Den kan jeg godt lide.

   Hvem er Annette Fauerberg? Googling giver ingen ting. Men ifølge Politiken er hun "pædagog og lærer", tidligere leder af børnehave.

    Hun er en klog dame, belæst i neuroscience, og skriver rigtig godt, som starten her viser:

Det er formiddag, og alle børn er ude, en af de voksne er ved at tage lejeredskaberne frem, en anden er på vej med de sidst børn, da jeg inde fra børnehavens vindue kigger ud og opdager et fantastisk syn: Alle børn ligger på knæ i en kreds rundt om en håndværker, mens han studerer et kort over grunden. Børnene har alle indtaget samme stilling som ham ...

Hvad er det der suger dm ind i kredsen omkring den fremmede håndværker?

Er det måden han agerer på, hans koncentration og optagethed af sit virke? Er det hans synlige og for børn gennemskuelige arbejde, der for dem giver mening, er fysisk muligt at efterligne og derved inspirerer dem - for eksempel til korttegning og flere nye lege?

Jeg tænker straks "spejlneuroner" som håndværkerens fysiske adfærd aktiverer hos børnene. Og ganske rigtigt længere inde i kronikke har Annette fat i dem. 

    Anette Hauerberg konstaterer hvor vigtig mimetisk indlæring er fra børn er helt bitte små. Og hun modstiller børnene der er vildt optaget af håndværkerens fysisk adfærd og handlinger, hvordan vi voksen - også pædagoger - ellers tænker:

De fleste børn forklarer børn mangt og meget. Vi forfalder let til at forklare den treårige, at månen skifter form, fordi jorden drejer rundt om solen, eller far bærer den yngste ind i børnehaven, samtidig med at han forklarer hende, hvad de skal i aften, og at han kommer hjem klokken fire.

   Men børn lærer ikke meget af forklaringer, og vi voksen kan derfor hører os selv sige: "Det har jeg jo fortalt dig, det ved du godt". Ja, vi har fortalt det, men barnet har ikke forstået det, fordi små børn lever i langt mere i handlinger og følelser end i ord. (...)

   Børn tilegner sig først og fremmst forståelse af verden gennem deres handlinger og sanseindtryk.

Annette har utvivlsomt læst (et referat af) Giacometti Rizzolati og Corrad Sinigaglia´s bog "Mirrors in the Brain - How our Minds Share Actions and Emotions". Og forklarer lige ud af landevejen hvordan spejlneuronernes og dermed "efterligningens betydning for barnets udvikling og læring samt bevidstheden om, at spejlneuronerne giver os en mulighed for læse andres hensigt":

Ser du nogen spise is er der neuroner i hjernen, som imiterer følelsen af at spise is. Ser du nogen slå sig, vil du uvilkårligt selv fortrække ansigtet i smerte. 

   Det forklarer rigtig meget,som har været et mysterium. For eksempel ved vi, at børn lærer gennem at efterligne. Nu ved vi, at der er en hjernemekanisme som er 'designet' til det.

Anette Hauerberg referer til en bog på dansk: "Hvorfor jeg føler det, du føler", som hun siger er den første på dansk om spejlneuroner. Af Joachim Bauer, psykiater og profesor i medicin.

Spejlsystemerne kan kun indspejles når de kommer fra levende forbilleder, fra biologiske synligt handlende aktører, forklare AH videre. "Små børn har altså brug for tilstedeværende levende omsorgspersoner":

De har brug for at lære sig selv og andre at kende gennem deres livtag med omgivelserne. De har brug for at gøre livsnær erfaringer sammen med mennesker, der laver fysiske aktiviteter som at grave og plante i have, feje blade sammen, reparerer og lappe cykler, synge, male legehuse, snitte grene til huler og snobrød, strikke og hækle, lægge erantisløg og vintergæk, følge årstiderne, lave mad, bage m.m. Når disse opgaver er så gode for børn at være i nærheden af, er det fordi de inviterer til efterligning. 

Og selve det opleve at man kan efterligne, tror jeg der i sig selv er en belønning i - i form af lykke-stofferne i hjernen der er en del af oplevelsen af at være i flow. 

Anette supplerer med flere egenerfaringer der understøtter betydningen af at børn lærer og udvikler ved at iagttage og imiterer andre - voksnes - handlinger.

Jeg får mindelser fra da min datter var netop 2-3-4 år gammel. Fruen havde den gang den vane at når hun skulle være kreativ og skrive manuskripter, så gik hun i haven og gav den den store forårs-, sommer- og efterårs-make over. Faktisk lignede vore have næsten altid slagmarkerne under første verdenskrig. 

   Datteren der som sagt kun var en 3-4 år, var dybt fascineret og optaget. Og bad altid om at få besked om hvad hun skulle og kunne gøre. Havde hu så fået et bed til lugning, så var hun effektiv og de bede hun lugede, var i befriet for ukrudt som var det fruen der selv havde gjort det.

  Vi boede den gang i et sommerhusområde der var gradvist var ved at blive til helårsparcelhuse. Men et af sommerhusene der stadig blev brugt til det, var nabo til vores, og hvert forår flyttede "Herdis" ud i sit sommerhus og begyndt på sin forårs-klipning, -studsning og -lugning af haven. 

   Og vips! Lige så snart hun var flyttet ind, så levede min datter næsten døgnet rundt inde hos Herdis. Og ind fra vore side af hækken kunne vi høre hvordan der blev spurgt og instrueret i en lind strøm af oplevelsesfuld læring.

Jeg tænker så også på hvorfor diverse alle disse moderne make-over-program-formater, madprogrammer, Ryge Petersen-programmer, Bonderøven, etc. ja, hele reality-tv- udviklingen er så umanerligt populære. 

   Og jeg er ikke i tvivl om at det er spejlneuronerne som bliver "rørt" og "spillet på" - med direkte adgang til vores følelser - ved at vi ser andres konkrete målrettede handlinger under gør-det-selv-bearbejdning af materialer, planter og dyr.

Anette Hauerberg forklarer at 

...børn føler for det meste sympati for virksomme voksne, fordi de forbinder sig med handlingen. For en femårig er det langt sjovere at have en onkel, der kører motorcykel end en, der har det store kort. 

   Vi husker bedre konkrete oplevelser end abstrakt viden,

   (...)

Alle voksne er levende forbilleder, uanset om vi ønsker det eller ej! Om vi gør noget godt eller mindre godt, så bliver det optaget og efterlignet. Mange har sikkert oplevet den lidt pudsige situation at sætte sig på hug for at tale med et mindre barn, som derefter selv sætter sig på hug - og man er lige vidt.

   (...)

Der må gribes, før der kan begribes. Vi må begynde med handlingen og gennem vore daglige meningsfulde gøremål lade børnene lære verden og sig selv at kende. Til disse handlinger knyttes følelser, evner og erfaringer, der alle virke ind på både krop og sjæl.

AH skriver utroligt godt og konkret og illustrativt. Erfaringsprog med afsæt til vidensprogs-generaliseringer. Det fungerer umanerligt godt. 

   Og selvfølgelig ikke mindst. Det er lige vand på min mølle.